”De imperialistiske kredse søger at vælte alle krisens byrder over på det arbejdende folks skuldre. Dertil behøver de fascismen.
De vil løse markedsproblemet ved at gøre de svage folkeslag til slaver, ved at øge undertrykkelsen af kolonifolkene og ved gennem krigen at nyopdele verden. Dertil behøver de fascismen.”
Fascismen er ikke en form for statsmagt, der står »over begge klasser, arbejderklassen og borgerskabet«, som Otto Bauer f.eks. har hævdet. Det er ikke »det oprørske småborgerskab, der har overtaget statsmagten«, som den engelske socialist Brailsford erklærer. Nej, fascismen er ikke en magt, der står over klasserne, og det er ikke småborgerskabets eller flipproletariatets magt over finanskapitalen. Fascismen er selve finanskapitalens magt. Det er organiseringen af den terroristiske undertrykkelse af arbejderklassen og den revolutionære del af bønderne og intelligentsiaen. Fascisme i udenrigspolitikken er chauvinisme i sin mest brutale form, som dyrker et dyrisk had til andre folkeslag. Denne fascismens virkelige karakter må især understreges, fordi fascismen ved at skjule sig bag social demagogi i en række lande har været i stand til at få fat i de masser af småborgerskabet, som er blevet smidt ud af deres normale kredsløb, selv visse dele af arbejderklassens mest tilbagestående lag, som aldrig ville have fulgt fascismen, hvis de havde indset dens virkelige klassekarakter og dens sande natur.
Fascismens udvikling og selve det fascistiske diktatur tager forskellige former i forskellige lande, alt efter de historiske, sociale og økonomiske forhold, alt efter det pågældende lands nationale særegenheder og internationale position. I nogle lande, især hvor fascismen ikke har nogen bred massebase, og hvor kampen mellem enkelte grupper i det fascistiske borgerskabs egen lejr kommer stærkt til udtryk, beslutter det ikke straks at opløse parlamentet og tillader de andre partier og også socialdemokratiet at bevare en vis legalitet. I andre lande, hvor det herskende borgerskab frygter et snarligt revolutionsudbrud, etablerer fascismen sit ubegrænsede politiske monopol enten med det samme eller ved støt at intensivere terroren og undertrykkelsen af alle konkurrerende partier og grupperinger. Dette udelukker ikke muligheden for, at fascismen, når situationen bliver særlig akut, vil forsøge at udvide sin base og, uden at ændre sit klassesystem, kombinere det åbne terroristdiktatur med en grov forfalskning af parlamentarismen.
Fascismens magtovertagelse er ikke blot en udskiftning af en borgerlig regering med en anden, men en udskiftning af en statsform for borgerskabets klasseherredømme – det borgerlige demokrati – med en anden form – det åbne terroristiske diktatur. Det ville være en alvorlig fejltagelse ikke at anerkende denne forskel. Det ville forhindre den revolutionære arbejderklasse i at forsøge at mobilisere de brede arbejderklasser i by og på land til at kæmpe mod faren for, at fascisterne tager magten – og samtidig udnytte modsætningerne i borgerskabets lejr. Men en ikke mindre farlig fejl er undervurderingen af betydningen af de intensiverede reaktionære tiltag, der i øjeblikket træffes i de borgerligt-demokratiske lande for at etablere det fascistiske diktatur – de tiltag, der undertrykker de arbejdende massers demokratiske friheder, som forfalsker og indskrænker parlamentets rettigheder, og som intensiverer undertrykkelsen af den revolutionære bevægelse.
Fra Georgi Dimitrovs ”Fascismen er fjenden”, Kommunistisk Internationales 7. verdenskongres 1935.