skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Friedrich Engels

Af Tyrkiets Arbejderparti, EMEP

“Det er blevet min skæbne, at jeg høster den respekt og ære, hvis frø blev sået af en person, der var meget større end mig selv, Karl Marx. Og jeg kan kun love at være i proletariatets aktive tjeneste resten af mit liv for at fortjene denne respekt og ære.”[1]

Engels som organisator og propagandist

Engels er kendt og anerkendt som videnskabsmand, filosof og stamfader til kommunismens videnskabelige teori. På disse områder – hvilke i den grad anses for hans domæne – udarbejdede han ekstremt vigtige værker, der åbnede nye horisonter og er lige så værdifulde den dag i dag, som da de blev skrevet. Betydningen af disse værker kan for alvor værdsættes, når de ses i forhold til tendenserne på hans tid.

Hvis man ikke var bevidst om behovet for klassekamp og om det faktum, at Engels’ værker er baseret på den kamp, kunne han betragtes som endnu en filosof, der forsøger at “oplyse mennesker” eller “bidrage til tankeuniverset“. Alle hans værker er snarere et svar på angreb mod den dialektiske og historiske materialisme eller omfattende kritik af filosofiske og politiske visioner, der blev forsøgt lagt ned over arbejderklasen. I denne artikel vil vi fokusere på Engels’ handlinger som organisator og propagandist, og hvordan de er tæt forbundne med hans skriftlige arbejde og værker.

Teorien om organisering

Selvom det blev skrevet af Marx, er Manifestet et produkt af deres fælles indsats. Det Kommunistiske Forbund, der bad dem om at skrive dette, havde ikke til formål at organisere sig som et parti. Det erklærede i den første paragraf i sit program, at de ønskede “at sprede ”kommunismen som en idé“. Marx og Engels pressede straks på for at ændre denne formålsparagraf og sørgede for, at den blev ændret til: “Forbundets mål er at omstyrte bourgeoisiet, magten til proletariatet, afskaffelsen af det gamle borgerlige samfund, der hviler på klassernes antagonisme (uforenelige modsætninger, note af red.), og grundlæggelsen af et nyt samfund uden klasser og uden privat ejendom.”

Efterfølgende ledte de også Det Kommunistiske Forbund, som indtil da handlede på en ”konspiratorisk måde”, til at stå frem som ”det kommunistiske parti”. I modsætning til selvudnævnte kommunister, der var ude af stand til at tænke længere end til at være en forening, var forsvaret af konceptet med arbejderklassens kommunistiske parti et ekstraordinært revolutionært skridt. Frem for at være blot en simpel navneændring var det resultatet af at definere det politiske mål for organisationen som ”at vinde og tage magten, afskaffe det borgerlige samfund og opbygge et klasseløst samfund”.

I perioden op til Det Kommunistiske Manifest havde Engels skrevet, hvad han kaldte “Den kommunistiske trosbekendelse”, som viser forskellene mellem utopisk, småborgerlig socialisme og den videnskabelig kommunisme, og tydeligt viste spørgsmålet om magt gennem arbejderklassens opståen og dens tydelige forskel fra de andre arbejdende klasser, der gik forud. Engels og Marx udvekslede regelmæssigt breve, mens han skrev dette skrift, og holdt fortsat fokus på at organisere arbejderklassen og på revolutionær handling snarere end at involvere sig i uendelige argumenter.

Ud fra dette perspektiv er Manifestet – snarere end at være et program for en organisation, der ønsker at blive et parti – et dokument, der samtidig indeholder kritikken af mange såkaldte socialistiske og/eller kommunistiske formationer og tydeliggør arbejderklassens endelige mål. Engels’ taler, skrifter og foldere fra denne periode viser, at han var en revolutionær med en klassebevidsthed med klare erklærede mål.

Marx og Engels gav ikke blot en teoretisk kritik af alle tidligere former for socialisme. De arbejdede også med alle tænkelige muligheder for, at arbejderklassens organisationer skulle fjerne alle forældede former for tænkning og politik fra sine rækker.

Forholdet mellem organiseret kamp og teori

 Anti-Dühring

I forordet til Anti-Dühring, som Lenin kaldte ”den videnskabelige kommunismes encyklopædi” (en overskuelig sammenfatning af den menneskelige viden om den videnskabelige kommunisme, note af red.) og et af Engels’ største værker, sagde Engels:

“Følgende arbejde er på ingen måde frugten af en ‘indre trang’. Tværtimod … Hr. Dühring, som er dygtig og samtidig er en reformator af socialismen, gav pludselig sin tid denne udfordring. Venner i Tyskland opfordrede mig gentagne gange til, at jeg skulle underkaste denne nye socialistiske teori en kritisk undersøgelse i Det Socialdemokratiske Partis centralorgan, der på det tidspunkt var avisen Volksstaat … Den nye socialistiske teori blev præsenteret som det ultimative praktiske resultat af et nyt filosofisk system. Det var derfor nødvendigt at undersøge det inden for rammerne af dette system og i den forbindelse at undersøge selve systemet … Der var desuden mennesker, der allerede forberedte sig på at udbrede denne doktrin i en populariseret form blandt arbejderne.[2]

Dührings idéer, ud over at skabe forvirring blandt nogle af partiets intellektuelle og hans forsøg på at sprede dem til arbejderklassen, fik Engels til at lægge det meste af sit arbejde til side og fokusere på dette spørgsmål. Anti-Dühring var – ligesom alle Marx’ og Engels’ andre værker – født ud af klassekampens behov.

  1. Dühring kom frem med sine “originale ideer” på et tidspunkt, hvor kampen om den tyske arbejderbevægelse og det tyske parti var ved at tage fart. Det faktum, at han kom frem på et sådant tidspunkt, retfærdiggjorde, at han blev taget alvorligt og kritiseret af marxister. Manifestet havde til formål at vække den bevidsthed, der var nødvendig for etablering og udvikling af arbejderklassens parti. Hvor Anti-Dühring på den anden side kom frem i en situation, hvor Socialdemokratiet havde nået et vist niveau og stræbte efter at ændre sit teoretiske grundlag, et tidspunkt, hvor der var særligt behov for at udrydde indflydelsen fra Lasalle. Hvis man sammenligner det med Manifestet er Anti-Dühring et skridt i retning af at etablere et verdensomspændende parti, den var et redskab til at udtrykke og afklare hele teorien.

Anti-Dühring havde også overtaget rollen som politisk og ideologisk redskab til at styrke den organisatoriske samling, der blev etableret på Gotha-kongressen i 1875. Som Engels sagde, blev arbejdernes forenede parti hurtigt magtfuldt, og kampen mod teoretiske og ideologiske usikkerheder, der kunne true den nydannede enhed, blev vigtigere. Anti-Dühring bidrog virkelig i høj grad til øget bevidsthed blandt partimedlemmer om arbejderklassens historiske mission og beskyttelse af partiets revolutionære karakter.

Naturens dialektik

I en samling af noter under titlen på sit værk Naturens dialektik opsamlede Engels resultaterne af fremskridt inden for naturvidenskab på sin egen tid, samt hans arbejde med at kombinere disse med visse begreber om historisk materialisme i et forsøg på at finde dialektikken i naturen.

Fra midten af 1800-tallet var der nye opdagelser inden for matematik, astronomi, fysik, kemi og biologi, nye koncepter blev formuleret, nye teorier og hypoteser udviklet, og nye grene af videnskab opstod. Engels mente, at forskellen mellem den dialektiske karakter af videnskabelige fremskridt og de metafysiske metoder, der anvendes af forskerne, var et problem, der skulle løses. Derfor forsøgte han i Naturens dialektik at analysere en stor samling af ny videnskabelig viden og generalisere resultaterne dialektisk. Naturens dialektik blev planlagt som en undersøgelse, der skulle tjene som guide til dialektisk praksis af videnskaber og for forskere.

I sit brev til Engels af 22. juni 1867 skriver Marx, mens han arbejdede på værket Kapitalen: ”[…] Du vil se af konklusionen på mit kapitel III, hvor jeg skitserer omdannelsen af handelsmand til en kapitalist — som følge af rent kvantitative ændringer — at jeg i teksten dér citerer Hegels opdagelse af loven om, at kvantitativ ændring kan slå om til en kvalitativ ændring, som det bekræftes af både historie og naturvidenskab.”

De blev enige, og Engels fortsatte i sine forsøg på at formulere et grundlag for en ontologi, der gjorde det muligt at forene forskellige områder af den materielle verden. De tre vigtigste områder – natur, samfund og menneskelig tænkning – blev betragtet som en helhed, der kan forklares gennem fælles principper; generiske love, der regulerer dem alle, ville blive erkendt. Det var dialektikkens love.

I forordet til andenudgaven af Anti-Dühring skriver Engels: Marx og jeg var så godt som de eneste mennesker til at redde den bevidste dialektik fra tysk idealistisk filosofi og anvende den i den materialistiske opfattelse af natur og historie. Men en viden om matematik og naturvidenskab er afgørende for en opfattelse af naturen, som er dialektisk og samtidig materialistisk.”

En af bogens bemærkelsesværdige egenskaber er indførelsen af klarhed og løsninger på mange videnskabelige problemer i samtiden ved hjælp af den dialektiske metode. Gennem sin overlegne metode og sit logiske fremsyn forudsagde Engels mange udviklinger og formåede at finde abstrakte og generiske løsninger på mange endnu uløste spørgsmål for videnskaben på hans tid. Her er nogle eksempler:

  • I modsætning til mange forskere i sin tid forsvarede Engels kompleksiteten af atomet. “… atomer bør aldrig accepteres som simple eller generelt de mindste kendte partikler af stof.” Den nuværende teori om et stofs struktur bekræfter Engels’ syn på atomets uendelige og komplekse karakter, som forudsagde eksistensen af subatomare partikler. Moderne grundlæggende partikelteori har bevist Engels’ – og senere Lenins – afhandling om atomets og elektronens uendelighed.
  • While investigating matter as the unity of push and pull, Engels showed that matter cannot be a static mass, and this has been proven by subsequent discoveries.
  • Max Plancks, Niels Bohrs og Louis de Broglies opdagelser bekræftede videnskabeligt et stof som et kontinuum og modsætningernes enhed.
  • Einsteins relativitetsteori har vist den materielle pendant til Engels’ filosofiske afhandling om stof, bevægelse, tid og rum.
  • Kybernetik og mange andre nye videnskaber, såsom fysisk kemi, biokemi, geofysik, rumbiologi osv., bekræftede Engels’ hypotese om, at kombinationen af forskellige grene af videnskaben vil føre til store fremskridt.

Engels skrev meget af det centrale indhold i Naturens Dialektik mellem 1873 og 1886. Desværre blev denne undersøgelse, på grund af arbejdet med at skrive Anti-Dühring, begrænset til en samling af data og diskussioner med forskellige forskere, og han nåede kun at fuldføre et par kapitler og indledningen. Med Marx’ død helligede han sig offentliggørelsen af Kapitalen og sin egen rolle i den internationale arbejderbevægelse. Fordi han ikke kunne udføre noget videnskabeligt arbejde, kunne han ikke fortsætte med at arbejde på Naturens dialektik, og de kapitler, han afsluttede, kunne ikke offentliggøres i løbet af hans levetid. Den fulde ordlyd af Naturens Dialektik blev første gang offentliggjort i USSR i 1925. Lenin brugte i sit værk Materialisme og Empiriokriticisme den samme metode og nåede de samme resultater på mange centrale spørgsmål som Engels, uvidende om det arbejde Engels havde udviklet.

Familiens, privatejendommens og statens oprindelse

Lenin anså Familiens, privatejendommens og statens oprindelse, skrevet i 1884, som “et af den moderne socialismes grundlæggende værker“. I denne bog forklarede Engels på den ene side menneskehedens tidligere historie fra et materialistisk perspektiv, årsagerne til dannelsen af klasser i direkte modsætning til hinanden og fremkomsten af staten som et redskab for klasseherredømmet. På den anden side viste han, at den borgerlige demokratiske republik er en form for kapitalistisk klassestyre. Det var vigtigt for at afsløre sammenhængen mellem diskussionerne om parlamentarisme og republikanisme, der var populære blandt socialdemokrater på den tid, og den borgerlige stat. På den politiske arena var dette det første værk, hvor den marxistiske holdning mod opportunistiske elementer, der spredte parlamentariske og reformistiske illusioner, blev afklaret på det historiske grundlag.

Det var det første værk, hvor familie, ægteskab og dermed kvinders stilling i forskellige sociale strukturer blev undersøgt. Engels beviste, at kvinden, før klasserne opstod, havde en ligeværdig position i samfundet, at hun mistede denne stilling med den fremvoksende private ejendomsret til produktionsmidlerne, og at kvindens ulige stilling blev skabt af de økonomiske relationer baseret på udnyttelse. Engels fastslog også, at familien, ligesom alle andre sociale strukturer, ændres og ændres på grund af det økonomiske liv, i de indbyrdes ejendomsforhold og relationer og af den kapitalistiske ødelæggelse. Disse grundlæggende teser har ydet et vigtigt bidrag til den socialistiske kvindebevægelses ideologiske udvikling.

Dette arbejde spillede også en vigtig rolle i udbredelsen af videnskabelig socialisme inden for den sociale kritik.

Arbejder på teorien om staten

Da spørgsmålet om staten fortsatte med at være omstridt – og med den ekstra påvirkning fra anarkismen – fokuserede Engels primært på arbejderklassens revolution og dens taktik, arbejderklassens diktatur og udviklingen af alliancer under arbejderklassens revolution inden for begrebet statsteori.

Engels indtog en kompromisløs holdning imod opfattelsen af, at staten er en magt hævet over klasser og et redskab, der med tiden kunne bruges til at videreudvikle kapitalismen hen imod socialismen. Han påviste, at den daværende borgerlige demokratiske republik USA, som også påvirkede mange socialdemokrater, ikke var andet end en form for borgerligt diktatur, der repræsenterede en klasses udnyttelse af en anden”.[3]

Men han henledte også opmærksomheden på, at den demokratiske republik er den mest fordelagtige form for stat under forholdene i borgerskabets diktatur. Ligesom Marx så han den demokratiske republik som “det krigsområde, hvor den afgørende kamp mellem bourgeoisiet og proletariatet vil blive udkæmpet”.[4] Derfor kritiserede han den manglende klarhed i Erfurt-programmet med hensyn til kravene fra de demokratiske republikanere om at afskaffe systemet med semimonarki.

Denne kritik var rettet mod reformister lige så meget som anarkister. Engels kæmpede konsekvens mod eventyrlystne forsøg på at opnå revolution på en måde, der var helt afskåret fra bevægelserne i arbejderklassen og folket:

Tiden med overraskelsesangreb, revolutioner udført af små bevidste mindretal i spidsen for masser, der mangler bevidsthed, er forbi. Når det drejer sig om en fuldstændig forvandling af den sociale organisation, skal masserne også selv være med i den, de må allerede selv have forstået, hvad der står på spil, hvad de kæmper for, med krop og sjæl.[5]

Arbejdet på Gotha- og Erfurt-programmerne

Planen om at forene Lassalles tilhængere og marxisterne i Tyskland, der blev udarbejdet i 1875 i Gotha, var fuld af indrømmelser til Lassalles tilhængere og var meget pro-Lassalle. Det blev skarpt kritiseret af Marx. Denne kritik rettede sig mod mange af de huller og misforståelser i de marxistiske teser. Engels kritiserede dette program i et langt brev, som han skrev til Bebel. Programmet blev accepteret på kongressen, uden at Marx’ og Engels’ kritik blev lagt frem for de delegerede. Engels fik kritikken, der blev gemt af vejen i lang tid, udgivet i 1891 under titlen Kritik af Gotha-programmet, og kritikken førte til det nye program, der blev godkendt i Erfurt i oktober 1891. I sin kritik brugte Marx begrebet proletarisk diktatur, mens han forklarede, hvordan overgangen fra kapitalisme til socialisme vil ske.

Ludwig Feuerbach og slutningen af klassisk tysk filosofi

Engels afsluttede sit arbejde Ludwig Feuerbach og slutningen af klassisk tysk filosofi i 1866. Lenin anså dette værk for “lige så vigtigt som Det Kommunistiske Manifest“. Årsagen var den politiske betydning af at gøre op med idealistisk filosofi, som igen cirkulerede i Tyskland og påvirkede socialdemokratiske intellektuelle i partiet og etablerede et ideologisk grundlag for at fremme opportunisme.

Det tredje kapitel med titlen “Religionsfilosofi og etik i Feuerbach” fremlægger kernen i den marxistiske kritik af Feuerbachs ideer gennem at kritisere den sidste store mester i gammel materialisme, Feuerbachs opfattelse af sociale relationer baseret på religion, kærlighed osv. Engels brugte begrebet “det abstrakte menneske”, til at afsløre Feuerbachs forsøg på at skabe en ny religion i materialismens navn. Dette bidrog enormt til uddannelsen af revolutionære i en ånd af materialistisk filosofi.

Tyrkiets Arbejderparti, EMEP, oktober 2020

Oversat fra Unity & Struggle nr. 41

 

Originalartiklen, som denne første halvdel er oversat fra, fortsætter herfra med at belyse Engels’ arbejder og deres betydning: Bonde-spørgsmålet, Kampen mod anarkismen i den første internationale, Om boligspørgsmål, Spørgsmålet om Østen, Erfaringer fra Krim-krigen, Krig og fred, Krig og revolution, Mod kolonialisme og national undertrykkelse, Skrifter om Kina og Indien, Den anden Internationale, Bestemmelse af fortolkninger på basis og overbygning, Arbejdet med anden og tredje bind af Kapitalen og Forudsigelser angående monopolkapitalismen.

 

[1] Friedrich Engels, tale på det tyske Socialdemokratis kongres.

[2]Engels: Anti-Dühring

[3] Friedrich Engels: Introduktion til Marx’ ”Borgerkrigen i Frankrig 1848-1850”. Marx Engels Work (MEW), Vol. 22

[4] Fra Engels til Bebel. 18. Mew Vol. 36

[5] Friedrich Engels: Introduktion til Marx’ “Klassekampene i Frankrig 1848-1850”. Marx Engels Work (MEW), Vol. 22

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top