skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

100-året for Oktoberrevolutionen – Erfaringen fra Sovjetterne

Den Dominikanske Republik, Det Kommunistiske Arbejderparti – PCT

Al magt til sovjetterne! V.I. Lenin

Dette var råbet fra den russiske arbejderklasse og bondebefolkning mellem februar og oktober. 7.november 1917 har skrevet sig ind i menneskehedens historie som den dag, arbejderklassens greb den politiske magt for første gang nogensinde.

Sovjetternes fremkomst og forandring udtrykker i høj grad hjerteslagene og rytmen i den russiske revolutionære proces mellem 1905 og 1917. Man kan egentlig kun behandle og forstå den russiskes revolutions flod og ebbe i det omfang, man også inddrager sovjetternes ledende rolle i den revolutionære bevægelses op- og nedture. Derfor må vi i anledningen af 100-året for den store sovjetiske socialistiske revolution undersøge erfaringerne og arven fra sovjetterne som en organisme, der forenede og organiserede arbejderklassen, mobiliseret i kamp for at styrte zarherredømmet, mod borgerskabet og for opbygningen af arbejderklassens og folkets magt.

Hvad var sovjetterne?

De var det den russiske arbejderklasses organisatoriske svar på den situation af elendighed og overtrædelse af de mest elementære menneskerettigheder, som zar Nikolaj II udsatte dem for, og på alt, hvad han repræsenterede. Nemlig at holde millioner af mænd og kvinder i fattigdom, mens han selv og hans privilegerede familie koncentrerede og monopoliserede al magt, jord og rigdom, der blev skabt, i deres egne hænder.

I perioden 1905-1907 oplevede Rusland et hidtil uset revolutionært opsving, i hvilket arbejderklassen gennemførte store kampe for højere løn og for sociale og politiske krav. Arbejdernes utallige og vedblivende strejker, især i de store centre med stor koncentration af arbejdere, for kravet om at reducere arbejdsdagen til 8 timer, blev, efterhånden som situationen skærpedes, fulgt op med slogans mod det autoritære eneherredømme, for frihed og demokrati.

Sovjetterne udsprang ud af massernes erfaringer under udviklingen af klassekampen i 1905. Det er nødvendigt at pointere, at dette initiativ ikke kom fra ledelsen i et noget parti. Den første sovjet opstod i Ivanovo-Vosnesensk, der var det vigtigste center for den russiske tekstilindustri og et af de ældste eksempler på organisering i arbejderbevægelsen.

Hvorfor opstod sovjetterne?

I begyndelsen var de bare forsamlinger og råd organiseret af arbejderne på en bestemt fabrik, produktions- eller servicesektor. Deres rolle var at forsvare arbejdernes interesser. Senere bredte de sig og blev organiseret blandt landbefolkningen for at rejse kravet om retten til at arbejde med jorden, og også i selve regimets hær for at forsvare soldaternes rettigheder som undertrykte ansatte.

Sovjetterne, der var masseorganisationer, blev af forskellige grunde til en politisk kampplads mellem forskellige politiske kræfter, selv reaktionære, der ønskede at ødelægge dem og afmontere dem som brugbare redskaber for arbejderklassens forsvar. Sovjetterne var en bred organisation af ikke-partimedlemmer, hvor også kommunister deltog.

Da de var velegnede til mobilisering og klassekamp, endte de med at bidrage ” i en ledende rolle ” til skabelsen af de revolutionære betingelser, der resulterede i omstyrtelsen af zarregimet med februarrevolutionen i 1917.

Tidligere havde de også bidraget politisk til etableringen af det begrænsede konstitutionelle monarki i Rusland og oprettelsen af Dumaen, der var en slags parlamentarisk forsamling. Sovjetterne opstod som en naturlig udvikling af strejkekomiteer udviklet af jernbanearbejderne og fabriks- og arbejdspladskomiteer, der i princippet kun søgte at spille en ledende rolle i strejkebevægelsen.

Disse komiteer blev gradvist omformet under indtryk af de revolutionære begivenheder til at beskæftige sig med nye mål og opgaver som beskrevet ovenfor. De var et resultat af massernes kreativitet og af klassekampens omstændigheder, og helt fra de første dage med aktiv deltagelse af revolutionære organisationer, inklusive de socialrevolutionære, mensjevikiske og bolsjevikiske strømninger i Ruslands Socialdemokratiske Parti.

Under revolutionen i 1905 blev der dannet sovjetter i alle regioner i landet, men de, der spillede den største rolle, var sovjetterne i Petersborg og Moskva, på grund af den vigtige økonomiske og politiske rolle, disse to byer spillede i det zaristiske Rusland.

Sovjetten af arbejderdelegerede blev etableret i oktober 1905 som et af højdepunkterne i den revolutionære proces i den tid, og eftersom Petersborg var et nervecenter for den revolutionære bevægelse, udøvede den en stor indflydelse i resten af landet. Et af de første mål for den nylig etablerede sovjet var at samle ledelsen af strejkebevægelsen i alle fabrikkerne og arbejdspladserne i Petersborg i en enkelt arbejderkomite. Denne sovjet blev dannet af 562 delegerede fra fabrikker, arbejdspladser og fagforeninger og repræsenterede omkring 250.000 arbejdere. Dens ledelse blev ” ud over arbejderdelegerede fra fabrikker og fagforeninger ” sammensat af ni repræsentanter fra socialistiske partier. Den repræsenterede en samling af alle revolutionære sektorer og strømninger, inklusive den radikale småborgerlige strømning. Sovjetten samlede alle sektorer af befolkningen under ledelse af det revolutionære socialdemokrati.

Denne organisations revolutionære natur illustreres ved, at en af dens første beslutninger var at forelægge Dumaen en række krav: at der skulle tages skridt til at sikre arbejderne i hovedstaden, give dem offentlige bygninger, hvor de kunne holde møder, at bevillinger og beføjelser til politiet, gendarmerne og andre undertrykkelsesorganer skulle afskaffes, og at der skulle overgives penge fra statens finanser til sovjetten til at bevæbne Petersborgs arbejderklasse i kampen for folkets frihed.

Massernes dynamik, indre demokrati og magt

Sovjetterne var de mobiliserede undertrykte massers spontane organisatoriske svar, og deres dynamik og struktur ændrede afhængig af omstændighederne. De var simple strukturer, fleksible, men standhaftige mod klassefjenden.

Hvad var årsagen til deres styrke i den konkrete virkelighed, som de opstod og udviklede sig i?

I deres klassekarakter, deres beslutsomhed for magt, deres filosofiske og kvalitative spring, i hvilke de voksede frem, begrænsede de ikke sig selv til krav om højere løn og 8 timers arbejdsdag. De kæmpede for mere: den politiske magt, at overtage regeringen, ledelsen af staten og samfundet. Det var sådan, de voksede og blev repræsentative organer for arbejderklassen, og senere til de væbnede modstandsfronter mod klassefjenden for at overvinde denne og derudover kræve sociale og økonomiske forbedringer. De inkluderede politiske krav, deriblandt det højeste: at overtage den politiske magt og indføre arbejderklassens og bøndernes styre. I denne kreative dynamik blev sovjetterne omformet og blev til celler af folkemagt. Midt i den økonomiske, politiske og væbnede kamp frembragte de en ny social realitet i Rusland; i perioden mellem februar 1905 og 1907 skabte de betingelserne for, at Oktober 1917 kunne opstå.

Foruden at organisere strejker og udføre propaganda gennemførte Petersborg-sovjetten 8 timers arbejdsdag, udråbte presse- og forsamlingsfrihed, konfiskerede trykkemaskiner, fremmede solidariteten med de arbejdsløse og fik tvunget det autoritære regime til løfter om indkaldelse af Dumaen og anerkendelse af politiske frihedsrettigheder. Den fremmede dannelsen af arbejdermilitser, og under perioden med det største opsving med vedvarende revolutionær bevægelse fungerede den som et magtorgan.

Bolsjevikkernes rolle i hele denne proces illustreres af den kendsgerning, at da sovjettens præsident, Khrustalev, blev arresteret, blev der i stedet indsat et medlem fra den bolsjevikiske gruppe, selvom mensjevikkerne havde den dominerende indflydelse i sovjetten.

Moskvasovjetten opstod i november 1905 gennem typografernes strejke, der mobiliserede solidaritet fra byens arbejderklasse med demonstrationer, sammenstød med hæren og barrikader. Moskvas sovjet af arbejderdelegerede indtog mere beslutsomme standpunkter end Petersborg-sovjetten, når det gjaldt væbnet kamp, propaganda og organisering blandt soldaterne: Den påtog sig at stå i spidsen for en opstand. Modsat erfaringen fra Petersborg havde bolsjevikkerne her den største indflydelse, og de socialrevolutionære og mensjevikkerne spillede en underordnet rolle. Den blev dannet af 200 delegerede, der repræsenterede mere end 100.000 arbejdere. Ved siden af den centrale sovjet fandtes mindre sovjetter på barrikaderne, hvor der blev kæmpet. Beslutningen om generalstrejke, fremsat af Det Socialdemokratiske Parti, blev støttet af sovjetten og fælles møder på hver fabrik.

Var der kvinder i sovjetterne?

Den velkendte Alexandra Kollontai svarede ja! Hun beskrev det i sin artikel ”Kvindelige kæmpere i Den Store Oktoberrevolution”, der blev udgivet i 1927. Hun spurgte, hvem de var, og slog fast, at de ikke bare var isolerede tilfælde, men at der var ”mængder af dem, titusinder, hundredtusinder af navnløse heltinder, der marcherede side om side med arbejdere og bønder bag det røde flag og sovjetternes paroler, som gik hen over ruinerne af zarstyret og ind i en ny fremtid.”

Sovjetternes kendetegn

Sovjetternes særlige kendetegn og karakter kan sammentrækkes i følgende punkter:

  • De voksede frem af de undertrykkes kamp og gennem bolsjevikkernes deltagelse.
  • De havde en fleksibel struktur, var ikke rigide eller byggede på ønsketænkning. Hver enkel situation frembragte nye behov. Gennem altid at tage udgangspunkt i de strategiske mål arbejdede de med presse og propaganda (nogle med deres egen presse), med økonomi, møder, bevæbning og andre spørgsmål.
  • De skabte enhed. De var fortalere for arbejderklassens enhed i kamp.
  • De gik beslutsomt efter magten.
  • Det var et ulønnet job; deres mandat kunne trækkes tilbage, hvis de ikke var i overensstemmelse med de delegerede.
  • Valg af antal delegerede var i forhold til, hvor mange arbejdere en fabrik eller servicevirksomhed havde.

En af de afgørende erfaringer er, at uden organiseringer af sovjet-typen havde partiet ikke været i stand til lede masserne til væbnet oprør.

En anden erfaring er bolsjevikkernes korrekte analyse, da de i tide indså, at sovjetter var de organisationer, der repræsenterede masserne. I løbet af klassekampen erfarede de, hvordan strejkekomiteerne blev omdannet til revolutionære kamporganer og ophav til revolutionær kraft.

Som bekendt endte revolutionen i 1905 med arbejdernes og de revolutionæres nederlag. Gennem sin udvikling og modning rettede bevægelsen sig ikke kun mod zarismen, men arbejderne begyndte også at udstille kapitalismen som et af sine mål. Som en konsekvent af dette vendte borgerskabet, der havde været en allieret i kampen mod zarismen, ryggen til revolutionen og støttede zarismen. Og med den støtte begyndte regeringen sin offensiv mod bevægelsen.

Ydermere kunne bevægelsen ikke koordinere de talrige sovjetter, der var spredt rundt i landet, til et samlet center, ligesom der heller ikke var koordinering mellem strejkerne i byerne og de opstande, der fandt sted på landet. Bolsjevikpartiet havde knap udviklet deres struktur. Det var kun i Sibirien og sparsomt i Moskva, at der var sovjetter for soldaterne. Alle disse omstændigheder forhindrede bevægelsen i at sejre.

Lenin opsummerede erfaringerne fra 1905 i en tale til unge schweiziske arbejdere i januar 1917: ”Forud for den 22. januar 1905 (9. februar ifølge den gamle kalender) bestod det revolutionære parti i Rusland af en lille gruppe mennesker, og reformisterne kaldte os for en sekt dengang (præcis som de også gør i dag). De revolutionære partier i Rusland bestod af adskillige hundrede revolutionære organisatorer, adskillige hundrede medlemmer i lokale organisationer, omkring seks revolutionære aviser, der ikke udkom mere end en gang om måneden og for det meste blev udgivet i udlandet og smuglet ind i Rusland under utrolige vanskeligheder og mange ofre. Sådan var situationen, og især for det revolutionære Socialdemokrati forud for 22. januar 1905 …”

”Billedet vendte imidlertid fuldstændig i løbet af få måneder. De hundredvis af revolutionære socialdemokrater voksede pludselig til tusinder, de tusinder blev ledere af mellem to og tre millioner arbejdere. Arbejderklassens kamp gav omfattende inspiration til ofte revolutionære bevægelser blandt bondemasserne, der taltes i halvtreds til hundrede millioner … På den måde gik et kæmpe land med en befolkning på 130.000.000 i gang med revolutionen.” 2

Lenin fandt i sin fortsatte tale grund til at være optimistisk på den proletariske revolutions vegne, når han bedømte den kommende situation i Europa i lyset af den fortsatte imperialistiske krig.

Vi må ikke blive narret af den nuværende gravagtige stilhed i Europa. Europa er svanger med revolution … Ligesom i Rusland i 1905, hvor en folkelig opstand mod zarens regering startede under ledelse af arbejderklassen med det mål at lave en demokratisk republik, sådan vil det også i Europa i de kommende år, præcis på grund af denne forudsigelige krig, lede til folkelige opstande under arbejderklassens ledelse mod finanskapitalens magt, mod de store banker, mod kapitalisterne og disse opstande kan ikke ende anderledes end med ekspropriationen af borgerskabet og socialismens sejr.” 3

Uanset revolutionens nederlag i 1905 blev dens erfaringer generalprøven på revolutionen i 1917. Det forklarer sovjetternes opståen 12 år efter, i februar 1917, da Petrograds arbejdere og soldater styrtede zardømmets magt, der var ved sin afslutning.

Revolutionen i februar 1917 var meget præget af massernes spontanitet, der på det tidspunkt manglede revolutionær ledelse, eftersom de fleste bolsjevikiske ledere var fængslet eller deporteret. Det liberale borgerskab kom til magten gennem Dumaen.

Samme dag som den provisoriske regering blev udnævnt, dukkede Petrograds sovjet op igen, og i den såkaldte februarrevolution udviklede sovjetter sig igen over hele landet. Den småborgerlige indflydelse tillod imidlertid, at magten blev overgivet til borgerskabet i denne borgerlige demokratiske fase af revolutionen.

Sovjetterne fortsatte alligevel med at udvikle sig under indflydelse af arbejderklassens revolutionære fremdrift, men deres handlinger svingede mellem uddybning af revolutionen og vaklen på grund af af den ideologiske forvirring, som de socialrevolutionære og mensjevikkerne skabte.

I det omfang sovjetterne gik fremad, blev de revolutionære organer for de arbejdende masser, og den borgerlige provisoriske regering blev tvunget til indrømmelser. Og omvendt, i det omfang at regeringen tog initiativer, trak sovjetterne sig tilbage.

Med denne situation opstod den berømte dobbeltmagt, et udtryk, som Lenin brugte til at karakterisere situationen efter februarrevolutionen med massernes ledende rolle, genkomsten af sovjetterne, afsættelse af zaren og borgerskabets kontrol af magten gennem den provisoriske regering.

I løbet af udviklingen af disse modsigelser konsoliderede bolsjevikkerne deres organisation og politiske indflydelse blandt masserne, hvilket sammen med, at mange bolsjevikiske ledere vendte hjem fra deres eksil, betød en gradvis mindskelse af de vaklende småborgerlige positioner i sovjetterne.

Under disse omstændigheder kom Lenin tilbage i april og leverede sine berømte ”Aprilteser”, hvor han opsummerede bolsjevikkernes revolutionære linje for revolutionens forløb, efter at zardømmet var overvundet og borgerskabet havde taget magten. Krigen forblev en imperialistisk krig, og arbejderklassen kunne ikke støtte den uden at bedrage socialismen. Derfor var Lenin nødt til tålmodigt at forklare masserne, at det krævede et opgør med kapitalismen for at stoppe krigen på en demokratisk basis. Han beskrev, at sovjetmagten, der var udviklet parallelt med borgerskabets regering, skønt den var i en fosteragtig og svag tilstand, havde en betydning, der voksede dag for dag. Han understregede, at denne modsigelse kun kunne løses ved at give al magten til sovjetterne.

Ved den lejlighed påpegede Lenin, at bolsjevikkerne på dette tidspunkt fortsat var et mindretal i sovjetterne, eftersom de fleste blev ledet af mensjevikkerne og de socialrevolutionære. Disse partier var under indflydelse af borgerskabet og frygtede at bryde med kapitalismen for at tage magten. For dem betød parolen ”Al magt til sovjetterne” ikke proletariatets diktatur, men at flytte magten til småborgerligt demokrati med det formål at skille det fra borgerskabet.

Så længe bolsjevikkerne var i mindretal, var man nødt til at fordømme de småborgerlige partiers forsoningspolitik og forklare dens fejl for masserne. Dette krævede et tålmodigt og ihærdigt arbejde blandt arbejderne, bønderne og soldaterne for at vinde deres tillid og flertallet i sovjetterne.

I sin opsummering af situationen påpegede han: ”Det specifikke særtræk ved situationen i Rusland er, at landet går fra revolutionens første stadium ” der på grund af den manglende klassebevidsthed og organisering af arbejderklassen placerede magten i borgerskabets hænder ” til det andet stadium, hvor vi må placere magten i hænderne på arbejderklassen og de fattigste af bønderne.” 4

Lenins udformning af denne taktik gjorde det muligt for bolsjevikkerne at vinde flertal for denne i sovjetterne, inklusive den i Petrograd. Ligesom i 1905 var Petrograd nervecentret i den aktuelle revolution. Det var ingen tilfældighed, at Den Revolutionære Militærkomite, der samlede den operative ledelse af revolutionen, lige præcis var tilknyttet Petrograd-sovjetten.

Sovjetternes ledende rolle stod i centrum for begivenhederne mellem april og 25. oktober, sammen med at de gik fra at være massernes kamporganisationer til at konsolidere sig som magtorganer.

Denne proces var mulig, fordi hele den tidligere erfaring blev korrekt opsummeret, ikke mindst sejre og nederlag fra den revolutionære opstand og opsving 1905-1907 og nedgangen og kontrarevolutionens dominans mellem 1907 og 1912.

I vurderingen af betydningen af erfaringerne med sovjetterne fastslog Lenin i 1919: ”Landets regering er organiseret på en sådan måde, at kun arbejdere og arbejdende bønder udgør disse masseorganisationer, kendt som sovjetter. Her er udbytterne udelukket, og disse sovjetter udfører hele statsmagten.

Det er derfor, at på trods den bagvaskelse som borgerskabets repræsentanter i alle lande udspreder om Rusland, så er ordet ’sovjet’ nu blevet ikke bare forståeligt, men også populært over hele verden. Det er blevet arbejdernes og hele det arbejdende folks favoritord. ”

Opmærksomme på den kendsgerning, at de gik gennem ukendt land, og at processen med den revolutionære omformning af samfundet havde komplekse bestemte træk, tilføjer Lenin i samme tale: ”Vi ved godt, at der stadig er mange mangler i organiseringen af sovjetmagten i dette land. Sovjetmagten er ikke en medicinmand, der udfører mirakler. Den kan ikke fra det ene øjeblik til det andet helbrede alle fortidens onder – analfabetisme, mangler på kultur, den barbariske krigs konsekvenser, efterslæbet af den rovgriske kapitalisme. Men den baner vejen til socialisme.”

I dag ligesom i går har menneskeheden intet alternativ til socialismen til at opbygge et samfund, hvor retfærdigheden hersker og den kapitalistiske udbytning er forbudt. Det er det, Oktoberrevolutionen betyder for menneskehedens historie.

I dag, 100 år efter, med nye betingelser under kapitalismens herredømme og imperialismens undertrykkelse, er udfordringen for kommunisterne og de revolutionære at lære fra dristigheden og kreativiteten i den store arv fra den store socialistiske Oktoberrevolution i oktober 1917.

Bragt i Unity & Struggle nr. 34, juni 2017

 

Noter

1   ”Lecture on the 1905 Revolution,” tale holdt 9. januar 1917, I Folkets Hus I  Zurich, til unge sweichiske arbejdere på 12årsdagen for  ”Den blodige søndag,” om starten på 1905 revolutionen i Rusland. In Collected Works, Vol. 23, pp. 236-253.
2   Ibid
3   Proletariatets opgaver I den nuværende revolution, først offenliggjort i7.april 1917 i Pvada. Her trækkes partiets vej for at omdanne den borgerlig-demokratiske revolution til en socialistisk revolution op.. In Collected Works, Vol. 24, pp. 19-26.
4              What Is Soviet Power? Tale holdt i marts 1919; in Collected Works, Vol. 29, pp. 248-249. 

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top