”Den sande grænse for kapitalistisk produktion er kapitalen selv. Det er dette faktum, at kapitalen og dens egen værdiforøgelse er det, der udgør både udgangspunkt og mål, motivet og slutpunktet for produktionen” Karl Marx (Kapitalen, Bind III, kapitel XV.)
Kapitalismens kriser manifesterer og koncentrerer alle den borgerlige økonomis modsætninger på voldelig vis. Grundlaget for deres cykliske opståen ligger i den samfundsmæssige karakter af produktionen over for den private, kapitalistiske tilegnelse af arbejderklassens produktive arbejde.
Under monopolkapitalismens nuværende betingelser har den kapitalistiske produktion en tendens til at udvikle sig hurtigt og grænseløst. Det sker på grund af den stadig hurtigere udvikling af produktivkræfterne. Som igen er en følge af den øgede merværdi, der skabes på basis af udbytning for at opnå den størst mulige profit, og på grund af monopolernes indbyrdes konkurrencekamp.
Imidlertid udvikler markedet sig ikke på en måde, der modsvarer dette; markedet er begrænset, og udviklingstempoet kan ikke følge med produktionens uendelige vækst.
Begrænsningen i markedet (kapitalisternes eget forbrug af luksusvarer, som de producerer for hinanden, må i denne sammenhæng betragtes som en ubetydelig størrelse) er først og fremmest bestemt af, hvor stor arbejderklassens og den øvrige del af den arbejdende befolknings købekraft er. Varerne på markedet kan kun omsættes til værdi, når de bliver købt, og da arbejderne kun bliver betalt for en lille del af den værdi, de reelt skaber, opstår der hele tiden et misforhold mellem, hvor mange varer der produceres, og hvor meget arbejderne har råd til at købe.
Når denne uoverensstemmelse mellem den kapitalistiske produktion og markedet overstiger et niveau, hvor de ikke længere kan ”løses” gennem almindelige markedsudsving, eller når de ikke længere udsættes ved at blive fordelt over en periode, så opstår kriserne.
Af denne grund kan vi med sikkerhed sige, at kapitalismens kriser i sidste ende har sin årsag i følgende modsætningsforhold: Kapitalejernes umættelige hunger efter rigdom leder til øget produktion, og sammen med den en stræben efter en større merværdi, hvilket kolliderer med arbejdernes begrænsede købekraft, hvorved tendensen til ubegrænset udvikling i den samfundsmæssige produktion støder imod grænsen for samfundets forbrugsevne.
Fra udtalelsen ”Arbejderklassen og folkene påtvinges byrden af den værste krise i årtier” CIPOML, august 2020