Marxist-leninistisk litteratur kan være tung og omfattende at tygge sig igennem. Pandemien har i hvert faldt givet mange mennesker et overskud af tid, som kan bruges på alt muligt. Undertegnede har brugt tiden på at læse en del bøger, heriblandt denne – omhandlende den sovjetiske leder Josef Stalin. Personligt har jeg haft et behov for at få genopfrisket noget af den viden, som jeg havde tilegnet mig for år tilbage.
Josef Stalin har i mange år været forhadt af borgerskabet, herunder også historikere, journalister, forskere m.fl., som har tjent den herskende kapitalistklasse. Det er ikke overraskende, når man tænker på, at Stalin og den ideologi han repræsenterer, er deres objektive modstander. Men Stalin har også været forhadt af reformistiske socialister, trotskister, anarkister, pacifister og mange andre, som aldrig har forstået eller accepteret proletariatets diktatur.
Bogen handler om Stalins liv og virke. Han blev født i en lille georgisk by, Gori, i 1879. Faren var en fattig skomager, senere fabriksarbejder på en støvlefabrik. Moren var en kærlig og stærkt religiøs kvinde, der ønskede, at Stalin skulle gå kirkens vej. Stalin startede også på en præsteskole, men allerede som teenager havde han læst Darwins bog ’Arternes oprindelse’ og begyndte at kritisere religionen, som han anså som et fupnummer, der skulle narre masserne fra verdens virkelige problemer. Stalin var uhyre intelligent og kom ofte i problemer hos skoleledelsen og myndighederne, da han skrev og agiterede mod religion og zarregimets undertrykkelse af det georgiske folk.
I perioden fra han var 14-18 år, stiftede han bekendtskab med Marx, Engels, Feuerbach, Hegel, Victor Hugo, Adam Smith, Plekhanov, Kautsky og mange andre russiske og udenlandske skribenter. Stalin var allerede som teenager og ung kendt som et uhyre disciplineret og produktivt individ, der altid havde en bog ved hånden. Han blev arresteret adskillige gange i hans unge dage, tortureret, og i 1899 blev han på grund af politisk aktivisme bortvist fra det teologiske fakultet. Årsagen til, at Stalin fortsatte på det teologiske fakultet i flere år, selvom han var overbevist ateist flere år forinden, skyldtes, at han ønskede at udnytte de muligheder, som studierne gav. Han fik adgang til en masse bøger, og han fik mulighed for at danne studiegrupper og organisere progressive unge, som ønskede at kæmpe for retfærdighed.
På dette tidspunkt begyndte hans intense og heroiske karriere, da han tilsluttede sig den marxistiske gruppe i Tiflis, som havde tilknytning til de russiske socialdemokrater. På dette tidspunkt havde Stalin endnu ikke mødt Lenin, men havde dog læst hans geniale artikler. Stalin blev medstifter af det russiske socialdemokratis afdeling i Tiflis.
I denne periode, altså slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af det 20. århundrede, gennemgik det russiske imperium en kapitalistisk udvikling og industrialisering af arbejderklassen. Majoriteten af folket var dog stadig bønder. Stalin organiserede på livet løs og stod i spidsen for en illegal avis samt organisering af arbejderprotester og strejker. De fleste arbejdere og bønder arbejdede på daværende tidspunkt 12-16 timer i døgnet. Protesterne og strejkerne blev brutalt slået ned af zarregimet. Det var normalt, at 20, 30 eller 70 arbejdere døde ved en protest eller strejke.
Stalin gik oftest forrest ved disse protester, og hver gang slap han på mirakuløs vis af sted med livet i behold. Næste dag organiserede han en begravelse for de faldne arbejdere, men zarregimet besvarede det med ild. Stalin slap uskadt også denne gang. Hans illegale trykkeri blev adskillige gange fundet og konfiskeret. Stalin oprettede hele tiden nye. På et tidspunkt nåede han at oprette et trykkeri, hvor underjordiske gange blev forbundet, og det underjordiske trykkeri blev forsynet med elektricitet og vand. Alt sammen for at tjene det arbejdende og lidende folk ved at skrive og propagandere for deres rettigheder. Dette blev også opdaget, og Stalin dømtes til forvisning i Sibirien.
Hver gang Stalin forvistes til Sibirien, formåede han at flygte derfra, og han ilede straks til Kaukasus og de georgiske arbejdere. (Hvis man ikke har styr på geografi, vil jeg orientere om, at afstanden mellem Sibirien og Georgien er astronomisk stor, og vejrforholdene er brutale og umenneskelige). Stalin udviste en overmenneskelig utrættelighed. På intet tidspunkt talte han om at give op, og han beklagede sig ikke over zarregimets brutaliteter. Han fortsatte med det, han skulle.
Stalin fortsatte sit politiske og organisatoriske arbejde og blev dag for dag mere imponeret af den dygtige skribent Lenin. De mødtes for første gang ved en partikongres i Finland i 1905. Han blev først skuffet over hans udseende, men imponeret over hans uimodståelige logiske styrke, hans personlige udvikling og hans punktlige forståelse af marxismen.
Samme år udbrød den første russiske revolution. En mislykket krig med Japan sendte det russiske rige ud i en økonomisk og politisk krise. Hundredtusinder af arbejdere marcherede i Skt. Petersburg mod skyhøje fødevarepriser. Imens arbejderne protesterede, råbte de ”Gud bevare zaren” og håbede, han ville være barmhjertig. Zar Nikolaj d. 2. beordrede krig, og der blev åbnet ild mod demonstranterne. Omkring 500 mennesker mistede livet, og flere tusinde såredes. Denne dag er siden blevet nævnt som ’den blodige søndag’. Endnu et verdenshistorisk bevis på, at ubevæbnede arbejdere kan druknes i blod. Naivt af arbejderne? Ja! Men det var også en af de mange udfordringer, Stalin og hans kammerater sloges med. Uvidenhed og analfabetisme.
I samme periode var der store ideologiske kampe mellem bolsjevikkerne, mensjevikker, socialrevolutionære og andre grupperinger med hensyn til, hvordan kampen mod regimet skulle føres. Lenin og Stalin tilhørte bolsjevikkerne, og de ønskede at føre en intens kamp mod regimet, mens de øvrige grupper var mere pragmatiske og moderate i deres tilgang. Stalin agiterede for våben og atter flere våben til arbejderne, mens mensjevikker og socialrevolutionære havde åbenlyse tendenser til kompromis med regimet og illusioner om, at det borgerlige demokrati ville løse deres problemer.
Det var tydeligt, at allerede dengang var Lenin den ubestridte mester på det teoretiske plan. Så snart partiet kom i ideologiske vanskeligheder, trådte Lenin til. Stalin begik nogle ideologiske fejltagelser i starten af sit virke ligesom alle de andre revolutionære, men Stalin var den bedste af Lenins elever. Det beviste han senere hen.
Rusland oplevede i perioden fra 1905-1907 en bølge af arbejderprotester og strejker, som satte sine spor i regimet. Zaren blev imod sin vilje tvunget til at give indrømmelser. Censuren blev lettet en smule, og der blev oprettet valg til en rådgivende nationalforsamling, Dumaen. Det var ikke reelle indrømmelser, men de formåede at narre arbejderklassen for en periode.
I perioden efter 1905-revolutionen havde de russiske socialdemokrater en del vanskeligheder. Mange af de dygtige folk var arresteret, tortureret, myrdet, og partiet havde svære økonomiske problemer. Stalin organiserede i 1907 et røveri mod en pengetransport på vej til imperiets bank. Det lykkedes dem at røve 250.000 rubler, som var rigtig mange penge for et arbejderparti. Partiet fik dog ikke den store glæde af pengene, og Stalin erkendte, at det var en type operation, som han egentlig ikke var tilhænger af, men det var desperate tider, og fjenden viste ingen nåde eller barmhjertighed.
Perioden 1909-1914 var en meget hård tid for Stalin. Han blev uafbrudt arresteret. Han endte i de kaukasiske fængsler, hvor han organiserede alt, hvad han kom i nærheden af. Fængslerne var som politiske universiteter for ham. Dernæst blev han sendt til Sibirien i flere omgange og flygtede derfra forklædt som kvinde. Årsagerne til en del af arrestationerne skyldtes delvist også, at der var spioner, som havde infiltreret partiet. Spioner, som var skyld i at tusindvis af kæmpende partifæller blev arresteret, tortureret og myrdet.
Stalin blev i 1912 valgt ind i centralkomiteen for bolsjevikkerne, og han bidrog litterært især til det nationale spørgsmål.
Da første verdenskrig brød ud (1914), var Stalin langt væk fra de russiske arbejdere. I februar 1917 brød revolutionen løs i Rusland, og kejserriget omdannedes til en republik med en provisorisk regering domineret af liberale. I perioden lige efter revolutionen opstod igen et politisk vakuum, som ingen (inklusive Stalin) formåede at lede på mesterlig vis. Der herskede forvirring blandt masserne og de revolutionære ledere. Det var først, da Lenin ankom til Rusland med sine berømte ’Aprilteser’, at de formåede at skabe klarhed og retning i kampen. En revolution går i stå, hvis den ikke formår at træde ind i den socialistiske revolutions fase. Lenins politiske genialitet formåede at få revolutionen til at kravle op ad den historiske stige.
I oktober 1917 faldt den provisoriske regering endeligt, og Lenin kom i spidsen for den nye arbejder- og soldatermagt. Lederen af den provisoriske regering, Kerenskij, flygtede i en amerikansk bil. En flugt arrangeret af den amerikanske ambassade.
Bolsjevikkerne havde nu for alvor travlt. En kæmpe verdenskrig havde stået på i næsten fire år, økonomien var lagt i ruiner, og sovjetstaten var i bogstavelig forstand omringet af ydre og indre fjender. Landet befandt sig konstant i en hvepserede.
Lev Trotskij fik i januar besked på at slutte fred med tyskerne for enhver pris. ”Freden skal bevares,” sagde Lenin, men Trotskij gik sin egen vej og forlod fredsforhandlingerne med tyskerne, da han i protest råbte ”hverken krig eller fred”. En diplomatisk brøler, der resulterede i, at tyskerne fortsatte krigen og rykkede mod øst. Først en måned senere blev der sluttet fred, og sovjetmagten mistede store landområder og tusindvis af menneskeliv grundet Trotskijs fatale brøler. Han blev frataget sin post som udenrigskommissær og sat i spidsen for Den røde hær. Stalin var på daværende tidspunkt lodret uenig med Trotskij, men sovjetstaten var for skrøbelig til at starte yderligere splid med ideologisk polemik.
Den russiske oktoberrevolution var, hvad enten man vil tro det eller ej, og taget omstændighederne i betragtning, en ublodig revolution. Men hvad der senere blev en blodig revolution, var den tre år lange interventionskrig, som de kontrarevolutionære kræfter startede – støttet af udenlandske kolonimagter materielt, økonomisk og militært. 14 udenlandske magter (heriblandt USA, Japan, Canada og Frankrig) intervenerede den nyfødte sovjetstat. Winston Churchill førte en hemmelig krig i Rusland uden om hans eget parlament for at vælte bolsjevikkerne og genoprette en slavestat med de rige godsejere og kapitalister som magtcentrum.
Bolsjevikkerne med Lenin og Stalin i spidsen ledte en overmenneskelig kamp for at etablere verdensfred og påbegynde opbygningen af socialismen. Men de fik ikke et sekunds arbejdsro. Den russiske økonomi var i en katastrofal tilstand, og det samme gjaldt hæren. De ideologiske kampe mellem Stalin og Trotskij, som egentlig havde eksisteret siden 1905, blev mere tydelige. Trotskij mente blandt andet, at hæren skulle ledes af kompetente officerer fra zarregimet, såfremt man overvågede dem. Stalin mente, at arbejderne skulle skoles og trænes, da zarens gamle officerer hadede bolsjevikkerne og sovjetstaten som pesten.
Trotskijs fejl ledte til mange fejloperationer. Stalin og sovjetstaten kæmpede med næb og kløer for at holde angriberne skak, og partiet blev nødsaget til at starte en politik kaldet ’krigskommunisme’. Det betød, at civilbefolkningen måtte lide på grund af hungersnød, vand- og medicinmangel, fordi soldaterne skulle brødfødes for at forsvare landet. Interventionsstyrkerne og de kontrarevolutionære førte en uretfærdig og hensynsløs krig mod det spæde sovjetregime, som de ønskede at drukne i blod. (Det skal tilføjes, at på trods af Trotskijs mange fejl og brølere var han en verdensklasse agitator og organisator. Hans evne til at tale forførte mange arbejdere og soldater. Han var yderst talentfuld, men han var utilregnelig og gjorde mindst lige så meget skade på sovjetstaten, som han gavnede den).
Imod alle odds og med en overmenneskelig kampvilje formåede Den røde hær at besejre dem alle. Efter krigens afslutning fulgte en lang periode med den såkaldte NEP. Det var en politik, hvor kapitalistisk småproduktion blev tilladt, men bankerne, jernbaner, minerne, storindustri var nationaliseret. Landbruget var endnu ikke kollektiviseret.
Lenin var svækket efter to attentatforsøg i 1918, og gradvis overgik mere af ledelsen til Stalin. Den ideologiske kamp tilspidsedes, og Trotskijs teori om den permanente revolution trådte mere frem.
I partiet herskede nu flere fraktioner ledet af Trotskij, Bukharin, Kamenev og Zinoviev, som modarbejdede den linje, som Stalin lagde – og Stalins linje var reelt en fortsættelse af Lenins linje. De blev alle senere en del af den ’femtekolonne’, som udøvede aktiv propaganda, sabotage, forræderi, mord og meget andet statsfjendtligt arbejde mod sovjetstaten og fremtrædende partimedlemmer.
Det er vigtigt at forstå, at den såkaldte ’udrensning’, der er blevet talt så meget om, ikke handlede om lommetyve, men om organiseret statsfjendtlig kriminalitet, der indbefattede samarbejde med fremmede magter for at splitte og vælte styret. Fabrikker blev sat i brand, der var sabotage mod industrien, og folkets vrede blev forsøgt vendt mod styret.
Stalin sagde, at sovjetstaten var ca. 100 år bagud i forhold til de vestlige industristater: ”Vi bliver nødt til at indhente dem i løbet af et par årtier, ellers er det ude med os.” Hvad lærte historien os? At Lenins elev fik ret.
Den ideologiske kamp havde fået lov at eksistere i mange år i selve partiet, uden et skud blev affyret. Trotskij blev ekskluderet i 1927 og forvist fra Sovjetunionen i 1929, hvor han intensiverede sit sovjetfjendtlige arbejde. Først da disse kræfter aktivt og voldeligt bekæmpede sovjetstaten og partifolkene, blev kampen mod dem sat ind. En kamp, der var nødvendig og retfærdig. Uden den havde Hitlerfascismen invaderet hele Sovjet, og det russiske folk ville være blevet europæernes trælle. Men det blev de ikke. Stalin havde stor andel i Sovjetunionens succesfulde femårsplaner. De borgerlige økonomers påstand om, at planøkonomi dræber udvikling og velstand, er en løgn. En løgn, der ovenikøbet er modbevist af Sovjetunionen. Det var den mest voksende økonomi i 30’erne.
Denne bog glorificerer ikke Stalin eller Sovjetunionen. Den fortæller også om de fejl, som Stalin og sovjetstaten begik. Men den giver et billede af, hvad der reelt foregik i denne meget svære tid, hvor verdens første socialistiske stat blev født, og om de umenneskelige opvækstbetingelser det havde. Stalin er en kæmpe leder, der har haft kolossal betydning for menneskeheden. Men han og kommunisterne fik ikke et sekunds arbejdsro til at opbygge socialismen i fred og ro. Enten var det ydre eller indre kræfter, som angreb. Først interventionskrigen, så de kontrarevolutionæres borgerkrig, derefter den femte kolonne med Trotskij i spidsen, og afslutningsvis Hitlerfascismen som slog omtrent 27 millioner sovjetborgere ihjel og ødelagde 1/3 af landets industri. Man kan kun forstå Stalin, når der tages højde for de begivenheder og omstændigheder, han befandt sig i, og den konstante fare både på det personlige plan, men senere også da han i kraft som leder af Sovjetunionen traf benhårde beslutninger. Han nærede heldigvis ingen illusioner om kapitalisterne og deres imperialistiske system.
Borgerskabets presse og historikere har på besynderlig vis fremstillet begivenhederne på en sådan måde, at de menneskeliv, som gik tabt under borgerkrigen 1918-1921, er blevet tilskrevet Stalin og bolsjevikkerne. Kunne det være på sin plads at nævne, at det var kolonimagterne med England i spidsen, som ledte en beskidt krig på fremmed territorium? Den hungersnød som opstod, og de millioner som frøs ihjel, skyldtes, at sovjetstaten blandt andet måtte tage fra civilbefolkningen for at brødføde soldater. Det kunne også være på sin plads at nævne, at det gamle regimes tilhængere ivrigt saboterede fabrikker og brændte korn af for ikke at støtte bolsjevikkerne. Det er blot nogle få blandt mange uhyggelige menneskelige handlinger, som Stalin måtte forholde sig til. Stalin og sovjetstaten gjorde naturligvis et regnskab op med de selv samme mennesker.
Lad os lære af historien, og lad os lære af Stalin. Viden er magt sagde Karl Marx, men uvidenhed er også en magt. Men det er den magt, som kapitalistklassen bruger mod arbejderklassen, og det er vel nok det stærkeste våben, de ejer.
Bogen er den bedste bog, jeg har læst om Stalins liv og den seje kamp, han førte for det georgiske folk og ikke mindst for oktoberrevolutionen. Denne bog bør studeres nøje, og man kan ikke kalde sig kommunist eller have meninger om Stalin uden at studere denne bog. Jeg sender min dybeste respekt til J.T. Murphy for dette kraftfulde værk.
19. april 2021