Skip to content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Arbejdsmarkedsreformen og løgnen om frie forhandlinger

Luiz Falcão, Det Revolutionære Kommunistiske Parti (RCP), Brasilien

I oktober 2016 blev en arbejdsmarkedsreform godkendt af det brasilianske Senat og Deputeretkammer på et falsk grundlag. Med denne reform vil arbejdsgiverne, den kapitalistiske klasse, kunne betale lavere løn, påtvinge arbejdere den arbejdstid, som arbejdsgiverne ønsker, samt gennemføre udlicitering i alle sektorer og endda tvinge gravide og ammende kvinder til at arbejde under usunde forhold. Dette er det største tilbageskridt for de brasilianske arbejderes rettigheder i de sidste 100 år.

En af absurditeterne ved denne reform er at indføre arbejdsdage med ubestemt længde i det 21. århundrede. Det vil sige, at i stedet for at blive ansat med otte timers arbejdsdag – som det står i grundloven – så har arbejdsgiveren frie tøjler til at udnytte arbejderen, som han vil. Han kan fx kalde ham på arbejde få dage om ugen – uden kontinuitet. Derudover er arbejdsgiveren ikke forpligtet til at indbetale til Sikkerhedsfonden for arbejdstid, social sikring eller feriepenge. Arbejderen er totalt ubeskyttet, uden rettigheder, og vil have enormt vanskeligt ved at bevise, hvor meget han har arbejdet, for at kunne gå på pension. Det er en af de største forbrydelser begået mod arbejderne i vores land.

Flere privilegier til arbejdsgiveren

Det vil ikke længere være nødvendigt at få godkendt afskedigeser eller fyringsrunder hos fagforeningerne, hvilket betyder, at arbejdsgiverne kan presse eller stjæle fra arbejderne uden kontrol. Reformen tillader også, at arbejdsgiveren kan påstå, at afskedigelsen var en fælles aftale, og derfor kun betale halv kompensation. Der er mere: Med denne reform skal arbejderne, selv hvis de er fattige, betale mere end to tredjedele af omkostningerne ved at få prøvet en sag i arbejdsmarkedsretten. Også selvom det var arbejdsgiveren, der fyrede og ikke betalte, hvad de skyldte. Med denne reform er den samlede arbejdsmarkedslovgivning (CLT) i praksis bortfaldet.

Selv den internationale arbejdsorganisation (ILO) tager afstand fra denne ændring af arbejdsmarkedslovgivningen i Brasilien. De mener ikke at den er i overensstemmelse med den internationale konvention nummer 98 (kollektiv forhandlingsret), 151 (offentlige embedsmænd) samt 154 og 155 (arbejderes sikkerhed og sundhed). Ifølge ILO er medlemsstaterne forpligtet til at efterleve og garantere ratificerede aftaler og respektere dem.

Faktisk blev reformen gennemført udelukkende for at tjene borgerskabets interesser, den kapitalistiske klasse. Beviset er, at 74 pct. af de senatorer, som stemte for aftalen, er virksomhedsejere. Af de øvrige har 13 pct. virksomheder under familiemedlemmers navne, selvom de ikke har opgivet det. I øvrigt ejer den nuværende præsident for Senatet, Eunicio Oliveira (fra staten Ceara), bl.a. et rengørings-, et transport- og et sikkerhedsfirma.

Løgnen om frie forhandlinger

Virksomhedsejerne og deres økonomer påstår, at reformen følges af frie forhandlinger mellem arbejdsgiver og arbejdstager.

Produktionsmidlerne, fabrikkerne, maskiner, landområder og banker, forretninger og virksomheder bliver i kapitalistiske samfund generelt ejet af en meget lille klasse af mennesker, borgerskabet. Derfor bliver arbejderne tvunget til at sælge deres arbejdskraft til virksomhedsejerne. Ellers har de ikke arbejde og bliver tiggere eller sulter. Så hvordan vil disse ”frie” forhandlinger blive gennemført?

Arbejdsgiverne vil sige: ”Vil du ikke arbejde? Vi har et job til dig. Her er vilkårene: en tidsubestemt arbejdsdag, jeg underskriver ikke din kontrakt, du vil ikke kunne bevise, at du har arbejdet, og du vil kun få løn for de timer, jeg har brug for dig.”

”Nå, er du kvinde og gravid? Så vil du alligevel arbejde under de her usunde forhold. Vi er jo i et demokrati: Du har ret til at sige nej. Fortæl mig med det samme, om du vil have stillingen eller ej. Og husk, der er mange i kø.”

Det er denne modernisering af forholdet mellem parterne, som Temer-regeringen, de væbnede styrker og Den Nationale Kongres har gennemført. Den blev entusiastisk hyldet af Rede Globo (brasiliansk tv-kanal – oversætters note) og af alle de store borgerlige medier.

For at udnytte den nye lovgivning er arbejdsgiverne allerede begyndt at fyre arbejdere. De smadrer løgnen om, at reformen ville skabe flere job. Faktisk er de eneste job, der er blevet flere af, i den uformelle sektor, hvor arbejdere ikke har kontrakt, og i såkaldt selvbeskæftigelse – begge dele under meget prekære forhold. Alene i de sidste to år er 2,7 mio. job med arbejdskontrakt blevet nedlagt i Brasilien, og adskillige virksomheder vil ikke længere ansætte på kontrakt, når den nye lovgivning træder i kraft. Virksomheder i bilindustrien har fx fyret mere end 6.000 arbejdere i de seneste måneder. Banker, supermarkeder og flere andre nægter også at ansætte arbejdere på kontrakt baseret på den drakoniske reform, og staten vil fyre 5.000 offentligt ansatte.

Alt dette finder sted, mens landet har næsten 14 mio. arbejdsløse (24 mio., hvis vi inkluderer de løstansatte og dem, der har opgivet at finde arbejde) og 61 mio. mennesker, som er på kreditorlister, fordi de ikke kan betale deres gæld.

Som om dette ikke var nok, lever 23 mio. brasilianere under 14 år i fattigdom, ifølge Abring Foundation – dobbelt som mange som hele Portugals befolkning. Og samtidig med at de afviser at øge børnepengene med 4,6 pct. (et statsligt socialt velfærdsprogram – oversætters note), med omkostninger beregnet til 800 mio. reales, så bruger staten 407.000 mio. reales på renter, der beriger de nationale og internationale banker.

Men arbejdsgiverne og deres regering tager fejl, hvis de tror, at arbejderne vil bøje sig for dette angreb på deres rettigheder. Antallet af strejker er vokset og vil vokse yderligere efter arbejdsgivernes angreb. 29. april 2017 nedlagde 40 millioner arbejdet, gik ud i gaderne og viste deres styrke. En ny generalstrejke blev annonceret til 30. juni, men bestukne fagforeningsforsamlinger boykottede strejken.

Det var imidlertid ikke det største forræderi til dato. Arbejdsmarkedsreformen og Velfærdsreformen er bare to af de knytnæver, som det nationale borgerskab har udført mod arbejderklassen og landets fattige.

Dette samme borgerskab gav Olga Benario til Hitler, overdrog landets rigdom til udenlandsk kapital, tillod multinationale selskaber og landejere at overtage oprindelige folks og bønders land, organiserede en af de mest reaktionære væbnede styrker i Latinamerika, sponsorerede adskillige militærkup igennem vores historie, inklusive det i 1964, hvor mænd og kvinder som Manoel Lisboa, Carlos Marighella, Manoel Aleixo, Yara Yavelberg, Sonia Angel og Margarida Maria Alves blev myrdet, i tillæg til at have støttet regimer som Pinochet i Chile og militærdiktaturer i Argentina og Uruguay.

Erklærede venstreorienterede organisationer og partier forsvarer på det skammeligste alliancen med dette borgerskab som en løsning på landets problemer. Kammerets præsident, Rodrigo Maia (Demokratisk Parti, Rio de Janeiro), som hev arbejdsmarkedsreformen op af sin egen lomme i Kongressen, blev valgt med støtte fra PCdoB (Brasiliens Kommunistiske Parti). Dette er ikke usædvanligt. En af dette partis ledere, Aldo Rebelo, udgav for nylig et manifest, der forsvarede den nationale samling med borgerskabet. Michel Temer blev selv præsident ved at udføre et kup, men også fordi han var vicepræsident under Dilma og PT (Arbejderpartiet).

I øvrigt var den nuværende finansminister, bankieren Henrique Meirelles, den intellektuelle forfatter af reformerne, præsident for Centralbanken under de to Lula-regeringer. Berettigelsen af denne alliance med borgerskabet er, at den er nødvendig for at garantere regeringsmagten. Nu propaganderer de, at ”direkte valg, nu!” er løsningen på krisen. Vi skal minde om, at siden 1989 har vi haft direkte valg, men lønslaveriet og fattigdommen er ikke bragt til ende, og den kapitalistiske klasse har kun øget sin rigdom.

Udnyttelse eller befrielse

Der er andre organisationer på venstrefløjen, som taler om socialisme, mens de forsvarer fortsættelsen af det kapitalistiske system og argumenterer, at en ”bred politik” er nødvendig med de nuværende magtforhold.

De glemmer, at en forandring i forholdet mellem klasserne er baseret på hårdt arbejde, en korrekt politisk linje, hvilket kun marxisme-leninisme garanterer, og på aldrig at skjule sandheden fra arbejderklassen, den eneste ægte revolutionære klasse. Som Marx og Engels advarede i 1848: ”Kommunisterne foragter at skjule deres holdninger og mål.”

I tillæg viser arbejdsmarkedsreformen, at borgerskabets interesser er i modstrid med arbejdernes. Arbejdsgiveren er ikke rig, fordi Gud ønsker det, men fordi han udnytter arbejderen. Arbejderen arbejder i bytte for en lav løn, men alt hvad han producerer med sit arbejde, bilen, bygningen, skoen osv., bliver hos borgerskabet, som sælger produktet og erhverver sig profitten. Det er derfor, at arbejdsgiveren bliver rig, mens arbejderen stadig er fattig.

Det kapitalistiske system er det værste system i verden. Under dette, mens borgerskabet bliver rigere, dør arbejderen af slid, generationer går og hans familie forbliver fattig. Som vi ser med denne reform, den meget opreklamerede modernisering af kapitalismen, øges arbejderens lidelser, frarøver rettigheder, ødelægger familier og kaster tusinder af børn ud i fattigdom og tvinger dem til at tigge på gaden – i stedet for at bringe fremskridt.

Derfor kan arbejderne ikke opnå et bedre liv, så længe kapitalismen, udbytningen af mennesker og privat ejerskab af produktionsmidlerne fortsat eksisterer. De, der ønsker kompromiser, forsvarerne af harmonien mellem borgerskabet og proletariatet, ønsker og forventer, at virksomhedsejerne har en human samvittighed, at de er venlige, men deres handlinger vil kun forhindre udviklingen af en revolutionær bevidsthed i befolkningen.

Det er utvivlsomt, at den eneste måde, hvorpå arbejderen kan opnå sin frihed, er ved at slutte sig sammen med sine kammerater og kæmpe mod den kapitalistiske udbytning, tage magten og erstatte systemet med et socialistisk. For at fremme og forandre den nuværende politiske situation i vores land må vi styrke arbejdernes bevægelse mod borgerskabets for at gøre bevidstheden om klassekampen til et princip og retningsgivende for aktion, for at forsvare socialismen og for at kæmpe for en ny magt og en ny regering uden deltagelse af klassen af udbyttere.

August 2017

Bragt i Unity & Struggle nr. 35, 2017

partiets avis Averdade

averdade.org.br

Klassekamp – Revolution – Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål – Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top