Sygeplejerskernes overenskomstkamp i år har vundet bred opbakning i store dele af befolkningen. Ikke mindst fordi den samler en række af arbejderklassens centrale kampspørgsmål.
- Kampen for ligeløn
- Kampen for rimelige arbejdsvilkår
- Kampen for et velfungerende sundhedsvæsen
I det følgende diskuteres hvordan og hvorfor disse kampspørgsmål er uløseligt knyttet til kvindekampen set i et bredere perspektiv.
Sygeplejerskernes overenskomstkamp har bl.a. været med til at sætte spotlight på det løngab som i Danmark i dag stadig eksisterer mellem mænd og kvinder.
Det er helt officielt og kan slås op på Danmarks Statistik. Alt afhængig af hvilken statistik man får fingre i, ligger det på mellem 14 og 20% som kvinder tjener mindre end mænd.
Dette dækker selvfølgelig over forskellige faktorer. Fx at kvinder i højere grad end mænd er ansat i den offentlige sundheds- og velfærdssektor, hvor lønningerne er lavere end i det private erhvervsliv, også for sammenlignelige uddannelsesniveauer.
Som en understrøm i hele overenskomstkampen har ligget spørgsmålet om de arbejdsvilkår sygeplejerskerne (og andre sundheds-og velfærdsprofessioner) udsættes for.
Det er blevet tydeliggjort at lønnen IKKE står mål hverken med sammenlignelige professioner domineret af mænd ELLER med den arbejdsbyrde og det ansvar som sygeplejerskerne varetager.
ENDVIDERE er sygeplejerskerne lykkedes med at sætte hele sundhedsvæsenets tilstand på dagsordenen. Beskrivelsen af et forblødende sundhedsvæsen som er så nedbesparet, at patientsikkerheden sættes over styr er skræmmende og fortæller om en offentlig sektor i knæ. Suppleret med skandalehistorier fra dagtilbud hvor hober af børn må klare sig gennem dage uden voksenkontakt og støtte og fra plejehjem og anbringelseshjem hvor mennesker mødes af stresset, fortravlet og uuddannet personale vidner dette om et system som er i stykker.
Bl.a. af disse grunde er sygeplejerskernes overenskomstkamp helt central også set i et kvindepolitisk perspektiv.
Sygeplejerskerne er sammen med andre faggrupper som jordmødre, socialrådgivere og pædagoger lykkedes med at spore lønplaceringen tilbage til tjenestemandsreformen af 1969, hvor de kvindedominerende professioner blev indplaceret lavest i lønhierakiet mellem offentligt ansatte FORDI det var såkaldte kvindefag.
Derfor er der rejst det helt relevante krav, at politikerne må til pengekasserne og rette op på den ulighed i lønsystemet som har fungeret på baggrund af tjenestemandsreformen.
Men startpunktet for kvinders uligeløn, devalueringen af kvinders arbejde og den generelle undertrykkelse af kvindekønnet starter ikke med tjenestemandsreformen. Den starter med den private ejendomsret til produktionsmidlerne.
Friedrich Engels beskriver allerede i 1884 i ’Familien, staten og privatejendommens oprindelse’ hvordan og hvorfor kvindens samfundsmæssige stilling på den lange historiske bane blev underlagt mandens. Kvindens reproduktive funktion er som bekendt anderledes end mandens, idet hun føder børnene. Da den private ejendomsret opstod og det blev nødvendigt for mændene at sikre at arvefølgen fulgte eget biologisk afkom blev det samtidig nødvendigt at kontrollere kvinden og hendes seksualitet.
På baggrund af dette udviklede der sig over forskellige historiske epoker forskellige familiære strukturer, som dels havde som mål at kontrollere kvinder samtidig med at kvinder blev holdt ansvarlige for arbejdet med at sikre reproduktionen og hjemmet.
Engels’ analyse betyder grundlæggende set, at i alle samfund som bygger på privat ejendomsret, vil kvinders samfundsmæssige væren nødvendigvis skulle underlægges en logik som sikrer mandens fortsatte dominans. I dag kan vi bl.a. se at:
Kvinders arbejde værdisættes lavere end mænds
Arbejdsvilkårene i den offentlige sektor er så nedslidende at kvinder ofte må vælge mellem arbejde og opgaver omkring familien. Kvinder stadig står for størstedelen af husarbejde, børne- og ældreomsorg i hjem og familier. Kvinder i det offentlige rum betragtes som objekter for mænds lyster (tænk på Meetoo bevægelsen og hele baggrunden for denne). Vold mod kvinder i familien er fortsat et problem, i et helt andet omfang end tilfældet er i forhold til vold mod mænd.
Spørgsmålet om en velfungerende offentlig sektor, herunder sundhedsvæsen, børnepasning og ældrepleje er altså et væsentligt spørgsmål i kvindekampen.
Det er helt nødvendigt for kvindernes samfundsmæssige stilling, at ansvaret for disse opgaver ikke individualiseres, men at samfundet som kollektivt hele tager ansvar for løsning af de opgaver som ellers hviler på kvindernes og er med til at cementere kvinders underlegne position i samfundet.
Så det er ikke uden grund, at arbejderkvindernes kamp og bevægelse altid har rejst konkrete krav om udbygning og kvalitet af dem kollektive offentlige sektor, f.eks. omkring børnepasning og ældreomsorg, frem for at indsnævre det til individuelt opgør i familien eller mod mænd i al almindelighed. Arbejderkvinderne har i stedet kæmpet for at rejse en fælles bevidsthed i arbejderklassen omkring at gøre op med overleverede udtryk for kvindeundertrykkelse og stå sammen om at bekæmpe den fælles klasseundertrykkelse i alle dens former og om at få afskaffet den private ejendomsret og kapitalismen.
Næsten 140 år efter at Engels skrev sin skelsættende analyse er det påfaldende, at i et samfund som det danske som bryster sig af en høj grad af ligestilling, hvor der er en ligestillingsminister og hvor ligestilling ofte sættes på dagsordenen i den offentlige debat, fx i forhold til barselsregler, at en så basal ting som uligeløn mellem kønnene stadig accepteres og kan slås op på Danmarks Statistik. Det er også påfaldende, at når fx sygeplejerskerne fører en overenskomstkamp bl.a. for at hæve lønniveauet bliver de mødt af regeringsindgreb og forsøgt spist af med en ligelønskommission. En kommission som højst sandsynligt, og baseret på erfaringer med tidligere forsøg med dette greb, vil være en syltekrukke. En måde at sparke kravene til hjørne og vente på at kampgejsten lægger sig.
Den faglige kamp for ligeløn, rimelige arbejdsforhold og en velfungerende sundheds- og velfærdssektor er stadig en vigtig del af kvindekampen. Det er kvindernes kamp og arbejderklassens kamp for at skabe et samfund som sætter mennesker før profit. Og det er ikke blot sygeplejerskernes kamp. Det er en kamp for alle kvindedominerede faggrupper i den offentlige sektor som arbejder og lever under tilsvarende forhold. Desuden er det hele arbejderklassens kamp som må udvikles og rejses på tværs af fag og sektorer.
I sidste ende må kampen for reel ligestilling kædes sammen med kampen for et socialistisk samfund, hvor produktionsmidlerne ejes kollektivt, fordi den private ejendomsret til produktionsmidlerne fastholder kvinder i en position, hvor fuld ligestilling umuliggøres af de materielle realiteter.
Oplæg på APKs Novemberkonference ”Tværs igennem lov til sejr”, 27.11.21.