I den internationale kommunistiske bevægelses historie indtager Enver Hoxha og Albaniens Arbejdets parti (AAP) en særlig plads på grund af deres kamp mod revisionismen.
”Vores folks partis fjender, imperialismen og revisionismen, betragter os som en torn i øjet og hader os; de bliver rasende, når de i deres forsvarszoner ser et lille land og dets heroiske folk kæmpe med heltemod og vedholdenhed for at forsvare frihed og uafhængighed og med succes opbygge socialismen,” sagde Hoxha i en af sine taler, hvor han beskrev sin og sit partis politiske indsats.
Siden den russiske revisionistiske klikke overtog ledelsen af SUKP (det sovjetiske kommunistparti) efter Josef Stalins død, var Enver Hoxha en af de vigtigste i forsvaret af marxismen-leninismen ved at fordømme de holdninger, der først blev anført af Nikita Khrusjtjov og senere af Leonid Bresjnev.
Hoxha tøvede ikke med at sætte spørgsmålstegn ved det sovjetiske kommunistpartis holdninger, som under den offentlige begrundelse om kampen mod personkulten i virkeligheden medførte en række tilbageskridt, der formelt begyndte på det sovjetiske kommunistpartis 20. kongres i februar 1956. Da Albanien var en del af Warszawa-pagten og Comecon, forventede Khrustjov, at landet ville »rette ind« ligesom andre lande i det, der blev kendt som den »sovjetiske sfære«. Men det blev stik modsat. Hoxha stod i spidsen for kritikken, både på konferencen i Moskva såvel som på mødet i Beograd og andre fora, hvor revisionisterne forsøgte at skabe konsensus om deres holdninger.
Da Khrustov-kliken ikke kunne få AAP ind på deres vej, iværksatte de sanktioner mod dette parti og dermed i praksis mod det albanske folk, med bl.a. omfattede kraftige restriktioner på handelen mellem Albanien og Sovjetunionen, hvilket førte til en forringelse af befolkningens levevilkår.
Kina Kommunistiske Parti (KKP) og andre regerende partier i asiatiske lande støttede AAP i lyset af de sovjetiske forsøg på at sanktionere det. Senere, på trods af denne fortid med gensidig støtte, der altid var i overensstemmelse med marxismen-leninismens principper, konfronterede Hoxha imidlertid KKP, da de åbent gik ud med den revisionistiske teori om ”verdens deling i tre”.
År forinden, altid i forsvaret af ml-principperne, konfronterede han Josip Tito, der ledede det daværende jugoslaviske kommunistparti, for dennes såkaldte tredje vej til socialisme – eurokommunismen. Albanien grænsede op til Jugoslavien, som det havde betydelig handel med, hvilket blev reduceret som følge af de jugoslaviske tiltag, der blev iværksat mod Albanien for at forsøge at tvinge ændringer igennem i AAP’s internationale politik. Men det hjalp ikke, albanerne holdt fast i deres holdninger, og historien har bekræftet, at den jugoslaviske politiske holdning, der anerkendte decentralt profitdrevet markedsøkonomi som drivkraft for økonomisk udvikling, i sidste ende førte til den kapitalistiske genopbygning i det land med katastrofale følger, indbyrdes borgerkrige og opløsning af Jugoslavien.
Disse kampe gjorde, at Hoxha i de kapitalistiske lande blev kendt som ”mere stalinistisk end Stalin”, hvorved man forsøgte at fremstille ham som tilbagestående og kriminel. Men i virkeligheden var Stalin og Hoxha marxist-leninister, der anvendte denne teori og forsvarede den hele deres liv, fremmede deres folks fremskridt, anvendte arbejderklassens internationalisme, overdrog magten til arbejderorganisationerne, anvendte teorien på de konkrete forhold i deres lande og bidrog til opbygningen af socialismen.
Hoxha og de albanske kommunister stod også i spidsen for kampen mod nazismen under Anden Verdenskrig under usikre forhold og med sparsomme våben. Selv da deres egne venner på et tidspunkt bad dem om at overgive sig, fik overbevisningen hos medlemmerne af AAP dem til at holde ud og sikrede befrielsen af deres land i slutningen af 1944, inden krigen sluttede.
Dette er nogle grunde blandt mange andre til, at Enver Hoxha opnåede enorm anseelse og fortsat er et forbillede for alle kommunister. Og fortsat er det for kommunister, revolutionære og antifascister i dag, der vil lære af historiens og virkelighedens erfaringer.