Skip to content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Militarisering styrer samfundsøkonomien

Af Tine Sprang Olsen, APK, Arbejderpartiet Kommunisterne

Militariseringen af samfundsøkonomien er markant og gennemsyrer hele samfundslivet, også på områder, man umiddelbart opfatter som civile. Med krigen i Ukraine er militariseringen blevet bragt et kæmpe spring frem af både NATO, EU og vores egen regering og dens støttepartier. Kravet om krigsparathed sætter dagsordenen for alle politiske beslutninger og prioriteringer.

De militære budgetter
Et ”Nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik” kom tidligt under Ukraine-krigen i stand mellem S, V, SF, R og K, der nu danner en enig blok bag den fremtidige forsvarspolitik og det kommende forsvarsforlig. Samtidig blev afskaffelsen af forsvarsforbeholdet sat på dagsordenen.
”Tiden kalder på et gearskifte,” skrev Forsvarsministeriet, og nu kunne NATO-beslutningen fra 2014 om at bruge mindst 2 % af BNP til militæret endelig konkretiseres. Det betyder en årlig merudgift på mindst 18 mia., når vi når frem til 2033.

Ifølge statsministeren skal de voksende militærudgifter betales ved at lade staten køre med et underskud, og lige på dette område vil regeringen sætte budgetloven ud af kraft. Angiveligt uden indflydelse på andre samfundsudgifter, men allerede nu begrundes de offentlige nedskæringsbudgetter med ’krigssituationen’ og dens mange udgifter og følger.
Siden det seneste forsvarsforlig er der kommet en ekstrabevilling til overvågning i Arktis på 1,5 mia., og i ”Det nationale kompromis” lå også en nu-og-her-ekstrabevilling på 7 mia. til brug i 2022-23 til diverse oprustningsinitiativer såsom våben til Ukraine, øget beredskab mod Rusland osv.

Sammenlignet med det tidligere forsvarsforlig er det en meget markant stigning. De 2 % har hele tiden været målet, også for Mette Frederiksens regering. Men det har været yderst vanskeligt for de skiftende regeringer at få skabt en folkestemning, hvor det var muligt. Det samme gælder naturligvis afskaffelsen af forsvarsforbeholdet, ligesom det gælder i Sverige og Finland, hvor beslutningen om NATO-medlemskab er presset igennem ved hjælp af krigs- og frygtpropagandaen.

Program for støtte til våbenindustrien
I 2021 lancerede regeringen en opdatering af Den nationale forsvarsindustrielle strategi fra 2014. Strategiens formål er at understøtte udviklingen af en større, stærkere og mere bæredygtig dansk forsvarsindustri. Bl.a. ’at bygge bro’ mellem offentlige universiteter og privat militærforskning, udvikling og krigsførelse.

”Et stort tak til industrien, forskningsinstitutionerne og de andre ministerier. Et stærkt og tæt samarbejde mellem myndighederne, forskningsinstitutionerne og industrien – kendt som triple-helix – har været en forudsætning for at kunne levere et solidt dansk bidrag,” skrev Forsvarsministeriet.

Triple-helix-modellen består af universiteternes forskning (der før var uafhængig og civil) forbundet med industrien og staten/regeringen, altså en form for offentlig-privat konstruktion, inkl. militær og våbenindustri.
Forskning bestilt af industrien og våbenproducenterne er således i de senere år vundet ind på danske universiteter. Senest er Danmark udvalgt af NATO til at huse et testcenter, der skal ligge på Niels Bohr Institutet med bidrag fra DTU, AU og Danmarks Nationale Meteorologiinstitut. Der bliver ’rådgivning og sparring’ fra Novo Nordisk Fonden og BioInnovation Institute.
Forskningen i det nyeste inden for computere er en del af DIANA- initiativet under NATO, der skal sikre, at NATO er længst fremme inden for krigsteknologi. Testcenteret skal betales af offentlige forskningsmidler, så store summer vil blive flyttet fra civil til militær forskning og vil udhule den allerede beskårne offentlige forskning.
Dertil kommer, at krigsideologien i øjeblikket presser på for at omskabe billedet af våbenproduktion til noget etisk, positivt og samfundsnyttigt. Der skal gives grønt lys for våbenproduktion, så også vores pensionsmilliarder kan kastes i puljen.

Ulandsbistand til militære formål
Indtil Danmark blev bedt om at forlade landet af den siddende regering, var Danmark en del af den fransk-ledede militære mission i Mali, Operation Barkhane/Tabuka.  Den er sandsynligvis betalt gennem Freds- og Stabiliseringsfonden, der delvist finansieres af ulandsbistanden.

Under Freds- og Stabiliseringsfonden gennemføres større regionale programmer i bl.a. Ukraine, Irak-Syrien, Østafrika, Afghanistan og Sahel. Derudover gennemføres en række mindre indsatser. Det er den ”samtænkte stabiliseringsindsats”, hvor projekterne drejer sig om adgang til ressourcer med både civile og militære metoder i værktøjskassen.

NATO’s 2030-plan og nyt strategisk koncept
NATO har i 2021 vedtaget en 2030-plan og vedtager i juni 2022 et ”Nyt strategisk koncept”. NATO vil tiltage sig større magt globalt, men også over medlemslandene, og tage mere centraliserede beslutninger. Det indbefatter også, at der ud over højere militærbudgetter i landene vil blive højere fællesudgifter. Den danske regering har taget teten som lobbyist og indpisker for denne udvikling i Europa.

Med NATO’s 2030-plan vil tempoet i oprustningen blive voldsomt forøget. De krævede 2 procent af BNP vil kun være et minimum, der hurtigt skal nås. Nye krav til medlemslandene, hurtigere opbygning af NATOs udrykningsstyrker, alt vil blive pacet frem – hurtigere og dyrere.
Militære missioner skal lægges over i et fælles betalingssystem, så en folkelig modstand mod nye krigsudgifter ikke skal stille sig hindrende i vejen. Til gengæld skal den fælles krigsfond øges.
Det samme princip ligger i EU’s strategiske kompas. Mere central styring, hvor udenrigspolitikken lægges over i alliancerne, med arbejdsdeling, indbyrdes afhængighed, fælles våbensystemer og styrker, og med afgivelse af suverænitet for det enkelte land.

EU-oprustning og støtte til våbenindustrien
EU er allerede langt i at realisere den militære union og rollen som imperialistisk stormagt, og planerne er lagt for en yderligere udvidelse af EU-militær, EU-missioner osv., også uden for Afrika, samt en massiv støtte til våbenindustrien. Nu hvor vores forbehold er fjernet, vil Danmarks økonomiske bidrag uundgåeligt øges, og vores Folketing vil ikke være nogen form for bremseklods, når ny militær indblanding skal vedtages og den danske monopolkapitals interesser skal plejes.

Trods det danske forsvarsforbehold har Danmark siden fondens start givet skattekroner til EU’s våbenindustri gennem EU’s Forsvarsfond ud fra en påstand om, at støtte til våbenindustrien blot er et industrispørgsmål.

Forsvarsfonden er fra 2021 en del af EU’s budget, med omkring 59 mia. kr. afsat frem til 2027.

En ny rapport fra Det Europæiske Netværk imod Våbenhandel (ENAAT) viser, at fordelingen af pengene fra EU’s Forsvarsfond styres af våbenindustrien selv. Ni af de seksten repræsentanter til EU’s rådgivende organ om udmøntningen af militærbudgettet kommer fra våbenindustrien.

Den Europæiske Fredsfacilitet
Den Europæiske Fredsfacilitet blev oprettet i 2021, i øjeblikket en fond på 37 mia., hvor Danmark nu vil deltage fuldt ud. Nu skal EU-missionernes kunne udvides fra Afrika til hele kloden. EU skriver:
”EU vil nu kunne bidrage til finansieringen af militære fredsstøttende operationer og bistandsforanstaltninger for vores partnere overalt i verden.”
Dvs. militær sikring af europæisk kapital i lande med indre uro, oprør og modstand mod tyveriet af landets ressourcer.

Før første gang i historien besluttede EU’s udenrigsministre den 27. februar 2022 at indkøbe og sende våben til et tredjeland, da ministrene enedes om at sende for 500 millioner euro-støtte til Ukraine. Dette skete gennem Den Europæiske Fredsfacilitet.
Kun 14 dage efter folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet kom den første regning: Op til 12,2 millioner kroner skal betales til de dele af EU’s satellitcenter og Den Europæiske Fredsfacilitet, som Danmark hidtil ikke har kunnet deltage i.

 

Militær mobilitet – infrastruktur geares til krig
Militær mobilitet indgår som en central brik for EU i en færdigudbygget militær union inden 2025, og NATO og EU samarbejder om tilpasning af infrastrukturen til at kunne transportere tropper, våben og materiel i Europa.
I foråret blev 300 kampvogne fragtet gennem Esbjerg Havn til en øvelse i Polen. Militær fra USA, Storbritannien og Danmark trænede samarbejde om losningen og også rollen som værtsland og det såkaldte Host Nation Support. Her indgår samarbejdet mellem militær og civile instanser.

I maj kom det frem, at USA havde udset sig Esbjerg Havn som kommende NATO-knudepunkt for deployering af styrker til Østersøområdet og Baltikum. En udvidelse af Esbjerg Havn vil kunne se ud som en civil opgave, men militære formål gemmer sig også her under overfladen.
Dagen efter afstemningen om forsvarsforbeholdet var forsvarsministeren ude med ønskelisten for kommende EU-initiativer:
”Noget af det, vi skal kigge på, det er militær mobilitet: at vi kan være med til at fremme transporten over grænserne,” udtalte Bødskov.

Og både infrastruktur og energiforsyning er i den grad styret af militære og geopolitiske hensyn.
Jf. regeringens strategi for dansk forsvarsindustri, 2021:
”NATO anser det danske landterritorium som opmarch- og gennemgangsområde. Her er etablering af lokalt søherredømme inklusive sikring af sejlrender vigtigt omkring vores modtagehavne for at sikre, at forsyninger og forstærkningsstyrker kan tilgå via søvejen.”

DIIS skrev i 2018:

”Forfatterne bruger begrebet ’atrofi’ om NATO’s logistiske situation. Det er et medicinsk udtryk, der dækker over det forhold, at kroppens muskelstyrke langsomt forsvinder, når den ikke bliver brugt – og at det tager lang tid til at genopbygge den. Rapporten tegner således et billede at et NATO, der sandsynligvis vil have svært ved at sikre en hastig styrkeopbygning i områder som de baltiske lande eller på den sydøstlige flanke i Sortehavsregionen – fx i tilfælde af en krisesituation med Rusland. Som en NATO-general udtrykker det i rapporten: ’NATO har simpelthen glemt, hvordan man flytter store landstyrker i Europa’.”

Et af projekterne, der er skabt for at rette op på dette, er Rail Baltica, der er en del af det militære Schengensamarbejde. Her skal en jernbane forbinde Finland, Baltikum og Polen og også forbedre forbindelsen mellem Central- og Østeuropa og Tyskland (skal stå klar i 2024).

Når vi ser projektet Femernforbindelsen i det lys og kigger på et Europakort, fremgår det, at denne er en direkte tilkobling til Rail Baltica. Indtil videre anslået til at have en pris på i alt 91,8 mia. kr.

Dertil kommer en ny Storstrømsbro til 4,2 mia. kr.

Gasforsyning og energiøer
Energiforsyning er i høj grad et militærstrategisk spørgsmål, der indgår både i imperialisternes rivalisering og i deres krige. Et aktuelt dansk eksempel er Baltic Pipe, der sikrer vestlig energi i konkurrence med russisk gas og giver sikker energi til militære formål i Østersøområdet. Pris for anlægget er 6,3 mia. kr.
Energiøer er et andet eksempel. Anlægssummen er sat til 210 mia. kr. ved fuld udbygning af de to planlagte øer, hvad der svarer til fem Storebæltsbroer. Et aspekt ved energiøerne er at sikre militær energiforsyning. Den ene energiø placeres strategisk i Østersøen ved Bornholm.

Imperialisme fører til krig
Sammenholdt under ét er konklusionen, at næppe nogen politisk beslutning i disse tider vil blive taget uden militære og militærstrategiske hensyn. Imperialismens indbyggede vilje til at bruge krig som løsningen, når andre midler ikke rækker i kapitalismens konkurrencekamp, træder uhyggeligt frem.

Sammenfatning
Når vi ser på den danske stats beslutninger og prioriteringer, fremgår det klart, at en stadig større del af samfundsøkonomien investeres i krigsindustrien og i at gøre Europa klar til imperialistisk angrebskrig frem for i befolkningens behov. De voksende behov på det sociale område, sundhedsvæsenet, klimaet osv. ignoreres. Der skæres på alle disse områder, på løsningen af samfundsproblemer, og regeringen og Folketingets partier som sådan enten står i spidsen for, støtter eller godtager denne kurs. En asocial nedskæringspolitik, der kun vil blive skærpet i den kommende tid, hvor både NATO og EU har sat turbo på den militære krigsopbygning, hvor kapitalens behov og imperialismens overlevelse sættes over alle andre hensyn.

Militariseringen gennemsyrer samfundet. Videnskab og teknologisk udvikling bruges i stadig mindre grad til samfundsmæssige (og menneskelige) fremskridt og nye opfindelser – forskningspengene går til krig og metoder og midler til at udslette liv og natur. Den danske stat fremstår stadigt tydeligere som en effektiv klassestat for en militarisering, der skal beskytte den herskende klasses – monopolborgerskabets – interesser, deres forretninger og investeringer over hele verden.
Gennem chokmetoden har regeringen, NATO og EU på det groveste udnyttet Ruslands angreb på Ukraine i egen interesse og skruet op for tempoet og metoderne i militariseringen af det danske samfund.

Juni 2022

Klassekamp – Revolution – Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål – Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top