skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

De oprindelige folks og folkelige opstand i oktober 2020. Dens erfaringer og perspektiverne for den revolutionære kamp

Pablo Miranda | Ecuadors kommunistiske parti Marxist-Leninister, PCMLE | Ecuador

Landet blev rystet af udbruddet af store kampe udkæmpet af de oprindelige folk og nationaliteter, arbejderklassen og fattige bønder, små købmænd, beboerne i de folkelige kvarterer i byerne, lærere og den progressive intelligentsia, af de store demonstrationer, af de unge i de oprindelige folks samfunds oprør, de unge fabriksarbejdere, gymnasieelever og universitetsstuderende, der gik ud på gader og hovedveje og pladser, kvinderne fra de oprindelige folk og arbejdende kvinder, lærere, studerende og husmødre.

Disse massive manifestationer af arbejdernes og befolkningernes utilfredshed og vrede blev forvandlet til de oprindelige folks og den folkelige opstand, der stoppede regeringens og imperialismens forsøg på at gennemføre neoliberale indgreb.

Opstanden, der varede i 12 dage i oktober 2019, viste, at arbejdere og folket, kvinder og unge er på benene og kæmper for deres interesser og rettigheder, for frihed og demokrati.

De oprindelige folks og nationaliteters kamp, ledet af CONAIE (Sammenslutningen af Oprindelige Nationaliteter i Ecuador), arbejderne og de sociale organisationer under ledelse af FUT (Unitary Workers Front) og Folkefronten, arbejderne i by og på land, som ikke tilhører nogen sociale og faglige organisationer ,og brede dele af de unge vandt en stor sejr: ophævelsen af dekret 883, suspension af arbejdsmarkedsreformer og omformning af regeringens økonomiske vækstprojekt.

Arbejdernes og befolkningernes sejr tvang en ændring af IMF’s og regeringens politik igennem og vandt de økonomiske, politiske og ideologiske krav. Men det ændrede ikke regimets karakter: De regler, som IMF har indført, gælder stadig. Den nationale og internationale storkapital fastholder disse krav. Moreno-regeringen vil forsøge at opfylde dem.

Lovforslaget om vækst i økonomien er allerede blevet fremlagt igen med reformer fra regeringens oprindelige udkast, bortset fra arbejdsmarkedsreformerne. Det er et projekt, der primært kommer de store virksomhedsejere og bankfolk til gode, fjerner skattestigning på overskud og profit og skat på udførelse af udenlandsk valuta. Dette forslag blev forkastet af et flertal af folkeforsamlingens medlemmer, af hensyn til deres prestige ved det kommende valg. Men så underlagde man sig et forslag i samme ånd fra IMF, Den Internationale Valutafond, under overskriften om mere enkelhed og progressiv beskatning, der så blev godkendt af Nationalforsamlingen, og som hovedsagelig imødekommer den kapitalistiske klasses interesser.

Med hensyn til prisen på brændstof og transport forsøger regeringen at anvende en politik med at målrette subsidier og billetpriser og gennemføre kompensation.

De politiske begivenheder i oktober 2019 og deres resultater har skabt en ny magtbalance.

Tidligere, i perioden med fordømmelse af Correa-regimets korruption, af dets højtstående embedsmænds korruption og afsløringen af magtmisbruget, og med falske ord om de åbne armes og udstrakte hænders politik, dialogen med alle ecuadorianere, var en stor del af befolkningen gunstigt stemt over for præsidentens administration. Morenos opbakning i meningsmålingerne var over 70 %. Det lykkedes ham at skjule den valgsvindel, der tillod ham at vinde valget med 51 %. Nu, efter den sejr, der blev opnået med opstanden, er tilliden til Moreno-regeringen faldet til kun 14 %.

Nationalforsamlingen har mindre end 10 % opbakning. De væbnede styrker og politiet er i stort omfang blevet afsløret som undertrykkende kræfter, der tjener regeringens og de mest magtfulde økonomiske gruppers interesser.

Under den folkelige kamp udviste de store medier, tv og presse en usædvanlig partiskhed bag regeringens og borgerskabets handlinger og forslag.

Den kapitalistiske klasse, de borgerlige politiske partier, Det Sociale Kristelige Parti, CREO (Creating Opportunities), SUMA (Society United for More Action) og Alianza País, der alle stod fast på de neoliberale forslags side, som betragtede dem som hellige og velsignede dem, blev delvist afsløret som fjender af folket.

De afledningsmanøvrer, der blev fremmet med de såkaldte ”hvide marcher”, der forsvarede ”fred og ro” og det hellige princip om privat ejendomsret, mislykkedes. De kunne ikke opfylde deres formål om at delegitimere opstanden, de blev reduceret til en vigtig, men ensom march i Guayaquil og små optog i andre byer.

Nebot, der forsøgte at fremme sin præsidentkampagne midt i folkets kamp, så hans politiske projekt smuldre. Han måtte anerkende, at hans racistiske opråb betød, at han mistede en del af den styrke, han havde samlet. Det Socialkristne Parti, der sad på Guayaquil-borgmesterens kontor, blev anset for at være racistisk.

Pro-Correa-kræfterne led et nyt tilbageslag. Efter afsløringen af festen for offentlige midler,  korruption, retsforfølgelse og fængsling af den tidligere vicepræsident, af flere tidligere ministre og højtstående embedsmænd forsøgte han at etablere sig selv som den folkelige opposition til Moreno-regimet. Han fordømte den neoliberale politik og organiserede nogle marcher og demonstrationer, en femdages bondestrejke, der var mislykket. Folk så, at pro-Correa-kræfterne ikke gik ud på gaden; de kæmpede ikke for deres autoritære leder. Ved lokalvalgene i marts 2019 støttede pro-Correa-kræfterne et parti med en korrupt mand, der står over for fængsel og vandt 11 % af stemmerne og to ud af de 23 præfekturer.

Under opstanden valgte pro-Correa-kræfterne at udgøre en sammensværgelse. De infiltrerede de oprindelige folks bevægelse og bevægelsen blandt indbyggerne i de folkelige kvarterer. De misbrugte de lokale midler til at finansiere deres egne folk, der blev betalt dagligt for at deltage. De tog stilling mod de indfødte nationaliteter og folk, FUT og Folkefronten, og imod fordømmelsen af den undertrykkelse, som de gik ind for, da de var ved magten. Provokationer og hærværk samt regeringens fordømmelser bidrog til deres isolation. Efter opstanden blev de isoleret, de fordømte, hvad de kaldte forræderi fra CONAIE, og de hævdede, at de blev politisk forfulgt.

Pro-Correa-kræfterne er svækket, men ikke elimineret. Påstanden om, at han kan vinde det næste valg, fremmes på en ondsindet måde af regeringen og de borgerlige partier, der fremmaner et spøgelse, det er en påstand helt uden grundlag for det, men som udtrykker bekymringer hos middelklassen og store dele af arbejderklassen.

I virkeligheden er pro-Correa-kræfterne nok en politisk kraft, de har en fast base, men de er tabere. Ved det seneste valg vandt de kun 11 % i modsætning til de 54 %, som de opnåede ved parlamentsvalget i 2017. De var et besejret politisk alternativ i den folkelige og indfødte opstand. De er ikke en politisk kraft, de har ikke det potentiale, de påstår – men de skal ikke undervurderes, da deres sociale grundlag kommer fra sektorer af de fattige arbejdere i byen og på landet.

I den folkelige lejr fandt der vigtige kvalitative forandringer sted, som påvirker de sociale og politiske kræfter, bevidstheden hos de arbejdende masser og ungdommen, i hele samfundet.

De oprindelige folks bevægelse, særlig CONAIE, står bedre end tidligere; de er anerkendt for deres organisation, udholdenhed og mod i kampen, for deres rigtige paroler og for alvoren hos deres talspersoner og ledere.

Den styrke, der er opnået i de oprindelige folks bevægelse, er en vigtig kraft både i arbejderbevægelsen og folkebevægelsen, i de politiske partier og i organisationerne på venstrefløjen.

Pachakutik, et parti, der er en vigtig del af de oprindelige folks bevægelse, har fået bekræftet sin indflydelse i de områder, hvor det har vist styrke og betydning, og det vokser i arbejdernes og landbefolkningens bevidsthed.

Arbejderklassen, frem for alt de sektorer, som er organiseret i fagforeninger, der er en del af FUT, har ført en vigtig kamp; de var arrangører og hovedpersoner i den nationale generalstrejke, der fandt sted den 9. oktober som led i opstanden. De foreslåede krav, først og fremmest i modsætningen til fleksibiliten på arbejdsmarkedet, blev rejst af arbejderklassen som helhed, herunder af funktionærerne i de gule fagforeningsforbund, der består af pro-Correa-kræfter og er sponsoreret af Moreno.

Arbejdernes sejr blev under opstanden materialiseret i suspensionen af det oprindelige lovforslag om vækst i økonomien og senere tilbagetrækningen af dele af arbejdsmarkedsreformen fra det nye udkast til samme lov.

FUT bekræftede sin position som arbejdernes vigtigste organisation i sin egne rækker og bredere ud til en god del af arbejderklassen på andre fabrikker og til betydelige sektorer af de uorganiserede arbejdere, der udgør flertallet af arbejderklassen.

UGTE (Det forenede forbund for Ecuadors arbejdere) tog en afgørende rolle i indkaldelsen, tilrettelæggelse og udvikling af den nationale generalstrejke. Fagforeningen udviklede i høj grad debatten i fagforeningerne, fremmede arbejderklassens karakter, de ideologiske og politiske opgaver og ansvar over for de øvrige arbejdende klasser i samfundet. Som et resultat af dens deltagelse i opstanden og dens afslutning kan UGTE konstatere støtte fra sine medlemmer og sympati fra andre sektorer af arbejderklassen. Den kan være stolt af mulighederne der nu viser sig med dens udvikling, og den må vide at udnytte denne situationen til at styrke sit videre arbejde.

Fagforeningen og de sociale organisationer, der udgør Folkefronten , UGTE, FEUNASSC (Den forenede nationale sammenslutning for bøndernes sociale sikkerhed), UNE (Undervisernes nationale fagforbund), CUCOMITAE (Ecuadors forenede forbund for detailhandlere og selvstændige arbejdere), CUBE (Ecuadors forenede sammenslutning af naboskaber), Kvinder for forandring, FESE (Sammenslutningen af Ecuadors skoleelever), FEUE (Sammenslutningen af Ecuadors universitetsstudenter) og UNAPE (Det nationale forbund af folkelige kunstnere i Ecuador) deltog med en stor del af deres medlemmer i de forskellige dage af opstanden. Deres ledere var beslutsomme og modige kæmpere, deres medlemmer optændt og mobiliseret af erfaringerne og udviklingen af nye og varierede former i folkets kamp, deres bannere blev set af dem, der kæmpede i gaderne og på pladserne.

Folkefronten, de sociale og politiske kræfter, den består af, kom styrket ud af kampene i oktober; de har plads, betingelser og ansvar for at placere sig i de nye politiske scenarier og til at gå videre i konsolideringen af deres organisation, til at udvikle nye kampe, og frem for alt, at insistere på forpligtelsen til at uddanne medlemmerne politisk, at opbygge revolutionær bevidsthed i folkets tanker, organisering og handling.

Partiet Folkets Enhed bekræftede under begivenhederne sin karakter som et parti af den revolutionære venstrefløj; dens ledere, dens medlemmer, afdelinger og sympatisører blev aktivt integreret i den direkte politiske aktion mod Moreno-regeringens anti-folkelige og anti-nationale politik. De fordømte regeringens politik på en passende måde og afslørede dens neoliberale karakter og dens hensigt om at vælte krisens byrder over på arbejdernes og befolkningernes skuldre.

Medlemmerne af Folkets Enhed var til stede i de sociale organisationer, de deltog i debatten og beslutningsprocessen og de sluttede sig til kampen i bydelene, i fagforeningen og organisationer af lærere, bønder og studerende.

Folkets Enhed sagde ”vi er til stede”, dets bannere vajede i gader og på pladser rundtom i landet. Den 2. oktober, i demonstrationen, der startede de kampe, som udviklede sig opstanden, rejste Folkets Enhed sloganet ”Hverken Moreno eller Correa – Kun folket kan redde folket”, som blev råbt af tusindvis af demonstranter i de dage under folkets kamp.

Folkets Enhed bekræftede sin karakter som et venstreparti, der repræsenterer og kæmper for de arbejdende massers og unges interesser og rettigheder. Det har sat fokus på nye udfordringer og mulighederne for at bruge dem til kontinuerligt at styrke deres organisation og relevans i folkets bevidsthed.

Andre organisationer og bevægelser på den revolutionære venstrefløj, Arbejdernes revolutionære bevægelse (MRT), Den revolutionære venstrebevægelse (MIR), José Carlos Mariátegui-bevægelsen, Guevaraisternes befrielsesbevægelse, Revolt og andre var direkte involveret i kampen; de kæmpede side om side med de oprindelige folk, arbejderne og de unge; de formidlede deres forslag og slogans. En stor del af Det socialistiske partis medlemmer var også involveret – på trods af tavshed fra dets ledelse. I løbet af kampen blev aktionsenheden konkretiseret. Det var muligt at kæmpe sammen mod den fælles fjende, neoliberalismen og Moreno-regeringen. Disse omstændigheder giver visse muligheder for at gøre fremskridt i den revolutionære venstrefløjs enhedsproces.

Den folkelige kamp blev den test, hvorved disse dele af det revolutionære venstre blev synlige og styrket.

Et vigtigt resultat af udviklingen af opstanden er den betydelige grad af aktionsenhed blandt partier og organisationer på den revolutionære venstrefløj, som blev smedet midt i kampen. De fælles mål, sagens retfærdighed, de oprindelige folks bevægelses styrke og beslutsomhed og naturligvis karakteren af den revolutionære venstrefløjs kræfter tillod dem ikke at sætte de ideologiske og politiske forskelle forrest, men sætte enheden i centrum af kampen.

Disse begivenheder giver muligheder for både nu, i den nærmeste fremtid og på mellemlang sigt for at finde fællespunker for at diskutere projekter og politik blandt alle de venstrerevolutionære, for at gå videre til enighed af programmatisk natur på mellemlang og lang sigt.

Det er et nyt scenario, der viser sig for arbejderklassens parti, visheden om, at det er muligt at tale sammen for at drøfte projekter, at der kan gøres fremskridt i opbygningen af de revolutionære kræfters enhed.

Vi foreslår at indlede en sådan debat baseret på ligeværdighed, at lægge fordomme til side, at lære hinanden at kende og at sætte mål og måder at nå dem. Vi fastholder ligesom tidligere, at ingen har ret til at gennemtvinge deres projekt eller deres synspunkter, og at ingen organisation har beføjelse til at nedlægge veto mod aftalerne. Vi går ind for en åben, ærlig og demokratisk diskussion af flertalsaftaler. Vi afviser konsensuspolitik, som ikke er andet end vetoret.

Arbejderklassens parti (PCMLE) var involveret på en direkte og ansvarlig måde i udviklingen og propaganda, i debatten blandt de sociale organisationer og grupper, med forslag til og ledelse af kampen mod den neoliberale politik, som Moreno-regeringen havde gennemført. Vi forpligtede os til at arbejde i de regionale og nationale forsamlinger og  arbejdernes og de sociale organisationers kongresser. Vi var til stede ved FUT’s konventer, og vi opfordrede til enhed og til national generalstrejke.

I månedsvis havde partiet og dets kræfter været involveret i at udbrede og drøfte opfordringen til den nationale generalstrejke, arbejdet med at organisere den blandt de sociale organisationers og fagforeningernes medlemmer på de steder, hvor vi har indflydelse og ansvar. Vi forstod, at beslutningen og opfordringen var vigtig, men at det skulle rejses af arbejderne og folket.

Partiet spillede en afgørende rolle, dets medlemmer og sympatisører var i kampens frontlinje i gaderne, på pladser, veje og hovedveje. De var i stand til at inddrage en stor del af partiets sociale grundlag, vigtige sektorer arbejdere, unge og kvinder.

Partimedlemmernes deltagelse i opstanden i oktober gav store erfaringer: Den bekræftede opfattelserne af arbejderklassens og de arbejdende lags rolle i historien, af enhedens rolle, af mål og krav i nutiden og fremtiden, i kampen som måden at forsvare og vinde krav rettigheder for arbejderklassen og de arbejdende. Den har formet og stålsat de revolutionære overbevisninger, den har udvidet opfattelsen af kommunisterne, af rollen og karakteren af de andre revolutionære politiske organisationer.

Vurderingen, som partiet har lavet i forhold til, hvad opstanden var og betød, af de nye scenarier og situationer som følge af kampens sejr, viser, at langt de fleste medlemmer var direkte involveret i kampene, at denne deltagelse bekræftede dem i den positive bedømmelse af partiet og dets politik som et udtryk for den mest avancerede revolutionære tanke, den mest beslutsomme og kampklare politik.

I disse kampe har vi gjort betydelige fremskridt i processen med opbygning af revolutionære kræfter.

Bourgeoisiet forsøger at gøre den folkelige kamp ulovlig

De herskende klasser og borgerskabets politiske partier er opmærksomme på disse nye omstændigheder, og allermest på de folkelige kræfters og den revolutionære venstrefløjs potentiale. De har derfor iværksat en stor ideologisk og politisk offensiv. De har iværksat en sand heksejagt, hvor de kriminaliserer sociale kæmpere og lederne blandt de oprindelige folk og arbejderne.

Nu, efter deres nederlag, påstår de, at landet er blevet ødelagt af hærværk og demonstranternes udskejelser, at de har mistet hundredvis af millioner af dollars, og endelig ideen om, ”vi er alle tabere”, at kampen og dens resultat ikke førte til vindere eller tabere.

De har talt om eksistensen af et internationalt komplot, deltagelse af udlændinge, colombianske guerillaer og pro-Maduro-aktivister, om planlægning og udførelse af terrorhandlinger, om oprettelsen af en byguerilla, alt sammen for at miskreditere kampen.

Hele borgerskabet fortæller disse løgne. De kalder de folkemasser, der deltog i kampen, irrationelle horder ledet på autoritær vis af ledere, som de dæmoniserer som fjender af demokrati og frihed. De annoncerer og forbereder anti-oprørspolitik og tiltag samt forbedring af informations- og efterretningstjenesterne, hvis aktører er de væbnede styrker og politiet.

De store mediers arbejde med at udvikle dette ideologiske og politiske angreb er intenst og kræver en passende og vedvarende reaktion fra de revolutionære kræfter og især fra arbejderklassens parti.

De praler af deres demokratiske ”disposition”, og at de anerkender arbejdernes og befolkningernes ret til at protestere, til at stille krav, men fordømmer det, de kalder hærværk og terrorisme. De kalder opstanden retfærdig, de erkender, at de tog fejl i deres analyse og forslag, men de nedgør de sociale kæmpere, kalder dem voldelige, der angriber fred og privat ejendom. De anerkender det oprindelige folks ret til at modsætte sig den kulturelle diskrimination og udskillelse, som de er ofre for, og samtidig beskylder de dem for at være hævngerrige, for at modsætte sig fremskridt. De erklærer sig som venner og tilhængere af bønderne, af de landarbejdere, som de identificerer som de glemte, som alle regeringer ignorerer, og de hævder, at dekreterne og de politiske tiltag er beregnet til at frelse dem. De siger, at regimet er bannerfører for dialog, at det har strakt hænderne ud for åbne op for dialog og skabe konsensus til gavn for landet, om behovet for at yde ofre nu for at kunne nyde i morgen. Og samtidig opfordrer de til undertrykkelse, brug af tåregas, heste og motoriserede køretøjer til at forsvare den orden, der trues af folkets kamp.

Regeringen, de reaktionære politiske partier, handelskamrene, de fleste af de store medier og lederne af den katolske kirke fremturer med løgnehistorier om de begivenheder, der fandt sted i opstanden i oktober, for at fordreje dem. For de titusinder af mennesker, der har deltaget direkte i kampene, er tingene klare, men det er det ikke for det store flertal af befolkningen, der er genstand for denne ideologiske manipulation.

Fakta er stædige – de viser årsagerne til den sociale kamp

Arbejderklassens revolutionære, de mænd og kvinder, der udgør arbejdernes og den folkelige bevægelse, de sociale aktører i de oprindelige folks bevægelse må påtage sig ansvaret for at fordømme disse fejlslutninger og igen og igen gøre det klart, hvordan begivenhederne og deres resultater er.

Vi, de oprindelige folk og arbejderne i byen og på landet, er ikke kriminelle, vandaler, langt mindre terrorister eller sabotører. Vi er den arbejdsstyrke, der opretholder livet og udviklingen af samfundet.

Det var hårde dage for arbejderne i industrien, i minerne og byggeriet, der skaber landets rigdom der giver mulighed for at tilfredsstille de vitale behov for det ecuadorianske folk, selv om en stor del af denne rigdom for nu eksproprieres af arbejdsgiverne. Det er millioner af bønders arbejde, der giver os mulighed for at opfylde de daglige behov for mad. Det er landarbejders arbejde, der gør det muligt at eksportere landbrugsprodukter og husdyr, som sørger for udenlandsk valuta for køb af produkter, der skal importeres. Det er de selvstændige arbejderes daglige arbejde, der giver mulighed for en stor del af produktionen og udvekslingen af nyttige varer. Lærernes, sundhedspersonalets og de offentligt ansattes arbejde, der skaber samfundets daglige dynamik.

De hærværkshandlinger, der fandt sted under opstanden, som helt sikkert fandt sted, blev udført provokatørerne blandt pro-Correa-tilhængere og statens undertrykkelsesapparat, der forsøgte at placere skylden på de folkelige kæmpere.

Det er anerkendt af alle, at de 11 døde, de 1.340 sårede og de 1.152 anholdte var folk, der kæmpede i den sociale opstand, og som var ofre for den brutale undertrykkelse bestilt af regeringen. Det bekræftede Den Mellemamerikanske Menneskerettighedskommission. Det betyder, at opstandens mobiliseringer og handlinger var en forsvarskamp mod kugler og tåregas ført med råb, pinde og sten.

På den anden side satte opstanden mål og nåede dem; regeringen og oligarkiet satte mål for sig selv og var ikke i stand til at nå dem. Der var gennem omfattende kampe, at der blev opnået en stor sejr.

Den klart fastslåede sandhed er, at ecuadorianerne ikke behøver at betale højere priser for benzin og transport, at arbejdstids- og fleksibilitetsreformen ikke blev vedtaget, at lønningerne for arbejderne ikke blev sænket. Virkeligheden er, at vi millioner af ecuadorianere var i stand til at se på direkte tv, hvordan præsidenten overgav sig til de retfærdige krav fra de oprindelige folks og den folkelige bevægelse. Arbejderne og folket vandt en enorm, betydningsfuld sejr.

Det er klart, at den store taber var regeringen og hele den herskende klasse, der blev tvunget til at trække deres forsøg på at slippe brændstofpriserne løs tilbage.

Den demokratiske facade med angiveligt at anerkende folkets ret til at stille krav og protestere har til formål at tilsløre regimets autoritære, arrogante og repressive karakter. Den kolliderer med kendsgerningerne og med tiltagene til at styrke den militære kapacitet for at lukke munden på den sociale protest.

Enhed blev smedet og udviklet i kamp

Opstanden var et godt eksempel på sammenholdet mellem arbejderne og befolkningsgrupperne, de arbejdende kvinder og de unge, de venstreorienterede politiske partier og organisationer. Den politiske enhed blev skabt i diskussionen blandt de oprindelige folks grupper i CONAIE, blandt de vigtigste arbejdere i fagforeningerne, i de provinsielle og nationale forbund, i FUT, i fagforeningen og sociale organisationer, der udgør Folkefronten, i debatten blandt de sociale og politiske aktivister og kollektiver, der forsvarer naturen og miljøet. Denne politiske enhed blev konkretiseret i en fælles platform, i specifikke mål, i kravet om, at regeringen skulle ophæve de neoliberale foranstaltninger og øget arbejderfleksibilitet. Enhed blev udtrykt i kampen, i gader og pladser, i de oprindelige folks områder og på hovedvejene, i de daglige forsamlinger, der analyserede udviklingen af kampen.

Disse vigtige udtryk for de arbejdende massers enhed, befolkningerne og de unge danner grundlag for at skabe endnu flere betydningsfulde fremskridt i opbygningen af enhed for overtagelse af magten, for opbygningen af socialismen.

Vores ansvar kræver, at vi under de nuværende omstændigheder fortsætter med at udvikle enheden blandt arbejderne, i befolkningsgrupperne og ungdommen for at konfrontere og overvinde arbejdsgivernes arrogance – for at forsvare vores rettigheder, for at vinde folkemassernes krav.

Kun arbejdernes enhed inden for deres fagforening og sociale organisationer vil give os mulighed for at klarlægge årsagerne til kampen, identificere vores sande venner og udpege, hvem der er fjender, og kæmpe beslutsomt imod deres politik og for arbejdernes krav. En fagforening forenet omkring de umiddelbare og mellemlange mål for sine medlemmer vil være i stand til at udvikle en konsekvent ledelse, der vil have modet til at nå sine mål. Den enhed, der er skabt i hver af de sociale organisationer og fagforeninger, er stedet for politisering af masserne, for at skabe og bekræfte de politiske mål om magtovertagelse.

Det er nødvendigt at gå fra enhed i en fagforening og i en kommune til enhed blandt alle fagforeningerne, til at knytte solidariske bånd blandt arbejderne i en føderation, en provins, en sektor af produktionen. Vi må gøre fremskridt med hensyn til dannelsen af enhedsstrukturer med de andre sektorer i arbejderklassen, bønderne, de unge og lærerne.

De resultater, der er opnået i forbindelse med oprettelsen af De Forenede Sociale Organisationer og i Folkets Parlament, bør tjene som grundlag for at skabe arbejdernes ideologiske og politiske enhed med de oprindelige folks bevægelse, sociale organisationer og aktivister, der forsvarer naturen og miljøet. Vi skal arbejde for, at aktivisterne i de oprindelige folks og den folkelige opstand arbejder i fællesskab for at påtage sig alle opgaverne i det sociale og politiske liv.

Partiet må tage ved lære af de erfaringer, der er gjort med at skabe den revolutionære bevægelse  de enhedsorganisationer, der bliver opbygget. Det skal arbejde på at konsolidere og udvikle dem, det må bruge dette som grundlag for at udvide enheden til andre sociale sektorer.

Folkefronten som et udtryk for koordinering og handling blandt fagforeninger på en klassekampslinje, de fattige bønder, de små handlende, beboerne i de fattige kvarterer, gymnasieelever og universitetsstuderende og kvinderne skal tages alvorligt af provinsudvalg, af den nationale ledelse, af medlemmer og ledere af partiet.

FUT er en organisation, hvor forskellige fagforeningsforbund og forskellige politiske holdninger mødes; det er en organisation, der har vundet en vigtig plads i arbejderklassen og befolkningen. FUT må bringes til fuldt ud at kunne opfylde det ansvar, det har påtaget sig. Vi skal deltage aktivt i debatten, i beslutningsprocessen og være konsekvente i gennemførelsen af disse beslutninger.

Landets multikulturelle karakter afspejler sig i arbejderbevægelsen og den folkebevægelsen. I deres arbejde blandes mænd og kvinder, unge og voksne, mestizer, oprindelige folk og sorte, der tilsammen er udtryk for arbejdernes og befolkningernes forskelligfarvede afstamning. Opbygningen af en broderlig og revolutionerende kulturalitet blandt de socialhistoriske aktører i den ecuadorianske revolution er et fælles ansvar, der deles af dem alle. Bannerne for den sociale og nationale befrielse, arbejdernes røde flag, de oprindelige folks bevægelses wipala, den nationale trikolore må vaje i alle de folkelige kampe, i alle deres forslag og programmer.

De politiske og organisatoriske bånd, der udvikles inden for den folkelige bevægelse, viser partiets beslutning om at arbejde i den retning og gøre det klart, at andre politiske og sociale kræfter er parate og beslutsomt til at mødes i aktioner og organisationer for at styrke den folkelige blok og lede den til folkets magtovertalelse.

Marxismen-leninismen, PCMLE’s generelle retningslinjer, de konkrete konjunkturelle forslag tjener som rettesnor for de revolutionæres arbejde; der skal gøres en indsats for at bringe revolutionsteorien, revolutionens og socialismens programs forslag ud til den brede befolkning.

Enhed af på venstrefløjen

Opgaven med at opbygge den revolutionære enhedsfront kræver et enhedsarbejde af partiet inden for arbejderklassen, de andre arbejdende lag og de oprindelige folks bevægelse; det kræver også en enhedspolitik over for de andre partier og politiske organisationer på den revolutionære venstrefløj.

Omstyrtelsen af imperialismens og borgerskabets magt, oprettelsen af den folkelige magt og opbygningen af arbejderklassens samfund – det er arbejderklassens og befolkningens mål. Det kræver kamp fra arbejderne i by og land, kamp fra de unge, det kræver opbygningen af enheden mellem revolutionens drivende kræfter gennem kampen og enheden mellem de sociale og politiske aktører.

PCMLE har påtaget sig sit ansvar for at organisere revolutionen, i processen med at opbygge kræfterne gennem i de mange aktiviteter, der finder sted i konfrontationen mellem arbejderne og ungdommen på den ene side og arbejdsgiverne, den borgerlige stat og de siddende regeringer på den anden.

Ad denne vej nærmer andre partier og politiske organisationer på den revolutionære venstrefløj sig hinanden, og som vi er enige med på gaderne, i strejkebevægelsen, i den fælles konfrontation med borgerskabets politik: Det involverer også økologerne og miljøforkæmperne, tilhængerne af Yasuni [en stor nationalpark i Amazonas-regionen i Ecuador – oversætterens note], menneskerettighedsforkæmperne, aktivisterne for kvindebevægelse, i LGBT, de venstreorienterede intellektuelle og ikke-partiorganiserede folk. Vi må opbygge enheden med dem alle mod det bestående samfundssystem, mod imperialismen og den siddende regering.

Hver organisation har sine egne programmatiske forslag, politiske linjer og strategiske mål; de har en ledelse og medlemmer, der kæmper for disse formål. Vi betragter alle os selv som revolutionære, vi kalder os antikapitalistiske, antiimperialistiske kæmpere. Vi udfører aktioner blandt arbejderne og ungdomsbevægelsen.

I den daglige kamp mod imperialismens og borgerskabets politik er der grundlæggende fælles punkter – grunde til at forene vores energi og kræfter.

På grundlag af disse kendsgerninger foreslår PCMLE at indlede diskussionen på ligeværdigt basis – med alle politiske partier og organisationer på venstrefløjen – for at finde de punkter, hvor der er enighed, for at påpege forskelle, men ikke for at hæve dem op som forhindringer for enhed, men søge konkrete forslag at gå sammen og kæmpe om.

PCMLE har ikke hegemonistiske holdninger. Det forsøger ikke at påtvinge nogen sin politiske linje, men det giver heller ikke afkald på sin forpligtelse til at udbrede den og fremsætte den  blandt folkemasserne for at drøfte dem med andre revolutionære.

PCMLE erklærer sig villig til at søge aftaler, under alle omstændigheder og på alle steder, til at gå sammen for at vinde folkemassernes krav gennem kamp, og til at arbejde vedholdende for forpligtelser af programmatisk indhold, der går længere end aktionsenhed i kampen, og som stiller politiske mål.

Ecuador, marts 2020

 

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top