skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Generation standby med SMS job. Kampen mod kontrakt-, deltids- og vikararbejde:  

Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne APK

Den danske arbejdskraft er en af de mest fleksible i verden. Den mest omstillingsparate og let at fyre. Hvilket er en væsentlig årsag til, at dansk erhvervslivs konkurrenceevne er udråbt som nr. 1 i EU og nr. 2 i verden. Det kan derfor heller ikke undre, at Dansk Arbejdsgiverforening roser det danske arbejdsmarked med sin store andel af deltid, kontraktansatte, freelancere og vikarer for hurtigt at kunne omstilles efter ønsker og behov. De fleste ansatte gør det endog frivilligt, hykler DA[i] . Og de, der ikke gør det, kan ende på tvangsarbejdet for sociale ydelser, som stadig flere grupper låses fast i.

Udviklingen væk fra job med fastansættelse og fuld løn og fuldt timetal har været i gang længe. Den nye hastigt voksende del af arbejdsmarkedet har mange navne: ”det atypiske”, ”det uformelle”, ”det prekære” arbejdsmarked. Det kan reelt sammenfattes til ”moderne daglejersystem”.

Det er gratis at fyre disse mennesker fra den ene dag til den anden. De får ikke løn, når de er syge. Og de risikerer at stå uden dagpenge, hvis de bliver arbejdsløse. De optjener ikke anciennitet og opnår kun en meget lille pensionsopsparing.

Denne del af arbejdsmarkedet vokser hastigt. Det er kendetegnet ved deltidsjob, korttidsansættelser, kontraktarbejde, hjemmearbejde, vikariater, gratis arbejdskraft, nul-timers-kontrakter kaldet SMS-job, forskellige typer af falske selvstændige, især de såkaldte “arm og ben-firmaer”, platformsøkonomi, freelancearbejde med mere. Det er et arbejdsmarked, som især dækker hotel og restauration, transport, rengøring, butiksansatte. Det er samtidig nogle af de sektorer, hvor de ufaglærte her under den økonomiske krise og lockdown er blevet ramt allerhårdest af arbejdsløshed. Her er i starten af 2021 40.000 færre job end i 2019[ii]. Og antallet af langtidsledige er næsten fordoblet i 2020. Men også på dele det akademiske arbejdsmarked ses denne udvikling.

Generation standby

De unge, der kommer ind på arbejdsmarkedet, har dårligere forhold og færre rettigheder end deres forældre. Og står det til kapitalen og arbejdsgiverne, er det den virkelighed, de bare skal vænnes til. Med det moderne daglejersystem kaldes de også for Generation standby. Det skal de så være i langt flere år, efterhånden som pensionsalderen stiger.

At arbejde under de forhold betyder, at ét job ikke er nok. Du er altid på farten, altid til rådighed uden at vide, om du får timerne og lønnen hjem, du overpræsterer for at blive set og mister samtidig faglighed og kollegialt fællesskab. Du har svært ved at kunne stifte familie, forsørge børn og få et ordentligt fast sted at bo. For mange unge kvinder betyder det også en tilbagevenden til at blive afhængig af en mands indtægt eller ”sugardating”.

I Sverige og Finland arbejdede mindst 350.000 på nul-timers-kontrakter i 2017. De fleste af dem er unge. Storbritannien arbejder millioner af lavtlønnede på nul-timers-kontrakter. I Danmark findes der ikke en samlet opgørelse over antallet

Mange af dem, der lever og arbejder under de nye forhold, kæmper fra uge til uge med at holde sig i jobbet og tjene til huslejen. Coronakrisen har vist, at netop de usikre, lavtlønnede arbejdere er dem, kriser rammer hårdest. De har ikke ret eller råd til at sige fra over for den fare, sygdommen udgør, og ofte udgør de ”essentiel” arbejdskraft, som samfundet ikke kan undvære: bus- og lastbilchauffører, sosu-hjælpere, lagerarbejdere og mange andre. De fleste er uorganiserede og føler sig alene i deres kamp.

Fagtoppen vender ryggen til

At det offentlige som arbejdsgiver fører en politik med samme udvikling, er helt åbenlyst. Gennem hele Coronapandemien har frontpersonalet, der dækker over hele dem store gruppe i med rengøring, sundhed, omsorg og uddannelse, transport og butik, gratis skullet yde en ekstrem indsat. Ikke bare i forhold til selve pandemien, men i høj grad for at dække over de store mangler og nedskæringer i den offentlige sektor, der blev åbenlyse og livsfarlige, da pandemien brød ud. Andre store grupper har i månedsvis arbejdet hjemmefra, hvor man nu både er isoleret og har fået en permanent arbejdstid på 24/7.

FOA’s forbundsforkvinde Mona Strib skriver i en pressemeddelelse: ”Derfor har FOA sat de timelønnede på dagsordenen i overenskomstforhandlingerne for at få parterne til at drøfte, hvordan antallet af timelønnede og løstansatte kan reduceres. Og for at få arbejdsgiverne til at overholde de aftaler, der allerede er. Overenskomstforhandlingerne er en anledning til at fortælle arbejdsgiverne, at de for pokker skal overholde det, vi har aftalt med hinanden.”

Der er tale om en udvikling, der har været i gang gennem flere årtier. Som er iværksat gennem utallige EU-diktater og danske arbejdsmarkedsreformer og trepartaftaler, som fagtoppen har sanktioneret. Og hvis konsekvenser samme fagtop har talt med arbejdsgiverne om i årevis uden at stoppe eller ændre udviklingen.

Op til forårets overenskomst – OK21 – er både arbejdsgiverne og fagtoppen da også på forhånd enige om, at der kun kan forventes ren vedligeholdelse af for lav og ulige løn. Fagtoppen stiller ingen konkrete krav, der kunne skabe bedre forhold for de moderne daglejere på arbejdsmarkedet. Ofte med det bureaukratiske og fagchauvinistiske argumenter om, at de er jo ikke dækket af ”vores” overenskomst. En del arbejder under en særlig overenskomst for vikarer, der f.eks. ikke giver ret til løn under sygdom (se historien om statens Coronavikarer) og mange har slet ingen overenskomst og rettigheder.

I stedet bryster fagbevægelsens Forhandlingsfællesskab sig af et forsøgsprojekt aftalt med Kommunernes Landsforening, hvor deltidsstillinger på sigt kan blive til fuldtidsstillinger. Problemstillingen er yderst relevant, men løsningen yderst tvivlsom, da den består i at udvikle handleplaner og redskaber i nogle forsøgskommuner. Og enhver, der kender lidt til den offentlige sektor indefra, ved, hvor den slags ender, når forsøgsperioden er overstået.

Fagtoppen er ikke gået af vejen for argumenter over for deres egne medlemmer i stil med: ”Glem nu ikke, at der er nogle, der har det meget værre end jer, dem der er fyret, dem der allerede er gået ned med stress, dem der ikke kan leve af deres løn.” Og springet dertil er meget lille, det ved de fleste i dag. Truslen om at ende på det hastigt voksende daglejer-arbejdsmarked eller i reformkøerne uden rettigheder hænger tykt i luften og benyttes flittigt til at bremse krav og kamp for fremskridt.

Solidaritet er et af de fineste våben, arbejderklassen og fagforeningerne har, men det fungerer jo ikke sådan, at løntilbageholdenhed omveksles til bedre vilkår og løn for de dårligst stillede. Tværtimod er det skruen uden ende.

Solidaritet skal ikke bruges mod andre grupper i arbejderklassen. Den skal tværtimod bruges aktivt og offensivt til at sige, at vi står sammen og rejser krav både for dem, der i et ”almindeligt arbejde”, og for alle dem, der arbejder i gråzonerne og på det moderne daglejerarbejdsmarked og i tvangsarbejde. Det er en meget velkendt erfaring, at kæden ikke er stærkere end det svageste led.

Ud over fagtoppens klassesamarbejdspolitik, der hverken sikrer arbejderne i eller uden for fagforeningerne tilstrækkelig, så er dagens fagforeninger heller ikke gearet til eller åben over for at kunne organisere dem, der arbejder under det moderne daglejersystem. Det er et reelt og stort problem, da stærke fagforeninger er et bolværk. Presset for, at denne del af arbejderklassen organiseres kommer altså ikke fra fagtoppen eller fagforeningskontorerne. Det må skabes nedefra og enheden bygges op i praksis på arbejdspladserne mellem alle dem, der arbejder der, uanset ansættelsesforhold og faggrupper. Og der må seriøst arbejdes med former for hvordan alle de, som arbejder isoleret og alene, kan inddrages og organiseres.

26.1.2021

[i] Deltidsansatte, tidsbegrænset ansatte og freelancere, Dansk Arbejdsgiverforening, 2019

[ii] Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) 11. 1.21

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top