Uddrag af Grover Furrs foredrag om sin bog The Fraud of the ‘Testament of Lenin’
Min bog, The Fraud of the ‘Testament of Lenin’, bygger i høj grad på forskning udført af professor Valentin A. Sakharov fra Moskvas Statsuniversitet. Hans bog fra 2003, Lenins “Politiske Testamente”, udgivet af Moskvas Statsuniversitets Presse, er resultatet af mange års studier af arkivkopier af Lenins værker, udkast til disse værker og originaler af andre vigtige dokumenter. Den er på russisk og er 700 sider lang.
I min bog fra 2011, Khrushchev Lied, citerede jeg Sakharovs forskning for at påpege, at den rejste tvivl om “testamentets” ægthed. Efter at have genlæst Kotkins [se nedenfor, red.] bog omhyggeligt besluttede jeg imidlertid, at jeg var nødt til at foretage en mere grundig undersøgelse af Sakharovs omfattende forskning. Jeg konkluderede også, at hvis jeg ikke gjorde resultaterne af Sakharovs vigtige forskning tilgængelige på engelsk, ville det måske aldrig blive gjort af nogen.
Så i 2018 besluttede jeg at studere Sakharovs bog meget nøje. Den undersøgelse tog mig tre år. Den omfattede oversættelse af lange afsnit af bogen til engelsk, blot for at være sikker på, at jeg forstod Sakharovs argumentation korrekt.
Jeg nåede frem til den samme konklusion som Sakharov, der også havde overbevist Kotkin – nemlig at Lenins såkaldte ”testamente” er en forfalskning. I min bog har jeg medtaget kapitler, der undersøger Leon Trotskijs rolle i denne forfalskning samt Moshe Lewins indflydelsesrige og pro-trotskistiske bog fra 1967, Lenin’s Last Struggle. Jeg har også medtaget et kapitel om Krupskajas [Lenins hustru, red.] rolle i denne svindel.
Jeg henviser flere gange til Stephen Kotkins bog Stalin. Paradoxes of Power, 1878-1928. Denne bog indeholder mange passager, der vidner om Kotkins antikommunisme og hans til tider villighed til at opgive enhver form for objektivitet.
Men Kotkin har studeret Sakharovs bog meget omhyggeligt. Han sammenfatter Sakharovs diskussion godt. Kotkin accepterer Sakharovs konklusion om, at de antistalinistiske dokumenter i Lenins sidste værker, det såkaldte ”testamente”, er opdigtede.
Kotkins bemærkninger om ”testamentet” er imidlertid spredt ud over hele hans 900 siders bog. Dette gør hans diskussion af Sakharovs forskning utilgængelig for alle undtagen den mest dedikerede læser.
Sakharov opdeler Lenins sidste skrifter i to grupper: dem, der uden problemer kan tilskrives Lenin, og dem, der tilskrives Lenin, men hvis forfatterskab er tvivlsomt. I min bog diskuterer jeg denne sidste gruppe af dokumenter. Det er dem, der kaldes ”Lenins testamente”.
Sakharov argumenterer overbevisende for, at ALLE de dokumenter, hvor Lenin angiveligt kritiserede Stalin, udtrykte ønske om at fjerne Stalin fra posten som generalsekretær og truede med at bryde forbindelsen med Stalin – alle disse er opdigtede. Ligesom Sakharov nåede også jeg frem til denne konklusion gennem en detaljeret undersøgelse af disse og mange andre materialer, herunder “dagbøgerne” fra Lenins sekretærer og de læger, der havde vagt i Lenins sygeværelse.
Alt tyder utvetydigt på, at der aldrig har eksisteret noget, der hedder ”Lenins testamente”. Lenin var ikke forfatteren af de artikler fra december 1922 til marts 1923, der kritiserer Stalin. Nadesjda Krupskaja skrev disse artikler, sandsynligvis med hjælp fra andre personer, herunder Trotskij.
Disse dokumenter er bevis på hemmelige aktiviteter udført af fremtrædende bolsjevikker, hvoraf nogle senere åbent dannede oppositionsgrupper inden for partiet. Senere afstod de offentligt fra oppositionen, men fortsatte hemmelige sammensværgelser mod Stalin og den bolsjevikiske ledelse. På det tidspunkt, hvor de falske ”Lenins testamente”-dokumenter blev udfærdiget, omfattede denne gruppe Krupskaja, Trotskij og nogle af Trotskijs tilhængere.
Som professor ved Moskvas Statsuniversitet fik Sakharov privilegeret adgang til arkivdokumenter vedrørende de sidste år af Lenins liv, herunder dagbøger fra Lenins sekretærer og dokumenter fra Lenins sekretariat. I nogle tilfælde fik han lov til at tage fotografiske kopier af disse dokumenter, som jeg har gengivet i et online-bilag til min bog. Originalerne er stadig klassificeret i Rusland i dag.
Sakharov opdagede, at den femte og sidste udgave af Lenins værker, der blev udgivet i 60’erne og 70’erne, indeholdt løgne om nogle af dem og dækkede over andre. Disse løgne afspejles i den fjerde og sidste engelsksprogede udgave af Lenins værker.
I min bog diskuterer jeg yderst detaljeret alle dokumenterne i “testamentet” samt mange relaterede dokumenter. Her er et par eksempler:
- “Sekretærernes dagbog” var forfalsket. Store afsnit var sat til side for at blive udfyldt senere, længe efter de angivne datoer. Nogle blev udfyldt senere, og der er også mange tomme datoer. Med andre ord førte sekretærerne simpelthen ikke en daglig dagbog efter den 18. december 1922.
Dette kunne ikke være sket, medmindre Krupskaja, Lenins kone, havde givet sit samtykke. Det var hende, ikke sekretærerne, der havde myndighed over Lenins sekretariat. - Lægernes dagbog blev først udgivet i 1991. Den er mere komplet. I mange tilfælde modsiger den sekretærernes dagbog.
- Den første række dokumenter i det, der kaldes “Lenins testamente”, “Brevet til en kongres”, findes i flere versioner med vigtige forskelle. Det første dokument, dateret 24. december 1922, var tydeligvis ikke skrevet “til en kongres”, men til en person, næsten helt sikkert til Stalin. Det havde ingen forbindelse til de andre dele af dette påståede “Brevet til en kongres”.
- De øvrige dele af ”Brevet til en kongres” er dateret på modstridende vis. De to sidste dele, herunder ”Tilføjelsen” af 4. januar 1923, hvor det hedder, at Stalin bør fjernes som generalsekretær, analyseres nøje af Sakharov og også i min bog. Der er ingen beviser for, at Lenin dikterede dem.
- Essayet om nationalisme, som indeholder skarp kritik af Stalin, modsiger alle Lenins tidligere og endda nylige synspunkter. Det forvirrer også fuldstændigt spørgsmålet om dannelsen af Sovjetunionen den 30. december 1922 – en proces, som Lenin var dybt involveret i. Det kan ikke være skrevet af Lenin.
- Brevene til Trotskij modsiger de begivenheder, der faktisk fandt sted.
Mest slående er måske det faktum, at Krupskaja bevidst løj, da hun hævdede, at Stalin kritiserede hende den 22. december 1922. Alle andre beretninger om denne begivenhed placerer den i slutningen af januar eller begyndelsen af februar 1923.
- Det såkaldte ”ultimatumbrev” fra Lenin, dateret 7. marts 1923, angiveligt det sidste skrift, han nogensinde dikterede, og hvori han truer med at afbryde de personlige relationer med Stalin, kan ikke være ægte.
Alle disse dokumenter stammer fra Lenins sekretariat, som Krupskaja var formand for. Krupskaja hævder, at de skulle forelægges partikongressen efter Lenins død. Men i virkeligheden forelagde hun dem for enkeltpersoner – flere af dem for Trotskij – længe før Lenin døde, men da han var lammet og ude af stand til at tale.
Ud over en detaljeret undersøgelse af dokumenterne i ”Lenins testamente”, og af Sakharovs analyse af dem, bruger jeg flere kapitler på følgende: ”Sekretærernes dagbog”; Trotskijs hæfte om testamentet; og Moshe Lewins bog fra 1968, Lenins sidste kamp. I denne bog uddyber Lewin den version af ”testamentet”, der stammer fra Khrusjtjov-æraen, og støtter Trotskijs beretning, herunder Trotskijs egen beskrivelse af sig selv som Lenins allierede mod Stalin og Lenins udpegede efterfølger. I hvert af disse tilfælde afslører en omhyggelig undersøgelse, at den officielle beretning, herunder Trotskijs egennyttige version af begivenhederne og Lewins pro-Trotskij, anti-Stalin-version, modsiger de nu tilgængelige beviser.
Jeg har viet et kapitel til Krupskajas rolle i forfalskningen af ”testamentet”. Det kunne ikke være blevet udtænkt uden hendes aktive medvirken. Lenins sekretærer Fotieva, Voloditjeva og Gljasser arbejdede under hendes direkte tilsyn. Trotskij kan også have været involveret i nogle af forfalskningerne. Krupskaja var politisk allieret med ham i denne periode. Som man kunne forvente, forfalskede Trotskij disse sidste skrifter og løj om dem.
Yderligere to kapitler undersøger erindringerne fra Lydia Fotieva, en af Lenins sekretærer, samt to beretninger om striden mellem Krupskaja og Stalin fra Lenins søster og trofaste ledsager, Maria Iljinitjna Uljanova. Det står klart, at Fotieva i Khrusjtjov-æraen enten blev instrueret af andre, eller at hendes erindringer blev skrevet af en ghostwriter. Interessant nok roste Fotieva, da hun efter Khrusjtjovs afsættelse blev interviewet af journalisten Aleksandr Bek, Stalin, idet hun sagde, at de alle havde betragtet ham som et geni, der kun var overgået af Lenin, og at hun så frem til en ny udgave af sine erindringer, der ville afspejle et langt mere positivt syn på Stalin. Men den nye version udkom aldrig.
I Maria Iljinitjna Uljanovas første beretning fra 1926 modsiger hun fuldstændigt Krupskajas beretning om denne strid og giver faktisk Krupskaja og endda Lenin selv skylden for den! I en anden beretning fra 1929 giver Uljanova en meget modstridende version af både Lenins holdning til Stalin og af striden mellem Krupskaja og Stalin, mens hun stadig giver Krupskaja skylden.
Begge hendes beretninger understreger, at Stalin og Lenin stod hinanden meget nær; at Lenin stod Stalin nærmere end nogen anden sovjetisk leder; og at Lenin aldrig favoriserede Trotskij. Min bog indeholder den første grundige gennemlæsning og analyse af Uljanovas forvirrende og modstridende beretninger.
* * *
Sakharov har opdaget, at ”Lenins testamente” er en forfalskning. De antistalinistiske og pro-trotskistiske dokumenter i det såkaldte ”testamente” er forfalskninger.
Dette er en vigtig opdagelse.
- Det er endnu et bevis på, at Nikita Khrusjtjovs “hemmelige tale” ikke var andet end løgne. Khrusjtjov indledte sin tale med at citere “testamentet”.
- Det fjerner trotskismens sidste støtte.
Vi har længe haft beviser for, at Trotskij samarbejdede med tyskerne og japanerne, med sine tilhængere og hjemlige fascister for at sabotere den sovjetiske økonomi og myrde sovjetiske ledere.
Vi har længe vidst, at Trotskij løj, bevidst og mange, mange gange. I tidligere bøger har jeg grundigt diskuteret de primære kilder, der beviser, at Trotskij løj. Jeg har vist, at vi ikke engang har brug for dokumenter fra tidligere sovjetiske arkiver for at bevise, at Trotskij løj – det kan bevises ud fra Trotskijs egne skrifter.
Og nu ved vi, at Lenin ikke angreb Stalin og støttede Trotskij, som det fremgår af ”testamentet”, og som Trotskij altid hævdede.
Disse opdagelser burde betyde enden på Trotskij-kulten. På kort sigt vil det ”antistalinistiske paradigme” forhindre, at disse fakta bliver bredt udbredt. Personer, der allerede er faste tilhængere af Trotskij, vil ikke være i stand til at se sandheden i øjnene og vil fortsætte deres beundring af deres guru.
Men den yngre generation, der ikke er bundet af det 20. århundredes stridigheder, vil afvise trotskismen som et bedrageri, der takket være støtte fra prokapitalistisk antikommunisme har narret alt for mange mennesker i alt for mange år.
Det er alt sammen til det gode. Trotskij-myten har længe stået i vejen for en objektiv forståelse af styrkerne og især svaghederne ved den sovjetiske socialisme – svagheder, der i sidste ende førte til sabotage fra dens ledere, og som vi må studere og forstå.
- juli 2026
Grover Furr har i årevis videnskabeligt studeret de sovjetiske historiske arkiver. Han har skrevet artikler og bøger om Sovjetunionens historie, hvor han gør op med historiske myter og løgne om Stalintiden.
Grover Furr holdt oplægget ‘Trotskijs løgne – hvad de er, og hvad de betyder’ på de europæiske marxistisk-leninistiske partier og organisationers (CIPOML’s) seminar i anledning af 100 året for Oktoberrevolutionen, juni 2017. Offentliggjort i Enhed og Kamp nr. 1, 2018.