Brexit-aftalen giver EØS-modstandere yderligere ammunition. Nu handler det om at lade kanonerne.
Den nye handelsaftale mellem EU og Storbritannien kom i hus juleaften, bare en uge før udløbet af overgangsperioden. Nu venter bare den formelle godkendelse i det britiske parlament og i EU-parlamentet.
Premierminister Boris Johnson indkasserer en sejr. Han har opfyldt sit løfte om at få brexit gjort uden at bøje sig på knæ for Bruxelles. Den 1.246 sider lange aftale er den første handelsaftale, som EU har indgået med en anden stat, der allerede fra start indeholder nul told og er uden kvoterestriktioner.
Endelig frigivet
Vigtigst for briterne er, at de ikke er underlagt EU-love med dynamiske tilpasningskrav (som i EØS), og at EU-Domstolen ikke får noget at sige i britiske anliggender. I det tidligere udkast til en aftale mellem den daværende Juncker-kommission og premierminister Theresa Mays regering var EU-Domstolen stadig bygget ind. Det var hovedårsagen til, at aftalen blev skrottet efter et politisk blodbad i det britiske Underhus.
EU-Kommissionens frontmand Ursula von der Leyen holdt også sit ord tilbage fra januar 2020. På det tidspunkt sagde hun, at EU var klar til at arbejde på en aftale i et omfang ”uden fortilfælde” med Det Forenede Kongerige, en aftale ”uden told, uden kvoter og uden dumping”.
En aftale uden told og uden kvoter
Turbulensen i de år, der er gået siden den britiske folkeafstemning i 2016, har ofte afledt opmærksomheden fra de jordnære realiteter. Kapitalens monopoler og alle de imperialistiske regeringer i EU ønsker fordelagtige handelsbetingelser og ekspansionsmuligheder. Det gælder i samme omfang på begge sider af Den Engelske Kanal. Indtil videre falder interesserne sammen. Modsætningerne er, at EU-projekterne er blevet mere og mere strømlinet til at tjene fransk-tysk imperialisme, mens den britiske imperialisme gradvist har fået mindre albuerum. Det er kapitalinteresserne på kontinentet, der har høstet nettogevinsterne ved EU’s fire friheder, og EU’s udenrigspolitiske ambitioner er rettet mod traditionelle franske og tyske interessesfærer. Som bremseklods i EU er Det Forenede Kongerige blevet mere og mere parkeret på sidelinjen som en stormagt, både i og uden for EU.
Fisketegn med rabat
Her ligger forklaringen på den uhellige alliance i britisk politik mellem en fattig og frustreret arbejderklasse på den ene side og den ærkereaktionære fløj i Det konservative parti på den anden side. Arbejderklassen vil have demokratiske rettigheder og kampbetingelser tilbage, hvilket kræver nationalt selvstyre – mens den fraktion af borgerskabet, som Johnson repræsenterer, tror på, at det at komme ud af EU’s kløer kan udsætte det britiske imperiums svanesang.
Det er endnu uvist, hvordan den nye handelsaftales komplekse bestemmelser og bilæggelsesmekanismer af kommende tvister vil blive praktiseret. Det Forenede Kongerige har eftertrykkeligt bevist, at det er muligt at forhandle gode handelsbetingelser med EU, som ikke opfylder EU’s egne nationale interesser. Ikke desto mindre er der sider af aftalen, der tyder på, at briterne har været stærkt involveret i at uddele fiskekvoter ved forhandlingsbordet. Storbritannien er ude af EU’s fælles fiskeripolitik, men de britiske fiskere kan kun hæve deres kvoter med en fjerdedel af det, som EU-flåden har høstet i britisk farvand. Argumentet om, at den nedskalerede britiske fiskerflåde ikke har kapacitet til mere, lyder noget hult. Engelske og skotske fiskere frygter, at fiskeriet vil blive brugt til forhandling og aflad – også når der i fremtiden opstår uenigheder om handel med varer og tjenesteydelser.
Utilfredse fiskere
Oven i dette kommer, at EU og domstolen stadig har myndighed i Nordirland som følge af den fortsatte frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser og personer på den grønne ø. Her består EU’s indre marked. Medmindre imperialisterne i London er tvunget til at indse, at Irland skal genforenes, vil EU-Domstolen fortsætte med at være en joker i Det Forenede Kongerige, selvom den ikke gælder i Storbritannien. Det kan blive en faktor, der giver den britiske arbejderklasse nye impulser til at sætte en stopper for mere end 800 års engelsk chauvinisme og national undertrykkelse.
Rappende ænder
Den EU-venlige norske presse skulle bruge et par dage på at omstille sit fokus, efter at aftalen var en kendsgerning. Skriverdrenge og politikere har hårdnakket hævdet, at der kun var to mulige udgange på brexit – enten en hård brexit uden en aftale eller en aftale på EU’s betingelser. Modvilligt må de nu indrømme, at Det Forenede Kongerige har fået en handelsaftale, hvor landet er fuldstændig befriet fra EU’s frihedsrettigheder, lovgivning og statslige organer. Det Forenede Kongerige kan frit gøre, som landet vil, uanset om det gælder statsstøtte, offentlige udbudsregler eller vacciner – i skarp kontrast til EØS-aftalen i forhold til Norge.
Nu er det derfor et spørgsmål om at forklare nordmændene, der ønsker den samme frihed, at det må vi bare glemme. ”Brexit? Prøv ikke det her derhjemme,” forklarede Aftenpostens politiske redaktør den 27.12.2020. Han kan fortælle, at den frihed, som briterne har fået, ville få norske virksomheder til at ”gyse”. Seafood-industrien ville ”bryde sammen” under bureaukrativældet. Og briterne vil opdage, at omkostningerne ved at bruge den nyfundne frihed ”kan være høj”. Frihed og uafhængighed er i visse kredse et spørgsmål om køb og salg.
Nogle redaktører insisterer at servere gamle ænder efter juleaften. ”Det virker indlysende, at vores EØS-aftale generelt er bedre end den britiske handelsaftale,” skriver Dagsavisens lederskribent den 28.12. ”Brexit viser, hvor galt det kan gå, når alternativet ikke er klart,” lyder det i punchlinjen hos Dagsavisen i en leder, der handler om et stærkt afklaret alternativ. Så galt det kan gå, når man kører på autopilot, som om intet er hændt.
Det er ikke længere muligt at benægte, at et europæisk land kan bryde med EU og fortsætte handelen som normalt. Når et land, der har været en del af EU og EU-systemet i 45 år, kan vinde sin uafhængighed tilbage, er det indlysende, at en stat, der i 25 år har deltaget i en langt mildere EØS-variant, kan gøre det samme. Især når Norge i modsætning til Storbritannien før brexit allerede har en frihandelsaftale med EU, der giver toldfrihed for industrivarer. Den træder automatisk i kraft, når Norge forlader EØS.
Ny ammunition
Den norske EØS-debat vil uundgåeligt blive skarpere i fremtiden. Brexit giver modstanderne yderligere ammunition. Det er derfor, det politiske etablissement, erhvervslivet og LO lederskab arbejder på at ”bevise”, at det eneste, briterne har opnået, er bureaukrati og politisk ustabilitet. Vi kan trygt regne med, at brexit får skylden for de ødelæggende konsekvenser, som krisen skaber, uanset at krisen i og uden for Storbritannien var i gang og var udløst af helt andre årsager. Og selvsagt vil brexit blive gjort til syndebuk for alle de små løgne, der måtte opstå i de første måneder af en ny handelsaftale.
Fællesforbundets krav om en undersøgelse af alternativer til EØS står stærkere end nogensinde før. Faren er, at en undersøgelse kan blive en sovepude for EØS-modstanden og en mulighed for EU-tilhængere til at forberede sig på en modoffensiv. Krudtet skal derfor holdes tørt. Brexit er allerede en undersøgelse af mulighederne i konkret form. Det, der mangler at blive gjort, er, hvor mange knuder Norge skal binde op for at komme fri af EØS og opdatere den eksisterende frihandelsaftale med EU. Der er stor forskel på en jernkiste og en spændetrøje. Storbritannien var nødt til at ty til skærebrænder og wirecutter, Norge kan gøre det med saks og bidetang.
- december 2020
Oversat fra Revolusjon, www.revolusjon.no