skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Den internationale politiske situation 2022

Udtalelse fra Konferencen af marxistiske -leninistiske partier og organisationer, CIPOML, maj 2022

Vi lever i en verden, hvor fattigdommen vokser, og de sociale uligheder bliver dybere.

Virkningerne af kapitalismens økonomiske krise i 2020, af Covid-19-pandemien og af den interimperialistiske krig, der foregår i Ukraine, har sat et dybt aftryk på verdensøkonomien og har stor indvirkning på levevilkårene for arbejdere og folk.

Optimismen i analyserne og undersøgelserne fra internationale offentlige organisationer, der indtil for nylig proklamerede “krisens afslutning og springet til genopretning”, har ikke kunnet skjule det gys, som verdensøkonomien har oplevet. Heller ikke dens bekymring for de år, der vil tage – på det sociale område – for bare at nå de niveauer, der eksisterede før pandemiens udbrud og krisen i den kapitalistiske økonomi i 2020, som i øvrigt på ingen måde var tilfredsstillende. Men med krigens udbrud er alarmklokkerne sat i gang med afmatningen i væksten i verdensøkonomien, høj inflation, risikoen for stagflation, og at mange lande endda vil falde i recession.

Økonomisk genopretning

Den kapitalistiske økonomi er i krisens genopretningsfase, men den er ved at vende. Vækstprognoserne for verdensøkonomien talte om en vækst på omkring 5,7 pct. i 2021 og 4,9 pct. i 2022. Udbruddet af den interimperialistiske krig i Ukraine vækker opsigt i verdensøkonomien, og prognoserne for økonomisk vækst nedjusteres af alle internationale organisationer. Den globale vækst ventes nu at aftage kraftigt fra 5,7 pct. i 2021 til 2,9 pct. i 2022 og til 3 pct. i 2023 og 2024. I år vil væksten i de mest udviklede kapitalistiske økonomier aftage til 2,6 pct., væksten i de såkaldte vækst- og udviklingsøkonomier til 3,4 pct. Væksten i USA vil være 2,5 pct., Kina 4,3 pct., Indien vil vokse med 7,5 pct., mens et fald til -8,9 pct. forventes i Ruslands tilfælde.[1]

Genopretningen af industriproduktionen i de mere udviklede kapitalistiske økonomier har haft forskellige manifestationer[2]. Variationen fra år til år for væksten i industriproduktionen var 1,2 pct. i april 2022 sammenlignet med året før, hvor væksttallene efter land og regioner var følgende: -0,7 pct. i euroområdet, 6,3 pct. i USA, 1,2 pct. i Storbritannien, -3,8 pct. i Japan og -2,2 pct. i Kina, hvor nultolerancepolitikken mod Covid-19 blev implementeret i mange provinser, herunder Shanghai, 0,6 pct. i Latinamerika og – 0,5 pct. i Østeuropa.

Verdenshandel

Der er også en stigning i mængden af verdens varehandel. I april i år offentliggjorde WTO en analyse, der forudsiger en vækst på 3 pct. i mængden af verdens varehandel i 2022, lavere end de 4,7 pct., der blev forventet i oktober 2021. Dette påvirkes ikke kun af krigen i Ukraine, men også af de nedlukninger, der er etableret i Kina for at forhindre en ny spredning af Covid-19.

De stærkeste kapitalistiske økonomier har de bedste resultater, mens der er regioner, der registrerer indekser langt under verdensgennemsnittet. Værdien af verdenshandelen med varer, målt ved gennemsnittet af eksport og import, steg med 26 pct. i 2021, hvilket betyder, at eksport- og importpriserne i gennemsnit steg med 15 pct. i løbet af året. Dollarværdien af handelen steg med 59 pct. for brændstoffer og mineprodukter, 19 pct. for landbrugsprodukter og 21 pct. for producenter, siger en rapport fremlagt af WTO i april i år.[3]

Forsyningskrise

Verdensforbruget, stærkt reduceret, især i de måneder, hvor der blev etableret hårde restriktioner for befolkningen, oplevede en rebound-effekt, da verden gradvist vendte tilbage til “normalitet”. Mens virksomheder, der havde lukket ned eller reducerede produktionen, begyndte at kæmpe for at imødekomme den globale efterspørgsel, så kunne rederiernes transportkapacitet, ligesom havne til ind- og udskibning af varer, ikke følge med, hvilket gav anledning til et fænomen kendt som “forsyningskædekrisen”.

Det fik fragtpriserne til at stige med op til 500 pct., hvilket betød enorme overskud for de få rederier (bl.a. Mærsk), der dominerer denne transport og øger prisen på produkter på markedet.

Dette fænomen satte spørgsmålstegn ved de forventede vækstrater i verdensøkonomien, samtidig med at det fik negativ indvirkning på priserne på aktier og ejendom i mange virksomheder.

Energikrise

Problemerne i forbindelse med energiproduktion, som allerede sås det foregående år, er blevet en krise efter krigsudbruddet i Ukraine: priserne på alle energikilder er steget. Det er tydeligt at se, hvordan det har påvirket landenes økonomi og arbejdernes og folkenes levevilkår.

I september 2021 steg energipriserne i Europa, men allerede tre måneder tidligere var der blevet advaret om, at de i de 38 OECD-lande i gennemsnit ville stige med 18,6 pct., hvilket er den højeste stigning siden september 2008. Omkostningerne ved engros naturgas nåede rekordhøjder i Storbritannien, Frankrig, Spanien, Tyskland og Italien. Husholdningernes og virksomhedernes energiregninger steg også voldsomt; i 2021 var der en hidtil uset stigning i prisen på gas på verdensmarkederne på over 170 pct. I USA er benzinpriserne steget med 52 pct. i det sidste år og har nået historiske niveauer. I Europa har der også været hidtil usete priser, og disse vil fortsætte med at stige på grund af stigningen i prisen på en tønde olie. Ifølge Goldman Sachs vil den gennemsnitlige tønde amerikansk olie mellem juli og september i år ligge på 137 dollars, hvor de tidligere forventede, at prisen ville svinge omkring 119 dollars.

Sammen med problemer i privatiseringen af olie og gas udgør de høje el-, olie- og gaspriser en krise, der siges at blive større end oliekrisen i halvfjerdserne og firserne og sandsynligvis vil vare længere.

Farlige indekser for inflationen

Stigningen i inflationen er et andet karakteristisk element i dagens verden: Prisen på energi, råvarer, forbrugsvarer, mad vokser; arbejdernes og folkenes levevilkår påvirkes.

Inflationen i dag er uden fortilfælde i dette århundrede. Forbrugerprisindekset i de 19 lande, der udgør euroområdet, steg med 8,1 pct. i maj. Den stærke tendens i prisstigningerne begyndte i november sidste år, og siden da slår hver måned en ny historisk rekord[4]. I USA steg forbrugerprisindekset i maj med 8,6 pct. sammenlignet med 2021, den største stigning siden december 1981, ifølge regeringsdata; Latinamerika rapporterede en generel inflation på 7,2 pct. i 202, herunder lande med kronisk inflation, såsom Argentina, Haiti, Surinam og Venezuela. Afrika vil fortsat være den region, der er hårdest ramt af inflation.

Regeringerne forsøger at kontrollere eskaleringen af priserne ved at hæve renten, men effekten af disse tiltag er negativ, da de forårsager en økonomisk afmatning.

Det høje inflationsniveau, der lægger et stærkt pres på økonomien, sammen med den langsomme vækst og i nogle tilfælde stagnationen i økonomien og den høje arbejdsløshed, advarer om en mulig stagflationsproces.

Fødevarepriserne stiger kraftigt

Prisen på fødevarer i verden nåede sit højeste niveau de sidste ti år i september sidste år. I øjeblikket stiger råvareomkostningerne med den hurtigste hastighed i de seneste årtier, hvilket rammer især de fattigste dele af befolkningen og arbejderne.

Stigende fødevarepriser og fødevaremangel i nogle regioner sætter millioner af mennesker i fare for hungersnød, især i Afrika. Omkring 193 millioner mennesker i 53 lande eller territorier oplever akut fødevaremangel eller det, der er værre. Dette tal repræsenterer en stigning på næsten 40 millioner mennesker i forhold til de maksimale tal, der allerede er registreret i 2020. Af disse havde mere end en halv million mennesker (570 000) nået den mest alvorlige fase af akut fødevaremangel – katastrofefasen – i Etiopien, det sydlige Madagaskar, Sydsudan og Yemen, ifølge en rapport fremlagt af Globalt Nætværk mod Fødevarerkriser.[5]

Klimakrisen

Vi ser et endnu mere komplekst fænomen, der skaber reel turbulens: klimakrisen.

Millioner af mennesker – især de fattigste – er blevet ramt af oversvømmelser, tørke, skovbrande, skrumpende gletsjere, stigende havniveauer, nedsat produktivitet i landbrugsjorden, stadig stærkere og hyppigere storme, udløst af en klimakrise, hvor de mest magtfulde kapitalistiske magter og deres monopolistiske virksomheder bærer hovedansvaret. Det sker på grund af den umættelige plyndring af naturressourcer, udledning af giftige gasser fra deres industrier til miljøet, påvirkning af vandområder, skovrydning af millioner af hektar, forurening af have og floder, overfiskning osv. Antallet af klimarelaterede katastrofer er tredoblet på 30 år; i 2030’erne vil store områder i det sydlige og østlige Afrika, Afrikas Horn og Syd- og Østasien opleve en øget risiko for tørke, oversvømmelser og tropiske storme.[6][7]

I løbet af det seneste årti har klimarelaterede katastrofer i gennemsnit tvunget mere end 20 millioner mennesker til at blive internt fordrevet hvert år. Omkring 80 procent af det samlede antal fordrevne i løbet af det seneste årti bor i Asien.

Landbrugssektoren er hårdest ramt af “naturkatastrofer”, da den er afhængig af klimaet, jorden og vandet.

Stillet over for folkenes generelle reaktion på klimaforandringerne har det internationale borgerskab, på trods af at det fordrejer spørgsmålet med intersystemiske løsninger, ikke været i stand til at forhindre debatten om dette spørgsmål i at blive offentlig. På FN’s klimakonference, COP26, talte regeringsrepræsentanter om behovet for at handle hurtigt “for at redde menneskeheden”. Klimaforandringerne – som har nået kriseniveauet – er imidlertid direkte forbundet med den kapitalistiske produktionsmåde, som ikke tøver med at betragte ødelæggelsen af miljøet som et aspekt af kapitalakkumulationen. De borgerlige staters politik har ikke til formål at beskytte naturen, forureningen fortsætter med at stige, og dens ødelæggelse uddybes i det uendelige.

Grøn kapitalisme

Fra de samme kapitalistiske kredse kommer ideen om at implementere en “grøn økonomi”, som vil løse miljøproblemer, økonomisk vækst og arbejdsløshed.

En del af denne tilgang er diskursen om at korrigere markedsforvridninger og sætte det i centrum for at reparere miljøproblemer. Hvilket indebærer privatisering og kommercialisering af alle dele af naturen, hvilket gør den til et sæt objekter, der kan ejes og værdisættes som alle andre dele i af den kapitalistiske produktionsproces. Der tales om indførelsen af teknologier og produktionsprocesser, der ville være mindre skadelige for miljøet. CO2-markedet er et af forslagene.

Bag ved enhver “klima-erklæring” står borgerskabets interesse i at finde og opretholde nye sfærer og former for kapitalistisk akkumulation. Med dem følger strømme af offentlige midler til virksomheder, der angiveligt har god miljøpraksis. Befolkningen fodres med det kapitalistiske cost-benefit-koncept med gennemførelsen af angivelige miljøprojekter, der er betalt af befolkningen selv, helt adskilt fra visionen om økologisk økonomi. Lande mister suverænitet gennem gældsswap-programmer, hvor det er indehaverne af gældspapirer, der beslutter, hvilken type projekter der skal gennemføres. Derfor er det ikke ualmindeligt, at magtfulde internationale monopolgrupper fremstår som bannerførere for omstillingen til “grøn kapitalisme”.

Kløften mellem arbejdere og kapitalejere udvides

I denne globale sammenhæng står arbejdere og folk rundtom i verden over for en smertefuld situation, mens niveauet for koncentration og centralisering af rigdom på få hænder vokser.

Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) anslår, at 8,8 procent af den samlede arbejdstid i 2020 var gået tabt, svarende til de timer, som 255 millioner fuldtidsansatte arbejdede på et år; halvdelen af disse timer skyldtes ødelæggelsen af beskæftigelseskilder. I forhold til 2019 faldt den samlede beskæftigelse med 144 millioner arbejdere. Tab af arbejdstid er fortsat højt indtil videre i år, hvilket svarer til 140 millioner fuldtidsjob i første kvartal og 127 millioner i andet kvartal. De hårdest ramte regioner er Latinamerika, Europa og Centralasien.[8]

I nogle tilfælde er der sket en lønnedgang som følge af nedsættelsen af arbejdsdagen eller forlængelsen af arbejdsdagen uden lønforhøjelse alt efter kapitalisternes behov, i andre tilfælde er det at arbejde hjemme blevet almindeligt og har ført til en stigende arbejdsløshed og et arbejdsmarked med faldende indkomster og dybere fattigdom.

Ansatte i uformelle job er blevet hårdt ramt af krisen. I 2019 udgjorde de anslået 60,1 procent af den globale arbejdsstyrke, cirka 2 milliarder mennesker. “Uformelle lønmodtagere var tre gange mere end formelle lønmodtagere og 1,6 gange mere end selvstændige udsat for at miste deres job som følge af krisen.”[9]

Kvinder er blevet hårdest ramt af krisen. Kvinders beskæftigelse er reduceret med 5 pct. i 2020 sammenlignet med 3,9 pct. for mænd. Desuden har det forhold, at børns omsorgs- og uddannelsesaktiviteter i højere grad er blevet flyttet tilbage til hjemmet, ført til en stigning i den ulønnede arbejdstid. Kvinder har mistet 800 milliarder dollars i indkomst globalt på grund af pandemien. Den tabte indkomst i 2020 svarer til den samlede formue i 98 lande.

For millioner af unge har denne periode også betydet, at det har været umuligt at starte i produktivt arbejde, eller at de er blevet tvunget til at acceptere job med lavere lønninger end dem, der officielt gælder, fordi der er færre job. Millioner unge var tvunget til at opgive deres studier på grund af økonomiske vanskeligheder. På den måde er antallet af unge, der ikke arbejder eller studerer, vokset.

Der er undersøgelser, der afdækker, at elleve mennesker hvert minut dør af sult og underernæring, hvilket overstiger antallet af dødsfald fra Covid-19 med syv personer i minuttet. Det anslås, at 193 millioner mennesker i verden på nuværende tidspunkt lever i en situation med fødevarekrise eller værre, hvilket er 40 millioner flere mennesker end i 2020. To ud af tre af disse mennesker sulter som følge af krig eller interne konflikter i deres lande. Antallet af mennesker, der lever under forhold tæt på hungersnød, er seksdoblet siden pandemiens begyndelse. Situationen bliver endnu mere kompleks på grund af stigningen i fødevarepriserne.

I øjeblikket lever mere end 1,3 milliarder mennesker for mindre end 1 dollar om dagen. En arbejder i de fattigste 50 pct. af verden vil skulle arbejde 112 år for at tjene den samme indkomst som en person i den rigeste 1 pct. på et enkelt år. Modsat har storborgerskabet, med de magtfulde monopolgrupper i spidsen, oplevet, at for mange af dem har pandemien været en mulighed for at øge deres profitter.

Milliardærer (2.668 i alt) øgede deres rigdom mere i løbet af de første 24 måneder af pandemien end i løbet af de 23 år mellem 1987 og 2010. De akkumulerer i øjeblikket rigdom svarende til 13,9 pct. af verdens BNP, efter at have tredoblet siden 2000, da den tegnede sig for 4,4 pct. En Oxfam-undersøgelse viser, at monopoler i energi-, fødevare- og medicinalsektoren opnår hidtil usete overskud. Milliardærernes formuer i fødevare- og energisektoren er steget med 453 milliarder dollars i løbet af de sidste to år, svarende til en milliard hver anden dag. Fem store energiselskaber – BP, Shell, Total Energies, Exxon og Chevron – har tilsammen 2.600 dollars i overskud hvert sekund. Rigdommen hos de rigeste 20 milliardærer overstiger BNP i alle afrikanske lande syd for Sahara lagt sammen.[10]

Millioner af fordrevne

Krige, fattigdom, usikkerhed og klimaforandringer er årsager til, at millioner af mænd og kvinder tvinges til at forlade deres boligområder og hjemlande for at søge en mulighed for et liv eller overlevelse i andre områder eller lande.

Ved udgangen af 2020 erkendte UNHCR, at der på verdensplan var 82,4 millioner tvangsfordrevne mennesker, og i juni i år oversteg det 84 millioner.

De fordrevne står ikke kun med tragedien ved at forlade deres hjem og lande, de lider også under fremmedfjendsk adfærd, der fremmes i mange lande af højreorienterede politiske kræfter, under overudnyttelse af arbejdskraft, fraværet eller begrænsede statslige politikker for at garantere dem sikkerhed, og kriminaliseringen af deres situation med manglende papirer.

Udlandsgæld

Stor udlandsgæld hænger som et sværd over verdensøkonomien, især i lavindkomstlande. Udlandsgældsbyrden i forhold til bruttonationalproduktet (BNP) steg til 42 pct. sidste år fra 37 pct. i 2019, mens forholdet mellem gæld og eksport nåede op på 154 pct. fra tidligere 126 pct. Beregningerne omfatter ikke Kina.

Kina er ikke kun blevet den største låntager i lav- og mellemindkomstlande, men også en af de største kreditorer.

Kryptovalutaer og finansiel spekulation

Finansiel spekulation, et iboende element i det kapitalistisk-imperialistiske system, har fundet en ny måde at akkumulere gennem kryptokurver (decentraliseret digital valuta), som dukkede op med Bitcoin efter krisen i 2008. Dens boom sker i en tid med generelt fald i profitraten og ved investeringer, der søger spekulation og ikke produktion, som drager fordel af fraværet af regulering. Den anvendte mekanisme efterlader ingen spor, så derfor bruges den også til ulovlige operationer. Et yderligere problem, der ledsager denne finansielle spekulation, er det irrationelle forbrug af energi uden nogen værdi.[11]

Den 10. november i år registrerede siden https://coinmarketcap.com et imponerende antal kryptokurver, 13.969. Fireogtyve timer senere var der yderligere 86. I samme periode gik værdien af dem alle fra 2,79 billioner dollars til 2,84 billioner dollars; et år før var kerneværdien 440.000 millioner. Det vil sige, at i de sidste tolv måneder er dens værdi ganget med 6,4.

Vi står ikke over for penge, så derfor accepteres det ikke som et mål for universel værdi til dækning af gæld eller køb af produkter på grund af aktiernes kortsigtede udsving og usikkerheden i prisen. De er digitale optegnelser, der giver fordele via spekulation, der driver stigningen i gæld og ødelægger den produktive økonomi.

 

II Interimperialistiske modsætninger skærpes

Interimperialistiske stridigheder er et fremtrædende element på den internationale politiske scene. Kampene mellem de to største økonomier på jorden, USA og Kina, for at opretholde og udvide deres zoner med økonomisk og politisk indflydelse koncentrerer global opmærksomhed, men de er ikke de eneste. Alle de imperialistiske magter ønsker at bevare eller udvide deres rum, deres indflydelseszoner, deres markeder for at investere kapital og udvinde rigdom, og til det formål søger de alliancer. Det fjerner imidlertid ikke modsætningerne mellem dem, der deltager i disse aftaler eller stemmer overens med deres egne interesser.

De kinesisk-amerikanske relationer sætter tempoet i international politik på grund af de økonomiske, politiske og militære konsekvenser, som deres stridigheder eller normalisering kan provokere. De er de mest magtfulde magter på jorden. I øjeblikket overstiger deres samlede BNP en tredjedel af verdens samlede; tilsammen bidrager de med mere end 50 pct. til den globale økonomiske vækst.

Tilnærmelsen mellem Kina og Rusland over for deres vestlige rivaler styrkes, de handler sammen på det økonomiske, politiske, teknologiske og militære område. Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrovs reaktion, efter at Bruxelles indførte sanktioner mod Moskva i februar 2022, er en indikator for, hvad der sker: “Nu hvor Europa har brudt forholdet, har det simpelthen ødelagt de mekanismer, der var blevet skabt i årevis. Nu hvor vi på europæisk side kun har få lande tilbage, der er villige til at lade sig lede af nationale interesser, udvikler forholdet til Kina sig objektivt med større dynamik end det, der er tilbage af vores forhold til Europa,” siger Lavrov.

Flere væbnede konflikter forekommer i verden – i Ukraine, Syrien, Afghanistan, Mozambique og Yemen – ansporet af lokale borgerlige og oligarkiske fraktioner, af imperialistiske lande, der bestrider indflydelseszoner. Der er også konflikter, der udtrykker folkenes befrielseskamp: Vestsahara, Sahel, Etiopien, Palæstina er nogle af dem.

Mellemøsten er stadig den mest eksplosive region på jorden med et komplekst kort over geopolitiske alliancer. Som strategisk zone satte de imperialistiske magter alle deres diplomatiske, politiske, økonomiske og militære kort på spil for at vinde eller forsvare positioner. Den amerikanske imperialisme i regionen har – hovedsageligt – regimerne i Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Israel, Qatar, Egypten, der fungerer som spydspids for sin politik. De er afhængige af at blokere Irans regering, og på det seneste spillede Qatar en vigtig rolle i de amerikanske troppers afgang fra Afghanistan. Deres status som USA’s allierede forhindrer ikke konflikter og modsætninger mellem dem, såsom dem, der opretholdes af Qatar med de fleste af sine naboer i Den Persiske Golf, især med Saudi-Arabien, som i 2017 førte en embargo mod det, ophævet i januar 2021.

Syrien er helt sikkert den konflikt, hvor spillet om politisk-strategiske interesser i forskellige imperialistiske lande og reaktionære regimer tydeligst observeres. Folket står over for Bashar al-Assads regerings brutale politik og har været ofre for militær intervention fra USA, Rusland, Frankrig, Storbritannien, Israel, og Tyrkiet. Formålet med den amerikanske imperialisme har været at kontrollere Syrien og efterlade en strøm af ødelæggelse, ligesom den gjorde med Libyen og Irak. Mere end 400.000 dødsfald er blevet talt i løbet af de ti år, denne konflikt har varet, men det reelle tal er helt sikkert meget højere. Millioner er blevet fordrevne.

Det marokkanske regime, støttet af USA og Israel, lancerer krigsprovokationer mod Algeriet, som huser Polisario-fronten, der leder det saharawiske folks nationale befrielseskamp. I denne sammenhæng opgiver Spaniens regering anerkendelsen af kampen for det saharawiske folks uafhængighed i Vestsahara og deres ret til en folkeafstemning for at bekræfte den og indtager USA’s, Israels og Marokkos holdninger om i stedet for uafhængighed at give dette folk ret til autonomi.

Den israelske zionismes aggression mod det palæstinensiske folk, som fastholder sin ret til at konstituere sig som en uafhængig stat, fortsætter. Normaliseringen af Israels diplomatiske forbindelser med flere arabiske lande har fremprovokeret folkenes afvisning, solidariteten mellem verdens arbejdere og det palæstinensiske folk holdes i live, såvel som fordømmelsen af USA’s interventionisme og den udryddelseskrig, der er sluppet løs mod dette heroiske folk.

Den interimperialistiske krig i Ukraine

Monopolernes og de kapitalistisk-imperialistiske landes iver efter at erobre nye markeder og udvide deres indflydelseszoner er hovedårsagen til udbruddet af en ny krig af inter-imperialistisk karakter, der har Ukraine som scenarie. På spil er interesserne hos de kapitalistisk-imperialistiske magter, der er grupperet i EU og NATO, ledet af amerikansk imperialisme, på den ene side, og på den anden side er der russisk imperialisme – ikke mindre aggressiv og voldsom end dem, der er nævnt ovenfor – som begyndte den militære invasion i februar sidste år.

Krigen i Ukraine rejste spørgsmålet om risikoen for, at den vil overskride sine grænser og eskalere til en regional væbnet konflikt. Selv om det ikke er sket, ophører den ikke med at have en international betydning, ikke kun på grund af indvirkningen på verdensøkonomien og politikken, men også på grund af de vestlige kapitalistisk-imperialistiske magters deltagelse i at sende våben, militær logistik, lejesoldater og økonomiske ressourcer til Vladimir Zelenskijs reaktionære regering. Derudover indførelse af økonomiske sanktioner mod Vladimir Putins regering med det formål at nedbryde dens økonomi og tvinge invasionen til ophør. Rusland har på sin side besluttet at udstyre Hviderusland med nukleare missiler. Det må ikke glemmes, at kilden til lokale og større krige – i den nuværende epoke – ligger i imperialismens eksistens.

I Europa støtter alle højreorienterede politiske strømninger (neoliberale, socialdemokrater, fascister, opportunister) krigspolitikken, øger militærbudgetterne, søger at styrke NATO (de øgede deres budgetter med 1milliard dollars og foreslår at øge til at stille militært personel på 300.000 mand til rådighed for militære aktioner i Østeuropa), de indrullerer Finland og Sverige i NATO, og nogle af dem beder om direkte afsendelse af tropper til ukrainsk territorium.

Der er dele af opportunisterne og socialdemokratierne, der forsøger at retfærdiggøre den russiske invasion som en retfærdig og endog revolutionær politik for angiveligt at konfrontere den amerikanske imperialismes og dens allieredes fremskridt og provokationer. I de politisk-militære stridigheder mellem de imperialistiske magter og storkapitalens ejere kan vi ikke vælge side til fordel for en eller anden magt eller blok, der fremmer had og krig, fordi de i sagens natur er fjender af arbejderne og folkene, og vi fordømmer dem som sådanne. Vi tager et standpunkt sammen med arbejderklassen og folkene, og i denne særlige situation udtrykker vi vores solidaritet med arbejderne, ungdommen og folket i Ukraine, som er midt i interimperialistiske stridigheder og er direkte ofre for krig. Men som i enhver konflikt af denne art går krigens virkninger ud over de lokale grænser, og alle folk bærer deres negative virkninger på deres skuldre.

I udviklingen af denne konflikt bliver de interimperialistiske modsætninger endnu mere akutte og bekræfter samtidig blokkene og styrker forholdet mellem magterne.

Der er en større tilpasning til hinanden i medlemslandene i EU, og den amerikanske imperialisme har rettet dem ind bag sig, hvilket ikke betyder, at de særlige interesser og modsætninger mellem dem alle er forsvundet. Sammen har de fremmet økonomiske og handelsmæssige sanktioner mod Rusland, hvilket i nogle tilfælde har medført ændringer i de internationale handelsforbindelser, f.eks. i energisektoren; Handelspresset på Kina er også strammet. Der er en omplacering af det europæiske borgerskab, hvor den tilnærmelse til Rusland, der eksisterede før krigen, praktisk taget blevet elimineret.

På den anden side styrkes Rusland-Kina-aksen, de økonomiske og kommercielle sanktioner mod Rusland, begge magters særlige strategiske politiske interesser får dem til at handle mere og mere forenet.

CIPOML fordømmer denne krig og de krigsanstiftere, der fremmede og fodrer den, vi slutter vores stemme til millioner af arbejdere, arbejdere, unge, kvinder, der kæmper for fred, kræver krigens afslutning og opløsning af NATO og andre militære pagter i de kapitalistiske lande og imperialistiske magter, fordi de udgør et damoklessværd, der hænger over folkenes liv.

 

III Skærpelse af klassekampen

Forværringen af arbejdernes og folkenes levevilkår, den enorme vækst i fattigdom og ekstrem fattigdom, arbejdsløshed og andre alvorlige sociale problemer blev forværret under pandemien – blandt andre grunde – af virkningen af de tiltag, som borgerskabet og dets regeringer traf for at imødegå den. Med hvilke deres grundlæggende formål var at beskytte den lokale storkapitals og det internationale borgerskabs interesser og profitter og monopoler.

Disse omstændigheder har ført til en stigning i den sociale utilfredshed, afvisningen af de politiske kræfter i regering – direkte ansvarlig for gennemførelsen af disse politikker – og til et voksende ønske om politisk-social forandring blandt nye grupper blandt arbejdere, unge, kvinder og folk. Det er kapitalismen, der fører masserne til disse umenneskelige levevilkår, folkene afskyr den og kæmper for livet, for arbejdet, for bedre lønninger, for deres rettigheder.

Vi er vidne til et nyt øjeblik, der bryder frem i arbejdernes og folkenes kamp. Deres udtryk og niveauer af kamp udtrykker deres særlige forhold, men generelt er de ens i forsvaret af deres job, for lønforbedringer, i modsætning til politikken for jobusikkerhed, mod restriktive indgreb mod tidligere vundne sociale rettigheder, i afvisning af regeringens politikker, der gavner de magtfulde økonomiske grupper og påvirker levevilkårene for arbejdere og folket, og for demokratiske politiske rettigheder. Som handlinger, der konfronterer den politik, der er vedtaget af borgerlige regeringer, konfronterer det kapitalistiske system, kæmper de mod kapitalens dominans.

Strejker og massemobiliseringer af arbejderklassen finder – især – sted i Europa, Asien og USA; hovedpersonerne i den kamp, der fejer gennem Latinamerika, omfatter arbejdere, unge, kvinder og oprindelige folk. I Asien er det også nødvendigt at fremhæve millioner af bønders kamp. Folkenes kamp i Afrika mod sult, fattigdom og korrupte kliker, der kæmper om magten, løber gennem flere lande.

Globalt vinder protesterne frem – især – fra unge mod de ansvarlige for klimaforandringerne og fra kvinder for deres seksuelle og reproduktive rettigheder. Folkenes kamp for vand og til forsvar for naturressourcer vinder styrke i flere regioner på jorden. Der er også aktioner for fred og mod krig, for at militære pagter forsvinder, især mod NATO.

Vi ser fortsat, at demokratiske, progressive, venstreorienterede og socialistiske ideer og tilgange vinder frem blandt arbejderne, hovedsagelig unge og kvinder, og folkene. Brede dele af arbejderklassen identificerer – på grund af resultatet af deres virkninger – de neoliberale forslag som skadelige for deres levevilkår og gavnlige for de store forretningsmænd, bankfolk og internationale monopolgrupper.

Udviklingen af politisk bevidsthed manifesteres også i vælgeradfærd. I flere lande, herunder nogle, hvor væksten i indflydelsen fra højreorienterede konservative og pro-fascistiske partier er mærkbar, går valgdeltagelsen tilbage. Disse kendsgerninger bør ikke få os til at glemme det faktum, at sektorer i Socialdemokratiet med venstreorienterede dagsordener midt i denne stigning i massiv utilfredshed indfanger vigtige dele af befolkningen.

De partier og organisationer, der opretholder arbejderklassens revolutionære politik, og i almindelighed dem, der befinder sig i den revolutionære venstrefløjs lejr, er stadig svage. Den største svaghed afsløres i graden af ideologisk og politisk indflydelse mellem arbejderne og folkene, i den ringe indflydelse, som deres politik har blandt befolkningen, i udviklingen af deres kræfter i arbejderklassens bevægelse, bønderne (fattige og mellemstore), ungdommen og kvinderne i de folkelige sektorer og blandt intelligentsiaen. Borgerskabet og imperialismen har vundet kampen på det ideologiske terræn over for de revolutionære kræfter; vægten af deres forestillinger, økonomiske, politiske, sociale doktriner blandt masserne er enorm, den rejser sig som en stærk dæmning, der må rives ned, så socialismens og kommunismens revolutionære ideer når arbejderklassens og folkenes bevidsthed, så de slår rod i dem og går videre i opbygningen af en revolutionær massebevægelse.

Vi lever i et særligt vigtigt øjeblik, som udtrykker skærpelsen af kapitalismens generelle krise og skaber bedre betingelser for udviklingen af revolutionær aktivitet. Generelt kan vi bekræfte, at vi lever i et øjeblik med skærpelse af tidens grundlæggende modsætninger:

  • Modsætningen mellem arbejde og kapital, mellem arbejdere og kapitalister.
  • Modsætningen mellem folk og imperialisme.
  • Modsætningen mellem monopolerne og de imperialistiske lande.

Det kapitalistiske system står over for en generel krise, det manifesterer sig på alle områder: politisk, socialt, økonomisk, moralsk. Borgerlige institutioner er alvorlig ramt af virkninger i nogle lande, der skaber en situation, hvor de ikke længere kan regere, på grund af fremkomsten af folkets kamp og væksten i folkets krav. Der er steder på jorden, hvor skærpelsen af den politiske krise, den alvorlige indvirkning på befolkningens levevilkår, søgen efter social og politisk forandring og skærpelsen af klassemodsætninger, skaber scenarier, hvor revolutionære udbrud er mulige.

 

IV Marxist-leninisternes opgaver

De begivenheder, der finder sted i verden, skaber bedre betingelser for arbejdere, unge og folk til at forstå og identificere sig med de tilgange, forslag og strategiske forslag, som marxist-leninister foreslår i lyset af storborgerskabets og imperialismens politik, og til at gennemføre den revolutionære omdannelse af samfundet. Det er klart, at for at vigtige dele af arbejderklassen, ungdommen og folkene tilslutter sig vores politik, er det nødvendigt med et energisk revolutionært politisk arbejde.

Vi vil gå videre i udformningen af en revolutionær massebevægelse, hvor revolutionens drivkræfter – ledet af arbejderklassen – spiller en dynamisk rolle i udviklingen af klassekampen og bliver inddraget i kampene for erobring af magten. Det grundlag, som den revolutionære massebevægelse står på, er arbejderklassens enhed, som udvikler og konsoliderer sig midt i kampen for dens materielle krav og den politiske kamp mod borgerligt herredømme.

At indlemme folket i kampen for deres materielle krav, i den politiske og revolutionære kamp, kræver et intenst og systematisk politisk bevidstgørelsesarbejde. Dette gør os i stand til at kvalificere vort partis agitations-, kommunikations- og propagandaarbejde og de kræfter, vi leder, for at konfrontere borgerskabets ideologiske hegemoni, for hvilket arbejdet blandt de intellektuelle er vigtigt. Borgerskabet og imperialismen har været i stand til at fordreje og dæmonisere, hvad der er arbejderklassens, socialismens og kommunismens sociale revolution. Arbejderne og folket må gennem vores stemme vide, hvad der i virkeligheden er deres fordele og fordele for folket, hvordan de opnår at etablerer den rolle, som arbejderklassen og folkene skal udfylde i denne proces.

Arbejderklassens parti må arbejde for at udvikle og styrke sin tilstedeværelse blandt arbejderklassen og i alle de sektorer, som vi anser for at være revolutionens drivkræfter, for at have “transmissionsbælter”, og for at udvikle fagforeningspolitik for at fremme og styrke dannelsen af fagforeninger og klassens kamp, for at skabe sociale og politiske fronter og organisationer, der udfylder rollen som løftestænger for arbejde og massekamp, der letter opbygningen af partiet i de sektorer, hvor vi arbejder. Vores arbejde blandt unge og arbejdende kvinder og kvinder fra græsrødderne skal fortjene særlig opmærksomhed.

Det er nødvendigt at uddybe klassekampen på det ideologiske terræn for at afsløre og forvise de ideer, som borgerskabet og imperialismen har indført, fra arbejder- og folkebevægelsen, og som fører til ideologisk forvirring blandt folket, til resignation over for kapitalistisk dominans, til skepsis og egoisme, til opfattelsen af socialismens og revolutionens fiasko, til søgen efter “nye alternativer og måder at gøre sociale fremskridt på” uden at overvinde det eksisterende kapitalistiske regime. En del af denne ideologiske kamp er afsløringen af de synspunkter, der rejses af Socialdemokratiet, revisionismen, anarkismen og opportunismen, som også har sin ideologiske rod i borgerskabet.

Den ideologiske og politiske bevidstgørelse af arbejderklassens og revolutionens andre kræfters begynder med den massive udbredelse af vores ideologisk-politiske standpunkter, med udbredelsen af vores standpunkter om alle samfundets mest forskelligartede aspekter, i hvert land og internationalt. Vores politik må åbne rum gennem tålmodig og systematisk debat midt i den politiske praksis med arbejderne og folket, midt i kampen. Det er der, at de marxistisk-leninistiske ideers sikkerhed, vitalitet og overlegenhed må demonstreres i lyset af borgerskabets dekadente forslag.

Vores partier og organisationer er forpligtet til at arbejde for styrkelse og fremme af den revolutionære bevægelse og den internationale kommunistiske bevægelse, for udviklingen af den proletariske internationalisme, for væksten og udviklingen af den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer, CIPOML. Dette forudsætter den multilaterale udvikling og den ideologiske, politiske og organisatoriske styrkelse af vores respektive organisationer og partier, det kræver, at vi – i vores respektive lande – fuldt ud udfylder rollen som revolutionær avantgarde for arbejderklassen og folkene.

Vores kamp er at sætte en stopper for det kapitalistisk-imperialistiske systems herredømme og at åbne vejen for arbejderklassens og folkenes frigørelse med etableringen af socialisme og kommunismen.

Maj 2022

Vedtaget på den 19. plenarforsamling i Den internationale konference af marxist-leninistiske partier og organisationer, CIPOML.

 

[1] https://www.bancomundial.org/es/news/press-release/2022/06/07/stagflation-risk-rises-amid-sharp-slowdown-in-growth-energy-markets

[2] Variationsprocenterne er i forhold til samme periode året før.

[3] https://www.wto.org/spanish/news_s/pres22_s/pr902_s.pdf

[4] https://www.dw.com/es/la-inflaci pct.C3 pct.B3n-sigue-batiendo-r pct.C3 pct.A9cords-en-la-eurozona-y-supera-el-8-en-mayo/a-61987214

[5] http://www.fightfoodcrises.net/

[6] De ti lande, der genererer de mest forurenende stoffer, tegner sig for næsten 70 pct. af de globale emissioner; Kina er den største udleder af giftige gasser.

[7] Kun 100 virksomheder  er ansvarlige for næsten tre fjerdedele af de globale emissioner og afsætter millioner til lobbyvirksomhed for at imødegå kampen mod klimaændringer.

[8] Sociale og beskæftigelsesmæssige perspektiver i verden. ILO. 2021. https://www.ilo.org/wcmsp5/groups/public/—dgreports/—dcomm/—Publ/dokumenter/publikation/wcms_794492.pdf

[9] Ibid

[10] https://www.oxfam.org/es/notas-prensa/cada-30-horas-la-pandemia-genera-un-nuevo-milmillonario-mientras-que-al-mismo-ritmo-un

[11] Det anslås, at det årlige CO2-fodaftryk, der genereres af produktionen af bitcoin (ca. halvdelen af værdien af alle kryptokurver), svarer til værdien i et land som Chile; dets årlige elforbrug (116,7 TWh, ifølge Indeks de Cambridge) er mellem Nederlandenes (111 TWh) og Argentinas (121,1 TWh) og halvdelen af Spaniens (233 TWh), og det elektroniske affald, det genererer, svarer til det, der produceres af Nederlandene. Se: Kryptovalutaer: kun spekulationer, der fremskynder klimakatastrofen; Juan Torres Lopez.

 

 

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top