Skip to content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

For enhed mellem arbejderne og folkene i Middelhavsområdet

Udtalelse fra de europæiske marxist-leninistiske partier og organisationer i CIPOML

Selvom de økonomiske, diplomatiske og militære spændinger, der er taget til i de seneste måneder, tilsyneladende findes mellem Tyrkiet og Grækenland – begge NATO-medlemmer, der har omdannet Balkan til et konfliktområde – er spændingerne i virkeligheden et udtryk for den regionale kamp for omfordeling af Mellemøsten, Nordafrika og Europa.

Disse spændinger, der viser omfanget af den stadigt mere skærpede rivalisering og kamp for dominans mellem de største imperialistmagter, er ikke i disse landes arbejderes eller befolkningers interesse, men fremmer nationalisme og fjendskab mellem folkene.

Kapitalistiske lande som Tyrkiet, Grækenland, Ægypten, Israel, Iran og Saudi-Arabien og deres regeringer, der er karakteriseret af undertrykkelse og udbytning af deres egne befolkninger, er naturligvis ikke uskyldige, og de forsøger at tilrane sig deres del ved at samarbejde med de store imperialistmagter og spille på magtbalancen. Ikke desto mindre er det USA og Rusland, såvel som de europæiske imperialister, særligt Frankrig og Tyskland, der er de ansvarlige for spændingerne og krisen, der er tiltaget i regionen.

Mens Frankrig synes at være i front i konflikten, forsøger Tyskland og EU at spille rollen som en slags overdommer i forhold til spændingerne i det østlige Middelhav. Men det europæiske imperialistiske borgerskab, der har kastet deres gas- og oliemonopoler ind i regionen, har også i årevis banet vejen for den nuværende spænding ved at opruste landene i regionen og opbygge militærbaser, og de går hele vejen for at øge deres del af energimarkedet.

De europæiske imperialister og EU, under tysk ledelse, der har udplyndret det gældstyngede Grækenland, inklusive havnene, ser nu ud til at støtte landet mod Tyrkiet og til at have fundet en ny metode til udplyndring og til at uddybe afhængigheden ved at tilskynde til våbenkapløb, en bestræbelse, der sker med Frankrig i spidsen.

Med Europa i ryggen har Grækenland allerede sagt ja til at købe Rafale-kampfly, to krigsskibe, helikoptere fra Frankrig og fire ubåde fra Tyskland. Det eneste kriterie for Frankrig og andre europæiske imperialister er deres egne imperialistiske interesser, som senere måske tilskynder dem til at overlade det Grækenland, som de nu tilsyneladende støtter, til sig selv.

Disse imperialistiske politikker gør ikke alene Middelhavet til en mulig krigsskueplads og trækker befolkningerne i regionen ind i mere udbytning og ødelæggelse gennem krig og konflikter, men de leder også til forringelser i levevilkårene for de europæiske arbejdere pga. overførslen af offentlige midler fra nødvendige ting som sundhed, uddannelse, boliger, sociale rettigheder over til oprustning og andre militærudgifter.

Som følge af den imperialistiske intervention ledet af Storbritannien og Frankrig for at afsætte Gaddafi er Libyen stadig dybt præget af indre konflikter, og reaktionære religiøse kræfter har vundet styrke og gør Tyrkiets intervention lettere ved at modtage militært personel og religiøse syriske militser ifølge en bilateral aftale.

Trods våbenhvile i dette olierige land er konflikterne langtfra ovre, og den interimperialistiske konkurrence og rivalisering mellem de regionale reaktionære kræfter har potentiale til at øge spændingerne i Middelhavsområdet og gøre Libyen til et centrum for konflikt.

Selvom disse interventioner nogle steder sker som ‘stedfortræderkrige’, har Tyrkiet og Rusland allerede grebet militært ind i Libyen.

Det palæstinensiske folks tragedie er et andet åbent sår i regionen. Det zionistiske Israel, der er opsat på at tilrane sig alt palæstinensisk land og kontinuerligt bomber Gazastriben, har nu – med USA’s støtte – erklæret skiftet af dets hovedstad til Jerusalem, som det har annekteret på trods af dets internationalt anerkendte status.

Det vil ikke komme som en overraskelse, hvis processen med anerkendelse af Israel fra arabiske staters side, påført af de pro-amerikanske Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, bliver udvidet til Saudi-Arabien. Vores Internationale Konference udtrykker fuld solidaritet med det palæstinensiske folk.

Udvandringen af hundredtusinder af mennesker fra Mellemøsten og Nordafrika hvert år, hvor migranter risikerer livet, er også et resultat af den imperialistiske rivalisering, som også europæiske lande er involveret i. Krige, kapitalistiske kriser og pandemien har forværret situationen for migranterne. De samme årsager kaster brænde på bålet for racisme og fremmedhad, der gør livet ubærligt for migranterne.

Den eneste vej til at tilbagevise politikkerne fra USA, Rusland, de europæiske imperialister såvel som regionens reaktionære regeringer, der er baseret på oprustning og konflikt, og som er skyld i fjendskab mellem folkene, er at styrke kampen for fred og broderskab i alle lande.

De europæiske regeringer skal tvinges til at stoppe oprustning, krigsophidselse og våbenhandel med de regionale stater og til at trække enhver form for militær tilbage fra Middelhavsområdet.

Opbygningen af kampen for fred og nedrustning er nødvendig, ikke bare for at dæmpe krisen og spændingerne i det østlige Middelhav, men udtrykker også de europæiske arbejdende folks interesser, hvis arbejds- og levevilkår er forværret pga. Corona-pandemien.

Vi, de arbejdende folk – unge, kvinder og mænd – der intet har at vinde på krigene og oprustningen, fordømmer de europæiske landes politik, der har ført til krigsophidselse og fjendskab mellem folkene i Mellemøsten og Afrika, og vi kræver stop for oprustning, våbenhandel og militære aktiviteter i regionen.

Nej til at fremme nationalisme, fremmedhad og oprustning i Europa!

 

Stop al militarisering og krigsforberedelser i Middelhavsområdet!

 

Alle udenlandske væbnede styrker må trækkes ud af Middelhavet og fra landene omkring Middelhavet!

 

Stop våbensalg til Tyrkiet og Grækenland!

Klassekamp – Revolution – Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål – Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top