skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Et selvstændigt Grønland – kampen om Grønland

Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Resultatet af det grønlandske valg i april i år var udtryk for de skærpede klassemodsætninger og voksende modstand mod den danske kolonimagts ensidige udvikling af Grønland til sin egen fordel.

Inuit Ataqatigiit (IA) vandt valget på deres nej til de multinationales udplyndring og uranholdig minedrift ved Kuannersuit (Kvanefjeldet), deres fokus på sociale forhold og større selvstændighed fra Danmark. IA har sammen med Naleraq dannet en ny koalitionsregering.

Valget var i høj grad også et fravalg af det socialdemokratiske Siumut, der næsten uafbrudt i 40 år har siddet på regeringen og er blevet brugt som instrument og alibi for dansk imperialismes interesser. Bare et enkelt eksempel fra de sidste år er, at Siumut-regeringen i 2018 investerede, hvad der svarer til 25 % af landets bruttonationalprodukt (BNP), i de to store lufthavnsprojekter. Et projekt som daværende statsminister Lars Løkke greb ind i for at sikre ikke blev udliciteret til Kina, da det virkelige formål er NATOs militære lufthavne, store nok til de nye kampfly. Med vanlig kapitalistisk logik skulle gælden for anlæggelsen dækkes ved, at regeringen sænkede selskabsskatten med 5 %, og samtidig indførte prisstigninger, der ramte hårdt i et land, hvor levestandarden er faldende for almindelige grønlændere. Det udløste i 2019 store demonstrationer mod regeringens politik, ikke bare i Nuuk men også i en række andre byer.

Tilliden til det politiske system og de politikere, som dansk neokolonialisme har skabt, er i det hele taget blevet stadig mindre, ikke mindst blandt de unge. Halvdelen af befolkningen har ingen tillid til Naalakkersuisut (regeringen), mens det gjaldt for 46 % i forhold til Inatsisartut (Landstinget). Det viste tal fra Transparency International Greenland, der kom frem her i foråret. Ved dette valg stemte hver tredje grønlænder ikke.

Det moderne Grønland bærer fremtiden i sig, med mange muligheder, ressourcer og ikke mindst en voksende national politisk bevidsthed, der vil forene fremskridt med de oprindelige folkelige værdier og respekt for naturen. Der hverken ønsker at se Grønland som et frilandsmuseum for turister eller et kolonialt afhængigt uland. Men det bærer også alle kapitalismens indbyggede dårligdomme og forhindringer for udvikling med sig.

Klasseforskellene og den sociale ulighed regnes for at være på linje med forholdene i USA. En familie med to SIK-lønninger (fagforening for faglærte og ufaglærte) lever som ”working poor”, selv med en arbejdsuge på 40 timer. Der er høj arbejdsløshed, ikke mindst ude i bygderne, der affolkes. Gamle har ikke råd til at gå på pension, unge, der får en uddannelse, rejser ofte til eller bliver i Danmark, når de er uddannet. De sociale krav i arbejderklassen og blandt bygdebefolkningen handler også på Grønland grundlæggende om arbejde, mad, bolig, sundhed og uddannelse.

At Grønland samtidig geopolitisk befinder sig i orkanens øje, når det gælder de imperialistiske stormagters rivalisering om udplyndring af naturressourcer, militær kontrol i luften, på land og på havet med nye transportveje, som klimaforandringerne åbner op for, gør både behovet for selvstændighed og selv kunne bestemme over udviklingen større, men samtidig også problemstillingerne i at opnå denne.

Imperialismen er ikke uovervindelig

Imperialismen, som er hele det globale system, kapitalismen har udviklet sig til, kan synes så uovervindelig, at det kan synes nærmest umuligt. Men den er ikke uovervindelig, den frembringer nemlig også selv de kræfter, der svækker den. Som Stalin med marxismen-leninismen fremhæver, at ”imperialismen skærper kapitalismens modsigelser til det yderste punkt, til de yderste grænser, bag ved hvilke revolutioner begynder. Af disse modsigelser må følgende tre betragtes som de vigtigste:

Den første modsætning – det er modsætningen mellem arbejde og kapital. Imperialismen er ensbetydende med almagt for de monopolistiske truster og syndikater, for bankerne og finansoligarkiet i industrilandene. I kampen mod denne almagt viste arbejderklassens sædvanlige metoder – fagforeninger og kooperation, parlamentariske partier og parlamentarisk kamp – sig fuldstændig utilstrækkelige. Enten overgiver du dig på nåde og unåde til kapitalen, slider dig til en elendig tilværelse som før og synker dybere og dybere, eller du griber til et nyt våben – således stiller imperialismen spørgsmålet for arbejderklassens millionmasser. Imperialismen fører arbejderklassen frem til revolutionen.” (Stalin: Om Leninismens Grundlag)

Det kommer ikke til at ske af sig selv, det ved vi. Det kræver først og fremmest et revolutionært parti, der kan skabe og organisere en revolutionær bevidsthed i arbejderklassen til et brud med kapitalismen. Og som er i stand til at forene kampen for social befrielse med kampen for national selvstændighed. Der eksistere i dag ikke et sådant parti i Grønland. Men spørgsmålet, nødvendigheden, stiller sig aktuelt og objektivt. Kampen for selvstændighed er en bred folkelig kamp, men vil samtidig kunne være en stærk drivkraft i klassekampen på Grønland, hvis den tager sit udgangspunkt i netop arbejderklassens og bygdefolkenes behov og interesser og kan pege på en fremtid for ungdommen.

”Den anden modsætning – det er modsætningen mellem de forskellige finansgrupper og imperialistiske magter i deres kamp om råstofkilder, om fremmede territorier. Imperialismen er kapitaleksport til råstofkilderne, rasende kamp om monopolernes herredømme over disse råstofkilder, kamp om ny opdeling af den allerede opdelte verden, en kamp der føres med særligt raseri af de nye finansgrupper og magter, der søger ’en plads i solen’, mod de gamle grupper og magter, der klamrer sig fast til det, de har erobret.

Denne rasende kamp mellem de forskellige kapitalistgrupper er bemærkelsesværdig i den henseende, at den som uundgåeligt element indbefatter imperialistiske krige, krige til indlemmelse af fremmede områder. Denne omstændighed er på sin side bemærkelsesværdig i den henseende, at den fører til gensidig svækkelse af imperialisterne, til svækkelse af kapitalismens stilling overhovedet, til fremskyndelse af øjeblikket for arbejderklassens revolution, til den praktiske nødvendighed af denne revolution.” (Stalin: Om Leninismens Grundlag)

Grønland må siges at stå lige præcis midt i den beskrivelse, Stalin giver her, hvor hele Arktis er blevet et brændpunkt for supermagternes og deres monopolers rivalisering – og ikke mindst den voldsomme militarisering. Og hvor dansk imperialisme virkelig spiller sin rolle som trojansk hest for NATO. Så længe Grønland er spækket med fremmede udenlandske (til hvilke også regnes danske) baser, tropper, våben og materiel, kan det ikke blive reelt selvstændigt.

”Den tredje modsætning – det er modsætningen mellem en håndfuld herskende ’civiliserede’ nationer og de hundreder af millioner mennesker i de koloniale og afhængige folkeslag i verden. Imperialismen betyder den mest utilslørede udbytning og mest umenneskelige undertrykkelse af hundreder af millioner mennesker i vældige koloniområder cg afhængige lande. Formålet med denne udbytning og undertrykkelse er udpresning af superprofitter. Men for at kunne udbytte disse lande er imperialismen nødsaget til at anlægge jernbaner, fabrikker og værker, industri- og handelscentre der. En arbejderklasses fremkomst, en indfødt intelligentsias opståen, den nationale bevidstheds opvågnen, frihedsbevægelsens vækst – det er de uundgåelige resultater af denne ’politik’. Den revolutionære bevægelses vækst i alle kolonier og afhængige lande uden undtagelse er et tydeligt vidnesbyrd herom. Denne omstændighed er af vigtighed for arbejderklassen, fordi den undergraver kapitalismens positioner ved roden og forvandler kolonierne og de afhængige lande fra reserver for imperialismen til reserver for arbejderklassens revolution.” (Stalin: Om Leninismens Grundlag)

Også processerne i denne modsætning gør sig aktuelt gældende. Folkenes frigørelseskampe har – lige siden Stalin skrev dette, og frem til i dag – ikke bare vist dette, men også hvor store tilbageskridt og mangel på udvikling og fremskridt, det kan give at udskifte en imperialistmagts udbytning og undertrykkelse med en anden imperialistmagt.

Dansk imperialisme – neokolonial statsmagt

Den nye grønlandske regering er valgt på og har i sin koalitionsaftale, at de ikke bare skal lukke mineprojektet i Kvanefjeldet, men arbejde på at få genindført et forbud mod produktion med uran. Hvilket Siumut ophævede i 2013. De har derfor sat det grønlandske departement for råstoffer til at undersøge og udarbejde forslag til, hvordan dette kan gøres. Og her rammer de lige ind den danske imperialismes egen statsmagt i Danmark, hvor regeringen vil fastholde sine geopolitiske strategiske råstofinteresser. Og i den kendsgerning, at statsapparatet i Grønland er opbygget ikke efter grønlandske forhold og behov, men som en neokolonial kopi af det danske. En kopi af borgerskabets statsapparat med deres klassestempel.

Det er mineselskabet Greenland Minerals, GML, der skulle stå for minedriften ved Kvanefjeldet. Deres aktier raslede ned, da IA vandt valget. Og de forbereder en juridisk kamp om retten til minedriften, nu hvor de har tabt den politiske kamp i offentligheden. Direktøren for GML Jørgen Skov Nielsen fik for nylig sin post i selskabet som tak for sin indsats … som lige netop departementschef for selvsamme råstofdirektorat, der nu skal afvikle uranholdig minedrift. Med ansvaret som topembedsmand for Grønlands olie, gas, miner, råstoffer og udstedelser af tilladelser til udplyndring til multinationale selskaber er han blevet kaldt ”Grønlands oliezar”.

At embedsfolk, politikere og folk i det private erhvervsliv bytter poster og kasketter inden for samme netværk af magteliten, kender vi fra Danmark. I Grønland består embedsværket og statsadministrationen i meget høj grad af danskere fra kolonimagten på de centrale poster. De udgør et særligt klassemæssigt lag, der lever adskilt og under helt andre forhold end den almindelige grønlænder. I Nuuk – med stor boligmangel – bor de i bydele, hvor huse og ejerlejligheder koster en del millioner kroner.

De er alle uddannet i at køre statsapparatet og den offentlige sektor som det danske, med samme metoder og klassekontrol. Hvilket også gælder de grønlændere, der arbejder i det. Det siger sig selv, at en arktisk stat med helt andre forhold har brug for en anden måde at organisere og udvikle den offentlige sektor og staten på end her i Danmark. Hvor absurd neokolonialismen kan blive, viser indkøbet af et dataprogram til styring af afhentning af renovation. Så hvor de grønlandske renovationsarbejdere tidligere selv tog højde for, hvilke gader der en stor del af året kunne være blokeret af meterhøj sne, skulle det nu styres digitalt efter et dataprogram udviklet til danske forhold og klima, hvor sne som bekendt ikke spiller samme rolle.

Kernen i problemet er statens klassekarakter. Dansk imperialisme kan ikke længere optræde med samme åbenlyse rå og brutale kolonimagts-arrogance som tidligere. Men trods langt mere raffinerede metoder i dag er indholdet det samme. Og udtryk for neokolonialisme.

Kolonialistisk tankegang

Et argument mod Grønlands selvstændighed er, at Grønland er alt for økonomisk svagt til at kunne klare sig selv. Så man må spørge sig: Hvor forsvinder Grønlands rigdom hen, siden det er tilfældet? De multinationale monopoler hiver råstofferne og penge for disse med sig ud af landet, og Grønland sidder tilbage med regningen for oprydning og miljøødelæggelserne fra f.eks. minedrift.

Fiskeriet er Grønlands største erhverv, men pengene og værdien hives ud af Grønland. EU og Danmark tjener styrtende på Grønlands fisk, mens grønlandske fiskere bliver spist af med småpenge og arbejderne på fiskefabrikkerne knokler for 90 kroner i timen før skat i 80 timer på 14 dage. Alene fra 2016 til 2018 fangede europæiske trawlere 42.600 ton fisk til en værdi af 1,5 milliarder kroner. EU betalte kun knap 400 millioner kroner – cirka en fjerdedel af den reelle værdi – for de grønlandske fisk. Det fremgår af EU’s evaluering af fiskeriaftalen med Grønland, en aftale som det danske ja til EF i 1972 påtvang Grønland.

Det er en lille håndfuld fartøjer fra Tyskland og Danmark, der fanger langt størstedelen (93 procent) af alle de grønlandske fisk, der bliver fanget af EU-fartøjer. Danske fartøjer står for næsten en tredjedel af alle de fisk og skaldyr, som EU-fartøjer fanger i Grønland. Grønland sender i dag sine fisk til Danmark, Tyskland, Kina og Polen, hvor de bliver forarbejdet. Både IA og de grønlandske fiskere mener, at de selv bør stå for en større del af forarbejdningen for at sikre, at de bevarer værdiforøgelsen af fisken i Grønland, samt sikre sig en større andel af EU’s fiskekvoter.

Den grønlandske økonomi udvikles ikke længere, end til at den kan tjene som underleverandør til de store monopolernes rovdrift, og derfor er den svag.

Et andet argument er, at Grønland ikke kan undvære det danske bloktilskud og har for store sociale problemer, det ikke har råd til at løse. Endnu et argument for at opretholde et neokolonialt system. Bloktilskuddet er småpenge i forhold til de summer, dansk erhvervsliv henter hjem fra Grønland. Alene det faktum, at 2/3 af bloktilskuddet bruges til at importere varer fra Danmark. Og hvor ligger årsagen til de sociale problemer – arbejdsløshed, boligmangel og udvandringen fra bygderne? De er ikke blevet mindre i de år, Grønland har modtaget bloktilskud, men vokser med udbytningen af det grønlandske folk.

Et tredje argument er, at grønlænderne ikke er uddannet nok til at lede og udvikle landet selv. Ren kolonialistisk tankegang. Hvem har skabt og opretholder et skole- og uddannelsessystem, hvor børn skal undervises på fremmedsproget dansk og kun på grønlandsk, hvis de er heldige nok til at have en lærer, der kan tale og forstå det? Systemet bider sig selv i halen. For lærer bliver man kun, hvis man taler og forstår dansk godt nok til at blive optaget og klare uddannelsen. Halvdelen af de unge forsætter ikke med en uddannelse efter en folkeskole på dansk. Og manglen på uddannede grønlandske lærere forsætter. For kolonimagten er det ikke profitabelt at sikre alle grønlændere den viden og uddannelse, som et moderne samfund kræver.

EU ind ad den grønne bagdør

USA har haft militærbaser på Grønland siden 2. verdenskrig og har i høj grad spillet sine kort gennem NATO og dansk imperialisme. USA har efter Trumps arrogante tilbud om at købe Grønland af Danmark åbnet et konsulat i Nuuk for at øge sin direkte indflydelse. USA tilbyder penge som ”hjælp” til Grønland, uddannelsesmuligheder for unge grønlændere i USA, foruden deres erhvervsinvesteringer. Og de lægger et enormt pres på de danske og grønlandske myndigheder for at holde de rivaliserende stormagter som Kina og Rusland ude.

Nogle politiske kræfter ser USA eller EU som en mulighed for at svække dansk imperialismes greb om Grønland. Men man kan ikke bekæmpe imperialismen ved at udskifte den ene med den anden – så sælger man blot sit land og sin selvstændighed til den højestbydende og skifter en overmagt ud med en anden.

En kendt måde for imperialismen at arbejde på er at arbejde indefra i selvstændighedsbevægelser med penge og ideologisk propaganda. Det gælder også i kampen om Grønland. Og her kommer klimakampen og de statsstøttede NGO’er handy ind i en god sags tjeneste. 141 klimaorganisationer opfordrede i februar i år ”de grønlandske og danske regeringer og Den Europæiske Union til at beskytte det grønlandske og arktiske miljø. Grønland har nogle af verdens største olie- og gasressourcer. For øjeblikket findes der ca. 70 aktive storskala udforsknings- og udnyttelsesminetilladelser, som dækker tusindvis af kvadratkilometer. Næsten alle bliver i givet fald åbne, ofte højt beliggende miner.” (Opfordring til de grønlandske og danske regeringer og EU om at beskytte det grønlandske og arktiske miljø, 10. februar 2021)

Så hvor kom EU lige ind i billedet? Grønland stemte sig jo ud af EU i ’80erne. EU er, hvad der kaldes ad hoc-observatør i Arktisk Råd, og de store EU-lande som Tyskland og Frankrig er blandt de faste observatører. Om NGO-erklæringen fra de 141 organisationer siger en talsmand fra EU’s miljøkontor: ”At beskytte Grønland og Arktis er ikke kun et lokalt, nationalt og regionalt, men også et globalt anliggende. Europa-Parlamentet har allerede erklæret sin støtte til ideen om et arktisk naturbeskyttelsesområde.” For EU vil gerne have en timeout i den globale kamp om Grønlands undergrund til at komme stærkere ind i kampen, forklædt som klima-aktivist.

En beskyttelse af Grønland og Arktisk vil være at få stoppet rovdriften og militariseringen, og den kommer ikke fra de selvsamme kræfter, der skaber den. Det globale anliggende vil være en international støtte og solidaritet fra folkene i verden til det grønlandske folk til selv at råde over deres ressourcer og land og bestemme, hvor de kan skabe en udvikling uden skade for miljøet.

En væsentlig hindring for at udvikle Grønlands selvstændighed er, at de med Selvstyreordningen fra 2009 ikke har ret til at bestemme over udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik (hvad alt vigtigt kan gå ind under, da det gælder dansk imperialismes/NATOs sikkerhed og ikke det grønlandske folks) samt over valuta- og pengepolitik. Og her står de overfor dansk imperialisme og erhvervsliv, der vil kæmpe med næb og kløer for at forsvare sine økonomisk, politiske og militære interesser. Hvilket det grønlandske folk har oplevet adskillige gange under den 300 år lange kolonitid og nu neokoloniale tid. Men også over for et borgerskab, som har århundredes erfaringer i pseudoaftaler, der kun ændrer overfladen, og i at skjule sandheden bag tilsyneladende indrømmelser, hvis det er det, der skal til.

Ethvert skridt mod større selvstændighed kommer ske i kamp mod dansk imperialisme og den danske stats kolonimagt – og mod al anden imperialisme, hvis det skal blive reelle skridt.

Den danske arbejderklasse og danske revolutionære har også en rolle og opgave i kampen for Grønlands selvstændighed. Både gennem selv at bekæmpe dansk imperialisme og svække den gennem klassekampen i Danmark, men også konkret mod ethvert skridt den danske statsmagt tager økonomisk, militært og økonomisk for at opretholde og udnytte sin neokoloniale magt. Og gennem konkret og aktiv international solidaritet med den grønlandske arbejderklasse og folk.

24.4. 2021

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top