Ligesom unge i resten af verden kræver de unge i Europa i stigende grad forandring. De ønsker håb om en fremtid, hvor de kan trække vejret og leve deres liv i fred og retfærdighed. De unge bliver mere og mere utilfredse med et system, hvis eneste tilbud er mere af det samme for at sikre profit i stedet for mennesker og natur. Det er grunden til at deres tillid, håb og forventninger til systemet er rystet. Tusindvis af unge bliver opmærksomme på årsagen til deres problemer og kastes ind i kampen for at forbedre deres levevilkår. For deres fremtid.
For de fleste er det nu anden gang, at de ser deres håb omkring livet blive slået tilbage med nye økonomiske og pandemiske kriser. Mange har givet udtryk for, at der ikke er nogen fremtid inden for det kapitalistiske system, hvor de kan blive uafhængige og udvikle sig fuldt ud. Og at de rettigheder, som deres forældre og bedsteforældre har vundet, ikke vil vende tilbage. Den virkelighed, som de unge i Europa står over for, er dyster.
Ungdommen rammes rigtig hårdt af den kapitalistiske krise i Europa. Efter finanskrisen i 2007, hvis virkninger de fleste mærkede i deres barndom eller ungdom, er unge igen ramt af arbejdsløshed, uden at den var blevet var blevet formindsket i de år. De står med problemer som stor job usikkerhed, lave lønninger, adgang til anstændige boliger og privatisering og elitesering af uddannelse. Nu må det være nok, ungdommen skal ikke bære konsekvenserne af den kapitalistiske krise på deres skuldre!
Unge arbejdere tvinges ind på et arbejdsmarked, hvor super-udnyttelse og job-ustabilitet er normen. I praksis har arbejderklassens unge ingen adgang til job, der giver dem mulighed for at klare de høje leveomkostninger og ågerpriser på boliger. Og derfor bliver det umuligt for stadig flere at blive uafhængige og begynde at leve deres eget liv. Det har ikke betydet, at de til gengæld er sluppet fri her under pandemien for at stå i frontlinjen i en lang række sektorer og beskæftigelsesområder. Det har gjort dem endnu mere udsatte overfor umættelige arbejdsgivere, det gælder ikke mindst de unge indvandrere. Unge må finde sammen omkring deres rettigheder som arbejdere, om at kræve en passende bolig, til at kæmpe mod de uretfærdige ting som den pandemiske og kapitalistiske krise medfører!
Det er længe siden, at kapitalen satte sig for at erobre mulige markeder, der hvor der i det offentlige uddannelsessystem ikke var blevet investeret tilstrækkeligt, men skåret ned. Konsekvensen har været en løbende afvikling af den offentlige uddannelse i store dele af Europa. Udviklingen er gået mod to adskilte systemer, hvor de offentlige skoler i højere grad bliver en statsinstitution til at oplære en “alsidig” og underdanig arbejdsstyrke, mens den privat kapital mere og mere står for den mere specialiserede og rentable uddannelse, der kan tjenes penge på.
Pandemien har dramatisk forstærket denne tendens, hvor de offentlige systemer har vist sig ude af stand til at give et tilstrækkelig svar på at sikre kvaliteten og sikre mod smittespredning i uddannelsesinstitutionerne, samtidig med at de har fastholdt de høje universitetsgebyrer i mange lande.
Fjernundervisning har øget klasseforskellene mellem eleverne, da mange arbejderfamilier mangler de nødvendige midler til onlineundervisning. De overfyldte klasseværelser gør tiltag til at hindre smittespredning umulige. Den høje pris på undervisning udelukker arbejdere, der er ramt af arbejdsløshed i at kunne tjene penge i at kunne søge over i videregående uddannelser. Vi må forsvare at arbejderklassens børn og unge kan få en uddannelse af en høj kvalitet.
På trods af dette, udpeger og kriminaliserer borgerskabet de unge som skyldige i den stigende smittespredning. Det skjuler deres eget kriminelle ansvar for ikke at sørge for de unges sikkerhed ved alle aktiviteter i deres liv, på samme måde som det ikke sikrer arbejde og ordentlige arbejdsvilkår. Kapitalen har i årtier opelsket en adfærd baseret på individualisme og hedonisme for at sikre sin profit, og nu forsøger den kynisk at losse ansvaret for dødsfald over på de unge.
Men uanset hvor meget tallene vrides, er det de borgerlige regeringer, der er skyldige i at have prioriteret kapitalens behov over de arbejderes liv, der hver dag er nødt til at gå på arbejde og bruge offentlig transport. Den arbejdende ungdom er i dag et offer og syndebuk for kapitalismen!
Det kapitalistiske system viser mere og mere klart, at det ikke har noget at tilbyde de unge. På trods af den uophørlige borgerlige propaganda, ser vi dag for dag utilfredsheden. Ungdommens bekymring for fremtiden betyder en voksende tilbøjelighed til at kæmpe. I en situation med stigende reaktionære tendenser tager de fleste unge parti imod problemer som racisme, politiundertrykkelse, machoopførsel eller klimaændringer.
De viser deres afstandtagen fra imperialistisk krig, fordi de ønsker at leve i fred og solidaritet med resten af verdens folk. Hvad ungdommen viser er, at de ikke ønsker at fortsætte med at leve i et system, der marginaliserer dem og skubber dem ud, og at de kræver ændringer, der i virkeligheden angriber kapitalismens rødder.
Ungdommen er et grundlæggende element i den sociale modstand mod kapitalens reaktionære politik: Og når den organiserer sig, vil den være en vigtig drivkraft for revolutionære forandringer. Man er nødt til at stå sammen og organisere sig for at bekæmpe arbejdsløshed og fattigdom, barrierer der spærrer for adgang til uddannelse, og mod superudnyttelse!!
Europa står ved en vigtig korsvej, når det gælder arbejderklassens interesser, over for truslen fra autoritære styrer, voksende udbytning og fascisme. Unge arbejdere står overfor at gribe muligheden for at være med til at skabe et vendepunkt i historien.
Det er tiden til at vende opmærksomheden mod arbejderklassens kamp:
Lad os finde sammen og sammen kæmpe mod at skulle betale prisen for de pandemiske og kapitalistiske kriser!
Kæmp sammen med resten af din klasse for kollektive rettigheder. Unge, I må opbygge jeres fremtid og sikre jeres egen frigørelse. Lad os kæmpe mod den internationale finansielle kapitals og monopolernes dominans! Lad os kæmpe mod kapitalismen!
September 2020
Arbejderpartiet Kommunisterne, APK, Danmark
Arbejderklassens Kommunistiske Parti i Frankrig, PCOF
Organisationen til genopbygning af arbejderklassens kommunistiske parti i Tyskland
Kommunistisk Platform, Kommunistisk Koordination og Kommunistisk Koordination i Toscana – Italien
Revolusjon – Norge
Spaniens Kommunistiske Parti (marxistisk-leninistisk), PCE(ml)
Arbejderpartiet, EMEP, Tyrkiet