Der var engang en teori om ”kollektiv imperialisme”. Den blev fremsat, da ”globaliseringen” var i fuld fart. Ifølge den teori dominerede alle de imperialistiske stater kollektivt andre lande. Krig imellem imperialister hørte fortiden til. For eksempel blev denne teori forsvaret af en del af Tysklands Kommunistiske Parti (DKP) med Leo Mayer som fortaler. Den økonomiske basis for denne teori var overgangen til ”transnational” monopolkapitalisme. Argumentet var, at eftersom ejendomsstrukturerne havde nået en ”transnational” karakter, var nye ”overnationale” strukturer også dukket op på statsligt niveau. At ”transnational kapital” satte nationalstater op imod hinanden for at sikre mere favorable vilkår for sig selv. At mellemstatslige modsætninger ikke var fraværende, men ”den overnationale organisering af transnational kapital” forhindrede disse modsætninger i at nå farlige dimensioner.
Det er svært ikke at blive fristet af den lokkende overfladiskhed ved konstant at blive ”overbevist” af fremtrædelsesformer. Men vi vil ikke dvæle ved teorien om ”kollektiv imperialisme”, eftersom teorien allerede er blevet tilbagevist af virkeligheden. Men virkelighedens mange rige facetter leder til fremkomsten af nye typer teorier. En af dem er fx forsvaret for at udskifte den ”unipolære verden” med den ”multipolære verden”. Vi vil først se på denne ide, og dernæst vil vi, ved at bruge Grækenlands Kommunistiske Parti (KKE) som eksempel, prøve at påvise, at berettiget kritik af det forkerte ikke er en garanti for det rigtige svar.
Hvor mange poler har vi?
I diskussionen vil vi tage udgangspunkt i, at problemstillingen er baseret på metaforen ”poler”. Fx bliver spørgsmål som følgende rejst: ”Er den aktuelle kapitalistiske verden unipolær, bipolær, multipolær eller ikke-polær? Hvilken af disse er bedst for arbejderklassen og folkene?”
I den diskussion, der er baseret på polaritet, opfattes perioden efter 2.verdenskrig som aksen, og en klassifikation er generelt opbygget således: bipolaritet i perioden 1945-1990, unipolariet i perioden 1991-2008 og multipolaritet siden 2009.(1) Dog ser nogle snarere den aktuelle situation som en overgang fra unipolaritet til multipolaritet. De argumenterer med, at USA’s overherredømme stadig er ekstraordinært stærkt, at stater som Kina og Rusland prøver at nedbryde denne unipolaritet, mens USA modarbejder det, og at etableringen af multipolaritet ville være til gavn for arbejderklassen og folkene. Det er netop, hvad Putin og Xi Jinping propaganderer for dag og nat!
Først af alt skal følgende spørgsmål besvares: Er unipolaritet muligt med imperialismen som bagtæppe? Vi ved, at imperialismen som fænomen kræver mindst to rivaliserende imperialistiske stater, fordi et monopol ikke kan fjerne den konkurrence, som den selv er et produkt af. Den kan begrænse og undertrykke konkurrencen i en periode, men den kan ikke fjerne den. Hvis denne eller hin imperialistiske magt skulle eliminere alle andre imperialister, skulle den fjerne kapitalismens ujævne udvikling og de materielle relationer og modsætninger, som gør den udvikling mulig. Således er svaret på spørgsmålet helt klart, og unipolaritet er ikke muligt.
Dog kan der forekomme meget specielle perioder i historien, og som sådan er forgængeligheden tydelig fra starten. Perioden lige efter 1989/1991, dvs. de første år efter Sovjetunionens og ”østblokkens” sammenbrud, er et eksempel på en sådan speciel periode. I den periodes magtbalance kunne USA udfylde det vakuum, som sammenbruddet skabte, og det gjorde USA i allerhøjeste grad. Som det blev udtrykt i Foreign Affairs, der var den tids ledende amerikanske udenrigspolitiske tidsskrift, var en ”unipolær bevægelse” en mulighed. Tidsskriftets redaktør, Charles Krauthammer, lavede følgende vurdering:
”Den øjeblikkelige post-koldkrigs-verden er ikke multipolær. Den er unipolær. Verdens magtcentrum er den udfordrede supermagt, USA, støttet af dens vestlige allierede.” Men i den straks efterfølgende underoverskrift har han behov for at tilføje: ”Der er ingen tvivl, multipolaritet vil komme med tiden.”(2)
Med hensyn til vores opstillede spørgsmål, så betyder det intet, om dette tidsrum varede til 2008 eller ej, som den grove klassifikation ovenfor antyder. Det, der er vigtigt, er, at multipolaritet ikke er en ønsket tilstand, men en realitet i vores tid, og det kan ikke være andet i kraft af sin natur. Så konfrontationen mellem USA og Kina er kampen for overherredømme mellem bestemte imperialistiske stater i verdensmålestok.
Men hvad hvis en af disse poler ikke er imperialistisk? For eksempel hvis, som Tysklands Kommunistiske Parti (DKP) påstår, der er en ”anti-imperialistisk magt” blandt dem, eller endda en ”magt på vej til socialismen”? Hvis du i det væsentlige identificerer fænomenet imperialisme med USA og ikke ser Rusland og Kina som imperialistiske magter, vil du naturligvis se positivt på enhver udvikling, der underminerer eller svækker USA og dets allierede. Især hvis, som DKP, du ikke ser Rusland som en imperialistisk magt, men som et af de lande, der stillet over for den vestlige imperialismes aggressioner, er ”tvunget til at forfølge en anti-imperialistisk udenrigspolitik”(3)! I det tilfælde er det let som ingenting at være ”håbefuld”(4)!
Analysen er som følger: På den ene side er der lande med en klar imperialistisk karakter (USA, Tyskland, Frankrig, England, Japan og deres internationale organisationer som NATO og EU). På den anden side: ”Der er kapitalistiske lande, der af imperialistisk aggression ofte er tvunget til at indføre en anti-imperialistisk udenrigspolitik. Disse lande er blandt andre Brasilien, Sydafrika, BRICS-landene og Shanghai.”(5) Og endelig er der Kina som ”en anti-imperialistisk magt på vej til at opbygge socialismen.”(6)!
Når situationen bliver aflæst på den måde, så er konklusionen ikke overraskende: ”I denne kontekst, når vi taler om behovet for at hylde bevægelsen frem mod ”multipolaritet”, så har det intet med illusioner at gøre. Det er endnu ikke et stadie, hvor socialismen løber fra triumf til triumf. Men det er et stadie, som sandsynligvis vil brolægge vejen til det. Det kan blive et stadie, hvor kraftrelationerne mellem imperialisme og anti-imperialisme er mere afbalancerede. Og det vil begynde at føles helt klart for mange folkeslag uden for Europa, at dette er fremskridt.”(7)
Det gode er, at sådanne analyser er lavet ud fra devisen om ”ikke at kalde alting imperialisme”. Det sørgelige er denne smalsporede og overfladiske teoretiske forståelse i visse kredse, som påstår at arbejde på vegne af venstrefløjen og selv marxismen-leninismen, og desuden evalueringen af den åbne konfrontation, de direkte krigsforberedelser hos de store imperialistiske magter ud fra en totalt blind vinkel, ligesom de demagogiske udtalelser fra imperialister som Kina og Rusland bliver taget vel imod og endda hyldet og gjort til mulighed for ”håb”. Når det billede tages i betragtning, er det overhovedet ikke mærkeligt, at der florerer forkerte analyser af imperialismen.
Dette står naturligvis klart: De voksende konflikter mellem imperialisterne og skærpelsen af modsætningerne mellem dem kan skabe nye muligheder for arbejderklassen og det arbejdende folk. Men for dem, der ser på situationerne, ikke på basis af stater, men på basis af klasser og klassekamp, er det væsentlige nødvendigheden af graden af organisering og kamp, som kan gøre brug af disse muligheder. Hvis arbejderklassen ikke er organiseret og ikke har en stærk klassebevægelse baseret på den organisering, hvis den ikke har en uafhængig politisk linje og et parti, som garanterer den, vil disse muligheder ikke blive udnyttet af arbejderklassen og det arbejdende folk, men af monopolborgerskabet i det givne land. Desuden vil mulighederne blive til redskaber, der spænder arbejderklassen og det arbejdende folk for monopolborgerskabets interesser.
Så længe den nævnte klassemagtbalance er uændret, vil ”multipolaritet” ultimativt betyde en skærpelse af inter-imperialistiske modsætninger langt mere end i dag, fremkomst af nye proxy-krige(9), styrkelse af politisk reaktion og militarisme, spredning af nationalismens gift, inddragelsen af folkene i nye katastrofer osv. Er det ikke allerede de dominerende tendenser? Under de givne betingelser for klassemagtrelationer er det så ikke indlysende, at den eneste revolutionære vej er at udstille alle kræfter og tendenser bag snakken om ”multipolaritet” og afsløre deres virkelige hensigter? At ”hylde” denne realitet ved at adoptere fortællingen om den ene pol er intet andet end fornuftsformørkelse forårsaget af et mistet klasseperspektiv.
Den imperialistiske pyramide
I forhold til Grækenlands Kommunistiske Parti (KKE) kan man naturligvis ikke tale om en sådan formørkelse. Tværtimod står Kinas og Ruslands imperialistiske karakter helt klart for KKE. For eksempel mener KKE, at opportunister i Grækenland og andre lande i verden ”argumenterer for, at den kapitalistiske genrejsning i de socialistiske lande er bedre, fordi det afskaffede den kolde krig og verden derfor er blevet bipolær, dvs. at der er mange centre og nye magter”, ”men de ’glemmer’ det faktum, at disse nye ’centre’ og ’magter’ bygger på kapitalistiske produktionsrelationer, på monopolers dominans i økonomien, dvs. at vi står over for opbygningen af nye imperialistiske magter.” Ligeledes mener KKE ikke, at ideen om, at imperialismen er lig med USA, er korrekt. Desuden kritiserer KKE mange højrefolks opportunistiske og overfladiske tilgang til debatten om imperialisme. For eksempel kritiserer KKE helt korrekt ”propagandaen for, at imperialisme er noget andet end og adskilt fra kapitalismen, som et politisk koncept adskilt fra kapitalismens økonomiske basis”, og fastslår helt korrekt, at mange forkerte analyser af imperialismen udspringer herfra.(10)
Men som fastslået tidligere, så er korrekt kritik af noget forkert ikke en garanti for et korrekt svar. Og denne generelle sandhed passer også på KKE. Faktisk kom KKE, mens det definerede sin position i disse debatter, frem med et interessant koncept, hvor det bruger ”imperialistisk pyramide” som metafor. Pyramiden reflekterer på sin vis den hierarkiske struktur i de dominerende relationer i det imperialistiske verdenssystem. I toppen er de mest magtfulde imperialistiske lande. Den magt mindskes, jo længere man bevæger sig ned over midten mod bunden af pyramiden. Med en vægt, der kan synes ejendommelig, retter KKE opmærksomheden mod konceptet for ”det internationale imperialistiske system”. Faktisk bliver metaforen ”imperialistisk pyramide” nævnt i parentes som forklaring på ”det internationale imperialistiske system” i forskellige KKE-tekster.
Men hvorfor dog denne vægt på ”det internationale imperialistiske system”, som står klart og tydeligt på baggrund af det historiske faktum, at kapitalismen er et system, der udvikler sig gennem verdensmarkedet? Årsagen er, at KKE mener, at en ny situation er dukket op i denne kontekst. I deres optik er det en sådan ny situation, der gør, at Lenins metafor med ”lænker” og ”en håndfuld af imperialistiske lande” ikke længere afspejler de nuværende realiteter.
Vi er nødt til at se lidt nærmere på dette problem. Ifølge KKE er ”græsk kapitalisme”, selvom den er ”stærkt afhængig af USA og EU”, ”i det imperialistiske stadie af sin udvikling” og ”indtager en mellemposition” i det internationale imperialistiske system (dvs. i midten af pyramiden).(11) Men ikke bare Grækenland er i ”det imperialistiske stadie” af deres udvikling, det er alle de kapitalistiske lande i pyramiden. Deres styrke kan variere afhængigt af, på hvilket niveau i pyramiden de er placeret, men de er alle imperialistiske på den ene eller anden måde!
KKE kritiserer argumentet om, at de kapitalistiske lande, fx Grækenland, ”dybest set er besat af Tyskland”, og ”at dets styre er neo-kolonialt”. Fordi sådan et argument udelukker landets monopolborgerskab fra at være målet (på én måde er det en korrekt kritik), og sådanne argumenter ignorerer det faktum, at kapitalismen i det land er ”i det imperialistiske stadie af sin udvikling”. De, der ikke kan se disse realiteter, kommer ifølge KKE til ”at se imperialismen som et lille antal lande, en håndfuld af lande” og ”at anse alle andre lande som afhængige, undertrykte, koloniale lande”.(12) Men i dag er der ikke bare afhængighed, der er også ”gensidig afhængighed”.
Adspurgt om, hvilken udvikling der har gjort pyramidekonceptet nødvendigt, er KKE’s svar i al væsentlighed følgende: ”I det sidste årti af det 20. århundrede begyndte situationen at forandre sig. To faktorer, der gensidigt påvirkede hinanden, men med deres egen relative autonomi, er årsagen til det.”(13) For det første er det ændringerne i den økonomiske politik efter krisen i 1973, dvs. opgivelsen af ”neo-keynesianismen” (efterfulgt af privatisering, beskæring af sociale rettigheder, øget kapitaleksport osv.). For det andet ”mulighederne for imperialismen” i kølvandet på opløsningen af USSR og østblokken (”kapitalistisk genetablering”) lanceringen af ”en ny bølge af angreb fra kapitalen, som fik ringe modstand” og ”skabelsen af nye markeder i de tidligere socialistiske lande”. Denne udvikling havde konsekvenser: ”De ledende magters enhed over for socialismen begyndte at smuldre”, ”en ny runde af interimperialistiske modsætninger begyndte i spørgsmålet om nye markeder”, hvilket førte til krige på Balkan, i Mellemøsten og Nordafrika. ”Ved slutningen af det 20. århundrede var der tre imperialistiske centre, som voksede frem efter verdenskrigen:EU, USA og Japan. I dag er antallet af imperialistiske centre vokset og nye former for alliancer er opstået, som fx den russisk-orienterede alliance, BRICS, alliancen mellem de latinamerikanske lande ALBA, MERCOSUR osv.”
Som konklusion: ”Det er ikke kun dem i toppen, som forfølger en imperialistisk politisk linje, men også landene på lavere niveau, og endda dem, der er afhængige af de større magter på regionalt og lokalt plan, forfølger en sådan linje. For eksempel er Tyrkiet en sådan magt, ligesom Israel, de arabiske lande og de magter, der er instrumenter i monopolkapitalens erobring af nye territorier i Afrika, Asien og Latinamerika. Som resultat af dette står vi med fænomenet afhængighed og gensidig afhængighed.”(14)
Der er ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved det helt tydelige, nemlig at alle kapitalistiske lande er en del af det internationale imperialistiske system. Det er ligeledes tydeligt, at magtbalancen mellem de kapitalistiske lande kan ændre sig, og at dette kan ske som følge af uens udvikling. Hvad vi kritiserer, er karakteriseringen af alle lande i systemet som imperialistiske. Med andre ord er problemet, at forskellen mellem de kapitalistiske lande reduceres til en kvantitativ forskel, og at den kvalitative forskel mellem dem med hensyn til deres udviklingstrin og position bliver negligeret. Og derfor bliver afhængighedsrelationerne imellem dem forklaret som ”gensidig afhængighed”. Ikke mindre vigtigt er selvfølgelig det faktum, at – eftersom det påstås, at alle kapitalistiske lande befinder sig i det imperialistiske stadie – fænomenet afhængige lande og undertrykte folk er forsvundet sammen med de objektive modsætninger, som har skabt hele fænomenet.
Af nævnte og unævnte årsager har verdensøkonomiens udseende forandret sig de seneste årtier. De vestlige imperialistiske landes, især USA’s, andel af verdensmarkedet er mindsket, et land som Kina er i mellemtiden blevet imperialistisk, udviklingen især i ”landene på tærsklen” (dvs. de lande, der endnu ikke er blevet imperialistiske, men er ophørt med at være fortidens gammeldags kapitalistisk lande), kapitalismen udvikler sig hurtigt i mange lande, der har været en stor forøgelse af kapitaleksport fra imperialistiske til kapitalistiske lande især i perioden med ”globalisering”, det har stimuleret en ekstraordinær stigning i kapitalakkumulationen i disse lande, og der er på den anden side en ny fase i internationaliseringen af produktionsprocesserne og en skærpelse og uddybning af arbejdsdelingen i den kapitalistiske verdensøkonomi osv. Dette er udviklinger, som er mere eller mindre kendt for dem, der følger verdensøkonomien og dens relationer. (15) Hvis dette er tilfældet, så kan det siges, at selvom borgerskabet i disse lande har imperialistiske ambitioner på deres regions vegne på grund af kapitalakkumulation, så gør disse udviklinger alene endnu ikke fx Grækenland eller Tyrkiet til imperialistiske stater/magter. Men KKE benægter det! KKE siger, at det er sket. Hvordan?
KKE’s argument er følgende: For det første er disse lande ikke – som man ofte tror – koloniale eller semi-koloniale eller underlagt stærke kapitalistiske stater. Der er monopoler i disse lande, og monopolborgerskabet arbejder for egen vindings skyld, somme tider sammen med stater fra toppen, og de eksporterer kapital til forskellige lande i verden, især inden for egen region. For eksempel: ”De, der taler om underkastelse og besættelse, ser ikke kapitaleksporten fra Grækenland (som er et karakteristisk træk ved kapitalismen i sit imperialistiske stadie)… Kapital bliver eksporteret som produktive investeringer i andre lande og selvfølgelig til europæiske banker.”(16)
Lad os citere fra en anden tekst, der har de samme pointer: ”Faktum er, at akkumulationen og koncentrationen af kapital gennem mange år har ført frem til skabelsen og udviklingen af monopoler, hvilket kendetegner kernen i kapitalismen på sit imperialistiske stadie … Det er præcis denne udvikling, der er grundlaget for KKE’s analyse for udviklingen af dets strategi og den taktik, som udledes heraf. Partiprogrammet, som blev vedtaget på den 19. partikongres, understreger følgende pointer: Det græske borgerskab lukrerede umiddelbart på de kontrarevolutionære magtforskydninger i de baltiske lande og deres indtræden i EU. Det græske borgerskab har opnået en væsentlig akkumulation af kapital og har foretaget en voldsom kapitaleksport, som gennem direkte investeringer har bidraget til styrkelsen af græske firmaer og monopoler… Denne udvikling, som udtrykker den yderligere modning af de materielle forudsætninger for socialismen(17), er ikke begrænset til Grækenland alene, men gælder alle de kapitalistiske lande. Udviklingen af monopolkapitalisme i de seneste årtier bekræfter dette.”(18)
I en tale på et internationalt møde i Cuba i 2022 understregede KKE’s politbureaumedlem G. Marinos, at de fem karakteristika, Lenin opstillede til at karakterisere imperialismen, ikke kun skulle begrænses til toppen af pyramiden: ”Disse karakteristika er ikke særegne kun for landene i toppen af pyramiden. Tværtimod er de en helhed, de er særegne for alle stater, mere eller mindre kraftfuldt, fordi kapitalismens monopoliserede og reaktionære epoke er en helhed.”
Det synes, som om vi i diskussionen om imperialismen kører rundt og rundt det samme sted: Den forvirring, der i dag opstår i analysen af de karakteristika af imperialismen, som Lenin opstillede …
Tilgangen til Lenins fem punkter
Det blev sagt tidligere, at DKP’s og visse andre venstrekredses fornuftsformørkelse ikke passer på KKE. Dog synes det, som om de to partiers veje overlapper hinanden i håndteringen af imperialismens karakteristika, som Lenin satte op i fem punkter. Mens DKP påstår, at Kina og Rusland på baggrund af disse punkter ikke er imperialistiske, så påstår KKE, at alle kapitalistiske lande er imperialistiske ved at henvise til de samme fem punkter! Det må straks fastslås, at det, der gør dette overlap muligt, er den positivisme, som gennemtrænger hele sjælen i den moderne revisionistiske tradition.
I den henseende er KKE’s kritik af DKP i det væsentlige gyldig. Den positivistiske læsning ser kun det faktuelle i Lenins fem punkter, dvs. monopoler, finanskapital, kapitaleksport osv. Hvad der dog er lige så vigtigt i diskussionen af imperialisme ud fra disse punkter, er den faktuelle kontekst, dens indvirkning, og hvad den fører til. Hvad der fx er vigtig og afgørende er ikke fremkomsten af monopoler i sig selv (monopoler eksisterede allerede inden kapitalismen), men det faktum, at monopolerne, der udvikles på dette stadie af kapitalismen ”spiller en afgørende rolle i det økonomiske liv”. Eller internationale kapitalistiske sammenslutninger kan også opstå i perioden med fri konkurrence i denne eller hin individuelle investering, men hvad der er væsentligt for imperialismen, er, at disse sammenslutninger er i stand til ”at dele verden imellem sig”. Tilsvarende har der i verdenshistorien været magter, der har delt bestemte regioner mellem sig, men hvad der er afgørende i imperialismen er, som det blev analyseret af Lenin, at ”delingen af hele verden”, dens ”færdiggørelse” og nødvendigheden af ”omfordeling”.
Det nye ved imperialismen er kort sagt fremkomsten af en sammenhæng mellem hegemoni, dominans og magt baseret på en voksen fra den kapitalistiske periode med fri konkurrence på en paradoksal måde.(19) Denne magtsammenhæng er naturligvis baseret på fænomenet monopol. Imidlertid kan fænomenerne kun forstås korrekt i sammenhæng med deres dannelse og egenskaber. Monopoler, javist, men monopoler, der nu spiller en afgørende rolle i det økonomiske liv på verdensplan. Finanskapital, javist, men finanskapital, der er lig med det finansielle oligarki osv. Hovedsagen er ikke, om der findes eller ikke findes monopoler, finanskapital og kapitaleksport i dette eller hint kapitalistiske land, men deres position, markedsandel, investerings- og sanktionskapacitet i forhold til de store imperialistiske magter og monopolers dominansforhold. Derfor kan det ikke bestemmes, om et land er imperialistisk eller ej, ved kun at se på det ene eller det andet punkt i Lenins definition på imperialisme. Tværtimod er det nødvendigt at se på alle punkterne i forhold til, i hvilken grad de har dominans, og at se, om denne materielle relation er dominerende i det økonomiske og politiske liv og relationerne til andre lande. Hvis det ikke gøres, bliver hele karakteristikken af imperialismen til en tom frase.
Med denne indfaldsvinkel er der yderligere en markant forskel mellem på den ene side de imperialistiske kapitalistiske lande, som udviklede sig fra fri konkurrencekapitalisme til monopolkapitalisme som et resultat af dets udviklings iboende love, og på den anden side de lande, der overgik til det imperialistiske stadie under ”fremskredne” historiske betingelser, da imperialismen dominerede verden, opdelingen af verden mellem imperialistiske monopoler og stater allerede var sket. Udviklingen af kapitalisme i den senere type af lande sker under betingelser, hvor de første allerede dominerer økonomi, markedsandele og indflydelses- og teknologisfærer. De udvikler sig ikke uafhængigt af de monopoler, der dominerer verden, men sideløbende med og ofte gennem dem. Kun på et særligt stadie i deres udvikling, dvs. fra det tidspunkt, hvor de kan opnå kapitalakkumulation, markedsandele, militær magt og teknologisk udvikling/overlegenhed, som adskiller sig fra de imperialistiske monopoler og lande, der dominerer verden, kan de handle som en imperialistisk magt.
De kan med andre ord fremstå som en imperialistisk magt i det omfang, de kan gennembryde og overgå de imperialistiske monopoler, der står over for dem, på et bestemt niveau og område. Sagens kerne er at kunne knække/overgå de eksisterende monopoler/monopoliseringer, der dominerer inden for diverse sektorer, områder og fag. Et kapitalistisk land, der ikke har nået dette niveau i sin udvikling, bliver ikke automatisk et imperialistisk land, selvom et firma i en eller anden sektor er et monopol, og selvom det har finanskapital og kapitaleksport. At tro andet er udtryk for at gå til Lenins imperialismeteori med en positivistisk indfaldsvinkel. Det er at benægte den indre sammenhæng i imperialismens karakteristika, da den voksede frem. Det er at glemme, at udviklingen af nutidens kapitalistiske lande sker under den imperialistiske epokes betingelser, og derfor abstrahere deres udviklingshastighed og -former fra imperialismens eksistens og betingelser. Det er kort sagt udtryk for, at man går fuldstændig glip af pointen.
Lenin citerer den tyske økonom Kestner, der siger, at under imperialismen skaber kartellerne ikke bare store profitter, men ”sikrer også en dominerende position (…), som ikke eksisterer under den frie konkurrence”. Herefter fortsætter Lenin: ”De ord, som jeg har understreget, løfter sløret for sagens kerne, som de borgerlige økonomer så modvilligt og sjældent indrømmer, og som nutidens forsvarere af opportunismen, anført af Kautsky, så nidkært prøver at unddrage sig og vifte til side. Dominans, og volden, der er forbundet hermed, er de typiske relationer for ’den sidste fase i kapitalismens udvikling’. Det er og vil være det uundgåelige resultat af dannelsen af almægtige økonomiske monopoler.”(20)
Det er derfor, Lenin siger, at ”imperialisme er monopolkapitalisme” og aldrig ”kapitalisme med monopoler”! Og det er af den grund, at liberale økonomer i dag benægter ikke eksistensen af monopoler, men afskaffelsen af den frie konkurrence! Af samme grund, nemlig den ujævne udvikling af kapitalismen, udsprunget af konkurrencen og anarkiet i den kapitalistiske produktion, skabes med imperialismen en karakteristisk krampagtig udvikling. Ejendommelighederne ved Kinas udvikling til en imperialistisk magt er et slående eksempel på, hvad der er understreget her.(21)
Det positivistiske synspunkt ignorerer på den anden side både det historiske og det historiskes historicitet. Det reducerer Lenins analyse til en simpel opremsning af fakta: Der er monopoler, der er finanskapital, der er kapitaleksport. Af den grund kan mange kapitalistiske lande komme afsted med at sige, at de er i det ”imperialistiske stadie”! For det første er disse træk netop trækkene ved udviklingen fra den frie konkurrences kapitalisme til monopolkapitalisme. I denne henseende udtrykker de træk, der afviger, modsiger og differentierer fra enhver sammenligning med konkurrerende kapitalisme. For det andet er, under verdenskapitalistiske betingelser, hvor imperialisme, monopolkapitalisme og dens særlige træk og anlæg har eksisteret i mere end et århundrede, fremkomsten af førnævnte træk i det ene eller andet kapitalistiske land ikke bare en forståelig udvikling, men heller ikke en modsætning til imperialismens anlæg. Af disse grunde gør den nævnte kapitalistiske udvikling ikke disse lande direkte imperialistiske.
Hvorfor? Fordi monopolerne, finanskapitalen osv. i disse lande ikke er udviklet under den frie konkurrerende verdenskapitalismes betingelser. Tværtimod er monopoler og finanskapital i disse lande skabt og prøver at handle under en given verdensøkonomis betingelser, hvor økonomisk og finansiel magt, verdensmarkeder, indflydelsessfærer og teknologiske muligheder er opdelt mellem de store imperialistiske monopoler og stater, hvori konkrete og særlige magtrelationer råder relativt. Hvorfor er den pointe vigtig? Fordi monopolerne osv. i disse lande ikke er skabt på trods af de store imperialistiske monopoler og finanskapital. Tværtimod er de med enkelte undtagelser skabt og forsøger at vokse i samarbejde med dem, de læner sig op ad dem, de er små partnere, og somme tider endda deres forlængede arm.
I de lande, hvor processerne med kapitalakkumulation fra begyndelsen er tilbagestående, er det så ikke muligt, at den ene eller anden gruppe af finanskapital, dette eller hint monopol, selv i en lille skala, kan opnå en markedsfordel for sig selv? I en historisk proces, hvor kapitalismen udvides på verdensplan, kan og vil sådanne enestående muligheder og chancer opstå. Men undtagelsen bekræfter reglen. At tilgå Lenins fem karakteristika for imperialismen ved at se bort fra de givne materielle relationer i nutidens imperialistiske kapitalisme og i særdeleshed magtrelationer er kort sagt intet andet end positivistisk forståelse af teorien om imperialisme.
”Det globale syd” og ”gensidig afhængighed”
I de sidste 40 år har kapitalismen uden nogen tvivl udviklet sig i verdensmålestok og især i perioden med kraftig ”globalisering”, dvs. da den vestlige finanskapital, beruset af triumfen efter omvæltningerne i 1989/91, ikke lod noget marked uberørt og flyttede sine produktionsprocesser til fremmede lande, især de lande, der befandt sig på ”tærsklen til udvikling”. Denne ekstraordinære spredning af kapitalisme og kapitalistiske relationer over en relativt kort tidsperiode havde mangesidet indvirkning både på disse lande og på verdensøkonomien. For eksempel er det værd at nævne, at sideløbende med den kapitalistiske udvikling i de ikke-imperialistiske lande er der sket en omfattende industrialisering og kapitalakkumulation. Det er kendt, at monopolborgerskabet i disse lande, alt efter graden af akkumulation, går over til kapitaleksport til især nabolandene, laver koncentrerede investeringer i den ene eller anden sektor og øjner muligheder for udvidelse af deres markedsandel. Sagt af formanden for direktionen i TÜSIAD, som er Tyrkiets største kapitalisters organisation: ”Over hele verden ændres forsyningskæderne, produktionscentre flyttes. Der er meget store muligheder for økonomier, der kan aflæse denne udvikling korrekt.”(22) Ved fremkomsten af en ny imperialistisk magt som Kina forøges desuden mulighederne for monopolborgerskabet i disse lande, og de bliver i stand til at forhandle sig til en magt, de ikke havde før, især over for vestlige monopoler.
Rent faktisk har ”landene på tærsklen”, dvs. Brasilien, Indien, Mexico, Sydafrika (Tyrkiet er et af disse lande med sin egen særlige kontekst), i et stykke tid været i stand til at tage beslutninger i konfrontation med de store magter, især over for de vestlige imperialister, og for tiden er de i en position, hvor de kan få fordel af de skærpede modsætninger mellem større imperialistiske lande. Indien er et konkret eksempel på voksende muligheder for økonomisk og politisk samarbejde. Indien er verdens sjettestørste økonomi. Under de nuværende omstændigheder føler det sig ikke forpligtet til at følge den ene eller den anden større imperialistiske magt. Det er allerede i fuld gang med at lave forskellige økonomiske, politiske og militære samarbejdsaftaler med hver af dem.
Ifølge KKE er sådanne situationer indikationer på ”fænomenerne afhængighed og gensidig afhængighed”. ”Gensidig afhængighed” forandrer sig ikke fundamentalt, hvis et af disse lande er medlem af en særlig imperialistisk alliance. Grækenlands medlemskab af NATO og EU for eksempel ”begrænser det græske borgerskabs muligheder for at handle uafhængigt”, men ”gensidig afhængighed” forsvinder heller ikke i dette tilfælde, det bliver bare til ”ulige relationer inden for gensidig afhængighed”.!(23) Og igen læser vi, at ”gensidig afhængighed” også gælder for de klassiske imperialistiske stater: ”Selv hvis en eller flere stater er i toppen (af pyramiden) og er forrest i den kapitalistiske internationalisering og genopdelingen af markeder, vedbliver de med at være i position af gensidig afhængighed med andre lande. Tyskland kan fx meget vel være den ledende kraft i Europa, men dets eksport af kapital og industriprodukter afhænger af de europæiske landes og Kinas evne til at købe dem.”(24)
Lad os droppe den afhængighed, der er nævnt i det seneste citat. Bortset fra, at det er en del af inter-imperialistiske relationer, så er det en type af ”afhængighed”, der har eksisteret, lige så længe som verdensmarked, økonomi og eksport/import-relationer har eksisteret. Med sammenkoblingen af verdensøkonomien på det nuværende niveau er det naturligt, at sådanne gensidige ”afhængigheder” er tiltaget. Men selv her er der store forskelle i mulighederne blandt de kapitalistiske og selv de imperialistiske stater for at overvinde de ulemper, der rejser sig i forbindelse med denne slags gensidig ”afhængighed”. Når de inter-imperialistiske modsætninger ændrer de former, de hidtil har haft, når de forandrer sig svarende til det nye niveau af intensiverede modsætninger (det er på en måde det, der sker i dag!), og når åbne konfrontationer træder i forgrunden, så vil disse indbyrdes ”afhængigheder” også blive uigenkendelige. Ordet ”risikosænkning”, målet om at reducere den gensidige afhængighed inden for strategiske områder og sektorer, som de vestlige imperialister taler om nu om dage, er en indikation på, at den forandring, vi har nævnt, allerede er gået i gang.
Men for at skære helt ind til benet, så ligger hemmeligheden – som så ofte – i modsætningerne! Det er præcis i ovenstående modsætningsfulde udsagn (”ulige relationer inden for gensidig afhængighed”), at kernen i såvel emnet som kernen i vores indvendinger udtrykkes. Hvis der er ulige gensidig afhængighed, og hvis der er andre faktorer, der betinger denne ulighed, så er den ene side i dette forhold afhængig, og den anden er ikke. Den reelle forskel i ”gensidig afhængighed” er præcis denne ulighed. I det lys fungerer påstanden om ”gensidig afhængighed” også som dække over den ene sides afhængighed.
Vi behøver ikke at gå videre med det. Spørgsmålet er, hvordan vi skal anskue disse udviklinger. Tydeligvis kan BRICS-gruppen ikke kun betragtes i lyset af ”det globale syd”, eftersom Kina og Rusland ikke er der af godgørenhed. Disse to imperialisters engagement i BRICS er indlysende: blandt andet for at styrke egne positioner over for rivaliserende imperialistiske stater ved at bakke landene i ”det globale syd” op på en bred vifte af områder, fra råstoffer til geopolitik. Man kan give mange eksempler på, at konkurrencen på dette felt er skærpet de senere år. Det er tilstrækkeligt at se på sammensætningen af de internationale møder og konferencer, der er organiseret af de store imperialistiske stater. Et andet slående eksempel i denne kontekst er, at Kina og Rusland med succes er i stand til at udnytte den berettigede koloniale reaktion i disse lande mod de vestlige imperialistiske stater og i særlig grad være opmærksomme på at skabe det image, at de ikke er kolonimagter som vesterlændingene, og at demonstrere det i praksis gennem investeringer i infrastruktur eller de muligheder, der gives inden for rammerne af BRICS-gruppen.
Det skal understreges, at ovenstående opsummering af udviklingen kun er den ene side af mønten. På den anden side er der udviklingen og positionerne, som de vestlige imperialistiske lande har opnået gennem de sidste 40 år, dvs. produktion med ekstraordinær udnyttelsesgrad i landene, hvor arbejdskraften er billig, reduceringen af omkostningerne ved reproduktion af arbejdskraften i egne lande, indføringen af monopolpriser, opnåelse af en grad af kapitalakkumulation, der er usammenlignelig med de kapitalistiske udviklingslande, fornyelsen af deres monopolstilling inden for teknologi osv. Som resultat ser vi i de klassiske imperialistiske lande en monopolisering, en monopoldominans, en grad af akkumulation, et overskud af kapital og en svulmende finanssektor osv., som har nået dimensioner, der er usammenlignelige med Lenins tid. For eksempel har Apples monopol alene større finansiel magt end mange landes BNP. Derfor skal vi ikke, mens vi retter opmærksomheden mod den kapitalistiske udvikling i forskellige lande i verden og de monopoler og den finanskapital, der skabes i dem, overse graden af centralisering og koncentrationen af kapital i de imperialistiske lande og de muligheder, dette giver dem.
På denne måde kan man se, at udviklingen i de imperialistiske lande har et aspekt, der gør udviklingen i ”det globale syd” relativt tydelig, hvad angår fænomenet monopol og de relationer af dominans, der udspringer deraf. Selvfølgelig har disse lande undergået en markant kapitalistisk udvikling sammenlignet med deres tidligere stilling, men relativiteten i det forstås automatisk, når de klassiske kapitalistiske lande – og ikke disses tidligere positioner – tages som sammenligningsgrundlag. Med hensyn til kriterier som monopolistiske positioner i vigtige og strategiske sektorer, specielt teknologi, markedsdominans, indflydelsessfærer, kapitalakkumulation og kapitalreserver, militær, finansiel og diplomatisk sanktionsmagt er forskellen mellem de klassiske imperialistiske lande og de kapitalistiske lande, der er fremvokset i de seneste årtier, ikke ændret fundamentalt. Metaforen med ”pyramiden”, der skelner mellem dem i toppen og dem i bunden, synes ikke at benægte denne forskel, men ved at definere dem alle som imperialister gør man denne forskel til en kvantitativ forskel mellem kvalitativt identiske enheder. Men i det virkelige liv med barske konkurrencebetingelse inden for verdenskapitalismen viser erfaringen igen og igen hver eneste dag, at forskellen ikke bare er en kvantitativ forskel. Tværtimod er – for at bruge Hegels udtryk – kvantitet også kvalitet, hvilket betyder, at præcis denne kvantitative forskel skaber en kvalitativ forskel med hensyn til at påtvinge dominans og hegemoni i relationerne, hvilket er monopolets natur. (26)
Det må ikke glemmes, at det nuværende billede af magtrelationer og distribution af verdensøkonomien, som er meget mere sammenflettet end før, ikke vil være permanent. Fuldstændig ligesom forudsigelsen ”der kommer ikke flere krige”, der kom på baggrund af denne sammenflettede situation, var hul, så skal der ikke tænkes, at chancerne og udviklingsmulighederne, der udspringer af den nuværende situation, altid vil forblive de samme. Ja, de klassiske imperialistiske landes markedsandele vokser ikke som tidligere. Faktisk lige modsat. De har en faldende tendens på forskellige områder. Deres tidligere positioner i verdensøkonomien er svækket. Men denne tendens kan ikke betragtes som ensrettet og permanent. Tværtimod skærper det imperialismens modsætninger ved at fremprovokere modstand fra dem, der har mistet terræn. Når skærpelsen når et vist punkt, dvs. når ændringer i magtrelationerne tager fart og når et uacceptabelt niveau for det ene eller andet imperialistiske center, vil de generelle rammer, der gør den aktuelle kurs mulig, hurtigt blive forandret, og det sprog, der vil blive talt, er magtens og voldens sprog med al sin indbyggede destruktivitet.
Senest på det tidspunkt vil det blive klart, hvem der er imperialist, og hvem der ikke er!
Arbejderpartiet (EMEP), Tyrkiet
Oversat fra Unity & Struggle nr. 47, 2023
- Goldberg (2023) ”Weltordnung zwischen Globalisierung und Nationalstaaten”, s.134, 18-27
- Citat fra Goldberg, ibid. (Originalartikel: Charles Krauthammer, ”The unipolar moment”, Foreign Affairs, januar 1990)
- I sin tale på “20th Meeting of Communist and Workers’ Parties” argumenterede Günter Pohl, international sekretær i DKP, for, at Ruslands udenrigspolitik i Syrien og Ukraine/Donbass ”objektivt er antiimperialistisk”! http://solidnet.org/article/20-IMCWP-Written-Contribution-of-German-CP/
- Sådanne håb er ikke begrænset til Tyskland, men eksisterer også i forskellige venstreorienterede og selv marxistiske cirkler i forskellige lande.
- Fra partiformand Patrik Köbeles tale på den 25. partikongres, ”in what age do we live?”, https://www.unsere-zeit.de/in-welcher-epoche-leben-wir-4778511/#more-4778511
- Köbele, ibid
- Köbele, ibid
- Her er der på sin vis en henvisning til KKE i Grækenland.
- Udviklingen efter kuppet i Niger indikerer, at en ny proxy-krig i Afrika kan bryde ud når som helst.
- Tale af KKE-leder Aleka Papariga (2013), https://inter.kke.gr/de/articles/On-Imperialism-The-Imperialist-Pyramid/
- Papariga, ibid. KKE’s program indeholder næsten samme definition.
- Papariga, ibid.
- Papariga, ibid.