Arbejderklassens og det kommunistiske partis lange historie er en del af vores egne og vores parties rødder på godt og ondt. Og vi ved, at for at forandre verden og skabe en ny fremtid må vi lære af den.
Kampen for det kommunistiske parti, dets brud og gendannelser er vævet sammen med internationale begivenheder og strømninger. Oktoberrevolutionen i 1917 betød et brud med socialdemokratiet og dannelse af det revolutionære DKP. Da Khrusjtjov-kliken tog magten i Sovjetunionen efter Stalins død og etablerede ”Den moderne revisionisme” som generallinje for den internationale kommunistiske bevægelse i 1956, fulgte DKP dets kurs og endte som et revisionistisk parti – dvs. et parti der har revideret, forvansket arbejderklassens revolutionære og videnskabelige teori og politik.
På den internationale bane var det Albaniens Arbejdets Parti, AAP, der satte sig i spidsen for opgøret med de angreb, Khrusjtjovs moderne revisionisme satte ind mod opbygningen af socialismen og arbejderklassens og folkenes kamp mod imperialismen og for revolutionen. Et opgør, som Kinas Kommunistiske Parti, KKP, senere tilsluttede sig af egne taktiske grunde. I kampen mod den moderne revisionisme opstod der nye kommunistiske partier og organisationer, også her i Danmark.
Men først i 1976, efter otte års partiforberedende arbejde til sidst samlet i KFML, blev det kommunistiske parti genstiftet med Kommunistisk Arbejderparti, KAP. Desværre blev det ikke på et klart marxistisk-leninistisk grundlag, og konsekvenserne af det skulle hurtigt vise sig. I KAP’s stiftelsesprogram 1976 hedder det: ”Partiets grundlag er den videnskabelige socialisme, marxismen-leninismen-Mao Tsetung-tænkningen, det er vor historiske epokes revolutionære teori.” Og heri lå kilden til problemerne – Mao Tsetung-tænkningen.
På det tidspunkt havde Kina en stor prestige pga. sin deltagelse i kampen mod den moderne revisionisme og de store sociale forandringer, Kina havde opnået efter sin befrielse og oprettelsen af Folkerepublikken. At Kina ikke var et socialistisk land, var dengang ikke åbenlyst som i dag. Den progressive venstrefløj i Danmark var i høj grad en generation præget af ungdomsoprørets tanker og ideologi. Vi studerede både marxismen-leninismen og Mao Tstung-tænkningen i ml-bevægelsen dengang. Jeg var selv i Kina i 1976 kort før Maos død.
1976, hvor KAP blev stiftet, var et år med gang i den danske klassekamp – strejkekampe som plattedamernes. Anker Jørgensen var statsminister i en S-regering. Ude i verden gennemførte apartheidstyret i Sydafrika massakren i Soweto, der markerede starten på dets fald. Nord- og Sydvietnam blev forenet efter USA-imperialismens nederlag i Vietnamkrigen. Mao døde, den nyvalgte kinesiske leder Hua Guofeng afsatte den såkaldte Firebande og afsluttede dermed kulturrevolutionen.
Politisk-ideologiske kamp
Den politisk-ideologiske kamp, som havde foregået før og under stiftelsen af KAP, fortsatte de næste to år. Den antog forskellige former omkring spørgsmål fra klasseanalysen til grundlaget for den nationale og internationale klassekamp, strategi og taktik, kampen for kvindernes frigørelse, klassekampen under socialismen, spørgsmålet om skoling og studier i marxismen-leninismen og til vurderingen af marxismen-leninismens klassikere og andre spørgsmål.
I 1977 gik Albaniens Arbejdets Parti og Enver Hoxha offentligt ud med en kritik af den generallinje, som Kina havde udviklet, ”teorien om verdens deling i tre”, uden at nævne og angribe Kina. Den mangeårige proces op til dette er detaljeret beskrevet i Enver Hoxhas bøger ”Betragtninger over Kina”, der omhandler perioden 1962-1977, og i bogen ”Imperialismen og revolutionen”. (Kan læses på APK’s hjemmeside www.apk2000.dk)
I april 1978 vedtog KAP’s centralkomite en resolution om den internationale situation, der tilsluttede sig den opportunistiske teori om ”verdens deling i tre”, der er en linje for kapitulation over for imperialismen, for klassefred og en opgivelse af revolutionen.
I sommeren 1978 afbrød Kina forbindelsen med Albanien og AAP, med en note fra Kinas udenrigsministerium fyldt med tekniske forklaringer.[i] Og dermed udvidede Kina drastisk de ideologiske forskelle og uenigheder til også at gælde de statslige forbindelser mellem landene og satte det socialistiske Albanien i en meget svær situation. En uhørt handling fra et land, der kaldte sig socialistisk.
Jeg var faktisk i Albanien på det tidspunkt og husker, hvordan alt personale på hotellet sad udenfor og læste Kinas bekendtgørelse og diskuterede det skete, og guiden, der sagde: ”Jeg kommer senere, lige nu har jeg vigtigere ting.” En oplevelse, der var med til at understrege, at det var en afgørende begivenhed, vi befandt os midt i. Det åbne brud mellem marxismen-leninismen og maoismen, mellem Folkerepublikken Kina og det socialistiske Albanien, var en realitet, der gav genlyd i partier og bevægelser verden over. Sådan som det også afspejlede sig i KAP.
KAP’s ledelse erklærede CK-resolutionen med tilslutning til tre-verdens-teorien for ”den strategiske vejledning for arbejderklassens internationale kamp i den nuværende periode”. Og ikke bare det, men erklærede den som ”programmatisk grundlag” for partiet til erstatning for det daværende program – uden partidiskussion eller kongres. Samtidig blev enhver mulighed for videre principiel diskussion i partiet forbudt.
Derefter var marxist-leninisternes endelige brud med KAP en realitet. Kommunistisk Sammenslutning (marxister-leninister), KS (m-l), blev dannet med det klare formål at gendanne det kommunistiske parti og udgav 1. maj 1978 det første nummer af, hvad der blev til Dagbladet Arbejderen. Og den 31. december 1978 stiftedes DKP/ML efter en kort proces af samling af de marxist-leninistiske kræfter omkring KS (m-l).
Opgøret med maoismen på det tidspunkt var en stor sejr og betød, at den i mange år frem ikke spillede nogen politisk eller organisatorisk rolle i den danske klassekamp, i modsætning til f.eks. situationen i Norge med det maoistiske Arbeidernes Kommunistparti der dominerede, og som senere smeltede sammen med Rød Valgalliance i partiet Rødt.
Maoismens konsekvenser
Teorien om verdens deling i tre erstattede arbejderklassens internationalisme og kamp for socialismen med en klasseløs front mod supermagterne, der blev kaldt ”den første verden”. Fronten mod supermagterne bestod af alle andre imperialistiske lande, der blev kaldt ”den anden verden”, og med ”den tredje verden” – de afhængige og socialistiske lande – som hovedkraften.
Teorien legitimerede, at man kunne støtte sig på den ene supermagt imod den anden, idet Sovjet-imperialismen blev erklæret for den farligste og mest aggressive, som hovedslaget skulle rettes imod. Dermed blev kampen mod al imperialisme og mod begge supermagter opgivet. Og det var ikke længere den imperialistiske rivalisering, men udelukkende Sovjets fremtrængen, der skabte krigsfaren. Derfor kunne kampen mod USA-imperialismen også roligt nedtrappes, da USA angiveligt kun kunne føre ”ideologisk aggression” for at bevare sin position.
Teser om ”arbejderklassens strategiske defensiv” og en ”to-fase-strategi” for arbejderklassens kamp var nogle af konsekvenserne i KAP af denne anti-leninistiske og subjektivt overfladiske måde at analysere klassekræfterne og de grundlæggende modsætninger, der driver udviklingen under imperialismen, på. Hvad betød det? Det betød, at opgaven for den danske arbejderklasse blev reduceret til ”at forsvare og forbedre arbejderklassens forhold” inden for kapitalismens rammer, at ”forandre styrkeforholdet” til arbejderklassens fordel i kampen mod borgerskabet og udelukkende koncentrere sig om at forsvare sine levevilkår, ”vinde positioner” over for borgerskabet, nøjes med at stille ”gennemførlige krav”.
Tre-verdens teorien erstattede kampen mod EU og EU-imperialismen med en påstand om, at arbejderklassen kunne støtte sig på EU-monopolerne i kampen mod de to supermagter,[ii] og at en styrkelse af EU ville svække disse.
I modsætning til at rette klassekampen mod det danske imperialistiske borgerskab og monopoler og fastholde strategien for arbejderklassens revolution blev tesen om ”et alliancefrit Danmark” stillet op som et særligt strategisk mål for perioden. Arbejderklassens kamp skulle tvinge et alliancefrit Danmark til at ”støtte de alliancefri landes bevægelse og til at bygge sit forhold til landene i den tredje verden på en stadig større grad af ligeværd og gensidig fordel”.
Hvis noget af dette lyder bekendt, er det ikke helt forkert. Den nuværende kinesiske politik for en multipolær fredelig imperialistisk verdensorden taler også i geopolitiske vendinger om en front og alliancer af det globale syd mod vestlig dominans fra USA og ”det globale nord”. Og i de danske partier, der støtter denne politik, tales der om afrikanske lande som ”frontlinjer i den multipolære kamp”[iii] og om at presse dansk imperialisme til en ny og mere retfærdig og fredelig alliancepolitik, et synspunkt, som også Enhedslisten abonnerer på.
Man kan sige, at selvom begge kinesiske varianter giver sig ud for at være den strategiske linje for verdens undertrykte lande og folk, så er der dybest set tale om kinesisk udenrigspolitik for at styrke deres egen position. Tilbage i 1980 beskrev Klaus Riis maoismen som en stormagts-chauvinistisk teori og praksis, ”en ideologi for en stor, omend tilbagestående kapitalistisk stat og med det mål at udvikle sig til en imperialistisk supermagt”[iv]. I dag er Kina blevet en imperialistisk stormagt, og den kinesiske politik ”for en multipolær, ligeværdig, fredelig verden” er en ny variant af samme ideologi for at kræve Kinas plads i rivaliseringen og samarbejdet mellem de imperialistiske stormagter.
Kinesisk variant
I starten af oplægget sagde jeg, at kilden til de politiske og teoretiske problemstillinger, der til sidst gjorde en ende på KAP som kommunistisk parti, var Mao Tsetung-tænkningen, som viste sig at være en variant af den moderne revisionisme. Her nogle eksempler, hvor det slog ind:
Mao erklærede, at modsætningerne mellem arbejderklassen og det nationale borgerskab i Kina havde en ”ikke-antagonistisk” karakter. Og skabte en teori om ”fredelig sameksistens mellem det nationale borgerskab og arbejderklassen”. På dette grundlag byggede det nye Kina sin statsmagt.
Dokumenterne fra Kinas Kommunistiske Partis 8. kongres i 1956 erklærer åbent – sådan som de nuværende kinesiske ledere også gør det – at det nationale borgerskab skulle bevare og deltage i ledelsen af den kinesiske stat sammen med arbejderklassen. Borgerskabet skulle ”vokse ind” i socialismen, samtidig med at det bevarede del i statsmagten, bevarede centrale poster i ledelsen af industrien og bevarede (og øgede) deres private rigdomme.
Også KAP forvanskede Lenins klassedefinition i sit program. Et ikke uvæsentligt spørgsmål om, hvem der er hovedkraften, allierede og fjender i arbejderklassens revolution. Som tidligere set i DKP blev arbejderklassen ændret til ”lønarbejderklassen”, og de intellektuelle og arbejderaristokratiet indlemmet i arbejderklassen! Arbejderaristokratiet blev ikke længere betragtet som opportunismens vigtigste basis og borgerskabets hovedstøtte til klassesamarbejde i arbejderbevægelsen.
Den kinesiske revolution og den væbnede kamp, som Mao og Kinas Kommunistiske Parti førte, var en borgerlig-demokratisk revolution af en ny type. Grundlaget for Folkerepublikken var Maos ideer om ”det ny demokrati”, om oprettelsen af en republik med fire venligtsindede klasser: arbejderklassen, bønderne, småborgerskabet og det nationale borgerskab! Det var hverken en model for en vestlig republik eller sovjetisk socialistisk arbejdermagt. Klassekampen under socialismen blev fordrejet til fraktionskampe og tesen om to-linje-kamp inden for det kommunistiske parti.
Mao Tsetung-tænkningen og KAP forkastede arbejderklassens ledende rolle og opgave. For Mao var det bønderne og ikke arbejderklassen, som var den ledende kraft i revolutionen. Han formulerede det alment som tesen om, at ”landsbyerne kan omringe byerne”, at ”landet bør spille hovedrollen i den kinesiske revolutionære bevægelse og byerne den sekundære rolle”. Det er et træk i den kinesiske befrielseskamp, som Mao og de kinesiske revisionister gjorde til en teori for arbejderklassens revolution på globalt plan, og som genspejles i den såkaldte tredje verden (verdenslandsbyen), der indkredser de højtudviklede kapitalistiske lande (metropolerne).
Mao forkastede teorien og praksissen om arbejderklassens klasseparti. I stedet benyttede han parolen om partiets massekarakter, til at man uanset klassetilhørsforhold kunne træde ind i partiet. Mao opfattede partiet som en sammenslutning af klasser med modsatte interesser, som en organisation, i hvilken arbejderklassen og borgerskabet – ”arbejderklassens hovedkvarter” og ”borgerskabets hovedkvarter” – står over for og bekæmper hinanden på alle niveauer i partiet.
Jeg vil slutte med at citere fra forordet til pjecen, som vi lige har udgivet, med titlen ”Teorien om ’verdens deling i tre’ er en revisionistisk strategi – Maoismen kaster masken”.
”I dag promoveres en række nye variationer af kinesisk revisionisme, som den kinesiske ledelses variant af tre-verdens-teorien, med Kina i spidsen for en fredelig ”multipolær verden”. En teori, som Kina mener udgør generallinjen for kampen i dag …
Det er genbrug af Maos teori om ”verden deling i tre”. Det er derfor nyttigt at holde de to varianter op mod hinanden og se, hvor maoismen helt principielt adskiller sig fra marxismen-leninismen.”
Oplæg holdt på APK’s sommerlejr juli 2023
Noter:
[i] Offentliggjort i Peking Review nr. 29
[ii] I KAP’s CK-resolution hedder det: ”EF-monopol-borgerskabernes kamp for at forsvare og udvide sine egne imperialistiske positioner kommer således til at svække supermagterne og kommer til at fungere som støtte til den antihegemonistiske kamp. Samtidig åbner disse forhold op for samarbejde mellem EF og den tredje verden imod supermagterne.”
[iii] Dagbladet Arbejderen 29. juni 2023
[iv] I artiklen ”Maoismen kaster masken” fra bogen Socialismen og fremtiden af Klaus Riis og genoptrykt i pjecen ”Teorien om ’verdens deling i tre’ er en revisionistisk strategi” og ”Maoismen kaster masken”