Udviklingen af de kapitalistiske produktionsforhold har ført til en deling af det brasilianske samfund i to store klasser. På den ene side minoriteten, som består af rige magnater – bankierer og ejere af store industrivirksomheder, forretningskæder, landområder og banker – og på den anden side det store flertal, arbejderklassen, dvs. alle de, der er afhængige af deres arbejde, fordi de ikke har andet at sælge end deres arbejdskraft.
Som det blev fastslået af Oxfam i rapporten om Brasilien med titlen ”Et stagnerende land, et billede af Brasiliens uligheder”, så ejer 42 brasilianske milliardærer tilsammen rigdom for 176,4 milliarder US-dollars, og de rigeste 5 % af befolkningen har den samme indkomstandel som de resterende 95 %.
(www.oxfam.org.br)
Dertil kommer, at en meget stor del af arbejdsstyrken ikke har ansættelseskontrakt, rettigheder eller social beskyttelse. Ifølge Det brasilianske institut for geografi og statistik (IBGE) udgør ”den økonomisk aktive del af befolkningen” (PEA), altså den del af befolkningen, der er til rådighed for arbejdsmarkedet, 109 millioner personer. I juli var 93,3 millioner i arbejde således: 33,2 millioner arbejdede i den private sektor på kontrakt, og 24,1 millioner arbejdede for sig selv. Desuden var 12,8 millioner uden arbejde, 4,9 millioner havde opgivet at finde et arbejde og 7,4 millioner var til rådighed på fuld tid, men kunne ikke finde fuldtidsarbejde. (IBGE, 31. juli, 2019)
Konklusionen er klar: Det overvældende flertal af brasilianere er arbejdsløse og fattige, fordi 98 % af nationens velstand er i hænderne på en minoritet af milliardærer, som plyndrer den nationale velstand og superudnytter arbejderklassen. Borgerskabets mål er selvfølgelig altid at øge sine profitter, og derfor intensiverer de udbytningen af arbejderne og øger deres produktivitet.
Kyllingeindustrien, som er en af de vigtigste sektorer i landet pga. dens kødeksport, er et eksempel på superudbytning. I en undersøgelse foretaget af Vera Navarro og Marcos Neil beskrives, hvordan det foregår på en fabrik i Toledo, Parana, med 6000 arbejdere ansat:
”Fabrikken kører uafbrudt i 24 timer i døgnet, syv dage om ugen. Hvert skift arbejder 8 timer og 48 minutter med en times frokostpause …
Produktionslinjen fører produktet frem til udbening. Arbejdsraten kan variere, men at udbene et kyllingeben kræver i gennemsnit 18 bevægelser på 15 sekunder i en periode på otte timer.”
Temperaturen er 10-12 grader, fugtigheden og larmen er intens, og den karakteristiske lugt af slagteri er stærk. Resultatet er hyppig fysisk og følelsesmæssig udmattelse hos arbejderne. Ildebefindende og ulykker er almindelige, som beskrevet i følgende udsagn:
”I begyndelsen var den nødvendige tid 25 sekunder, men nu er det 20. Båndets hastighed er sat op, minimum er 19 sekunder, men folk kan stadig ikke følge tempoet …” (M.S., en 27-årig arbejder, ansat for ni måneder siden)
Den moderne bilindustri er et andet eksempel på, hvordan intensiveringen af produktionen øger kapitalistens profit:
”Takket være teknologi og den stadige forbedring af processen blev vi i stand til at reducere produktionstiden på hvert køretøj med et til to sekunder. På fabrikken Gravatai, hvor 360.000 enheder bliver samlet hvert år, medfører et til to vundne sekunder pr. bil i produktionen, at der kan samles omkring 7.000 biler flere om året.” (Luci Praun: ”You are not a machine! Productive restructuring and illness at General Motors in Brazil”)
I callcentre og telemarketingfirmaer, der er bakket op af den nyeste teknologi, sikrer ledelser og rådgivere en ekstrem tæt tidskontrol og intensivering af arbejdet, der reducerer friheden og øger arbejdernes koncentration, hvilket medfører praktisk taget uafbrudt arbejde.
For at øge den kapitalistiske akkumulation sætter kapitalejerne tryk på arbejdernes produktivitet, indfører nye maskiner og mekanismer i produktionen, fremmer brugen af robotter i produktionsserierne og bruger outsourcing og øget fleksibilitet via love på arbejdsmarkedet, som resulterer i øget usikkerhed for arbejderklassen. Som et af resultaterne af denne proces øges antallet af arbejdsulykker og sygdom. Data fra Digital Observatory for Occupational Health and Safety viser, at i årene 2012-2018 registreredes i Brasilien 4,7 millioner arbejdsulykker.
Arbejdsreformer for at øge merværdien
Borgerskabet, klassen som ejer produktionsmidlerne, er i den grad altid på jagt efter at øge udbytningen af arbejderne for at øge andelen af ubetalt arbejde og skabe mere profit. Med andre ord forsøger kapitalisten altid at udvikle et arbejdsmarked, som giver større frihed til at fyre, ansætte og betale lønninger, der ligger under arbejdskraftens værdi.
Arbejdsmarkedsreformen, der blev indført med lov nr. 13.467 i 2017, havde til formål at øge det uregulerede arbejdsmarked ved at udvide arbejde uden rettigheder, forlænge arbejdsdagen og smadre arbejdernes organisationer. Loven påtvang også arbejderne løsarbejde, som efterlader arbejderen ubeskyttet, uden nogen som helst rettigheder og med enorme problemer med at bevise, hvor meget man har arbejdet, når man når pensionsalderen, hvilket har betydning for pensionens størrelse. Arbejdsmarkedsreformen modificerede mere end 100 punkter i ”Aftalen om lovgivning på Arbejdsmarkedet” (CLT). Andre ændringer var afskedigelser gennem fælles aftale mellem ansatte og arbejdsgiver, formaliseringen af telearbejde, opdelingen af ferien i tre perioder og afskaffelsen af pligten til at betale medlemskab af fagforeninger.
Med de samme mål for øje tillod reformen også udlicitering i alle områder af økonomien. Med udlicitering øger de kapitalistiske firmaer udbytningen af arbejdskraften ved at betale mindre i løn. I praksis kommer arbejderen til at støtte to arbejdsgivere ved at blive ansat af et firma, mens han rent faktisk arbejder for to firmaer. Det er en af grundene til, at udliciterede arbejdere får en meget lavere løn.
En undersøgelse fra DIEESE (Interunion Department of Statistics and Socio-Economic Studies) afslører, at udliciterede arbejdere tjener 25 % mindre, arbejder mere end 44 timer om ugen og er udsat for flere arbejdsulykker. Altså arbejder udliciterede arbejdere mere og tjener mindre. Det betyder så, at ved indførelsen af udlicitering har kapitalisterne opnået begge disse ting. Dertil kommer, at de fleste arbejdsrelaterede dødsfald og ulykker sker blandt udliciterede arbejdere.
Ydermere lever arbejdsmarkedsreformen ikke op til de internationale aftaler, som Brasilien har underskrevet, og International Labor Organization (ILO) har sat Brasilien på listen over lande, som udfører alvorlige brud på arbejdernes rettigheder.
Virksomhedsejerne og deres økonomer påstår, at reformen har etablerer frie forhandlinger mellem arbejdsgivere og arbejdere. Ikke desto mindre er det sådan i et kapitalistisk samfund, at produktionsmidlerne, fabrikkerne, maskinerne, jorden og også bankerne, forretningerne og stort set alle firmaer er ejet af en meget lille klasse, nemlig borgerskabet. For at få arbejde er arbejderne derfor nødt til at sælge deres arbejdskraft til dem, der ejer virksomhederne. Ellers har de ikke noget arbejde, de bliver tiggere eller dør af sult. Så i det system er det en umulighed at have virkelig frie forhandlinger.
En tilbagetrækningsreform har også vist sig at tilfredsstille borgerskabet. Den sætter en stopper for en pension, der er proportional med, hvad arbejderen har ydet i hele sit arbejdsliv, og den indfører en minimumsalder for pension, 62 år for kvinder og 65 år for mænd.
Kendsgerningen er, at superudbytning og dårlige arbejdsforhold i årtier har været virkelighed i vores land. Faktisk er den brasilianske arbejder allerede en af de mest udbyttede i verden og tjener mindre end den kinesiske arbejder. Mens den gennemsnitlige timeløn i den brasilianske industri i perioden 2005-2016 faldt fra 2,90 US dollars til 2,70 US dollars, så steg den gennemsnitlige timeløn i Kina til 3,60 US dollars. Disse tal ifølge Euromonitor International.
Udbytningen af immigrantarbejdere
I de senere år er udbytningen af immigrantarbejdere ligeledes vokset. Arbejdere fra Bolivia, Haiti, Peru og Afrika arbejder 17 timer om dagen, eller de ender som en del af vores gigantiske arbejdskraftreserve. En undersøgelse gennemført i 2018 af Center for Immigrant Human and Citizenship Rights (CDHIC) viser, at 18 ud af 18 interviewede udenlandske kvindelige husarbejdere var underkastet arbejdsgiverens forgodtbefindende. Bolivianere arbejder ligeledes under slavelignende forhold. De modtager lave lønninger, og på grund af deres hemmelige ophold risikerer de at blive gjort til slaver.
I byen Itaquaquecetuba i delstaten São Paulo fandt politiet immigrantarbejdere i en bygning med masser af symaskiner og tusinder af klædningsstykker spredt overalt, bluser og især shorts. For arbejdet modtog de kun mad og husly. I gruppen af bolivianere var en del mindreårige. Desuden har immigranter i Brasilien stadig ringe muligheder for at få en uddannelse, få lægehjælp og social hjælp. Jobs er usikre, og når de på grund af manglende muligheder arbejder i den helt uorganiserede sektor som fx gadesælgere, så bliver de retsforfulgt og kriminaliseret.
Når man tager den lange rejsetid mellem hjem og arbejdsplads i betragtning, så viser det sig, at den brasilianske arbejder har meget lidt tid til at restituere sig.
Når arbejderen går på pension, så modtager han meget mindre, hans liv bliver endnu mere elendigt, og som ældre er han nødt til at bruge flere penge på medicin og lægehjælp. Mens de, der ikke arbejder, og som lever af udbytningen af arbejderen, bliver rige, bor i palæer, ejer yachts, flyvemaskiner og importerede biler, har masser af tid, rigelig adgang til kultur og rekreative aktiviteter og mulighed for at nyde alle de goder, som samfundet producerer.
Udbytningen vokser på verdensplan
På verdensplan stræber de transnationale selskaber, de kapitalistiske monopoler og bankerne, som kontrollerer verdensøkonomien, lige nu efter at fjerne enhver lov, som garanterer arbejdernes rettigheder. Det er derfor, at der i de såkaldt moderne kapitalistiske økonomier foregår et tilbageslag i sociallovgivningen, en tilbagetrækning eller fjernelse af forskellige rettigheder og samtidig en implementering af adskillige reformer for at undertrykke eksisterende rettigheder, som man ser det i Italien, Frankrig, Spanien og mange andre lande. I det 21. århundrede er relationerne i produktionen karakteriseret ved usikkerhed, arbejdsløshed, lave lønninger, lang arbejdstid uden rettigheder samt en intensivering af udbytningen, og det er i virkeligheden værre, end det var i det 20. århundrede.
Faktisk viser data fra International Labor Organization (ILO), at to milliarder arbejdere fortsat arbejder inden for det uofficielle arbejdsmarked uden nogen som helst rettigheder, og at der i 2018 var mere end 3,3 milliarder ansatte personer uden tilstrækkelig økonomisk sikkerhed, materiel velfærd eller muligheder for at forbedre egne livsvilkår. ILO er af den opfattelse, at der med den nuværende befolkningstilvækst – og selv uden økonomisk recession – vil ske en stigning i antallet af arbejdsløse i 2019 og 2020, fordi markedet vil være ude af stand til at opsuge tilvæksten af nye arbejdere.
Imidlertid har verdens rigeste mand, ejeren af Amazon, Jeff Bezos, en formue på 112 milliarder US dollars. Hvad der svarer til bare 1 % af denne formue er, hvad der årligt er til rådighed i det etiopiske sundhedsvæsen i et land med 105 millioner indbyggere.
På trods af al den nye informationsteknologi, brugen af robotter i produktionen, ”den nye digitale arbejdsæra”, og senest den såkaldt fjerde industrirevolution, så er arbejdernes liv i stadig stigende grad fyldt med afsavn, superudbytning og sygdom. Faktisk findes der ikke et eneste kapitalistisk land, hvor der ikke foregår en brutal udbytning af arbejderne.
I Kina plæderer milliardærer som Jack Ma, grundlægger af den enorme Alibaba-koncern og med en personlig formue på rundt regnet 37 milliarder US dollars, hvilket gør ham til den tredjerigeste person i Kina, for udviklingen af det såkaldte 9-9-6-system, som indebærer arbejde fra 9 om morgenen til 9 om aftenen 6 dage om ugen. Jack Ma skrev i en artikel til koncernens ansatte, at muligheden for at arbejde 12 timer om dagen er ”en velsignelse”, og at uden en sådan arbejdsdag ville den kinesiske økonomi ”sandsynligvis miste sin vitalitet og sit momentum”. Videre skrev han, at ”antallet af ansatte er steget i de senere år, og antallet af dovne mennesker er vokset hurtigt. Hvis det fortsætter, vil firmaet hurtigt gå fallit.”
Richard Liu, der er chef for JD.com og endnu en kinesisk milliardær, forsvarer systemet og kalder dem, som nægter at arbejde så hårdt, for ”ubrugelige”. Den kinesiske teknologisektor med firmaer som Huawei og Alibaba har indført 9-9-6-systemet på trods af, at landets love foreskriver, at arbejdstiden ikke må overskride 40 timer om ugen. ”Wu Linfeng arbejder som ingeniør i den kinesiske teknologisektor, 6 dage om ugen fra 9 til 9. Det er 9-9-6-systemet. Han er udmattet, dårligt lønnet og føler sig som en hamster i et hjul. Da han for nogen tid siden så filmen ’Moderne tider’, begyndte han at græde, da han så samlebåndsarbejderen Charles Chaplin, fordi det føltes som at se i et spejl. 9-9-6-systemet styrer arbejdslivet for mange ingeniører, programmører, spiludviklere og andre computerprofessionelle. Wu har arbejdet under det åg i tre år.” (AFP, 2. maj 2019)
I USA er udbytningen af arbejderne også massiv. Arbejdsstyrken er på ca. 130 millioner mennesker, og heraf søger omkring 9,5 millioner amerikanere arbejde online hos firmaer som Uber, TaskRabbit (primært service ift. private hjem) og Up-work (løsarbejde generelt).
En Gallupundersøgelse i USA viser, at de fleste arbejdere arbejder mindst 41 timer om ugen. Desuden viser det sig, at den gennemsnitlige arbejdsuge er på 47 timer. Det betyder, at der næsten er en ekstra arbejdsdag om ugen i stedet for fem arbejdsdage. Undersøgelsen, der omhandlede mere end 1200 voksne, viser, at 21 % arbejder mellem 50 og 59 timer om ugen, mens 18 % angiver, at de tilbringer mindst 60 timer om ugen på arbejde. 11 % siger, at de bruger mellem 41 og 49 timer om ugen på arbejdet. Det viser, at 50 % arbejder mere end 40 timer om ugen.
Dertil kommer så, at næsten halvdelen af de 7500 personer, der deltog i en net-undersøgelse hos CNNMoney, angiver, at de føler sig presset af deres arbejdsgiver til at arbejde mere end otte timer om dagen og ovenikøbet også i weekenderne.
I USA bliver tvangsarbejde hovedsagelig brugt inden for husligt arbejde, landbrug, industri og anlægsarbejder. I nogle tilfælde er arbejderne rekrutteret i andre lande, især Sydamerika, hvor de betaler for at få et job i USA, hvilket gør den meget sårbare i forhold til gældsslaveri.
I 17 stater i USA bliver selv indsatte i fængslerne superudbyttet. Der har været strejker imod ”fængselsindustrien”. Fanger tvinges til at arbejde gratis eller for ganske få cent i timen i ydmygende eller farlige jobs, som det skete for nyligt ved brandbekæmpelsen i Californien. Fanger blev betalt én dollar i timen som brandmænd. Gennemsnitslønnen i fængslerne i USA er 0,20 US dollars i timen. USA har verdensrekorden i fængslede med omkring 2,3 millioner fanger.
Indien overhalede Frankrig sidste år og blev dermed verdens sjettestørste økonomi. Kun 7 % af arbejdsstyrken er ansat på det legale arbejdsmarked med rettigheder. De resterende 93 % er på det grå arbejdsmarked og er ikke beskyttet af nogen som helst lovgivning for arbejdsmarkedet. Derudover er der millioner af indere, der lever i gældsslaveri. De arbejder i keramikfabrikker, rismøller og landbruget. Børn tvinges også til at arbejde som hushjælp, landbrugsarbejdere eller tigger. Et af de smuthuller, som tillod udviklingen af disse forringelser på arbejdsmarkedet i Indien, var vedtagelsen af ”The National Program of Employability by Apprenticeship”, som tillader ansættelse af ”elever”. Det program er blevet brugt af mange arbejdsgivere som genvej til at undgå at betale løn til arbejderne. Ifølge ”Indian Trade Union Federation” (CITU) er arbejdsmarkedet i Indien blevet stadig mere usikkert, og arbejderne har i de seneste årtier mobiliseret til og organiseret forskellige tiltag som fx generalstrejkerne i 2016 og 2018, hvor ca. 200 millioner mennesker deltog.
I EU er superudbytningen hårdest over for immigrantarbejdere, som der er omkring 50 millioner af. Størstedelen af dem har lave lønninger, ofte langt under, hvad loven foreskriver. Til gengæld har de det hårdeste og mest sundhedsfarlige arbejde og udsættes i gennemsnit for dobbelt så mange arbejdsulykker som arbejdere, der er født i EU. De har længere arbejdstid, ofte nat- og weekendarbejde. De arbejder uden kontrakt eller i midlertidige jobs, hvilket fører til lange perioder uden arbejde og uden løn. Arbejdsbetingelserne er generelt usikre, og arbejderne har ingen rettigheder efter den lov, der er i det land, hvori de arbejder. Det medfører, at de ikke har nogen ferie, de kan ikke blive syge, og kvinder, der bliver gravide, bliver fyret. Strejkeret har de heller ikke.
Således ser vi, hvor relevante Karl Marx’ ord i pjecen ”Løn, pris og profit” stadig er den dag i dag:
”Det er tiden, der giver rum for den menneskelige udvikling. Et menneske, der ikke har nogen fritid til rådighed, hvis hele levetid, bortset fra de rent fysiske afbrydelser, som søvn, måltider osv. kræver, er optaget af arbejde for kapitalisten, han er ikke engang så meget som et lastdyr. Han er blot en maskine til frembringelse af fremmed rigdom, legemligt knækket og åndeligt på et dyrs niveau. Og dog viser hele den moderne industris historie, at kapitalen, hvis den ikke bliver standset, hensynsløst og ubarmhjertigt arbejder hen imod at trykke arbejderklassen ned på dette niveau af den dybeste fornedrelse.” (Karl Marx: ”Løn, pris og profit”. Forlaget Fremad 1945)
September 2019
Brasiliens Revolutionære Kommunistiske Parti (PCR)