skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Borgerlig og socialistisk pacifisme

Kommunistisk Platform – for arbejderklassens kommunistiske parti, Italien

Kun dem med sløret syn kan ikke se den interimperialistiske karakter af den konflikt, der har stået på i nogen tid i Ukraine, og hvis nuværende karakter af åben og dramatisk krig risikerer at udvikle sig til resten af kontinentet, hvis ikke i verdensomfang.

Den russiske militære intervention, der i øjeblikket er en mellemting imellem aktion på tre fronter af militære enheder og total krig, er fortsættelsen af en langvarig konfrontation mellem russisk imperialisme (og dem, der støttede den) og NATO’s aggressive militærblok ledet af USA. En blok, der i øjeblikket er præget af modsætninger mellem USA’s interesser og den spirende imperialistiske EU-blok, der endnu ikke i stand til at handle på egen hånd. Vi har set det før ved NATO’s interventioner ved flere lejligheder i Balkankrigene, og senest i Kosovo, at det har samme formål, nemlig at udvide indflydelsesområdet for NATO og det europæiske marked til så mange lande som muligt i den tidligere østblok og videre endnu (det tidligere Jugoslavien var ikke en del af denne blok).

For at fuldføre arbejdet med omringning af Rusland manglede Ukraine, hvor den ’vestlige’ indflydelse imidlertid allerede havde markeret et kvalitativt spring med det profascistiske kup i 2014, som – i øvrigt – også er blevet forsøgt på det seneste mod Hviderusland. Det er ikke det, der sker nu i Ukraine, selvom nogle i fredsdemonstrationerne tror det. Invasionens civile ofre, ødelæggelsen til lyden af bomber fra skoler, beboelsesejendomme og akvædukter er ikke scenarier skabt af denne eller hin hemmelige tjeneste, der er specialiseret i at orkestrere kup. Ligesom flygtningebølgen i hundredtusindvis (indtil videre) vidner om umuligheden af at leve under bombningerne.

Til dem, der påberåber sig den russiske aggressions antifascistiske karakter, minder vi om, at en begrænset intervention, selv om den kun var af udvalgte tropper, let ville have udslettet lejesoldat-militserne, der mere end noget andet var dedikeret til at terrorisere civilbefolkningen i de østlige regioner og undertrykke udtryk for frihed og demokrati generelt (jf. Odessa-massakren). I stedet viser det sig, at disse militser stadig er i live og operationelle. Men frem for alt ønsker vi, at gøre det klart for det mest ’reformistiske’ og katolske sektorer, der ligesom de andre omhyggeligt skjuler konfliktens klassekarakter og fortsætter arbejdet med ”krigsinformation”, der formidles af imperialistiske regeringer og generalstabe, som har pålagt informationsbureauer censur.  De ”stadig hårdere sanktioner” passer perfekt ind i den førnævnte modsætning, hvor militær bistand begrænses af det faktum, at Rusland ligesom USA og NATO er udstyret med et formidabelt atomarsenal, man ikke kan spøge med.

Humanitær bistand, hjælp til flygtende befolkninger er nødvendig (om end det viser sig, at man i Polen, før man hjælper, ser på hudfarven), men den må følges op politisk med samtidig at fordømme konfliktens karakter og dens virkelige modsætning over hele linjen og ikke kun inden for en af lejrene, ellers bliver den humanitære hjælp gjort til en ramme for den samme imperialistiske politik.

Som i enhver konflikt vil konsekvenserne være tunge for arbejderklassen og for befolkningerne i de involverede lande, selv med sanktioner, og endda også for dem, der vælger neutralitet. Krigstrommerne tilslører lave lønninger, usikre ansættelsesforhold, fyringer, at folk bliver sat på gaden, sammenbrud af sundhedssystemer. Undertrykkelsen af almindelige mennesker, der lever under kapitalens hæl, forstærkes. Fordømmelsen af konfliktens karakter må ledsages af kampen mod imperialismen. Uden denne fordømmelse og denne kamp forbliver manifestationerne af almen solidaritet, appellerne til fornuften, til våbenhvilen, til forhandlingerne, til bilæggelsen af modsætninger, hykleriske manifestationer af borgerlig og imperialistisk pacifisme.

Man kan ikke skjule, som nogle har forsøgt og forsøger at gøre, NATO’s karakter, som om det var en forening af velgørere. Den Atlantiske Alliance, NATO, har siden sin oprettelse været en aggressiv, krigsanstiftende militærpagt, der blev indført i en anti-folkelig funktion af USA parallelt med Marshallplanen og den kolde krig, der havde til formål at holde de europæiske befolkninger under undertrykkelse, trussel og afpresning. Måske kan nogle glemsomme mennesker alligevel huske NATO’s aktive støtte til fascismen ved Middelhavet, til Francos Spanien, til obersternes Grækenland, til kupgeneralernes Tyrkiet, til alle, der undertrykte de folkelige bevægelser med tortur, fængsling, skyderier, hængninger. Vi skal huske NATO’s involvering i de sorte reaktionære plot, i statens massakrer, Gladio (afsløret som en del af det internationale netværk ”Stay Behind”) og så videre. Ligesom vi må huske USA/NATO’s aggressioner mod Serbien, Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien.

Kampen mod denne aggressive og kriminelle alliance må genoplives uden at falde i fælder som den med det at forsvare det ”gode”, det ”demokratiske” osv., eller med et EU, der som en logisk følge af udviklingen bliver nødt til at have sin egen væbnede styrke, der både er ”demokratisk”, ”defensiv”, for alt efter omstændighederne og de politiske tendenser enten må stå sammen med eller undgå afhængighed af det ”dårlige” USA.

I fredsbevægelsen må der klart skelnes mellem arbejderklassens politik og borgerlig politik. Kampen for fred kan ikke føres med vage og sentimentale taler eller med socialpacifisternes højtklingende og golde fraser, som kun tjener til at pynte på det imperialistiske barbari, både i krigstid og i fredstid. Det er nødvendigt at sige sandheden: Der kan ikke være fred under NATO’s og EU’s blodige paraply; der kan ikke gives nogen solidaritet til de borgerlige institutioner, men kampen må føres mod de borgerlige regeringer i alle de krigsførende nationer for at styrte dem.

Det er nødvendigt at åbne øjnene for arbejderklassen, arbejderne, de arbejdende kvinder, studenterne, folkemasserne, over på hvis skuldre borgerskabet altid har skubbet sin krise, en krise i et råddent socialt system. Borgerskabet styrer krisepolitikken i en tid med imperialistisk fred, og den vil læsse endnu større dele af krisen over på arbejderklassen og befolkningen og med hårdere konsekvenser i en tid med imperialistisk krig. Vi oplever allerede dagligt de stigende høje leveomkostninger, fyringer, afskedigelser.

Nej til imperialistisk barbari!

Fred, brød, arbejde, frihed for arbejderne og folkene!

Marts 2022

Oversat fra Scintilla nr. 122, Centralorgan for Kommunistisk Platform – for arbejderklassens kommunistiske parti, Italien.

 Følg os på Instagram: piattaforma_comunista, hjemmeside: www.piattaformacomunista.com

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top