“Uden en plan for elektrificering kan vi ikke udføre noget reelt konstruktivt arbejde.”
Sådan sagde Lenin i sin Rapport om arbejdet i Folkekommissærernes Råd 22. december 1920. “Kommunismen er sovjetmagt plus elektrificering af hele landet,” erklærede Lenin, før han konkluderede:
“Vi skal sørge for, at hver fabrik og hvert kraftværk bliver et oplysningscenter; Hvis Rusland er dækket af et tæt netværk af elværker og kraftfulde tekniske installationer, vil vores kommunistiske økonomiske udvikling blive en model for et fremtidigt socialistisk Europa og Asien.”
Næsten præcis et århundrede senere er betydningen af disse ord endnu mere slående og mere opslugende, end selv Lenin kunne forudse. Det ville være tåbeligt for os kommunister at forsømme deres betydning, da imperialismen berøver mange nationer deres energi og deres potentiale for elektricitet.
I dag står elektrificering og mere effektiv energiudnyttelse øverst på den politiske dagsorden på verdensplan. Energi og kontrol med den er nødvendig for avanceret kapitalistisk produktion, ligesom det er for socialismen. Elnettet er for længst blevet en grundlæggende infrastruktur i den kapitalistiske verden i dag, selv om store uudviklede dele af den sydlige halvkugle stadig bogstaveligt talt er tilbage i mørket. Nu får det globale syd at vide, at de ikke bør udnytte deres naturlige fordele som kul, olie eller vandkraft til at fremskynde deres egen elektrificering og industrialisering. I stedet skal de “af hensyn til klimaet” fortsætte med at udvinde dyrebare og knappe mineraler som kassiterit, coltan og kobber og overdrage dem til de højteknologiske auto- og silicon-monopoler. Eller spilde den elektriske energi, de måtte have, på “minedrift” af kryptovaluta, som en ny spekulativ gren af finanskapital.
Men selv på den industrialiserede nordlige halvkugle halter elproduktionen og netkapaciteten bag efter den kraftigt stigende efterspørgsel efter elektricitet på næsten alle områder: fra moderne industrianlæg til elektriske køretøjer, husholdninger og endda kryptovaluta.
Den grønne dagsordens bedrag
Ved at hævde, at ændringer i klimaet udelukkende er menneskehedens og kulstofbaseret brændstofs ansvar, har den imperialistiske verden fremlagt den amerikanske “Green New Deal” og den europæiske “Green Deal” (grønne pagt). Dette anbefales som den vidunderlige samstemmende løsning på klimakrisen og på den alvorlige økonomiske krise.
Politisk er det et skjult angreb på arbejderne og befolkningerne samt på imperialistiske rivaler som Kina.
Vestlig imperialisme ser deres grønne dagsorden som en mulighed for at få et forspring fra kinesisk og russisk imperialisme i særdeleshed, økonomisk og politisk. Den Europæiske Union har til hensigt at indføre told på importerede produkter, der ikke er tilstrækkeligt “grønne”. På den anden side er det kendt, at EU er afhængig af en enorm import af russisk (og delvis norsk) gas for at holde sin industri kørende. En række”grønne” partier hjælper borgerskabet ved at appellere til småborgerskabet i byerne og slå til lyd for, at energi er alt for “billig”. Ifølge dem skal almindelige mennesker betale endnu mere for brændstof og elektricitet. Som altid bebrejder de folket, ikke kapitalismen, for at ødelægge planeten.
Den gradvise udfasning af tyske og andre atom- og kulværker lægger ekstra pres på EU-projektet for at færdiggøre dets “femte frihed”. Energiunionen er den seneste udvidelse af den frie bevægelighed for varer, kapital, arbejdskraft og tjenesteydelser (kapitalens fire “friheder”). Tanken er at sikre en fri strøm af elektricitet, gas og olie inden for det indre marked og partnerlandene, hvori der ligger et forbud mod, at hvert land yder støtte til sin egen industri eller reserverer en stor del af sin energikapacitet og sine egne ressourcer til egne behov. Dette er især relateret til elproduktion. Hele pakken er fejlagtigt blevet ommærket som “grøn”, baseret på en energiblanding, hvor vind-, sol- og vandkraft spiller en større rolle. Elektricitet fra kernekraftværker, kul- og gasværker er imidlertid dominerende i det europæiske net. Energien udgør kun ca. 20 % af den samlede energi i EU, selv om den er stigende.
I et sammenvævet europæisk net kan ingen sige, om elektronerne har en “grøn” eller en “brun” oprindelse. Elektroner har ingen farve. Alligevel sælges elektricitet med såkaldte “grønne certifikater” vedhæftet.
Farer og muligheder
Hvad er i vores sammenhæng konsekvenserne af en energiunion, hvor reglerne fastsættes og administreres af den overnationale Europæiske Union og dens energiagentur, ACER?
Konsekvenserne er, at de europæiske lande mister deres suverænitet, når det drejer sig om frit at udnytte og drage fordel af de energiressourcer og muligheder, de får af naturen. Nogle lande har kulreserver, andre har olie, andre igen er velsignet med vandkraft, masser af sol eller endda vind. De europæiske monopoler ønsker adgang til og kontrol over alle muligheder.
I henhold til deres grønne dagsorden tilskynder monopolerne kraftigt til vandkraft og vindkraft. Investorgrupper og kommuner bygger gigantiske vindmølleparker i udlandet, ofte med tilskud fra landene eller fra EU. I Europa har Balkan sandsynligvis Europas største tilbageværende vandkraftpotentiale, som EU har kastet sit blik på.
I modsætning til vandkraft er vindenergi meget ustabil og kan ikke lagres. For at være effektiv har vindenergi derfor brug for “balancekraft” som kul eller vandkraft ved siden af. Et andet problem er, at vindenergi ødelægger landskabet og dræber fugle og insekter i massevis. Med andre ord: På denne måde ”redder” man klimaet ved at ødelægge miljøet og udrydde arter.
Vandkraft var vuggen for industrialiseringen af Norge for mere end hundrede år siden, 70 år før offshore-olie- og gasfelterne kom i produktion. På trods af hvad der er almindeligt antaget, blev det moderne Norge bygget på vandkraft, ikke olie. Det var billig og rigelig vandkraft, der tiltrak investeringer i den tunge industri i fjerne fjorde.
Vigtigst er, at grundlæggerne af den norske stat, efter at bryde ud af unionen med Sverige i 1905, sørgede for, at investeringer i vandkraftværker og vandfald ville blive returneret til staten som offentlig ejendom efter et bestemt antal år. Det var på et tidspunkt, hvor vores borgerskab stadig havde nogle progressive træk, før det blev imperialistisk og begyndte at sælge ud nationale interesser i kapløbet om monopoloverskud på verdensplan. Stadig i dag spiller olie og gas praktisk taget ingen rolle i norsk intern produktion: Omkring 98 procent af vores energi stammer fra vedvarende og ren vandkraft. Olie og gas produceres næsten udelukkende til eksport, hvilket medfører enorme indtægter i form af grundleje. Men når vi taler om intern produktion og energiforbrug, er vandkraft øverste konge.
Det imperialistiske borgerskab i forskellige europæiske lande sælger ivrigt ud af naturressourcer, der i tidligere tider ikke blev betragtet som varer eller endda kommercielle tjenester. Bortset fra jord og skove er der vand på bordet. Dette kan være vand som i vandfald, der bruges til vandkraft, eller det kan være drikkevand. Privatisering af drikkevand er kendt i lande i Latinamerika og andre steder, mens folkelig modstand har spærret eller standset de fleste lignende forsøg i Europa, som i Slovenien og byer som London og Berlin. Men denne kamp er på ingen måde afgjort en gang for alle. Tværtimod har EU kun midlertidigt trukket sit direktiv om privatisering af vand tilbage.
Potentiale for antikapitalistisk kamp
I kampen for retten til fri eller billig adgang til vand og elektricitet (og naturligvis også sundhedspleje) for alle borgere ligger et stort potentiale for folkelig kamp og modstand mod monopolerne og deres borgerlige regeringer. I Norge er den folkelige modstand voldsom og intens imod salg af vandkraft og andre dele af vores infrastruktur (f.eks. jernbanerne), der trækker dem ud af den nationale regulering.
Marxist-leninisterne støtter aktivt denne kamp, og ikke på et ”nationalistisk” grundlag i den forstand, at vi ikke ønsker at dele vor energi med vore nabolande. Tværtimod har vi gjort det i mere end 60 år. Men det skal være baseret på princippet om enhver nations ret til selvbestemmelse for, hvordan dets egne ressourcer skal anvendes.
Der er en voksende modstand blandt befolkningerne, selv inden for større imperialistiske stater som Storbritannien, et krav, der konfronterer det kosmopolitiske imperialistiske borgerskabs interesser. “Tag kontrollen tilbage” er et godt og mobiliserende slogan, når man lige ser bort fra det faktum, at det blev opfundet af De konservative i Storbritannien for deres specifikke formål. Det vigtige spørgsmål er, hvilke kræfter – progressive eller chauvinistiske – der er i stand til at udfylde et sådant slogan med indhold og kraft.
Det er bydende nødvendigt, at revolutionære deltager i og påvirker kampen for national suverænitet, for hvis vi ikke gør det, vil området stå åbent for reaktionære, chauvinistiske og endda fascistiske kræfter, der er ådselædere på folkets nationale følelser.
Vi konfronterer derfor begrebet elektricitet som en vare, ligesom vi er imod, at vand behandles som en vare eller en kommerciel “tjenesteydelse”. Sagt på en anden måde så accepterer vi ikke, at sådanne fornødenheder skal falde inden for værdilovens kredsløb. I virkeligheden er sådanne krav uforenelige med kapitalismen.
I efterkrigstidens socialdemokratiske æra i de nordiske velfærdsstater var ingen af dem faktisk varer. Elektricitets- og vandforsyning var ikke en del af det kapitalistiske marked. De var en del af den sociale kontrakt mellem staten og dens indbyggere. De maksimale takster blev fastsat af staten og politikerne, og i en lang periode var der heller ingen indirekte beskatning (moms) på vand eller elektricitet.
Vores krav om, at elektricitet (og vand, hvis det kommer til det) skal trækkes tilbage fra det kapitalistiske marked, er et krav, der har folkelig opbakning og et endnu større politisk potentiale. Sådanne krav konfronterer ikke systemet direkte, og som sådan er de “reformistiske”. Men de får folk til at sætte spørgsmålstegn ved det velsignede “marked” og kapitalismen som sådan.
Strategisk vigtigt
Endelig er det måske vigtigste spørgsmål af alle spørgsmålet om at bane vejen for revolutionen og overgangen til socialisme på det økonomiske område. Infrastruktur og energi vil altid være af væsentlig strategisk betydning. Maksimal national kontrol og ejerskab, selv i form af statskapitalisme på disse områder, vil under givne omstændigheder være af største betydning som en strategisk reserve for den revolutionære klasse og styrke. Det vil i høj grad lette den revolutionære overgangsproces til en socialistisk økonomi.
Denne korte oversigt giver os ikke mulighed for at dykke dybt ned i dette emne og dets brede konsekvenser på mange områder. Det vi gerne vil understrege, er, at spørgsmålet om maksimal national kontrol med de enkelte landes infrastruktur og ressourcer er af strategisk betydning ved udbruddet af en revolutionær situation. Om disse ressourcer er i hænderne på de (borgerlige) nationale institutioner, eller om de kontrolleres af udenlandske monopoler eller overnationale stater, kan i nogle lande være en afgørende faktor for, om en socialistisk revolution vil lykkes og overleve. Det ville gøre det vanskeligere for de imperialistiske magter at “lukke” vital infrastruktur, og det kan også forsinke forsøg på imperialistisk intervention. Kort sagt vil det gøre et postrevolutionært land mindre sårbart over for angreb fra kontrarevolutionen.
Det er os, der må rejse banneret for national uafhængighed. Borgerskabets og fascisternes “nationale” slogans er hule og falske, selv i imperialistiske lande. Lad os huske, hvad Stalin sagde i sin tale til SUKP(b) i 1952:
“Tidligere blev borgerskabet betragtet som nationens overhoved; det stadfæstede nationens rettigheder og uafhængighed og satte det “frem for alt andet”. Nu er der ikke noget spor tilbage af det ”nationale princip”. Nu sælger borgerskabet nationernes rettigheder og uafhængighed for dollars. Banneret for national uafhængighed og national suverænitet er blevet kastet over bord. Der er ingen tvivl om, at det er jer, repræsentanterne for de kommunistiske og demokratiske partier, der bliver nødt til at hæve dette banner og bære det fremad, hvis I vil være patrioter i eget land, hvis I vil være nationens førende kraft. Der er ingen andre til at rejse det.”
Marts 2021
Oversat fra Unity & Struggle nr. 42, 2021