Lenins definition på imperialisme bliver i den grad bekræftet, når man iagttager størrelsen og koncentrationen af dagens finanskapital, og den betydning disse finansoligarker har for staternes krise-’løsninger’ for at berige sig selv og lade arbejderne betale.
Imperialismen er kapitalismen på et udviklingstrin, hvor monopolernes og finanskapitalens herredømme er skabt, hvor kapitaleksporten har nået fremtrædende betydning, hvor verdens opdeling blandt de internationale truster er begyndt, hvor opdelingen af alle områder på jorden blandt de største kapitalistiske magter er afsluttet (se Lenins ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium”).
Kigger man på den aktuelle vestlige imperialisme, sidder nogle ganske få såkaldte kapitalforvaltere i dag i toppen af pyramiden, og politisk har de en tæt forbindelse til regeringer, centralbanker og globale institutioner. (De tilsvarende udviklinger i den øvrige del af verden ligger uden for denne artikel).
Disse kapitalforvaltere og deres repræsentanter stræber efter egne udtalelser efter at oprette en ’verdensregering’. Det er deres drøm, men rivaliseringen mellem imperialistmagter og de tilknyttede monopolgrupper er ikke sat ud af kraft. Kampen fører til konkurrence på liv og død – fra økonomi til krig – for at sikre ’deres’ kapitalisters dominerende stilling på verdensmarkedet i form af ressourcer, råstoffer, investeringer, udnyttelse af andre landes arbejdskraft og erobring af markedsandele.
Og som kapitalismens væsentligste modsætning løber under det hele modsætningen mellem arbejde og kapital, mellem arbejdere og kapitalister, mellem kapitalisme og socialisme. Imperialisternes planer gennemføres derfor ikke glat og uden hindring. Hverken i den daglige klassekamp eller på længere sigt, hvor revolution vil kunne vende helt op og ned på klasseforholdene, fjerne imperialismen og dermed udbytning, miljøødelæggelse, fattigdom og krig.
I artiklen vil jeg kigge på den enorme koncentration af kapital, og på hvordan disse kapitalgrupper virker ind på den verdensomspændende krisepolitik og strategier for at berige sig på arbejdernes og den almindelige befolknings bekostning.
Dagens vestlige finansoligarki: Kapitalforvaltere som BlackRock og Vanguard
Lenin angiver et af kendetegnene ved imperialismen som bankkapitalens sammensmeltning med industrikapitalen og – på basis af denne finanskapital – skabelsen af et finansoligarki.
Dette fænomen kommer ekstremt til udtryk i dag i form af de såkaldte kapitalforvaltere, der på anonym vis samler kolossale mængder af kapital og rækker deres ejerskab ind i så mange andre virksomheder, at de kontrollerer monopoler i alle betydningsfulde brancher og er i stand til både at sikre sig særlove, der beskytter deres profit, og at sætte politiske initiativer både nationalt og på verdensplan. På de markeder, hvor de dominerer, har de opnået monopolstatus, selvom de opretholder en illusion om fri konkurrence mellem forskellige firmaer – som de reelt har den bestemmende aktiekapital i.
I spidsen for de største oligarker finder vi BlackRock Corporation og Vanguard, der også indbyrdes ejer hinanden, idet Vanguard ejer hovedparten af BlackRock. Deres dominans er gældende inden for virksomheder i USA, Canada, Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Schweiz. Men de opererer over hele verden. Denne sommer fik BlackRock f.eks. som det første firma i verden tilladelse af de kinesiske myndigheder til at begynde at tilbyde gensidige fonde i Kina, og BlackRock investerer allerede på det kinesiske obligationsmarked.
BlackRock blev grundlagt i 1988 af Larry Fink, der stadig fungerer som formand og administrerende direktør.
Skyggebanker
De er såkaldte ’skyggebanker’, som er sat uden for den normale regulering og lovgivning, der gælder for banker. BlackRock er i dag den førende af disse oligarksammenslutninger, men ikke den eneste. Imidlertid har BlackRock opnået en stilling i toppen af pyramiden. Ejerforhold krydser sig ind mellem hinanden, og koordinering i forhold til beslutninger sikrer en langt større magt, end deres procentvise andel af ejerskabet umiddelbart synes at angive.
BlackRock er delejer af 18.000 finansielle selskaber og af de vigtigste vestlige virksomheder over et bredt spektrum. Det gælder logistikvirksomhed, digitale foretagender, banker, medier, underholdning og produktionsvirksomheder inden for alle brancher, som fødevareproduktion, bilindustri, agrokemisk industri, medicinalindustri, tekstilindustri, tobaksindustrien, rejsebranchen, olie, fly- og våbenproduktion.
Ikke alene har de dominerende kapitalforvaltere som BlackRock sikret sig monopolstilling inden for produktionen, men også inden for råvareindustrien, der leverer til produktionen.
Firmaer som IBM, General Motors, Coca Cola, Goldman Sachs, Amazon, Google, Facebook, Apple, Microsoft, Twitter, Tesla, Morgan Chase, Johnson & Johnson, våbenproducenter som Boeing, Lockheed, Northrop, General Dynamics, Raytheon (US), BAE (UK), Rheinmetall (Tyskland), Leonardo (Italien) – som hovedejer i dem alle finder vi BlackRock Corporation.
Det gælder også betalingssystemer som Mastercard, VISA, PayPal, American Express.
Fra medicinalindustrien er BlackRock hovedejer af Johnson & Johnson, Astra Zeneca, Pfizer, Novartis, GlaxoSmithKline og Moderna. Fra olie- og kulindustrien til produktion af solpaneler finder vi BlackRock i en fremtrædende rolle.
Det samme gælder for den agrokemiske industri, hvor BlackRock f.eks. var de største aktionærer i tyske Bayer og amerikanske Monsanto og dermed arkitekten bag deres sammenlægning. Firmaet dominerer nu hele verdens fødevareproduktion gennem patenter på genmodificerede frø og de dertil knyttede sprøjtegifte.
Et særligt fænomen er medierne, med deres betydning for den politiske dagsorden og udbredelse af imperialisternes tankeverden. Her er Vanguard og BlackRock topejere af Time Warner, Comcast, Disney og News Corp, mediekoncerner, der kontrollerer mere end 90 % af USA’s medielandskab.
Omkring 90 % af de internationale medier er ejet af ni mediekonglomerater. De producerer alle produkterne og ejer også stationerne, de sendes fra. En enorm påvirkningskraft.
Den vestlige verdens nyheder kommer fra to store nyhedsbureauer, ANP og Reuters, der udsender synkroniserede nyheder og fortolkninger af verden.
Tilsyneladende konkurrerende firmaer har reelt de samme hovedejere – Vanguard og BlackRock. Det gælder f.eks. Pepsico og Coca Cola, og det samme gør sig gældende for Apple og Microsoft.
Særregler og kattelemme for monopolerne – med hjemsted i Delaware, USA
Hvor den almindelige arbejder betaler fuld skat af sin indtægt, har kapitalen sikret sig muligheder for skatteunddragelse, men også andre friheder for finanskapitalen. Her er delstaten Delaware central.
Systemet med Delawares særlove startede allerede for over 100 år siden på initiativ af firmaet DuPont, der stadig er blandt USA’s førende kapitalister. Firmaet blev grundlagt i 1802 i delstaten Delaware som krudtproducent. DuPont spillede en vigtig rolle i opbygningen af nazismen i Tyskland og deltog aktivt i kupforsøg og terror i USA. Under 2. verdenskrig fortsatte de forretningerne i nazi-Tyskland, og under Vietnamkrigen producerede de napalm og Agent Orange. I dag er de blandt verdens ledende inden for biotekindustrien og våbenindustrien.
Fra Delaware kommer dagens amerikanske præsident, Joe Biden, der har skabt sin karriere som politiker for de store kapitalgrupper, hvor han har stået i spidsen for at videreudvikle de særligt lempelige regler i delstaten Delaware. Blandt Joe Bidens økonomiske bidragydere finder vi Alphabet, Google, Microsoft, Amazon, Apple, Facebook, Netflix, JP Morgan Chase, Blackstone og Walmart, der alle benytter Delaware til skatteunddragelse.
Her er de begrænsninger, der er kæmpet igennem i andre landes lovgivninger, ikkeeksisterende. Virksomheder fra hele verden kan have adresse i Delaware. Bl.a. var det en del af venskabsaftalen mellem Den Tyske Forbundsrepublik og USA fra 1954, at tyske virksomheder skulle kunne operere efter regler i Delawares lovgivning. Hvilket også EU anerkender i dag. Disse undtagelseslove accepteres af instanser som G7-landene, centralbanker, Verdensbanken osv., der betragter BlackRock m.fl. som skyggebanker, der ikke reguleres under banklovene, men blot ’holdes under observation’.
Gennem årene er reglerne kun blevet endnu mere liberale, i ekstrem grad i de seneste årtier under den nyliberale periode, startende under Bill Clinton. Samtidig spredes denne deregulering ud til den almindelige globale lovgivning.
Gammel kapital og ny kapital
Hvor kommer BlackRocks kapital fra? Oligarksammenslutningerne har rod i de gamle kapitaler, der kan føre deres historie tilbage til før industrialiseringen, til kolonitidens tyverier, til verdenskrigenes profitter. De har nu organiseret sig i ultrakoncentreret og monopoliseret form og samler og forøger store kapitaler fra produktionens profitter, indskud fra de superrige milliardærer, der skal placere deres formue, og desuden gennem opsugning af den brede befolknings penge, fra f.eks. forsikringsselskaber og pensionsfonde.
De er medejere af lavtlønsvirksomheder som Amazon, Tesla og Apple. De investerer stort i private boliger, køber op, moderniserer og hæver udlejningspriserne. De sælger finansielle ydelser som private pensioner.
BlackRock er selv ejet af aktionærer, hvoraf den største er Vanguard, og herigennem ligger forbindelsen til verdens rigeste familier, der ejer Vanguard, som har en mere uigennemskuelig ejerstruktur som privat virksomhed. Ikke desto mindre viser det sig, at ejerne bag tæller kendte navne som Rotschild, Morgan, det britiske kongehus, Rockefeller, DuPont og Vanderbilt.
Banker og investeringsfirmaer ejer gensidigt hinandens aktier, men øverst i investeringspyramiden sidder Blackrock og Vanguard. De ejer en stor del af aktierne i store vestlige firmaer, men også aktier i de firmaer, der investerer i disse firmaer. Gennem et sammensurium af delejerskaber akkumulerer de deres magt.
Både de nutidige gigantfirmaer og dagens oligarker fremstår anonyme, men bag overfladen står stadig mennesker, der nyder godt af rigdommen og magten. Både den kapitalistiske verdens superrige milliardærer og den øvrige overklasse, der som klasse kæmper for at bevare ejerskabet til produktionsmidlerne og deres privilegier.
Stat og kapital
Alle stater er klassestater, i den forstand, at enhver stat grundlæggende set tjener en bestemt klasses interesser, selvom det under kapitalismen til dels er sløret af det borgerlige demokrati. Som et grundvilkår har kapitalisternes klasse frygten for arbejderklassens revolution. Den frygt kommer bl.a. til udtryk på de årlige møder i Davos for The World Economic Forum, hvor kapitalismens ledende repræsentanter mødes og diskuterer verdens tilstand, og ikke mindst hvordan de undgår, at ulighed og udbytning fører til oprør og revolution, men stadig kan fortsætte.
Deres seneste slogan lyder ”Opbyg en bedre kapitalisme” (”Build back better”). Et slogan, der er skabt til klima- og coronakrisen. Her forsøger de at opbygge den store illusion om en ’genstart’ for kapitalismen, der nu vil blive både grøn og uden fattigdom og sult – hvis bare verden overgiver sig deres privatiseringsdagsorden med kæmpe statstilskud til den ’grønne’ kapitalisme. Finansoligark-sammenslutninger som BlackRock står i spidsen for denne verdensomspændende løgn og de økonomiske strategier, der er forbundet med den. Mere om dette i et senere afsnit.
BlackRock øver sin indflydelse direkte på statsmagten og opererer helt tæt på regeringer. BlackRocks ejer, Larry Fink, var tiltænkt en plads som finansminister i Hilary Clintons regering. Og tidligere ansatte i Obamas administration blev efterfølgende ansat i BlackRock.
Som tidligere nævnt står USA’s præsident Joe Biden helt tæt på BlackRock. Som tidligere senator i Delaware har han gennemført lovgivning til gavn for finanskapitalen, og flere BlackRock-chefer er nu ansat som økonomiske rådgivere for både Biden og vicepræsident Kamala Harris.
BlackRock er rådgiver for både USA’s centralbank og Den Europæiske Centralbank. BlackRock er en af EU’s store lobbyister og har de seneste år været rådgiver for EU-Kommissionen, bl.a. om EU’s ’Green deal’ og de kæmpe investeringsprojekter som opfølgning på corona-situationen.
BlackRock lægger linjen for den globale kapitals krise-’løsninger’
EU-Kommissionen skriver på deres hjemmeside om ”Den europæiske grønne pagt”:
”Klimaforandringer og miljøforringelse udgør en eksistentiel trussel for Europa og resten af verden. For at overvinde disse udfordringer vil den europæiske grønne pagt omdanne EU til en moderne, ressourceeffektiv og konkurrencedygtig økonomi … Den europæiske grønne pagt er også en livline, der giver os en vej ud af covid-19-pandemien. Den europæiske grønne pagt finansieres med en tredjedel af de 1,8 billioner euro i investeringer fra NextGenerationEU-genopretningsplanen og midler fra EU’s syvårige budget.”
New Green Deal er tidens løsen for monopolkapitalen, med centrum i de årlige møder i World Economic Forum i Davos, og her optræder Larry Fink, grundlægger, formand og administrerende direktør i BlackRock, som mødeleder og i en nøglerolle som idémand.
’New Green Deal’ og ’The Great Reset’ er forsøg på en verdensomspændende indgriben, hvor essensen er mere privatisering og med offentligt-privat samarbejde i centrum. Der er tæt samarbejde med EU, Verdensbanken og også FN om disse dagsordener.
Inden for de seneste to år har Larry Fink foretaget en U-vending i en angivelig grøn retning, som fortaler for en bæredygtig fremtid. Det er tankevækkende at se, hvordan også hele det danske folketing med ét slag alle blev grønne og enedes om en fælles klimalov. Det er en del af kapitalismens nye strategi.
Modellen i ’New Green Deal’ går ud på at overføre penge fra befolkningen til storkapitalen til grønne investeringer, at høste penge gennem grønne skatter osv., og den er i den grad grebet af EU og også af Mette Frederiksens regering. Statens politik og det private erhvervsliv køres sammen på en meget mere åbenlys og direkte måde end tidligere. Investeringspolitikken får tilnavnet ”Grøn”, og der kan kastes milliarder ind i private eller offentligt-private investeringsprojekter. Alt sammen med henvisning til klimakrise og nu også covid-krise. Det gennemgående træk er, at arbejderne og befolkningen skal betale, og monopol- og finanskapitalen dikterer i stadigt højere grad den politiske dagsorden.
Offentligt-privat er tidens løsen. Når fattige lande skal modtage penge fra de rige lande til den lovede klimaomstilling, bliver det i form af private investeringer, og så fremdeles.
Det samme gælder i regeringens visioner i al almindelighed – det private erhvervsliv og det offentlige skal smelte sammen, som vi f.eks. ser det herhjemme i planerne for regeringens store dyr i klimaåbenbaringen, Energiøen i Nordsøen.
Finans- og monopolkapitalen sætter sig i spidsen for grøn omstilling og henter milliardtilskud fra statsbudgetterne i denne proces. Regeringer verden over ekspederer denne idé for kæmpetyveri og omfordeling af skattepenge. Der bliver opbygget en ny model for klassesamarbejde, hvor staten privatiserer, også uden at udlicitere. Som f.eks. det statslige Energinet, der netop har sendt nye tariffer for el i høring. Efter deres forslag skal de store virksomheder have en rabat på elprisen, der skal betales af de almindelige forbrugere. Alt sammen i ’den grønne udviklings’ navn.
BlackRock i EU
’Den grønne dagsorden’ og etableringen af EU’s kæmpe covid-investeringsfond er besluttet. Den er nu i gang med at få defineret sine finansielle regler og definitioner på, hvad der er ’grønt’ og investeringsegnet. Hvem vil være nærmere end BlackRock til at hjælpe med denne opgave?
Det var netop EU-Kommissionens tanke, og BlackRock blev hyret som rådgiver i processen med at regulere EU’s bankregler til at ’møde klimaudfordringen’ og ’sikre grønne investeringer’ i EU. De valgte BlackRock, der er verdens næststørste investor i fossil energi, storinvestor i bilindustrien, der står bag skovrydning i Amazonas og er aktiv lobbyist for lempelige reguleringer. Men også forrest i den fremvoksende ’grønne industri’.
Dette skridt vakte en del opsigt og modstand, men i modstanden kom også store illusioner om EU til udtryk. I en underskriftsindsamling mod EU’s brug af BlackRock skriver man f.eks.:
”Hvis det blev gjort rigtigt kunne EU’s finansstrategi dirigere milliarder i retning af rene energikilder og andre bæredygtige initiativer – og væk fra fossil energi. Det er derfor vi ikke kan lade BlackRock få kløerne i den. Vi må sende en besked til EU: at lade de store banker og investeringsfonde sætte dagsordenen for bæredygtig investering er en opskrift på katastrofe. Kræv at EU dropper BlackRock og skaber ægte grønne finansieringsregler.”
Men EU er netop storkapitalens sammenslutning, det er deres dagsorden, EU sætter. BlackRocks rolle og planer for den grønne investeringsfond er en demonstration af, hvad EU er.
Sagen blev indklaget for EU’s ombudsmand, der konkluderede, at der var en ’interessekonflikt’ i valget af verdens førende investor i fossil energi til denne opgave. Ikke desto mindre fastholdt EU BlackRock til opgaven, der er endt ud i en rapport uden særligt klare konklusioner, men én ting er sikker: Der er intet i den, der lægger op til at begrænse finansverdenen. Larry Fink og BlackRocks lobbyister er generelt fortalere for en finansieringsmodel i forhold til ’grønne investeringer’, der bygger på frivillighed, selvregulering og sikring af investeringerne. Finks slogan i klimaspørgsmålet lyder ”Klimarisiko skaber investeringsrisiko”. Så klimaløsninger er i hans øjne en faktor i sikringen af kapitalens afkast ud i fremtiden, men der skal ikke være snærende finansielle bånd for de grønne investeringer. Eller klare definitioner på, hvilke projekter der kan modtage ’grøn støtte’ fra EU’s 750 milliarder euro investeringsfond.
Konklusion
Det står klart, at kapitalismens og finanskapitalens ’løsninger’ og ’grønne omstilling’ kun er mere af det samme og kun sker for at sikre magten og profitten under nye forhold. Det er finans- og monopolkapitalens forsøg på en total styring af regeringers politik, såvel som den globale dagsorden, der på brutal vis skal sikre deres egne klasseinteresser og intet andet. Det er falske løfter og bedrag til ungdommen.
Kapitalismen kan ikke helbrede sig selv med endnu mere ekstrem kapitalisme. Skal der gøres op med kapitalismens følger – fattigdom, krig miljøødelæggelse osv. – kræver det en revolutionær løsning, der griber fat om roden til problemerne, og hvor arbejderne fuldstændigt fratager finans- og monopolkapitalen deres magt, både over produktionsmidlerne og over statsmagten, og sætter sig i spidsen for at skabe et socialistisk samfund. Når profitmotivet ikke længere styrer, bliver det muligt at løse problemer og bygge op med udnyttelse af alle de menneskelige og teknologiske ressourcer, der er til stede.
25.11.21.