skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Det fascistiske udyr og dets arvtagere på fremmarch

Af Raul Marco, Spaniens Kommunistiske Parti (ML) – PCE (ML)

”At skrive for folket tvinger os til at gå ud over vores eget lands grænser, det handler også om at skrive for folk fra andre racer, andre lande og andre sprog.”

”Pas på emnet ’folkemasserne’. Mange mennesker bruger det i dag i den bedste mening uden at være klar over, at udtrykket stammer fra fjendens lejr:

Fra det kapitalistiske borgerskab, som udbytter folk og har brug for at nedgøre dem, og fra kirken – en magtorganisation – der mere end én gang har udråbt sig selv som den ophøjede institution til massernes frelse.

Pas på, masserne frelses ikke af nogen, men de kan altid skydes på.”

(A.Machado, august 1937)

Jeg starter denne artikel med citatet fra folkets Machado, som advarede om, at vejen frem banes ved at gå den. Det vil sige, at intet er gjort, men at alt skal gøres. Det er et emne, der allerede blev rejst internationalt før fascismen i de europæiske lande og Amerika offentligt tonede frem, fordi den aktuelle anerkendelse af nazi-fascisme er skjult (og er det stadig i mange lande), kamufleret i partier og andre typer af organisationer, pseudodemokratiske, solidaritetsgrupper osv. Det er den helvedes situation i det spanske monarki, domineret af Franco og hans marionetdukke, med en skændig underkastelse fra nogle og en lige så skændig medvirken fra andre.

Spanien, hvor francoregimet og dets mest vulgære støtter sad skjult i toppen af det nuværende PP (som kynisk beskriver sig selv som ”folkets” parti), hvor folk sad på ansvarsfulde poster i årevis i organer kontrolleret af PP. Sådan er det med Abascal, den nuværende caudillo – ”Der Führer” – af det nazi-fascistiske parti Vox. Genopblomstringen af organisationer på det yderste højre var forventet. Det er rigtigt, at disse organisationer opererer åbent i visse lande, hvor de benytter sig af de aktuelle love. Det drejer sig om National Front i Frankrig, som i mange år blev ledet af Jean-Marie Le Pen, efterfulgt af hans datter, Marine, som gav organisationen et nyt navn, National Samling. Den slags organisationer eksisterer i Tyskland, England og adskillige andre europæiske lande, i Nord- og Sydamerika, hvor den seneste eksponent er Brasilien med møgdyret Bolsonaro.

Men nye organisationer dukker op eller bliver forstærket og indtager poster i regeringer, fx Salvini i Italien, hvor han er formand for Lega Nord og minister i regeringen; Enkre-partiet (”Det konservative folkeparti”) i Estland med lederen Mart Helme; i Grækenland Gyldent Daggry med formand Nikolaos Michaloliakos; i Ungarn Viktor Orban, som er regeringsleder og fortaler for ”etnisk udrensning”, antisemitisme, fremmedhad; i Polen Mateusz Morawiecki, som propaganderer for ”et kristent Europa, som skal forsvares”.

Endnu en fremmedhader, racist osv. er hollænderen Thierry Baudet, som er leder af gruppen ”Forum for Demokrati”. Hvad er demokrati for disse ultra-højrefolk?

Disse partier og organisationer har en fælles interesse i en besættelse, en farlig besættelse, som begynder at tage form i praksis: at stoppe migration, specielt fra muslimske lande, fordi ”de er en fare for den kristne europæiske civilisation”, og desuden ”stemmer de som regel venstreorienteret”. Grunde, der er mere eller mindre klart udtrykt af FIDESZ-partiet i Ungarn og Lov og Orden-partiet i Polen.

Denne propaganda:

”Legitimerer den racistiske og fremmedfjendske tale, hvor de andre – som regel mørklødede – er en trussel … Islamofobi er blevet helt normalt gennem mange udtalelser fra politiske ledere, der ikke (åbent) opfordrer til mord på muslimer, men de siger meget direkte, at de er et problem og en trussel. Attentatet i Christchurch (New Zealand, marts 2019) gjorde det klart i en tekstbesked:

Vesterlændinge er nødt til at knuse immigrationen, deportere ikke-hvide og få flere børn for at forebygge den hvide races undergang. Det er den sang, vi i lang tid har måttet høre på i de vestlige lande. Også i Spanien.” (Inigo Saenz de Ugarte, Eldiario.es, 16. marts 2019)

Situation er virkelig bekymrende. Der er tale om etableringen og væksten af nazi-fascistiske partier og grupper, som i Europa er understøttet, stimuleret og guidet af Trumps agenter som fx hans rådgiver Steve Bannon, som med base i Rom modtager de europæiske fascistledere som Salvini, Orban og andre, herunder også lederne af Vox.

Som et eksempel på, hvor reaktionær og paranoid USA’s præsident er, noterer vi os, at vice-udenrigssekretæren hos Vox, Ivan Espinosa de los Monteros, i marts i år var på rundtur til Washington, New York og andre dele af USA for – med egne ord – ”at etablere og styrke båndene mellem Vox og Trumpadministrationen” (Diario El Mundo, marts).

Ifølge Espinosa de los Monteros har Vox kontorer i New York, Houston (Texas) og Miami (Florida), og han tilføjer, at de også har kontorer i London, Paris og Frankfurt, og snart vil åbne nye afdelinger i Chicago, Washington og Californien. Det er vel unødvendigt at spørge, hvor midlerne til disse aktiviteter kommer fra for et parti, der dukkede op for ganske få måneder siden.

I Spanien opsamler fascismen en vis styrke hos pjalteproletariatet, deklasserede arbejdere og hos det evigt vaklende småborgerskab, hvis højeste ønske er at ophøre med at være små og derfor kysser røv på oligarkiet. Højrepartierne og de ekstreme højrepartier går sammen og samarbejder på trods af deres indbyrdes uoverensstemmelser (Folkepartiet, Borgerpartiet og Vox), og de bliver støttet af dele af hæren, af højtplacerede militære rangspersoner, støtter af Franco-regimet, som har et nostalgisk forhold til diktaturet. Vi står over for behovet for en folkelig enhed, en folkefront, eller hvad vi nu vil kalde det, for at kunne handle imod reaktionen. Og man kan ikke ignorere Socialdemokratiets meget tvetydige rolle, som i større eller mindre grad i disse 40 år med såkaldt overgangsperiode har svajet frem og tilbage, men altid mod det spanske folk – åbent eller forklædt – og altid til fordel for oligarkiet og imperialismen (USA, NATO, EU osv.).

Alle analytikere udtaler, at vi er på vej mod en større krise med værre konsekvenser for de arbejdende masser end krisen fra 2008 til nu. Oligarkiet prøver altid og uden undtagelse at placere konsekvenserne af dets egne kriser på ryggen af arbejderne, på folket i almindelighed. For at sikre det tøver de ikke med at vedtage love, undertrykke modstanden, indføre redskaber til forsvar for egne interesser, opnå større profitter osv. Vi, folket, betaler og lider under kriserne, mens dele af oligarkiet beriger sig selv og genvinder ”deres tab” ved at stikke snablen i statskassen (som altid er offentlige midler) med den såkaldte ”reptil-fond” til finansiering af særlige private projekter. Med krisen stiger støtten til de store banker, hvis ledere bruger alle slags tricks og manøvrer (sagerne omkring ledelserne af Santander Bank, Bilbao-Vizcaya, Bankia osv.).

Vores parti, PCE (ML), udsendte i januar i år et internt papir til vores medlemmer, hvorfra jeg citerer nogle udpluk:

–   ”Vores parti advarer mod faren ved en kombination af to faktorer: den dramatiske sociale nedtur, som millioner af familier har oplevet, samt skuffelsen, utilfredsheden (igen) og den indignation de føler, når de oplever, at dem, der skulle forestille at ”tage himlen med storm” (Podemos), bare er et bluffnummer, mere af det samme. Begge faktorer kan komme til at skubbe dele af de den brede befolkning i armene på fascismen og gøre andre passive. Ved valget i Andalusien den 2. december 2018 var der 41,35 % sofavælgere (5 procentpoint mere end i 2015), og VOX fik 400.000 stemmer, 10,97 % og 12 pladser i lokalparlamentet. Når utilfredsheden og indignationen ikke fører til et revolutionært udtryk, fører det til et reaktionært udtryk. Situationen, hvor hundredtusinder fra arbejderklassen oplever fattigdom, elendighed og glemsel, har medført, at de mest tilbagestående grupper støtter Vox.

–   ”Venstrefløjen generelt, og især den institutionaliserede venstrefløj (som har et større ansvar), ekskluderer befolkningen fra at deltage i politik, enten ubevidst eller bevidst (på grund af uformåenhed, mangel på forståelse eller frygt). Den har opgivet eller ”overladt” de folkelige områder til det ekstreme højre. I tilfældet Andalusien ser vi en region med den højeste arbejdsløshed og sociale ulighed.

–   Andalusien har en arbejdsløshed på 22,9 %, og den stiger, jo længere vi bevæger os mod syd til byerne Vejer og Barbate (Cadiz), med henholdsvis 40 og 45 % … Mange arbejdsløse ser immigranterne som konkurrenter. Og det er de virkelig, fordi deres usikre situation og næsten slaveri tvinger dem til at sælge deres arbejdskraft til en meget lav pris, hvilket på den ene side gør arbejdsgivernes produktionsomkostninger lavere og på den anden side trækker lønningerne nedad.”

Denne situation tvinger os til at handle beslutsomt, dristigt og tydeligt. Vi må arbejde endnu mere end nu for at fremme den politiske, folkelige, bevidste enhed, kæmpe for en folkefront. Vi må med vores kampvillige kommunistiske aktiviteter sikre, at arbejderklassen får den kæmpende enhed, som kun kan nås uden kompromiser med de kræfter, der prøver og gerne vil sabotere den kæmpende folkelige enhed, som situationen kræver. I dette arbejde, som ikke er let, og som kræver daglig kamp, må ungdommen fra by og på land spille en afgørende rolle. Det er en kamp, der også vedrører den progressive intelligentsia og dele af småborgerskabet.

For at opnå denne folkelige enhed må vi erkende de nuværende svagheder, der omfatter – og det er ikke en ubetydelig faktor – den organisatoriske splittelse, forskellighederne mellem ”proletariske, revolutionære, kommunistiske” og andre partier og organisationer. Dette problem er desværre ikke kun et spansk problem. Det er et reelt problem, der ligger tungt over arbejderklassen og de folkelige bevægelser. Men vi hverken kan eller vil lade os paralysere eller lade os påvirke af det eksisterende problem. Vi må tage fat om problemerne, deltage i diskussionerne og prøve at nå til enighed. Det er ikke let, vi støder på holdninger, der ikke forstår eller ikke ser alvoren i situationen. Det er derfor nødvendigt at have åbenhjertige diskussioner, nå enhed på vigtige områder og skubbe forskellighederne i baggrunden. Vores faste principper (som ikke er til forhandling) må ikke føre os ud i taktisk usmidighed, en stivhed, som forhindrer eller forbyder enhver slags aftale. Fasthed på principperne, ja, men også taktisk fleksibilitet for at opnå enhedsaftaler.

Jose Diaz kommenterede generalstrejken i oktober 1934 og understregede deltagelsen af:

”Den spanske arbejder, den catalanske arbejder, den baskiske arbejder, den galiciske arbejder, kort sagt arbejdere fra alle dele af Spanien strømmede ud i gaderne for ved generalstrejke og oprør at forhindre fascismens fremgang. … Den kamp lykkedes til fulde i Asturien, fordi de vidste, hvordan man marcherer sammen. … Arbejdernes og bøndernes kraftfulde fane vejede i triumf … men vi må aldrig glemme, at vore brødre kæmpede sammen, og det var sådan, de fik succes. Kommunister, socialister og anarkister kæmpede skulder ved skulder. Af den grund skal den forenede front blive en realitet, enhed i kampen må sikres, hvis vi vil vinde.” (”Three Years of Struggle”, Ediciones Espana Popular, Mexico 1942)

Selvfølgelig er der gået mange år, og betingelserne og situationen er generelt ikke den samme, men kampen for enhed er stadig bydende nødvendig. Det er virkelig afgørende, det er ikke en nem opgave, der er mange faldgruber, som skal undgås, åbenlyse uenigheder, stejle positioner, der skal gendrives bare for at organisere almindelige aktiviteter på særlige tidspunkter som fx 1. maj eller Republikkens Dag den 14. april. Det er fint nok, men ikke tilstrækkeligt, situationen kræver mere end det.

Verdenssituationen er uhyre kompleks. Vi ser de tiltagende inter-imperialistiske modsætninger og modsætningerne mellem supermagterne og de såkaldt ”fremstormende” lande. Regeringer øger deres militære budgetter for at kunne føre krig i Syrien, Yemen og adskillige afrikanske lande, hvor hære fra Frankrig, USA og Spanien blander sig på forskellige niveauer. Også det zionistiske Israel – beskyttet af den paranoide Trump – øger sine aggressioner mod palæstinenserne, besætter nye landområder, og på det seneste annekterer Golan-højderne med Trumps velsignelse osv.

Det er et udtryk for inter-imperialistiske modsætninger, men det er folkene, de mest sårbare dele, der lider under de frygtelige konsekvenser, sønderbombningerne af deres lande med tusinder og atter tusinder af døde til følge. Vi kommunister er foruroligede, fordi modsætningerne mellem de kapitalistiske styrker og lande – uanset hvor udviklede de end er – hverken mindsker eller fjerner den altid eksisterende modsætning mellem proletariatet og kapitalen. Klassekampen forsvinder ikke, den skærpes tværtimod. De fascistiske grupperinger, som Vox i Spanien, dukker frem, når borgerskabets privilegier og magt er i fare, når deres love ikke længere er nok til at dominere arbejderne og de folkelige masser. I den sammenhæng er det værd at ihukomme Georgi Dimitrovs advarsel:

”Fascismen er ikke kun antikommunistisk, den er også antifolkelig. Dens opgave er at sikre succes for kapitalens politiske kamp, sikre den kapitalistiske minoritets udbytning og udplyndring af de folkelige masser og styrke denne minoritets dominans over den folkelige majoritet.” (Selected Works, Vol.1, Foreign Language Books, Bulgarien. Oversat fra spansk)

“Ingen generel karakteristik af fascismen – uanset hvor korrekt den fremstår – kan befri os fra nødvendigheden af at studere og regne med forskellige udviklingsscenarier for fascismen og forskellige former for fascistisk diktatur i forskellige lande og i forskellige stadier.” Sådan en ”fjende må vi kende til. … Vi må reagere på dens forskellige manøvrer, afdække dens skjulte træk, være beredt til at slå den tilbage i enhver sammenhæng…” (The United Front, Red Star Publishers edition, 2013)

Det er en hovedopgave at mobilisere og forene arbejderklassen, de folkelige klasser og de progressive dele af småborgerskabet. Men tag ikke fejl af, at arbejderklassen ikke er én homogen enhed med ensartet opbygning og struktur. Der er pjalteproletariatet, deklasseret, fordærvet, der har forrådt sagen.

Og der er de indifferente, den landeplage, om hvem Gramsci udtalte:

”Indifference er apati, det er parasitisme, det er fejhed, det er ikke-liv. Indifferencen er historiens dødvægt … den er det, der ikke kan blive sagt, den er det, der ændrer programmer, den er det, der udsætter den bedst forberedte plan, den er det rå materiale, der gør oprør imod intelligens og kvæler den. Jeg lever, jeg er partisan. Derfor hader jeg dem, der ikke vælger side, dem, der er indifferente.”

På trods af alting, så er den bevidste ”partisan”-arbejderklasse hovedelementet i den uundgåelige klassekamp. Hvis man ikke tager højde for det eller ignorerer det, så leder det til lammende eklekticisme, eller endog til idealisme. I den sammenhæng er det værd at huske, at ”dialektik er konkret og revolutionær. Eklekticisme og sofisme slører alt, der er konkret og præcist i klassekampen.” (Lenin: Den proletariske revolution og renegaten Kautsky)

At opnå aktionsenhed i arbejderklassen mod fascismen, at arbejde for den forenede front er ikke en nem opgave eller noget, der kan udsættes, indtil det er for sent. Det kan ikke gøres småt, det kræver anstrengelser, kræver forståelse af, at der er forskellige holdninger, der skal kæmpes mod, man skal være fleksibel, som partiet var under ledelse af Jose Diaz. Vores ”borgerkrig” mod fascismen (1936-1939) (som kan opfattes som det første slag i 2. verdenskrig) er fuld af eksempler (positive og negative) i kampen for den forenede front. Vi måtte bekæmpe både sekteriske og liberale positioner.

Fremkomsten og væksten af nazi-fascistiske partier og organisationer kan ikke behandles overfladisk, selv hvis de gemmer sig bag harmløse navne på det europæiske, amerikanske og andre kontinenter. De kan ikke betragtes som isolerede fænomener, eftersom de arbejder for at forene sig og understøtte hinanden. Derudover har de taktisk og praktisk støtte fra den farligste magt i verden, USA. Især i Europa styrer og rådgiver Trumps rådgiver, Steve Bannon, dem fra Rom.

Uden i øvrigt at drage paralleller skabtes på initiativ af Kommunistisk Internationale folkefronter og forenede fronter i de fleste europæiske lande for at kæmpe imod Hitlers og Mussolinis reaktionære politik. I forhold til krigen i Spanien spillede de en vigtig rolle i udviklingen af international solidaritet. Der var de glorværdige Internationale Brigader, der står som et legendarisk eksempel, og senere var der sejren over Berlin-Rom-Tokyo-aksemagterne.

Omstændighederne er ikke de samme i dag, men der er stadig ingen Internationale. Vi har CIPOML, som allerede er et første skridt, og som spiller en koordinerende rolle, men det er ikke en international fælles front. Men vi afviser ikke muligheden for at tage skridt i den retning. Der er nogle, der siger, at det er ren utopi. Så lad os handle, således at det ophører med at være utopi, gøre det til en kæmpende realitet, i stand til at guide folkenes kampe, i stand til at demaskere og bekæmpe de nazi-fascistiske kræfter og deres skjulte og åbne rådgivere.

Nedenstående kan tjene som eksempel på taktisk fleksibilitet over for sommetider stejle holdninger til de nødvendige betingelser for at kunne opnå aktionsenhed i alle dele af arbejderklassen og de folkelige lag:

”Det første, der skal gøres, er at skabe en enhedsfront, at etablere aktionsenhed hos arbejderne på enhver fabrik, i ethvert distrikt, i enhver region, i ethvert land i hele verden. Arbejderklassens aktionsenhed på nationalt og internationalt plan. … Er det muligt at skabe denne arbejderklassens aktionsenhed i hvert enkelt land og i hele verden? Ja, det er. Kommunistisk Internationale stiller kun en eneste betingelse for aktionsenheden, en helt generel betingelse, som er acceptabel for enhver arbejder, nemlig at aktionsenheden retter sig mod fascismen, mod kapitalens offensiv, mod krigsfaren, mod klassefjenden. Det er vores betingelse.” (Dimitrov, ibid)

Erfaringen fra den kommunistiske bevægelses kampe gennem årene viser helt tydelig, at arbejderklassen, under ledelse af det kommunistiske parti, kan vriste magten fra borgerskabet, besejre det og gennemføre store sociale forandringer. Opløsningen af den socialistiske lejr, USSR’s kollaps og degenerationen af mange af de gamle partier såede pessimisme og mangel på tillid til sagen, og det har medført alvorlige problemer. Men det betyder ikke, at alt håb er ude. Vores daglige arbejde, hvor vi står over for forskelligartede problemer, inklusive interne, viser os, hvordan vi kan klare problemer og besværligheder med fasthed og beslutsomhed.

Stående over for defaitister og al slags modstand mod kamp fastholder vi, at i den intense klassekamp, som skærpes endnu mere med fremkomsten af nazi-fascismen, er det kommunistiske parti uundværligt i denne kamp mod reaktionen og kapitalismen i alle dens facetter.

Dette er en kamp af international karakter og med internationalt indhold.

April 2019

 

Artikel fra Unity and Struggle, tidskrift for  den internatinale  kommunistiske bevægelse, CIPOML

 

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top