skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dagskampen og socialismen

Jonas Ørting, APK

Hvad mener vi med dagskampen?

Dagskampen er simpelthen de kampe, der kæmpes nu og her.

Klassekampen som helhed kæmpes på mange felter, men ikke alle kampe står forrest altid eller alle steder. Selvom kapitalismen og imperialismen i sit væsen er ens over hele kloden, så kan der f.eks. være forskel på, hvilke spørgsmål der presser sig mest på i Danmark eller Tyrkiet.

Da krigene i Afghanistan og Irak stod for døren, rejste en historisk bevægelse sig verden over mod den imperialistiske krig, og antikrigsbevægelsen indtog en hovedrolle i dagskampen herhjemme.

Da overenskomstforhandlingerne brød sammen i starten af året, samledes en historisk front til forsvar af de offentligt ansattes vilkår, og OK18 indtog en hovedrolle i dagskampen.

Kampen mod fattigdom og kampen for boliger har derimod stået i baggrunden herhjemme i lang tid, men i takt med skiftende regeringers ”reformer” – altså deres angreb på arbejderne og folket – bliver kampen mod fattigdom og kampen for boliger en mere og mere central del af dagskampen.

Nogle partier – og dem har vi til overflod herhjemme, erklærer sig som socialister, kommunister, revolutionære, marxister, men rejser aldrig spørgsmålet om revolutionen i praksis.

Kampen mod krigen reduceres til en enkeltsag, uden forbindelse til statens klassekarakter.

Overenskomstkampen bliver en legalistisk affære, hvor det værst tænkelige er at forbryde sig mod fredspligten og hovedaftalen. Vi kan nok strejke, men ikke hvis det truer den kapitalistiske samfundsorden – den ”danske model”.

Kampen mod fattigdom og kampen for boliger bliver til valgkamp for den ene eller anden selverklærede ’røde’ regeringsleder. Hvis bare ”vi” vinder folketinget, kan vi vedtage nogle bedre love.

Det er 200-året for Karl Marx, og 170-året for et af hans vigtigste skrifter, Det kommunistiske manifest. Her skriver Marx og Engels, at ”Kommunisterne forsmår at skjule deres anskuelser og deres hensigter. De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved, at hele den bestående samfundsordning styrtes med magt.”

At nøjes med dagskampen er altså at forkaste marxismen.

Men hvorfor overhovedet bekymre sig om dagskampen?

Om Danmark invaderer Afghanistan, de offentligt ansatte har ordentlige vilkår, eller arbejderne har tag over hovedet – er det ikke bare en omvej? Det bunder jo alt sammen i kapitalismen, og det er kun med socialismen vi for alvor kan vinde de sejre, så hvorfor ikke gå direkte til revolutionen?

Lige så længe spørgsmålet om socialisme har eksisteret, har der da også været fortalere for at springe bøvlet med dagskampen over, at gå direkte til spørgsmålet om revolutionen, og de findes såmænd også i dag.

Det er en misforståelse af partiet og af revolutionen.

I Manifestet for et socialistisk Danmark – APK’s principprogram – siger vi ganske vist, at partiets formål er at gå i spidsen for arbejderklassen og dens forbundsfæller i en socialistisk revolution og i socialismens opbygning.

Men deri ligger også, at der skal være en hovedstyrke – arbejderklassen. Selvom det lyder besnærende, så kan APK ikke blive arbejderklassens parti ved dekret. Vi kan kun blive det ved at vinde arbejderklassen for partiet, og vi vinder ikke arbejderklassen ved bare at proklamere socialismen som løsningen på kapitalismens utilstrækkeligheder. Hvis arbejderklassen skal kæmpe med partiet, så må partiet kæmpe for arbejderklassen.

Men hvad er egentlig revolutionen?

Er det ikke bare at storme Vinterpaladset, råbe SOCIALISME!, og så er vi i gang? Bestemt ikke.

I Manifestet for et socialistisk Danmark skriver vi:

’Socialismen etablerer sig ikke ved blot et enkelt slag, og slet ikke alene med stemmesedlen som våben. Overgangsperioden mellem socialisme og kapitalisme er præget af voldsomme klassekampe, den forløber under rasende modstand fra kapitalistklassen, der støttes af den internationale kontrarevolution.

For at revolutionen kan bryde ud, må der foreligge en samfundskrise, hvor de uforsonlige klassemodsætninger træder åbent frem og skærpes til bristepunktet, med store masseprotester, strejkekampe og social uro, der fører til en revolutionær situation, til et punkt, hvor den herskende klasse ikke længere er i stand til at regere videre som hidtil, og hvor arbejderne og den brede befolkning ikke mere vil affinde sig med det hidtidige regime.’

Man kunne sige, at revolutionen er sammensmeltningen af og kulminationen på dagskampe, der skærpes i form og indhold. Altså må antikrigsbevægelsen angribe imperialismen og vende bajonetterne mod generalerne. Fagbevægelsen, fattigdomsbevægelsen og boligbevægelsen må angribe kapitalismen og tage fabrikkerne, maden og husene.

Men en skærpelse af dagskampen er ikke nok i sig selv. Vi siger videre i vores program:

’Om en sådan revolutionær krise og en revolutionær situation også fører til, at en socialistisk revolution gennemføres med held, afhænger af arbejderklassens bevidsthed og beslutsomhed, dens organisering, dens evne til at samle flertallet af befolkningen omkring sig og til at gennemskue kapitalisternes og deres støtters manøvrer. Det afhænger af, om det kommunistiske parti har en klar marxistisk-leninistisk linje, har styrke, erfaring og indflydelse til at vinde flertallet af arbejderklassen for revolutionen og til at isolere de reformistiske og revisionistiske partier og de reaktionære faglige ledere og deres faglige apparat, til at fjerne deres massebasis.’

Altså må der være en samlet front med den nødvendige bevidsthed, erfaring, disciplin og ledelse.

Det er ikke noget, der kommer af sig selv.

Af partiet kræver det:

  • At vi har vundet ledelsen af arbejderklassen.
  • At når partiet fremlægger en strategi og retning, så bliver den fulgt af arbejderklassen og folket.
  • At partiet har vundet indflydelse afgørende steder.
  • At partiet kan tage de rigtige beslutninger på det rigtige tidspunkt og føre dem ud i livet.
  • At partiet kan arbejde under stigende pres.

Vi siger i Manifestet, at partiet udvikler sig ved at deltage i klassekampens slag på alle dens felter. Partiet søger at vinde arbejderklassens flertal for sin politik, samle brede dele af det arbejdende folk omkring den, og gøre de reformistiske og revisionistiske partier til forsvindende mindretal.

Det er altså kun ved at deltage aktivt i klassekampen, i dagskampene, at partiet kan blive arbejderklassens fortrop, kan lede arbejderklassen.

Kampen mod reformismen er ikke et enkelt slag, der skal overstås, det er en kamp, vi tager i hver eneste del af klassekampen. En kamp partiet skal trænes i, og en kamp vi skal træne arbejderklassen i.

Et dugfriskt eksempel:

I kampen for de almennyttige boligselskaber blev der lavet glimrende happenings under parolen ”FLYT JER SELV – VI FLYTTER IKKE”. En glimrende parole, som

  • Viser, at det helt konkret er en kamp for et sted at bo.
  • Viser, at der er en direkte konflikt mellem dem, der vil rive boligerne ned, og dem, der bor der.
  • Rammer både politikere og boligspekulanter, og har således kimen til en åben antikapitalistisk bevægelse.
  • Er samlende – den umiddelbare støtte til lejerne er eneste ’krav’ til at kunne bakke op.
  • Peger frem mod en militant kamp – det er en parole, der både kan bruges til en symbolsk happening, på frontbanneret ved en demonstration og på fanen i en gadekamp mod foged og politi.

Den glimrende parole har efterfølgende været en tur i den reformistiske maskine, og resultatet blev ”CHRISTIANSBORG: FLYT JER!”.

  • Her er lejernes kamp for at blive boende pludselig forsvundet – i en kamp om boliger!
  • Konflikten reduceres til en kamp om Christiansborg – det bliver til valgkamp for ”de røde”.
  • Det samlende kampfællesskab lejerne imellem er undermineret. Stemmer du ikke ”rødt”, eller stemmer du slet ikke, så er det vel egentlig ikke en kamp for dig.
  • Det peger frem mod et valg, og ikke længere. Men hvad når fogeden kommer efter valget?

Dagskampen og socialismen bliver her noget så konkret som spørgsmålet om parolen for en happening, og partiets opgave er at rejse de rigtige paroler og støtte de gode paroler, der findes, at kæmpe mod afsporinger og fastholde perspektivet for en bred kampvillig front. Det kræver, at vi er til stede, hvor de spørgsmål afgøres, at vi arbejder klogt og dygtigt og vinder støtte for vores idéer. Og da vi ikke kan kæmpe alle kampe samtidig, at vi prioriterer korrekt.

Et andet vigtigt aspekt i spørgsmålet om dagskampen og socialismen er socialismen som mobiliserende kraft.

At en anden verden ikke bare er nødvendig, men rent faktisk er mulig, er en kolossal styrke. Vi har ikke bare en drøm om et bedre samfund, vi har en plan for at opnå det. En plan der forudsætter deltagelse, en plan du kan være med til at gennemføre.

På samme måde som vi ikke bare kan råbe ”det er kapitalismens skyld”, men konkret må afsløre statens klassekarakter som kernen bag krig, udbytning og fattigdom, så kan vi altså ikke bare råbe ”socialismen er fremtiden”. Vi må konkret vise, hvordan arbejderstaten kan løse problemerne.

Det socialistiske Danmark skabes i kamp, og historien vil give det sin specifikke form, men det må ikke afholde os fra at vise de konkrete muligheder i den socialistiske stat.

En nationaliseret medicinalindustri befriet for profitmotiver, hvad kunne det ikke betyde for folkesundheden? En nationaliseret råstofudvinding befriet for profitmotiver. Og så videre.

Dagskampen er en skole i klassekamp. Det er der, partiet og arbejderklassen lærer at kæmpe. Mod kapitalismen og for socialismen.

Indlæg holdt på APK’s Novemberkonference 2018

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top