I rigtig mange brancher ser man i øjeblikket en ny type maskiner, der er på vej frem. Det er maskiner, der kan køre helt selv ude i det fri, uden overvågning, chauffør eller fjernbetjening. Indtil nu har førerløse tog kun virket under f.eks. metroens særlige beskyttede omstændigheder, men førerløse teknologier har også vundet indpas i lager- og logistikvirksomheder. Og senest er havnearbejdere og chauffører på lukkede områder ved at blive erstattet af disse.
Konflikten mellem arbejdere, der mister deres arbejde, og virksomheder, der indfører nye maskiner, er langtfra ny, og dette aspekt af klassekampen blev beskrevet grundigt i Kapitalen, hvor Marx kommer ind på nogle af de kampe, som arbejderklassen stod i som følge af fremkomsten af dampmaskiner. Selvom vi i dag har elektricitet og ikke dampmaskiner, så er marxismens teori fuldstændigt gældende i dag for arbejdere i alle lande.
Ud fra Kapitalen kan vi også forstå, hvordan kapitalismens arbejdsdeling og kravet om stadig højere tempo er med til at give en tendens i retning af specialisering og krav om at komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet, selvom det er i modsætning til virkelighedens krav til ”omstillingsparathed” og arbejdere, der mestrer mange typer jobs gennem arbejdslivet.
Her er et lille uddrag fra kapitel 13, ”Maskiner og storindustri”:
Der kræves tid og erfaring, inden arbejderen lærer at skelne maskinerne fra den kapitalistiske anvendelse af dem
”Endnu ved begyndelsen af det 18. århundrede lykkedes det kun langsomt og med besvær at overvinde befolkningens modstand mod savværker drevet med vandkraft. Da Everest i 1758 havde bygget sin første maskine til uldbehandling drevet med vandkraft, blev den sat i brand af arbejdsløse. 50.000 arbejdere, der hidtil havde levet af at karte uld, underskrev protester til parlamentet i anledning af Arkwrights rense- og kartemaskiner.
Der skete ødelæggelser af maskiner i massemålestok i de første 15 år af det 19. århundrede i de engelske manufakturdistrikter, hvad der især stod i forbindelse med udnyttelse af dampvæven. Disse uroligheder, der fik betegnelsen Ludditterbevægelsen, gav Sidmouth, Castlereagh med fleres anti-jakobinske regering påskud til de mest reaktionære voldsforanstaltninger.
Der kræves tid og erfaring, inden arbejderen lærer at skelne maskinerne fra den kapitalistiske anvendelse af dem og som følge heraf lærer at overføre sine angreb fra de materielle produktionsmidler selv til den samfundsform, hvorunder de anvendes til udbytning.” (…)
Når der indføres maskiner i en ny industrigren, er deres sejr uundgåelig
”Så længe maskindriften udvider sig i en industrigren på bekostning af det traditionelle håndværk eller manufaktur, er dens sejr lige så sikker, som at en hær udrustet med tændnålsgeværer vil sejre over en, der er bevæbnet med flitsbuer.
Denne første periode, hvor maskinen først erobrer sit virkefelt, er af afgørende betydning på grund af de ekstraordinært høje profitter, som den er med til at producere. Disse ekstraordinært høje profitter udgør ikke blot i sig selv en kilde til fremskyndet akkumulation, de trækker også en stor del af den samfundsmæssige tillægskapital ind i den begunstigede produktionssfære, idet denne tillægskapital hele tiden opstår og presser på for nye investeringer.
De specielle fordele ved den første Sturm und Drang- periode gentager sig om og om igen, når der første gang indføres maskiner i en ny industrigren. Men når fabrikssystemet har nået en vis bredde og en bestemt modenhedsgrad, nemlig når dets eget tekniske grundlag, maskinerne selv, bliver fremstillet af maskiner, når udvindingen af kul- og jern samt metalforarbejdningen og transportvæsnet er blevet radikalt forandrede, kort sagt: Når der er skabt de almene produktionsbetingelser, der svarer til storindustrien, får denne driftsform en elasticitet, en evne til at udvide sig i pludselige spring, der kun begrænses af tilførslen af råmaterialer og afsætningsmarkeder.
Maskinerne medfører på den ene side en direkte forøgelse af råmaterialet, som det f.eks. skete for bomuldens vedkommende med opfindelsen af bomuldsginen. På den anden side er de billige maskinprodukter og det radikalt forandrede transport- og kommunikationsvæsen våben til at erobre fremmede markeder. Ved at ruinere disse landes håndværksmæssige produkter forvandler maskindriften dem og tvinger dem til at blive produktionsområder for råmaterialer til maskinerne.” (…)
Ny teknologi giver ikke i sig selv flere produktionsarbejdspladser
”Vækst i antallet af fabriksarbejdere er betinget af en forholdsvis langt hurtigere vækst i den samlede kapital, der er investeret i fabrikkerne. Denne proces forløber imidlertid i afhængighed af den industrielle cyklus med dens perioder af ebbe og flod. Den bliver desuden hele tiden afbrudt af det tekniske fremskridt, der snart rent faktisk fortrænger arbejdere, dels undgår at beskæftige dem, det ellers havde været nødvendigt at ansætte.
Denne kvalitative forandring i maskindriften fjerner hele tiden arbejdere fra fabrikkerne eller lukker deres porte for den nye strøm af rekrutter, mens den blotte kvantitative udvidelse af fabrikkerne opsluger både dem, der er blevet jaget ud, og de nye styrker. På denne måde bliver arbejderne hele tiden snart jaget ud af fabrikkerne, snart trukket ind i dem, slynget frem og tilbage, og dette mens der hele tiden sker ændringer i køn, alder og faglige færdigheder hos dem, der ansættes.” (…)
Kapitalismen ophæver al ro, fasthed og sikkerhed i arbejderens livssituation
”Den moderne industri betragter og behandler aldrig den form, en produktionsproces har i øjeblikket, som var den definitiv. Dens tekniske grundlag er derfor revolutionært, mens grundlaget for alle tidligere produktionsmåder i det væsentlige var konservativt.
Ved hjælp af maskiner, kemiske processer og andre metoder revolutionerer den uafbrudt produktionens tekniske grundlag og som følge heraf arbejdernes funktioner og arbejdsprocessens samfundsmæssige kombinationer.
Ikke mindre uafbrudt revolutionerer den herigennem arbejdsdelingen i samfundet og kaster uden ophør mængder af kapital og arbejdere fra den ene produktionsgren til den anden.
Storindustriens natur betinger derfor, at arbejdet skifter, og at arbejderen og hans funktioner ikke stivner, men har evnen til alsidig bevægelse. Men i sin kapitalistiske form reproducerer storindustrien på den anden side den gamle arbejdsdeling med dens forbenede udspecialiseringer.
Vi har set, hvorledes denne absolutte modsigelse ophæver al ro, fasthed og sikkerhed i arbejderens livssituation, hvorledes han stadig berøves arbejdsmidlerne, og med dem midlerne til at leve, og hvorledes den truer med at overflødiggøre hans delfunktion, og med den ham selv.
Vi har endvidere set, hvorledes denne modsigelse raser ud i en uafbrudt offerfest med arbejderklassen som offer, i ødslen af arbejdskraft uden grænser og hærgende anarki i samfundet. Dette er den negative side. Men hvis en ændring i arbejdet nu kun sætter sig igennem som en overmægtig naturlov og med de blindt ødelæggende virkninger, en sådan lov har, når den overalt støder på hindringer, gør storindustrien ved selve de katastrofer, den forvolder, det til et spørgsmål om liv eller død, at man anerkender ændringer i arbejdet og som følge heraf arbejdernes størst mulige alsidighed som en generel lov for den samfundsmæssige produktion, og at man tilpasser forholdene, så den kan realiseres på normal vis.
Den gør det til et spørgsmål om liv eller død at gøre mennesket disponibelt i absolut forstand for de skiftende krav, arbejdet stiller, i stedet for den uhyrlighed det er, at en arbejderbefolkning kuet i elendighed holdes i reserve til disposition for kapitalens skiftende udbytningsbehov.
Det bliver nødvendigt at erstatte specialindividet, der blot er bærer af en samfundsmæssig specialfunktion, med et individ, der er udviklet på alle områder, og for hvem forskellige samfundsmæssige funktioner er virksomhedsformer, der afløser hverandre.
Et af de momenter ved denne revolutionerende proces, som naturligt udvikles på grundlag af storindustrien, er polytekniske og landbrugsvidenskabelige skoler, og tekniske skoler, hvor arbejdernes børn får en vis undervisning i teknologi og praktisk brug af de forskellige produktionsredskaber. Fabrikslovgivningen i 1860’erne i England aftvang kapitalen den første, nødtørftige indrømmelse, der i det mindste forbinder fabriksarbejde med undervisning i elementærfagene.
Der kan imidlertid ikke herske tvivl om, at arbejderklassens uundgåelige erobring af den politiske magt også vil føre til, at den teknologiske undervisning, både den teoretiske og den praktiske, erobrer sin plads i arbejdernes skoler. Lige så lidt kan der herske tvivl om, at produktionens kapitalistiske form og de økonomiske forhold for arbejderne, der følger heraf, er i den mest diametrale modstrid med disse gærende omvæltningstendenser og deres mål, at ophæve den gamle arbejdsdeling.
Men udviklingen af modsigelserne i en historisk opstået produktionsform er imidlertid den eneste vej, historien kender, til at opløse disse modsigelser og give dem ny skikkelse. ’Skomager, bliv ved din læst’ – dette højdepunkt i håndværksmæssig visdom blev til skrækkelig tåbelighed fra det øjeblik, hvor urmageren Watt opfandt dampmaskinen, barberen Arkwright spindemaskinen og guldsmeden Fulton dampskibet.”
Overskrifter indsat af redaktionen