”Køb, køb, køb,” lød det fra Mette Frederiksen på et pressemøde d. 19. februar i år. Det drejede sig selvfølgelig om våben, og krigs- og krisestemningen blev taget til nye højder. På mødet annoncerede regeringen en ny militær investering på 120 milliarder oven i den tidligere række af ekstreme forhøjelser af krigsbudgettet. Mette Frederiksen annoncerede også, at våbenindkøb fremover skulle ske efter nye principper. Det alt overskyggende princip skal fremover være: meget hurtigere og meget mere. Fejl er forventelige, og vi vil ikke klandres for dem.
Faktisk kunne man få den tanke, at de nye principper er bygget over de mange ulovligheder og skandaler, der ligger i sagen om købet af Elbit-artilleri fra Israel. Det, der var ulovligt og derfor bøvlet, skal blive den nye, smidige normal.
Så lad os derfor kigge lidt på de mange afsløringer, der er kommet frem i Elbit-sagen. Vel at mærke ligger meget endnu i mørke og vil kunne afsløre endnu flere sammenhænge og interesser bag den danske stats aktiviteter.
Et kort resumé af sagen
I januar 2023 donerer regeringen det danske artilleri til Ukraine og vil herefter købe nyt.
Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen meddeler i januar 2023, at det bliver hos israelske Elbit, selvom det senest i 2015 blev afvist at handle våben med Israel. Her sagde et politisk flertal nej til at handle med Elbit, fordi firmaets våben bliver brugt af den israelske hær i det besatte Gaza og på Vestbredden. Da Danmark efterfølgende valgte at købe våbnene af franske Nexter, lagde Elbit i 2017 sag an mod Danmark.
Begrundelserne for nu at vælge Elbit som leverandør af artilleri til Danmark var ifølge Ellemann-Jensen, at de som det eneste firma kunne levere det ønskede og gøre det hurtigt og billigt. Ellemann fremlagde også, at købet var afhængigt af en meget hurtig beslutning.
Cirka fem måneder senere viste en aktindsigt, at alle begrundelserne var løgn. Reelt var der god tid, men partierne fik at vide, at tilbuddet skulle godkendes senest med udgangen af januar. Den rigtige deadline var i juni.
Hvad angår begrundelsen, at kun Elbit kunne levere, viste den sig også at være løgn. Ingen andre leverandører var overhovedet blevet spurgt. Kort efter sygemelder Ellemann-Jensen sig med stress.
Under Ellemanns sygeorlov er Troels Lund Poulsen fungerende forsvarsminister. Han meddeler, at der skal laves en redegørelse for sagen, men at den først skal behandles, når Ellemann kommer tilbage fra sygeorlov 1. august og at Ellemann herefter må beslutte, hvad der videre skal ske.
Ellemann vender tilbage, beklager sagen og lægger hele ansvaret over på embedsmændene, og en embedsmand bliver fyret. De har ifølge ministeren givet ham urigtige oplysninger at arbejde ud fra.
Dette forhold virker ikke troværdigt. Regeringen tager næppe så kontroversielle beslutninger på en så tilfældig og uovervejet måde. Beslutningen om at handle med Elbit og valget af argumentation for at gøre det må efter al logik være en regeringsbeslutning. Tidligere sager, der er afsløret, har alle vist, at det er regeringen, der bestiller et skræddersyet oplæg fra embedsmændene til begrundelse for deres politiske handlinger. Det skete f.eks. op til Danmarks tilslutning til Irak-krigen.
Umiddelbart inden regeringen bad Folketinget godkende indkøbet af israelsk artilleri, viste det sig desuden, at Elbit havde droppet deres retssag mod Danmark og havde indgået et forlig, få dage før handelen med Elbit blev indgået. En advokatundersøgelse konkluderer, at der må ”formodes at være en forbindelse” mellem de to ting.
Det er også kommet frem, at Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) lige op til købet har presset på for, at Danmark skal handle våben med Israel. I et notat foreslår FMI at lave en såkaldt “Goverment-to-Goverment”-aftale med Israel, der vil give hurtigere og mere direkte adgang til våbenkøb fra Israel. FMI understreger, at israelske våben har det fortrin at være grundigt afprøvet i krig:
”Israel besidder en række forsvarsmaterielprodukter samt erfaring med anvendelse af disse, der har relevans for FMI’s kommende planlagte og forventede anskaffelser.”
Hvad der endnu ikke er afdækket
Elbit-skandalen er afsløret lag for lag, men meget står endnu tilbage at komme frem i lyset. Bl.a. Mette Frederiksens rolle i beslutningerne og herunder hendes forhold til Israel.
Granskningsudvalget har stillet spørgsmål til Mette Frederiksen til skriftlig besvarelse og indkaldt hende til samråd. (Granskningsudvalget er et permanent underudvalg, der har til opgave at varetage undersøgelse af sager, der påkalder sig kritisk opmærksomhed i offentligheden eller i Folketinget, og seks partier uden om regeringen har bragt Elbit-sagen op i Folketingets Granskningsudvalg).
De har spurgt:
”Vil statsministeren forud for et kommende samråd i Granskningsudvalget tilsende udvalget en oversigt over, hvilke møder der er blevet afholdt i regeringens Koordinationsudvalg i perioden 1. august 2022 – 31. januar 2023, hvor Elbit, anskaffelse af ildstøttesystemer eller donation af Ceasar artilleri var på dagsordenen, sammen med dagsordenerne og det relevante materiale for de pågældende møder i regeringens Koordinationsudvalg?”
Mette Frederiksen har afvist at deltage i et sådant samråd. Hun vil ikke udtale sig om hendes ansvar i sagen eller hendes forbindelse til Israel og henviser til, at det er op til ”de relevante ressortministre” at forholde sig til sagen.
Berlingske skriver, at forsvarsordførere har fået adgang til en mailtråd, der viser, at Mette Frederiksen få dage før våbenkøbet førte en samtale med en ”højtstående” udenlandsk person om anskaffelse af nyt artilleri. Det er ikke oplyst, hvem det drejer sig om.
Man kan ikke være i tvivl om, at Mette Frederiksens forhold til Israel er meget tæt. Regeringen og Mette Frederiksen har gennem hele det folkedrab, der udspiller sig for øjnene af os, fuldt ud bakket Israel op.
Under corona-krisen tog Mette Frederiksen pludselig til Israel midt under fascisten Netanyahus valgkamp til Israel og planlagde fælles vaccineproduktion mellem Danmark og Israel. Hverken Folketinget eller statens vaccinerådgivere var orienteret om hendes tur til Israel. Og helt generelt virker det usandsynligt, at et så kontroversielt våbenkøb vil ske uden om regeringen.
Regeringen forsøger desuden at mørklægge sagen ved at henvise til, at den embedsmand, der fik skylden, nu er ude af billedet, og at Jakob Ellemann-Jensen er stoppet i politik.
Blandt argumenterne for at købe hos Elbit var både hurtig levering og en ’god’ pris. Ingen af delene holdt vand. Våbnene vil blive leveret med en forsinkelse på tre-fire år og en pris, der foreløbig er hoppet fra 1,7 til ca. 3 milliarder kr.
Køb – køb – køb
På baggrund af den oppiskede krigsstemning besluttede regeringen i februar endnu en opskrivning af det militære budget, denne gang med 120 milliarder kr., og fremlagde samtidig nye principper for køb af våben. Vi må forstå, at oprustningen kun kan gå for langsomt. Dækket ind bag ”truslen fra Rusland” og forstærket af ”usikkerheden om USA’s rolle” sætter NATO- og EU-landene ekstra turbo på deres egne aggressive krigsforberedelser.
Det regeringen lagde frem, var:
Køb bare våben ind, og producer våben. Kvaliteten er angiveligt ikke så vigtig, bare dansk imperialisme/EU-imperialisterne sikrer sig sin del. Militæret selv skal have friere hænder i indkøbene, altså mere mørklægning, mindre parlamentarisk kontrol. Dog næppe mindre regeringskontrol. Fejl er forventelige og er derfor o.k. Ingen skal komme og kritisere os.
”Køb, køb, køb. Der er kun en ting, der tæller nu, og det er hastighed, for virkeligheden er, at vi er bagud. Vi er nødt til at tilsidesætte mange af de procedurer, som nok er skabt i bedste mening, men som hører en anden tid til,” lød det fra Mette Frederiksen.
”Jeg vil hellere begå fejl og lave den nødvendige oprustning end at sidde og kigge ud i luften,” stemte Troels Lund Poulsen i.
”Køb det, som her og nu kan bidrage til et stærkere forsvar og dermed til en stærkere afskrækkelse. Kan vi ikke få det bedste udstyr, så køb det næstbedste,” udtalte Mette Frederiksen rettet til fungerende forsvarschef Michael Hyldgaard.
Militærets ledelse skal i højere grad selv bestemme, hvilket militært udstyr der skal købes, og hvem som skal levere det.
”Implementering af aftalen står til at begynde allerede mandag,” lød det på pressemødet om forsvarschefens øgede beføjelser og den nye indkøbsrunde. Når det kommer til krigsforberedelser, er der ingen bureaukratiske forsinkelser.
Flere af indkøbene til krigsmaskinen skal ikke længere sendes i udbud, en mulighed, der ligger i EU’s regler. Mens de sociale dele af EU-landenes budget er lagt i stramme tøjler, er krigsoprustning undtaget.
Alt i alt er der rigtig meget af det, der kendetegner Elbit-skandalen, der nu gøres til regeringens ny normal.
Våbenkøb kan hastes igennem udenfor offentlighedens kendskab.
Hvem man køber fra, skal holdes uden for debat.
Folkedrab eller ej – tempo og turbo på krigsforberedelserne er alfa og omega.
”At være afprøvet i krig” er et kvalitetsstempel. Nu skal regeringen ikke kunne fanges i deres løgne – for det sker alt sammen helt efter bogen.
12.4.2025