Situationen i Rusland i 1914
I 1914 var Rusland under det tsaristiske autokratis åg. Det var en politisk magt, der hovedsagelig afhang af og baserede sig på de store landejere, feudalherrerne, adelen, den ortodokse kirke og på et brutalt politi og en militær organisation, der voldsomt undertrykte al opposition. Efter 1905-revolutionens nederlag havde tsar-regimet genvundet kontrollen og udsatte de arbejdende masser for en voldsom udnyttelse og undertrykkelse. Årsagerne, der havde ledt til 1905-revolutionen, var der stadig. For langt de fleste bønder som for arbejderklassen var Rusland synonymt med et elendigt liv med udnyttelse og afsavn. For de ikke-russiske folk i grænseregionerne var situationen endnu mere forfærdelig, for dem var tsarismen et ægte fængsel.
På det tidspunkt var Rusland stadig en halvkoloni for vestlige lande, især underlagt britisk og fransk imperialisme. Tsarismen afhang af disse magter gennem massive lån af kapital. Traktater bandt tsaren til Frankrig og forpligtede Rusland til at erklære krig mod Tyskland for at åbne en front mod øst. I denne krig forfulgte tsaren, men også det russiske borgerskab, der havde økonomisk magt, deres egne imperialistiske mål: at plyndre Østrig (allieret med Tyskland) og besætte den rige region Galicien; at tage Konstantinopel, nøglen til Dardanellerstrædet og adgang til havet. Tsarismen, ligesom borgerskabet, så i krigen også midlerne til at standse den revolutionære bevægelses opsving.
”Det russiske imperialistiske bourgeoisi lagde sit håb i det tsaristiske autokrati som en knytnæve, der kunne sikre erobringen af nye markeder og nye territorier på den ene side og knuse arbejdernes og bøndernes revolutionære bevægelse på den anden side.” 1
Fra foråret 1912 oplevede arbejderbevægelsen en ny udvikling. Massakren på Lena-minearbejderne i Sibirien, som fredeligt demonstrerede for deres krav, havde konsekvenser i hele landet og markerede begyndelsen på udviklingen af en massestrejke-bevægelse. I 1914 voksede strejkerne i fabrikkerne i størrelse og i deres politiske karakter imod regimet, og til tider havde de endog en oprørskarakter med barrikader og voldelige sammenstød med politiet.
Krigen tilspidser alle modsætninger
Den 14. juli 1914 proklamerede den tsaristiske regering en generel mobilisering, og den russiske hær blev deltager i første verdenskrigs imperialistiske omfordeling. Fra de første dage af krigen led de russiske tropper store tilbageslag. I én kamp, den 30. august 1914, havde den russiske hær allerede 20.000 dræbte og 90.000 tilfangetagne. Men det var først og fremmest i 1915, at Rusland oplevede fiasko på fronten og enorme vanskeligheder i baglandet. I anden halvdel af 1916 blev klassemodsætningerne markant skærpet.
Hæren var ikke forberedt på denne krig. I sommeren 1914 havde den kun reserver til seks måneder. Dens militærindustri havde en alvorlig teknisk tilbageståenhed. Meget snart ville soldaterne ikke have mere ammunition, varmt tøj, sko, mad osv. De blev befalet af uduelige og korrupte officerer. Bagude faldt produktionen i fabrikkerne og på landet, fordi mændene blev sendt til fronten som kanonfoder. Brændstof og råmaterialer manglede for at køre fabrikkerne, hvis forældede udstyr var ineffektivt. Transport var uorganiseret. Det tsaristiske statsapparat var i fuldt forfald, lammet af bureaukrati og dets lederes utilstrækkelighed. Spekulation i lagre af hvede var på sit højeste. Byernes befolkning kunne ikke længere brødføde sig selv. De endeløse køer foran bagerierne nærede deres vrede mod regimet.
Det bolsjevikiske partis rolle og handling
Gennem 1905-revolutionens ebbe og under hovedvægten af Stolypin2-reaktionen udnyttede bolsjevikkerne selv de mindste legale muligheder for at opretholde forbindelserne med masserne: fra forsikringsfondene til fagforeningerne og Dumaen kombinerede de dette arbejde med ulovlige aktioner. De var de eneste, der ikke sænkede deres bannere og forblev trofaste mod deres program. Mensjevikkerne havde givet op og forkastet deres revolutionære opgaver og paroler for at omdanne sig til et reformistisk parti. Trotskisterne støttede dem for deres del under dække af forsvaret for ”partiets enhed”.
Men bolsjevikkerne, med Lenin i spidsen, forstod, at de ikke kunne tage det næste fremskridt i revolutionen, så længe mensjevikkerne forblev i partiet. Derfor blev mensjevikkerne ekskluderet fra partiet på Pragkonferencen, der indkaldtes i januar 1912. Det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti (bolsjevikisk) udgjorde derfra et uafhængigt parti, et parti af en ny type.
Februar 1917: Den demokratiske revolution mod det tsaristiske regime
Hvor krigserklæringen og mobiliseringen af de store masser af bønder og nogle af arbejderne havde afbrudt udviklingen af den revolutionære bevægelse, så ville de militære nederlag, de rystende forhold, hvorunder soldaterne kæmpede ved fronten, og lidelserne hos befolkningen i baglandet skabe en gunstig situation for genoptagelsen og udviklingen af den revolutionære bevægelse.
Efter tre års krig rasede vreden mod den tsaristiske regering. Borgerskabet selv var utilfreds, fordi det frygtede, at tsaren ville underskrive en separatfred med Tyskland. Dets mål var en paladsrevolution, der ville sætte tsar Nikolaj II til side og erstatte ham med en tsar knyttet til borgerskabet, Michael Romanov (bror til Nikolaj II). Dette ville gøre det muligt for borgerskabet at tilsnige sig magten, mens det forhindrede revolutionen. Denne plan støttedes af de franske og engelske regeringer.
Men de regnede ikke med styrken i udvikling i arbejderbevægelsen.
Fra januar og februar 1917 fandt strejker, demonstrationer og møder sted, som voksede i Petrograd og Moskva og tog en mere og mere markant politisk karakter. Bolsjevikpartiet forberedte sig på den væbnede opstand.
Den 23. februar (8. marts) demonstrerede arbejderne mod hungersnød, krig og tsarisme med råbet: ”Ned med Tsaren! Ned med krig! Brød!” Den 26. februar (11. marts) fandt opstanden sted. Arbejderne afvæbnede politiet og gendarmeriet og bevæbnede sig selv. Den 27. februar gik tropperne over på folkets side. De tsaristiske ministre og generaler blev arresteret. De revolutionære kom ud af fængsel. Sejren blev først vundet i Petrograd, sædet for tsarregimet, og udstrakte sig siden til hele landet.
Proletariatet var den hegemoniske kraft i dette oprør, der omstyrtede tsarismen. Men indtil oktober blev der dannet en dobbelt-magt: Borgerskabet var ikke stærkt nok til at styre selv og udøve sin magt. Arbejderklassen og bønderne var endnu ikke klar til at slippe af med borgerskabet og udøve deres magt selvstændigt.
”Arbejderne og bønderne klædt i militærklæder havde udført revolutionen, men i første omgang var det ikke dem, der fik frugterne: foruden sovjetterne var bourgeoisiets regering opstået.” 3
Sovjetternes fremkomst
Sovjetterne var fremkommet i 1905-revolutionen som den væbnede opstands organer og den nye magts foster. De reorganiserede sig i løbet af revolutionens kurs i februar 1917. Denne gang blev de udvidet til at blive sovjetter for arbejderne og soldaterne. Faktisk var flertallet mobiliserede bønder under deres soldater-uniformer.
Mensjevikkerne og de socialrevolutionære, som repræsenterede partier, der ville indgå forlig med borgerskabet, havde flertallet i sovjetternes ledelse i Petrograd og Moskva ligesom i mange andre sovjetter. Dette kunne forklares ved, at de bolsjevikiske ledere i lang tid havde været fængslet eller i eksil. De kunne ikke genoptage deres plads i den politiske kamp i Rusland før efter februarrevolutionen. Desuden var 40 % af arbejderne blevet indrulleret i hæren og var derfor ved fronten. Et stort antal små selvstændige, håndværkere og butiksejere var gået ind i virksomhederne for at undgå mobilisering. Den nye arbejdsstyrke, der blev rekrutteret til fabrikkerne, kom fra landet og havde stadig et lavt bevidsthedsniveau. Den kendsgerning, at folkets store masser ikke havde noget kendskab til politik og blev overvældet af bølgen af småborgerlige elementer midt i revolutionens første succeser, forklarer det faktum, at mensjevikkerne og de socialrevolutionære i flere måneder var i stand til at holde sovjetternes lederskab og at påvirke dem politisk.
På alle de afgørende spørgsmål i krigen og revolutionen var mensjevikkerne og bolsjevikkerne i opposition
Om krigen: Mensjevikkerne havde tilpasset sig de positioner, som partierne i 2. internationale havde, hvilket var at støtte hvert lands bourgeoisi i sine imperialistiske krigsmål imod borgerskabet i de modstående lande. Mensjevikkerne støttede deres borgerskab i krigen mod den tyske ”aggressor”. De forsvarede social fred i landet for ikke at bremse borgerskabet i dets stræben efter krigen. De udbredte ideen om, at det russiske borgerskab ikke var ansvarlig for krigen. Centristerne, Kautsky, Trotskij, Martov og andre, som adskilte sig fra mensjevikkerne ved at bruge venstreorienterede fraser i kampen mod krigen, forsvarede i hovedsagen samme politik, da de nægtede at stemme imod krigskreditter og var tilfredse med at undlade at stemme. Faktisk opgav alle opportunisterne klassekampen under krigen.
I modsætning hertil havde det bolsjevikiske parti en meget klar holdning mod den imperialistiske omfordelings-krig: at omdanne den imperialistiske krig til en revolutionær borgerkrig, altså at arbejderne, bønderne og soldaterne måtte vende deres våben mod deres eget borgerskab for at arbejde for deres regerings nederlag i denne krig. I modsætning til de pacifister, der sukkede efter fred og udelukkende udtalte sig om emnet, arbejdede bolsjevikkerne hårdt for at gøre fredsarbejdet til praksis. Det betød at stemme imod krigskreditter, skabe ulovlige organisationer i hæren og flåden og opmuntre til forbrødring mellem soldaterne på fronten.
Bolsjevikkerne anvendte disse positioner med mod og beslutsomhed. I november 1914 blev de deputerede fra den bolsjevikiske fraktion i Dumaen, der havde stemt imod krigskreditter og havde fordømt tsarismens og borgerskabets krigsmål, anklaget for højforræderi, berøvet deres borgerrettigheder og deporteret til det østlige Sibirien.
Om muligheden for revolution i et enkelt land: Mensjevikkerne og opportunisterne troede ikke på muligheden for en socialistisk revolution i et enkelt land. De fastholdt ideerne fra den før-imperialistiske kapitalismes teoretikere, hvor de socialistiske revolutioner, ifølge dem, ville sejre samtidig i alle de industrialiserede lande.
I sin bog, der blev offentliggjort i foråret 1916, ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadie”, viste Lenin, at denne opfattelse ikke længere var gyldig. Han forklarede, at imperialismen ikke kun var svanger med den socialistiske revolution, men også at på grund af den ujævne udvikling i de kapitalistiske lande kunne den imperialistiske front brydes, hvor den var svagest.
”Ujævn økonomisk og politisk udvikling er en absolut lov for kapitalismen. Således er socialismens sejr først mulig i en række eller endog i ét kapitalistisk land alene …” ”Socialismen kan ikke opnå sejr samtidig i alle lande. Den vil nå sejr først i ét eller flere lande … ”4
Om nødvendigheden af en alliance mellem arbejderklassen og bønderne for at vinde ledelsen i den demokratiske revolution og føre den helt igennem: Igen forsvarede mensjevikkerne og bolsjevikkerne modstridende synspunkter. Mensjevikkerne hævdede, at revolutionen på grund af sin borgerlig-demokratiske natur skulle ledes af det liberale borgerskab. Proletariatet var nødt til at hjælpe borgerskabet til at erhverve magt, men ikke vise sit revolutionære kontrafej af frygt for at skræmme borgerskabet og kaste det i det tsaristiske eneherredømmes arme. Proletariatet var nødt til at stille sig tilfreds med at udøve pres udefra for derved at tvinge borgerskabet til at bære den borgerlige demokratiske revolution til ende. Proletariatet måtte derfor spille en underordnet rolle som det liberale borgerskabs vedhæng.
For bolsjevikkerne var det proletariatet, der havde størst interesse i den demokratiske revolutions sejr. Det var dem, der måtte organisere den, udvikle den politisk, for at få erfaring i de arbejdende massers politiske ledelse og dermed forberede sig på overgangen til den socialistiske revolution. Det bolsjevikiske parti vidste også, at bønderne havde en interesse i denne revolution, at denne revolution alene ville gøre det muligt for dem at gøre regnskabet op med klassen af landejere og give jorden til bønderne. Det viste sig, at borgerskabet ikke ønskede at give landet til bønderne eller at stoppe krigen, og at derfor ville enhver forligspolitik med det føre til, at revolutionen ville fejle.
Hvordan ville bolsjevikkerne fortsætte, mens flertallet af sovjetternes lederskab stadig var i mensjevikkernes hænder?
Bolsjevikkerne blev ikke modløse, men udviklede tålmodigt et forløb med at afsløre den provisoriske regerings imperialistiske karakter og fordømme de socialrevolutionæres og mensjevikkernes svigt. De forklarede utrætteligt, at for at vinde fred var det nødvendigt at vælte den provisoriske regering og etablere sovjetternes magt.
Begyndende med februar-sejren rekonstruerede partiet sine presseorganer, som var blevet forbudt i begyndelsen af krigen. Efter at være kommet ud af illegalitet og stadig numerisk svagt havde det ikke desto mindre en organisme af kadrer modnet og hærdet i kampen. Partiet og de proletariske organisationer ville bruge alle de demokratiske frihedsrettigheder, der var blevet vundet: retten til at tale og mødes, til at opbygge forbindelser, demonstrere, presse m.v. for at udvikle deres arbejde.
I april vendte Lenin tilbage fra eksil og præsenterede sine teser. Det var en plan til at overgå fra den borgerligt-demokratiske revolution til den socialistiske revolution. ”April-teserne” supplerede og præciserede indholdet af bogen ”To taktikker for Socialdemokratiet i den demokratiske revolution”, som Lenin havde skrevet i foråret 1905. Disse teser, som blev vedtaget af partiet, bevæbnede det til at udføre sine øjeblikkelige opgaver.
På dagsordenen var et tålmodigt arbejde med forklaring, afklaring, kritik og udbredelse af parolen ”Al magt til sovjetterne”. Det var således nødvendigt at vinde flertallet i sovjetterne. Men for at gøre dette var propaganda ikke nok. Det var nødvendigt at kombinere dette arbejde med massernes erfaringer. Dette var absolut nødvendigt for at eliminere borgerskabet og de socialrevolutionæres indflydelse på bønderne.
Den provisoriske regering skulle give dem denne mulighed. Den 18. april meddelte udenrigsministeren for den borgerlige provisoriske regering de allierede, at Rusland ville føre krigen til den endelige sejr, og at ”den provisoriske regering er fast besluttet på fuldt ud at respektere sine forpligtelser over for vores allierede”. Siden borgerskabet og dets allierede, de socialrevolutionære og mensjevikkerne, havde lovet fred, da arbejdernes og bøndernes masser krævede fred, da de havde stået op mod tsarismen under fredens parole, blev denne erklæring modtaget som forræderi og frigjorde massernes vrede. Den 20. april opfordrede det bolsjevikiske partis centralkomité dem til at protestere mod den provisoriske regerings krigspolitik. Næsten 100.000 demonstranter marcherede råbende: ”Offentliggør de hemmelige traktater”, ”Ned med krigen”, ”Al magt til sovjetterne”. Denne demonstration forårsagede en krise i den provisoriske regering. Der blev dannet en ny regering, hvori socialrevolutionære og mensjevikker trådte ind.
Selvom denne erfaring spillede en vigtig rolle i at afsløre borgerskabet, var arbejderklassen og bondemasserne stadig under indflydelse af de reformistiske forligspartier.
I juni 1917, på den første sovjetkongres, havde mensjevikkerne, de socialrevolutionære og andre opportunister stadig flertallet. Der var 100 bolsjevikiske delegater sammenlignet med 700 eller 800 delegater fra de andre strømninger (mensjevikker, socialrevolutionære, osv.).
En anden smertefuld oplevelse skulle åbne massernes øjne for borgerskabets karakter og især for de kontrarevolutionære forligspartiers karakter. I begyndelsen af juli lancerede den provisoriske regering, hvor mensjevikkerne deltog, en offensiv på fronten. Denne offensiv førte til nederlag. Da denne nyhed blev kendt, udløste det massernes vrede. De indså, at den provisoriske regering på trods af sine løfter var for krigen, og at den centrale eksekutivkomité for Ruslands sovjetter og den i Petrograd (anført af de socialrevolutionære og mensjevikkerne) ikke ville eller ikke kunne modsætte sig det.
Arbejderdemonstrationer udviklede sig derefter i Petrograd. Arbejdernes bataljoner ønskede at overgå til opstanden, men partiet bedømte, at øjeblikket var for tidligt, at betingelserne for en sejr for dette oprør endnu ikke var klar. Bolsjevikkerne deltog ikke desto mindre i det for at gøre det til en kraftfuld demonstration, men fredelig og organiseret. På trods af demonstrationens fredelige karakter blev reaktionen sat i aktion, og en repression ramte partiet og de revolutionære arbejderorganisationer og folkelige organisationer. Dette var enden på dobbelt-magten. Borgerskabet havde taget al magt i hænderne, og revolutionens fredelige fase var slut. Bolsjevikpartiet forberedte sig selv og masserne til væbnet opstand.
Partiets sjette kongres mødtes i hemmelighed i slutningen af juli og begyndelsen af august. Dens arbejde bestod i at forberede partiet på den væbnede opstand, for den socialistiske revolution.
I de efterfølgende uger forsøgte reaktionen et kup. Dette blev knust af arbejdernes og folkets mobilisering ledet af bolsjevikkerne. Magtens balance skiftede til fordel for revolutionen. Partiet var parat, sovjetterne blev genoplivet og frigjorde sig fra de socialrevolutionæres og mensjevikkernes forligspolitik. De fattige og småbønderne strømmede over på arbejdernes side. Sovjetternes anden kongres blev indkaldt, bolsjevikkerne var forberedte til at vinde flertallet af delegerede og tage ledelsen af den.
Partiets Centralkomite, der mødtes den 20. oktober, besluttede efter en grundig og omhyggelig analyse af situationen at starte opstanden. Om natten den 25.-26. oktober blev Vinterpaladset, hvor den midlertidige regering var forskanset, taget ved et angreb. Den 25. blev den anden sovjetiske kongres åbnet. Bolsjevikkerne havde flertal. Magten overgik på sovjetternes hænder, som natten til den 26. oktober vedtog dekretet om fred, dekretet om jord og dannede den første socialistiske regering: Folkekommissærernes råd.
Hvad studiet af revolutionens udvikling i Rusland fra 17. februar (borgerlig-demokratisk revolution) til 17. oktober (socialistisk revolution) lærer os
Det bolsjevikiske kommunistparti var i stand til at vinde den politiske ledelse af sovjetterne og den revolutionære bevægelse af de arbejdende masser i Rusland, fordi:
1) Dette parti var bevæbnet ideologisk, teoretisk og politisk. Det vidste, hvordan man skulle rense sine rækker for opportunister og konstituere sig som et selvstændigt parti af en ny type, der fungerede på grundlag af demokratisk centralisme.
2) Det havde et klart mål, den socialistiske revolution, som dent aldrig afveg fra. I de vanskeligste situationer (reaktionens dominans, den voldsomme undertrykkelse og de hårde betingelser med hemmelig aktivitet) sænkede det aldrig dette banner.
3) På hvert trin i udviklingen af klassekampen vidste det, hvordan man udformer en konkret vej for at komme til næste mål. Det tog en fleksibel offensiv taktik, da situationen krævede det. Det vidste, hvordan man trækker sig tilbage i god orden, når tilbagetog var nødvendigt. I hver situation vidste det, hvordan man opsummerede de arbejdende massers forhåbninger for at kunne overføre dem til paroler for kampen.
4) Det talte i sine rækker disciplinerede, modige kommunister, som var klar til at kæmpe og tage føringen i kampene, og havde fuld tillid til massernes heltemod og revolutionære kapacitet. Kommunister, der uanset betingelserne fandt måder til at opretholde og udvikle deres forbindelser til masserne gennem masseorganisationerne.
5) Det var denne tillid til de arbejdende masser, der gjorde det muligt for partiet at finde måder til at rykke dem fri af indflydelse fra de reformistiske forligsparter, som ikke ønskede revolutionen, men kun simple reformer af det borgerlige system. Bolsjevikkerne vandt ledelsen af den revolutionære bevægelse ved hjælp af det tålmodige forklarende arbejde, ved hjælp af alle de midler, de havde til deres rådighed, og på baggrund af erfaringerne fra arbejderklassen og de arbejdende bønder.
Bragt i Unity & Struggle nr. 34, juni 2017
Noter
1 (History of the Communist Party of the Soviet Union (Bolsheviks), International Publishers edition, New York, 1939, p. 162)
2 Stolypin var en minister i den tsaristiske regering. Han udførte en hård undertrykkelse mod arbejder-organisationerne og udførte en politik for nedbrydelse af fælles ejerskab af jord og forværrede småbøndernes situation.
3 (History of the Russian Revolution, Vol. I, p. 94, Line of Demarcation edition – Montreal 1981)
4 (Excerpts from the article “On the Slogan for a United States of Europe” – August 1915, Lenin, Collected Works, Vol. 21, p. 342, and from “The Military Programme of the Proletarian Revolution” – September 1916, in Lenin, Collected Works, Vol. 23, p. 79)
5 I begyndelsen var SR et bonderevolutionært parti, men til sidst repræsenterede de rige bønder, intellektuelle og politisk uudviklede folk fra de fjerne landdistrikter.