Bemærk at denne artikel er skrevet før oppositionen vandt præsidentvalget over kup-regeringen.
Med det fascistiske oligarkiske statskup i november 2019 blev den forfatningsmæssige orden i Bolivia sprængt i stykker, hvor de politiske repræsentanter for forretningsfolk og agroindustrien tilranede sig statsmagten. De kom til Palacio Quemado (regeringspaladset, oversætterens note) med Bibelen og trikolore-flaget; de sagde, at “Gud var vendt tilbage til paladset”, og at de havde genskabt ”demokrati”. I de ti måneder med “genskabt demokrati” har regimet tydeligt vist, hvad det forstår med demokrati – massakrerne i Sacaba og Senkata markerede begyndelsen. Indtil nu har regimet fastholdt åben krig mod “de vilde” (det vil sige arbejderne, bønderne, kommunister, venstreorienterede osv.) som sin måde at regere på.
Den form for demokrati, som den illegitime regering fremmer, sker ved at forsøge på at skabe kollektiv hukommelsestab. F.eks. at Leopoldo Fernández, tidligere præfekt for departementet Pando, som politisk ansvarlig for Porvenir-massakren (11. september 2008, med mere end 19 døde ifølge rapporten fra UNASUR) blev frikendt for alle anklager. Og at Branko Marinkovic, tidligere leder af Pro Santa Cruz Borgerkomité, den vigtigste forsvarer af den separatistiske terrorisme bedrevet i den såkaldte ”halvmåne” (2006-2008), ikke kun blev frikendt for anklagerne mod ham, men samtidig blev udnævnt til økonomiminister for regimet. Mange af dem, der er ansvarlige for privatiseringen af vores nationale virksomheder mellem 1985 og 2005, har i dag vigtige stillinger i den offentlige sektor.
De paramilitære grupper, der med våben, knive og baseballbat terroriserer bønderne, er dem, der forsvarer deres “demokrati”. Det samme er de undercover-agenter, der kaster tåregasgranater midt i valgkampen. Regimet retfærdiggør den bølge af terror, der blev udløst, med at de må forsvare deres” demokrati” for enhver pris med alle midler. Deres “demokrati” udsatte parlamentsvalget to gange efter aftale i den øverste valgdomstol under kommando af en amerikansk agent og under politi- og militær kontrol. Deres “demokrati” er ikke andet end friheden til at overdrage naturressourcer til højestbydende, til at privatisere statens aktiver og til at fratage mere end tre millioner børn og unge retten til uddannelse.
I dag ser regimet ud til at være rystet, med fratrædelsen af tre nøgleministre i præsidentens kabinet og med de offentlige udmeldinger fra de to største politiske partier (Demokraterne og National Enhed) i Añez’ alliance, om at de aldrig har været en del af regeringen, og at de ikke er ansvarlige for dens handlinger. Få timer efter fratrædelserne rejste to af regeringens stærke mænd til USA for at mødes med OAS, Den Interamerikanske Udviklingsbank og udenrigsministeriet for at søge hjælp. Efter en midlertidig enhed mellem landets borgerlige og oligarkiske fraktioner til at gennemføre kuppet, så er de interne kampe om den politiske magts overherredømme begyndt. Men de er klar over det mål, der forener dem – på ingen måde at lade den folkelige blok komme tæt på statsmagten. Modsætningen mellem borgerskabets handlinger, mellem den agroindustrielle fraktion i den østlige del af landet og den vestlige dels fraktion af mineejere er dialektisk; de vil lukke hullerne i egne rækker for at forhindre, at den folkelige bevægelse vokser.
Erfaringerne fra augustmobiliseringen
Efter kuppet i november 2019 nåede den lovgivende forsamling under kontrol af MAS-IPSP (Bevægelsen for Socialisme – Politisk Instrument for Folkets Suverænitet) frem til en aftale med de facto-regimet. De forhandlede om afholdelsen af nye valg på trods af blodet, der flød i gaderne for at vælte regimet. Betingelserne i aftalen garanterede, at alle de partier, der var registreret før valget i 2019, kunne deltage; det vil sige, at både MAS-IPSP og de små højregrupper har bevaret deres valgregistrering, mens nye politiske organisationer blev forhindret. Valget indkaldt til d. 4. maj blev udsat for første gang under påskud af COVID-19-pandemien til 6. september. Men i august erklærede regimet endnu en udsættelse til 18. oktober.
Ved den anden udsættelse af valget reagerede lederne af Enhedspagten[i] og i Central Obrera Boliviana [ii] [De Bolivianske Arbejderes Føderation], der opfordrede til nationale mobiliseringer med krav om afholdelse af valget 6. september. De mobiliseringer, marcher og vejspærringer, der spredte sig over hele landet, udviklede deres politiske opfattelse, og det første slogan om respekt for valget i september blev til et råb om Ud med Añez! Regimet forsøgte at fremprovokere konflikter ved at føre en karavane af lastbiler med ilt eskorteret af militærtanks rundt i hele landet, alle steder i blokaden blev folk mobiliseret til at tillade lasten med ilt at passere igennem uden at falde for regeringens provokationer. De paramilitære grupper angreb blokaderne efter aftale med regeringen.
Midt i konflikten bad Evo Morales, der befandt sig i Buenos Aires, de mobiliserede folk om at trække sig tilbage og droppe kravet om, at kuppræsidenten Añez skulle gå af, angiveligt for ikke at hindre valgprocessen. Et skridt, der uddybede kløften mellem fagforeningsbureaukraterne og de almindelige medlemmer i de folkelige organisationer. Det endelige resultat af konflikten var præget af endnu en forhandling mellem MAS-IPSP’s parlamentsmedlemmer og regimet, der godkendte valgdatoen den 18. oktober. Denne forhandling blev stemplet som forræderi af lederne af Enhedspagten og Central Obrera Boliviana, som samtidig opfordrede til at stoppe mobiliseringen og demonstrationerne.
Endnu en gang rejste folket – arbejderne, bønderne, de unge og kvinderne – sig og gik på gaden for at bekæmpe og konfrontere statens og den paramilitære undertrykkelse. Og endnu en gang forhandlede parlamentet med regimet bag folkets ryg. Det er en vigtig erfaring fra augustdagenes kampe, at kun et mobiliseret folk kan vælte dette regime; de folkelige organisationer, der er blevet overtaget af bureaukraterne, må ændres, den folkelige bevægelse kan og skal organisere sit legitime forsvar mod statslig undertrykkelse og de paramilitære grupper. Der er ingen anden måde: Kun folket kan redde folket!
Vores forslag: Byg et folkeligt demokratisk og nationalt alternativ til at sikre befrielse
Stillet over for ”oligarkernes demokrati” har vi et klart forslag – folkeligt demokrati. Det folkelige demokrati, som vi kæmper for, er ikke begrænset til at stemme hvert femte år i manipulerede valg; det er at give arbejderne mulighed for på alle områder at bestemme fra fabrikken, nabolaget, lokalsamfundet og helt op til statsniveau. For os er der ikke noget demokrati, så længe der er en håndfuld familier, der ejer landet, de store landområder, minerne, bankerne, fabrikkerne og medierne. Endnu mindre, når disse chefer smider hundredvis og tusindvis arbejdere på gaden midt i en pandemi, hvilket dømmer dem til at dø af sult. Bolivia vil ikke være demokratisk eller fri, så længe vi ikke overvinder den dominerende bolivianske nationalitets undertrykkelse af de oprindelige folk og nationer og sikre ligeværdige forbindelser. Disse forbindelser er mest synlige i den racisme, der trænger ind i vores socioøkonomiske struktur.
For os betyder folkeligt demokrati også behovet for ægte national selvbestemmelse over for udplyndring af vores ressourcer og imperialistiske røverier. Vores forslag går ud på, at ”dagsordenen fra oktober 2003” skal være opfyldt – en ægte nationalisering og industrialisering af vores naturressourcer. Vi foreslår en planøkonomi under arbejdernes kontrol, så vores land holder op med blot at være eksportør af råstoffer. Den nationale selvbestemmelse må også komme til udtryk i fødevareforsyningen, så vores landdistrikter ikke er bestemt til at skabe en genetisk modificeret agroindustri til eksport, men i stedet til at producere de fødevarer, som befolkningen har brug for.
Vi kæmper for et land, hvor vi arbejdere har et omfattende socialforsikringssystem, som sikrer adgang til sundhedspleje, anstændig pensionering, bolig og rekreation. Vi kæmper, fordi vi mener, at uddannelse, kultur og sport ikke skal være et privilegium for dem, der kan betale for det, men snarere er en menneskeret. Vi mener, at vi i et nyt samfund skal udrydde de sexistiske og patriarkalske strukturer, der kommer til udtryk i ulighederne mellem kvinder og mænd, den vold, der går så langt som kvindedrab og kriminaliseringen af retten til abort.
Det folkelige demokratiske og nationale alternativ for befrielse, som vi er ved at opbygge, har et klart mål – den videnskabelige socialisme, den første fase af kommunismen, fordi den type samfund, vi kæmper for, ikke er mulig, så længe der stadig er udnyttelse og undertrykkelse. Opbygningen af dette alternativ må ske på alle områder og klart vise forskellen mellem vores klasses forslag og den dekadence og bedrøvelighed, borgerskabet kan tilbyde.
Vi kommunister forsvarer og vil forsvare folkets ret til at gå til stemmeurnerne, så flertallet kan træffe beslutning om landets fremtid, og vi fordømmer tilhængerne af et kup for at tage magten gennem ny valgsvindel eller på anden måde. Det politiske projekt om arbejderklassens, bøndernes og befolkningerne nationale befrielse i Bolivia er ikke begrænset til stemmesedlen; det er et projekt med gennemgribende ændring af de uligheder, der findes i vores land. Den bevidste opbygning af dette finder sted i hver strejke, i hver blokade, i hver march, i hver forsamling, hvor den folkelige bevægelse lidt efter lidt genvinder sin klasses uafhængighed og styrke. Den kampagne af frygt og terror, som kupregeringen udløste, kan ikke fjerne håbet om at ændre vores land, om at opbygge et nyt samfund på den videnskabelige socialismes grund.
September 2020
Oversat fra Unity&Struggle nr.41
[i] Sammensætningen af Enhedspagten har skiftet over tid, men siden 2006 har den først og fremmest bestået af fem nationale organisationer: Sammenslutningen af Landarbejdere i Bolivia (CSUTCB), Den Nationale Sammenslutning af Oprindelige Kvinder i Bolivia, Bartolina Sisa, Den Syndikalistiske sammenslutning af Interkulturelle Samfund i Bolivia (CSCIB)
[ii] De vigtigste bondeorganisationer i landet, som oprindeligt dannede det politiske instrument, der blev MAS-ISPS.