skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Arbejderklassens revolution og modsætninger mellem imperialistmagterne

Af Pablo Miranda, PCMLE, Ecuador

Vi revolutionære er overbeviste om, at Lenins konklusion, at vi lever i imperialismens og arbejderklassens revolutioners æra, stadig gælder.

Imperialismen er på verdensplan arbejderklassens og befolkningernes største fjende. Den er baseret på superudnyttelse af millioner af arbejdere i alle lande og kontinenter. Baseret på plyndring af naturressourcer og ødelæggelse af klodens natur. Og baseret på erobring af områder, regioner og lande med henblik på at etablere deres dominans med økonomisk, politisk og strategisk indflydelse, på udnyttelse og strid om markeder. Dette bekræftes igen med eksport af kapital, med dannelsen af økonomiske og militære alliancer til at kæmpe for en nyopdeling af verden. Imperialismen er etableret og bekræftet af militær styrke, med krigene om erobring og plyndring, med besættelsestropper og dannelsen af marionetregimer i de afhængige lande. Imperialismen støtter sine holdninger med reaktionær ideologi under påskud af at bringe civilisation og udvikling til tilbagestående lande, med forsvaret af det frie initiativ, friheden til international handel og individuel frihed, med idealisme og metafysik, med postmodernisme.

Dannelsen af monopoler fjernede konkurrencen mellem virksomhedsejere og bankfolk, der var under kapitalismen før monopoldannelsen. Den hævede denne konkurrence til et nyt niveau mellem monopoler, mellem de forskellige imperialistiske lande. Disse modsætninger stammer fra tendensen til at akkumulere og koncentrere rigdom, der karakteriserer monopoler og det finansielle oligarki. De kommer til udtryk i den heftige strid om at sikre sig kilder til menneskelige ressourcer og råstoffer, i konfrontationen om markeder og indflydelsesområder. Disse modsætninger forværres og fremkalder lokale konfrontationer under bestemte forhold og steder. De har endda ført til krige mellem imperialistiske magter på globalt plan.

Kapitalismen i den frie konkurrence krydsede nationale grænser og resulterede i dannelsen af monopoler. Monopolerne blev ejere af de imperialistiske stater, der blev dannet. Ifølge Lenin er imperialismens fem grundlæggende elementer:

“1) Koncentrationen af produktion og kapital har udviklet sig til et så højt niveau, at det har skabt monopoler, der spiller en afgørende rolle i det økonomiske liv;

2) sammensmeltningen af bankkapital med industrikapital og oprettelse på grundlag af denne »finanskapital«, et finansielt oligarki;

3) eksport af kapital, der adskiller sig fra eksport af råvarer, har en særlig betydning;

4) dannelsen af internationale monopolistiske kapitalistiske sammenslutninger, der deler verden indbyrdes; og

5) den territoriale opdeling af hele verden blandt de største kapitalistiske magter er afsluttet.

 Udviklingen af produktionsmidlerne og de produktive kræfter, der er skabt af de videnskabelige og tekniske revolutioner, de store videnskabelige opdagelser, de nye dimensioner af kommunikation, bio- og informations- og robotteknologi har udvidet monopolernes og de imperialistiske landes fangarme over hele verden. Det er den fase, der kaldes globalisering af kapital eller ”globalisering”.

Imperialismens ideologer roser globaliseringen som en højere fase af det imperialistiske kapitalistiske system, hvor forholdet mellem dominans og udplyndring af monopoler angiveligt vil forsvinde, og landenes, nationernes og befolkningernes indbyrdes afhængighed ville blive etableret.

Udvidelsen af monopolkapitalen gennem eksport af kapital, direkte investeringer og aggressive kreditter, samtidig med at der skabes en enorm rigdom for monopolerne, resulterer i rekruttering af millioner af arbejdere i de virksomheder, der er spredt ud over et stort antal lande, på alle kontinenter. Monopolerne placerer deres produktion, hvor der er billig arbejdskraft.

Arbejderklassen vokser i antal, som aldrig før, i alle lande. Tilegnelsen af den rigdom, som arbejderne har skabt, er den vigtigste kilde til merværdi, kapitalistisk-imperialistisk akkumulering og koncentration. Arbejderklassen er ikke holdt op med at være afgørende i denne periode, deres fysiske og åndelige arbejde skaber rigdom, den overskydende værdi, som tilfalder et lille antal multinationale selskaber og imperialistiske lande.

For at tilegne sig den rigdom, der er skabt af milliarder af arbejdere, som arbejder i alle lande, har det imperialistiske kapitalistiske system etableret økonomisk og politisk dominans, underordning af de herskende klasser i hvert land, etablering af en alliance mellem regeringer og monopoler. Den imperialistiske dominans over de afhængige lande sker gennem at underlægge sig og støtte de mest reaktionære kredse, og med afpresning og trusler, med dannelsen af aftaler og forpligtelser, der gør de nationale herskende klasser til partnere og tjenere for monopolerne.

De herskende klasser i de afhængige lande er objektivt set den politiske, ideologiske, militære og politimæssige støtte til imperialistisk dominans.

Arbejderklassen, de andre undertrykte klasser, kvinderne, ungdommen og befolkningerne i de afhængige lande bliver udbyttet af monopolkapitalen, virksomhedsejerne og bankfolkene i det nationale borgerskab, der støtter systemerne for udbytning og undertrykkelse, udplyndring af naturressourcer og undertrykkelse af lande. Arbejderklassen og folkene har brug for, længes og kæmper for frigørelse. Arbejdernes og folkenes frihedsbanner i de afhængige lande må bryde igennem den imperialistiske kapitals og de nationale kapitalisters dominans. De vigtigste mål for arbejderklassens sociale revolution er social og national befrielse, at bryde lønslaveriets lænker, befrielsen af de produktive kræfter og brud med afhængigheden. Disse høje mål er en del af samme politiske program, af samme organisation; de kan ikke opnås separat. For at besejre imperialismen er det absolut nødvendigt at bekæmpe og sætte de herskende klasser fra magten; for at opnå social frigørelse er det nødvendigt at afskaffe storborgerskabets dominans og ødelægge afhængighedens bånd.

I de udviklede kapitalistiske lande ses der også en stærk afhængighed mellem monopolerne og de imperialistiske lande. Arbejderklassen og befolkningerne udnyttes og undertrykkes af de nationale kapitalister og internationale monopoler. I kampen for arbejderklassens sociale revolution konfronteres arbejderklassen i disse lande med det nationale og internationale borgerskab, med imperialismen.

Arbejderklassen i de imperialistiske lande udnyttes og undertrykkes af kapitalisterne, af de imperialistiske monopoler, uanset at den får en meget lille del af den rigdom, der skabes af millioner af arbejdere rundtom i verden. Arbejderklassens sociale revolution stiller det som en opgave at kæmpe mod dem. Arbejderne og kommunisterne kæmper for deres befrielse, for socialismen og mod de imperialistiske monopoler, der direkte udnytter og undertrykker dem, og for at ødelægge dominansen af de samme monopoler i de afhængige lande. De imperialistiske landes arbejderklasses organisation og kamp må udvikle sig sammen med arbejderklassens i de afhængige lande med befolkningernes kamp for national befrielse.

I vor tid, i alle lande og regioner, kan målene for social frigørelse, afskaffelse af lønslaveriet kun nås ved at sætte den kapitalistiske klasse fra magten og bryde lænkerne af imperialistisk dominans endegyldigt.

Stalin præciserer i ” Leninismens grundlag”:

“Leninismen har bevist, og den imperialistiske krig og revolutionen i Rusland har bekræftet, at det nationale spørgsmål kun kan løses i forbindelse med og på grundlag af arbejderklassens revolution, og at vejen til revolutionens sejr i Vesten ligger gennem den revolutionære alliance med koloniernes og de afhængige landes befrielsesbevægelse mod imperialismen. Det nationale spørgsmål er en del af det generelle spørgsmål om arbejderklassens revolution, en del af spørgsmålet om arbejderklassens diktatur.”

Det imperialistiske kapitalistiske system er arbejderklassens og verdens folks svorne fjende. Arbejderklassens revolution konfronterer imperialismen i alle lande.

Monopolerne og de imperialistiske lande samarbejder med hinanden om verdensdominans, om forsvaret af det kapitalistiske system, om den internationale orden, så de kan positionere sig, samtidig med at de konkurrerer om overherredømme, om tilegnelse af den rigdom, som millioner af arbejdere har skabt, om brugen af planetens naturressourcer og råstoffer, om markeder og indflydelsesområder. Disse modsætninger forekommer på alle områder, i handel, direkte investeringer og kreditter, i diplomati, i politik og i militære konfrontationer, i lokale krige.

Det imperialistiske kapitalistiske system består i øjeblikket af internationale monopoler, multinationale selskaber og forskellige imperialistiske lande. Kina, som er den næststørste verdensøkonomi og en imperialistisk gigant, kæmper for at opnå førstepladsen. Rusland, Storbritannien og Japan har specifikke områder under deres styre, men kæmper for at forsvare deres positioner og udvide dem. Tyskland, Frankrig, Italien, Belgien og Holland er en del af EU, men de har deres egne ekspansionistiske ønsker og er aktivt inddraget i striden om markeder og indflydelsesområder.

Monopolerne og de imperialistiske lande udvikler sig ujævnt, men tendensen til større akkumulering og stræben efter overherredømme er en af kapitalismens love og dermed monopolernes og de imperialistiske landes udvikling. Denne tendens er kendetegnende for hver enkelt monopolgruppes interesser, for hvert imperialistisk land.

Verden i dag er en scene for en kamp om at bevare og udvide af akkumuleringen af rigdomme mellem de forskellige imperialistiske lande.

Militære alliancer er i fuld kraft: Den Nordatlantiske Traktats Organisation, NATO, ledet af USA i flere årtier, Den Sydøstasiatiske Traktats Organisation, SEATO, som også domineres af USA, og Collective Security Treaty Organization, CSTO, ledet af Rusland og som består af forskellige lande i det tidligere Sovjetunionen, er de vigtigste militære grupperinger, der omfatter de imperialistiske magter og deres nærmeste allierede. Det våbenkapløb, som de imperialistiske lande er stærkt involveret i, har spredt sig til alle stater for at kunne ”løse” de konflikter med våben, der indtil videre er lokale, men som udgør en trussel som forberedelse til en generel krig, og som på den anden side er en del af våbenproducenternes og våbenhandlernes forretning.

På det økonomiske og handelsmæssige område forværres dagligt konfrontationen af interesser mellem de store imperialistiske magter, og mellem dem og de andre imperialistiske lande. Handelsfriheden, åbningen af grænserne til gavn for alle er forsat blot ord og bogstaver, når det drejer sig om at forsvare monopolernes og de imperialistiske landes interesser. Verdenshandelsorganisationen, WTO, fremstillet som bevis for globalisering og frihandel, er blevet henvist til aftaler, der først og fremmest gælder i de afhængige lande. USA og Kina har genetableret toldrestriktioner som en del af “handelskrigen”. Handelsaftaler og frihandelsaftaler er ikke andet end fordelingen af markeder og indflydelsesområder mellem de imperialistiske lande, især USA, EU, Kina og Rusland.

I de senere år er der opstået en såkaldt “handelskrig” mellem USA og Kina, der drejer sig om at indføre told på varer fra det andet land. Det er et økonomisk eksperiment, der sætter tusinder og atter tusinder af millioner af dollars på spil og fastholder dem i restriktioner og modrestriktioner. Biden-administrationen synes ikke at være tilbøjelig til at ignorere omfanget af disse konfrontationer. Denne handelskrig mellem Kina og USA har indvirkning på handelsforbindelserne og økonomien i en lang række afhængige lande, som er underlagt monopolernes gøren og laden. Trump-administrationen udvidede denne toldkrig til også at omfatte landene i Den Europæiske Union og Canada.

Aggressions- og plyndringskrigene, som er et udtryk for imperialismens natur, er et konstant element for at sikre adgang til naturressourcer, for at opnå en større indflydelsessfærer og -områder og for at forsvare positioner, der trues af andre magters indblanding. USA intervenerer militært og vifter med bannerne ”frihed” og ”demokrati” i Libyen og Syrien, mens det truer Iran, Palæstina og Nordkorea. Storbritannien, Frankrig, Tyskland og EU er åbent involveret i de samme lande og andre for at støtte USA, men også for at forsvare deres egne interesser. Frankrig intervenerer politisk, økonomisk og militært i sine tidligere kolonier i Afrika. Rusland er aktivt involveret i Syrien og Libyen for at forsvare sine økonomiske interesser og bryde USA’s militære omringning, på samme måde som det gør det i de centralasiatiske lande, der er medlemmer af CSTO. Japan er faretruende i gang med at genopbygge sit militær og ændre lovgivning for at gøre det muligt at operere militært uden for sine grænser. Indtil nu har Kina ikke gennemført nogen militære interventioner, men det er den tredjestørste militære magt og bliver hele tiden oprustet og har den største hær, verden har set. I alle de lande, der udsættes for militær intervention af de imperialistiske magter, bruger de lokale folk som soldater til at udkæmpe deres indbyrdes rivalisering.

Konkurrencen blandt monopoler og de imperialistiske lande er en objektiv kendsgerning, der er under fuld udfoldelse. Det kan blive en ekstremt akut tilspidset situation, inklusive muligheden for en ny verdenskrig. Denne konfrontation ophæver imidlertid ikke imperialismens natur. Den kendsgerning, at koncentrationen og akkumuleringen af rigdom gjorde det muligt at danne de store monopoler og de imperialistiske magter, er resultatet af udnyttelsen af arbejdsstyrken hos tusinder af millioner mennesker, der arbejder i imperialistiske virksomheder spredt over hele kloden. Denne rigdom er resultatet af den merværdi, som arbejderklassen i de imperialistiske lande, arbejderne i de udviklede kapitalistiske lande, arbejderne og befolkningerne i de afhængige lande har skabt.

De cykliske økonomiske kriser, der altid har været en del af kapitalismen, udgør et andet scenario for skærpelsen af interimperialistiske modsætninger, men også for at opfylde monopolborgerskabets plan om at vælte krisernes byrder over på skuldrene af arbejderne på hele planeten.

Både før i tiden og nu infiltrerer de imperialistiske magter arbejdernes og folkenes kampe for befrielsen fra kapitalens og imperialismens åg. De taler om at støtte kampen for uafhængighed og udvikling, de tilbyder økonomisk støtte, kreditter, teknisk bistand, våben og militære rådgivere og under visse omstændigheder endda tropper. I virkeligheden søger de at erstatte de aktuelle dominerende magter. Den interimperialistiske konflikt udspiller sig på fremmed jord, langt fra deres egne grænser, i alle regioner og kontinenter.

Befolkningerne og landene har bitre erfaringer med de imperialistiske landes “bistand”.

I de nuværende og fremtidige befolkninger, der kæmper for uafhængighed, er arbejderne, ungdommen og kvinderne hovedpersonerne. Men hvis ledelsen af disse processer er i hænderne på sektorer af borgerskabet og/eller småborgerskabet, bliver det disse kampes skæbne – selv om de er sejrende – at komme ud af kløerne på en magt for at falde i kløerne på en anden. Det har været, er og vil være sådan, men denne måde er ikke nok til at opnå ægte uafhængighed og befrielse fra kapitalistiske udnyttelses lænker. For at tingene skal ændre sig, for at kampene om national uafhængighed og social frigørelse skal sejre, er det vigtigt, at ledelsen af disse processer er i hænderne på arbejderne og befolkningerne selv, at de ledes af arbejderklassen og dens parti.

Forhåbningerne om udvikling og fremskridt for befolkningerne i de lande, der har politisk uafhængighed, kan ikke opfyldes, hvis de er afhængige af det ene eller det andet imperialistiske land. For at nå disse mål er de nødt til at stole på deres egen styrke og på den internationale solidaritet mellem arbejdere og befolkninger fra andre områder. Historien viser, at ”gudforældrene” forsøger at tilegne sig disse landes rigdomme, at investere deres kapital for at mangedoble deres overskud. Befolkningerne skal afsløre og modsætte sig de politikker, som siger, at udvikling kan opnås gennem udenlandske investeringer.

Enver Hoxha bemærker i “Imperialisme og revolutionen”:

“Marxistisk-leninistisk klasseanalyse og fakta viser, at eksistensen af modsætninger og kløfter mellem de imperialistiske magter og grupperinger på ingen måde tilsidesætter eller fortrænger modsætningerne mellem arbejde og kapital i de kapitalistiske og imperialistiske lande eller modsætningerne mellem de undertrykte folk og deres imperialistiske undertrykkere. Netop disse er modsætningerne mellem arbejderklassen og borgerskabet, mellem de undertrykte folk og imperialismen, mellem socialisme og kapitalisme de mest dybtgående, de er permanente, uforenelige modsætninger. Derfor giver anvendelsen af interimperialistiske modsætninger eller modsætninger mellem de kapitalistiske og revisionistiske stater kun mening, hvis den tjener til at skabe de gunstigste betingelser for den revolutionære og befrielsesbevægelses magtfulde udvikling mod borgerskabet, imperialismen og reaktionen. Derfor skal disse modsætninger udnyttes uden at skabe illusioner blandt arbejderklassen og folkene om imperialismen og borgerskabet.”

I øjeblikket er der masser af idéer om, at Kina og Rusland er imperialistiske magter, der bremser USA’s og EU’s ambitioner, og at de derfor vil udgøre en reserve i kampen for uafhængighed og i at stoppe faren for krig. Bemærkelsesværdigt nok fremmes disse idéer af de revisionistiske partier og af de småborgerlige venstreorienterede grupperinger, af personligheder fra den nationalistiske intelligentsia, der fremstår som patrioter.

Flere af landene i Afrika og Mellemøsten er blevet afhængige af investeringer og kreditter under russernes og kinesernes militære paraply. De er fanget i kløerne på en ny kolonialisme.

De partier og bevægelser i Latinamerika, der opfordrer til “det 21. århundredes socialisme”, hvoraf nogle var og er ved magten, går meget længere. De har etableret økonomiske, diplomatiske, politiske og militære bånd til Kina og Rusland under dække af at modsætte sig presset fra USA’s og EU’s imperialisme. Faktisk er både Kina og Rusland blevet de nye imperialistiske herrer i disse lande. Ecuador erhvervede f.eks. en udlandsgæld til Kina svarende til mere end 60 % af landets samlede gæld. Det er hårde lån, med høje renter (ca. 10 %) og korte vilkår. I Venezuela investerer den kinesiske kapital og opnår enorme overskud i udvindingen af olie, stål og platin i civilt byggeri. Det samme sker med den russiske kapital. Venezuela har ikke uafhængighed, når det gælder forholdet til Rusland og Kina. Ecuadors udlandsgæld til Kina opsluger næsten hele dets olieproduktion, mens USA og EU fortsætter med at udvide og stramme afhængighedsbåndene gennem investeringer, kreditter og ulige handel.

Hverken Kina eller Rusland og endnu mindre USA og de imperialistiske lande i EU er venner af befolkningerne, og de hjælper heller ikke landenes uafhængige udvikling og fremskridt. Deres interesser er fokuseret på udvinding af merværdi skabt af arbejderklassen og plyndring af naturressourcer.

Konkurrencen mellem USA og EU på den ene side og Kina og Rusland på den anden side i Latinamerika, Afrika, Mellemøsten og Sydøstasien udkæmpes hårdt ved underskrivelsen af handelsaftaler, i direkte investeringer, kreditter og handel. Dette er et permanent forsøg på at generobre verden. I nogle lande som Syrien, Libyen og Yemen udspiller denne strid sig gennem våben, militær intervention og lokale krige.

De idéer om, at der er “gode” imperialismer, venner af folkene og imperialistiske magter, der stopper Yankee-ekspansionismen, er ikke andet end illusioner hos de naive, og i nogle tilfælde, hos opportunistiske politiske grupperinger, et udtryk for et bevidst ønske om at bytte en herre ud med en anden.

Den kendsgerning, at der indtil videre ikke er registreret nogen væbnet intervention fra Kinas side i andre lande, betyder ikke, at vi ser en anden form for imperialisme, der praktiserer nye metoder, som det er muligt at forstå. Faktisk, som Lenin siger, er imperialisme den vigtigste kilde til krig mod arbejdere og folk. Det har ikke ændret sig og kommer til udtryk, når reaktionær vold er nødvendig for ekspansion og for forsvaret af deres interesser og privilegier. Snarere før end senere vil vi se kinesiske tropper invadere andre lande. Denne kendsgerning betyder ikke, at den kinesiske imperialisme er en ven af folket eller en faktor i processen med den nationale befrielseskamp.

Vi, arbejderklassens revolutionære, må huske på, at det er nødvendigt og muligt at drage fordel af interimperialistiske modsætninger til gavn for befolkningerne og for befrielsen.

Forskellene mellem revolutionens og socialismens fjender kan på visse tidspunkter og betingelser skærpes og blive antagonistiske. De kan fremprovokere konflikter og krige, der skal udnyttes af de revolutionære for at komme videre i kampene for social og national befrielse. Scenariet for Første Verdenskrig, hvor de vigtigste imperialistiske magter var involveret, tillod objektivt arbejderklassens organisation og kamp at blive styrket og udvikle sig.

Historien viser os forskellige erfaringer med kommunisternes korrekte holdning til at udnytte disse modsætninger. De russiske kommunister, ledet af Lenin, organiserede og gennemførte arbejderklassens første revolution, Oktoberrevolutionen, til sejr og gav os i processen med ledelsen af denne værdifulde erfaringer om, hvordan man kan udvikle dette spørgsmål. Vi vil nævne et velkendt eksempel. Lenin og en gruppe kommunister, der blev forvist til Europa, tog tilbage til Rusland med et tog stillet til rådighed af den tyske regering. Den tyske regering gjorde det, fordi de havde interesse i, at kommunisterne destabiliserede den russiske regering og fik Rusland til at trække sig ud af alliancen med England og Frankrig. Lenin gennemførte denne rejse, ankom til Moskva og arbejdede intenst for at føre revolutionen til sejr. Det er kendt, at Lenin aldrig nedlod sig til at rose den tyske regering det mindste. Tværtimod fordømte han den og identificerede den som en svoren fjende af arbejderne i Tyskland, Rusland og alle de lande, der var involveret i Første Verdenskrig. Det var vanskelige og barske forhold, de russiske kommunister forholdt sig til dem og brugte modsætningerne mellem de imperialistiske lande i krig til gavn for revolutionen. Senere, efter revolutionens sejr, hvor Ententen ledet af de imperialistiske lande deltog direkte i den revolutionære borgerkrig, vidste det bolsjevikiske parti, hvordan man skulle lede arbejdernes og befolkningernes kampe og Den Røde Hær for at besejre dem og sikre den sejrende revolution.

For at kunne drage fordel af interimperialistiske modsætninger kræves det, at marxist-leninisterne analyserer den konkrete situation, styrkeforholdene, de umiddelbare og mellemlange mål for den revolutionære proces og i overensstemmelse med disse omstændigheder drager fordel af den mindste sprække mellem fjenderne for at komme videre. Sådan er det, og det betyder på ingen måde, at vi må være afhængige af et imperialistisk lands “hjælp” til at modsætte sig et andet lands imperialisme. I vores tid er det ikke korrekt at lovprise Kina og Rusland for at bekæmpe USA’s og EU’s dominans og aggression. I Venezuela viser kinesisk “bistand” sig ved plyndringen af naturressourcer, i opkrævningen af høje renter for den voksende gæld. Faktisk erstattes afhængighedens lænker af den amerikanske imperialisme med kinesernes og russernes lænker. Det er ikke et spørgsmål om en politik, der går ud på at drage fordel af interimperialistiske modsætninger til gavn for landets uafhængighed og udvikling, og langt mindre til gavn for arbejderne og befolkningen i Venezuela. Det er en politik, der objektivt fører til udskiftning af yankees med kinesere.

Stalin siger i “Leninismens grundlag”:

”Revolutionens strategiske reserver er direkte og indirekte, blandt sidstnævnte er:

  1. a) modsætningerne og konflikterne mellem de ikke-proletariske klasser i landet, som proletariatet kan bruge til at svække fjenden og styrke sine egne reserver; b) modsætninger, konflikter og krige (f.eks. den imperialistiske krig) blandt de borgerlige stater, der er fjendtlige over for den proletariske stat, og som proletariatet kan bruge i sin offensiv eller til at manøvrerer i tilfælde af tvangsretræte.”

Kan og bør vi arbejderklassens revolutionære i forbindelse med organiseringen af revolutionen indgå kompromiser med arbejderklassens fjender?

Det er klart, at i komplekse situationer i den revolutionære kamp kan det være nødvendigt at indgå aftaler og kompromiser med den ene eller anden del af klassefjenderne. I princippet må dette behov ikke benægtes. Det må imidlertid stå klart, hvilken slags aftaler og under hvilke omstændigheder de finder sted.

Man kan indgå aftaler for at komme videre, for at mindske eller fjerne hindringer. Det er tilfældet med aftaler, der kan indgås med socialdemokratiske kræfter for at modsætte sig højreorienterede og reaktionære kræfter. Under disse omstændigheder må det forstås, at der vil udvikle sig et voldsomt forsøg på at tage ledelsen af de folkelige kræfter, som en del af den slags aftaler. Disse aftaler har to faser: processen og resultaterne. Hvis vi revolutionære handler klogt og beslutsomt, kan vi gøre fremskridt. Hvis vi underordner os socialdemokrater, vil de drage fordel af det. I aftalerne er det ikke på forhånd defineret, hvem der skal vinde over hvem, hvilken kraft der vil opnå de bedste resultater.

Den revolutionære folkefront, der er nødvendig for den sejrende udvikling af den sociale og nationale revolution i de afhængige lande, er et konkret udtryk for aftale- og kompromispolitikken. Kommunistpartiet arbejder for, at andre sociale og politiske kræfter, ud over arbejderklassen, inddrages i denne front, selv sektorer af den kapitalistiske klasse, som kan have sammenfaldende interesser med arbejderklassen i opposition til de imperialistiske kræfter og politikker. Grundlaget for disse aftaler er defineret i revolutionsprogrammet. Frontens ledelse kræver imidlertid en klar politik med enhed og kamp, partiets vilje og praksis for at kæmpe for og sikre sin ledende rolle, uden hvilket resultatet på trods af sejren ikke bliver revolutionen og socialismen.

Den ledende rolle er et nødvendigt spørgsmål for at afgøre ledelsen af arbejderklassens revolutionære proces. Men den kommer ikke ved dekret, og heller ikke af aftalte forpligtelser. Det vil være en konsekvens af kommunistpartiets arbejde med at styrke de revolutionære kræfter, ekspertisen og skarpsindigheden til at udvikle enheds- og kamppolitikken over for de andre kræfter i folkefronten.

Forløbet med at organisere revolutionen kan øge nødvendigheden af visse aftaler og kompromiser med klassefjenden, med en del af den. Det er specifikke øjeblikke, hvor arbejderklassen må gøre nogle indrømmelser for at sikre processen, for at undgå at blive slået kraftigt tilbage eller endda besejret. På dette område giver Oktoberrevolutionen os nogle eksempler på, hvordan partiet bør og kan indgå denne type aftaler. Ved at underskrive Brest-Litovsk-traktaten, hvorved Ruslands deltagelse i Første Verdenskrig blev stoppet, selv om nogle områder gik tabt, blev revolutionens overlevelse og forberedelsen til den revolutionære borgerkrig sikret. Der er ingen tvivl om, at denne traktat var af afgørende betydning for eksistensen og udviklingen af den første socialistiske stat. Det var en del af den korrekte politik med aftaler og kompromiser.

Lenin skrev i sit arbejde “Om kompromiser”:

“Må en fortaler for proletarisk revolution indgå kompromiser med kapitalister eller med den kapitalistiske klasse? … Det ville naturligvis være tåbeligt at give et negativt svar på dette generelle spørgsmål. Selvfølgelig kan en fortaler for proletarisk revolution indgå kompromiser eller aftaler med kapitalister. Det hele afhænger af, hvilken type aftale der indgås, og under hvilke omstændigheder. Her og her alene kan og skal man kigge efter forskellen mellem en aftale, der er legitim ud fra den proletariske revolution, og en, der er forræderisk (fra samme vinkel).”

De aftaler og kompromiser, som de revolutionære kan indgå, er en del af en korrekt politik, der går ud på at drage fordel af interimperialistiske modsætninger.

I sidste ende findes de interimperialistiske modsætninger, de har tendens til at blive mere akutte, men de kan også modereres. De revolutionæres forpligtelse er at holde dem for øje som “indirekte” reserver i den revolutionære proces og på ingen måde som afgørende faktorer for den arbejderklassens revolutions udvikling og sejr.

April 2021

Oversat fra Unity&Struggle nr. 42, 2021

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top