skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

”Den trotskistiske verdensbevægelse”

Af mange grunde kan det være på sin plads at se på, hvad trotskismen og den trotskistiske verdensbevægelse står for som politisk og ideologisk strømning. Ofte bliver den anset som noget ubetydeligt eller blot som en venstreorienteret retning blandt mange andre med en række grupperinger, der strides indbyrdes og har bidraget til at give ”den trotskistiske bevægelse” et lidt latterligt skær.

Dette er en fejlvurdering.

Trotskismen er en international politisk og ideologisk strømning, der har en historie på næsten hundrede år på bagen. Den præsenterer sin egen politik og sit eget program for socialisme og ”verdensrevolution”, og hævder at være den sande fortaler for marxismens og revolutionen, især mod ”stalinistisk” (hvorved man mener marxist-leninistisk) forvanskning og manipulation.

Den internationale trotskisme er ikke en massebevægelse og har aldrig formået at få nogen solid forankring i arbejderklassen. Ikke desto mindre er der trotskistiske grupperinger der spreder deres ideer og teorier i de fleste lande og i alle dele af verden. Trotskismen har i sin historiske udvikling frem til i dag gennemgået mange forandringer og justeringer, men den har ikke desto mindre bevaret sine grundtræk og sin egen særlige identitet gennem alle de forskellige faser.

Efter socialismens endelige fald i Europa 1989 – 91 har trotskismen som international strømning haft en vis fremgang. De trotskistiske organisationer – som langt fra alle er tilknyttet Mandels 4. Internationale – udgør en betydelig del af de såkaldte venstreorganisationer i de vesteuropæiske lande. Derudover har den indflydelse i de socialistiske, ikke mindst de venstresocialistiske partier i en række lande. Der er nye trotskistiske organisationer i de østeuropæiske lande og det tidligere Sovjetunionen, og der er også tilsvarende trotskistiske organisationer i en lange række lande i Asien, Afrika, Nord- og Sydamerika. Af mange forskellige årsager har trotskismen dog fået størst indflydelse i de imperialistiske lande i Europa, og i USA og Canada.

 (Ernest Mandel ( 1923 – 1995). Belgisk økonom og teoretiker og gennem årtier det ledende medlem af det trotskistiske Fjerde Internationale. red.note)

 Trotskismens oprindelse

Trotskij formulerede sine grundlæggende ideer i de første tyve år af dette århundrede. (forrige århundrede, red. note). Alle de nuværende trotskistiske organisationer forsvarer disse ideer, f.eks. den såkaldte ”teori om den permanente revolution”, umuligheden af ”socialisme i ét land” osv.

Trotskismen udviklede sig i Rusland inden for det russiske socialdemokratiske parti med en særlig ideologisk og politisk platform, samtidig og parallelt med, at den socialdemokratiske højreopportunisme, revisionisme og reformisme udviklede sig i de europæiske socialdemokratiske partier før og under Første Verdenskrig, knyttet til navne som Bernstein og ikke mindst Kautsky. I 1915 kaldte Lenin Trotskij ”en af de mest skadelige Kautsky-tilhængere”.

Trotskij overtog en række af de opportunistiske socialdemokratiske ideer, ikke mindst fra tyskerne Kautsky og Parvus, og pyntede dem med forsikringer om troskab mod marxismen og fængende paroler som ”permanent” revolution”.

I kampene mellem opportunisme og leninisme i det russiske socialparti, da partiet blev splittet i socialdemokratiske mensjevikker og Lenins bolsjevikker, var Trotskij i hele perioden 1903 -17 en af Lenins politiske og teoretiske modstandere. Han blev betegnet som ”centrist”, en forsoner mellem socialdemokraterne og kommunisterne. Det var en position, som Lenin så på som yderst skadelig for udviklingen af det kommunistiske parti og for revolutionens muligheder.

Lige før Oktoberrevolutionen forlod Trotskij mensjevikkerne. Han hoppede af ”til venstre” og blev medlem af Lenins parti. Han var klar over, hvilken retning udviklingen tog, og ville være med på den historiske rejse.

Den kendsgerning, at trotskismen blev udviklet i Rusland og i en kort periode ”sameksisterede” med marxismen-leninismen i bolsjevikpartiet, har haft enorm betydning for trotskismens udvikling, dens skæbne og rolle. I kraft af dette blev trotskismen specielt velegnet til at operere og manøvrere både i forhold til socialdemokratismen og kommunismen.

 Afhoppet revolutionshelt

Det er velkendt, at Trotskij i kraft af sin betydelige personlige dygtighed blev en af de ledende skikkelser i den russiske revolution og borgerkrigen. I denne periode vovede Trotskij ikke åbent at angribe Lenin og leninismen, der havde en enorm autoritet inden for det bolsjevikiske parti og den internationale kommunistiske bevægelse, som organiserede Den 3. Internationale, Komintern.

Trotskijs ideologiske og politiske platform – den fuldt udviklede trotskisme – blev i 1927 fuldstændig forkastet af det bolsjevikiske parti. Af de næsten 750.000 medlemmer fik den trotskistiske platform (som afviste, at det var muligt kun at opbygge socialismen i Sovjetunionen) støtte fra mindre end én procent. Men Trotskij (og den øvrige opposition i det bolsjevikiske parti) havde også tilhængere i en række kommunistiske partier i de kapitalistiske lande. I slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 30’erne var der kamp mellem tilhængerne af Lenins og Stalins linje på den ene side og Trotskijs og oppositionens linje på den anden i en række partier. Kampen endte med nederlag for trotskisterne og oppositionen. Mange af dem gik over til de socialdemokratiske partier.

Fra 1923 begyndte Trotskij at tale om partiets og sovjetmagtens ”degeneration”. Senere begyndte han at beskrive Sovjetunionen som et samfund, der hverken var kapitalistisk eller socialistisk, men en degenereret arbejderstat, styret af et bureaukrati, der havde magten og brugte den til alt ondt. Da Trotskij gik i eksil, blev han modtaget med åbne arme i den imperialistiske verden, også af socialdemokraterne, som så Trotskijs afhop som en bekræftelse af deres egen kritik af revolutionen. Nu fulgte perioden med Trotskijs kamp mod Stalin og det socialistiske Sovjetunionen fra udlandet, og trotskisternes hemmelige undergravningsvirksomhed inde i landet, i partiet og i staten.

Trotskismen kom på mode. Den blev international. Den kom som livgivende vand på de vestlige mediers propagandamølle, der havde brugt de hvide kontrarevolutionæres platte løgne om kommunisterne. Trotskijs skyts mod Sovjetunionen, Stalin og kommunisterne havde den fordel, at det ikke kom fra åbenlyst borgerligt hold – som havde en åbenbar interesse i kapitalismen og eventuelt tsarismens genoprettelse – men fra en revolutionær helts mund. Og hans angreb kom fra ”venstre”.

Det var på det tidspunkt, det blev almindeligt i den amerikanske og vestlige presse, der var ejet af mangemillionærer, at angribe Stalin og SUKP for at have ”forrådt” revolutionen for ikke at være revolutionære, socialistiske og kommunistiske nok.

I Trotskijs artikler og bøger kunne antikommunistiske intellektuelle og borgerlige propagandister finde nye formuleringer og vinkler i angrebene på opbygningen af socialismen, og de var mere virkningsfulde end den traditionelle antikommunistiske propaganda.

Trotskismen som international strømning

Trotskij var ikke tilfreds med at være en frafalden revolutionshelt, der tjente store summer på at lade sig bruge af de imperialistiske medier. Han blev den centrale skikkelse i forsøgene på at opbygge en international politisk bevægelse med trotskismen som ideologisk grundlag, den trotskistiske verdensbevægelse.

Først organiserede han sine meningsfæller i ”Den Internationale venstreopposition”, og stiftede i 1938 4. Internationale, hvortil han formulerede det teoretiske grundlag i det såkaldte ”Overgangsprogram”. Dette er stadig grundmaterialet for organisationen og dens nationale sektioner, f.eks. SAP i Danmark.

Trotskismen havde dog store problemer med at finde et ”politisk rum” som en selvstændig strømning. I 1920’erne og 30’erne og helt frem til 60’erne, eksisterede der to store organiserede strømninger i arbejderbevægelsen: de socialdemokratiske massepartier på reformistisk grundlag og de kommunistiske partier. Selvom trotskismen satsede stærkt på at få fodfæste i de kommunistiske partier, blev de fordrevet ikke kun fra SUKP, men fra hele den internationale kommunistiske bevægelse. Og de socialdemokratiske partier, der støttede Trotskij som ”frafalden” og antibolsjevik, havde ikke brug for hans snak om verdensrevolutionen og hans øvrige venstrefraser.

I denne situation udviklede trotskisterne den såkaldte ”entrismetaktik” – en taktik, der består i at infiltrere de socialdemokratiske og kommunistiske partier og andre organisationer og lidt efter lidt finde frem til trotskistiske tilhængere.

Denne taktik var dog ikke specielt vellykket. Ingen steder førte den til masseopslutning fra socialdemokratiske og kommunistiske arbejdere, som man havde forestillet sig. Den trotskistiske verdensbevægelse gik ind i en langvarig krise, som blev større under og efter krigen på grund af Hitlers fald og den socialistiske lejrs opståen.

Bevægelsen faldt fra hinanden i smågrupper, der kæmpede indbyrdes. Entrismetaktikken havde dog bidraget til at sikre dens overlevelse. Men det var først i 60’erne – efter SUKP’s 20. Kongres, ”afstaliniseringen” og splittelsen i den internationale kommunistiske bevægelse – at den internationale trotskistiske bevægelse begyndte at se et lys i den anden ende af tunnelen. Der blev nu skabt et bredere politisk felt at manøvrere i for trotskisterne i forbindelse med socialdemokratiets voksende krise og den moderne revisionismes gennembrud i den internationale kommunistiske bevægelse.

Trotskisterne fik en vis indflydelse på studenteroprøret i 68 og spillede sin egen rolle i udviklingen af det antikommunistiske nye venstre” i disse år, ikke mindst på det ideologiske plan. Mange af trotskismens ideer og analyser blev en del af denne ”nye venstrefløjs” arv.

I denne periode blev entrismetaktikken opgivet af de fleste trotskistiske organisationer, men ikke af alle. Ved 4. Internationales 10. Verdenskongres i 1974 blev der vedtaget en resolution om opbygning af ”revolutionært-marxistiske” partier i Europa, partier som angiveligt ”er i stand til at lede proletariatet mod sejr for den socialistiske revolution”, som det hedder. Dette forudsatte også, at 4. Internationale blev styrket som ”verdensrevolutionens” ledende centrum.

I dag føler den trotskistiske verdensbevægelse sig stærk nok til at gøre et globalt fremstød i forhold til den revolutionære bevægelse, for at erstatte marxismen og leninismen med trotskismen som ideologisk fundament, som den grundlæggende teori og program for vor tids revolutionære bevægelser.

Derfor er der al mulig grund til at tage trotskismen alvorligt som en international strømning. Efter at trotskismen i over et halvt århundrede har rettet hovedangrebet mod Sovjetunionen, de socialistiske lande og de kommunistiske partier, arbejder den i dag aktivt for at rette et afgørende slag mod kommunismen og udrydde den socialistiske revolutions teori og praksis, marxismen-leninismen, som det herskende imperialistiske borgerskab fortsat frygter.

Når vi taler om den trotskistiske verdensbevægelse, skal vi være opmærksomme på, at det ikke drejer sig om en organisatorisk eller politisk sammenhængende enhed. Det skyldes primært selve den trotskistiske ideologi og platform, der er grundlaget for utallige splittelser.

Ernest Mandels 4. Internationale med hovedkvarter i Bruxelles er f.eks. ikke den eneste, der kalder sig det. På et vist tidspunkt i 70’erne var der hele seks centre, der kaldte sig 4. Internationale.

Igen og igen opstår der nye trotskistiske organisationer og grupper i forskellige lande, og det ender altid med indbyrdes kampe og konkurrence mellem dem om strategi, taktik og politik.

Ikke desto mindre udspringer de af en fælles ideologi og deler de samme grundlæggende principper og holdninger. De har de samme grundtræk, der karakteriserer alle trotskistiske organisationer, og deres indsats trækker i samme retning. Alt dette gør det fuldt berettiget at sammenfatte de indbyrdes kæmpende organisationer og grupperinger i den samme politiske strømning, trotskismen, eller den trotskistiske verdensbevægelse.

Den permanente håbløshed

En hovedkomponent i trotskismen er teorien om den permanente revolution, som fremstår som selve nøglen til løsningen på verdensrevolutionens problemer. I virkeligheden burde den kaldes den permanente håbløsheds teori, fordi den konkret benægter muligheden for revolutionens sejr og socialismens opbygning i et bestemt land.

Kort fortalt er udgangspunktet for teorien om den permanente revolution den særlige trotskistiske analyse af imperialismen. Denne analyse hævder, at med udbruddet af Første Verdenskrig ringede dødsklokkerne for alle nationale programmer: Tiden for verdensrevolutionen er kommet og den skal forstås som en verdensomspændende proces, en global eksplosion eller rettere kædeeksplosion, hvor kapitalisme bliver afløst af socialisme på verdensplan.

Ifølge denne teori har imperialismen sprængt alle nationale grænser og er blevet til en helhed, der ikke kan nedbrydes trin for trin. Dette bliver begrundet med kapitalismens objektive tendens til internationalisering af verdensøkonomien og monopolernes dominans over alle de kapitalistiske nøglepositioner.

Et samtidigt globalt opgør med kapitalismen er derfor den nødvendige form, som overgangen fra kapitalisme til socialisme må tage. De revolutionæres opgave er at afvente og forberede denne situation, idet de på forhånd har skabt en revolutionær organisering på verdensbasis til at lede revolutionen, en ”verdensrevolutionens generalstab”. Det er denne rolle, 4. Internationale har tildelt sig selv.

Følgelig kan ingen konkret revolution sejre, og socialisme kan ikke bygges i et enkelt land eller en gruppe af lande. En revolution i et enkelt land, som Oktoberrevolutionen i Rusland, kan højst være den gnist, der antænder verdensrevolutionen.

Opbygningen af et socialistisk samfund over længere tid i et land eller en gruppe lande er derfor pr. definition en umulighed.

Trotskij beskrev verdensrevolutionen som denne altomfattende globale eksplosion, og trotskisterne har igen og igen proklameret, at verdensrevolutionen er ”lige rundt om hjørnet”, ”kun et par år” væk. Den er selvfølgelig ikke dukket op, men trotskismen har det på samme måde som de religiøse dommedagsprofeter, der fastsætter en dato for verdens undergang. Hver gang, det viser sig, at det ikke lykkes, vil der altid være en ny mulighed engang i fremtiden.

På grundlag af den dybt uvidenskabelige og antimarxistiske teori om revolutionen må trotskismen nødvendigvis afvise og kritisere konkrete revolutioner og forsøg på at opbygge socialismen, som faktisk sker, og som arbejderklassen og dens allierede har gennemført i en række lande i dette århundrede. Ingen af dem har været den gnist, som kunne udløse verdensrevolutionens kædeeksplosion.

Det er derfor indbygget i teorien om den permanente revolution, at alle konkrete revolutioner i de enkelte lande er dømt til at mislykkes.

/—/

Mandels 4. Internationale beskrev Sovjetunionen som ”en bureaukratisk deformeret arbejderstat”, som et særligt, degenereret overgangssamfund mellem kapitalisme og socialisme, men erkendte, at Oktoberrevolutionen styrtede det kapitalistiske system i Rusland. Andre (såsom Internationale Socialister-bevægelsen) tager udgangspunkt i teorien om det umulige i at opbygge socialisme i et eller flere lande og afviser, at Sovjetunionen på noget tidspunkt har afskaffet kapitalismen. Det, som Lenin og Stalin opbyggede, var ikke socialisme, men ”statskapitalisme” fra start til slut.

Derfor kan ingen konkret revolution sejre, og socialisme kan ikke bygges i et enkelt land eller en gruppe af lande. En revolution i et enkelt land, som Oktoberrevolutionen i Rusland, kan højst være den gnist, der antænder verdensrevolutionen.

Opbygningen af et socialistisk samfund over længere tid i et land eller en gruppe lande er derfor pr. definition en umulighed.

Trotskij beskrev verdensrevolutionen som denne altomfattende globale eksplosion, og trotskisterne har igen og igen proklameret, at verdensrevolutionen er ”lige rundt om hjørnet”, ”kun et par år” væk. Den er selvfølgelig ikke dukket op, men trotskismen har det på samme måde som de religiøse dommedagsprofeter, der fastsætter en dato for verdens undergang. Hver gang, det viser sig, at det ikke lykkes, vil der altid være en ny mulighed engang i fremtiden.

På grundlag af den dybt uvidenskabelige og antimarxistiske teori om revolutionen må trotskismen nødvendigvis afvise og kritisere konkrete revolutioner og forsøg på at opbygge socialismen, som faktisk sker, og som arbejderklassen og dens allierede har gennemført i en række lande i dette århundrede. Ingen af dem har været den gnist, som kunne udløse verdensrevolutionens kædeeksplosion.

Revolution og klassekamp

For trotskisterne stoppede historien i en vis forstand i 1923. Verdensrevolutionen ifølge trotskistiske begreber fejlede, da den russiske revolution ikke udløste sejrrige revolutioner i Vesteuropa, som et springbræt til ”det endelige opgør”.

Derfor opfatter trotskismen det 20. århundredes store og rige revolutionære historie som en eneste lang ”stalinistisk” perversion.

Ifølge trotskisterne blev der ikke på noget tidspunkt bygget ægte socialisme i Sovjetunionen eller de øvrige socialistiske lande. Trotskismen kaldte dem normalt ”degenererede arbejderstater”, en slags overgangssamfund, der hverken var kapitalistisk eller socialistisk.

Trotskisterne er enige om, at efter at Trotskij blev udvist fra Sovjetunionen, udviklede revolutionen sig til en karikatur, styret af et perverteret ”stalinistisk bureaukrati”. Denne ”analyse” blev derefter gentaget over for alle nye socialistiske samfund og lande.

Det er en kendsgerning, at så snart revolutionen har sejret i et land, får trotskisterne travlt med at bagtale den, for ifølge deres logik er det umuligt på alle måder. Med udgangspunkt i den permanente revolution har trotskismen rettet hårde angreb mod alle forsøg på at opbygge socialisme, og frem for alt mod Sovjetunionen på Stalins tid, angiveligt fordi de ”udsætter verdensrevolutionen” og fører den verdensrevolutionære proces på afveje.

Dermed har de også en færdiglavet forklaring på, hvorfor den ”verdensrevolution” som de selv har forudsagt, er slået fejl. Det er Stalin og kommunisternes skyld!

Hvis man knuste de ”stalinistiske bureaukratier”, ville det ifølge trotskisterne have en nødvendig og stimulerende effekt på verdensrevolutionens fremskridt. Derfor hilste trotskisterne kontrarevolutionen i Sovjetunionen og de andre tidligere socialistiske lande med begejstring!

Trotskisternes afgørende problem er, at virkeligheden, revolutionen og den internationale arbejderklasses faktiske erfaringer ikke stemmer overens med deres teoretisering og formler.

Arbejderklassen har gennemført den proletariske revolution i en lang række lande, og desuden er der blevet gennemført en lang række antikoloniale og antiimperialistiske revolutioner i dette århundrede.

Socialismen er faktisk blevet opbygget med succes i et enkelt land og senere i en række lande. Først og fremmest i Sovjetunionen, der ifølge Trotskijs forudsigelser ikke havde nogen chance for at overleve, ikke engang i et par år. Før og efter Hitlers angreb på Sovjetunionen forkyndte han, at landet ville blive knust af den nazistiske krigsmaskine.

Men socialismen viste sig i stand til at modstå den fascistiske angrebskrig, den mest brutale krig, verden nogensinde har set.

/—/

Lenins teoretiske begrundelse for muligheden for at revolutionen kunne sejre og socialismen opbygges i et land eller en gruppe af lande, var imperialismens ujævne udvikling. Revolutionernes sejr i Rusland og senere andre steder i verden og opbygningen af disse lande som socialistiske samfund har naturligvis i praksis modbevist trotskisternes teori om socialismens umulighed. Det gælder, uanset om dette i dag er tidligere socialistiske samfund, hvor kapitalismen er blevet genrejst. Det skyldes ikke ”socialismens umulighed”, men at klassekampen fortsætter i de socialistiske lande i forbindelse med imperialismens og reaktionens pres og undergravning for at nedbryde socialismen.

At socialismen konkret bliver frustreret og lider nederlag på et vist tidspunkt, siger ingenting om revolutionens og socialismens mulighed eller virkelighed i dette land eller disse lande. Derimod fortæller det noget om den skarpe klassekamp mellem socialisme og kapitalisme på verdensplan. Det fortæller, at klassekampen også fortsætter efter revolutionens sejr, og at der fortsat er mulighed for kontrarevolution i en eller anden form, og ikke kun gennem imperialistisk krig og invasion. Det var noget, f.eks. Lenin og Stalin hele tiden understregede med stor tyngde, og de gennemførte de nødvendige modforholdsregler mod de kontrarevolutionære kræfter.

Socialisme i et land

Lad os for et øjeblik tilslutte os trotskisternes antagelser om, at alle forsøg på at opbygge socialisme er udslettet. At der kun eksisterer kapitalisme i verden. At en håndfuld imperialistiske stormagter behersker hele verden: Heller ikke i dette tilfælde holder teorien om den permanente revolution.

Revolutionen er og bliver en konkret proces i konkrete lande eller grupper af lande, ikke en samtidig revolution over hele kloden.

Det gælder i dag som det gjorde før Oktoberrevolutionen.

Under Første Verdenskrig knyttede Trotskij selv sine forhåbninger ikke til en proletarisk revolution i Rusland, men til parolen Europas Forenede Stater.

Han skrev: ”Under disse historiske betingelser kan de problemer, som det europæiske proletariat står overfor, ikke omfatte forsvaret af et ”nationalt fædreland”, som allerede har overlevet sig selv, og som er blevet en direkte bremse for økonomisk fremgang. Det, det gælder nu, er at skabe et nyt, mere magtfuldt og mere stabilt fædreland – et republikansk Europas Forenede Stater, som en overgangsfase til Verdens Forenede Stater. Mod imperialismens stagnation kan proletariatet kun stille en socialistisk organisering af verdensøkonomien som dagens politiske program.”

Senere gentog hans efterfølgere dette nonsens i mange variationer, herunder ideen om et republikansk Europas Forenede Stater. Og det er endda blevet praktisk borgerlig politik. Lenin svarede, at parolen Europas Forenede Stater under kapitalismen ”enten er umulig eller noget reaktionært”:

 ”Verdens Forende Stater (men ikke Europas) er den statslige form for nationernes forening og frihed, som vi forbinder med socialismen, så længe kommunismens fuldstændige sejr ikke har ført til enhver stats, herunder også den demokratiske stats, definitive forsvinden. Som selvstændig parole ville Verdens Forenede Stater dog nok næppe være korrekt, for det første fordi den smelter sammen med socialismen, for det andet fordi den kan føre til den fejlagtige udlægning, at socialismens sejr i et enkelt land er umulig, og til fejlagtig fortolkning af et sådant lands forhold til de øvrige.

/—/ Heraf følger, at socialismens sejr er mulig til at begynde med i nogle eller endog i et enkelt, særskilt kapitalistisk land.”  (Lenin: Om parolen Europas Forenede Stater, aug. 1915) 

Et revolutionært alternativ?

Den trotskistiske teori om den permanente revolution omfatter en lang række aspekter ud over den fejlagtige opfattelse af den verdensrevolutionære proces, og afvisningen af muligheden for socialismens sejr i et enkelt land eller en gruppe af lande. Disse andre sider af den trotskistiske ideologi står også i grundlæggende modsætning til marxismen og den leninistiske teori om revolution.

Ideologien tager sit udgangspunkt i den manglende tro på revolutionens sejr i et enkelt land eller en gruppe af lande og i mistillid til arbejderklassens evne, når det gælder om at samle allierede omkring sig i revolutionen, både i de enkelte lande og på verdensplan.

Den fornægter en trinvis udvikling af konkrete revolutioner og af de forskellige elementer i den revolutionære verdensproces. Den fornægter nødvendigheden af en revolutionær strategi og taktik, der tager udgangspunkt i det enkelte lands udviklingstrin til enhver tid og i de objektive revolutionære opgaver, den står overfor.

Den undervurderer derfor betydningen af de almene demokratiske opgaver, betydningen af det nationale, antiimperialistiske og demokratiske aspekt i den revolutionære udvikling på verdensplan. Den erstatter en kompliceret udformning af strategi og taktik baseret på nationale og internationale styrkeforhold, herunder skabelsen af bredest mulige klasse- og folkealliancer og et bredt, konkret politisk program for den revolutionære bevægelse i et bestemt land – med skematiske revolutionsformler, som ifølge trotskisterne er anvendelige overalt.

/—-/

Det grundlæggende programdokument, der udtrykker trotskismens opfattelse af den revolutionære bevægelses strategi og taktik, er stadig Trotskijs ”Overgangsprogram” fra 1938.

Kernen i højreopportunisme er at skille dagskampen fra strategien for socialismen, fra revolutionen og det socialistiske mål. De socialdemokratiske partier i alle afskygninger gør dagskampen til alt og socialismen til ingenting. ”Venstre opportunismen” lægger derimod hovedvægten på perspektivet, målet, og benægter betydningen af dagskampen og dagskravene (i allerbredeste og mest omfattende forstand) som det eneste, der kan forberede folket og udvikle massekampen til det niveau, der er nødvendigt for at vælte kapitalismen i en revolutionær situation og erstatte borgerskabets stat med arbejderklassens nye statsmagt.

Trotskismen mener, den har fundet en nem vej uden om disse spørgsmål: I stedet for at opstille en række dagskrav, som hver for sig kan opfyldes under kapitalismen, og som derfor kan mobilisere og organisere brede kampbevægelser, opstiller det trotskistiske ”Overgangsprogram” en række krav. Om disse krav hedder det, at ”ingen af overgangskravene kan realiseres fuldt ud så længe det borgerlige regime fortsat eksisterer”. Således kan ”bruddet med kapitalismen” ligge som en konkret politisk mulighed i enhver strejke under kapitalismen, enhver strejke kan udvikles til en ”generalstrejke”, som fører til ”en kamp om magten”, til oprettelsen af en såkaldt ”dobbeltmagt”– i trotskistisk, ikke i leninistisk forstand – med arbejderråd og strejkekomiteer. De trotskistiske organisationer lirer hele denne formelsamling af sig ved stort set hver eneste arbejdskamp af bare nogenlunde stor betydning.

Disse ”radikale” krav og metoder, som blandt mange andre fejl også har den, at de konstant overvurderer radikaliseringen af arbejderklassen, virker i praksis modsat af hensigten: De pseudorevolutionære ideer er en nederlagslinje, der i sidste ende giver de socialdemokratiske reformister frit spillerum. Samtidig tilsidesættes betydningen af det revolutionære (kommunistiske) partis uundværlige ledende rolle både i dagskampen under kapitalismen og i en revolutionær situation.

Denne grundlæggende subjektive vurdering af klassebevægelserne og klassekræfterne får som konsekvens, at den tålmodige organisering af massekampen og massebevægelsen bliver afvist og betyder, at trotskisterne konstant bliver halehæng til den spontane kamp. Trotskisterne er altid enten helt nede i kælderen eller højt oppe i en tilstand af ”revolutionær” opstemthed, hjælpeløst revet med på vekslende flod og ebbe i klassekampen.

Den alvorligste fejl ved det trotskistiske ”Overgangsprogram” er det borgerlige og reformistiske syn på statsmagten. I virkeligheden rejser det slet ikke spørgsmålet om den borgerlige stats klassekarakter og nødvendigheden af, at den borgerlige stat væltes gennem revolution. Trotskisternes statsopfattelse er en parallel til den socialdemokratiske: Den borgerlige stat kan bruges til at fremme socialismen, sådan at stadig flere socialistiske elementer gradvist og friktionsfrit kan indarbejdes i den, f.eks. gennem nationalisering. Når trotskismen tilføjer visse ideer om, at der kan skabes en ”dobbeltmagt”, fabriksråd og sovjetter, også under normale kapitalistiske betingelser og ikke i en konkret undtagelsessituation med en stærk revolutionær bølge, er det bare ”venstreradikal” pynt på gammel socialdemokratisk lagkage.

Mellem socialdemokratisme og kommunisme

Trotskismen opstod som en centristisk, forsonende strømning mellem socialdemokratismen og Lenins bolsjevisme, som en særlig ”venstrefløj” med rødder i den socialdemokratiske opportunisme. Denne historiske oprindelse gør trotskismen særligt velegnet til at manøvrere mellem de to grundlæggende linjer i arbejderbevægelsen: den socialdemokratiske reformisme og den revolutionære klassekamplinje, den kommunistiske linje, som har samlet klassebevidste arbejdere i spidsen for hele arbejderklassen og brede folkelige kræfter i alle kampene i dette store revolutionære århundrede.

Inden for dette felt har trotskismen som international strømning bevæget sig i de forskellige historiske perioder – fra før Oktoberrevolutionen, i perioden som opposition i SUKP, i 30’erne og under Anden Verdenskrig i form af en eksilstrømning, der søgte internationalt fodfæste, og i de forskellige perioder i efterkrigstiden.

I de forskellige perioder har trotskisterne med forskellige taktikker forsøgt at opstille en slags ”tredje vej” mellem den reformistiske, socialdemokratiske linje, der går ind for at bevare kapitalismen for evigt, og den kommunistiske linje for at lave revolution, ødelægge den kapitalistiske stat og opbygge er nyt, socialistisk samfund.

I sin nekrolog over Ernest Mandel roser Internationale Socialister,IS ham netop for, at han gennem efterkrigstiden har understreget nødvendigheden af at opbygge et revolutionært alternativ til både de socialdemokratiske og de ”stalinistiske (læs: kommunistiske) partier”.

Når trotskismen i efterkrigstiden, og især siden 60’erne, har fået et større politisk spillerum, hænger det sammen med en række forhold:

Den socialdemokratiske reformismes forræderi mod arbejderklassen og socialismen er blevet stadig tydeligere og har ført socialdemokratismen ind i en strategisk krise. Dens åbenlyse rolle som hovedstøtte for det kapitalistiske samfund, som det regeringsparti borgerskabet ofte foretrækker, fører naturligvis til desillusionering i partiets sociale basis, blandt medlemmer og vælgere i arbejderklassen. Dette er hovedårsagen til den strategiske krise i blandt andet de vesteuropæiske socialdemokratiske partier, en krise, som gennem mange årtier har undergravet deres positioner og ført til omfattende frafald af medlemmer og støtter.

Det er ikke mindst til den stadig fornyede strøm mod venstre, bruddet med socialdemokratismen og reformismen, at trotskismen henvender sig. Det såkaldte ”revolutionære alternativ” skal forhindre, at strømmen skifter til klart revolutionære, kommunistiske standpunkter.

/—/

I virkelighedens verden findes der kun to grundlæggende retninger, som er mulige for arbejderbevægelsen: den borgerlige retning, reformisme og opportunisme, eller den proletariske, marxisme-leninisme. Enten klassesamarbejdets vej til at fastholde kapitalismen, eller den videnskabelige socialismes vej til at skabe det nye, socialistiske samfund. /—/

Trotskismens snyltervæsen

Trotskismens ideologi og politiske virkefelt, dens historiske rolle og udvikling, er grundlaget for et af de iøjnefaldende træk ved bevægelsen og alle dens organisationer: rollen som snylter på de politiske hovedstrømninger i arbejderbevægelsen og på massekampen.

Trotskismen skeler på samme tid til højre og venstre. De trotskistiske organisationer omtaler sjældent sig selv trotskistiske, men foretrækker andre udtryk: ”revolutionære marxister”, ”revolutionære socialister” eller endda ”demokratiske socialister”, når de skeler til socialdemokraterne, mens de kan præsentere sig selv som ”leninister” og ”bolsjevikker”, når de skeler i retning af kommunisterne.

I den tidligere omtalte resolution fra 4. Internationales 10. Verdenskongres, som satte opbygning af ”revolutionære partier” på dagsordenen, bliver disse partier kaldt ”revolutionære” og ”revolutionær-marxistiske”. De skal bygges op på baggrund af fremkomsten af ”en ny avantgarde af massekarakter”, som det hedder.

/—/

Kaosset af betegnelser for det samme – trotskismens organisation og ideologi – bidrager selvsagt til at gøre det vanskeligt at identificere denne strømning, der uden hæmninger benytter sig af andre politiske strømningers definitioner.

Trotskisterne betragter arbejderklassens konkrete kampe og bevægelser både som en mulighed for at udbrede de trotskistiske skemaerne og formler, og som virkefelt for rekruttering til de trotskistiske organisationer. Det er den trotskistiske ideologi og organisationstænkning, der gør, at de ikke blot kan støtte sådanne kampe for at udvikle dem maksimalt, men altid indfører uvedkommende formål og hensigter i kampen, og det ender altid med en opfordring til at organisere sig hos trotskisterne.

Et rasende had til kommunismen

Det mest fremtrædende træk ved trotskismen som international strømning, et træk der kendetegner alle trotskistiske grupperinger, er et ustyrligt had til de kommunistiske partier, som bygger på marxismen-leninismens grundlag, og til alle de vellykkede revolutioner og forsøg på at opbygge socialismen, der har fundet sted i dette århundrede.

Trotskismens historie er først og fremmest en konstant kamp mod kommunismen og marxismen-leninismen under slagordet ”kamp mod stalinismen”. I dag bidrager trotskismen aktivt og i vid udstrækning til at revidere arbejderklassens og socialismens historie, en proces, som borgerlige historikere også er i fuld gang med. Målet er at omskrive og omtolke de revolutionære kamperfaringer i antirevolutionær retning.

Trotskismens kamp mod Sovjetunionen og den internationale kommunistiske bevægelse i Stalin-tiden er velkendt.

I Gorbatjov-perioden, da den endelige overgang til et kapitalistisk system efter vestlig model var ved at blive forberedt i Sovjetunionen, blev 30’ernes processer mod trotskister og andre, der blev fordømt som kontrarevolutionære, stemplet som ”skueprocesser”, og dommene ”annulleret”. Vestlige trotskister som Isaac Deutscher blev netop på den tid, hvor privatiseringen af samfundsejendommen tog fart, indkaldt som sovjeteksperter og rådgivere for regeringen i spørgsmål om rehabilitering af ”uskyldige ofre for Stalins terror”.

De blev anklaget for at undergrave socialismen og prøve at genoprette kapitalismen. Det er naturligvis ikke tilfældigt, men historisk set helt logisk, at kræfter som Gorbatjov og Jeltsin, der rent faktisk gennemførte den endelige genoprettelse af kapitalismen og opløsningen af Sovjetunionen, frikendte deres forgængere, som var blevet bremset i de kontrarevolutionære aktiviteter.

Det kapitalistiske Ruslands udstedelse af bevisattester for uskyld og tildeling af hædersbevisninger til kontrarevolutionens pionerer, kan imidlertid ikke ændre den historiske sandhed om disse kræfter, der blev bekæmpet under socialismen og hyldet under kapitalismen.

Vi må konstatere, at foreløbig sidste akt af socialismen i Sovjetunionen og Østeuropa også fandt sted under kyndig trotskistisk bistand.

I kontrarevolutionens tjeneste

I dag forsøger den internationale trotskisme med stor iver at omskrive det 20. århundredes revolutionshistorie i trotskistisk ånd. Det sker dels som en fortsættelse af trekvart århundredes kamp mod den internationale kommunistiske bevægelse, og dels som led i forsøget på at erstatte leninismen som teori og politisk praksis med trotskismen.

Trotskistisk historieskrivning er kendetegnet ved en udtalt fjendtlighed og superkritisk holdning til de faktiske revolutioner, der har fundet sted, ved dens forsøg på at skjule eller hvidvaske den trotskistiske bevægelses reelle positioner og rolle som aktiv handlende deltager i disse processer, og ved dens forsøg på at skjule, at den falder sammen med en borgerlige revision af historien.

Det vil føre alt for langt at gennemgå hele århundredets revolutionære historie og trotskisternes rolle i den. På alle afgørende punkter har den internationale trotskisme valgt en linje, der ville have ført til nederlag, hvis den var blevet omsat til massepolitik. Den ville ikke blot, som den nu har været, kun være blevet en mere eller mindre begrænset hindring for revolutionen, en kilde til forvirring og splittelse af de revolutionære kræfter.

Lad os tage trotskismens holdning til kampen mod fascismen som eksempel:

Trotskismen var imod støtte til demokratiske lande, der blev angrebet af fascismen. Da Sovjetunionen senere blev overfaldet af Hitler-Tyskland, og Anden Verdenskrig dermed ændrede karakter, erklærede trotskisterne, at krigen stadig var en krig mellem de imperialistiske magter, og gik imod alliancen mellem Sovjetunionen, USA og Storbritannien, hvilket havde en væsentlig betydning for Hitlers og fascismens nederlag.

I efterkrigstiden har trotskismens benægtelse af muligheden for revolution og socialisme i et eller flere lande, afvisningen af antifascistiske folkefronter og af de nationale og demokratiske elementer i den antiimperialistiske kamp, ført trotskisterne i direkte konfrontation med nationale frigørelsesbevægelser, der er blevet ledet af kommunistiske partier. Både i den kinesiske revolution, i Vietnam, Korea og mange andre steder vendte de trotskistiske grupper og 4. Internationale sig mod de strategier og linjer, der førte til sejr for disse revolutioner.

/—/

Den trotskistiske litteratur flyder over med et uudslukkeligt had til de kommunistiske partier og ikke mindst til deres ledelser. Den er en kloak af skældsord og aggressive angreb på alle ”stalinisterne”, som stod i spidsen for dette forrige (red note) århundredes største og vigtigste folkelige kampe og revolutioner: Stalin og ledelsen af SUKP, Georgi Dimitrov, Mao Zedong, Ho Chi-Minh, Kim Il Sung, Enver Hoxha, Fidel Castro og mange flere har været og er fortsat mål for den rasende trotskistiske hetzpropaganda. Nogle gange prøver man at kamuflere hetzen som ”kritik af persondyrkelse”, men i sit indhold retter den sig mod de konkrete revolutioner, opbygningen af socialismen og den ledende kraft i den, de kommunistiske partier.

Til gengæld forsvarede trotskisterne Tito og Titos Jugoslavien ved bruddet med den daværende socialistiske lejr og den internationale kommunistiske bevægelse. De har altid ledt efter sprækker og splittelser blandt kommunisterne for at udnytte dem til deres egne formål. De modtog med begejstring Khrusjtjovs såkaldte ”hemmelige rapport” om Stalin og ”opgøret med stalinismen”, der indledte den moderne revisionismes kontrarevolutionære proces, som til sidst førte til socialismen fald og Sovjetunionens opløsning. De så dette som en historisk bekræftelse af deres egen kamp mod det daværende socialistiske Sovjetunionen og den internationale kommunistiske bevægelse.

Selv den endelige kapitalistiske kontrarevolution i Østeuropa og Sovjetunionens opløsning blev taget som bevis på rigtigheden af trotskismens teori om permanent revolution og umuligheden af socialisme i ét land. Således bidrager trotskismen til at skjule det virkelige historiske forløb af den internationale klassekamp og klassekampen under socialismen og optræder således parallelt med den borgerlige historieskrivning. Den ser nemlig hele Sovjetperioden som en enkelt, statisk periode uden egen indre dynamik og udviklingsforløb, som en uheldig parentes i verdenshistorien, der dybest set “modsiger historiens udviklingsforløb”.

De ægte kommunistiske partier bliver systematisk bagtalt som udemokratiske, ”stalinistiske” kommandocentraler, som ledelsens diktatur over medlemmerne, bygget på kadaverdisciplin. Det er det leninistiske organisationsprincip, den demokratiske centralisme, som især står for hug. Det er dette princip, der gør det muligt for partierne at optræde ensartet og som en samlet kraft i klassekampen og revolutionen, der er forudsætningen for deres handlekraft og gør dem til den revolutionære handlings partier.

Trotskismens rolle i Østeuropa

De trotskistiske organisationer spillede en særlig aktiv rolle i slutspillet omkring socialismens fald i Sovjetunionen og Østeuropa. Kontrarevolutionære bevægelser som Solidaritet i Polen og Charta 77 i Tjekkoslovakiet blev af trotskisterne hyldet som ”ægte revolutionære bevægelser”. Trotskisterne forenede deres energi med imperialismen og hele den vestlige reaktion i at støtte disse ”folkelige bevægelsers” sejr – det vil sige sikring af imperialismen og de internationale monopolers nøglepositioner i disse landes økonomi i kapitalistiske systemer af vestlig type.

Tidligere var både Titos brud med den internationale kommunisme i 1948, de kontrarevolutionære begivenheder i Polen og Ungarn i 1956 og Dubceks såkaldte Prag-forår i 1968, hans ”socialisme med et menneskeligt ansigt” blevet hyldet af trotskisterne som ægte revolutionære bevægelser rettet mod det stalinistiske bureaukrati.

/—/

Marxist-leninisterne har igen og igen understreget, at faren for kapitalistisk genrejsning også eksisterer i de lande, hvor revolutionen har sejret og socialismen er blevet opbygget, og at klassekampen fortsætter under socialismen med støtte fra verdensimperialismen og reaktionen. En fredelig kontrarevolution er ikke kun en teoretisk og politisk mulighed.

Efter Hitler-Tysklands nederlag, hvor socialismen forgæves var forsøgt knust med våbenmagt, og udviklingen af atomvåben, som ville gøre en krig mod socialismen til et eventyr med enorm risiko også for imperialismen, blev den fredelige kontrarevolutionens strategi, strategien for socialismens degeneration indefra, selve kernen i imperialismens kamp mod socialismen.

Våben- og atomkapløbet var også metoder, som gennem et vedvarende pres ville bidrage til at frembringe degeneration af de kommunistiske partier og de socialistiske stater, og samtidig øge og skærpe alle modsætninger, udnytte alle fejl, mangler og problemer i disse lande for at puste til utilfredshed og uroligheder.

Det er indlysende, at Mandel og hans 4. Internationale, disse selvbestaltede eksperter i revolution af socialisme, tog fuldstændig og grundlæggende fejl, når de proklamerede, at ”den politiske revolution”, som de hyldede, ikke var nogen trussel mod socialismens resultater, og ville udelukke enhver mulighed for at vende tilbage til kapitalismen. Trotskisternes aktiviteter og falske forsikringer var en aktiv del af kontrarevolutionen i det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa.

Mandel hilste med begejstring murens fald og ”de folkelige massebevægelser”, der blev brugt som redskaber for den åbne kontrarevolution.

/—/

Trotskismen er en international politisk strømning, der fungerer som opportunismens, socialdemokratismens fremmeste spydspids i arbejderbevægelsen og den revolutionære bevægelse med den særlige historiske opgave at angribe de kommunistiske partier og marxismen-leninismen.

Den er naturligvis ikke identisk med den traditionelle socialdemokratisme, men går hånd i hånd med den. Den supplerer socialdemokratismens angreb på kommunismen fra højre med angreb fra ”venstre”. Den taler om permanent revolution, om ”proletariatets diktatur”, om nødvendigheden af et bolsjevikisk parti osv., men arbejder i praksis for at nedbryde de bolsjevikiske partier, socialismen og proletariatets diktatur, og for at sprede maksimal forvirring i de revolutionæres rækker.

Som international politisk strømning tilbyder den sit ”program for verdensrevolutionen” til arbejderklassen, ungdommen og de intellektuelle. Det har vist sig, at trotskismen i et vist omfang og i en vis periode kan bedrage unge mennesker uden solid revolutionær erfaring, og småborgerlige intellektuelle, som tiltrækkes af frasemageriet, afvisningen af arbejderklassens kampdisciplin og den småborgerlige blanding af radikale ”visioner” og reformistisk praksis – som det afspejles i trotskismens teori og program.

Alle kendsgerninger viser, at trotskisme ikke er ”revolutionær marxisme”, ikke ”bolsjevisme”, men småborgerlig antikommunisme.

Kronikserien bragt i sin helhed i det dengang revolutionære Dagbladet Arbejderen aug.-sep. 1995. Her er den oversat fra en let forkortet norsk digital udgave.  

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top