Den 5. december gik 55.000 skoleelever på gaden for at demonstrere mod værnepligten, mens Forbundsdagen vedtog en modernisering af værnepligtsloven, der gennem spørgeskemaer om krigsdygtighed og lægeundersøgelser forbereder en gradvis genindførelse af værnepligten. Nu er de første spørgeskemaer blevet sendt ud. Modtagerne, drenge født i 2008 eller senere, som er forpligtet til at besvare spørgeskemaet, og piger og drenge født i 2001 eller senere, som er frivillige, skal besvare forskellige spørgsmål om sig selv og deres holdning til Bundeswehr (den tyske militærmagt). Disse spørgeskemaer skal være det første skridt mod en generel og omfattende militær registrering og overvågning. Dette er af central betydning for de tyske krigsforberedelser, da der ikke har fundet nogen militær registrering sted siden afskaffelsen af værnepligten i 2011, hvilket betyder, at staten i øjeblikket ikke har noget overblik over, hvem der i tilfælde af krig ville være parat til at gå i krig, og hvem der overhovedet ville være fysisk og psykisk egnet.
Spørgeskemaet omfatter først spørgsmål om den (ønskede) uddannelsesafslutning og erhvervsuddannelse, kvalifikationer såsom kørekort og sprog, fysiske data såsom højde, vægt, eventuel alvorlig handicap og fitnessniveau samt spørgsmål om værnepligt i andre lande. Derefter følger en del om den såkaldte beredskabsdeklaration. Denne begynder med spørgsmålet “Er du grundlæggende interesseret i at blive soldat på frivillig basis?”, som skal besvares på en skala fra 0 til 10. Ved 0 menes ”Jeg er ikke interesseret”. Ved alle angivelser over 0 følger tre yderligere spørgsmål om beredskab og en opfordring til at angive kontaktoplysninger, så Bundeswehr kan kontakte ansøgeren. Der spørges om den forventede varighed, indsatsområdet og den mulige startdato.
Forværring af krigstruslen siden december
Siden 5. december har den tyske stat godkendt yderligere 51 milliarder euro til forsvarsudgifter. Alene til Bundeswehrs reklameudgifter er der afsat 70,5 millioner euro i 2026, hvilket er mere end en tredobling af udgifterne siden 2012. Disse astronomiske beløb til forsvarsudgifter betyder kun én ting for områderne uddannelse, sociale ydelser og kultur: nemlig nedskæringer. Mens sociale ydelser eller arbejderrettigheder, såsom fortsat lønudbetaling i sygefravær, overalt sættes spørgsmålstegn ved og beskæres, betyder oprustningen for os ud over nedskæringerne først og fremmest en stigende krigstrussel, for Tyskland gør sig klar til også militært at sikre de tyske koncerners profitrater.
Debatten om værnepligt og personaleforøgelse i Bundeswehr er et centralt omdrejningspunkt i disse bestræbelser. For om Tyskland kan vinde en krig eller gennemtvinge sine interesser militært, afhænger i høj grad af, om det lykkes at vinde den tyske befolkning, især de unge og dem i »værnepligtig alder«, som reserve for sine imperialistiske interesser. De kan ikke tillade sig at have bredere dele af virksomhederne og skolerne imod denne politik. Det er derfor desto mere presserende at opbygge en bred fredsbevægelse, der har sin base i skolerne og virksomhederne. For kun der kan vi opbygge en bred modstand, der i tvivlstilfælde faktisk har magten til at sætte en stopper for de tyske imperialisters krigsplaner.
Styrk skoleelevernes bevægelse!
I øjeblikket er vi dog stadig langt fra dette mål.
Skoleelevernes strejke i december viste imidlertid, hvilken retning det skal gå, og hvordan ungdommen forholder sig til den aktuelle krigspolitik: Store dele af ungdommen er parate til at modsætte sig forbundsregeringens planer og ønsker ikke værnepligt, og ikke så få er i det mindste åbne for klart antimilitaristiske holdninger, hvilket først og fremmest kom til udtryk i, at der overalt blev råbt slagord som »Jeres krige uden os« og »De rige vil have krig – ungdommen vil have en fremtid!« eller man i interviews gentagne gange begrundede deltagelsen i protesterne med »Jeg vil ikke dø i en krig!« eller »Politikerne skal selv i front!«
I øjeblikket forbereder strejkeudvalgene sig på den næste skolestrejke den 5. marts (i Hamborg allerede den 20. februar på grund af skoleferien). Der indkaldes omfattende til møder i byer og møder i de skolespecifikke strejkeudvalg, hvor demonstrationerne og mobiliseringen planlægges. Bevægelsen mod værnepligt er meget forskellig i de forskellige byer. I nogle byer findes der kun et centralt strejkeudvalg og WhatsApp-grupper, i andre byer findes der talrige strejkeudvalg for de enkelte skoler. For at gøre bevægelsen så bred som muligt og mobilisere eleverne bredt til strejke er det nødvendigt at opbygge strukturer på de enkelte skoler og stabilisere disse for at organisere protesten mod værnepligt og inddragelsen af unge i krigspolitikken så langsigtet som muligt. For det er på skolen, hvor vi kan komme i kontakt med de elever, der endnu ikke har taget stilling til værnepligten. Det er der, vi skal overbevise dem, og det er også der, vi kan udfolde en effektiv protest.
Målet må være at styrke elevernes selvorganisering for deres interesser på langt sigt og på en bæredygtig måde og også at styrke interessegrupperne selv og inddrage dem i protesterne. For så upolitiske og udynamiske elevrepræsentationer (SV) til tider er, kan de være centrale steder for at udnytte demokratiske rettigheder, udbrede protesterne og vinde flere unge til kampen mod værnepligt og oprustning. Netop elevforsamlinger, som oftest skal indkaldes af SV, kan være afgørende øjeblikke for mobiliseringen til strejken, men også for elevernes selvbevidsthed om at kæmpe for deres egne interesser og organisere protester. De antimilitaristiske organisationer, der er en del af elevstrejkebevægelsen, skal sætte genindførelsen af værnepligt i relation til den tyske imperialismes planer og dermed vinde de elever, der først og fremmest er imod tvang, for en modstand mod oprustning generelt.
Dette skal ske på en passende måde, uden at miste bredere dele af ungdommen og den brede mobiliseringskraft. En fremgangsmåde, hvor man forsøger at præge protesterne så radikalt som muligt udefra, er i denne sammenhæng en hindring. Tværtimod må det handle om i samarbejde med den brede elevgruppe at formulere krav, der ikke er abstrakte, men som sætter deres eget liv og perspektiver i sammenhæng og modsætning til krigsforberedelserne.
Intet kunne passe den tyske imperialisme bedre end at gøre det let for dem at gøre protesterne til nicheprotester fra en politiseret del af ungdommen, der i vid udstrækning ikke er forbundet med de spørgsmål og emner, der optager skoleeleverne som helhed.
For at sætte gang i mobiliseringen viser elevstrejke-konferencer sig at være et muligt og fornuftigt middel. På sådanne konferencer kan flere elever påtages ansvar, viden og redskaber formidles, og der kan diskuteres indholdet af oprustning og værnepligt.
Ikke kun i skolerne
Vi må dog ikke gøre værnepligtsspørgsmålet til et emne, der kun vedrører eleverne. For hvis vi placerer indførelsen af værnepligt i de generelle krigsforberedelser, er værnepligt ikke et emne, der kun vedrører dem, der er født efter 2008, og som derfor selv er berørt. Det er derfor desto vigtigere at tage dette emne op i virksomhederne og på erhvervsskolerne samt i fagforeningerne. For også her kan kravet om afskaffelse af værnepligten, som nyder bred tilslutning blandt unge, være et meget velegnet udgangspunkt for at tale med klassekammerater og kolleger om oprustning og krigsforberedelser og organisere bredere modstand og protest. Mange unge i fagforeninger har desuden landsdækkende kampagner mod værnepligt eller i det mindste beslutninger imod den. Disse kan udnyttes godt til at organisere et arbejde på fagforeningsbasis og ud over de fagforeningsaktive i virksomhederne og på erhvervsskolerne for at støtte skolestrejkerne, men også til at planlægge egne aktioner som unge arbejdere og lærlinge og unge i fagforeningerne. For eksempel kan alliancer af unge i fagforeningerne organisere arrangementer og demonstrationer og dermed udvide elevernes kamp til en samlet ungdomsbevægelse.
Ud over arbejderungdommen skal bevægelsen også styrkes fra universiteterne. I nogle byer var der allerede den 5. december støtte-”universitetsstrejker” mod værnepligten. Da der netop blandt dele af de studerende er en øget politisk interesse, kan en sådan udvidelse styrke bevægelsen betydeligt – ikke kun med hensyn til personale, men også ved at de konstituerede studenterorganisationer kan stille lokaler og ressourcer til rådighed til organisering af strejkerne. Til dette formål er det også nødvendigt at fremme diskussioner og beslutninger om dette spørgsmål i den videreudviklede og mere demokratisk organiserede selvorganisering af de studerende, fra studenterparlamenter til faglige råd, og dermed skabe et grundlag for deltagelse i bevægelsen mod værnepligt. Der er allerede mange andre anledninger til antimilitaristiske aktiviteter på campus, hvad enten det er den livlige Palæstina-bevægelse eller kampen mod militær forskning eller nedskæringer på universiteterne til fordel for forsvarsudgifterne. Ved at samle studenterorganisationerne med skolestrejkerne kan der skabes en større dynamik, der forener forskellige dele af ungdommen, som vi for eksempel har set det i bevægelser som Fridays for Future.
Også ud over ungdommen kan der organiseres former som forældre mod værnepligt eller åbne udvekslingsrunder i bykvarterer om værnepligt. Her kan også den lokale fredsbevægelse være et udgangspunkt for at organisere protesten ud over ungdommen. Lærere kan spille en særlig rolle i at støtte elevernes strejker ved at organisere støtte blandt lærerstaben til strejken og dermed gøre det lettere for eleverne at organisere sig i skolen og informere om strejkerne.
Om den 5. marts bliver en succes, og bevægelsen ikke flader ud, afhænger af de kræfter, der er aktive i den, og deres evne til at udbrede protesterne og gøre dem til en fast del af skolerne.
- februar 2026