Efter en ekstrem kursudvikling inden for det sidste år gik den digitale valuta før jul ned med et kursfald på halvtreds procent.
Kryptovalutaer, med bitcoin som den mest kendte, er på mange måder besnærende. Vi kan slippe for at blive overvåget og logget af myndighederne ved hver eneste handel, vi laver. Vi kan låne af hvem som helst. Banker, ågerrenter og gebyrer kan måske blive historie. Folk kan så at sige få deres eget betalingsmiddel.
Denne smukke historie er desværre lidt for god til at være sand. Det skal vi se nærmere på. Men først lidt om, hvad en kryptovaluta er, og baggrunden for dagens bitcoin-feber.
En bitcoin kunne i januar 2017 handles for ca. 1000 dollar. 17. december 2017 kostede en bitcoin 17.000 dollar. Altså en værdiforøgelse på 1700 procent i løbet af et år. Det meste af kursudviklingen ser ud til at være drevet frem af de asiatiske lande Sydkorea, Japan og Vietnam, ifølge en ny undersøgelse. På dagen før jul 2017 kom det fald, mange havde ventet på, da kursen på næsten alle kryptovalutaerne skred. Bitcoin havde det største fald med omkring 40-50 procent.
Krypovalutaer findes i en mængde varianter og med forskellige krypteringsløsninger.
Bitcoin er den mest kendte og derfor den, vi koncentrerer os om her.
Der er i udgangspunktet meget mystik forbundet med bitcoin. Satoshi Nakamoto grundlagde teknologien i 2009. Ingen ved, hvem denne Nakamoto er, eller om der i det hele taget er tale om en person. Det kan være en gruppe af folk eller for den sags skyld en efterretningstjeneste. Den mystiske guru Nakamoto, som i to år var særdeles aktiv på mange netfora, ophørte tilsyneladende helt med at eksistere i 2011. Men teknologien og valutaen lever videre. Kryptografi bliver brugt for at sikre og anonymisere transaktioner og til at udstede nye digitale valutaenheder.
Pengenes funktion
Penge har traditionelt tre funktioner. De kan tjene som byttemiddel, som en måde at akkumulere værdier og som et værdimål. Alle disse funktioner forudsætter, at der findes et minimum af generel samfundsmæssig enighed og tillid til, at den pengeenhed, der er tale om, repræsenterer en reel underliggende værdi.
I valutaform er pengene et internationalt byttemiddel, som repræsenterer den relative økonomiske, udviklingsmæssige og militære styrke hos en stat i forhold til andre stater og deres valutaer. Særlig de mindre staters valutaer er udsat for spekulation og manipulation på de internationale valutabørser.
Mens kontrollen over ”normale” valutaer (som norske kroner, euro osv.) ligger hos en centralbank, normalt en seddelbank som Norges Bank, er kryptovalutaer decentraliserede. Algoritmer skal sørge for, at transaktioner og generering af nye digitale mønter sker på en planmæssig og forudsigelig måde, for bitcoin med en maksimumsgrænse på 21 millioner møntenheder. Hvert fjerde år halveres antallet af nye ”mønter”. Disse kan igen deles.
Processen foregår normalt i form af en blokkæde (blockchain), hvorfra informationen bliver spredt til en række punkter, som gensidigt kontrollerer hinanden mere eller mindre kontinuerligt. Bitcoin-netværket genererer et nyt parti med bitcoins omtrent hvert tiende minut, med en kapacitetsgrænse på 1 megabyte.
Digitale guldgravere
Efterhånden som kontanter bliver mindre almindelige, er kryptovalutaer et oplagt alternativ for den, som vil sikre sig anonymitet og undgå overvågning. Det kan være helt legitimt, men er selvfølgelig specielt interessant for kriminelle miljøer – og for forskellige staters efterretningsorganer og misinformationskampagner.
Kryptovalutaen iota er en delvis norsk opkomling, som i stedet for en blokkæde bruger det, de selv beskriver som en ny fase i krypteringsteknologien, Tangle. Mens bitcoin og tilsvarende valutaer tager transaktionsgebyrer og har en grænse for, hvor mange transaktioner de kan behandle i sekundet, hævder iota, at den ikke har disse begrænsninger.
Det skal tilføjes, at det er frivilligt i bitcoin-systemet, om man vil betale et gebyr, men hvis man ikke gør det, er der fare for, at transaktionen bliver forsinket eller måske ikke behandlet.
Systemet er afhængigt af, at der er personer og institutioner, som stiller datakapacitet til rådighed for at være ”minere”, som gennemfører og overvåger transaktionerne. ”Minere” får betaling ud fra, hvor mange transaktioner systemet udfører gennem aktørens maskiner. Den betaling, de får, sker i form af en andel af nyudstedte bitcoins. Der skal være en kontinuerlig kø af transaktioner, for at tilstrækkeligt mange ”minere” vil finde det attraktivt at være afregningskontor.
Det er klart, at en opskruet bitcoin-hype gør det mere interessant at bidrage til transaktionsstrømmen og få en bid af omsætningen i form af bitcoins på optur. Bagsiden af medaljen er, at der bliver mindre til hver enkelt, jo flere der følger trenden.
En boblende energisluger
Kryptovalutaen har et andet stort problem: Det formidable energiforbrug. Enorme mængder datakraft bruges for at generere nye digitale mønter. Det totale elforbrug er foreløbig 29 terawatt-timer (TWh) om året. Den norske elproduktion i 2016 var til sammenligning på ca. 150 TWh. Hvis den nuværende vækstrate fortsætter, vil netværkerne til bitcoins bruge mere strøm end hele USA i løbet af et par år.
Dette er nok en af grundene til, at energiselskaber som Agder Energi vælger at investere. Energiselskabet ser også handel med el direkte mellem privatpersoner for sig.
På grund af relativt lave elpriser er en del nordmænd redet med på bølgen og har investeret i højteknologiske maskinparker for mange millioner. De er både afhængige af, at processorerne kører kontinuerligt på fuld kraft for at knække de komplicerede algoritmer, som må til for at udvinde nye bitcoins, og af, at der er investorer, som er interesserede i at leje maskinkapacitet. Elomkostningerne for at holde en mellemstor maskinpark på for eksempel 15 maskiner i drift udgør 14.000 kr. om måneden.
Nervøsitet og børsrus
Stater og banker er i tvivl om, hvordan de skal forholde sig til kryptovalutaen. I nogle lande er bitcoins forbudt som betalingsmiddel, i andre er det legalt. Nogle banker formidler køb og salg af bitcoins, andre gør det ikke. Også den norske regering er urolig for, hvad denne udvikling kan betyde, og trommer eksperter sammen for at se på, hvilke muligheder der er for regulering af bitcoin og kryptovaluta.
Nu har Wall Street åbnet for short-salg af Bitcoin som den nyeste form for fiktiv kapital. Derivatbørsen CME i Chicago er fulgt efter, mens teknologibørsen Nasdaq åbner for handel med kryptovalutapapirer i 2018. Short-salg og derivater er rent spekulative børsoperationer, som kan give stor gevinst ved brat op- eller nedgang i kursen. Investeringsbanker og mæglervirksomheder som JP Morgan og Goldman Sachs har investeret i bitcoin-relaterede selskaber. Alt dette fører naturligvis efterspørgslen og prisen yderligere op.
En hel horde af nye selskaber med egne kryptovalutaer kommer ind på markederne og tiltrækker investorer, godt hjulpet af mediestormen. Det hele kan minde om børsrusen, da en lang række nye IT-selskaber kom på banen i 1990’erne. Den såkaldte dot.com-bølge endte med et voldsomt krak på Nasdaq-børsen i 2000. Den ramte ikke kun nytilkomne. Et selskab som Microsoft fik sin børsværdi halveret i løbet af dette år.
Derivathandel er et spillekasino, som var en væsentlig årsag til finanskrisen i 2007-08 og en del af pyramidespillet, som er taget til i de senere år – godt hjulpet af, at centralbankerne og myndighederne i de imperialistiske lande masseproducerer ”luftpenge”.
Digitale luftpenge
Den virkelige ”værdi” i kryptovalutaerne ligger i mulighederne for at spekulere i dem. Selve valutaen er endnu mere skrøbelig end almindelige valutaer, fordi den udelukkende er baseret på tro, håb og tillid og ikke har dækning i materielle værdier på nogen som helst måde.
Enhver anden valuta er rigtignok også baseret på tillid, det vil sige, at køber og sælger er enige om den værdi, valutaen repræsenterer som transaktionsmiddel og som kilde til opsparing. I imperialismens epoke er alle valutaer mere og mere blevet til papirværdier, eftersom stadig færre af dem har dækning i guldbeholdninger som tidligere. Norges Bank har for eksempel solgt alt det guld, banken rådede over. Alligevel har den norske krone en samfundsøkonomisk rygdækning i nationale ressourcer og i landets økonomiske potentiale, hvad enten vi taler om vandkraft, fisk eller olie.
Den amerikanske dollar er stadigvæk den førende verdensvaluta, som den har været det siden slutningen af anden verdenskrig. I dag er den vanvittig overkurs på verdensmarkedet. USA har ikke længere den økonomiske styrke, som tilsiger en stærk dollar, men dollaren står i den position, den har, fordi den er olievaluta, og fordi Kina og en række andre lande har foretaget enorme investeringer i amerikanske statsobligationer. Dollarens hegemoni hænger i sidste instans sammen med USA’s militære styrke til at forsvare den, det vil i praksis sige at true verden til at godtage dollaren som verdensvaluta nummer ét.
Kryptovalutaerne har ikke dækning i underliggende værdier og har ingen stat eller centralbank i ryggen. Der er også relativt få steder, hvor de kan bruges som direkte betalingsmiddel, selvom dette er under hastig forandring. Dermed er de enormt sårbare over for spekulation, noget den vanvittige kursstigning for bitcoin er et eksempel på.
Krypteringsteknologi er desuden langtfra uigennemtrængelig. Mens valutaspekulanter som George Soros kan fremprovokere enorme kursfald i nationale valutaer, kan et avanceret hackerangreb på en decentraliseret international kryptovaluta gøre hele valutaen værdiløs.
En bitcoin-bruger er afhængig både af, at ”minerne” faktisk gennemfører transaktionen, og af, at selskabet, som fungerer som en slags bank for ens bitcoin-penge, er pålideligt. I 2016 blev et sådant selskab, Bitfines, udsat for dataindbrud og bitcoin af en værdi af ca. 72 millioner dollars stjålet. De er selvfølgelig aldrig kommet tilbage.
Når pengene bliver overflødige
Betyder dette, at kryptovaluta-teknologien er samfundsmæssig ubrugelig? Nej. IT-revolutionen som sådan er et stort teknologisk fremskridt med enormt potentiale, hvis det bliver brugt til samfundsmæssig nytte helt uafhængigt af den spekulationsvirksomhed, som altid følger med under kapitalistiske samfundsforhold. Det samme gælder for kryptovaluta.
Under socialistiske samfundsforhold, hvor teknologiske innovationer ikke har til opgave at generere profit for kapitalejerne, kan digital valuta i en eller anden form betyde store samfundsmæssige besparelser.
Den socialistiske stat har til opgave at formindske virkningerne af værdiloven og begrænse vareproduktionen til fremstilling af forbrugsmidler. Men der vil fortsat være behov for varebytte mellem by og land, og der vil være behov for effektive metoder til budgettering og føring af regnskaber. Til alt dette kan en digital møntenhed og helautomatiserede metoder for bogføring være til stor nytte under den forudsætning, at ”valutaen” er centraliseret i den socialistiske stats hænder og strengt adskilt fra det kapitalistiske børs- og bankmarked. Den vil kunne bruges i samhandel mellem socialistiske lande for at opbygge et socialistisk verdensmarked. Til nødvendig udenrigshandel med en kapitalistiske omverden vil det fortsat være nødvendigt at have reserver af ”gammeldags” konvertibel valuta (eller eventuelle digitale imperialistiske pengeækvivalenter).
Under kapitalistiske forhold kan digitale pengeenheder også betyde rationalisering, men da er det mest sandsynligt som en ny måde for monopolkapitalen for at tiltrække sig ny kapital fra store og små investorer. Aktieselskabet (den anonyme selskabsform) betød ”en voldsom udvidelse af produktionens omfang og af virksomheder, som havde været umulig for enkeltkapitaler”, for at citere Marx. Aktieselskabsformen er et udtryk for, at produktionen er blevet samfundsmæssig, samtidig med at en lille elite kan kontrollere enorme værdier med måske kun tyve procent af aktierne i moderselskabet. Aktiefonde har været en metode for at skaffe ny kapital gennem ”demokratisering”, kryptovalutaer kan være en anden.
For ”menigmand”, som vil være med på en aktie-emission uden at gå via banker, mæglervirksomheder eller aktiefonde/investeringsforeninger, er processen ganske kompliceret. Kryptovalutaer kan måske i fremtiden gøre tærsklen lavere for at investere i en aktieportefølje uden mange snyltende mellemled. Det kan blive et fristende alternativ til individuelle pensionsaftaler, hvor forvaltningsgebyrerne sikrer, at den nominelle værdi snarere falder end stiger fra år til år. For kapitalen og dens stat er gevinsten naturligvis, at den først inddrager udsat løn i form af pension, og at arbejdere, som måtte have råd til det, bidrager til at øge forvaltningskapitalen til det samme borgerskab, som allerede høster frugterne af deres merarbejde.
En kapitalisme ”uden ejere”?
Kryptovalutaerne kan i teorien betyde en yderligere ”decentralisering” af kapitalen, samtidig med at den i realiteten bliver monopoliseret og koncentreret på endnu færre hænder. Nogle forestiller sig en kapitalistisk model, hvor de institutioner, vi kender i dag, bliver erstattet af autonome og ”ejerløse” organisationer. Dette er en ny variant af ideen om en ”folkekapitalisme”, hvor alle bliver lykkelige borgere.
Den illusion er ikke af ny dato. Det ligger i kapitalismens natur, at den merværdi, som bliver produceret, ikke kommer dem, som producerer denne merværdi, i hænde. Da ville hele den kapitalistiske akkumulationsproces, hvor rigdommen samles i hænderne på et lille mindretal, slet og ret standse. Akkurat som med aktier eller guldreserver, så har den, som kontrollerer fem eller ti procent af verdens bitcoin-beholdning, i realiteten fuld kontrol.
Det kan nok være, at nogle snyltende mellemled falder væk ved brug af kryptovalutaer, men bitcoin-bølgen har allerede nået de store børser og mæglervirksomheder. Og især de mest spekulationsorienterede af dem. I overskuelig fremtid er det her på de store valutamarkeder, at den overvejende del af transaktionerne vil finde sted, og ikke peer-to-peer.
Kryptovalutaens selvmodsigelse
Et af paradokserne for kryptovalutaerne er, at de er afhængige af de gamle valutaer som værdimål.
Ingen ville købe en eneste bitcoin, hvis man ikke kunne relatere den til en eller anden form for målbar markedsværdi. Da bitcoin ikke er forankret i et nationalregnskab, i ædelmetal (som guld) eller i anden konstant kapital (for eksempel en kapitalistisk storkoncern), giver det ingen mening at tale om kryptovalutaens ”værdi” uden at relatere den til en eksisterende valuta – som for eksempel dollar.
Værdistigningerne på bitcoin, som gør den stadig mere populær, gør den på samme tid mere og mere ubrugelig som betalings- og byttemiddel. Tænk dig, at du tager et lån i bitcoin svarende til 400.000 kroner til at købe en bil og efter et år finder ud af, at du skal tilbagebetale et beløb svarende til fire millioner for den samme bil. Og så taler vi ikke om renter, da det ikke er en del af bitcoin-universet.
Set fra monopolkapitalens og de kapitalistiske regeringers synspunkt bliver det lige så vigtigt at kontrollere bitcoin, som det er for dem at kontrollere telekommunikation. Mere eller mindre fritstillede kryptovalutaer udgør en potentiel trussel mod fordelingen af verdensmarkedet imperialisterne imellem. Stormagterne, monopolerne og centralbankerne vil derfor gøre alt, hvad de kan, for at kryptovalutaer bliver nomineret i forhold til imperialistmagternes hovedvalutaer. Det er disse, som dollar, pund, euro, yen og yuan, som definerer de ”nationale” monopolers og staters relative magt og styrkeforhold.
Kryptovaluta er, så længe den ikke har eller repræsenterer nogen materiel basis eller egenværdi, bogstavelig talt prisgivet de gamle valutaer for at have en forståelig markedsværdi.
Også teknologisk undergraver systemet sig selv med de komplekse algoritmer, som styrer bitcoin-processen. Systemet er afhængigt af tilstrækkelig mange minere, som stiller avanceret datakapacitet til rådighed. Dette gør de ikke af idealistiske grunde, men for at høste nye bitcoins. ”Men jo flere som miner, desto vanskeligere er det at få et stykke af kagen,” som en af de norske bitcoin-minere siger til Finansavisen 20. december 2017.
Venezuela eksperimenterer med petro
Olielandet Venezuela prøver at gå nye veje for at frigøre sig fra dollarens greb og imødegå den økonomiske afpresning fra USA, Canada og andre lande. Præsident Maduro lancerede kryptovalutaen petro i december 2017. Valutaen skal være funderet i landets enorme olie- og naturressourcer, men det er højst uklart, hvordan den skal fungere parallelt med eller i konkurrence med landets valuta, den vaklende bolivar.
Bolivaren er i frit fald over for dollaren og andre verdensvalutaer. I det kriseramte Venezuela er det at handle med og generere bitcoins blevet til en stadig mere udbredt metode for at omgå den omfattende inflation i landet. Denne bitcoin-minering forstærker yderligere krisen, ved at den bruger ekstra elektricitet fra et allerede overbelastet elnet.
Det bliver spændende at se, om regeringen i Caracas er i stand til at realisere sin egen digitale valuta, især hvis de har fundet en metode til at holde den under statslig og national kontrol, afskærmet mod fremmed manipulation. Dét ville virkelig være et gennembrud. I modsat fald kan petroen næppe blive andet end et kreativt spekulativt modtræk mod den imperialistiske undergravning af den venezuelanske økonomi.
Bragt på www.revolusjon.no, december 2017