Udtalelse vedtaget på Arbejderpartiet Kommunisternes 7. kongres, maj 2018
I 200-året for Karl Marx’ fødsel står det lysende klart, at kapitalismen og imperialismen er dødsmærkede og destruktive systemer, som spærrer for reelle poliske, sociale og kulturelle fremgange for menneskeheden. Udbyttersamfundenes udplyndring, udbytning og evindelige krige bliver fremstillet som normal og givet for altid i den dominerende kapitalistiske propaganda i medierne.
Det 20. århundrede så med Oktoberrevolutionen det første eksempel på en vellykket socialistisk revolution, der vendte op og ned på det eksisterende klassesamfund og satte udbytterne på porten i det svageste led i imperialismens kæde. Den skabte verdens første stat med arbejderklassen og dens kommunistiske parti ved magten – et samfund, hvor statsmagten blev brugt til at fremme det store flertals interesser og ikke var et instrument i udbytternes og udbytningens hænder.
Senere fulgte nye svage led i kæden efter med imperialismens generelle svækkelse efter nazismens og fascismens nederlag i 2. verdenskrig, hvor en række lande slog ind på folkedemokratiernes og socialismens vej. I alle disse lande skete en hurtig og positiv udvikling af samfundet til gavn for det store flertal – på trods af økonomiske og politiske blokader og en konstant kold krig fra imperialistmagternes side.
Disse positive verdenshistoriske udviklinger tog en ny drejning – en kurs mod kapitalistisk genopretning og udbytningens tilbagekomst – med den revisionistiske kontrarevolution i de socialistiske lande, der for alvor indledtes med Hrustjov-gruppens magtovertagelse efter Stalins død og med SUKP’s 20. partikongres i 1956. Det udstak vejen og retningen mod kapitalistisk genrejsning og mod en verden helt i kapitalismens vold.
Den borgerlige propaganda beskriver disse forløb som beviset på umuligheden af at skabe en anden og vellykket samfundstype og samfundsorden – samtidig med at dagens kapitalistiske og imperialistiske verdensorden giver nye beviser på sin historiske fallit. Det demonstrerer igen og igen sin manglende evne til at skabe et retfærdigt, stabilt og fremgangsrigt samfund. For det er umuligt i et samfund, der baserer sig på en lille herskende klasses udbytning og undertrykkelse af det store flertal.
Socialismen vokser frem som en materiel og udviklingsmæssig nødvendighed, som en forhåbning og et mål for arbejderklassen og folkets flertal som et resultat af den kapitalistiske virkelighed selv. Men det nye samfund bliver først en realitet, når arbejderklassen og dens parti forstår og griber det kapitalistiske samfunds lovmæssigheder til at gøre op med kapitalismen og opbygge det nye samfund. Det var det, Karl Marx og Friedrich Engels klarlagde.
Karl Marx sagde om sig selv:
” … Hvad jeg tilføjede af nyt, var
- at påvise, at klassernes eksistens blot er knyttet til bestemte historiske faser i produktionens udvikling;
- at klassekampen nødvendigvis fører til proletariatets diktatur;
- at selve dette diktatur kun danner overgangen til ophævelsen af alle klasser og til et klasseløst samfund.” (Brev til Weydemeyer den 5. marts 1852)
Arbejderklassens verdenshistoriske opgave er fortsat at gravlægge det kapitalistiske udbyttersamfund og etablere sit klasseherredømme i alle lande og globalt som en forudsætning for skabelsen af et samfund i overensstemmelse og harmoni med produktivkræfternes udvikling. Målet og retningen er fortsat kommunisme.
APK beslutter fra sin 7. kongres, at der videreføres en omfattende analyse og bred diskussion i og uden for partiet af de socialistiske revolutioners og socialismens hidtidige historiske erfaringer. Det sker med henblik på at klar- og fastlægge den socialistiske revolutions opgaver og udvikle et dybtgående program for opbygningen af socialismen i Danmark.
Partiet vil også i den kommende kongresperiode markere 40-året for stiftelsen af det revolutionære DKP/ML og 100-året for det revolutionære DKP.
Arbejderpartiet Kommunisterne, 7. kongres, maj 2018
Læs kongresdokumenter og indlæg i debatten op til kongressen på www. apk.2000.dk – www.kpnet.dk