Op til indsættelsen af Columbia nye præsident d. 7.august i år skærpes klassemodsætningerne og klassekampen i Columbia. Trumps og USA-imperialismens kandidat, Abelardo de la Espriella, blev udråbt som den endelige vinder af præsidentvalget med kun 49.66 % af stemmerne mod Iván Cepedas 48.70 %.
Espriella er en højre-populist, der fremstilles som en anti-elite outsider og nationalist. Allerede inden hans indsættelse har han gjort det klart at han vil gøre op med fredsprocessen i Columbia og rulle den tidligere regerings reformer tilbage, som f.eks. landreformen. Han er USA’s imperialismen mand, der skal konsolidere USA’s dominans og gøre landet til en stærk søjle i USA’s ekspansionistiske og neokoloniale politik i Latinamerika.
Gustavo Petro (præsident indtil 7.august) anerkender ikke valget af Espriella, men har rejst sigtelse omkring valgsvindel og indblanding i valgt fra USA og Trump og den israelske efterretningstjeneste Black Cube side.
Columbia har en lang historie med udenlandsk intervention og folkelig modstandskamp.
Denne artikel er skrevet før præsidentvalget d. 24. juni 2026. Den giver en god baggrund for, hvordan Socialdemokratiets svigt og borgerlige politik også i Colombia igen har ført en stærkt højreorienteret præsident til magten. Det var ikke folket og arbejderne, der svigtede den progressivistiske regering, men den, som svigtede folket og arbejderklassen. Samtidig viser de colombianske kommunister vejen frem for reel forandring.
*
Få måneder før afslutningen af Gustavo Petros fireårige præsidentperiode, bekræfter fakta fortsat inkonsekvensen i hans såkaldte forandringsregering. Og denne regerings åbne og klare forpligtelse over for magtfulde borgerlige eliter, blandt hvilke der er nye sektorer, der søger en plads i kampen om hegemoni inden for den borgerlige magt. Dette i modsætning til hvad algoritmerne på de sociale medier og de etablerede medier antyder,
I lyset af fiaskoen og afvisningen af den politik, der er blevet ført i mere end 60 års politisk vold, satser nye dele af den borgerlige elite på at inddæmme krisen, genoplive sig selv, indynde sig hos den nationale og internationale offentlighed. De søger at genvinde tilliden til og autoriteten hos et økonomisk og politisk system som det nuværende, der har været i dødsangst og er blevet miskrediteret af al den korruption, uretfærdighed og antidemokrati, der har gennemsyret det overalt.
Det colombianske oligarkis satsning er vanskelig og ganske risikabel, hvor det at vinde betyder at besejre det colombianske folks ønske om velfærd og frihed. På den anden side ville oligarkiets nederlag betyde sammenbrud og ødelæggelse af dets økonomiske og sociale system.
De kampe, der udkæmpes i øjeblikket, viser et dødeligt såret oligarki, der spiller på flere heste i et forsøg på at dæmpe sin dødskamp. Nogle gange går det ud på at overtale og vinde hjerter, sind og håb hos befolkningen og de kræfter, der fremmer forandring, idet der specifikt opfordres til samarbejde, enighed og fælles indsats for at opnå en mere human og velstående kapitalisme. Andre gange er det kort, der spilles, intet andet end magt, modstanderens forsvinden og/eller eliminering. I Colombia er kombinationen af pisk og gulerod strategier, der fremmes og hænger tæt sammen med borgerskabets iver efter at udvide sine overskud og fordele samt at genlegitimere sit økonomiske og politiske system.
I Colombia gentages der fra forskellige perspektiver løbende alle mulige diskurser, der opfordrer til en styrkelse af det deltagende demokrati og lokalsamfundenes engagement i den institutionelle orden. Den anakronisme og det antidemokrati, der kendetegner det nuværende colombianske politiske system, viser imidlertid de store forhindringer, som folkelige flertal må overvinde for at opnå højere niveauer af velfærd, lighed, social retfærdighed og politisk frihed.
Når vi vender tilbage til sagen om Gustavo Petro og den såkaldte forandringsregering, er det første aspekt, der skal fremhæves, at denne regerings fremskridt udgør en historisk begivenhed uden fortilfælde med store politiske konsekvenser. For første gang i republikkens historie blev de organiserede og mobiliserede dele af befolkningen, anført af en gruppe kræfter fra det folkelige, demokratiske og venstreorienterede lejr, enige om et demokratisk program, valgte en præsident for republikken og satte sig for at gennemføre vigtige demokratiske reformer.
Det andet aspekt, der skal fremhæves, er, at Gustavo Petros socialdemokratiske ånd og hans vedholdende opfordringer til at arbejde for en mere human kapitalisme og en national aftale, som forfatningen fra 1991 bygger på, på den ene side er blevet udnyttet og udnyttet på intelligent vis af imperialismen og oligarkiet for at lede de opildnede folkemassers krav om forandring ind i andre baner. På den anden side har det blokeret for de demokratiske reformer, som det colombianske folk har kæmpet for i flere år.
Et tredje aspekt er, at Socialdemokratiet har været et nyttigt trumfkort, der har gjort det muligt for oligarkiet igen at tale om stabilitet og økonomisk vækst, genoprettelse af fred, sikkerhed og politisk orden samt reformer af det nuværende økonomiske og politiske system. Dets mål om at inddæmme den sociale kamp og tvinge den sociale bevægelse til at give afkald på sine forslag til forandring er imidlertid ikke blevet nået. Den sociale konflikt fortsætter, og klassekampen vokser, den sociale konfrontation i gaderne fortsætter og viser interessante tendenser i den sociale mobilisering.
Et fjerde aspekt, som vi ønsker at fremhæve, er Socialdemokratiets vaklen, dets skiftende diskurs og den inkonsekvens, det har udvist. Den ustabilitet og usikkerhed, som det lægger over sin politiske handling, afslører det hver dag som en kraft, der er uforenelig med demokratisk forandring og reformer. Det er en kraft, der åbent samarbejder om forsvaret af status quo, neoliberale politikker og teorien om national sikkerhed og den indre fjende, som har understøttet landets pacificeringspolitikker og – tiltag. Denne adfærd hos de socialdemokratiske ledere, der påvirker deres lederskab negativt, viser, at de politiske succeser, der er opnået i nutiden, ikke vil være varige. Hvis vi tager i betragtning, at mange af dem har været involveret i underslæb og korruption, kan vi påpege, at deres fremtid ikke ser lovende ud.
På baggrund af disse træk ved den colombianske politiske situation ønsker vi gennem de følgende vurderinger af denne regering at understrege, at ud over manglen på strukturelle tiltag, der har til formål at bremse landets alvorlige økonomiske og sociale forværring, er kapitulationen og de vedvarende krænkelser af den nationale suverænitet problemer, der i høj grad påvirker Gustavo Petros regering. De viser regeringens uoverensstemmelse med det folkelige mandat, den fik i juni 2022, og undergraver den legitimitet, som Gustavo Petros regering startede med.
På det administrative område var ineffektiviteten og ustabiliteten i et regeringshold bestående af teknokrater fra de traditionelle partier fremherskende.
Præsidenten har ikke været i stand til at danne et stabilt regeringshold, da han til dato i et kabinet bestående af 19 ministre har udskiftet 62 ministre og et tilsvarende antal viceministre samt ledere af nationale myndigheder. En høj grad af politisk udskiftning, der har været anvendt for at gennemføre hans gyldne regeringsregel: »den nationale aftale«, som indebærer forhandlinger og pagter med de traditionelle politiske kræfter. Det skal bemærkes, at de henvisninger til godkendelsen af Petro-regeringen, der fremgår af nogle nylige meningsmålinger, afspejler virkningen af umiddelbare tiltag, såsom den betydelige forhøjelse af mindstelønnen, og ikke en generel vurdering af dens beslutninger. Det er endnu uvist, om der vil ske demokratiske forandringer, og dette udgør fortsat en stor udfordring.
Ny statsgæld, korruption og tegn på recession
Blandt de forhold, som meningsmålingerne ikke viser, fremhæver vi den store gældsætning og den disciplinerede afvikling af udlandsgælden, som denne regering har gennemført. Det store finanspolitiske underskud, der skyldes overdreven gældsopbygning gennem tiltag som den massive udstedelse af statsobligationer (TB’er) under påskud af den økonomiske nødsituation og forhøjelsen af krigsbudgettet.
Samt korruption, et åbent sår i landets samlede budget, med yderst skandaløse hændelser, såsom dem, der er set i Den Nationale Enhed for Katastroferisikostyring (UNGRD), hvor ifølge undersøgelser de tabte midler overstiger den ene og en halv milliard pesos, der allerede har sendt to vigtige tidligere ministre (indenrigs- og finansministrene) bag tremmer.
Et andet eksempel er korruptionen i FOMAG, den multimilliondollar store sociale fond for lærere, der var præget af bureaukrati og manglende resultater. Den manglende kontrol med skatteunddragelse, skatteundgåelse og smugleri; det overdrevne bureaukrati i opbygningen af det nye Ligestillingsministerium og andre områder inden for statens udøvende magt samt faldet i de nationale indtægter.
Hertil kommer de uberegnelige tiltag for at forhindre sundhedssystemets sammenbrud, de dårlige resultater inden for uddannelse, bolig, transport og især den manglende evne til at standse udnyttelsen af befolkningens indkomst gennem udgifterne til offentlige tjenesteydelser til husholdningerne. Samt til at minimere de virkninger, som Trumps nye toldsatser har på den nationale økonomi, den åbenlyse påtvingelse af amerikansk imperialisme over for et afhængigt land som Colombia, hvor man ser denne regerings manglende reaktion eller handlingskraft over for den amerikanske imperialisme.
Regeringens hyppige henvisninger til OECD’s støtte til dens økonomiske styring har skygget for debatten om de bekymrende tal fra december 2025: de presserende sundhedsproblemer, hvor systemet endte med et forventet underskud på 20 milliarder dollar og akkumulerede driftsunderskud på 7,3 milliarder dollar; en akkumuleret statsgæld over for el-sektoren på 9,2 milliarder dollar ifølge Inter-Union Energy Committee; en inflationsrate på 5,2 %, hvilket ligger over målet på 3 %; en voksende uformel arbejdsstyrke (55,7 %); den høje udlandsgæld (246,801 milliarder US-dollar, 53,8 % af BNP); den uundgåelige stigning i det finanspolitiske underskud (117,8 milliarder dollar, 6,4 % af BNP).
Hertil kommer en porteføljerapport fra DIAN [Det Nationale Direktorat for Skat og Told] på 50,91 milliarder dollar, svarende til skatter og kildeskatter, hvoraf 16,6 milliarder dollar blev klassificeret som vanskelige at inddrive. Dette ligger meget langt fra den nationale udviklingsplan, der blev godkendt efter proklamationen af »bindende dialoger« som en form for borgerinddragelse, hvilket blev bredt accepteret, men knap nok taget til sig af regeringen.
Politikken under Gustavo Petros regering og de nye kendsgerninger afspejler den økonomiske dynamik med tydelige tegn på recession samt politikker i en verden præget af USA’s desperation over for de tydelige tegn på generelt forfald. Dette ses allerede på gaderne blandt de otte millioner demonstranter, der lørdag den 28. marts i USA råbte »INGEN KONGER«.
De nye kendsgerninger peger på en kraftig forværring af den økonomiske, sociale og politiske krise i landet, som begynder at vise sig i strejkeopfordringerne fra lærerne, kommunerne, de små og mellemstore minearbejdere, afro-amerikanske samfund, arbejdere i de offentlige statstjenester og dele af ungdommen samt sociale og politiske begivenheder, der – ud over valgresultaterne – afspejler de store diskussioner om regeringens politik og ledelse, foruden det skiftende miljø og omstruktureringen på internationalt plan samt den vanskelige situation med ulighed og social, økonomisk og politisk udstødelse, som Colombia lider under.
De økonomiske udsigter for Colombia frem mod 2026 er ikke opmuntrende; de negative konsekvenser for den colombianske økonomi af krigen i Mellemøsten, der er blusset op igen med Israels og USA’s angreb på Iran, er alvorlige. Den skyhøje oliepris, der allerede overstiger 110 dollar pr. tønde, har en negativ indvirkning på sektorer i den colombianske økonomi, såsom transport, landbrug, fødevarepriser og andre økonomiske variabler, hvilket vil øge inflationen og påvirke den økonomiske vækst. Det fremgår af de data, der er registreret i de første måneder af 2026.
Den colombianske økonomi indledte året med en svag vækst på 1,5 % ifølge DANE [Det Nationale Statistiske Kontor], hovedsageligt drevet af servicesektoren, mens andre produktionsgrene, såsom industrien og bygge- og anlægssektoren, viste negative resultater. Landbrugs- og husdyrsektoren indledte 2026 med tegn på afmatning og under forhold præget af kuldebølgen, hvor der blev registreret 55 nødsituationer mellem slutningen af januar og begyndelsen af februar. Dette tvang regeringen til at erklære økonomisk undtagelsestilstand for at kunne yde hjælp til ofrene; men dette har ikke været tilstrækkeligt, da de investerede midler har været utilstrækkelige til at håndtere katastroferne og den akkumulerede sociale gæld.
Indrømmelser til USA-imperialismen
Til disse økonomiske tal skal lægges de indrømmelser, som Gustavo Petros regering har givet den amerikanske imperialisme: Cauca-missionen for at vinde krigen mod narkohandel i departementet Cauca, en militær strategi, der er camoufleret med nogle sociale projekter. Dette har til formål at etablere en ny amerikansk militærbase (i Corregimiento del Plateado – kommunen Argelia i Cauca) og overdrage kontrollen med området til USA. Der er også Plan Vida, der præsenteres som en fælles plan mellem den amerikanske regering og Colombia, en ny version af Plan Colombia. Der er desuden de fælles militærøvelser i Stillehavet, med aftalen om at oprette yderligere to militærbaser i Colombia, den ene i Amazonas og den anden på Gorgona-øen, hvor anlægsarbejder og kommunikationsudbygning allerede er i gang, hvilket alvorligt påvirker øens status som et »økologisk reservat«.
Nogle af resultaterne af mødet mellem Trump og Petro, der fandt sted i Washington den 3. februar 2026, er også tydelige, angiveligt for at afbøde den verbale konfrontation mellem de to ledere. Sandheden er, at indrømmelserne over for den amerikanske imperialisme er fortsat, i lyset af den colombianske regerings tilsagn om at genoptage sprøjtningen med glyphosat, i strid med forfatningsdomstolens afgørelser og uden hensyn til de sygdomme og alle de negative virkninger, som dette ukrudtsmiddel har på befolkningen, territoriet, vandet og naturen.
De demokratiske elementer i politikken for afgrødesubstitution blev skubbet i baggrunden; vilkårlige bombninger fortsatte, såsom dem, der fandt sted i oktober og november 2025 i Guaviare, og som førte til drab på børn og unge; udviklingen af fælles operationer mod oprørsbevægelsen ved grænserne til Venezuela, hvilket var et skridt væk fra den politiske håndtering af den væbnede konflikt i søgen efter en løsning baseret på ideen om fred med social retfærdighed. Alle disse handlinger udgør ikke blot påtvungne krav fra den amerikanske imperialisme, men indebærer også en kapitulation og krænkelse af den nationale suverænitet, den politiske uafhængighed og folks selvbestemmelse.
Ikke mindre vigtigt er Petro-regeringens ændring af sin internationale holdning til Mellemøsten; efter korrekt at have afbrudt forbindelserne med Israel på grund af folkemordet i Gaza fordømmer den i sin nylige afstemning i FN Iran »for dets angreb på arabiske lande« og indeholder ingen afvisning af USA’s og Israels militære aggression mod Iran.
Vi er enige med de demokratiske og venstreorienterede kræfter i, at disse politikker, som regeringen fører, er i strid med det folkelige mandat, der er indeholdt i regeringsprogrammet for 2022–2026, som præsident Gustavo Petro blev valgt på med en klar valgsejr på over 11 millioner stemmer.
Den colombianske valgproces
I en kontekst præget af polariserng og stærk tilpasning samt ideologisk omlægning blandt de politiske kræfter har den colombianske valgproces ikke ophørt med at afsløre anakronismen i de regler, der regulerer den, samt dens antidemokratiske karakter.
Det colombianske politiske landskab bliver imidlertid mere og mere komplekst for hver dag, der går, i lyset af de store uenigheder i økonomiske, politiske og militære anliggender. På den ene side fremhæver vi den amerikanske imperialismes stærke interesse i at blande sig i de colombianske valg, som den har gjort i andre lande, med det formål at konsolidere sin dominans og gøre landet til en stærk søjle i sin ekspansionistiske og neokoloniale politik i Latinamerika.
På den anden side er der oligarkiets og dets elites ihærdige forsøg på at genvinde regeringsmagten, som de mistede på grund af den folkelige bevægelse, der opstod som følge af folkestrejkerne i 2019 og de 45 dages folkelige opstand i april 2021. Dette afspejlede sig i valgresultatet fra juni 2022, hvor Gustavo Petro blev valgt til præsident med støtte fra et demokratisk, folkeligt og venstreorienteret valgsamarbejde kaldet Den Historiske Pagt. Denne er nu blevet forrådt med det formål at omdanne den til et »enkeltparti«, hvilket har brudt den brede forenede front, der dannede grundlaget for den. Et andet kendetegn ved den aktuelle situation er den intense kamp om kontrollen med de politikker, der gennemføres i Colombia.
Situationen kompliceres af det forvirrende miljø, hvori den politiske debat foregår i landet, samt den politiske vold, der har kendetegnet den colombianske klassekamp. Det må fortsat understreges, at drabene på folkelige ledere, politikere, demobiliserede guerillakrigere og menneskerettighedsforkæmpere stadig finder sted; forsvindinger og politiske trusler i landets forskellige regioner er ikke ophørt.
Et andet problem er de måder at udøve politik på, der har fundet sted i Colombia, og som afspejler en anden holdning og måde at forholde sig til vælgerne på hos størstedelen af de politiske kræfter. I denne sammenhæng er det nødvendigt at påpege de store investeringer, som vennekredse og politiske maskiner har foretaget med det formål at vinde colombianernes stemmer. Den markante politiske reklame, der former og markedsfører de forskellige kandidater som bestsellere i colombiansk politik. Den betydning, som de virtuelle og sociale netværk har for den politiske udvikling; fremme af fortællinger, der forvrænger virkeligheden og fremhæver forvrængede, dogmatiske, personlighedscentrerede-messianske og følelsesladede tanker, der mangler objektivitet. Bestræbelser på at sløre den politiske debat og/eller erstatte den med symbolsk kommunikation, hvilket ikke er særlig positivt, da politiske beslutninger styres af følelser og empati. Den populisme og pragmatisme, der hersker i talerne, den taktiske stemmeafgivning samt køb og salg af stemmer er fremherskende; det er også stærke tendenser og træk, der kendetegner de fleste politiske kræfters handlinger i denne valgperiode.
Hvad angår resultaterne, bemærker vi den markante forværring samt den svage ledelse hos de borgerlige partier, som ikke stiller op med præsidentkandidater i eget navn og fortsat viser deres underdanighed over for den amerikanske imperialisme og nu også over for Trumps planer, selvom de har til hensigt at fremstå som uafhængige politiske aktører, løsrevet fra presset fra Washington, som de undgår at blive gransket for, og som de ikke afviser.
Ved kongresvalget den 8. marts blev den amerikanske imperialismes diktater til det colombianske oligarki i dens forskellige fraktioner tydelige. De sponsorerede, planlagde og gennemførte et svindel af store dimensioner med det formål at udvide deres højrefløjsflertal i Republikkens Kongres. Men det er værd at understrege, at valgresultatet ikke er det eneste mål for styrkeforholdet i kampen mellem de udbyttede og udbytterne; dette er blot én af formerne for politisk kamp.
De demokratiske og venstreorienterede kræfter opnåede en stigning i antallet af mandater, der langtfra svarer til det spring i antallet, som præsidenten proklamerede. Derfor er debatten om behovet for at indkalde en national forfatningsgivende forsamling af demokratisk og folkelig karakter som et kampredskab til at ændre magtbalancen på dette område nu indledt.
Hvad angår de flerpartikonsultationer, der blev gennemført i fællesskab for at udpege præsidentkandidaterne, benyttede flere oligarkiske kredse, der opfordrer til styrkelse af investorernes tillid, demokratisk sikkerhed og korporatisme, sig af svindel i konsultationen blandt den pro-Uribe-orienterede højrefløj. [i]
Dette banede vejen for sejren til den nuværende senator for Det Demokratiske Center, Paloma Valencia, som nu klart fremstår som den præsidentkandidat, der er Trumps regerings favorit. Dette skyldes de overraskende mere end 5 millioner stemmer, der har placeret hende i en fordelagtig position i offentligheden til at fortsætte med at påvirke meningsmålingerne, som viser, at hun er i fremgang, mens hendes modkandidater stagnerer eller går tilbage.
De folkelige, demokratiske og venstreorienterede kræfter er fortsat parate til at kæmpe.
I den igangværende valgproces bemærker vi også en styrkelse af forskellige former for kamp og mobilisering blandt den brede befolkning, hvilket er et tegn på den voksende uenighed og modstand, der præger de forskellige befolkningsgrupper.
Det sker på baggrund af den neoliberale politik, som systemet har påtvunget, og som endnu ikke er blevet besejret af Gustavo Petros regering, der trods de kraftige opfordringer fra fremadstormende sektorer og folkelige kræfter ikke har været i stand til at frigøre sig fra imperialistiske påbud, kammeratskabsnetværk, korruption og den uberegnelige politik om national enighed med de oligarkiske sektorer.
Midt i det komplekse colombianske politiske landskab understreger vi, at de folkelige, demokratiske og venstreorienterede sektorer fastholder deres vilje til at kæmpe for demokratisk forandring og for at opnå strukturelle reformer af landets økonomiske og politiske model, som vil muliggøre velfærd, politisk frihed og social retfærdighed for det colombianske flertal.
Som en modtendens til ovenstående er det også nødvendigt at nævne Socialdemokratiets og opportunismens offensiv for at koptere og vinde kontrol over sociale organisationer ved at påtvinge dem konsensus, kammerateri og forsoning som værdier og hovedretninger for handling, samt indførelsen af en praksis for social mobilisering med mange begrænsninger i dens rækkevidde.
I mange tilfælde udnyttes dette af regeringen til dens manøvrer, som det skete med den forpurrede opfordring til afholdelse af en folkeafstemning og udsættelserne af opfordringen til en national forfatningsgivende forsamling. I lyset af de fremskridt og gevinster, der er opnået i forskellige sociale sektorer, mener vi fortsat, at Socialdemokratiets og opportunismens virke skal bekæmpes med stor beslutsomhed, fordi det udgør en hindring for den folkelige bevægelses videre udvikling.
Vi vil derfor fortsat insistere på, at den bedste måde at bekæmpe Socialdemokratiet og opportunismen på er at styrke den sociale kamp, som i dag kommer til udtryk i de forskellige former for kamp, i mobiliseringer, strejker samt sektor-, regionale og nationale protester. Erfaringen viser, at den bedste modgift mod opportunisme generelt er at styrke folkets organisering og kamp – i vores tilfælde at styrke befolkningens reaktioner på den økonomiske og politiske krise, på den tiltagende afhængighed, på kapitalistisk herredømme og udnyttelse samt på den stigende fattigdom og sociale ulighed.
I tilfælde af, at ingen af kandidaterne opnår et flertal af stemmerne, går de to kandidater, der opnåede flest stemmer i første valgrunde, videre til anden valgrunde; vinderen er den, der opnår flertallet af stemmerne dér. Hvis der afholdes en anden valgrunde, finder valget sted i juni 2026.
Vi understreger situationens kompleksitet og tager højde for, at borgerskabets manøvrer for at genvinde regeringsmagten bliver større for hver dag, der går. Revolutionære, hele venstrefløjen og de demokratiske kræfter må tage de store og utallige udfordringer op, som indebærer en intensivering af kampen mod faren for krig og fascisering, som fremmes af imperialismen og de forskellige fraktioner af dens lakajoligarki. De må også forsvare den nationale suverænitet og opnåelse af bedre levevilkår for de udstødte flertal.
Den store udfordring består i at bevæge os mod enhed blandt folket, at stræbe mod en så bred enhed som muligt – en enhed, der forsvarer interesserne og forhåbningerne hos kvinder, unge, arbejdere, bønder og generelt de bredeste og mest mangfoldige folkelige lag. Vores opgave er at arbejde hen imod dannelsen af en stor folkefront, der kæmper for en republik og en demokratisk regering, der forsvarer den nationale suverænitet og gennemfører de strukturelle forandringer, som landets udstødte flertal ønsker.
At påtage sig denne store opgave indebærer og kræver, at vi med beslutsomhed og entusiasme arbejder for enhed og politisk styrkelse af alle kræfterne i folkets lejr, venstrefløjen og de demokratiske sektorer, med det formål at påføre uribismen og hele den pro-Trump-orienterede højrefløj et stort nederlag ved dette præsidentvalg.
Denne sidstnævnte kraft, som udgør en stor fare for folkets demokratiske forhåbninger, har omorganiseret sig og søger at styrke sit genopblomstring ved valget den 8. marts og bygge videre på det, indtil den opnår sejr ved præsidentvalget. Svig, demagogi og manipulation af vælgerne ved at fremstå som en »centristisk« kraft er tydelig hos den pro-Uribe-præsidentkandidat Paloma Valencia og hendes vicepræsidentkandidat, der ligeledes er neoliberal, den tidligere direktør for DANE, Juan Daniel Oviedo, som nu falsk udgiver sig for at være en kritiker af uribismen.
Vi må tage højde for, at de fremskridt, som de demokratiske, venstreorienterede og revolutionære kræfter opnåede ved valget den 8. marts, hvor en ny Kongres blev valgt, ikke er tilstrækkelige. Mens ”Den Historiske Pagt” udvidede sin parlamentariske repræsentation, formåede Den Grønne Alliance ikke at bevare sin repræsentation, og Comunes-partiet mistede ti repræsentanter ved at trække sig ud af den såkaldte Havanna-aftale. Dermed vil den nye Kongres fortsat være overvejende højreorienteret, og den nyvalgte lovgivende forsamling vil fortsat udgøre en hindring for vedtagelsen af de demokratiske reformer, som folkelige flertal krævede ved præsidentvalget den 31. maj og i juni i tilfælde af en anden valgrunde.
En aftale om folkelig og demokratisk enhed er uundværlig
På nuværende tidspunkt er det som et taktisk element absolut nødvendigt med en bred enighed om en programmatisk samling blandt de demokratiske og venstreorienterede kræfter for at vinde præsidentvalget. En samling hvor man starter med at samle nedefra, fra folkelig basis, krav og mandater vedrørende arbejde, sundhed, uddannelse, beskæftigelse, pensioner, jordreform, offentlige tjenester, boligforhold, kvinder, ungdom, menneskerettigheder og sikkerhed for de folkelige lag, de sorte og de indfødte folk samt territorierne. Kort sagt skal der være en seriøs og klar afgrænsning fra den politiske, økonomiske og sociale model (neoliberalisme), der har hersket i vores land i mere end tre årtier, gennemført med blod og ild, hvilket har skabt arbejdsløshed, fattigdom, elendighed, social ulighed og krig mod folket.
Det er afgørende, at kræfterne i den folkelige, demokratiske og venstreorienterede lejr når frem til en stor demokratisk aftale for at vinde regeringsmagten og besejre uribismen og den Trump-venlige højrefløj.
Kun på denne måde vil det være muligt at samle sig om et program, der forener de udnyttede flertals vigtigste krav og sikrer dannelsen af en stor, bred politisk front for masserne, der er antioligarkisk, antifascistisk og antiimperialistisk, og som fører frem mod at vinde den demokratiske regering, som folkemasserne længes efter.
Et stort skridt fremad for denne brede politiske front for befolkningen omfatter kravet om en ny forfatning samt dannelsen af en national forfatningsgivende forsamling af demokratisk og folkelig karakter, som ud over at afskaffe neoliberalismen sikrer, at landet åbnes for den fulde udøvelse af politiske frihedsrettigheder og befolkningens økonomiske og sociale rettigheder.
De revolutionære, demokratiske og venstreorienterede kræfter står over for den store udfordring at nå til enighed nedefra, ved græsrodsniveauet, ud fra og sammen med de folkelige og demokratiske kræfter og organisationer, om en fælles kandidat, der kan udarbejde et program med den bredest mulige folkelige opbakning og føre os til sejr ved præsidentvalget i 2026.
Alt dette kræver, at befolkningens politiske og organisatoriske niveau hæves med en vision om magten. Folkeforsamlingerne, modstandsforeningerne, byrådene, forsamlingerne og andre organisatoriske former, der kræver at blive anerkendt, skal koordinere sig demokratisk og fremføre deres krav midt i de dage med protester og strejker, der fremmes af de forskellige sociale, etniske og folkelige sektorer.
Som parti vil vi fortsat stå i forreste række for folkets enhed
Vores parti har altid kæmpet for at opnå en ægte demokratisk regering, der garanterer det colombianske folks rettigheder og friheder, for et demokratisk, frit, suverænt og uafhængigt hjemland, der fremmer en republik, der forsvarer regionernes, nationaliteternes og folkegruppernes frie deltagelse i en demokratisk føderal orden og mod den centralisme, som oligarkiet påtvinger, og som gennemfører regionernes og de etniske samfunds krav.
Denne republik skal være forpligtet til at styrke borgernes og befolkningens deltagelse i forsvaret af og bestemmelsen af nationens skæbne. Nu, mere end nogensinde, vil vi arbejde hårdt for at opnå enhed blandt folket og besejre oligarkiet og den Trump-venlige højrefløj ved dette præsidentvalg.
Som parti er vi fast besluttet på at kæmpe for oprettelsen af Den Nye Republik. Derfor vil vi kæmpe og gøre alt, hvad der står i vores magt, for inden for rammerne af den bredest mulige enhed og kamp blandt folket at opnå en regering, der virkeliggør de demokratiske ønsker hos arbejderne, de unge, kvinderne, bønderne, personer af afrikansk afstamning og de indfødte colombianere.
For en demokratisk og folkelig national forfatningsgivende forsamling!
Forsvar og opnå en demokratisk regering nu!
Solidaritet med befolkningerne i Iran, Palæstina, Venezuela og Cuba!
Længe leve folkets kamp!
Colombias Kommunistiske Parti (marxist-leninistisk)
Det Centrale Eksekutivkomité
Oversat fra Unity & Struggle nr. 52, maj 2026
[i][i] (Uribe præsident fra 2002 til 2010. Kendt for at have slået hårdt ned på landets guerilagrupper ved at indføre et belønningsystem hvor en soldat i hæren fik en dusør for hver guerilla han dræbte. Det førte til at hæren tog uskyldige og iklædte dem guerilla-uniformer og derefter henrettede dem for at få dusøren. -Red.note)
Vil du vide mere om baggrunden for den politiske udvikling i Colombia og Sydamerika, læs også:
Intensivering af den politiske kamp – står øverst på dagsordenen – ENHED og KAMP (april 2024)
Fra ”det 21. århundredes socialisme” til progressivisme – ENHED og KAMP
2023 – et år med økonomisk afmatning og usikkerhed for colombianerne – ENHED og KAMP
Colombia mellem krig og pandemi – ENHED og KAMP
Der er noget, der lugter råddent – ENHED og KAMP
Nogle erfaringer i den såkaldte fredsproces i Colombia – ENHED og KAMP