skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Arbejderklassen og den fælles kamp mod kapitalen

Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Første del af virksomhedsberetningen til APK’s 7. kongres 2018

APK afholder sin 7. kongres i en tid, hvor klassekampen på mange felter skærpes, og hvor tingene udvikler sig hurtigt. Nye generationer af arbejder- og skoleungdom gør sig vigtige kollektive erfaringer med massekampens og arbejderklassens og enhedsfrontens store styrke.

På alle kontinenter ses der protester og modstand mod et råddent imperialistisk system, dets politiske lakajer og herskerklasse. En klasse, der udbytter og udnytter arbejderklassen, befolkningerne, naturen, jordens råstoffer, nationer og klima hensynsløst til sin egen fordel og profit.

Centraliseringen af rigdom og magt øges konstant hos finans- og monopolborgerskabet. Overalt bruger det sin statsmagt til at gennemtvinge nyliberalistiske arbejdsmarkeds- og socialreformer i et forsøg på at få den laveste pris på og højeste udbytning af arbejdskraften. Dermed sendes leve- og arbejdsvilkår i en massiv nedadgående spiral i alle lande. Statens klassekarakter som den herskende klasses undertrykkelsesapparat ses også tydeligt i form af militarisering, politisk forfølgelse, såkaldte terrorlove og tilsidesættelse af demokrati, retssikkerhed og presse- og ytringsfrihed.

Den øgede rivalisering mellem de imperialistiske stormagter og deres militær- og monopolblokke, med USA, Rusland og Kina i spidsen, skaber en tilspidset og usikker international situation. Utallige militære konflikter og handelskrige om nyopdeling af markeder og verdensdominans bliver ført enten direkte eller pr. stedfortræder på alle verdens kontinenter.

Danmark er en lille imperialistisk magt, der har bundet sig med hud og hår til imperialismens strategi for global udplyndring og til den amerikanske supermagt og krigsmagten NATO. Samtidig bliver stadig mere af landets selvstændighed og udvikling deponeret i EU.

Monopolborgerskabets globale hærgen får Karl Marx’ opråb ’Arbejdere i alle lande, forén jer!’ til at være mere aktuelt end nogen sinde her i 200-året for hans fødsel. Det er fortsat opgaven gennem en revolution og afløsningen af borgerskabets magt med arbejderklassens magt at skabe et nyt socialistisk samfund, der kan ophæve privatejendommen og udbytningen. Og hvor man i stedet kan tage fat på menneskehedens og klodens reelle problemstillinger og bruge dets rigdomme til at skabe fremgang og bedre vilkår for flertallet.

Arbejderklassens revolution og opbygning af socialisme er det strategiske mål og den opgave, som Arbejderpartiet Kommunisterne udvikler sin politik og deltagelse i klassekampen ud fra. Det blev slået fast i principprogrammet ’Manifestet for et socialistisk Danmark’ ved APK’s stiftelse i år 2000. Det kommunistiske parti er arbejderklassens parti. Og arbejderklassen udgør ikke bare flertallet af befolkningen, den er den revolutionære klasse og kraft, der kan sikre en ny samfundsorden med det klasseløse samfund som endemål.

Ved at bygge på marxismen-leninismen og som et handlingens parti har APK stillet sig opgaven at opbygge et stærkt kommunistisk parti for det 21. århundrede. Det vil fortsat være en afgørende retning for den kommende kongresperiode.

Arbejderklassens enhedsfront

På den 6. kongres i 2015 blev de nye udviklingstræk i arbejderklassen i de seneste årtier grundigt analyseret. Det gælder det faktum, at arbejderklassen i dag er langt mere kompleks og differentieret i sin sammensætning og med større forskelle i leve- og arbejdsvilkår end tidligere pga. produktionsudviklingen og konsekvenserne af den nyliberale politik. Der stilles i dag langt større krav til uddannelse og hurtig omstilling. Ufaglærte fuldtidsjob og industriarbejdspladser er nedlagt og flyttet udenlands, mens aktionærernes indtjening er vokset massivt.

Den kolossale indflydelse fra EU’s indre markeds arbejdsmarkedspolitik med mere fleksibel arbejdstid og øget arbejdstid, mere individuel løn, effektiviseringer, fratagelse af overenskomstmæssige rettigheder, har medført store ændringer på det danske arbejdsmarked og i arbejderklassens hverdag. Denne udvikling er fortsat i hastigt tempo.

Der er i dag en højere industriproduktion i Danmark end i 2008, dvs. før den seneste kapitalistiske verdenskrise, på trods af at der er 18,4 procent færre beskæftiget i industrien, svarende til 74.000 færre industriarbejdere.

Ikke mindst den omfattende OK-kamp her i foråret 2018 har revet sløret af illusionen om, at det skulle stå bedre til i den offentlige sektor. Regeringens store bebudede job- og lønfest er kun kommet det øverste lag af ledere og administration til gode og er gået helt uden om det store flertal af offentligt ansatte, hvis løn- og arbejdsforhold er blevet udhulet år for år.

Kampen om arbejdstiden

Spørgsmålet om arbejdstiden er et af de helt centrale spørgsmål og har været det lige siden arbejderbevægelsens start. I 2017 fik arbejdsgiverne åbnet for en arbejdsuge på 42 timer på det private arbejdsmarked, samme timetal som ved overenskomsten i 1967 for 51 år siden. Dette udløste stor vrede, ikke mindst i byggeriet, en vrede som også rettede sig mod de faglige topledere, der medvirkede til dette forræderi.

At øge arbejdstiden er det stik modsatte af, hvad arbejderklassen vil og ønsker. Der rejses tværtimod krav om 30 timers arbejdsuge med lønkompensation fra mange grupper. Det er et centralt kvindekrav, at den daglige arbejdstid nedsættes til en 6 timers arbejdsdag med fuld lønkompensation, så der både er tid til job og familie.

Arbejdsgiverne kræver ikke bare længere arbejdstid i timer og år – de kræver stadig mere fleksibel arbejdstid på kvartals- og årsnormer. Effektiviteten i den danske produktion er i gennemsnit en af de højeste. Det samme gælder den værdi, der skabes pr. arbejdstime, som er steget mange gange mere end lønnen og produktionsomkostningerne.

Men profitkravet i den private sektor og kravet om lavere udgifter i den offentlige sektor får arbejdsgiverne til at kræve fuld råderet over arbejdskraften, til at kræve arbejde når som helst og i lige præcis så mange timer, som det passer arbejdsgiverne – og til lavere betaling.

Det var i høj grad sådanne krav, de offentlige arbejdsgivere stillede ved OK-18. Hvilket har udløst en stor harme blandt de offentlige ansatte oven i den opsparede harme fra lærerlockouten i 2013, hvor lærernes arbejdstidsregler ved overenskomst blev ophævet og erstattet af lov 409.

Usikre ansættelses- og arbejdsforhold

I Danmark bliver gruppen af løst ansatte stadig større, især blandt unge samt inden for særlige ufaglærte brancher som service, gartneri og rengøring. Også i traditionelle faglærte brancher fyres ordinært ansatte til fordel for vikarer og løst ansatte med ringere løn- og arbejdsforhold og stor job-usikkerhed.

Voksende grupper arbejder som løst ansatte, korttidsansatte vikarer, freelance, enmandsfirmaer, daglejere og timeansatte uden ret til pension, løn under sygdom, ferie mv. Begrebet Working Poor, som vi kender fra lande som Tyskland og England – at man er nødt til at have flere forskellige lavtlønsjob samtidig, som deltidsvikar eller daglejer – er en barsk og stadig mere påtrængende realitet.

Antallet af ansatte med en arbejdstid på under 15 timer om ugen, og i midlertidige ansættelser, er hastigt voksende – og fortsat et stort og påtvunget kvindeproblem. Ved udgangen af 2015 var omkring 873.000 ’atypisk beskæftigede’ i Danmark, når man regner deltidsarbejde med. Det er næsten en tredjedel, eller 32,3 procent, af landets 2,7 millioner beskæftigede (tal fra LO).

Det er særligt de unge, der bliver ramt. I dag er mere end halvdelen af de 18-29-årige atypisk beskæftiget i deltid, korte vikariater og projektansættelser mv.

Med væksten i denne form for usikre arbejds- og ansættelsesforhold er der opstået et nyt begreb – ”prekariatet”, der påstås at være en helt ny klasse for sig selv. Fakta er imidlertid, at størstedelen af denne gruppe i atypiske ansættelser er at finde i de ufaglærte og lavtlønnede kvindefag i arbejderklassen. At udbredelsen af disse ansættelses- og arbejdsforhold i høj grad også ses i laget af intellektuelle uden for arbejderklassen, ændrer imidlertid hverken klassetilhørsforholdet for de intellektuelle eller for arbejderklassen. Der er i forhold til en klasseanalyse tale om endnu et vildskud, som har til formål at skabe forvirring om arbejderklassens revolutionære kraft og karakter.

Med hensyn til lag som lærere, pædagoger og sygeplejersker så ligner deres forhold mere og mere arbejderklassens. Der er sket en hurtig proletarisering af disse gruppers arbejds- og livsvilkår. Men også langt op i de højtuddannede DJØF-lag hos akademikerne er arbejds- og ansættelsesvilkår ændret radikalt, især for de yngste og de ældste. 37 procent af Akademikernes Centralorganisations medlemmer er løst ansat.

Man kan i virkeligheden ikke længere tale om ’atypiske job’, men om en mere og mere typisk ansættelsesform.

Den skjulte arbejdsløshed

I disse år råber arbejdsgiverne op om, at ”manglen på arbejdskraft er ved at kvæle opsvinget og væksten”. Hvad de reelt kræver, er endnu større adgang til billigere arbejdskraft fra EU’s indre marked og fra lande uden for EU, øremærket deres behov.

Sandheden er, at der findes arbejdskraft i Danmark. Arbejdsgiverne er bare ikke villige til betale uddannelse og ordentlige løn- og arbejdsforhold.

Det er i høj grad lykkedes det danske borgerskab og dets stat at holde omfanget af den reelle arbejdsløshed skjult bag reformer, talsvindel og regneark uden bund i virkeligheden.

Siden den berygtede dagpengereform trådte i kraft i 2013, er over 88.000 officielt røget ud af dagpengesystemet, og antallet fortsætter med at vokse. Siden VK-regeringen tilbage i 2010 vedtog reformen med støtte fra DF og R, har skiftende regeringer, støttepartier og en dagpengekommission været tvunget ud i fem lappereformer og tre nye ydelser, der erstatter dagpengene, uden at det reelt har ændret ved, at dagpengesystemet nu kun er sikring for dem, der sidder bedst fast på arbejdsmarkedet. Og nye nedskæringer venter.

Forholdene for de arbejdsløse er på få årtier blevet drastisk undermineret og forværret. Der findes ingen samlet opgørelse over, hvor mange tusind der er røget fra dagpenge til kontanthjælp, og hvor mange tusind der står helt uden selvstændig indtægt og må leve af andres velvilje. Dagpengeperioden er gået fra 9 til 2 år med langt strammere kontrol og aktiveringsregler, og dagpengenes dækningsgrad er for en gennemsnitlig LO-arbejder reduceret til kun at dække 52,4 procent af lønindkomsten. Og dagpengene reguleres bagud efter lønudviklingen, ligesom øvrige overførelsesindkomster.

Den socialdemokratiske Thorning-regering kom i 2011 til magten bl.a. på et valgløfte om at skrotte den forhadte dagpengereform. Illusionerne til Socialdemokratiet var store, men svandt langsomt ind i takt med, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen implementerede reformen. Regeringen var tvunget til sammen med bl.a. Enhedslisten at gennemføre et halvt års udsættelse af reformens katastrofale konsekvenser med ’akutpakken’ for at holde den voksende modstand i ro.

Gennem det særlige klassesamarbejds-system med trepartsforhandlinger mellem regering, stat og fagtoppen er det lykkedes at få skabt et stort skattefinansieret tvangs- og lavtløns-arbejdsmarked. Det er sket gennem jobreformer, hvor arbejdsløse og reformramte tvinges til at udføre statsautoriseret social dumping for sociale ydelser og uden samme rettigheder og forhold som resten af arbejderklassen. Den voksende arbejdsløshed skjules bag støttet arbejde, udsigtsløse projekter og ikke-kompetencegivende uddannelsesforløb.

Her ligger en stor arbejdsløshed, ikke mindst blandt unge, skjult. Hver tiende ung står i dag uden uddannelse og arbejde, og deres indkomst på sociale ydelser er direkte faldende.

Fagbevægelsen som helhed, hvis top er direkte medansvarlige i denne udvikling, har været bemærkelsesværdig tavs og usynlig. Modstanden mod dagpengeforringelserne er i høj grad kommet nedefra og fra de ufaglærte, der også er den gruppe, der er allermest ramt af både af arbejdsløshed og af dagpengereformens kyniske konsekvenser.

Dagpenge-massakren blev, sammen med drejebogen for lærerlockouten i 2013 og det efterfølgende lovindgreb mod overenskomst på arbejdstiden, de væsentlige årsager til, at Socialdemokratiet tabte regeringsmagten i 2015. Hvilket har givet Venstre med Lars Løkke Rasmussen som statsminister mulighed for frem til nu at føre samme nyliberalistiske politik videre og gennemføre nye asociale reformer af samme slags som f.eks. kontantloftsreformen.

Fælles kamp

På APK’s 6. kongres blev det i handlingsprogrammet ’Fælles kamp mod kapitalens offensiv og krigspolitik’ slået fast, at det er nødvendigt at:

”Kapitalens offensiv besvares ved at bygge en stærk og slagkraftig arbejderklassefront – arbejdere, arbejdsløse og udstødte. Ved at skabe kamporganer, som består af arbejdere fra alle politiske retninger, kan vi sammen forsvare os mod kapitalisterne, de rige og deres regeringer!”

Det har været med det perspektiv for øje, at APK i den forløbne periode er gået ind faglige og sociale kampe og protester på arbejdspladser, i fagforeninger, i de sociale bevægelser og i massebevægelserne. En aktiv indsats, som vi fortsat vil styrke fremover.

Vi støtter de konkrete krav, der rejses, men går imod, at arbejderklassens kamp skal indsnævres til rene økonomiske fagkrav og defensive forsvarskrav. Den holdning har hverken kunnet dæmme op for arbejdsgivernes og deres regeringers angreb, skaffe fremskridt eller mobilisere en massebevægelse

Som arbejderklassens kommunistiske parti har vi et ansvar at være i overensstemmelse med både arbejderklassens objektive behov, og hvor den subjektivt står i klassekampen. Det er partiets ansvar sammen med de mest kampvillige og klassebevidste at kæmpe for at udvikle en massebevægelse fremad på en klassekamplinje, både politisk og organisatorisk, og give den perspektiv og retning.

Der er mange vigtige klassekampserfaringer, der i den kommende periode skal udkrystalliseres fra forårets overenskomstkamp på det offentlige område, der fortsat er i gang.

OK18 er langtfra alene en økonomisk kamp og en kamp om arbejdsforholdene. Det er det store EU-dikterede slag om den offentlige sektor, som er skudt i gang – om slagtningen af en gennem mange år relativt velfungerende offentlig sektor til fordel for løntrykkeri, udlicitering og kapitalistisk profit.

Det er tydeligt, at behovet for en stærk enhedsfront har vokset sig frem gennem de mange OK-kampe og nu er kommet til udfoldelse blandt de forskellige faggrupper, offentligt og privat ansatte. Og der er bygget alliancer til de studerende, forældre, pensionister, sociale grupper. Det har været tilfældet i et sådant omfang – nedefra og over hele landet – at den har presset de faglige topforhandlere til at holde fast i den indgåede musketer-ed i månedsvis, inden LO-toppen til sidst indgik et råddent forlig, der splittede fronten og åbnede for arbejdsgivernes diktat. Lige nu mens vi afholder den 7. kongres, føres der en aktiv Stem Nej-kampagne mod fagtoppens forlig.

Gennem OK-18 har en helt ny generation fået erfaringer omkring solidaritet, kollektiv fælles handling og betydningen af, om fagforeningerne står for en klassekampspolitik eller klassesamarbejdspolitik.

Det er en situation, som får betydning lang tid frem, og det har været en central prioritet for partiet at yde en stærk indsats for at støtte udviklingen af OK- og massebevægelsen. En strejkekamp kan vindes, ikke mindst hvis den ledsages af en politisk bevægelse (mod regeringen), hvis de strejkende og lockoutede også støttes fra de privatansatte, og hvis f.eks. forældre til skole- og institutionsbørn aktivt går med i støtte og støtteaktioner.

Kampen mod opportunisme og klassesamarbejde i fagbevægelsen

Arbejderbevægelsen i Danmark holdes i et fast greb af de socialdemokratiske og revisionistiske fagforeningstoppe. De sidder på et omfattende økonomisk, organisatorisk og politisk magtapparat samtidig med en udvikling, hvor der er stadig flere uorganiserede og medlemmer af de såkaldte gule fagforeninger.

Arbejderaristokratiet er et omfattende lag, der spænder fra toppen af det reformistiske faglige bureaukrati og partibureaukrati, fonds- og koncernledelser over menige fag- og partifunktionærer, teknokrater og privilegerede tillidsfolk samt særlig privilegerede arbejdere. 100 års socialdemokratisme har gjort arbejderaristokratiet til en institution fra kooperative virksomheder til dagens strømlinende koncerner på rene markedsvilkår.

Arbejderaristokratiet kan leve et helt andet liv end de medlemmer i fagforeningerne, der betaler deres løn. Deres lukrative lønninger, pensioner og job står i skarp kontrast til medlemmernes meget lavere betalte arbejde, nedslidning, usikkerhed, uvished og utryghed i job, ansættelse og timetal. De er ikke udsat for konstante angreb på løn, arbejdsforhold og rettigheder. De er ikke hele tiden under pres for at hæve produktiviteten, 2 procent nedskæringer og effektiviseringer, eller for at få deres arbejdsplads udliciteret og privatiseret.

Man bliver ikke pr. definition arbejderaristokrat, fordi man får en faglig tillidspost. Men risikoen er mere end overhængende i fagbevægelsens effektive, rygklappende hierarki. Korrumperingen er en uomgængelig objektiv mekanisme, karakteriseret ved kontante, materielle fordele for den korrumperede. Subjektivt kan den enkelte faglige leder være klassisk arbejderaristokrat det ene øjeblik og klassekæmper det næste – men desværre også i omvendt rækkefølge, hvilket er den typiske mekanisme ved fraværet eller degenerationen af det kommunistiske parti. Jo højere man befinder sig i arbejderaristokratiet, desto mere uafvendeligt borgerliggjort bliver man.

I længden kan selv den reneste, hæderlige faglige leder kun modstå indrulleringen i arbejderaristokratiet med det kommunistiske parti og dets konsekvente klassekampslinje i ryggen.

Fagtoppens livs- og arbejdsforhold med milliongager og deres positioner i samfundet gør, at de tilhører samme klasse som arbejdsgiverne og derfor også ender på deres side. Arbejderaristokratiet er et omfattede betalt politisk lag med store forskelle fra top til bund er samtidig den sociale basis for opportunisme og råddent klassesamarbejde. Derfor ser vi også, hvordan nogle af de mest ’venstredrejede’ lader sig sende forrest i tiljublingen af fagtoppens OK-forræderi som en kæmpesejr, og i at hylde klassesamarbejdet og dets ’danske model’. De optræder nu som de mest ’militante’ agitatorer for et ja til forligene og for at ’Vi kæmper videre – en anden gang’.

Som arbejderklassens parti kæmper APK for arbejderklassens og offentligt ansattes ret til at organisere sig i fagforeninger og for retten til kollektive overenskomster. Vi er modstandere af udviklingen af de såkaldte gule fagforeninger, der har afskrevet kollektive aftaler og kamp. Den nye superfusion mellem LO og FTF fra årsskiftet vil cementere fagtoppens greb om fagbevægelsen og klassesamarbejdspolitikken.

Det er nødvendigt fortsat at opbygge en faglig opposition nedefra i lokale klubber og på tværs af faggrupper på arbejdspladserne – på en klassekampslinje, der kan lede kampen for arbejderklassens interesserer fremad. Ligesom det er nødvendigt at gå imod opportunisme, der splitter og forhindre arbejderklassens kampe for sine rettigheder.

Den sociale kamp og de sociale bevægelser

To store bevægelser i klassekampen har for alvor afsløret dagens katastrofale forhold. Dels de offentligt ansattes OK-kampe mod forringede arbejds- og lønforhold og endeløse række af nedskæringer. Og dels de store sociale bevægelser i form af reformramtes kamp mod konsekvenserne af de asociale reformer.

Det er de sociale bevægelsers store fortjeneste, at de har gjort den kamp synlig og gennem de mange aktioner landet over og i facebook-grupper givet stemme til de mange tusind, der ellers sidder isoleret rundt om i landet. Partiet har fra de sociale bevægelsers start taget aktiv del i disse, og APK som parti har støttet op om at udvikle bevægelserne.

En meget stor andel af de reformramte er ufaglærte kvinder, nedslidte og arbejdsskadede, men med arbejderklassens erfaringer om solidaritet og handling. Enlige mødre ramt af kontanthjælpsloftet får sidst på måneden valget mellem at betale husleje eller mad.

Alle de ansvarlige for disse asociale forhold smider aben rundt mellem sig, men uanset forskelle i kommunal sagsbehandling følger de alle nedskæringsreformernes kyniske rammer og er del af de samme nyliberale blå-røde politik.

Faren for de sociale bevægelser ligger i at blive afledt af parlamentariske illusioner og blive brugt som stemmekvæg ved valg. Hvor galt det kan gå, sås tydeligt ved kommunalvalget i 2017, hvor Enhedslisten gik til valg på at ville forbedre de reformramtes forhold. For da stemmerne var talt op i København, smed liste Ø posten som beskæftigelses-, integrations- og socialborgmester fra sig og lod de reformramte i stikken.

Asociale reformer

Konsekvenserne af nedskæringsreformer på det ene område efter det andet – dagpenge, efterløn, kontanthjælp, sygedagpenge, førtidspension og flexjob, og på pensions- og udlændingeområdet – er for alvor slået igennem i den forløbne kongresperiode.

Sociale rettigheder er erstattet med mistænkeliggørelse, kontrol og stadig lavere ydelser, som man skal gøre sig ’fortjent’ til ved at opfylde alverdens regler. Stadig flere mennesker i vort samfund står helt uden rettigheder og eksistensgrundlag.

En række jobreformer er gennemført sideløbende, bl.a. ved treparts-forhandlinger mellem stat, fagtop og regering. De har skabt en stor gruppe ekstremt lavtlønnede tvangsarbejdere for sociale ydelser, der med et politikerbegreb kaldes ’støttet arbejde’.

Resultatet af de mange reformer kan nu opgøres i kolde tal. Der er stadig lige så mange som før, der er syge, arbejdsløse, udstødt og på overførselsindkomster. Men staten sparer mange milliarder af kroner hvert eneste år på lavere ydelser.

Ikke mindst de unge er flyttet til lavere ydelser i nye kasser, nu hvor det ikke længere er muligt at få kontanthjælp, hvis man er under 30 år, og førtidspension, hvis man er under 40. For en stor gruppe er deres indkomst direkte faldende.

Dansk Arbejdsgiverforenings plan fra 2015 om at reducere udgifterne til overførselsindkomster – ’Veje til at øge beskæftigelsen’– må siges at være opfyldt. Netop dette var også formålet med, at Løkke-regeringen samme år indsatte en tidligere administrerende direktør for Dansk Arbejdsgiverforening som beskæftigelsesminister.

Socialpolitikken er et udtryk for, hvad arbejderbevægelsen og arbejderklassen kan tilkæmpe sig. Den er samtidig et udtryk for, hvor megen arbejdskraft arbejdsgiverne har haft brug for at holde ved lige og i reserve.

Arbejdsgiverne har hele EU’s indre marked at hente arbejdskraft fra. Selvom kvinderne fortsat trykkes af uligeløn, kan arbejdsgiverne få endnu billigere arbejdskraft fra statens og EU’s sociale dumping. Det er billigere at hente højtuddannet arbejdskraft fra lande som Indien end at investere i et tilstrækkeligt uddannelsessystem herhjemme. Social- og velfærdspolitikken er kynisk justeret sådan, at den arbejdskraft, kapitalen ikke vil bruge eller har slidt helt op, er blevet til udgifter, der kan skæres fra.

De blå og ’røde’ regeringers nyliberale politik er bundet op på EU’s diktater og finans- og budgetlove – og EU- monopolernes omdannelse af den offentlige velfærdssektor til en privatiseret service-sektor, hvor der kan hentes profit, og til en udhulet skrabet offentlig del, hvor forretning ikke lønner sig.

Statens klassekarakter anskueliggjort

En vigtig skillelinje mellem opportunismen og det kommunistiske parti, der bygger på marxismen-leninismen, er holdningen til statens klassekarakter.

Lenin siger, at staten er ’et organ for den ene klasses undertrykkelse af den anden’. Karl Marx siger det sådan: ’Staten er den form, hvori individerne, som hører til den herskende klasse, gør deres interesser gældende.

Med ghettopakken indledte Løkke regeringen i foråret 2018 et nyt korstog mod de fattigste og underste i vores samfund. Det skete og sker med vilkårlige særlove, økonomiske straffe til forældre, kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, flygtninge og indvandrere, hvis de træder forkert. Øget overvågning, kontrol, socialt stikkeri og fængselsstraffe til fagfolk, der ikke indberetter nok. Nedrivning af boligblokke og daginstitutioner og tvangsprivatisering af lejelejligheder.

Løkke og hans arrogante reaktionære ministre kaldte boligområderne for ’sorte huller på landkortet’ og beboerne for ’en belastning for samfundsøkonomien’.

VLAK-regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har i den forløbne periode stillet en række forslag og gennemført love, ikke mindst vendt mod flygtninge og asylansøgere, der ikke bare er på kant med menneskerettighederne, men bryder dem direkte i forhold til retssikkerhed og human behandling.

For udviklingen af modstanden må parolen om helt at skrotte de asociale reformer stilles. Det nytter ikke med lappeløsninger som de få punkter, en gruppe fagforeninger nu har stillet. De ændrer ikke ved reformerne, kun de mest åbenlyse misgerninger og uretfærdigheder.

Der må som en selvfølge rejses det krav om, at regeringer, der fører den slags asocial politik, må gå af.

Udviklingen af kvindekampen i dag

Partiet støtter kvindernes kamp for deres krav og mod den særlige kvindeundertrykkelse i alle dets afskygninger. Kvindespørgsmålet er blevet skærpet til en grad, hvor kvinder nu igen begynder at organisere sig. APK har brugt Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts til at samle omkring de aktuelle hovedspørgsmål i kvindekampen.

Arbejderkvindernes kamp for frigørelse ikke kan være klasseløs feminisme. Den kan ikke adskilles fra arbejderklassens samlede kamp, hverken den dagsaktuelle klassekamp eller den revolutionære kamp for socialisme. Arbejderkvinderne er ikke hjælpeløse ofre, men hovedkraften for at skabe forandring – også for kvinder i andre klasser og lag. Det betyder en kvindebevægelse, der tager fat om hele spekteret af kvindelivet – ligeløn, børn, bolig, pension, uddannelse, arbejde, social sikring, offentlig velfærd og sundhed, diskrimination, vold mod kvinder, sexisme, kamp mod krig og racisme.

Arbejderkvinderne i dag er kvinderne i industrien, både den traditionelle og hele den voksende service-industri med bl.a. rengøring hos ISS. Det er buschaufføren, parkeringsvagten, hotelpersonalet, sosu-hjælperen og -assistenten eller sekretæren, for at nævne nogle fag. Arbejderkvinderne udgør størstedelen af de 100.000, der holdes ude af det ordinære arbejdsmarked – de tvangsaktiverede på kontanthjælp og sygedagpenge, de arbejdsløse og førtidspensionisterne. De udgør flertallet af de pensionister, der kun har deres folkepension at leve af. Og de er blandt de unge, der aldrig kommer ind i ordinær uddannelse og arbejde, men udelukkes på forhånd.

Pædagogens, folkeskolelærerens og sygeplejerskens livs- og arbejdsforhold ligner mere og mere arbejderklassens kvinders med proletarisering af grupperne med de mellemlange uddannelser, med usikre ansættelser, uligeløn, stadig mere pressede arbejdstider og arbejdsforhold, stadig færre offentlige kollektive velfærds- og omsorgsordninger, der kan få familie og arbejdsliv til at hænge sammen og sikre værdige børne- og ældreliv.

I dag er der den højest uddannede generation af unge kvinder nogen sinde. De har fortsat dobbeltarbejde og må arbejde hårdere end deres mandlige kollegaer for at holde fast i arbejdsmarkedet. En voksende andel af nye generationer kommer aldrig ind på arbejdsmarkedet, men regnes blot som arbejdskraftreserve. Uligeløn går den forkerte vej, efter 100 års protester. Kvindeundertrykkende reklamer og opfattelser stikker igen sit reaktionære hoved frem. Alt sammen er det et udtryk for, at de reformistiske strategier om, at kvinder kunne uddanne sig til ligestilling, eller at holdningsændringer kunne frembringe den, har spillet fallit, ligesom den gamle strategi om, at en seksuel omvæltning og identitetsomvæltning er vejen til frigørelse.

Det er en erfaring i den revolutionære kvindebevægelse, at det er nødvendigt at kæmpe sammen og ikke alene. At der er brug for en selvstændig organisering/organisme, hvor kvinder sammen kan støtte hinanden, udvikle sig, græde og le sammen, hente fælles energi og kræfter til at stå imod alt det, man er oppe imod i klassekampen. Hvor kvinder lærer at stole på sin egen styrke og egne kræfter – også når det gælder klassekamp og samfundsforhold. Det kræver en organisering, man kan føle sig tryg i, hvor alle bidrag er vigtige og tæller med, og hvor det er arbejderklassens solidaritet og handling, der tæller. Partiet støtter, at der dannes en sådan kvindeorganisation.

Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Centralkomiteen maj 2018

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top