Efter flere amerikanske bankers og den schweiziske Credit Suisses kollaps i marts 2023 er verdens børser og finansmarkeder i oprør.
Den sidste store krise i 2008-2012 og Covid-pandemien udløste en langvarig nulrentepolitik fra centralbankernes side. I mange år var det “gratis” at låne penge. Så kom rentesikringen.
Schweiz er blevet betragtet som en slags bankmekka. At den største bank UBS nu overtager den næststørste, er et tegn på alvoren i hele den europæiske finanssektor. I stedet for at nationalisere Credit Suisse lagde centralbanken 50 milliarder schweizerfranc på bordet for at fremtvinge en fusion med UBS. Dette skete, efter at store saudiarabiske aktionærer havde afvist nye redningsaktioner, og de schweiziske myndigheder havde afvist overtagelsestilbud fra den gigantiske amerikanske grib kapitalfonden BlackRock.
Solide europæiske banker?
Systemet med to stærke Zürich-banker, der “afbalancerer” hinanden, er fortid. De schweiziske skatteydere får en regning på i første omgang 9 mia. schweizerfranc (100 mia. norske kroner) for at garantere UBS-aktionærerne mod tab. Dette kommer oven i garantibeløbet på 50 mia. schweizerfranc.
Den endelige regning kan blive meget højere.
Schweiz er ikke medlem af EU, men den schweiziske finansmarkedstilsynsmyndighed (FINMA) har bevæget sig stadig tættere på EU’s finansielle regler, de samme regler som den norske Finanstilsynsmyndighed følger. EU anerkender indirekte, at denne lovgivningsramme for bank- og kapitalmarkedsunionen er skrøbelig. Kommissionen er ved at udarbejde en række “supplerende” forordninger for at stramme markedet for rentederivater og såkaldte benchmarks i form af risikofri(!) rentesatser. “Reduktion af risikoen for uclearede OTC-derivater: ændring af bestemmelserne om tidspunktet for anvendelsen af visse procedurer” er blot en af en hel række af sådanne kommissionsforordninger.
Den tyske storbank Deutsche Bank er også på gyngende grund. Dens aktiekurs er styrtdykket, ikke mindst fordi investorerne er bekymrede over bankens enorme handel med derivater, der i øjeblikket er bogført til 42 billioner euro. Derivater er finansielle værdipapirer, der tilsyneladende er en forsikring mod pludselige prisudsving i de underliggende aktiver, men de er i sig selv handelsbare spekulationsobjekter. Typiske eksempler er Credit Default Swaps (CDS), som ganske enkelt er en form for gældsforsikring, der kan byttes til andre investorer. OTC-derivater (Over-the-counter) er særligt sårbare. Deutsche Bank har en overvægt af disse.
Kort sagt betyder dette, at selv om Deutsche Bank forekommer solid, kan uro og skepsis på finansmarkederne være nok til at vælte derivater fra tredjeparter.
Rentechok og tvivlsom kreditafdækning
Sanktionerne og krigspolitikken i de seneste par år har forårsaget en enorm inflation, som centralbankerne typisk reagerer på ved ofte at hæve renten for at øge købekraften. De milliarder, der flyder til våbenindustrien og til gigantiske “redningspakker” til Ukraine, dræner de offentlige finanser og bidrager til at opretholde inflationen.
Dette har i et omfang, der kan variere fra land til land, en chokvirkning på erhvervslivet og offentligheden. Fra næsten gratis penge til lån, der svier, i løbet af meget kort tid. I et land som Norge, hvor prisstigningerne hovedsagelig er importerede og forstærkes af en faldende krone, bidrager rentestigninger ikke væsentligt til at dæmpe inflationen. I stedet kan de føre til et sammenbrud på bolig- og ejendomsmarkedet.
I Norge er renten steget fra nul til tre procent i løbet af halvandet år. En person med et 30-årigt lån på to millioner norske kroner vil få 5000 norske kroner ekstra i månedlige udgifter ved en rentestigning på tre procent.
I “Finansielt Utsyn” fra december 2022 gav Norges Finanstilsyn en advarsel om, hvad der venter os:
“I de seneste år er der opbygget betydelige sårbarheder i det finansielle system. Husholdningernes og de ikke-finansielle selskabers gæld er steget betydeligt i mange lande over flere år. Kombinationen af høje gældsbyrder og stigende renter rammer husholdninger og virksomheder hårdt og forværres af kraftige stigninger i energi-, fødevare- og råvarepriserne. I mange lande er den offentlige gæld også steget betydeligt i de seneste år, til dels som følge af støtteforanstaltninger under pandemien. Det finanspolitiske råderum er blevet reduceret, og økonomierne er mere sårbare end tidligere over for højere renter på statsgæld,” skriver myndigheden.
“De norske husholdningers høje gæld udgør en betydelig finansiel sårbarhed,” hedder det videre. “De norske husholdninger og den norske økonomi er således særligt udsat for en kraftig rentestigning. I tilfælde af en rentestigning på 5 procentpoint i forhold til niveauet i 2020 vil den gennemsnitlige rentebyrde for husholdningerne som helhed stige fra ca. 6 til ca. 15 procent af indkomsten efter skat. For husholdninger med en gæld, der er større end fem gange deres indkomst efter skat, vil rentebyrden stige fra ca. 14 til næsten 37 procent.”
Bankernes kreditbeskyttelse er mindre rådden i dag end for ti-femten år siden. I de nordiske lande er kravene til egenkapitalen også blevet strengere. Men ingen bank kan modstå, hvis alle kunder kræver at få deres indskud hævet på én gang. Og når folk ikke længere er i stand til at betale for deres gæld, står kreditorerne også over for en krise. Hele finans- og kreditsystemet er baseret på indskyderes og långivers tillid til, at deres penge er sikre.
Køb og salg af dollars
Den nuværende systemiske krise for amerikanske og europæiske banker hænger også sammen med den faldende tillid til dollaren. Den tilsyneladende “styrke” i den amerikanske dollar er resultatet af et uholdbart paradoks: I halvtreds år er dollaren blevet brugt til at finansiere USA’s stadigt voksende udlandsgæld og krigsøkonomi gennem salg og pantsætning af amerikansk ejendom og statsgæld. Dette har været muligt, fordi USA i et par århundreder har påtvunget verden dollaren som handelsvaluta for olie og dermed også som en uundværlig reservevaluta. Lande, der har forsøgt at frigøre sig fra dollarkoblingen, som f.eks. Irak og Libyen, er blevet bombet til ukendelighed.
Mange forudser, at dette langvarige dollarhegemoni er ved at falde. Dette hænger sammen med udviklingen af imperialismen, hvor nye magter opstår på bekostning af deres rivaler. Vestlige sanktioner for at straffe det olieeksporterende Rusland fremskynder ironisk nok tendensen til at vende ryggen til dollaren. Lande som Indien og Kina dropper i stigende grad dollaren og afregner deres olietransaktioner i russiske rubler, renminbi eller andre valutaer.
Investorer i Europa og Japan har igennem lang tid købt amerikanske statsobligationer, som har givet højere renter. Men efter bankkollapser som f.eks. i Silicon Valley Bank har det hastværk, der har ført til køb af statsobligationer, ført til et kursfald, der ligner det store aktiekrak i 1987. Når det almindelige rentemarked går op, har statsobligationer en tendens til at falde i værdi.
Den Europæiske Centralbank (ECB) opererede med negative renter mellem 2014 og 2019, men har nu et rentegulv på 3 %. Japans centralbank opretholder stadig negative renter eller nulrenter. Den amerikanske centralbank har for sin del hævet renten til 4,75 pct. Kombineret med rentestigninger, der rammer almindelige amerikanere hårdt, skal den gigantiske “grønne” støttepakke IRA (Inflation Reduction Act) på næsten 400 mia. US-dollars bidrage til at tiltrække europæisk kapital til USA og dermed styrke dollaren. Dette har igen skabt panik i EU (og til dels i Norge).
Tyskerne og japanerne har brug for euro eller yen til deres betalinger. De går til deres banker for at konvertere deres dollarindtægter til national valuta. Bankerne låner til gengæld dollars i USA og sælger dem på terminsmarkedet til gengæld for euro og yen. Når de europæiske bankers aktiekurser falder, får de problemer med deres lånekapacitet og kreditværdighed. De kan ikke låne alle de dollars, der er nødvendige for at forsyne de lokale investorer.
Det betyder til gengæld, at når de udenlandske køb af amerikanske gældsbeviser tørrer ud, stiger omkostningerne til finansiering af det amerikanske budgetunderskud (1,1 billioner dollars i 2021), hvilket presser renterne op på verdens finansmarkeder.
Med andre ord, en evig ond cirkel.
– Deutsche Bank er i virkeligheden en hedgefond
“Hele det europæiske bankvæsen er generelt set en katastrofe. Det viser også historien med et samlet aktionærafkast på 1,2 procent i de seneste 20 år. Nogle har haft negative afkast og andre positive, men gennemsnittet er 1,2 procent. Simpelthen en katastrofe. Jeg er selv en stor kunde i en europæisk børsnoteret bank med kontor i Monaco, men jeg ville aldrig røre denne aktie eller UBS eller Deutsche Bank. Deutsche Bank er ikke en bank, men i virkeligheden en hedgefond,” sagde investor Arne Fredly til DN.no den 24. marts.
“Man kan sige, at det er et rigget system. Mange af bankerne er simpelthen ikke involveret i det, vi opfatter som normal bankdrift, og mange af de regionale banker i USA virker som hedgefonde med dårlige forvaltere,” fortsætter han.
Fredly mener også, at det norske, svenske og i nogen grad danske bankmarked er solidt og præget af streng regulering fra deres finanstilsyn. Mon dog? Var det ikke det, vi hørte, før DnB kollapsede i 2008?
Ligesom i 2007-2008 er “kreditforsikring” i form af Credit Default Swaps (CDS) en af de udløsende faktorer sammen med såkaldte hybridobligationer, en særlig risikabel form for virksomhedsobligationer. Da forsikringsprisen for Deutsche Banks CDS’er skød i vejret, førte det til et fald på 10 procent i den tyske banks aktiekurs. Flere kan være på vej.
Kryptovalutaer er ny faktor for ustabilitet
Der er opstået en ny sort plet i den finansielle verden. Kryptovalutaer var et ukendt fænomen under krisen i 2008. Den mystiske guru Nakamoto grundlagde først Bitcoin i 2009.
De globale investeringer i blockchain- og krypto-virksomheder blev i 2021 vurderet til 32 mia. dollar. I 2022 styrtdykkede Bitcoin-værdierne, og investorerne flygtede til mindre risikable investeringer. Kryptobørsen FTX kollapsede i november sidste år. Den næststørste markedsplads for køb og salg af kryptovalutaer, Coinbase, kan blive anklaget for at overtræde amerikansk værdipapirlovgivning.
Regeringer i USA og Europa skynder sig ind med forsikringer om, at banksystemet er sikkert og sundt. Når de er nødt til at gøre det, er der altid grund til at være på vagt.
Bankkrisen i USA og Schweiz er næppe til at overse. Den er snarere et forvarsel om kommende ting, hurtigere end vi tror. Og norske banker kan vise sig at være lige så vaklende som schweiziske banker.
Som altid under kriser vender investorerne tilbage til guldet. Guldprisen er endnu en gang på vej mod 2000 dollars pr. ounce.
29. marts 2023
Oversat fra Revolusjon , udgivet af Kommunistisk Platform marxist-leninister, Norge