Draghi-regeringens krise
Den 20. juli 2022 tog Mario Draghi, en repræsentant for det finansielle oligarki, sin afsked som leder af den italienske borgerlige regering. Det skete, efter at tre partier i koalitionen for “national enhed” (M5S, Lega og Forza Italia [Femstjernebevægelsen, Ligaen, tidligere Nordligaen og Fremad Italien, oversætterens note]) ikke stemte for det tillidsvotum, som han havde anmodet om.
Baggrunden for Draghi-regeringens krise var den aktuelle konflikt mellem det finansielle oligarki og de dele af middelklassen, der er blevet knust af krisen, og som har en betydelig økonomisk og politisk vægt i Italien.
Modsætningerne mellem de borgerlige partier eskalerede i en situation med en truende recession med en inflation på over 8 %, stigende fattigdom og nedgang i befolkningens købekraft, genoptagelse af pandemien, forsyningskrisen, den uhæmmede offentlige gæld, tørke og konsekvenserne af den interimperialistiske krig, der forværrer modsætningerne i den fiktive “nationale enhed”.
Draghi-regeringens politiske krise var et udtryk for det italienske storborgerskabs vanskeligheder med at gennemtvinge sit eget politiske, økonomiske og ideologiske program ned over hele samfundet. Under krisen var det de store monopolers vilje til at få større stabilitet og fasthed i regeringens handlinger, der viste sig med et klart politisk flertal i parlamentet.
I dette scenario begyndte en valgkampagne om sommeren, hvor de arbejderfjendtlige, racistiske og chauvinistiske højrefløjspartier gik i offensiven, mens de reformistiske partier, der støttede Draghi-regeringen, var helt passive.
En massiv afvisning af valgprocessen
De mest relevante tal fra valget den 25. september 2022 viste et fald i den folkelige deltagelse i valget til kun 63,9 %, hvilket er et rekordlavt niveau.
Fænomenet med at undlade at stemme er ved at blive strukturelt og voksende og berører i øjeblikket mere end en tredjedel af vælgerne (36,1 %, ca. 16,6 mio. borgere).
Hertil skal lægges de ugyldige (ca. 817.000) og blanke (ca. 492.000) stemmesedler, således at i alt næsten 18 millioner borgere forkastede valgfarcen.
Der er færre og færre stemmer ved valgstederne i arbejderbyerne, industrikvartererne, forstæderne til storbyerne, byerne og landområderne sydpå, blandt de unge og kvinderne i de folkelige lag.
Det niveau, som det at undlade at stemme har nået, viser den voksende mistillid, fremmedgørelse og fjendtlighed fra store dele af den arbejdende befolkning og de yngre generationer over for det borgerlige parlament, de borgerlige institutioner og partier, som i vid udstrækning blev delegitimeret i denne valgrunde.
Valgprocessen var med andre ord et klart udtryk for det borgerlige demokratis sammenbrud.
Vores holdning var at boykotte valget aktivt for at styrke forbindelserne med den del af arbejderklassen, der nægtede at stemme, mod alle borgerlige og småborgerlige partier.
“Ingen valgfred, intet samarbejde med kapitalisterne, de rige og krigsforbryderne!” “Ingen stemmer på højrefløjspartierne og ingen illusioner om reformisterne og opportunisterne!”
“Intet alternativ ud over forkastelsen af det kapitalistiske barbari og opbygningen af socialismen!
Disse slogans, som blev delt af de revolutionære arbejdere, fik en god politisk respons.
Den yderste højrefløjs fremgang i valget
Fratelli d’Italia (FDI [Italiens brødre]), det højreekstreme parti med Giorgia Meloni i spidsen, som var et resultat af neofascismens politiske metamorfose, var det førende parti ved valget i september med ca. 26 % af stemmerne (ifølge den borgerlige procentmetode), dvs. en reel andel på ca. 16 % af den stemmeberettigede befolkning.
Højrekoalitionen fik ca. 43,8 % af stemmerne, dvs. med en reel andel på under 27 %.
Denne koalition opnåede omkring 12,3 millioner stemmer, hvilket er lidt mere end i 2018. Højrefløjens effektive vægt i valget er ikke steget siden 2008. FDI’s succes hænger direkte sammen med tabet af stemmer fra Lega og Forza Italia, dets højreorienterede allierede.
Melonis parti FDI udnyttede sin formelle opposition (FDI er et pro-NATO parti, der støtter EU-reglerne) til den oligarkiske Draghi-regering, som formåede at vinde de konservative og reaktionære stemmer til FDI.
Sektorer med små iværksættere, håndværkere og købmænd, mellemstore og rige landmænd, fagfolk, selvstændige arbejdere, arbejderaristokratiet, offentlige embedsmænd, husmødre osv. stemte for FDI. De er bekymrede over den langvarige økonomiske stagnation, de lider under konsekvenserne af storkapitalens pres, og de kæmper med gæld og konsekvenserne af pandemien, krigen og klimakrisen.
Det var en principløs protest, der afspejler følelserne hos dele af de udbyttede befolkningsgrupper, som det pro-fascistiske demagogiske parti havde vundet, og som de udnytter uden skrupler i sit illusoriske og demagogiske “program” for at skjule sine virkelige hensigter.
Storborgerskabet og reformismen banede vejen for Melonis premierministerpost
Det pludselige skift til højre i den italienske politiske akse blev begunstiget og muliggjort af to hovedfaktorer.
For det første støtten fra de mest reaktionære dele af borgerskabet. Med starten af krigen i Ukraine, energikrisen og den forestående recession er interesserne hos de militærindustrielle og energimonopolistiske selskaber, hos de industrifolk, der kæmper med hård konkurrence, gamle og nye finansielle kliker, jordbesiddere, de store byggefirmaer, der ødelægger miljøet, de obskure katolske kredse og mafiaen blevet endnu mere aggressive.
Disse kræfter har “pragmatisk” overdraget landet til Meloni for at sikre sig en stabil regering, der på en mere aggressiv måde fortsætter den samme arbejderfjendtlige politik som Draghi-regeringen: nemlig at presse mere merværdi ud af lønmodtagerne og nægte dem deres rettigheder, at redde profitter og superprofitter, at modtage mere og mere statsstøtte for at kunne konkurrere på de internationale markeder.
For det andet er FDI’s valgsejr den rådne frugt af det Demokratiske Partis (DP) kollaborative og pro-oligarkiske politik og det fagforeningsbureaukrati, der er knyttet til dette parti.
De socialdemokratiske og reformistiske ledere har banet vejen for den yderste højrefløj med årelang åbenlys kollaborativ og pro-oligarkisk politik, med privatiseringer, “Loven om arbejde” og andre love til fordel for cheferne, afskaffelse af arbejdernes rettigheder, rehabilitering af fascismen, sidestilling af kommunisme med fascisme osv. Splittelsen og lammelsen af arbejderklassen, som DP-lederne og fagforeningsbureaukratiet ihærdigt forfulgte, var til fordel for borgerskabets reaktionære kræfter.
En højreekstremistisk regering, der er udtryk for de store monopoler
I oktober udarbejdede og godkendte parlamentet en arbejderfjendtlig, krigsførende og autoritær regering under ledelse af Giorgia Meloni, lederen af FDI.
Det er den mest reaktionære regering siden afslutningen af Anden Verdenskrig, en regering, der går ind for genoprettelse og fascisering af staten, oprustning, angreb på arbejdstagernes, indvandrernes, kvindernes, de unges, de politiske, faglige og borgerlige frihedsrettigheder, og antikommunisme.
Det er regeringen for et udbyttende, reaktionært, chauvinistisk mindretal, som dominerer det arbejdende flertal, der ønsker arbejde, brød og fred.
Det er en regering bestående af monopolernes, chefernes, den katolske kirkes økonomiske magt, som er fuldstændig underlagt USA og NATO.
Meloni-regeringen har et stort parlamentarisk flertal, men den er i mindretal i selve landet, den har ikke et solidt folkeligt grundlag eller en stærk tilstedeværelse i arbejderklassens organisationer. Dette er dens akilleshæl, på trods af borgerskabets forsøg på at sikre stabilitet og fasthed i sin magt.
Den højreekstreme regering er afhængig af en del af den bedrageriske, bitre og frustrerede middelklasse, men det er ikke en regering for småborgerskabet. Det er i stedet en regering for storkapitalen. Melonis slogan “Gud, fædreland, familie” tjener til at relancere de italienske monopolers rolle i “det udvidede Middelhavsområde”. Meloni-regeringens politik og ledelse er præget af disse kræfter og ikke af de småborgerlige sektorer, der stemte på den.
Skiftet til højre i den italienske politiske akse er et udtryk for vanskelighederne og nedgangen for den italienske finansielle monopolkapital, som har brug for at immobilisere og desorganisere arbejderklassen ved at udnytte ønsket om hævn hos småborgerskabet, der er knust af kriserne.
Det er muligt, fordi arbejderklassen i forbindelse med socialismens midlertidige nederlag, hvis konsekvenser endnu ikke er overvundet, ikke er i stand til at lede de undertrykte og udbyttede mellemlag.
Den yderste højrefløjs forbindelser med det militærindustrielle kompleks
Der er en åbenlys forbindelse mellem det højreekstreme FDI og militarismen, som udvikles inden for den aggressive og krigsførende NATO-blok.
Melonis parti har direkte forbindelser med virksomhederne i det militærindustrielle kompleks og med de øverste hierarkier, der fremmer nyfascisternes aktiviteter i de væbnede styrker og politiet.
Et eksempel på denne forbindelse er Crosetto, der er medstifter af FDI, tidligere viceforsvarsminister i den sidste Berlusconi-regering og siden 21. oktober forsvarsminister (dvs. krigsminister), formand for sammenslutningen af italienske virksomheder inden for luft- og rumfart, forsvar og sikkerhed, “Confindustria”, og siden april 2020 formand for “Orizzonte Sistemi Navali”, et joint venture mellem Fincantieri og Leonardo, der er specialiseret i højteknologiske systemer.
Der er ingen tvivl om, at krigsindustrien står bag FDI’s ledere, og den nuværende krig i Ukraine styrker forholdet mellem den yderste højrefløj, den krigsførende sektor af borgerskabet og hæren.
FDI’s chauvinisme er en maske, bag hvilken de mest krigsførende og antidemokratiske monopolistiske kredse, f.eks. det militærindustrielle kompleks, luft- og rumfartsselskaber, militær skibsbygning, energimonopoler osv., har deres interesser.
Disse magtfulde kræfter bruger under de betingelser, hvor der hersker en voldsom imperialistisk rivalisering, den aggressive og fanatiske nationalismes ideologi som kampmiddel i konkurrencen om afsætningsmuligheder, naturressourcer og udnyttelse af arbejderklassen, idet de støtter og finansierer de partier, der støtter deres interesser ved at føre magtpolitik og våbenkapløb.
En af Meloni-regeringens prioriteter er salg af våben, krigsmidler og våbensystemer til reaktionære lande. Det er ikke tilfældigt, at en af Melonis første rejser til udlandet var til Egypten under ledelse af despoten Al Sisi, som forhandler om køb af 24 Eurofighters til en værdi af 3 mia. euro.
Men den højreekstreme regerings militaristiske politik er ikke begrænset til våbensalg. Dens planer kræver nye krigssystemer, større rekruttering til de væbnede styrker, forbedring af infrastrukturen, nye kommunikationslinjer, kontrol med territoriet og patruljering af havene, forsvar af de “europæiske grænser”, flere og flere militærmanøvrer på krigsskuepladserne, støtte til andre landes kontrarevolutionære og kupregimers styrker osv.
Meloni-regeringens arbejderfjendske og krigsførende politik
De første skridt, som Melonis regering har taget i indenrigs- og udenrigspolitikken, viser, at den er arving til den arbejderklassefjendtlige og folkefjendtlige linje, som tidligere borgerlige regeringer har fastlagt, hvilket gør den endnu mere brutal og chauvinistisk. Dens politiske mål er klare: at fortsætte den kapitalistiske offensiv mod arbejderklassen, at forsinke arbejderklassens og de folkelige massers genrejsning mest muligt ved at blokere deres aktioner og begrænse demonstrationsfriheden og deltagelsen i protester, ved at favorisere visse sektorer i de mellemste lag for at skabe en arbejderfjendtlig blok under ledelse af storborgerskabet; og ved fuldt ud at følge den krigspolitik, som USA-imperialismen har besluttet, og involvere vores land mere og mere i den væbnede konflikt i Ukraine og øge militærudgifterne på bekostning af de sociale udgifter; og ved at genvinde energikilderne i Nordafrika og den tabte indflydelse på det vestlige Balkan.
Regeringens første handling var et dekret, der begrænsede retten til at demonstrere. Regeringen har straks gjort sig bemærket med sit angreb på indvandrere og genoplivning af umenneskelige og racistiske holdninger, sine forslag til forfatningsændringer, der sigter mod autoritært præsidentstyre og “differentieret autonomi”, som vil øge de eksisterende uligheder mellem rige og fattige regioner i vores land og underminere enheden om arbejdernes grundlæggende rettigheder.
Samtidig blev der i parlamentet fremsat lovforslag, som udtrykkeligt har til formål at svække det grundlæggende værktøj i den nationale arbejdskontrakt og retten til abort.
Melonis regering nægter at forhandle med fagforeningslederne; den har ingen intentioner om at genoptage en “social dialog”, men vedtager nye arbejdstagerfjendtlige tiltag. På arbejdspladserne er kapitalisternes despotisme blevet endnu mere aggressivt, tilskyndet af den nye regering, som har erklæret, at den “ikke forstyrrer dem, der producerer”, dvs. dem, der udnytter arbejderne.
For at uddybe den eksisterende splittelse i arbejderklassen gik Meloni-regeringens manøvre i to retninger: at angribe nye indvandrere og at angribe dem, der modtager “indkomst fra statsborgerskab” (arbejdsløse og fattige).
Regeringen og EU er blevet enige om budgetloven for 2023 i overensstemmelse med IMF’s og kreditvurderingsbureauernes “forslag”. Den blev udarbejdet for at forsvare storkapitalens, de riges, mafiaens og de rige lag af småborgerskabets interesser.
Melonis regerings politik vil ikke stoppe inflationen, men vil bidrage til at øge priserne på de nødvendige varer og monopolernes superprofitter.
Arbejderne, de arbejdsløse og de fattige angribes af denne politik. De demagogiske valgløfter forsvandt på en måned: Meloni-regeringens politik øger massefattigdommen, mens et lille mindretal bliver beriget dramatisk.
Denne neoliberale politik ledsages af en intensivering af undertrykkelse og statslig vold, fordi den herskende klasse er klar over, at de sociale modsætninger vil blive hårdere og mere akutte.
Mens regeringen fortsætter med at skære ned på sociale ydelser, sundhedspleje og sociale sikringsudgifter, fortsætter militærudgifterne med at stige.
I udenrigspolitikken jonglerer Meloni-regeringen mellem deltagelse i EU og som vasal af USA på en antirussisk og anti-kinesisk måde.
Den nuværende regering, der følger den samme pro-amerikanske/NATO-politik som de tidligere regeringer, har besluttet at sende flere våben, missiler, kampvogne og finansiel støtte til det ukrainske regime i hele 2023, samtidig med at den forlænger sanktionerne mod Rusland, der påvirker den italienske økonomi. Dette ledsages af finansieringen af alle de andre militære missioner i udlandet og af våbensalg til reaktionære regimer.
I mellemtiden foregår der en intens krigsaktivitet fra militærbaser på det nationale territorium (andre er ved at blive bygget med offentlige midler), der er bundet til USA’s og NATO’s vogn. Og nye atombomber, der drives af yankee’erne, er blevet accepteret i vores land.
Kampens perspektiver og kommunisternes opgaver
I dette scenarie kommer arbejderklassers og folkelige gruppers vilje til at modstå arbejdsgivernes og regeringens offensiv, til at opnå stabile og sikre arbejdspladser, til store lønstigninger og til at bekæmpe krigens konsekvenser klart til udtryk på arbejdspladserne og i gaderne.
I efteråret 2022 gennemførte fagforeningen CGIL og andre græsrodsfagforeninger strejker og demonstrationer på provinsniveau, regionalt og nationalt niveau. Mobiliseringerne mod afskedigelser, for at hæve lønningerne og for at forbedre sundheden og arbejdernes sikkerhed er ikke stoppet, selv om de er splittet af fagbureaukratiet. Også de studerende kæmper mod reaktionære tiltag og fascistiske angreb.
Trods den militaristiske propaganda er flertallet af folkemasserne imod Italiens deltagelse i krigen mod Rusland, imod landets underkastelse under og afhængighed af NATO og EU og imod Meloni-regeringens grusomme og umenneskelige indvandringspolitik.
Denne modstand viser vejen til at vælte Melonis ultra-reaktionære regering og alle de ansvarlige for offer- og krigspolitikken: de udbyttedes og undertryktes kamp og enhed på arbejdspladserne og i gaderne, og ikke den parlamentariske snak fra reformistiske, populistiske og opportunistiske politiske personer.
Den alvorlige økonomiske situation, energi-, miljø- og sundhedskrise, krigens og gældens tyngde, de internationale stridigheder og frem for alt utilfredsheden og genoptagelsen af klassekampen vil underminere Meloni-regeringen.
Arbejderklassen kan ikke leve uden en radikal forbedring af sine leve- og arbejdsvilkår. Derfor er udviklingen af massekampen mod kapitalisterne og deres “nye” regering uundgåelig. Dens tyngdepunkt vil ligge uden for parlamentet, og det vil blive stadig vanskeligere for reformister og opportunister at holde udviklingen af denne bevægelse tilbage.
I den nuværende situation er det nødvendigt at arbejde dagligt og systematisk i arbejderklassen for arbejdernes og fagbevægelsens kamp for enhed i kampen, at opbygge organisationer (komitéer, råd osv.), der legemliggør arbejderklassens, folke- og ungdomsmassernes kampvilje, og som koordinerer sig med hinanden.
Det er nødvendigt at forkaste enhver passivitet, immobilitet, afventende politik, “moralsk” modstand, reformisternes og opportunisternes forsinkelses- og splittelsesmanøvrer og straks gå over til handling, studier og kamp for arbejde, brød og fred, for arbejdernes frihed og rettigheder, mod den reaktionære regering og den voksende fascisme.
Klassens enhed skal opnås på grundlag af kamp, hvilket skal sætte skub i arbejdernes deltagelse og mobilisering og knytte deres presserende krav sammen med kampen mod den imperialistiske krig, for tilbagetrækning fra NATO, EU og alle andre imperialistiske alliancer.
Vores mål er at sætte skub i arbejderklassens enhedsfront og på dette grundlag i en folkelig front mod imperialisme og fascisme.
Der venter os hårde tider, som kræver en mangedoblet indsats for at gennemføre et systematisk propaganda-, agitations- og organisationsarbejde for at ændre arbejderbevægelsens kvalitet, for at bringe idé-kraft i den om det revolutionære brud med det kapitalistisk-imperialistiske system, mod opportunistiske og revisionistiske holdninger.
Situationen bekræfter det presserende behov for, at arbejderklassen for at kunne kæmpe sejrrigt mod borgerskabet og reaktionen genopbygger sit uafhængige og revolutionære parti baseret på marxistisk-leninistisk teori og proletarisk internationalisme.
Borgerskabet fører vores land til ruin. Kun arbejderklassen kan redde det med en socialistisk revolution!
Februar 2023
Oversat fra Unity & Struggle nr. 46, 2023
Udgivet af CIPOML, Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer