Som en umiddelbar opfølgning på den folkelige opstands sejr i Ecuador i oktober 2019 udgav PCMLE, Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti, bogen ”Fremme af de oprindelige folk – sejr over neoliberalismen” med erfaringer og perspektiver fra opstanden. Dermed gav partiet sit hurtige og klare svar på, hvordan kampen kan udvikles derfra.
Kammerater fra PCMLE har fortalt, at de i oktober måned havde holdt deres længste ledelsesmøde nogensinde, nemlig fra opstandens start til slut som en del af deres aktive deltagelse i ledelsen af kampens udvikling. Og gennem hele året havde partiet arbejdet med enheden, mobiliseringen og forberedelsen af generalstrejken.
Bogen, der er skrevet af Pablo Miranda, omhandler baggrunden, opbygningen, udviklingen, de forskellige hovedkræfter – arbejderklassen, fagforeningerne, ungdommen, kvinderne – de nye former for styrket enhed og ikke mindst styrkelsen af de oprindelige folks bevægelser. Bogen er endnu ikke oversat fra spansk, men vi har valgt at bringe en oversættelse af to korte afsnit.
Perspektiver og opgaver
Den folkelige opstands sejr i oktober 2019 etablerer en ny koalition af kræfter. Organisationen og dynamikken i de oprindelige folks bevægelse blev styrket, der blev skabt en fælles reference mellem arbejdere og de oprindelige folk.
– Arbejdernes og de folkelige bevægelser er styrket. FUT (Ecuadors største fagforening) og Folkefronten har placeret sig som organisationer i arbejdernes og folkets tanker og bevidsthed.
– Unge og kvinder træder frem som ledende grupper i kampen.
– Broderlig og åbenhjertig debat bliver et vigtigt redskab for opbygningen af videre enhed.
– Forestillingen om kampens vej for at vinde er bekræftet.
– Den folkelige opstand bliver en kilde til undervisning for fremtiden.
– De idéer og forslag, som de revolutionære venstrekræfter har fremført, har slået rod hos de fremskredne dele af arbejderklassen og oprindelige folk, kvinder og unge.
– Folkets parlament, Folkeforsamlingen, fastlagde efter en bred debat et nyt niveau og grundlag som et vigtigt værktøj for enheden.
– Folkets parlament godkendte efter en omfattende debat på stedet og på ledelsesniveau et alternativt økonomisk forslag for at overvinde krisen i landet. Det er et initiativ, der understreger beslutningen om, at arbejderne og folket ikke kan og ikke vil betale krisen, at ansvaret skal bæres af krisens gerningsmænd, de rige.
Morenos regering har smidt masken som en repræsentant for dialog og afsløret sig fuldstændig som en løgner og en undertrykker. De borgerlige partier er splittede. Hver lejr går sin vej og forbereder sig på valget under nye betingelser. Opbygningen af den sociale politiske front styrkes som et alternativ til fortsættelsen af kampen på alle områder, på området for social mobilisering og i valgkampen, hvor det er nødvendigt at deltage.
Arbejderklassens parti har sat et nyt scenarie med positive betingelser for at kunne løfte ansvaret for at udvikle den revolutionære massebevægelse alle steder og situationer, for at opmuntre folkets og ungdommens kamp, for udbredelsen af perspektivet om revolution og socialisme, for at partiet vokser og udvikles.
Marxistiske idéer i de oprindelige folks bevægelse
De oprindelige folks bevægelse har været med til at smede modstanden mod national undertrykkelse, hvor de også selv er ofre. I udviklingsprocessen af de oprindelige folks bevægelse indgår og udtrykkes ideer og kulturelle opfattelser, der både er forankret i, og som forandrer Andes-indianernes mytologiske verdenssyn, nationale identitet og samfundsliv. Det stammer fra marxismens idéer og selvfølgelig også fra påvirkning af de herskende klassers ideer, som individualisme, arbejdsgivertænkning, stræben at akkumulere rigdom på en personlig måde, og også fra forslag fra borgerlige politiske partier.
Kommunistpartiet forstod fra sin grundlæggelse behovet for at organisere, forene og gennemføre kampen fra den ecuadorianske arbejderklasse og de oprindelige folk. Flere af lederne og aktivisterne var knyttet til de oprindelige folks liv. De deltog i kampene, i at overtage landejendomme, i organiseringen af de første tværkulturelle skoler. I kommunistpartiet var Dolores Cacuango, Amaguaña, Amadeo Alba og Agustín Gualavisí ledere blandt de oprindelige folk, der kæmpede i årtier under vejledning af marxismen-leninismen. Mange andre fattige ledere var kommunister. Marxismen-leninismen, revolution og socialisme, dens mål og realisering fandtes i de oprindelige folks bevægelse. De kommunistiske idealer og de røde flag var i hænderne på hundredvis af indfødte krigere.
Det marxistisk-leninistiske kommunistparti har siden sin grundlæggelse fremmet kadrer og aktivister i de oprindelige folks og nationaliteters organisationer og kamp. I folkeopstanden 2019 blev ”den indfødte vagt” båret på skjolde med symbolet på kommunisme: segl og hammer. Den handling er karakteristisk for mange af CONAIE’s (sammenslutningen af de oprindelige folks bevægelser) mest prominente ledere og udtryk for en venstreorienteret holdning. En del af de unge, der kæmpede med beslutsomhed og mod, proklamerede sig som revolutionære.
Marxismens idéer, revolutionens og socialismens linje, har fået en frugtbar modtagelse i en stribe af de oprindelige folks bevægelser, både i deres subjektive opfattelser og i deres bevidsthed.
Det betyder, at partiets arbejde skal øges og forstærkes for bedre at forstå de oprindelige folks bevægelsers natur og potentiale, og hvordan de kan styrkes og udvikles.
I 2001 sagde PCMLE i dokumentet ”Ecuador, nación, pueblos y emancipación” bl.a.:
”De oprindelige folk bliver mere bevidste om deres rolle i livet og i landet, og de kræver en aktiv deltagelse. De har indset, at afskaffelse af ulighed og sociale uligheder kan skabe forandring og må opnås gennem forenet handling med organisationer og kamp fra sorte og blandede racer, arbejdere og ungdom.
De herskende klasser er en klar overmagt over for de oprindelige folks organisationer og krav. De ved, at de er nødt til at gennemføre deres politik og projekter under hensyntagen til eksistensen af oprindelige folk, så de angriber og bagvasker dem. De har til hensigt at opdele dem, men de er også villige til at vinde indfødte ledere og grupper for deres projekter.
Arbejderne og andre kræfter i den folkelige bevægelse er sikre på at have en mere organiseret og kæmpende kraft for udviklingen af social og politisk kamp. De revolutionære har nu en større bevidsthed end før om karakteren og styrken af de oprindelige folk, af deres bevægelse, der er udviklet i deres indre, af potentialet for at revolutionere dem og af behovet for at arbejde sammen, koordinere indsatsen og projekterne, forene drømme og håb, kæmpe sammen for social og national befrielse.”
Oversat fra El levantamiento indígena popular, victoria sobre el neoliberalismo, Pablo Miranda, PCMLE, oktober 2019