skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Fra ”det 21. århundredes socialisme” til progressivisme

Arbejdernes, ungdommens og folkenes kamp i Latinamerika er blevet udviklet i opposition til den neoliberale politik, som blev påtvunget af imperialismen i de sidste årtier af det 20. århundrede. De styrkede arbejderbevægelsen og de folkelige bevægelser, udstyrede dem med styrken til at kæmpe for deres politik på den parlamentariske front.

Som et resultat af disse konfrontationer dukkede der i adskillige lande alternative regeringer op, som var forskellige fra de traditionelle regimer, og som fremførte anti-neoliberale positioner og vækkede forventninger blandt arbejderne.

De havde støtte fra arbejderne og folket, fra middelklassen, fra de venstreorienterede organisationer og fra arbejderpartierne. Adskillige af disse regeringer proklamerede, at de var revolutionære, et udtryk for det såkaldte ”21. århundredes socialisme”. [i]

De hævdede at være den nye vej til social og national befrielse som et resultat af stemmesedlens revolution, og som et alternativ til den ”forfejlede” socialisme i det 20. århundrede.

Disse regimer kalkulerede med vigtige økonomiske resurser fra den høje pris på råvarer. De opstillede nogle målsætninger for reformer, noget velfærdspolitik beregnet til den fattigste del af befolkningen på landet og i byerne og igangsatte en hel del offentlige arbejder. I alle de lande, hvor disse regeringer var ved magten, mangedoblede de deres gældsætning, bandt sig til lån med høj rente og kort løbetid fra Kina, som i løbet af få år blev deres hovedkreditor.

Disse regeringer fastholdt de hidtidige økonomiske og sociale strukturer. De store kapitalisters og bankers interesser blev markant favoriseret. Afhængigheden af de amerikanske imperialistiske monopoler blev grundlæggende respekteret, og dørene blev slået op for indtrængen af kinesisk kapital, som blev sendt direkte til udvindingen af mineraler og olie.

Lovningen på at løse den arbejdende befolknings problemer i forhold til arbejde, sundhedsvæsen og uddannelse fik kun lidt opmærksomhed. Den kapitalistiske udnyttelse og undertrykkelse forblev intakt. De store chefer strammede betingelserne. Landene forblev bundet til underudvikling, alt imens man moderniserede vejnet, havne og lufthavne.

Den formodede nye måde at konfrontere og løse arbejderklassens problemer viste sig at slå helt fejl. Den nye vej til revolution og socialisme var en skuffelse.

De forskellige processer, som udråbte sig selv til at være ”folkets revolution”, ”den bolivariske revolution” og ”Andes-revolutionen” var, når det kom til stykket, en grotesk karikatur på revolutionen.

 De alternative regeringers valgnederlag

”Det 21.århundredes socialismes” regeringer viste sig at undertrykke fagforeninger og folkelige bevægelser, være mod de oprindelige folk og nationers organisering og kamp, mod venstrefløjen og især mod arbejderklassens parti og dets kræfter. I Ecuador blev flere end 600 socialpolitiske aktivister beskyldt for at være terrorister og sabotører. De blev retsforfulgt, og flere end 30 af dem blev idømt fængselsstraffe, mens to af de oprindelige folks ledere blev dræbt ved attentater.

For en stor del af arbejderklassen, folkene og ungdommen blev de alternative regeringer afsløret som en del af den herskende klasse, som mere af det samme, som korrupte ledere, der over hele linjen førte til fremkomsten af ny-rige.

”Det 21. århundredes socialismes” regeringer blev konfronteret med folkets kampe for egne interesser og rettigheder, med dannelsen af partier på den konsekvente venstrefløj. ”Det 21. århundredes socialismes” regeringer blev af reaktionen og de traditionelle borgerlige partier udråbt til at være ”socialistiske”, til at være revolutionære. Utilstrækkeligheden, fejlene, fattigdommen, arbejdsløsheden og korruptionen blev fremlagt, som var det socialismen, revolutionen. De prøvede at delegitimere forhåbningerne om revolutionære forandringer.

Den økonomiske krise i 2008 havde indflydelse på disse regeringers handlemuligheder. Uden de rigelige finansielle resurser fra de første år, viste de deres sande klassenatur. De favoriserede de store virksomhedsejere, bankerne og de internationale monopoler og placerede hele byrden fra krisen på skuldrene af arbejderklassen.

Som følge af arbejderklassens og folkenes kampe og på grund af den borgerlige oppositions fordømmelse blev disse regeringer politisk afsløret og blev ved valgene besejret af det neoliberale højre, af de politiske partier, som havde opponeret mod de neoliberale forslag, som de havde kaldt for socialistiske.

I Brasilien, Argentina, Ecuador og Bolivia vendte de borgerlige partier tilbage til magten. De arbejdende folkemasser og de venstreorienterede grupper, som havde kæmpet for egne rettigheder og mod den antifolkelige politik, havde ikke kræfterne til at opbygge egne alternativer, som kunne få indflydelse på valgene. De var synlige i den politiske valgkamp, de havde fremgang, men de har stadig ikke kapaciteten til at synliggøre sig for flertallet af arbejderklassen som et sikkert alternativ.

Neoliberalisme igen

USA-imperialismen og dens talsmænd, det traditionelle borgerskabs partier, fordømte ”socialismens” fejltagelser. De fremførte ”neoliberalismens velsignelser” og genstartede den neoliberale politik med velsignelse og støtte fra IMF.

I Brasilien forsøger man at indføre fascismen, og indførelsen af nye økonomiske mål har kastet millioner af arbejdere ud i arbejdsløshed. En del produktionsområder er blevet privatiseret. Nogle sociale fremskridt inden for sundhed, uddannelse og social sikkerhed er blevet demonteret. De står over for arbejdernes og folkets beslutsomme kamp, og de mister opbakning hos de arbejdende masser og ungdommen.

I Argentina indførte man med vold IMF´s politik og forslag, hvilket uddybede krisen, øgede arbejdsløsheden og leveomkostningerne.

I Bolivia fjernede de adskillige af arbejdernes og folkets rettigheder i løbet af de få måneder, de var ved magten.

I Ecuador gennemførte Rafael Correa og hans regering i 2017 et valg, der ved hjælp af valgsvindel indsatte vicepræsidenten, Lenin Moreno, som Correas efterfølger. Under dække af ”forandring” implementerede Morenos administration ”correismen”, som er neoliberalisme, og som førte til en uddybning af krisen og fattiggørelse af arbejderne. Præsidenten endte sin regeringstid med støtte fra mindre end 10 % af befolkningen.

I Uruguay led Frente Amplio-regeringen (Bred Front), som kaldte sig for venstreorienteret og alternativ, nederlag til højrepartierne og neoliberalisterne, og angrebene på arbejderklassen fik fuld skrue.

De ”alternative” regeringers politik, deres manglende kamp for at løse de arbejdende folks problemer og manglende kamp for uafhængig udvikling af deres lande, blev fordømt af reaktionen og de borgerlige partier som udtryk for statisk politik, og blev brugt til at miskreditere revolutionen, til at ”bevise” socialismens umulighed over for arbejderne og folket.

Indførelsen af den neoliberale politik, som efterfulgte de alternative regeringer, viste også, at disse ikke er det sande alternativ for folket og for landenes fremgang.

Både ”det 21. århundredes socialismes” regeringer og den neoliberale administration, som efterfulgte dem, viser tydeligt, at begge parter er udtryk for den herskende klasses og de imperialistiske monopolers interesser.

Det alternativ, der kan fjerne kapitalistisk udbytning og undertrykkelse, der kan sikre frigørelsen fra imperialismens lænker, er – som det altid har været – arbejderklassens sociale revolution, socialismen.

Erobringen af social frihed og fuld uafhængighed kan ikke komme fra nogen som helst del af udbytterne, fra noget som helst venligt imperialistland. Det kan kun ske gennem arbejdernes og folkets kamp.

En ny omgang alternative regeringer?

I Argentina fornægtede peronisterne krisen og selve kernen i neoliberalismen og vendte tilbage til magten ved valget. De lovede velfærd til folket, selvstændighed og udvikling af landet. Efter kort tid var de kørt fast i korruption og førte landet ud i en dyb krise og de arbejdende ud i sult og arbejdsløshed.

Arbejderklassen og folket i Argentina kæmpede i gaderne i store demonstrationer og strejker mod den neoliberale regering og bidrog ved valget til dens nederlag. Nu er de igen på barrikaderne og i strejker i kamp for deres rettigheder i opposition til den progressive regering. De arbejdende masser og ungdommen har forstået, at ingen af mulighederne repræsenterer folket og nationens legitime interesser.

I Bolivia vandt Evo Morales præsidentvalget på grund af arbejderklassens opgør med korruption og neoliberal politik, men krisen skærpes og rammer arbejderklassen og ungdommen hårdt. Ved de senere lokalvalg stemte masserne på højrefløjen som svar på korruption og fattigdom. Igen viser det sig, at begge alternativer repræsenterer de traditionelle magthaveres interesser.

I Brasilien viser den folkelige modstand mod Bolsonaros fascistiske regering sig massivt i gaderne i kamp mod den reaktionære politik, for arbejderrettigheder mod korruption. Meningsmålingerne forud for det kommende præsidentvalg taler til fordel for Lula.

I Ecuador fik neoliberalisterne fremgang ved det seneste valg, og correismens kandidater tabte. Arbejderne, de oprindelige folk og det revolutionære venstre formåede at opbygge deres eget valgalternativ, som opnåede vigtige positioner, der blev kendt ugyldige gennem valgsvindel skabt via aftalt spil mellem neoliberalisterne og reformisterne.

På baggrund af en analyse af disse fakta og af valgene i Mexico og Peru taler de reformistiske teoretikere og analytikere om en ny bølge af progressive regeringer på baggrund af nye valgsejre. De forsøger at fremme ideen om, at den politiske konfrontation i Latinamerika står mellem progressivisme og neoliberalisme. Og som en konsekvens af dette vil disse to udgaver af det styrende borgerskabs og imperialismens politik skiftes til at styre i kortere eller længere perioder. De forstår ikke, eller de vil ikke forstå, at den historiske proces til alle tider på alle steder udvikler sig i en spiral, at ingen politisk proces gentager sig selv, eller at arbejderklassen og folkene, den revolutionære arbejderklasse, forfølger og i fremtiden med stadig større overbevisning vil forfølge målet om befrielse fra deres lænker.

De seneste valg i Ecuador viser, at det ikke er en naturlov, at den politiske konfrontation altid skal foregå mellem forskellige dele af borgerskabet, at det faktisk er muligt at opbygge et konsekvent folkeligt alternativ, der er udviklet og ledet af arbejderne selv.

De alternative og neoliberale regeringer repræsenterer kapitalisterne og imperialisterne

De historiske erfaringer viser, at både de regeringer, der påberåber sig at være ”det 21. århundredes socialisme” og de, der erklærer sig neoliberale, bare er mere af det samme, nemlig udtryk for klasseinteresserne hos den regerende klasse og den amerikanske og kinesiske imperialisme. Ingen af dem repræsenterer interesserne hos dem, der producerer rigdommene. Tværtimod repræsenterer de forskellige dele af borgerskabet, neoliberalisterne og reformisterne.

Neoliberalisterne gør en indsats for at pynte deres programmer med sociale og patriotiske indslag. For at bedrage masserne taler de om frihed, demokrati og social velfærd. De skønmaler et billede af fordele ved det frie initiativ og den frie verdenshandel. Repræsentanterne for de alternative regeringer droppede de venstreorienterede og revolutionære talemåder og taler i stedet med respekt om det frie initiativ, om indbyrdes afhængighed og fremme af virksomheder.

Nogle fortsætter med at kalde sig liberale. De kalder sig tilhængere af social kapitalisme. Andre har droppet de revolutionære udsagn, droppet støtten til ”det 21. århundredes socialisme” for ikke at forskrække de store virksomhedsejere og bankerne. De kalder sig progressive, en del af det repræsentative demokrati.

Begge positioner er et svar på det subjektive ønske om forandringer hos arbejderne, folkene og ungdommen.

Fra social kamp til politisk konfrontation

I Latinamerika – som i alle andre lande verden rundt – er klassekampen en antagonistisk og hård kamp. Somme tider foregår den skjult, men altid med arbejderklassens interesser over for kapitalistklassens privilegier som en kamp for virkelig uafhængighed. Arbejderklassen for egne rettigheder og forhåbninger, for udryddelsen af sult og udbytning, borgerskabet for fortsættelsen af eget herredømme.

Konfrontationen kommer til udtryk på forskellig vis i alle lande på alle niveauer i form af strejker og mobilisering, i sociale uroligheder, som det er sket de seneste måneder og år i Colombia og Chile, i folkelige oprør som det udviklede sig i Ecuador.

I denne udgave af klassekampen er dele af ungdommen, store dele af arbejderklassen og bønderne samt visse dele af middelklassen aktive deltagere. Det revolutionære venstre og det marxist-leninistiske parti er konsekvente og rettidige i disse kampe.

Enheden i gaderne og på barrikaderne bliver styrket, ideen om, at kampen er vejen til opnåelse af rettigheder, bliver bekræftet og styrket. Der sker en udvikling i holdningen til disse aktioner, til styrken og den politiske enhed i den fortsatte kamp om magten. Arbejderne forstår, at de selv er ansvarlige for at gå forrest og lede kampene, at lederne af kampen for frihed ikke kan komme fra borgerskabet, at lederne vil være de mænd og kvinder, der står midt i den folkelige kamp.

Det er af uhyre stor betydning for arbejderklassens parti at arbejde midt i den sociale kamp, at sprede idealet om revolution og socialisme, hver eneste dag at vinde ny fremgang i den organisering og kamp, som arbejderklassen, folket og ungdommen fører.

Overordnet tager de menige medlemmer i fagforeningerne aktivt og positivt imod de revolutionære arbejderes opfordringer til at slutte op og deltage i fagforeningskampen imod den neoliberale politik og for social og materiel velfærd. Men på samme tid står det også klart, at hovedparten af arbejderne ved valgene fortsætter med at stemme for virksomhedsejerne i form af den ene eller den anden repræsentant for de borgerlige politiske partier.

Vi marxist-leninister forstår, at den folkelige magtovertagelse, hvor revolutionen og socialismen fjerner de herskende klasser og afhængigheden af imperialismen, kun kan ske ved brug af arbejdernes nødvendige revolutionære vold. På samme vis forstår vi, at processen med at samle kræfterne, med at udvikle arbejderbevægelsen og de folkelige bevægelser, med at løfte og udvikle befolkningernes revolutionære bevidsthed, uafvendeligt går – ud fra et klassestandpunkt – gennem deltagelsen i valgprocesser, som borgerskabet organiserer.

Det er tydeligt, at der er en stor kløft mellem på den ene side organiseringen og den sociale kamp og på den anden side tilstedeværelsen af revolutionære ideer og forslag i de arbejdende folks og ungdommens subjektive bevidsthed. En god del af dem er involverede i protester og strejkekampe, men de har ikke kendskab til og endnu mindre udvikler de egne ideer om revolution og socialisme.

For at gøre noget ved den situation har vi i PCMLE fastlagt en politik for organisering af en stor ideologisk og politisk offensiv blandt de arbejdende masser og ungdommen. Det er et ansvar, som vi anser for at være en daglig opgave både for at udvikle selve den sociale kamp og for en politisering af masserne.

Vi er klar over, at de arbejdende masser og ungdommen er dybt involveret i den politiske kamp på trods af, at mange af dem udtrykker deres afvisning af politik. De siger, at de ikke er engageret i politik, og opfatter sig som apolitiske. De siger åbent, at politik og politikere er korrupte. Men vi er også helt klar over, at mange af dem ved valgene stemmer på den ene eller den anden repræsentant for arbejdsgiverne, de store virksomhedsejere og bankerne.

Vi påtager os ansvaret for dagligt at fremføre socialismen for arbejderne og de folkelige bevægelser.

Vi marxist-leninister i Ecuador har politiske og programmatiske forslag i forhold til arbejdernes og folkets nuværende situation, forslag som konfronterer problemerne og viser progressive løsninger for udviklingen af landet. Vi er til stede overalt i landets politiske og sociale liv. Vi udformer paroler, som vi fremfører på forskellig vis blandt folket. På samme tid udfærdiger vi konkrete programmer for ledelsen af landet regionalt og nationalt.

Vi er overbeviste om, at vores forslag og paroler er rettidige, retfærdige, korrekte og revolutionære. Ikke desto mindre er vi helt på det rene med, at de ikke er kendt og endnu mindre tilegnet af flertallet af arbejderklassen og ungdommen, og at der er brug for en stor indsats for deres udbredelse.

Ansvaret for at udbrede politikken til de arbejdende masser, til folket og ungdommen er en stor udfordring for partiet og dets medlemmer.

Den ideologiske offensiv og politiseringen af masserne må inkludere alle arbejdere i byerne og på landet, de brede ungdomsmasser, de oprindelige folk og nationaliteter. Den skal starte ud fra en systematisk plan for revolutionær propaganda gennem aviser, løbesedler, radio, tv og sociale medier. Den skal prioritere partiaktivisternes direkte handling blandt befolkningen, i fagforeningerne, i fællesskaberne og kooperativerne på landet, i sammenslutningerne af små forretningsdrivende og i lokalkomiteer, blandt lærerne og ungdommen, i de miljøer, hvor partiets aktiviteter er blevet udviklet, i vores sociale basis. Fra dette udgangspunkt skal vi stræbe efter at udvide partiets revolutionære politiks radius.

Det er ikke nok at påpege neoliberalisternes og de progressives klassekarakter. Det er bydende nødvendigt at kæmpe for at sprede ideen om revolution og socialisme, og hvad vi kommunister har at byde ind med i dag og i morgen.

Ecuador, oktober 2021

 Oversat fra Unity&Struggle, Tidskrift  for Den internationale konference af marxist-leninistiske partier og organisationer, CIPOML 

Noter:

[i] I begyndelsen hævdede fortalerne for det ”21.århundredes socialisme”, at de byggede indholdet og programmet for deres forslag ”på rejsen”. De mest sofistikerede sagde, at det var en ”ny socialisme, forskellig fra den stalinistiske model”. I teori og praksis var det de gamle reformistiske forslag fremsat af socialdemokratismen i kamp mod den socialisme, som arbejderne havde opbygget i Sovjetunionen.

 

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top