skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

“Den nye silkevej” i Italien: Kamp mellem imperialistmagter, borgerlige interesser og revisionistiske kolbøtter

Af Kommunistisk Platform, Italien

I marts 2019 underskrev den italienske og kinesiske regering et “forståelsespapir” og 29 finansielle, kommercielle og institutionelle aftaler under initiativet “One Belt, One Road” (OBOR), der blev fremmet af kinesisk imperialisme.

Den svage italienske imperialisme, der er medlem af NATO, EU og G7, er blandt Kinas partnere i dette initiativ, hvilket har ført til politisk polemik og har påpeget én kendsgerning: Italien er i dag direkte involveret i striden mellem amerikansk imperialisme og kinesisk imperialisme om verdens hegemoni.

Hvad er projektet “One Belt, One Road”?

OBOR er et kolossalt strategisk projekt, der blev lanceret af Xi Jinping i 2013, og som har en kontekstuel forbindelse til forslaget om oprettelse af Den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), som støtter projektet økonomisk.

Dette projekt har til formål at styrke og forbedre integrationen, forbindelserne, samarbejdet og handelskanalerne mellem Kina og landene i Centralasien, Sydøstasien, Østafrika, Mellemøsten og Europa (især landene i Central- og Østeuropa og landene i Middelhavet).

OBOR har i løbet af sin fortsatte udvikling kraftigt udvidet sine forgreninger i Latinamerika.

OBOR opererer på to komponenter, på landjorden “Den Nye Silkevejs Økonomiske Bælte” og på havet “Den Nye Maritime Silkevej”. Det omfatter 65 lande (hvoraf 14 er medlemmer af EU) og 15 kinesiske provinser, som tilsammen omfatter ca. 75 % af verdens befolkning, 75 % af energireserverne og 55 % af det globale BNP.

Den samlede værdi af projektet – som skal være afsluttet på tredive år – overstiger 1.400 milliarder dollars.

Som enhver strategisk plan (såsom Marshall-planen) har OBOR mangfoldige dimensioner og forgreninger: økonomisk-finansielle, kommercielle, politiske, militære, kulturelle osv.

OBOR’s hjerte består i udvikling af infrastruktur og “konnektivitet” (transport, energi, telekommunikation, pengecirkulation osv.) som grundlag for økonomisk integration.

Hvad angår den økonomiske plan, sigter det ambitiøse kinesiske projekt mod at skabe et integreret netværk for forsyning af råmaterialer og kapitalforøgelse, især inden for produktion, transport og energi.

Alt dette kræver massive investeringer i havne, lufthavne, internationale jernbaner, motorveje, containertransport, optisk fiber, transportmidler af energiressourcer og råmaterialer, der er uundværlige for at støtte Kinas økonomiske vækst, samt omsætning af de producerede varer.

Fra et finansielt synspunkt er internationalisering af renminbi, centreret omkring Londons finansielle marked, et prioriteret mål for den kinesiske ledelse.

Med OBOR kæmper “socialisme med kinesiske karakteristika” (socialisme på papiret, kapitalisme i praksis) for at løse det alvorlige problem med overproduktion af kapital og råvarer og finde muligheden for finansielle investeringer og afsætningsmuligheder i de vestlige lande, og samtidig for at opkøbe råstoffer i Centralasien og Afrika.

OBOR er den kinesiske imperialismes reaktion på den amerikanske imperialismes strategiske plan med navnet “Pivot to Asia”, en politik for økonomisk, politisk og militær omringning af Kina. Det er et svar, der udnytter USA’s politiske og ledelsesmæssige tomrum i Asien og Europa.

OBOR’s grundlæggende mål er at udvikle dybe økonomiske bånd til mange lande, at udvide Kinas indflydelse i verden og underminere USA’s positioner, ændre magtbalancen og lægge grunden til Kinas verdenshegemoni.

OBOR er et udtryk – både konkret og symbolsk – for Kinas fremmarch som en imperialistisk magt med verdensambitioner, der har enorme finansielle forsyninger og monopoler, der kan konkurrere teknologisk med USA (f.eks. Huawei).

Derfor er dette paraplyprojekt, der udtrykker det storhedsvanvid, der er kendetegnet ved monopolkapitalisme med kinesiske karakteristika, uundgåeligt i strid med det regime, som USA har indført, og som ikke ønsker at miste sin dominerende stilling, indflydelsessfærer og alliancesystem.

Fra et marxistisk-leninistisk synspunkt har Kinas projekter og udenrigspolitik – et land, der er fuldt ud integreret i verdens kapitalistiske imperialistiske system med tusindvis af milliardærer, der trives på bekostning af arbejderklassen – intet at gøre med socialisme og proletarisk internationalisme.

Tværtimod hænger de sammen i en strategi, der støtter kapitalistiske interesser og forfølger ekspansionistiske ambitioner om indlemmelse og underkastelse af befolkningerne.

Når Kina skaber markeder og infrastruktur, når det yder langsigtede lån til de afhængige lande, når Xi Jinping siger, at han ønsker at frembringe “den store kurs for kinesisk socialisme”, sker alt dette for at opsuge folkets rigdom og for at erobre strategiske positioner. Og det sker for at udvide kinesiske indflydelsessfærer og dets militære tilstedeværelse (som det fremgår af åbningen af en militærbase i Djibouti på Afrikas Horn, af den øgede flådetilstedeværelse til beskyttelse af OBOR-sejlruterne, af den kinesiske våbeneksport og af Kinas politiske og diplomatiske indgriben i mange konflikter osv.).

De kinesiske lederes strategi og politik er vendt mod revolutionen og har til formål at gøre Kina til en imperialistisk supermagt, som kammerat Enver Hoxha havde forudset for mere end fyrre år siden (se Imperialismen og revolutionen, 1978).

Italiens rolle i OBOR

Ifølge de kinesiske hensigter vil Italien spille en central rolle i OBOR i betragtning af sin geografiske placering som en “døråbning til Europa” for Middelhavslandene og en adgangsvej til de centraleuropæiske markeder.

Vores land ville praktisk talt være den infrastrukturelle terminal af OBOR-ruter, der starter i Kina og fører til Europa.

Den italienske kobling til OBOR anses for afgørende af de kinesiske ledere for deres strategiske megaprojekts succes.

Og for det italienske borgerskab? I de sidste årtier er alle den italienske imperialismes grundlæggende problemer blevet forværret: Der har været tre recessioner, en langvarig økonomisk stagnation, mangel på kapital, en kæmpe national gæld, hvis refinansiering bliver stadig vanskeligere, et utilstrækkeligt og forældet infrastrukturnetværk, en altid mere uhæmmet konkurrence med gamle og nye rivaler, konsekvenserne af protektionistiske politikker og handelskrige osv.

I denne situation har forskellige monopol- og kapitalistiske sektorer (mekanisk industri, gummi, skibsværftssektoren, store logistikvirksomheder, telekommunikation, medicinal- og tekstilindustrier, små og mellemstore eksportvirksomheder) i OBOR set en chance for at opnå finansielle investeringer, modernisere infrastruktursystemet, relancere kampagnen “Made in Italy” og øge eksportens andel til det kinesiske marked (i øjeblikket udgør den kun 2,7 % af den italienske eksport, svarende til 11 milliarder euro, mens importen er på over 27 milliarder euro).

I de seneste år har disse interesser været repræsenteret af de borgerlige regeringer og de højeste institutionelle myndigheder, som i stadig større grad har set på Kina i forsøget på at undslippe den italienske imperialismes historiske tilbagegang.

Hvis købet af Pirelli-selskabet (delvist finansieret med kapital fra Silkevejens Fond) ikke havde angivet omfanget af de interesser, der stod på spil, så gjorde det officielle besøg i Kina – i 2017 – af Sergio Mattarella, præsident for Den Italienske Republik, og tidligere premierminister Paolo Gentiloni det klart, at Italien forberedte sig på at komme ind i OBOR.

Efter underskrivelsen af memorandummet fra 2019 har Conte-regeringen – hvor der er nogle pro-kinesiske medlemmer (især ministrene fra den populistiske M5S, Femstjernebevægelsen) – besluttet, at Italien bliver landingspunktet for “Den Maritime Silkevej”. Derfor er mange havne blevet stillet til rådighed for import og eksport (Venedig, Trieste og Ravenna – som er en del af projektet med “Fem havne i Adriaterhavet” til docking af skibe fra Shanghai via Det Røde Hav – og også Genova, Palermo, Napoli og Gioia Tauro, hvor kinesiske rederier har foretaget store investeringer), veje, jernbaner (især gennem Alperne), broer, interporte og logistiske knudepunkter, såsom Mortara-knudepunktet (som vil spille en betydelig logistisk rolle i reguleringen af den råvarestrøm, der er forudset i OBOR-projektet), systemer for civil luftfart, telekommunikation, forskning og testcentre (Firenze, L’Aquila, Bari, Matera, Pula, Catania).

OBOR-processen har i det seneste år udviklet sig. Det italienske ministerium for økonomisk udvikling har nedsat en eksekutivkomité for Kina til yderligere at styrke de italiensk-kinesiske handelsforbindelser; netværket af institutioner, foreninger osv., der tilhører “Det italienske institut One Belt One Road”, er blevet udvidet, og en italiensk-kinesisk industripark i Ningbo, Kina, er blevet oprettet som en platform for kinesisk-italiensk samarbejde.

Kapitalisternes, politikernes, administratorernes, akademikeres, møder og arrangementer, der er dedikeret til italiensk-kinesisk samarbejde og propaganda for OBOR-projektet, følger hinanden, mens året for italiensk-kinesisk kultur og turisme er ved at begynde, hvilket går forud for “Den Nye Silkevej” som en fornyelse af de gamle handelstraditioner for at skabe konsensus.

Det italienske borgerskab spiller på to heste

Nogle dage før underskrivelsen af “Memorandum of Understanding” mellem den italienske og amerikanske regering advarede Trump-administrationen om, at der “ikke er behov for, at den italienske regering giver legitimitet til Kinas infrastrukturelle ambitionsprojekt” (Garrett Marquis, særlig assistent for Trump, 10. marts 2019). USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, erklærede, at han var “ked af udviklingen”.

Den måde, hvorpå den italienske regering prøvede at sælge sin beslutning om at slutte sig til OBOR til USA, der bedømte projektet som farligt (Italien er det første NATO- og G7-land til at tilslutte sig OBOR), var at forsikre Trump, at det kun er en forretningsaftale, ikke en politisk aftale. Desuden erklærede den populistiske minister Di Maio, underskriver af “Memorandummet”, at “indholdet af det memorandum, vi underskrev, er ikke noget at bekymre sig om. Der er intet om 5G eller nogen aftale om strategisk telekommunikation.”

Det skete, mens Salvinis ultrareaktionære Liga Nord fremsatte nogle forbehold og krævede brug af “den gyldne magt” (beføjelser, som regeringen kan bruge i tilfælde af national sikkerhed) i forbindelse med udbredelsen af Huawei i Italien, for at berolige Trump.

Det korrupte italienske borgerskab taler om “Italien først”, men i virkeligheden søger det som sædvanlig at spille begge sider, forblive i den amerikanske bane, men forsøger at bryde fri af den stive amerikanske kontrol for at sikre økonomisk rum; at favorisere investeringer i Kina og BRICS for at mindske italiens afhængighed af USA; og at sælge italienske statsobligationer til begge rivaler, som det kom frem under finansminister Tria og statsminister Contes mission til Kina og efterfølgende besøg i Washington.

Men det afhængige italienske borgerskab tager fejl, hvis det tror, det kan tjene to herrer under en strid mellem dem, ligesom Harlekin gjorde i den berømte komedie.

Hvis de i går kunne få fordele og indrømmelser på mindre vigtige områder, så kan de ikke i dag. Støtten til det mangfoldige OBOR-projekt har ikke kun kommercielle konsekvenser, men også geostrategiske og militære. Så ethvert forsøg på at afbalancere modstridende retninger frustrerer den amerikanske imperialisme, ledet af Trump, der tvinger EU-landene til at anerkende Kina som deres farligste rival.

Den nye amerikanske strategiske doktrin, der er baseret på chauvinisme, ensidighed, protektionisme og militarisme for at bekræfte Yankee-overherredømme, har som sin hovedmodstander Kina, som det beskylder for at true “Amerikas magt, indflydelse og interesser”.

USA har for at forsvare sin dominerende stilling i det imperialistiske verdenssystem og for at dæmme op for Kinas fremmarch besluttet på alle måder at hindre og stoppe udbygningen fra OBOR, der af Trump defineres som “en fornærmelse”.

Derfor kom den amerikanske regering ud mod Kinas forsøg på at trænge ind i de underordnede europæiske allierede lande med nye handelsaftaler, og nogle agenturer, såsom US International Development Finance Corporation, for at modvirke kinesiske finansielle projekter.

Washington er fast besluttet på at modsætte sig væksten i Kinas økonomiske og politiske indflydelse i Italien, som er en vigtig aktør for kontrollen med Europa og en geostrategisk platform til nemt at nå krigsskuepladserne i Mellemøsten, Afrika og Østeuropa. Det skal tages i betragtning, at Italien er vært for de største amerikanske militærbaser uden for sit eget territorium.

EU-Kommissionen udtrykte også sin skuffelse. Plaget af Kinas økonomiske og politiske indflydelse, og af den europæiske bloks opbrud i konfrontationen med Kina, kaldte det den asiatiske gigant for en økonomisk konkurrent og systemisk rival. I de samme dage, hvor den italienske regering underskrev “memorandummet” med Xi Jinping, appellerede EU-Kommissionen om EU’s “fulde enhed”. Desuden vedtog EU-Kommissionen en “forbindelses strategi” og andre mekanismer til begrænsning af Kinas indtrængen i strategiske sektorer.

Kina, efter at have indgået kontrakter med 16 lande i Central- og Østeuropa og det vestlige Balkan, efter at have købt aktiemajoriteten i den græske havn Piræus og påbegyndt opførelsen af en jernbane mellem Beograd og Budapest, og efter at have erhvervet, gennem logistik- og shippinggiganten COSCO, kontrollen over vigtige aktier i de vigtigste nordeuropæiske havne (Rotterdam, Antwerpen, Hamburg), presser nu på for at udnytte Italien som springbræt for landets indtrængning i EU for at påvirke det med sin socialimperialistiske politik.

Skærpelsen af modsætningerne på verdensarenaen indsnævrer manøvrerummet for en svag italiensk imperialisme, som i stigende grad vil blive holdt fanget i konkurrencen mellem USA og Kina.

Det imperialistiske Italiens internationale position forværres og vil fortsat forværres. Det vil mere og mere være en “en lerpotte blandt jerngryder”.

Som følge af mange tvetydigheder og tilbageførsler trækker det parasitiske italienske borgerskab vores land ind en hvirvlende knivkamp mellem amerikanske og kinesiske imperialister, hvis store omkostninger vil blive betalt af arbejderklassen og de brede masser.

De italienske revisionister slår kolbøtter

USA, den mest aggressive og farlige imperialisme i vores epoke, bruger hele sit politisk-militære medieapparat til at bevare kontrollen over Den italienske halvø og blokere den kinesiske fremrykning til Italien og Europa inden for rammerne af en global omringningspolitik af den asiatiske gigant.

Kina aktiverer alle sine værktøjer for at sikre stor indflydelse, økonomisk og politisk manøvrerum i Italien.

Især er det revisionistiske “Kinas Kommunistiske Parti” (CPC) begyndt at satse på at bruge sine propagandister forklædt som kommunister. I vores land har det opsøgt det revisionistiske parti PCI og det opportunistiske PC som dets mest ivrige tilhængere.

I de seneste måneder har disse pseudokommunister gennemført en propagandaoffensiv for forestillingen om, at Kina ikke er et stort imperialistisk land, men et socialistisk land. At det er en ven af arbejderne og befolkningerne. At Kina ikke er et land, der hurtigt opruster for at sikre sine interesser og i løbet af de næste årtier for at afløse USA for verdens hegemoni. Men at det derimod er en faktor for fred og afspænding på den internationale scene, og at Kinas såkaldte kommunistiske parti ikke er et ultrarevisionistisk parti domineret af en klike af milliardærer, men et kommunistisk og internationalistisk parti. Og forestillingen om, at OBOR ikke er en imperialistisk plan med økonomiske aspekter og strategiske mål, men “en mulighed for udvikling”; at OBOR ikke vil gavne udbytterne og spekulanterne, ikke vil forårsage yderligere skade på miljøet, ikke vil øge presset på arbejderklassen, men er et projekt, der vil være til stor gavn for arbejderne (i virkeligheden rejser gennemførelsen af det kinesiske projekt vigtige spørgsmål om regler, standarder, respekt for arbejdsaftaler osv.).

Revisionisterne og opportunisterne støtter propagandaoperationen “China Dream” og placerer sig bag det kapitalistiske borgerskab, der har interesser i OBOR’s udvikling.

I de seneste måneder har vi set forskellige konferencer, interviews, udtalelser osv., igennem hvilke de tidligere prosovjetiske revisionister er flyttet over til Xi Jinpings hof – kolbøtter værdige til den bedste cirkusforestilling.

Vi ville ikke blive overrasket, hvis bag disse ideologiske og propagandistiske akrobatiske tricks var prosaiske interesser, for vores nationale svindlere er åbenbart tiltrukket af det vigtigste argument, som kom fra en kinesisk topleder, “kammerat” Du Fei, formand for Kinas Communications Construction Company, en kolos i den kinesiske statskapitalisme, som blev fremsat for nogle måneder siden, da han talte som en mafiaboss og sagde: “Europa, Afrika, Sydamerika, kagen er stor, lad os spise den sammen.”

Dette attraktive argument, som har kaster fuldt lys over den kinesiske ”brugtvognsforhandler”- politik, der er kendetegnet ved den totale mangel på socialistiske principper, er musik i ørerne på vores udbyttere, grådige efter profit og huslejer, samt for lederne af de borgerlige og revisionistiske partier, der er i en dyb krise både vælgermæssigt og økonomisk.

Holdningen til den kinesiske imperialisme er en afgørende faktor

Som kommunister (marxister-leninister) er det vores pligt ikke at affeje de revisionistiske og opportunistiske holdninger til kinesisk imperialisme, som om de var simple “misforståelser”. Det er vores pligt at afsløre, fordømme og åbent og ubønhørligt nedbryde de revisionistiske lederes ideer ideologisk, politisk og moralsk.

Uden at føre denne principielle kamp er det ikke muligt at bekæmpe kapitalismen, imperialismen og socialimperialistismen.

“Markedssocialisme” med kinesiske særtræk har ingen revolutionær funktion, men fungerer til at bevare det affældige kapitalistiske system og dets uhelbredelige sygdomme, udnyttelse og undertrykkelse af arbejderklassen og den brede befolkning.

I sin udenrigspolitik såvel som sin interne politik ledes Kina ikke af marxismen-leninismen og klasse- og revolutionære opfattelser, men af maksimalprofittens logik, af kampen for en ny omfordeling af verden.

Vi er således nødt til at betragte “Kina-spørgsmålet” som en afgørende faktor for den organisatoriske enhed af de oprigtige kommunister og revolutionære i arbejderklassen, som vi altid har gjort med hensyn til holdningen til NATO og EU.

Ved at støtte en supermagt i dens kamp mod en anden, at alliere sig med Kina eller en anden imperialisme under det falske flag om “mødet mellem forskellige kulturer”, som revisionisterne prædiker, at forsvare den “kinesiske socialisme”, som helt har udartet til socialimperialisme og socialchauvinisme, er intet andet end forræderi mod arbejderklassens mål.

I stedet for at give arbejderklassen en internationalistisk uddannelse i kampen mod imperialismen og i stedet for at lede arbejderklassen på vejen mod enhed i en verdensomspændende antiimperialistisk forenet front med de folk og nationer, der kæmper for deres sociale og nationale befrielse, foreslår den falske “italienske kommunisme” at lave internationalt samarbejde med en af de store imperialistiske magter, Kina, som bidrager til den økonomiske og militære forberedelse af en verdenskrig for at kæmpe med USA om verdensdominans.

I modsætning til revisionisternes og opportunisternes holdninger mener vi, at arbejdernes og den kommunistiske bevægelses organisationer skal forblive uafhængige af borgerskabet uden at blive opslugt af den ene eller den anden imperialistiske magt og aldrig må støtte den italienske regering og dens hykleriske og reaktionære politik.

Den eneste mulighed for, at vort land ikke skifter fra politisk og økonomisk afhængighed af en imperialistisk magt til en anden, er evnen for de revolutionære kræfter i arbejderklassen til at starte og gennemføre en social revolution for en ny og højere samfundsorganisation, for kollektiv produktion på samfundsplan, der gør det muligt at udvikle produktionskræfterne på alle niveauer.

Kun med en socialistisk arbejderstat vil det være muligt at basere en udenrigspolitik på konsolidering af venskab mellem befolkningerne, gensidig bistand, broderligt samarbejde og gensidig fordel.

Vi støtter en fredspolitik, støtter arbejderklassens kamp for frigørelse, og de undertrykte folks og nationers kamp mod imperialisme og reaktion.

Vi støtter en revolutionær politik baseret på princippet om arbejderklassens internationalisme, som vi altid skal bekræfte!

December 2019, oversat fra Unity&Struggle nr. 40

Post script: Denne artikel blev skrevet før udbredelsen af Covid 19-epidemien, som opstod i Kina og hurtigt spredte sig på grund af skødesløshed og forsinkelser begået af kinesiske revisionistiske ledere. Epidemien, som har alvorlige konsekvenser på globalt plan, komplicerede i første omgang forholdet mellem Italien og Kina. Men CPC forsøger efter at have sat smitten under kontrol at drage fordel af situationen og de nye muligheder, den skaber. Fremtiden for “Den Nye Silkevej” vil også afhænge af denne udvikling.

Marts 2020

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top