skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Da ordet kvinde igen blev farligt

Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet kommunisterne, APK

Verden over er der et voksende opsving og mobilisering i kvinders kamp for deres rettigheder og mod den kapitalistiske herskende uorden. Kvinders rettigheder og forhold er i en årrække blevet presset tilbage med nyliberalismens hærgen og dens syn på kvinder som en ting, en vare, en krop der købes, sælges og smides væk. Og modstanden mod det vokser.

Det er måske derfor heller ikke så mærkeligt, at ordet kvinde igen er blevet farligt. Det bliver renset ud og udskammet både i statslige institutioner, love, forskning og dele af den offentlige debat. I stedet erstattes det af ord, der beskriver kvinders kropsdele og kropsfunktioner som ”livmoderbærer”, ”menstruatør” eller ”person der bløder”, ”kussebærer”, ”ikke-mand”, eller det deles op i mange underkategorier og mærkater som cis, trans, binær og ikke-binær i et nyt syn på køn.

Dette ændrede kønssyn sælges i høj grad som et opgør mod snævre kønsroller og kønsopfattelser, som noget nyt, moderne, revolutionærende, tolerant, inkluderende, kærligt og en udvidelse af frihed og menneskerettigheder. Man definerer selv sit køn ud fra, hvad man føler sig som på det pågældende tidspunkt. Køn er tilsyneladende blevet en flydende størrelse med op til 71 forskellige køn, når det går højest.

Før vi ser nærmere på den teori, der ligger bag ændringerne i opfattelsen af køn og kvinder, så er spørgsmålet om det overhovedet betyder noget i praksis for det store flertal af kvinder, at ordet kvinde udrenses og erstattes med et andet ord?

Under Corona-pandemien steg volden mod kvinder markant overalt, uden at det fik nogen regeringer til at handle på det. Også her i Danmark er mænds vold mod kvinder blevet ændret til ”partnervold og vold i nære relationer”. Som om der eksisterer et ligeværdigt forhold i, hvem der begår vold. Hovedproblemet er fortsat, at langt flere mænd begår vold mod kvinder end omvendt. Men sådan må det ikke længere beskrives, det skal gemmes væk i omskrivninger som ”partner” og ”nære relationer” – også i statens officielle dokumenter og statistikker. Fokus er i høj grad flyttet til, at voldelige mænd skal hjælpes, hvilket i sig selv er en god ting, men når det sker på bekostning af forringelser af hjælpen til voldsramte kvinder og kvindekrisecentrene, er det et stort tilbageskridt. Uanset hvilken vold der i øvrigt begås i dagens samfund, så er den stigende vold mod kvinder et samfundsproblem. Ved ikke længere at betragte og behandle denne som et særligt kvindespørgsmål gøres det igen til et individuelt problem og helvede for hver enkelt kvinde.

Feministisk Initiativ Danmark skrev i et twit (30.10 2020): ”Indtil fri og lovlig abort overalt i verden er opnået, skal livmoderbærere i lande, hvor abort ikke er lovligt, bydes velkommen til Danmark, for at få abort på samme vilkår som livmoderbærere, der er bosiddende i Danmark.” Altså ikke længere et fælles kvindekrav og en kvinderettighed, men en rettighed for en livmoder og bæreren af denne.

I USA rejses synspunktet, at fri abort ikke længere er et kvindespørgsmål, med begrundelsen, at mennesker af alle køn kan få fortaget abort! Et synspunkt, som bl.a. Amnesty International har fremført. I forbindelse med de store pro-abort-demonstrationer i september i år i delstaten Texas gik den fremtrædende feministiske teoretiker Judith Butler, der helt har omfavnet den nye kønsopfattelse, så langt som til at sige: ”Anti-køn-ideologi er et af de dominerende udtryk af fascisme i vores tid.”[i]. I artiklen ”Alle køn har ret til abort”[ii] hævder forfatteren, at ”bevægelsen for retten til abort ikke vil kunne samle alle nødvendige kræfter, hvis dens medlemmer ikke forstår, at den falske påstand om ’biologisk køn’ kommer fra den samme drejebog af racehygiejne og racistisk videnskab.”

Man må sige, at det er svært at komme længere væk fra den inkluderende mangfoldighed eller være mere useriøs på videnskab og fakta end her, og så ovenikøbet påstå, at man vil styrke bevægelsen for retten til fri abort.

Tendensen til, at man ikke længere skal tale om kvindespørgsmål, findes også i forhold til den igangværende ligelønskamp og hele bevægelsen omkring den offentlige sektor. Regeringen, staten, arbejdsgiverne og fagforeningstoppen har nedsat en lønkomite i forbindelse med sygeplejerskernes strejker og aktioner. Men den skal på ingen måde beskæftige sig med den kendsgerning, at det er de kvindedominerede fag, der er de store lavtlønsgrupper, og der hvor uligelønnen bare vokser. Lønkomiteen skal se på kønsneutrale lønstrukturer og regnemodeller, som om virkeligheden med kvindernes uligeløn ikke eksister.

Også kvinders historie skal udrenses i kølvandet på hele kønsidentitetsdebatten. Landets eneste Kvindemuseum i Århus er ændret til et ”køns- og gendermuseum”. Det er sket med den begrundelse, at det var ekskluderende over for mænd og andre køn. Ja, præcis. Museet opstod netop, fordi kvinders historie i århundreder har været fortiet og fordrejet. Derfor skulle Kvindemuseet være stedet, hvor kvinders og kvindekampens historie, erfaringer og resultater blev fortalt, bevaret og givet videre.

Så ja, når store kvindespørgsmål som retten til abort, vold mod kvinder og ligeløn gøres til minoritets- eller kønsneutrale spørgsmål, så har det nye kønssyn åbnet for tilbageslag i praksis og ikke kun en tåget akademisk diskussion. Tidligere ligestillingspolitik ændres, så det ikke længere handler om kvinders ligestilling med mænd. Kvindesundhed og mødreomsorg er pludselig ekskluderende og skal ændres. Dette ændrer samfundet, men reelt ikke forholdene for grupper som transpersoner, for hvis skyld man siger det bliver gjort.

Dialektisk materialisme kontra idealisme

En materialistisk opfattelse og syn på køn er gennem de sidste to årtier gradvist ikke bare blevet skiftet ud i akademiske kredse og i visse kønspolitiske miljøer, men også blandt magthavere og politikere. Det er sket med påstanden om, at det er ideer, tanker og hjernen, der bestemmer, hvilket køn man har, og ikke længere hvordan man biologisk er skabt med kønsceller, kromosomer, hormoner, køns- og reproduktionsorganer. Hvilket er en tilbagevenden til den klassiske idealistiske og metafysiske opfattelse af, at ideerne skaber verden, og ikke verden der skaber ideerne.

En dialektisk materialistisk opfattelse derimod skelner klart mellem køn og kønsroller. Det første er biologisk med alle de forskelligheder og variationer, mennesker fødes med, mens kønsroller er samfundsskabte normer, kultur, moral og ideer om, hvordan kvinder og mænd skal være for at være ”rigtige” og normale. De er ikke evige, men forandrer sig med samfundsudviklingen og klassekampen. 70’ernes store kvindekamp var i høj grad et opgør med de snærende, fordummende og forstokkede kønsroller, som kvinder skulle klemmes ned i. Et stort ideologisk opgør baseret på den materielle virkelighed, at kvinder for alvor var kommet ud på arbejdsmarkedet.

En dialektisk materialistisk opfattelse skelner også mellem køn og seksualitet. Et menneskets seksualitet har både biologiske rødder og skabes i kombination med ens erfaringer, samtidig med at det også præges af samfundets ofte begrænsende normer. Seksualitet kan give sig udtryk i mange former og relationer, det kan have stor betydning i nogle perioder af livet, hele livet, eller for nogle slet ingen betydning.

Dialektisk materialisme ser biologisk køn som en realitet og ikke en konstruktion. Det er et faktum, at kvinder kan føde børn og mænd ikke kan, og at det grundvilkår har gjort mænd og kvinders livsvilkår forskellige, har skabt en arbejdsdeling, der med den private ejendomsret gjorde kvinder til et undertrykt køn.[iii] Og uanset hvilken samfundsform har det faktum forskellige givne konsekvenser afhængigt af, hvilken samfundsklasse der er ved magten.

Modsat en metafysisk opfattelse, der ser biologien som en evig skæbne, der i dag af medicinsk og kirurgisk vej kan ændres, så tager en dialektisk opfattelse udgangspunkt i objektive fakta og samspillet med klassekampen, der forandrer samfund og samfundsforhold og dermed deres betydning for og indvirkning på den biologiske forskel på mænd og kvinder.

Fortiden spøger

At det binære kønssystem må brydes ned som en årsag til undertrykkelse, er ikke bare et (for de fleste uforståeligt) slagord i nogle kønspolitiske miljøer, men indgår f.eks. også i tekster fra den svenske regering omkring arbejdsmarkedsforhold.

Begrebet binær stammer fra den digitale elektroniks verden som et talsystem, der kun anvender ettaller og nuller. Ifølge LGBT’[iv]-bevægelsens hjemmeside er en binær kønsforståelse, at kønnet består af to uafhængige og modsatte former af henholdsvis femininitet og maskulinitet, af mand og kvinde. Man kan gøre oprør ved at stille sig uden for kønnene og erklære sig ”ikke-binær”, da undertrykkelsen angiveligt ligger i selve kønssystemet.

Ser man på køn historisk, har de patriarkalske systemer aldrig været såkaldt binære, men derimod hierarkiske med manden som det centrum, hvorom alt andet drejede sig. Hvilket Thomas Laqueur beskriver i bogen ”Om könets uppkomst – hur kroppen blev kvinnlig och manlig”[v]. Fra antikken i Grækenland og frem opererer man i magthavernes ideologi og opfattelser med dette patriarkalske et-kønssystem. Kvinden var ingenting i sig selv. Hun var en ikke-mand og defineret negativt af alt det, hun ikke var.

Frem til 1700-tallet bliver køn ikke forklaret biologisk, men moralsk og religiøst af vesterlandske og arabiske filosofer. Der var ikke to modsatte køn, men et, og kvinden var bare en dårligere udgave af det. En et-kønsmodel. Oplysningstiden brød med den religiøse model og kom med en medicinsk model med to køn, der var hinandens modsætninger. I slutningen af 1800-tallet begynder man at studere kvinders anatomi og fandt kvinders krop endnu mere abnorm end tidligere. En almindelig behandling mod sindssygdom og epilepsi hos kvinder var at skære deres klitoris af. Så længe klitoris ansås for at være en ufuldstændig penis, var den harmløs, men da den blev et eget organ adskilt fra mandens, blev den tilmed farlig.

Begge modeller er patriarkalske – og fortsætter med at sameksistere. F.eks. ses et-kønsmodellen hos Freud, der med sin berygtede teori om penismisundelse anså kvinder som forvirrede og hysteriske grundet deres jalousi på mænds penis.

Vi skal helt frem til anden halvdel af 1900-tallet, før et revolutionerende syn påvirket af kvinde- og klassekampen vinder frem i den kapitalistiske del af verden: at kønnene ikke var modsætninger, at kvinder kunne ses og forstås i deres egen ret uden at skulle sammenlignes med manden. En opfattelse der var fremherskende allerede fra Oktoberrevolutionen i 1917 i det dengang socialistiske Sovjet. Tanken om, at der findes to biologiske køn, som må forstås ud fra deres egne kropslige forudsætninger og ikke ud fra en moralsk model, var revolutionærende.

Fra og med 1960’erne bliver ligestilling en officiel politik i Danmark. Formuleringer om kønnenes forudbestemthed forsvinder i officielle tekster, og den nye kvindebevægelse rejser et opgør med gamle udlevede stereotype kønsroller.

”En forkert krop” kan kønsskiftes

På Den danske Sundhedsstyrelses hjemmeside i dag kan man læse at:

”Det enkelte menneskes kønsidentitet kan være forskellig fra det køn, der konstateres ved fødslen ud fra de medfødte kønskarakteristika, og fra de samfundsmæssige og kulturelle normer forbundet med det køn man har fået tildelt ved fødslen. Ved sundhedsfaglig hjælp kan den enkelte få understøttet sin kønsidentitet og sit kønsudtryk, bl.a. gennem rådgivning og behandling.”

 ”Behandling kan fx være at hindre udvikling af kønskarakteristika (stophormoner) eller ændre disse (kønsmodificerende behandling med krydshormoner), som patientens ubehag er rettet mod. Derudover kan der foretages kønsmodificerende kirurgi.”

Opfattelsen er, at hvis man måske ikke passer ind i ”de samfundsmæssige og kulturelle normer forbundet med det køn man har fået tildelt ved fødslen”, så er det, fordi man har et forkert køn i en forkert krop, hvilket skal medicinsk og/eller kirurgisk behandles og ændres. Ikke omvendt, at det er de samfundsmæssige og kulturelle normer, der er alt for snævre og begrænsende, og at det er dem, der skal laves om, sådan at alle mennesker, uanset hvilket køn de identificerer sig med, kan se sig selv og trives.

Passer du ikke ind i det vedtagne perfekte skønhedsideal, har du en forkert krop, der kan fikses med operationer, botox og andre indgreb. Passer du ikke ind vedtagne kønsrollemønstre som pink Barbie-pige eller hårdtslående dreng, så har du en forkert krop, der kan fikses med kønsmodificerende operationer og stophormoner.

Tidligere var kønsskifte noget, man mest så hos voksne. Sådan er det ikke længere. I Danmark kan børn helt ned til 11-årsalderen få hormonbehandling med henblik på et senere kønsskifte på bl.a. Center for Kønsidentitet på Rigshospitalet i København. Blandt politikere i Folketinget diskuteres det at sætte aldersgrænsen ned, hvilket sker i mange vestlige kapitalistiske lande. Myndighederne offentliggør ingen statistikker på, hvilke køn der skiftes til og fra. Fra nabolandet Sverige ved vi, at piger er langt i overtal i aldersgruppen 13-19 år. Mest i storbyerne, hvor antallet af piger mellem 15-19 år i Stockholm, der har fået diagnosen kønsidentitetsforstyrrelse, er øget med 8.250 procent siden 2006. I Storbritannien er antallet af unge piger, der får behandling for kønsdysfori, øget med 4.400 procent det sidste årti. I USA var 82,8 procent af de unge, der søgte behandling, unge piger, der ovenikøbet havde det tilfælles, at den nyopståede kønsdysfori ofte optrådte uden tidligere kendetegn.

Dermed ikke være sagt, at drenge har det let, eller at alle problemer for transpersoner stammer fra kønsrollerne. Det ville være plat. Men det er tankevækkende, at det i så høj grad er unge piger, der oplever ikke at passe ind i de normer og kønsroller, der gælder for piger. Og at jo mere begrænsende, selvmodsigende og reaktionære kønsrollerne bliver, jo sværere er det at passe ind.

Lige så tankevækkende er det, at flertallet af kvinder påstås at passe ind og have det godt med at leve i de tildelte kønsroller. De er blevet en særlig underkategori: en cis-kvinde. I følge Dansk sprognævn er en cis-kvinde en ”person der er født som kvinde, og som identificerer sig med det feminine køn”. Det feminine køn må forstås i modsætning til det maskuline køn med alle de stereotyper om, hvad der er feminint, og hvad der er maskulint, hvad der er normalt for piger og drenge, mænd og kvinder, hvordan de skal se ud, tænke og opføre sig.

At være kvinde og at identificere sig som kvinde har intet at gøre med at identificere sig med ”det feminine”. Som om vi bare skal glemme, at både Pippi Langstrømpe og kvindebevægelsen for længst har sprængt rammerne for normerne omkring ”det feminine køn”. Som om masser af piger og kvinder ikke hver eneste dag sprænger rammerne for normen om ”det feminine”.

Kvindeundertrykkelsen lever videre – det samme gør kvindekampen

Den svenske journalist og forfatter Kajsa Ekis Ekman stiller i sin nyeste bog, ”Om könets existens – tanker om den nye synen på kön”, 2021, et stort spørgsmål ved, om den nye kønsopfattelse egentlig er så progressiv. Om den overhovedet er ny? Bogen er en meget grundig, undersøgende og veldokumenteret gennemgang af både teori og praksis på dette felt. Ekmans konklusion er, at dette nye kønssyn i sin kerne er en tilbagevenden til reaktionære kønsroller, med alvorlige konsekvenser for kvinder, transpersoner og homoseksuelle.

Kajsa Ekis Ekman beskriver, hvordan eksistensen af kvindekønnet først er blevet opløst for så være vendt tilbage til fortidens patriarkalske definition af kvinder som en ”ikke-mand” gennem de sidste ti års køns- og identitetsdebat. Og ikke mindst hvordan hele diskussionen omkring transpersoner og kønsidentitet er blevet kidnappet af magthaverne, af staten og dens institutioner til at lade sundhedsvæsnet og medicinalindustrien ændre drenges og pigers køn, hvis de ikke passer ind i, hvad den herskende kulturelle norm og opfattelser anser for normalt og rigtig.

Hvis et værktøj ikke længere duer, plejer det at blive kasseret. Ordet kvinde er ikke bare et ubrugelig ord for patriarkatet (efter ordet fik en positiv betydning i slutningen af 1900-tallet og starten af 2000-tallet), det blev desuden farligt, da det var havnet i hænderne på en modstandsbevægelse. Derfor måtte ordet uskadeliggøres.

Gennem at fragmentere ordet, grave det op og skære det i stykker, reducere det til kropsdele og få det til at betyde det modsatte, lave en ny mening, stemple det som problematisk og udskamme dem, der anvender det, og sætte spørgsmålstegn ved dets eksistensberettigelse føres en sproglig krig med det formål at gøre kvinden umulig som politisk subjekt. Denne krig er ikke et resultat af en bevidst konspiration, det er en organisk proces, der genetablerer tabt magt. Denne proces kunne ikke gennemføres, hvis den ikke blev opfattet som et progressiv spørgsmål om retfærdighed. I den offentlige mening er fremskridt, menneskerettigheder og inklusion pludselig blevet synonym med afskaffelsen af ordet kvinde. Dette har i sig selv meget lidt med ”trans” at gøre. Snarere anvendes transpersoner for at retfærdiggøre et nypatriarkalsk backlash, der river tæppet væk under kvindebevægelsen gennem at afskaffe dette centrale begreb.

Uden ordet kvinde bliver det svært for nogen kvindebevægelse at eksistere. Uden ordet kvinde bliver det svært at tænke og tale om kvinders situation. Uden ordet kvinde bliver det umuligt at forstå kvindeundertrykkelse,” skriver Kajsa Ekis Ekman i slutning af sin bog.

Men selvom man tager ordet kvinde væk, så forsvinder kvindeundertrykkelse ikke. Klasseundertrykkelsen forsvandt heller ikke, da man begyndte at kalde klasser for socialgrupper. De offentligt ansatte kvinders vrede og protester forsvinder ikke. Heller ikke arbejderkvindernes eller de socialt udstødte kvinders. Kvindekampen vil fortsætte. Og vi vil blive ved med at bruge ordet kvinde i dets bedste og mest kraftfulde betydning.

Den ideologiske undertrykkelse og kamp har altid været hård, ikke mindst når det gjaldt kvindespørgsmålet. Den herskende klasse fører klassekamp – også ideologisk klassekamp på opfattelsen af køn, og det får stadig større konsekvenser for samfundet, for kvinder, for sårbare børn og unge og for en ny generation. Det er derfor nødvendigt, at vi som kommunister også forholder os til og deltager i debatten for at skabe større klarhed og enhed omkring en dialektisk materialistisk opfattelse af køn, kønsroller og identitet for at styrke en fælles kamp mod kapitalismens undertrykkelse og menneskesyn.

  1. oktober 2021

 

Venstre – højre om kønsskifte til børn

Regeringen fremsætter ikke sit lovforslag i nuværende Folketingsår om helt at fjerne aldersgrænsen for juridisk kønsskifte, hvilket er at skifte køn i CPR-registeret. Regeringen henviser til Etisk Råd, der mener at små børn ikke kan tage stilling til kønsskifte og som foreslår en aldersgrænse på 15 år.

Regeringens støttepartier har allerede rettet ind og forsørger nu at overbyde hinanden på, hvor langt aldersgrænsen så skal ned fra de 18 år den er i dag. SF vil have den ned på 5 år. Enhedslisten 6 år.

Og da De nye borgerlige og Dansk folkeparti er imod, så er mediebanen kridtet op. Det er progressivt og venstreorienteret at være for og gammeldags og reaktionært at være imod. Så enkelt fremstilles det. Men det er det ikke. Den egentlige skillelinje går ikke mellem venstre-højre, selvom det fremstilles sådan.

Det var under statsminister Lars Løkke Rasmussens Venstre-regering i 2016, at det blev gjort muligt for unge under 18 år at få hormonbehandling til senere kønsskifte. Allerede i dag er retstilstanden sådan, at mindreårige kan få lov til at skifte køn – efter en lægelig udredningsproces. Denne langt mere gennemgribende beslutning i et barns liv blev altså truffet, mens De Konservative og Dansk Folkeparti var støttepartier for en Venstre regering.

Det var også Lars Løkke Rasmussens regering, der i 2018 nedsatte den tværministerielle arbejdsgruppe for LGBTI. Dengang bestod venstre regeringen af Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Den offentliggjorde rapporten “Gennemgang af lovgivning på LGBTI-området” i august 2020.

Samme dag offentliggjorde Mette Frederiksens socialdemokratiske regering sit udspil “Frihed til forskellighed – styrkede rettigheder og muligheder for LGBTI-personer“ på baggrund af samme rapport.

I det socialdemokratiske regeringsudspil hedder det om aldersgrænser for juridisk kønsskifte, at regeringen vil tage initiativ til: ”Børn og unge under 18 år får mulighed for ændring af juridisk køn efter samme ordning som voksne ved at indgive en erklæring om, at barnet eller den unge ønsker ændring af juridisk køn, fordi barnet eller den unge oplever at tilhøre det andet køn. For børn under 15 år vil der være krav om samtykke fra forældremyndighedsindehaverne. Der fastsættes ikke en nedre aldersgrænse, da der ikke er en aldersgrænse i forhold til henvisning og behandling i sygehusvæsenet, og ændringen af personnummer let kan omgøres. Der tilknyttes et krav om, at barnet eller den unge forud for ændring af juridisk køn modtager alderssvarende juridisk rådgivning, så barnet eller den unge inddrages, og beslutningen træffes på et oplyst grundlag. Konkret gennemføres muligheden for ændring af juridisk køn ved en ændring af CPR-loven.”

 ”Endvidere kan det heller ikke i lyset af nyere praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udelukkes, at Domstolen vil finde det i strid med retten til privatliv, at en transkønnet person under 18 år ikke har ret til ændring af juridisk køn, når den pågældende har fået tilbudt og undergået irreversibel hormonbehandling.”

 Klip fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside:

”Som barn eller ung under 18 år har du altid ret til at opsøge sundhedsplejersken eller lægen på egen hånd. De vil kunne hjælpe dig i forhold til, hvad du skal gøre i din situation, fx hvis dine forældre ikke synes, du skal opsøge behandling som fx stophormoner. Hvis både du og din behandler vurderer, at det rigtige for dig er at få stophormoner, kan din behandler hjælpe med at tale med dine forældre eller på en anden måde finde en løsning, så du får den hjælp, du behøver. Personer, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret samtykke til behandling. I det omfang, der er uenighed mellem forældrene og den unge, der er fyldt 15 år, og som efter en sundhedsfaglig vurdering forstår konsekvenserne af sin stillingtagen, er kompetencen til at samtykke endegyldigt lagt hos den unge.”

24.oktober 2021

Noter:

[i] Citat fra artiklen ”Fri abort en ret for alle køn”, Workers World 21. sep. 2021

[ii] ditto

[iii] Hvorfor det var og blev sådan, har Frederich Engels givet en videnskabelig forklaring på i bogen ”Familiens, statens og privatejendommens oprindelse”. Kort beskrevet i en tidligere artikel: https://www.enhedogkamp.dk/engels-patriarkatet-og-reproduktionen/

[iv] LGBT er en forkortelse af det engelske Lesbian, Gay, Bisexual & Transgender, på dansk: lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner, der benyttes som samlet udtryk for grupperne. LGBTI kommer af engelsk (Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender & Intersex) og dækker på dansk over lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og interkønnede. Det er en samlebetegnelse, der bruges både i EU og FN-sammenhæng.

[v] Findes på engelsk og på svensk, som absolut går an at forstå.

 

 

 

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top