Denne artikel blev skrevet på den femogtyvende dag af det imperialistisk-zionistiske angreb på Iran, baseret på begivenhederne indtil da.
Den sidste dag i februar 2026, mens forhandlingerne mellem USA og Iran stadig var i gang og udsat til begyndelsen af ugen, iværksatte den største forbryder, den amerikanske imperialisme, sammen med den israelske zionisme et kraftigt luftangreb mod Iran. Det skete med de latterlige begrundelser. Trump henviste til attentatforsøgene mod ham og sagde: »Hvis jeg ikke havde angrebet Khamenei, ville han have angrebet mig!« Netanyahus begrundelse, der henviste til Irans nukleare aktiviteter, var ikke mindre absurd: »Iran ville have ødelagt USA.«
I dagene før angrebet sluttede Trump sig også til de udbredte protester i Iran mod regimets undertrykkelse og truede med at gribe ind, hvis regimet dræbte demonstranterne. Trump, der forsøger at behandle alle, som om de var dumme, ville have folk til at tro, at han elsker og støtter regimets modstandere, som om det ikke var ham, der forsvarer ICE-cheferne, der dræbte to personer, der protesterede mod anti-indvandrerpolitikken i USA. Trump, en imperialistisk leder, der forsvarer den etablerede orden, støtter hverken stemningen imod regimet eller godkender protesterne og demonstrationerne imod regimet. Det er almindeligt kendt, at han påtvinger verden sit regime for amerikanske interesser.
En anden begrundelse for den aggressive imperialisme, som Trump prædiker, er Irans nukleare forskning og uranberigelsesaktiviteter. Disse nukleare aktiviteter er ikke noget nyt. De europæiske lande og USA førte atomforhandlinger med Iran og underskrev en aftale i 2015. Og det var den samme Trump, der trak sig ud af denne aftale i 2018 under sin første præsidentperiode, hvilket viser, at disse atomforskningsaktiviteter bliver brugt som påskud.
Forsøger at tage folket som gidsler
Den aggressive amerikanske imperialisme forsøger også at rekruttere det iranske folk – hvoraf en betydelig del har organiseret protester mod regimet – som en reservestyrke til sin imperialistiske kampagne for plyndring og slaveri rettet mod deres eget land. Det seneste påskud, han har fremført, med fantasien om at bruge dem som en »landstyrke«, afslører, at han ikke har nogen som helst forbindelse til Irans nationalisme og nationale værdier, og at han ikke forstår deres betydning. Den imperialistiske aggressor påberåber sig det iranske regimes grusomhed og opfordrer det iranske folk til at vælte regimet i håb om, at folket ikke vil kæmpe imod det imperialistiske angreb, men i stedet slutte sig til aggressoren for at føre krig mod deres eget land, som de er de sande ejere af, og plyndre dets ressourcer!
Måske antager den imperialistiske aggressor, at det iranske folk ikke er bevidst om USA’s plyndring og undertrykkelse, eller at USA har fremsat adskillige opfordringer til regimeskifte i nyere historie. I Irak bragte opfordringen til at vælte Saddam Husseins regime hverken velstand eller demokrati, men ødelæggelse og blodsudgydelser, der betød 1,5 millioner irakeres død og spredningen af ISIS-plagen i Mellemøsten og endda ud i verden. I Libyen bragte opfordringen til at vælte Gaddafis regime intet andet end katastrofe over landet, hvilket skabte to fjendtlige regeringer og en borgerkrig, der fortsætter den dag i dag. USA’s krig i Afghanistan for at vælte Taliban-regimet under påskud af at bringe demokrati og forsvare kvinders rettigheder sluttede år senere og sendte det afghanske folk, sammen med kvinderne, tilbage til Taliban. Med opfordringen til regimeskifte i Syrien blev Assads regime erstattet af salafistiske terrorgrupper ledet af Colani og gruppen Hayat Tahrir al-Sham, hvilket efterlod et Syrien i ruiner og en befolkning, der var sunket dybere ned i fattigdom, ødelagt af borgerkrigen og i konflikt med hinanden, mod syd under israelsk besættelse og mod nord under tyrkisk besættelse. USA’s seneste forsøg på at fremprovokere et regimeskifte har fundet sted i Venezuela, hvor præsident Maduro og hans kone blev bortført, og den tidligere vicepræsident, der overtog hans plads, blev tvunget til at samarbejde gennem magtpolitik; desuden har USA nu overtaget kontrollen med landets olie.
Desuden er det intet andet end kortsigtet at forvente, at det iranske folk – som betaler prisen for de vanskeligheder, der er forårsaget af de amerikanske sanktioner mod Iran, herunder spredning af sygdomme på grund af mangel på medicin samt forværring af knaphed og fattigdom – vil reagere positivt på disse opfordringer.
USA’s opfordringer til et regimeskifte har resulteret i massakrer, ødelæggelse, forværring af befolkningernes lidelser og plyndring af disse landes ressourcer; de amerikanske opfordringer har ikke bragt andet end katastrofe over deres mål.
Desuden er det velkendt, at den amerikanske imperialisme under Trumps ledelse åbent har truet med at bruge magt ikke kun mod lande som Iran, men også mod Danmark – et EU-medlemsland – via Grønland, og mod Canada, uden hensyn til sine såkaldte allierede.
Kort sagt, uanset begrundelsen er et angreb på Iran uden anerkendelse af nogen som helst normer i folkeretten simpelthen piratvirksomhed.
Et angreb på Iran kan ikke udelukkende tilskrives Trump og hans vanvid
Iran er ikke først for nylig kommet på den amerikanske imperialismes dagsorden. Siden shahens fald i 1979 har Iran været et problem for USA.
- Inden for rammerne af »Det Store Mellemøstprojekt« (GMEI), var Iran et centralt mål i USA’s bestræbelser på at forny og konsolidere sit overherredømme i Mellemøsten i løbet af 1990’erne.
- USA’s embargo mod Iran begyndte allerede i 1979 og er gradvist blevet skærpet.
- Umiddelbart efter shahens fald blev Saddam Hussein beordret til at angribe Iran, hvilket kastede Iran ud i en otte år lang udmattelseskrig.
- I 1984, under Ronald Reagans præsidentperiode, satte USA Iran på listen over »stater, der støtter terrorisme«. I 2002 udpegede George Bush Iran sammen med Irak og Nordkorea som en del af »ondskabens akse«.
- Under tolvdagskrigen sidste år rettede de amerikansk-israelske angreb sig igen mod Iran.
Ingen af disse skridt, bortset fra den sidste, blev truffet af Trump, og det er klart, at Iran ikke kun er Trumps mål, men den amerikanske imperialismes mål.
Hvem er den aggressive »herre«: USA eller Israel?
Det hævdes, at USA angreb Iran under Israels ledelse og dermed faldt i Israels fælde.
Dette er ikke en rimelig påstand i betragtning af omfanget af den amerikanske imperialisme og dens mål om at genoprette sit overherredømme i Mellemøsten og verden, samt det faktum, at Israel kun kan hævde at være en regional magt, i kraft af at det støttes af USA. Oprindelsen til denne påstand, som også er kommet frem i USA af forskellige årsager, ligger i holdningen hos de herskende klasser i de overvejende muslimske lande i Mellemøsten, som praler af deres gode samarbejdsrelationer med USA og dermed søger at retfærdiggøre deres eget samarbejde. Mens Iran fremhæver Israels religiøse dimension og aggressive natur frem for USA’s, finder de herskende eliter i Tyrkiet det hensigtsmæssigt at ignorere USA, og ved at overdrive Israels rolle – som de betragter som en rival i regionen – fremstille landet som kilden til alt ondt.
Det unikke forhold mellem den amerikanske imperialisme og den israelske zionisme, samt det faktum, at Israel næsten altid modtager ubetinget støtte fra USA, kræver imidlertid en forklaring.
De amerikanske og israelske finanskapitalgrupper er praktisk talt sammenflettede, og denne sammenfletning fungerer som hovedgrundlaget ikke kun for USA’s ubetingede støtte til Israel, men også for påstande som “jøderne kontrollerer USA – og endda verden” og “Israel tvang angrebet på Iran igennem”, samt for den indflydelsesrige “jødiske lobby” i USA. Som bekendt er monopolerne Coca-Cola og Nestlé ofte genstand for boykot på grund af deres investeringer i og støtte til Israel.
Uanset de udbredte, men ikke verificerede meninger om de store amerikanske finanskapitalgruppers jødiske oprindelse, såsom Rockefeller, JP Morgan og DuPont, er ejerne, de administrerende direktører og familierne bag de amerikanske højteknologivirksomheder og finansielle investeringsselskaber jøder. Ud over deres direkte støtte er deres betydelige investeringer i Israel samt deres partnerskaber og samarbejder i USA og andre lande aktiviteter, der styrker deres følelse af tilhørsforhold til dette land i USA. For eksempel: Mark Zuckerberg (grundlægger og CEO af Facebook), Larry Ellison (Oracle), Larry Page (medstifter af Google), Sergey Brin (medstifter af Google), Michael Bloomberg (tidligere borgmester i New York og investor), Michael Dell (grundlægger af Dell Technologies), Steve Ballmer (tidligere administrerende direktør for Microsoft, ny ejer af Los Angeles Clippers), Jan Koum (WhatsApp), Marc Benioff (grundlægger og CEO af Salesforce og ejer af TIME), Goldman Sachs, Lehman Brothers, Schiff (som senere fusionerede med Lehman Brothers) og dets administrerende direktør Kuhn Loeb samt George Soros.
Hvorfor er angrebet på Iran nu blevet intensiveret?
Mellemøsten blev sat på bordet for at omforme og styrke det amerikanske overherredømme ved at udnytte Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023. Hovedmålet med omformningen af regionen var Iran.
Hamas og den libanesiske Hizbollah, der er en del af den såkaldte “shiitiske halvmåne” af anti-amerikanske kræfter centreret omkring Iran, var mål for de indledende angreb i denne omformning for at svække dem, mens Assad-regimet i Syrien blev væltet. Folkemobiliseringsstyrkerne (Hashd al-Shaabi) i Irak og Ansarullah i Yemen blev isoleret, og der blev udøvet pres på Iran.
Hvorfor angribes Iran?
For det første er Iran et land, der er rigt på olie og naturgas. Dets enorme reserver tiltrækker de imperialistiske magter, som hver især søger at erhverve disse reserver for næsten ingenting eller i det mindste til en spotpris.
For det andet udgør Den Persiske Golf og Hormuzstrædet sammen med Bab al-Mandeb-strædet og Suezkanalen en af verdens mest kritiske farvande. Især hvad angår energiforsyningskæder og søfartsruter, kan man ikke overse Irans strategiske betydning i betragtning af landets kontrol over Hormuzstrædet. En betydelig del af olie og gas, ikke kun fra Iran, men også fra Saudi-Arabien og Golflandene, transporteres gennem dette stræde.
For det tredje har Iran som medlem af Shanghai-samarbejdsorganisationen politisk og strategisk betydning på grund af sin rolle som en søjle for russisk og kinesisk imperialisme i regionen. Og det er velkendt, at imperialisterne ikke nøjes med blot at forsøge at kontrollere ressourcerne og transitruterne; de bestræber sig også på at svække deres rivaler ved at forhindre dem i at drage fordel af disse ressourcer og ruter, en strategi af lige så stor betydning.
Iran er ikke det eneste mål for den amerikanske imperialisme
Det er velkendt, at den amerikanske imperialismes mål ikke begrænser sig til en omformning af Iran og Mellemøsten. Dens grundlæggende mål er verdensherredømme, og dens primære fjender er den kinesiske imperialisme og Rusland, hvor den første er dens største rival og den anden Kinas vigtigste allierede. Mellemøstens uundværlige karakter skyldes dens betydning i forhold til verdensherredømmet.
Det er rigtigt, at USA’s umiddelbare mål – ved at underlægge Mellemøsten sin totale kontrol, rense det for anti-amerikanske kræfter og sikre sine energiressourcer og transportruter – er Iran, det magtcenter, der samler og leder de anti-amerikanske kræfter i regionen. Det amerikanske imperialismes hovedmål er imidlertid ikke blot at eliminere Iran, men at afskære sine rivaler, Kina og Rusland, fra regionens energireserver og strategiske transportruter.
Hvis USA lykkes med at eliminere Iran, vil det have frataget sine rivaler deres vigtigste støttepunkt i regionen. Kina, der importerer 80 % af sin olie og gas fra Iran, udvider sin tilstedeværelse i regionen ved at fokusere sine bestræbelser på Iran, som det har indgået en aftale med til en værdi af 400 milliarder dollars. Af denne grund nøjedes USA ikke med sidste års tolvdages krig, men fornyede sit angreb med langt større styrke.
Hvis USA vælter Iran, vil Kina ikke blot blive frataget sit vigtigste fodfæste i regionen, men også miste et vigtigt energiforsyningscenter, og landets evne til at benytte energitransportruterne vil blive udsat for alvorlige vanskeligheder.
Desuden er betydningen af disse vandveje for Kina ikke begrænset til energiimport. Kina eksporterer mere end 60 % af sine varer til europæiske og afrikanske lande via de samme vandveje og hovedsageligt gennem havnene i De Forenede Arabiske Emirater, UAE.
At miste disse kapaciteter ville kaste den kinesiske imperialisme ud i en alvorlig krise, og det er ingen hemmelighed, at mens den amerikanske imperialisme rammer Iran, er dens egentlige mål Kina.
At fordømme det imperialistisk-zionistiske angreb og forsvare Irans uafhængighed betyder ikke at støtte det reaktionære, religiøse regime, der udgyder sit folks blod. Iran, hvor magten ligger i hænderne på det reaktionære mullah-regime, er et land domineret af det monopolistiske borgerskab. De korrupte mullahers monopolistiske herredømme, der næres af den shiitiske ideologi, giver hverken arbejderklassen eller det arbejdende folk noget spillerum. Det blodbesudlede diktatur anerkender ingen demokratiske rettigheder, hverken for arbejdere eller kvinder, og heller ikke de undertrykte nationers ret til selvbestemmelse. Dette er virkeligheden, og derfor protesterer det iranske folk ofte, og ofte udvikler disse protester sig til oprør mod regimet.
På internationalt plan støtter eller bakker stort set intet land op om det reaktionære mullahregime i Iran, med undtagelse af Kina og Rusland.
Frankrig, som oprindeligt meddelte, at det ville gribe ind, holdt ikke fast i denne holdning og støtter ikke det amerikansk-israelske angreb på trods af Trumps eksplicitte opfordring. Tyskland meddelte, at dets militære styrker ikke ville deltage i denne krig. Storbritannien sagde også »nej«, men viser en tilbageholden støtte til USA ved at give tilladelse til brug af sine baser i regionen til »defensive« formål. Bortset fra fordømmelsen fra Kina, Rusland og Spanien har ingen andre lande dog åbent modsat sig det amerikansk-israelske angreb; i stedet fordømmer de Irans angreb på amerikanske baser i regionen og erklærer, at de fordømmer »Irans angreb på tredjelande«. Deres begrundelse for dette er det iranske regimes brutalitet.
Tyrkiet indtager også en lignende holdning. Landet er bevidst om Irans magt og frygter, at krigen kan sprede sig til dets territorium. Det er imidlertid også knyttet til den amerikanske imperialismes mål og strategier i regionen gennem Syrien. Præsident Erdoğan ønsker ikke at skærpe relationerne eller gøre Trump vred.
Tyrkiet har ikke sagt et eneste ord imod USA og giver officielt Israel skylden, men de to amerikanske baser i Tyrkiet leverer åbenlyst efterretninger til angrebet. Det beskylder Iran for at angribe sine naboer ved at ramme de amerikanske baser i Golfen, men søger også en mulighed for at mægle. Det ser ud til, at bag Trumps meddelelse om, at de havde mødtes med Iran og ønskede at nå frem til en aftale, havde de to lande udvekslet beskeder via Pakistan, Tyrkiet og Egypten.
I erklæringen fra mødet i Riyadh den 18. marts efter angrebene på Iran, hvor arabiske lande i regionen samt Tyrkiet, Pakistan og Aserbajdsjan deltog, blev hverken USA eller Israel eller deres angreb nævnt overhovedet. De fordømte imidlertid Iran for at angribe de amerikanske baser i regionen, hvorfra angrebene blev iværksat, og krævede, at Iran indstillede disse angreb og ophævede blokaden i Hormuzstrædet.
På nationalt plan giver de monarkistiske kræfter, der er begrænset til nogle få velhavende kvarterer i Teheran, sammen med pro-shah-elementer i udlandet det iranske regime skylden og støtter de amerikansk-israelske angreb. De stræber efter magten, men bliver med rette stemplet som landsforrædere og har ingen nævneværdig indflydelse.
De fleste af regimets tilhængere mener, at det amerikansk-israelske angreb har bekræftet, at deres støtte til regimet er berettiget.
De modstandere, der deltager i demonstrationerne – herunder fagforeninger som Den Iranske Fagforeningskonføderation og Den Iranske Arbejderforening – har holdninger, der er imod regimet, men de er også imod det amerikansk-israelske angreb. De deltager ikke i aktiviteter mod regimet under aggressorernes auspicier, og trods deres manglende organisering bør de ikke undervurderes.
De tøvende pro-amerikanske kræfter til højre og venstre i Europa og i lande som Tyrkiet, dem, der er tilbøjelige til at indgå kompromiser med imperialismen, og de liberale venstreorienterede, der reducerer modstanden mod de reaktionære kræfter og støtten til demokratiet til en ren kritik af den religiøse politik – de forsøger alle at afveje kritikken af den imperialistiske aggression mod kritikken af det iranske regime, og som følge heraf forbliver de enten ubeslutsomme eller støtter forsigtigt det amerikanske angreb ved at sige: »Men mullaherne gjorde det og det …« En holdning af typen »hverken det ene eller det andet« over for den imperialistiske aggression er imidlertid uacceptabel og uforsvarlig.
Et lands regimes karakter, hvad enten det er progressivt eller reaktionært, retfærdiggør hverken det imperialistiske angreb på dette land eller støtten til et sådant angreb. Den ulovlige imperialistiske aggression, der skamløst tramper på Irans uafhængighed og ret til suverænitet – uanset regimets karakter – er piratvirksomhed, og Iran har den legitime ret til at forsvare sig mod den imperialistiske aggression.
At modsætte sig regimet og imperialistisk aggression
To ting er vigtige. For det første er modstand mod det imperialistiske angreb ikke det samme som at forsvare det iranske regime, og de to ting kan ikke sidestilles. Modstand mod det imperialistisk-zionistiske angreb kræver ikke, at man forsvarer regimet eller dets politik, eller at man er pro-regime. Det er muligt at modsætte sig både regimet og det imperialistiske angreb, og i en situation med imperialistisk aggression er der ingen bedre holdning for kommunisterne end at lede offensiven mod denne aggression. Kommunisterne kan kun vælte mullahernes monopolistiske regime ved at styrke sig gennem kampen mod imperialismen, ikke som forrædere mod fædrelandet eller som kompromissøgende, der støtter eller forholder sig neutrale over for den imperialistiske aggression.
At modsætte sig den imperialistisk-zionistiske aggression er ikke det samme som at forsvare regimet. Den amerikanske imperialisme angriber sammen med den israelske zionisme de iranske nationer – persere, aserier, kurdere, baluchier, arabere osv. – med deres titusindvis af arbejdere, med det formål at gøre dem til slaver og plyndre deres rigdomme, især deres energireserver, og kontrollere forsyningskæden gennem energitransportruterne. Selvom de er imod folkenes nationale slaveri og plyndringen af deres rigdomme, forsvarer iranerne deres egne interesser og nationale værdier samt deres frihed og uafhængighed. Det er netop det, kommunisterne støtter.
Det andet vigtige punkt er at undgå at blive trukket ind i strømmen af modsætninger og konflikter mellem imperialisterne. Det er velkendt, at Iran har tætte bånd og en vis alliance med den kinesiske og russiske imperialisme, som er rivaler til USA. Det nuværende imperialistiske angreb på Iran udspiller sig ganske vist i en kontekst af imperialistiske modsætninger og konflikter, men er – i hvert fald foreløbig – ikke en del af en imperialistisk krig; det er snarere primært rettet mod Irans uafhængighed og suverænitet. Det er dog af afgørende betydning ikke at nære den mindste illusion om den russiske og kinesiske imperialisme og at være yderst årvågen over for deres mål og strategier.
Overblik over krigen 25 dage efter angrebet
Som forventet har USA og Israel sikret sig luftoverlegenhed og fortsætter med at bombe de største byer i Iran, med fokus på landets militære infrastruktur.
Bombardementerne er dog ikke ensidige. Iran svarer på angrebene med missiler og droner, hvis rækkevidde og nyttelast konstant øges. Målene er de amerikanske skibe, der er koncentreret i regionen, de amerikanske militærbaser i Golfen og på Cypern og endda Diego Garcia samt israelske byer, primært Tel Aviv og Jerusalem, og militære anlæg.
I modsætning til Tolvdagskrigen i juni sidste år er de iranske missiler og droner denne gang i stand til at udføre “præcisionsangreb” og rammer deres mål med en vis succes. Amerikanske radarer, missilforsvar og angrebsanlæg i Golflandene har lidt alvorlige skader som følge af de iranske modangreb. Det amerikanske hangarskib Lincoln, der blev ramt af Iran, blev tvunget til at trække sig uden for rækkevidde og kan ikke nærme sig Hormuzstrædet. Det mest moderne amerikanske hangarskib, G. Ford, blev sendt til vedligeholdelse på Kreta efter en brand, der varede i 35 timer. Et amerikansk F-35-kampfly, der på et tidspunkt blev betragtet som “uovervindeligt” og “usynligt for radarer”, blev skudt ned. I betragtning af USA’s avancerede efterretnings- og elektroniske krigsførelsesteknologi tyder det faktum, at Iran har erhvervet “præcisionsangrebskapaciteter”, på, at landet, trods manglen på egne satellitter, muligvis anvender realtids-rumefterretning leveret af Rusland eller Kina til at styre sine missiler. Selvom de vestlige magter har leveret sådan efterretning til den ukrainske hær, har Rusland og Kina hidtil ikke leveret anti-amerikansk efterretning til noget land. Årsagen var deres frygt for en voldsom reaktion fra USA. Da Kina i langt højere grad insisterer på at anvende en “soft power”-tilgang for at undgå at provokere en krig, er det mere sandsynligt, at Rusland, der sidste år underskrev en “Omfattende Strategisk Partnerskabsaftale” på 47 artikler med Iran, kan levere sådanne efterretninger. Hvis denne mulighed er korrekt, vil det naturligvis skærpe modsætningerne og kampene mellem de imperialistiske magter.
De iranske missiler og droner produceres til en betydeligt lavere pris sammenlignet med de amerikanske og israelske. Set fra de imperialistisk-zionistiske missilforsvarssystemers perspektiv kræves der mindst fem missiler for at opfange og nedskyde et iransk missil i fuld fart, og det er slet ikke økonomisk. Desuden tales der allerede om, at de amerikanske lagre er ved at være opbrugt. Selvom Iran under bombardementerne betaler en høj pris, er det klart, at krigen allerede er ved at blive for dyr også for USA. Pentagon søger yderligere 200 milliarder dollars i militærfinansiering fra Kongressen.
Ud over sine missiler er et andet af Irans vigtigste våben Hormuzstrædet, som er den vigtigste eksportrute for energi fra Golflandene. Ved at lukke strædet har Iran kastet verden ud i en energikrise og dermed lagt et betydeligt pres på USA. Lukningen af Hormuzstrædet havde en øjeblikkelig indvirkning og medførte en stigning i priserne på olie og naturgas. På få dage steg prisen på Brent-råolie til over 115 dollar pr. tønde og nåede dermed et historisk højdepunkt.
Og efter at Iran havde svaret igen ved at angribe israelske raffinaderier, herunder det strategisk vigtige raffinaderi i Haifa samt Las Raffan-raffinaderiet i Qatar, hvilket gjorde en betydelig del af de globale gasforsendelser umulige, meddelte Trump, at han havde forhindret Israel i at angribe Irans olieanlæg.
Den energimæssige flaskehals, der opstod som følge af angrebet, skabte inflationspres over hele verden på grund af stigende energipriser. Hormuzstrædet er af afgørende betydning for transporten af vigtige industrielle råvarer – især energi og petrokemiske produkter som plast og gødning – hvilket kan udløse forstyrrelser i forsynings- og produktionskæderne og dermed føre til produktionsnedskæringer. Af denne grund blev Trump tvunget til at trække sin trussel om at “angribe Irans energianlæg inden for 48 timer” tilbage og meddelte, at man var i forhandlinger med Iran og søgte at nå frem til en aftale.
Hvor længe vil krigen vare?
De amerikanske imperialistiske ledere, der indledte deres angreb med at hævde, at de hurtigt ville være overstået, har løbende forlænget den frist, de oprindeligt satte for operationens succes, startende med 24 timer. De er nu begyndt at lede efter en måde at afslutte krigen på, uden at det betragtes som en fiasko. At afslutte krigen gennem forhandlinger ville dog under alle omstændigheder være ensbetydende med et nederlag for angriberne.
Iran er naturligvis ikke Venezuela. Det har en 3.000 år gammel tradition som stat og er relativt godt bevæbnet og organiseret. Desuden har det imperialistisk-zionistiske angreb fremkaldt en stigning i nationalistiske følelser blandt de oppositionelle fraktioner i det iranske folk, hvilket har fået dem til at tage stilling imod angriberne og dermed lette regimets situation. Da Maduro og hans kone blev bortført, bevægede Venezuela sig mod forsoning, og USA beslaglagde den venezuelanske olie. Irans »øverste leder« blev myrdet, men modstanden er ikke brudt, og den amerikanske imperialisme overvejer nu sine muligheder for at bakke ud.
Desuden er det tydeligt, at Irans modstand ikke kan knækkes alene med luftoperationer, og at man kun kan overtale landet til at overgive sig gennem en massiv landoperation. Oprindeligt søgte man efter mellemliggende styrker til en landoperation, og de første, man tænkte på, var kurderne og baluchierne i Iran og Irak. Men kurderne, som USA for nylig svigtede i Syrien, er ikke villige til at føre en indirekte krig.
Det er tydeligt, at den amerikanske imperialisme, for hvem selv invasionen af Irak var kostbar – selvom dets generaler var bestukket og dets hær var rådnet indefra – ikke har nogen som helst intention om at begive sig ud på et invasionseventyr i Iran. I bedste fald forbeholder den sig muligheden for at gå i land på øen Hark i Golfen, der fungerer som Irans energidistributionscenter, og på nogle andre øer, selvom dette ikke synes særlig sandsynligt. Selv hvis der blev sendt et par tusinde amerikanske marinesoldater til Golfen, gør den iranske modstand – som omfatter angreb på disse udsendte tropper – og den voksende anti-krigsstemning i selve USA dette scenarie meget usandsynligt. Desuden befinder Trump, der vandt valget med et løfte om fred, men nu trækker verden ud i krig, sig i en vanskelig position på nationalt plan, og i år afholdes der midtvejsvalg til Kongressen.
At dømme ud fra Trumps udtalelser om hans »vilje til at forhandle og indgå en aftale med Iran« – som også er blevet bakket op af Netanyahu – vil et angreb på Iran blive udsat, i det mindste indtil næste gang. Dette ser dog ikke ud til at være så enkelt, da Iran har erklæret, at det ikke vil indlede forhandlinger uden at modtage garantier og krigsskadeserstatning, på trods af at det blev angrebet, mens forhandlingerne fandt sted. Et rygte, der cirkulerer, antyder en mulig aftale, hvor Iran vil opkræve en transitafgift fra skibe, der passerer gennem Hormuzstrædet.
Hvad angrebet på Iran afslørede
- Det amerikanske imperialistiske angreb på Iran, efter angrebet på Venezuela – sammen med truslerne mod Cuba, Colombia, Canada og Grønland – er drevet af forsøget på at bremse sin tilbagegang, især i forhold til Kina, og af forsøg på at forny sit globale overherredømme. De ødelagde de illusioner om imperialismen, der var blevet opbygget gennem dens glorificering. I en sammenhæng, hvor udtrykket »imperialisme« i stigende grad er blevet erstattet af blødere eufemismer som »imperial«, har verden endnu en gang været vidne til imperialismen og dens aggression i al sin udfoldelse i Iran. Det er endnu en gang blevet bevist, at der ikke er plads til illusioner i imperialismens og de proletariske revolutioners æra.
- Intensiveringen af modsætningerne, konkurrencen og konflikterne mellem imperialisterne er et klart tegn på at muligheden for en verdenskrig ikke er så fjern. Det imperialistiske angreb på Iran, som fordyber disse modsætninger, konkurrencer og konflikter med konsekvenser, der rækker ud over regionen og ud til hele verden, viser og afslører det absurde i tanken om, at »en verdenskrig er umulig«. Den tese, der blev fremsat af den moderne revisionistiske leder Khrusjtjov — og som stadig har mange tilhængere — om, at »en verdenskrig er umulig, fordi ophobningen af atomvåben og ‘terrorbalancen’ forhindrer det«, er endnu en gang blevet bevist som urealistisk i Iran og situationen i Ukraine, hvilket yderligere spænder relationerne mellem de imperialistiske magter.
- Selvom imperialismen endnu ikke er en »papirtiger«, er den langtfra den almægtige magt, som dens propaganda fremstiller den som; tværtimod er den fuld af svagheder. Allerede på den 25. dag af den krig, som den amerikanske imperialisme – den mest magtfulde kraft i vores tid, især militært – har indledt mod Iran, stod det klart, at imperialismen hviler på et yderst skrøbeligt grundlag. Frem for alt stod det klart, at den ikke er »almægtig« og ikke kan gøre, hvad den vil, eller nå alle de mål, den sætter sig. De »fremskridt«, som den amerikanske imperialisme – angiveligt en »uovervindelig flåde« – forsøger at gøre, ender med at vende sig mod den selv, eller, da imperialismen hviler på uforenelige modsætninger, »saver den gren over, som den sidder på«, med næsten hver eneste bevægelse, den foretager.
Den uforsigtighed, der ligger i at undervurdere Iran, samt energimanglen og de prisstigninger, der følger af dens manglende evne til at forhindre lukningen af Hormuzstrædet, er bevis på det. Qatars reaktion på Israels angreb på de iranske raffinaderier og Trumps opfordring til at forhindre Israel i at angribe Irans olieraffinaderier er endnu et bevis. Trumps opfordring til selv Kina om at gribe ind i Hormuzstrædet er et tegn ikke blot på den blindgyde, han er blevet trukket ind i, men også på hans forvirring.
- Rusland er stødt på uventet modstand i Ukraine. Dets rivaler – de amerikanske og europæiske imperialister – nøjes ikke med at hjælpe Ukraine, men er blevet krigsførende parter. Og konflikten i Ukraine er i virkeligheden en krig mellem Rusland og de amerikanske og europæiske imperialister, hvor Ukraine fungerer som deres repræsentant. Men i modsætning til Ukraine, hvor konflikten ikke er en åben krig mellem imperialistiske magter, er USA stødt på uventet modstand i sit angreb på Iran og er nu fanget i dilemmaer.
Selvom det er klogt at undgå endelige konklusioner – da krigen i Ukraine er gået ind i sit fjerde år, mens krigen i Iran endnu ikke har varet en måned – er situationen den klassiske ”mellem hammeren og ambolten”. Desuden står dets rivaler, Kina og Rusland, ikke på samme side i konflikten som i Ukraine og støtter ikke åbent Iran. Det er blevet klart, at en hurtig sejr er usandsynlig, og USA kan ikke beslutte sig for, om det skal kaste håndklædet i ringen eller fortsætte. Imperialismens svagheder og skrøbeligheder er endnu en gang blevet demonstreret, men desværre er den revolutionære bevægelse, og især den internationale revolutionære arbejderbevægelse, heller ikke stærk, og imperialismens svagheder har endnu ikke styrket arbejderklassens revolution.
- De voksende modsætninger og konkurrencen mellem imperialisterne er ikke begrænset til konflikten og rivaliseringen mellem de største aktører: den amerikanske, den russiske og den kinesiske imperialisme. Det er et faktum, at modsætningerne og konkurrencen mellem de amerikanske og europæiske imperialister samt med Canada også er blevet skærpet efter de amerikanske imperialisters seneste aggressive manøvrer.
Hvad angår opnåelsen af det ønskede resultat af angrebet på Iran, ser den opgave, som den amerikanske imperialisme står over for – som søger at sikre sine interesser gennem en magtpolitik, selv på bekostning af at fremmedgøre sine nærmeste allierede – ud til at være vanskelig, ikke kun hvad angår dens forhold til sine hovedrivaler, Kina og Rusland, men også hvad angår dens forhold til de imperialistiske magter, der traditionelt har været dens allierede, især de europæiske.
USA, der bevæger sig mod en separat “fred” med Rusland i Ukraine uden at tage hensyn til de europæiske imperialisters interesser, presser Canada for at blive en amerikansk stat, samtidig med at det truer de europæiske imperialister ved at lægge pres på EU-landet Danmark for at annektere Grønland, og får premierministrene i Canada og Italien til at besøge Kina og underskrive aftaler med landet. Selv Storbritannien kunne ikke undgå at besøge Kina, mens Tyskland og Frankrig er begyndt at overveje at revidere og forny deres relationer til Rusland og Kina. For eksempel udskød EU sin beslutning om helt at stoppe købet af russisk gas.
Under bombningen af Jugoslavien og invasionen af Irak støttede stort set alle de imperialistiske magter USA. I Libyen tog en betydelig del afstand fra USA. Nu, i angrebet på Iran, er det kun Israel, der støtter USA, og USA isolerer sig selv gennem sin aggression. Trumps opfordring til intervention for at åbne Hormuzstrædet, rettet til alle stater – herunder imperialistiske magter som Kina og Japan og NATO-medlemmer – blev eksplicit afvist af de europæiske imperialister, der erklærede, at »NATO ikke har en sådan mission«, og som svar blev de konfronteret med Trumps retorik, der antydede, at han kunne forlade NATO.
I en imperialistisk sammenhæng er der ikke plads til permanente alliancer; den imperialistiske »fred« er intet andet end en våbenhvile mellem to konflikter.
- marts 2026
Oversat fra Unity & Struggle nr. 52, 2026, tidsskrift for Den Internationale Konference af marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML