Skip to content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Derfor kan kapitalismen ikke løse spørgsmålet om energi

Af Franz Krejbjerg, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Løsningen på dansk selvforsyning med billig og stabil energiforsyning findes. Teknologien er opfundet, produktionsmetoder og fabrikker er klar, alle kunne få varme og strøm, der var til at betale, fra rene vedvarende kilder.

Så hvorfor er der denne ekstreme ågerpris på energi, og hvorfor går udviklingen så langsomt, på trods af at klimakrisen og miljøproblemer og oliekrigene har stået på dagsordenen siden energikrisen i 1970’erne? Det korte svar er, at Dansk Industri har modarbejdet udviklingen, fordi de største virksomheder som Mærsk så en mulighed for kæmpe profitter, da de fik foræret adgang til olie og naturgas i Nordsøen. Det lange svar handler om, at EU har påtvunget medlemslandene en opsplitning og liberalisering af energisektoren, så profit og kontrol fosser ud til storkapitalen.

Kapitalismen står i vejen for vedvarende energi

Fakta er, alle kunne få billig strøm, og at størstedelen af samfundets elektricitets- og energibehov, fra husholdninger til kollektiv trafik, fra datacentre til industrien, kunne være dækket af vedvarende kilder for længe siden, hvis ikke monopolernes interesser beherskede samfundet. I stedet for en samfundsmæssig tilgang til samfundsmæssige udfordringer er magten overladt til private og statslige selskaber. Det betyder, at mindre virksomheder og millioner af husstande betaler en vilkårlig pris for den leverede strøm, sat hver halve time på ”el-børsen” efter et tilfældigt efterspørgselsbehov et eller andet sted i landet.

Før liberaliseringen var strømprisen udtryk for de samlede driftsudgifter ligeligt fordelt på årsplan. Afregning pr. halve time og andre markedsmekanismer giver voldsomme prisudsving, der er skadelige for både forbrugere og kraftværkerne.

Markedskræfternes konkurrence påstås at give den lavest mulige strømpris, men i praksis er resultatet det modsatte. Der sker nemlig det, at markedskræfterne slet ikke har interesse i at sælge billig strøm, og derfor opbygges forsyningen, så strømmen bliver så dyr som muligt. Det bør ikke komme som en overraskelse. Det er gang på gang dokumenteret, at privatiseringer af offentlig service fører til monopolisering, og i elmarkedet betyder det en tendens til fokus på profit og underinvestering i kapacitet og forsyningssikkerhed.

Mangel på strøm giver kort sagt bedre priser. Energimonopolernes tendens til at underinvestere i fremtiden betyder modsat, at de fortsat investerer i eksisterende fossilteknologi, fordi det øger profitten nu og her.

For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at energibehovet i dele af produktionen endnu ikke direkte kan elektrificeres, f.eks. produktion af gødning og anden kemi, stål og cement, fiskeri og oceangående fragtskibe og fly. Ikke desto mindre findes allerede teknologierne, der kan løse opgaverne med vedvarende energi. Det sker bare ikke, fordi kapitalismen regerer, og det betyder, at monopolkapitalen bestemmer, hvem der får adgang til finansiering.

Monopolkapitalens interesser bankes også igennem via statsmagtens organer og et utal af internationale aftaler med USA, EU, osv. Alt sammen giver garanti for, at der ikke investeres i grøn forskning og produktion, uanset om det er i samfundets interesse, fordi det saver den gren over, monopolerne selv sidder på.

Under socialismen er kapitalismens håbløst tilbagestående samfundsmodel skiftet ud med en samfundstype, der vil afskaffe den private ejendomsret og alle internationale bånd, der binder landet til en bestemt politik. Under socialismen vil samfundet derfor få kontrol over den akkumulerede kapital, og demokrati og videnskab vil herske over ressourcerne og bestemme, hvad der skal investeres i.

Adgang til strøm er en samfundsmæssig nødvendighed

Siden midten af 1800-tallet har elektrificering spillet en stadig voksende rolle i samfundsøkonomien i alle industrialiserede lande. En af de første kommercielle udnyttelser af elektromagnetismen herhjemme i Danmark var den internationale telegraflinje, der blev oprettet i 1854. I 1882 var Carlsberg-bryggerierne blandt de første til at få indlagt strøm til belysning, til det formål måtte fabrikkerne importere og installere deres egen generator, der blev drevet af en dampmaskine. Allerede i 1899 var København en af de første byer i Europa, der afløste heste og indførte elektriske sporvogne. En omstillingsproces, der blev gennemført på få år.

Før en ny teknologi bliver til en industri, skal der udvikles et produkt, der er nyttigt og praktisk og til at betale, og for at få gennemslag skal det kunne produceres i et stort nok antal. Adgang til strøm i begyndelsen af 1900-tallet åbnede døren til en uendelig lavine af nye produkter. Samtidig revolutionerede adgang til strøm industriproduktionen. I praksis har udviklingen betydet, at adgang til strøm er blevet til en samfundsmæssig nødvendighed. I dag drives alt af strøm, fra industri til hospitaler til underholdning, og det mindste blip i forsyningen kan lamme hele samfundet.

I parentes skal det bemærkes, at der parallelt skete en udvikling af teknologier som bygas og dieselmotorer. Ved århundredeskiftet var verdens storbyer og industrinationer for alvor på vej ind på den teknologiske bane, der kom til at forme de gigantiske monopoler, der siden har været med til at sætte verdensdagsordenen med hjælp af kæmpe profitter fra stål, kul og olie.

Den nye energikrise

Ser vi tilbage på de tidlige 1970’ere, så var Danmark dengang et land, hvor halmen blev brændt af på markerne, og sporvognene blev indstillet for at give plads til privatbilismen, naturgassen blev betragtet som et affaldsprodukt, der blev brændt af ude ved boretårnet, og spildevandet blev mere eller mindre ledt direkte ud i åerne og havet.

Det var først for alvor med oliekrisen, og efter stort folkeligt pres, at samfundet langsomt begyndte at lovgive om efterisolering af husene, og udbygning af fjernvarme skete til andet end de nybyggede forstæder. Fra begyndelsen af 1980’erne skete der en hurtig udvikling af vindmøller og en udbygning med lokale biogasanlæg og kraftvarmeværker, og der kom fokus på at genopdage spildevand og affald som en ressource.

Da politikere som Thatcher og Reagan kom til magten i hele den vestlige verden, blev en lang række af 1970’ernes relativt fornuftige energibeslutninger lynhurtigt rullet tilbage. Derfor er jernbanerne i Danmark f.eks. stadig ikke elektrificeret, mere end 40 år efter beslutningen blev taget første gang, mens andre tiltag blev gennemført og nu hænger som en økonomisk lænke om halsen. Det drejer sig f.eks. om udrulning af naturgas, hvor statsgælden til infrastrukturen løber frem til 2035 og betales af slutbrugerne i form af afgifter.

Helt galt er det gået, siden EU krævede, at medlemslandene skulle liberalisere energimarkedet. Det har betydet en lang række destruktive forhold, f.eks. at kraftvarmeværker skulle se på fjernvarme og el som adskilte forretninger, at afbrænding af affald gik fra at være en praktisk nødløsning til at være en forretning, og at energiproduktion, distribution og salg skulle udskilles i selvstændige enheder. Som nævnt tidligere er det alt sammen metoder til at skjule omfordelingen af penge fra forbrugere til storkapitalen.

 Nu står verden og Danmark midt i en ny energikrise, der er udløst af både imperialistiske og økonomiske interesser i forsyninger – og i deres afbrydelse. Det ses tydeligt, at kampen om gasforsyninger er en væsentlig del af krigsførelsen i Ukraine. Både fra EU, fra USA og fra Rusland bruges energiforsyninger i det imperialistiske spil, og alle metoder tages i brug for at presse på for en bestemt politik. USA, NATO og EU har gennem sanktioner forsøgt at ramme russisk økonomi, og Rusland har gennem begrænsninger af forsyninger af gas forsøgt at presse deres dagsorden igennem.

Metoderne til at bremse forsyninger omfatter også sabotage. Senest er olie- og gasrørledninger fra Rusland sprunget i luften, hvilket afskærer forsyningerne til EU. Samtidig holder OPEC-landene igen med at øge produktionen. Tyskland og EU ligger i praksis, som de selv har redt. Efter årtier med manglende investeringer til selvforsyning og vedvarende energi er man afhængig af energi fra Mellemøsten og USA.

Det betyder, at den eneste sikre økonomiske vinder i krigen om Ukraine er den fossile sektor. Dette lønsomme projekt har den danske regering set på med slet skjult begejstring: Dels giver det en god forretning til den nye norske naturgasledning tværs gennem Danmark ned til Polen, hvor staten får et provenu, dels håber regeringen på, at Tyrafeltet fra 2023 kan levere dansk naturgas til det lukrative tyske marked.

Termodynamikken viser vejen

For at forstå energipolitik må vi også opholde os kort ved den basale videnskab. Elektrisk energi kaldes arbejde, hvilket er den højeste form for energi, jævnfør termodynamikkens love, hvor varme er den laveste form, som alle andre former kan omdannes til.

De fleste politikere lader, som om kemisk energi og elektrisk energi er sammenlignelige, og blander ofte begreberne sammen i debatter om omstilling til vedvarende energi. Formålet er at fremstille et skifte som værende umuligt og dyrt. Men da strøm er arbejde, kan det omdannes næsten 100 procent til mekanisk energi i en motor. Kemisk energi i form af f.eks. diesel omdanner kun ca. 30 procent til bevægelse, resten af energien reduceres til varme. Der skal altså tre gange så meget energi til, når den antager diesel-form, for at opnå samme mængde mekanisk energi.

Varmer man en bygning op med en varmepumpe, skal der kun bruges 20 procent elektrisk energi i forhold til den kemiske energi, der skal brændes af i et oliefyr.

En primær kilde til strøm i dag er kraftvarmeværker. Da de fylder meget og er dyre at opføre, er det ofte en meget langsigtet beslutning. Omkostningerne skyldes også, at de store kraftvarmeværker bygges med egen havn og derfor med nem adgang til havet, fordi der skal sejles store mængder kul ind. Det behov er ikke blevet mindre, efter at de danske kraftværker skiftede fra kul til træpiller.

Gælden afdrages af forbrugerne over 40 år, derfor er ejendomspriser og gælden i alle typer af kraftværker og tilhørende anlæg, og deres forbindelser og fjernvarmerør, ofte en forhindring for hurtig omstilling.

En del af strømmen, som et traditionelt kulkraftværk producerer, går til eget forbrug. Det vil sige til at drive selve kraftværket, pumper og nedkøling og alt muligt andet. Der er gerne et tab til eget forbrug og til transmission på 20 procent. Det samme gælder atomkraftværker. Helt slemt bliver det selvfølgelig, hvis man også medregner den energi, der er gået med at fremskaffe, transportere og forarbejde råvaren, der smides i ovnen.

Fission kernekraft, som mange i øjeblikket snakker om at genoplive, er ikke vedvarende ren energi. Der er ikke ubegrænsede mængder af uran på Jorden, og grundstoffet findes kun i bestemte lande, det er et farligt og forurenende arbejde at grave op, og det er strømkrævende at raffinere og producere brændselsstave.

Både når det kommer til konstruktionsomkostninger og drift har de vedvarende kilder nogle åbenlyse fordele. De koster betydeligt mindre at opføre, der er intet egetforbrug under drift, der skal ikke hældes brændsel på, og der er betydeligt mindre vedligeholdelsesarbejde. Og anlæg kan placeres i umiddelbar nærhed eller på taget af det sted, strømmen skal bruges. Og der går ikke store mængder energi tabt til varme i en forbrænding for at producere strøm.

Kilderne til vedvarende energi findes

De rene vedvarende energikilder til at generere strøm kan beskrives som vand, vind og sol, og dertil også biomasse. Men der er yderligere et par helt centrale komponenter, der skal til, nemlig et gennemtænkt el-transmissionsnet til transport af strøm og batterier til opbevaring af strøm, og lavenergibygninger. Uden alle disse dele kan vedvarende kilder ikke levere stabil strøm hele året under alle forhold, hvilket er afgørende for et moderne sundhedsvæsen, teknologi og industri.

Vandkraft

Vandkraft er lagt det mest fordelagtige, fordi der er en indbygget buffermulighed, i og med at man kan løfte vandspejlet, når der ikke er brug for strøm. Vandkraft fungerer derfor perfekt for elnettet, men der er store omkostninger ved etablering, og der er en stor miljøpåvirkning. Det er heller ikke helt uden risiko: Der er eksempler på uheld, når det regner for meget. Når markedskræfterne overtager, bestemmer deres grådighed, og der er eksempler på, at de hæver vandspejlet for meget for at gemme vandet, til prisen er rigtig. Det har resulteret i tilfælde med massive oversvømmelser i Sverige. Det modsatte sker, når det regner for lidt; tilbageholdes vand, kan det betyde en økologisk katastrofe for resten af floden. Danmark har en lille mængde vandkraft, og den kunne godt udvikles og udbygges, men det går desværre i øjeblikket i retning af afvikling. En helt central barriere er, at EU-lovgivningen om det frie el-marked sætter en begrænsning på brug strøm fra kommunale vandkraftværker og solcelleanlæg.

Vindkraft

Vindkraft kan kun sende strøm ud på nettet, når det blæser, men hvis der ikke er behov for strøm, når det blæser, så må møllerne standses. Til gengæld, hvis der er behov for strøm og det ikke blæser, så er det bare ærgerligt. I Danmark er der vindmøller nok til, at et kraftigt blæsevejr producerer al den strøm, der er brug for. Kapaciteten er så udbygget, at møllerne omkring 25 procent af tiden faktisk bliver nødt til at neddrosle, fordi der ikke kan aftages mere strøm. I stedet for at udbygge med vindmølleparker med batterier er der i stedet brugt gigantiske summer på at udbygge et internationalt højspændingsnet, der både vil gøre strømmen dyrere og fortsætte afhængigheden af fossile kilder.

Der findes også relativt billige og støjsvage husstandsvindmøller, der desværre ikke har så stor udbredelse. De er underlagt nogle restriktioner, så de kun må være 25 meter i højden, hvilket gør dem uegnede til placering i byområder, fordi de skal have fri udsigt til blæsevejr fra hele vingefanget, hvis de skal kunne tjene sig hjem.

Helt idiotisk er det, at vindmøller står stille i Danmark, selvom der er behov for strøm. Det kan ske, hvis det blæser i Tyskland og Danmark på én gang, fordi den tyske regering giver et fast tilskud til vindmøllestrøm, hvis møllen står i Tyskland. Kan danske mølleejere få betaling for at standse produktionen, så de tyske kan køre videre og indkassere statsstøtte. EU-liberaliseringen betyder jo ikke, at man er tvunget til at sælge sin grønne strøm, hvis man kan få flere penge for at lade møllerne stå stille.

Solceller

Solceller virker kun, når solen skinner, og solcellerne peger mod solen. Mange danske kommuner har givet lov til at plastre landbrugsland til med solcelleparker, men uden at der er styr på infrastrukturen eller garanti for lokal afsætning af strømmen. Solceller er de seneste ti år faldet dramatisk i pris og er blevet den absolut billigste løsning til at producere strøm, der overhovedet findes på markedet. Men gevinsten forsvinder for klima, natur og samfund, hvis de fylder op på markerne og der skal investeres i at transporteres strømmen ud i højspændingsnettet, igen uden sikkerhed for, at der er brug for strømmen, når solen skinner.

Et tilsvarende problem er, hvis der etableres vindmøller langt væk fra by og industri; det betyder uforholdsmæssigt store investeringer i højspændingsmaster.

Biogas

I Danmark findes der også vedvarende energi i form af biogas og biomasse, herunder restaffald. Biogas kan opgraderes til naturgas og bruges som til nødforsyning, men på sigt vil det ikke kunne betale sig i forhold til vind og sol. Til gengæld er der gode muligheder i den kemiske industri og i cement- og stålproduktion, hvor el ikke helt slår til.

Batterier

Skal vedvarende energi udbygges til at dække 100 procent, er batterier nødvendige, ellers skal der opsættes mange gange så mange solceller og vindmøller og vandkraftværker, som der er brug for, fordi der er så store udsving i de mængder nedbør, vind og sol, naturen leverer. Overskudsstrøm kan også sendes nedad i energikæden og bruges til opvarmning af fjernvarme. Men set fra termodynamikken er det en dårlig energiforretning at bruge strøm på en stor dyppekoger.

Batterier er i stedet det manglende led, der kan bevare elektricitet som arbejde ved at samle strømmen op, når der produceres, og sende den ud på nettet, når der er brug for den. Batterier kan samtidig placeres decentralt, så transport af strøm ikke kræver dyr udbygning af infrastruktur, som man skal huske samtidig er tabsgivende. Batterier kan både virke, der hvor strømmen bruges, f.eks. i beboelseskvarter, hvor der er brug for mest strøm til aftensmaden, og til produktionsstedet, hvor vindmøller og solceller kan lade batteriet. Strømmen kan sendes videre i en konstant mængde eller koble hurtigt ind i tilfælde af nedbrud andre steder i nettet, og kan simulere den inerti hjælpe med at stabiliserer frekvensen på el-nettet, der i dag er en funktion der kommer fra de store, tonstunge kulfyrede dampturbiner i kraftvarmeværkerne.

Konklusionen er altså, at det bl.a. er mangel på batterier, der begrænser udbygningen af sol- og vindenergi. Derfor må spørgsmålet stilles om, hvorfor af Dansk Industri og skiftende regeringer kategorisk har afvist batterier, mens de i stedet har udbygget med højspændingskabler og transformerstationer og fremlagt forkromede planer om ”energiøer” og fantastiske fantasier om brint og Power to X. Sandheden er, at monopolerne forsøger at bevare deres profitter og kontrol, som den eksisterende energiforsyning og -udbringning giver.

Power to X ses som win-win af industrien og politikerne, fordi uanset om deres investeringer og forsøg lykkes en gang i fremtiden, eller det ”bare er” massiv statsstøtte til en blindgyde, så trækkes tiden ud, mens politikerne på den anden side kan stille op til gruppebilleder med et smørret smil, mens de kan hævde, at de skam følger planen om at blive CO2-neutrale, så hurtigt det er muligt.

Konklusionen er, at ren energi og forsyningssikkerhed og en total elektrificering af samfundet med stabil billig strøm er samfundsopgaver, som kapitalismen ikke kan eller vil løse. Og det bliver heller ikke løst af den kapitalistiske stat og det statsejede energiselskab, der er underlagt markedskræfterne.

Teknologiske fremskridt og socialismen

Marx’ og Engels’ tid var de borgerlige revolutioners tid. De så med egne øjne kapitalismens fremkomst og en lang række af de videnskabelige fremskridt og den ingeniørmæssige viden og teknologi, der blev bygget.

Marx beskrev i Kapitalen, hvordan de nye opdagelser og landvindinger konstant førte til, at gamle produktionsmetoder blev overgået, og de, der ikke kunne følge med, gik fallit. Engels sammenfattede erfaringer fra videnskaberne og beskrev, hvordan menneskehedens forståelse af naturkræfterne sker i spring, og det har direkte indflydelse på udvikling af produktivkræfterne og klassesamfundet og dermed historien.

Men kapitalismen gjorde aldrig op med religion og reaktionære ideer. Først med socialismens første land, Sovjetunionen, blev videnskaberne for alvor sat fri. Lenins bog Materialisme og Empiriokriticisme gennemgår, hvordan marxismen anskuer den videnskabelige metode, og hvordan socialismen må gøre op med alle religiøse forestillinger om materien, der fortsat hersker. Lenin skrev selv i forordet, at hans hensigt var at give en hjælp til indføring i marxismens filosofi, i den dialektiske materialisme samt i de filosofiske følgeslutninger af naturvidenskabens nyeste opdagelser.

Det socialistiske Sovjetunionen viste i praksis i sin korte levetid, fra 1917 til midt i 1950’erne, hvordan marxismens tilgang førte til hurtige teknologiske fremskridt inden for mange felter, der overgik datidens mest fremskredne kapitalistiske økonomier. Disse landvindinger skyldes ikke bare den rigtige metode, nysgerrighed og interesse, men også at der var et marxistisk-leninistisk parti i ledelsen med klar forståelse af, at socialismen må mestre alle videnskaber og sætte dem i menneskehedens tjeneste.

Hvis man læser Stalins beretninger, kan man se, at socialismens økonomi også handler om planlægning og prioritering af den kapital, der var til rådighed. Femårsplanerne som metode handler ikke kun om forbedringer af levevilkår og produktiviteten på eksisterende fabrikker, men om en konstant transformation af hele samfundet, fra ombygning til sværindustri til fremme af ingeniøruddannelse.

Det er samme dialektiske materialisme og samme type principper som i Lenin og Stalins Sovjetunion, der er udgangspunkt for alle fremtidige socialistiske lande: proletariatets diktatur, med klart videnskabeligt grundlag og en demokratisk plan for brugen af samfundets ressourcer til samfundets bedste.

Oktober 2022

 

 

Baggrundslitteratur 

Hydrogen Science Coalition: Brint kan ikke bruges til opvarmning og transport, men egner sig fint til stålværker og enkelte andre kemiske processer.

Vindmøllecirkulæret begrænser totalhøjden af hustandsmøller til 25 meter. Læs mere hos Grønkjærs Maskinværksted.

http://thymoellen.dk/

 

Økonomien er bedre i vand-, vind- og solenergi end alle andre energikilder.

Empirically grounded technology forecasts and the energy transition

https://www.cell.com/joule/fulltext/S2542-4351(22)00410-X

 

Danmark har mere end 40 års erfaring med biogasanlæg, og udspredning af restproduktet som gødning på landbrugsjorder.

affald – lemvigbiogas.com

Derfor står danske vindmøller bomstille, når det blæser.

https://www.dr.dk/nyheder/landmand-loefter-sloeret-mystisk-faenomen-derfor-staar-vores-vindmoeller-bomstille-naar-det

 

Note om gæld i gasinfrastrukturen

Afdrag på etablering af infrastrukturen til udbringning af gas er med til at holde udviklingen tilbage. Den infrastruktur blev udbygget i 80’erne og er langtfra betalt af. Til gengæld har regeringen frem til i år fastholdt kunderne i afhængighed og smølet med at udbygge med f.eks. fjernvarme.

De historiske aktiver inkluderer de store etableringsinvesteringer, der blev gennemført fra midten af 1980’erne og frem til 2004, hvor man grundlagde hoveddelen af infrastrukturen. I det regulatoriske regnskab afskrives værdien af aktiverne ofte over 40 år. Det er forskelligt hos de tre selskabsejere, hvornår de historiske aktiver endeligt vil være afskrevet, men i 2035 vil det gælde for hele den historiske aktivbase, at den vil være regulatorisk afskrevet, og man kan se bort fra denne. Alene det vil medføre en sænkning i omkostningsbasen på 575 mio. kr. svarende til 47 % i forhold til i dag.

Analyse nr. 17 Gassystemets fremtid og udfasning af naturgas.pdf (danskenergi.dk)

Klassekamp – Revolution – Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål – Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top