Uddrag af Georgi Dimitrovs ”Fascismen er fjenden”, Kommunistisk Internationales 7. verdenskongres 1935.
Millioner af arbejdere og arbejdende i de kapitalistiske lande spørger: Hvordan kan man forhindre, at fascismen kommer til magten, og hvordan kan man styrte fascismen, når den har sejret? Den Kommunistiske Internationale svarer: Det første, der må gøres, det, der må begyndes med, er skabelsen af enhedsfronten, oprettelsen af arbejdernes aktionsenhed på hver eneste arbejdsplads, i hvert eneste distrikt, i hvert eneste område, i hvert eneste land over hele verden. Proletariatets aktionsenhed i national og international målestok er det mægtige våben, som sætter arbejderklassen i stand til ikke blot med held at forsvare sig, men også med held at gå til modangreb mod fascismen, mod klassefjenden …
Enhedsfrontens indhold og former
Hvad er og må i den givne etape være hovedindholdet af enhedsfronten? Forsvaret for arbejderklassens umiddelbare økonomiske og politiske interesser, arbejderklassens forsvar mod fascismen må være udgangspunktet og hovedindholdet for enhedsfronten i alle kapitalistiske lande.
Vi må ikke blot nøjes med opråb om kamp for proletariatets diktatur, men vi må finde og foreslå sådanne paroler og kampformer, der svarer til massernes livsfornødenheder og følger af graden i deres kampberedskab i hver udviklingsetape. Vi må vise masserne, hvad de må gøre i dag for at beskytte sig mod den kapitalistiske udplyndring og det fascistiske barbari. Vi må gå i brechen for, at der etableres den bredeste enhedsfront gennem fælles aktioner for arbejderorganisationerne af forskellige retninger til beskyttelse af de arbejdende massers livsinteresser.
Det betyder for det første den fælles kamp for virkelig at vælte følgerne af krisen over på de herskende klassers skuldre, på kapitalisternes og godsejernes, med ét ord på de riges skuldre.
Det betyder for det andet den fælles kamp mod alle former for fascistiske angreb, for at forsvare de arbejdende massers erobringer og rettigheder, mod ophævelsen af de borgerlig-demokratiske friheder.
Det betyder for det tredje den fælles kamp mod den stadig stigende fare for en imperialistisk krig, en kamp, som ville vanskeliggøre forberedelsen af denne krig.
Vi må utrættelig forberede arbejderklassen på den hurtige skiften i kampens former og metoder, når forholdene forandrer sig. Efterhånden som bevægelsen vokser, og arbejderklassens enhed styrkes, må vi gå videre og forberede overgangen fra forsvar til angreb på kapitalen og forberede organiseringen af den politiske massestrejke. Herved må det være en ubetinget forudsætning for en sådan strejke, at udslagsgivende fagforeninger i det givne land drages med ind i den.
Naturligvis kan og må kommunisterne på intet tidspunkt give afkald på deres selvstændige arbejde med kommunistisk oplysning, organisering og mobilisering af masserne. Men for at sikre arbejderne vejen til aktionsenheden må man straks bestræbe sig for at opnå både korte og langvarige overenskomster om fælles aktioner med socialdemokratiske partier, reformistiske fagforeninger og andre af den arbejdende befolknings organisationer mod proletariatets klassefjender. Herunder må man have hovedopmærksomheden henvendt på udfoldelsen af masseaktioner på de enkelte steder, som gennemføres af de nedre organisationer på grundlag af lokale overenskomster.
Samtidig med at vi loyalt opfylder alle indgåede overenskomster, vil vi hensynsløst afsløre enhver sabotage af de fælles aktioner fra personer eller organisationer, der deltager i enhedsfronten. Alle forsøg på at sprænge overenskomster, og sådanne forsøg vil muligvis blive foretaget, vil vi besvare med, at vi vender os til arbejderne og fortsætter den utrættelige kamp på at genoprette den ødelagte aktionsenhed.
Naturligvis må den konkrete virkeliggørelse af enhedsfronten i forskellige lande foregå på forskellig måde, antage forskellige former, alt efter arbejderorganisationernes tilstand og karakter, deres politiske niveau, den konkrete situation i hvert land. Forskydningerne i den internationale arbejderbevægelse osv.
Sådanne former kan f.eks. være: Enighed om fælles aktioner for arbejderne fra tilfælde til tilfælde i konkrete anledninger, for enkelte krav eller på grundlag af en fælles platform. Enighed om aktioner i lokalområdet, lands- eller international målestok. Fælles aktioner for at organisere arbejdernes økonomiske kampe, til gennemførelse af politiske masseaktioner, for at organisere en fælles selvbeskyttelse mod fascistiske overfald, overenskomstmæssige aktioner til understøttelse af fanger og deres familier, til kamp mod den sociale reaktion. Fælles aktioner til forsvar for ungdommens og kvindernes interesser på kooperationens, kulturens, sportens område osv., osv.
Det ville ikke være tilstrækkeligt, hvis man ville nøjes med at slutte en pagt om fælles aktioner og med skabelsen af et fælles udvalg for de partier og organisationer, der deltager i enhedsfronten, det vil sige således, som det f.eks. er tilfældet i Frankrig. Det er kun det første skridt. En pagt er et hjælpemiddel til gennemførelse af fælles aktioner, men den er i og for sig endnu ikke selve enhedsfronten. Et fælles udvalg mellem ledelserne er nødvendig for at lette gennemførelsen af de fælles aktioner, men det er langtfra tilstrækkeligt til en virkelig udfoldelse af enhedsfronten, til at inddrage de store masser i kampen mod fascismen.
Kommunisterne og alle revolutionære arbejdere må gå ind for, at der skabes valgbare (i det fascistiske diktaturs lande sammensat af de mest ansete deltagere i enhedsfronten) overpartiske klasseorganer for enhedsfronten på arbejdspladserne, blandt de arbejdsløse, i arbejderdistrikterne, blandt småkårsfolk i byerne og på landet. Kun sådanne organer kan gennem enhedsfrontbevægelsen også organisere den mægtige uorganiserede masse af den arbejdende befolkning, kan fremme udviklingen af massernes initiativ i kampen mod kapitalens angreb, mod fascisme og reaktion og på dette grundlag også skabelsen af den nødvendige store stab af arbejdertillidsmænd inden for enhedsfronten, opdragelsen af hundreder og tusinder partiløse bolsjevikker i de kapitalistiske lande.
De organiserede arbejderes fælles aktioner er begyndelsen, grundlaget. Dog må vi ikke miste af syne, at de uorganiserede masser i de fleste lande udgør arbejdernes overvejende flertal. Således andrager i Frankrig antallet af organiserede arbejdere, af kommunister, socialdemokrater, medlemmer af fagforeninger af forskellige retninger – tilsammen omtrent en million, medens det samlede arbejderantal udgør 11 millioner. I England udgør fagforeningerne og partierne af alle retninger tilsammen omtrent fem millioner og det samlede antal arbejdere 14 millioner. I USA er der omtrent fem millioner organiserede arbejdere af 38 millioner. Omtrent det samme forhold består også i en række andre lande. Under »normale« forhold står masserne for størstedelens vedkommende uden for det politiske liv. Men for øjeblikket kommer den mægtige masse mere og mere i bevægelse, bliver inddraget i det politiske liv, betræder den politiske arena.
Skabelsen af overpartiske klasseorganer er den bedste form for at oprette, udvide og styrke enhedsfronten, der bunder dybt i de store masser. Disse organer vil også skabe det bedste bolværk mod alle forsøg fra enhedsfrontens modstandere på at ødelægge arbejderklassens aktionsenhed.
Centrale spørgsmål for enhedsfronten i de forskellige lande
… Vor absolut afvisende holdning over for de socialdemokratiske regeringer som regeringer i kompromis med borgerskabet er vel bekendt. Men til trods herfor betragter vi ikke tilstedeværelsen af en socialdemokratisk regering eller en koalitionsregering af det socialdemokratiske parti og borgerlige partier som en uovervindelig hindring for skabelsen af enhedsfronten med socialdemokraterne i bestemte spørgsmål. Vi mener, at også i sådanne tilfælde er enhedsfronten mulig og nødvendig til forsvar for det arbejdende folks dagsinteresser i kampen mod fascismen. Det er klart, at i lande, hvor repræsentanter for det socialdemokratiske parti deltager i regeringen, udøver det socialdemokratiske partis ledere den stærkeste modstand mod den proletariske enhedsfront. Det er fuldt forståeligt, idet de ønsker at vise borgerskabet, at netop de bedre og dygtigere end alle andre forstår at holde arbejdermassernes utilfredshed i tømme og beskytte dem mod kommunistisk indflydelse. Men den kendsgerning, at de socialdemokratiske ministre stiller sig afvisende til den proletariske enhedsfront, kan aldeles ikke retfærdiggøre, at kommunisterne ingenting foretager sig for at skabe arbejdernes enhedsfront …
Danmark
Vore kammerater i de skandinaviske lande går ofte den mindste modstands vej, idet de begrænser sig til den propagandistiske afsløring af den socialdemokratiske regering. Dette er forkert. I Danmark f.eks. har de socialdemokratiske ledere siddet i regering i ti år, og kommunisterne har i ti år dag efter dag gentaget, at dette er en borgerlig-kapitalistisk regering. Man må derfor forudsætte, at de danske arbejdere kender til denne propaganda. Men dette, at et betydeligt flertal alligevel giver deres stemmer til det socialdemokratiske regeringsparti, viser kun, at den propagandistiske afsløring af den socialdemokratiske regering fra kommunisternes side ikke er tilstrækkelig, men det viser ikke, at disse hundredtusinder af arbejdere er tilfredse med alle de socialdemokratiske ministres regeringshandlinger. Nej, de er ikke tilfredse med, at den socialdemokratiske regering gennem det såkaldte »kriseforlig« yder hjælp til kapitalisterne og godsejerne, men ikke til arbejderne og fattige landbrugere, med at regeringen gennem sin lov af 31. januar 1933 berøvede arbejderne strejkeretten. Jeg tager næppe fejl, kammerater, når jeg påstår, at 99 pct. af arbejderne i Danmark ikke godkender sådanne politiske handlinger af deres socialdemokratiske førere og ministre.
…
Læs også artiklen: Enhedsfront mod krig og fascisme i 1930erne og i dag i dette nr.