Skip to content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Bliver arbejderklassen fattigere under kapitalismen? Eller tog Marx fejl?

Hari Kumar, marxistisk skribent med indiske rødder

Uddrag fra artiklen ”Har Marx stadig ret her 200 år efter hans fødsel?”

Lige siden Marx fremhævede, at arbejderklassens levevilkår kun kunne sikres gennem at bekæmpe og afskaffe kapitalismen, har økonomer, politikere og eksperter hævdet, at her tog han grundigt fejl. Dette gentages af den engelske økonom Paul Omerod, der for nylig skrev:

”Man ser, at Marx var helt forkert på et grundlæggende spørgsmål. Marx troede korrekt, at opbygningen af kapital og teknologiske fremskridt ville skabe langsigtet vækst i økonomien. Han troede dog, at den kapitalistiske klasse ville tilegne sig alle gevinsterne. Lønnen ville forblive tæt på overlevelsesniveauer – ’arbejderklassens forarmelse,’ som han kaldte det. ”

Omerod fortsætter med at argumentere, at arbejdere har det nemt under kapitalismen, og at deres levestandard er ”boomet” siden det 19. århundrede: ”Faktisk har levestandarden boomet for alle i Vesten siden midten af det 19. århundrede. Fritiden er steget dramatisk, og langt fra at blive sendt ud at tjene i en alder af tre går de unge i dag ikke ind i arbejdsstyrken, før de er mindst 18 år.

Marx lavede den meget hyppige prognosefejl ved simpel fremskrivning af udviklingen på sin tid. I de tidlige årtier af den industrielle revolution, lige før han skrev, blev de reelle lønninger faktisk holdt nede, fordi fordelene ved væksten tilfalder dem, der ejede de nye maskiner. Marxister kalder denne fase ’primitiv akkumulering’.”

W.B. Bland 1 starter derfor sit essay om arbejderklassens forarmelse under kapitalismen med tør humor: ”Den marxistiske teori om løn, pris og profit blev selvfølgelig ikke på magisk vis åbenbaret for Marx, da han sad i skyggen af et banantræ på British Museum.”. Marx satte derimod sit livs energi, blod og muskler ind på at forstå de virkelige mekanismer i samfundet og kapitalen.

W.B. Bland definerer først ”absolut” forarmelse og ”relativ” forarmelse for at kunne argumentere for, at Marx var enig i, at der var en ”relativ” forarmelse af arbejderklassen. Og at Marx argumenterede for, at ”reallønnen … aldrig stiger proportionalt med arbejdskraftens produktive kraft ”.2

Det er rigtigt, at Marx og Engels oprindeligt havde fremsat en teori, der stort set var tegnet af Ricardo: at lønniveauet for arbejdere ville være på ”overlevelsesniveauer”.

Men i Marx’ modne økonomiske arbejde, Kapitalen, havde han flyttet sig godt væk fra ”overlevelses”-argumentet. I juni 1865 havde Marx faktisk revideret sin teori om lønninger, da han holdt sin tale ”Løn, pris og profit” til Generalrådet i Første Internationale. Bland skriver, at da Kapitalen blev skrevet i 1867, havde Marx konkluderet, at mens arbejdskraften var værdisat på ”overlevelsesmidlerne”, var der også et ”historisk og moralsk element”, der indgik i fastsættelsen af arbejdskraftens værdi.

I det første bind af Marx’ Kapitalen, udgivet i september 1867, gentog Marx grundlaget for hans ændrede lov om løn: ”Arbejdskraftens værdi bestemmes som for alle andre varer ved den nødvendige arbejdstid for produktionen og dermed også reproduktionen af denne særlige genstand … Med andre ord er værdien af arbejdskraften lig med værdien af det, der er nødvendigt for vedligeholdelsen af arbejderen, så han stadig kan arbejde og producere.” 3

Marx tilføjer imidlertid, at en arbejders ”… naturlige ønsker såsom mad, tøj, varme og boliger varierer alt efter landets klimatiske og andre fysiske forhold. På den anden side er antallet og omfanget af hans såkaldte nødvendige ønsker, ligesom måderne at tilfredsstille dem på, et produkt af den historiske udvikling og afhænger derfor i vid udstrækning af graden af udvikling i et land, mere præcist på de betingelser, hvorunder og dermed på de vaner og graden af komfort, hvorunder klassen af frie arbejdere er dannet. I modsætning til, hvad der er tilfældet med andre varer, indgår der i fastsættelsen af arbejdskraftens værdi et historisk og moralsk element.4

Det betyder, at hvad der er historisk bestemte naturlige ønsker, forandrer sig. Og derfor kan man godt se, at ”værdien af arbejdskraften” enten stiger eller falder i takt med den samlede økonomiske udvikling i samfundet. Som W.B. Bland siger:

”Den historiske udvikling af disse ’nødvendige ønsker’ fortsætter, således at værdien af arbejdskraften sammen med dem også stiger. Nye opfindelser opstår – som f.eks. køleskabet, bilen, fjernsynet – og udvikles fra luksusting til de rige til varer, som arbejdere kommer til at betragte som nødvendigheder.”

Marx selv taler om en stigning i arbejdskraftens pris som følge af kapitalens ophobning: ”En stigning i arbejdskraftens pris som følge af kapitalforhøjelse betyder kun, at længden og vægten af den gyldne kæde, som arbejderen allerede har smedet for sig selv, tillader en vis afspænding.” 5 Og som følge af: ”… arbejderens deltagelse i højere kulturelle nydelser som avisabonnementer, deltagelse i forelæsninger, at uddanne sine børn, udvikle sin smag m.v.” 6

Marx påpeger faktisk, at en af modsætningerne i det kapitalistiske samfund er, at kapitalisten har en interesse i at holde sine egne ansattes indkomst så lav som muligt for at maksimere hans overskud, men samtidig har en interesse i, at det samme ikke gælder for andre kapitalister, da deres ansatte i hans øjne er forbrugere, en del af hans marked. Det vil sige, han er interesseret i:at fuppe arbejderen med fromme ønsker. Men kun hans egne ansatte, og på ingen måde resten af arbejderne, for disse står for ham som forbrugere. På trods af alle fromme taler søger han derfor efter midler til at anspore dem til forbrug, for at give sine varer ny charme, inspirere dem til nye behov med konstant markedsføring m.v.”7

Som Maurice Cornforth korrekt påpeger:

”De meget store fremskridt inden for teknologi, der ledsager kapitalens akkumulering, har det resultat, at alle former for forbedringer bliver tilgængelige i masseskala, og derfor bliver forbruget af disse en del af arbejdstagerens materielle krav og forventninger. Med andre ord, med en avanceret teknologi kommer arbejderen til at kræve forskellige varer og tjenesteydelser for hans egen vedligeholdelse af sin arbejdskraft, som hans forfædre klarede sig foruden.”

Faktisk er velrenommerede økonomer enige om, at Marx faktisk havde forudset en stigning i reallønnen i løbet af den kapitalistiske udvikling, og at Marx aldrig benægtede, at reallønnen kan stige under kapitalismen.

Desuden gør fagforeningerne ved at bruge princippet om, at de har den kollektive forhandlingsret til salgsprisen (lønnen) af arbejdskraften, det muligt for de organiserede arbejdstagere at sælge deres arbejdskraft til en højere sats, end de vil kunne med fri konkurrence mellem arbejdere med individuelt forhandlet løn. Som Engels skrev i maj 1881:

”Loven om lønnen … trækker ikke en hård og hurtig linje. Den er ikke ubønhørlig inden for visse grænser. Der er til enhver tid (stor depression undtaget) for enhver handel en vis spændvidde, inden for hvilken lønnen kan modificeres af resultaterne af kampen mellem de to stridende parter ”. 8

Dette illustrerer også et andet punkt: Det gør det klart, at arbejderne kan ændre deres skæbne ved at organisere og kæmpe for deres rettigheder under kapitalismen – til en vis grad. Omerod tager hermed fejl med hensyn til, hvad Marx sagde.

Ikke desto mindre: Hvad har nøjagtigt ændret sig for arbejderne i den nyere tid? Havde Marx ret om udviklingen af arbejdernes løn under kapitalismen? Engels kunne godt lide frasen beviset på kagens eksistens består i at spise den. Hvordan smager den? Et enkelt tal fra IMF viser, at over hele verden er andelen af arbejdskraftens indkomst i procent af den samlede indkomst faldet mellem 1970 og 2014. 9

Konklusion:

Marx fortsætter med at blive nedgjort og fremstillet som naiv. Men disse og andre anklager mod ham, der angriber ham på hans videnskabelige niveau, er ikke gyldige. I sidste ende står vi tilbage med at sørge sammen med Engels, der ved Marx’ død sagde:

”Menneskeheden er blevet et hoved kortere, og det gælder det største hoved i vores tid. Den proletariske bevægelse fortsætter, men væk er dens centrale figur.”

Men som Engels sluttede: ”Nå, vi skal nok klare det. Hvad er vi her ellers for? Og vi er ikke tæt på at miste modet endnu.” Og vi vil endelig afslutte med, hvad der virkelig indfanger Marx genialitet, og hvad vi, hans arvinger, forsøger at omsætte til praksis:

”Filosofferne har kun tolket verden på forskellige måder; opgaven er at ændre den.”

Noter

1.   Bland W.B.; The Marxist-Leninist Research Bureau: New Series: No. 9; ’Marx And The Theory Of The Absolute Impoverishment Of The Working Class Under Capitalism’

2 .  (Karl Marx: ‘Capital: A Critical Analysis of Capitalist Production’, Volume 1; Moscow; 1974; p. 566). Engelsk udgave

3 .  (Karl Marx: ‘Capital: A Critical Analysis of Capitalist Production’, Volume 1; Moscow; 1974; p. 167). Engelsk udgave

4 .  (Karl Marx: ibid., Volume 1; p. 168). Engelsk udgave

5 .  (Karl Marx: ibid., Bind 1, s. 579-80). Engelsk udgave

6.   (Karl Marx: ’Grundrisse’, Harmondsworth, 1973, s. 287).

7.   (Karl Marx: ibid; p. 287).

8.  (Friedrich Engels: ‘Lønsystemet’ i: Karl Marx & Friedrich Engels: ‘Collected Works’, bind 24, London; 1989; s. 380). Engelsk udgave

9.   Fra IMF’s rapport for april 2017: “WORLD ECONOMIC OUTLOOK: Gaining Momentum”; International Monetary Fund April 2017 p. 122; Figure 3.1

Klassekamp – Revolution – Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål – Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top