skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Havnestrejkerne 1982/83 – kampens vej

Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Havnearbejdernes mere end 10 uger lange strejke tilbage i 1982-83 var en af de mest militante landsomfattende strejker i årtier i Danmark. Den samlede mere end 2.000 havnearbejdere fra 19 forskellige havne til en fælles kamp imod VCQM-regeringens reaktionære angreb på dagpengene. Den udløste og udviklede en kampenhed og solidaritetsbevægelse i hele arbejderklassen og mobilerede en af de største generalstrejke- og protestdage undervejs. Den overvandt i det lange løb mange alvorlige kriser og vanskeligheder, der gav nye vigtige kamperfaringer til de efterfølgende, kampe, strejker og aktioner. Den var og er af betydning for hele arbejderklassens kamp mod hele den kapitalistiske udbytning og borgerskabets kriseoffensiv.

Tirsdag d. 6.december 1982 nedlagte havnearbejderne i Århus arbejdet i 24 timer i protest mod dagpengelovene. Havnene var store vigtige arbejdspladser, og havnearbejderne var løsarbejdere ligesom dagens moderne daglejere på 0-timers-kontakter. Med den nye dagpengelov blev bl.a. muligheder for supplerende dagpenge for manglende arbejdstimer forringet.

De strejkende krævede regeringens indgreb i arbejdsløshedsunderstøttelsen taget af bordet og udsendte en opfordring til havnearbejdere i hele Danmark til at følge deres eksempel og gennemføre strejker, arbejd-langsomt-aktioner, nægte overarbejde osv. Dermed trodsede de ledelsen i SiD (i dag 3F) og en række fagforeningsledere, der havde besluttet at pålægge havnearbejderne at vente og kun lave en tidsbegrænset to-dages-aktion ugen efter. Havnearbejderne, der havde fingeren på pulsen, besluttede i stedet at gå i strejke på det tidspunkt, hvor alle var i arbejde og der var mange skibe i havnene.

Tirsdag d. 13. december er alle store havne i strejke. Dagen efter vælger havnearbejderne et landskoordineringsudvalg til at samle aktionerne. 15. december danner søfolkene en støttegruppe i Esbjerg. 20. december opfordrer havnearbejderne i Århus til, at der dannes strejkestøttekomiteer. Og de første blokader mod den skruebrækkervirksomhed, som politiet beskytter, etableres. 22.december rydder en større politistyrke Esbjerg Havn og blokaderne ved DFDS. Flere havnearbejdere bliver skambidt af politihunde. Søfolkene på DFDS nægter at arbejde, så længe politiet er på havnen. 27. december bliver havnearbejder Kaj Aage Nielsen fra Ålborg myrdet på Hirtshals Havn. Det vækker vrede og sorg over hele landet. Arbejdet bliver straks nedlagt på fabrikkerne i Hirtshals. Havnestrejkerne udvides til over 30 havne. 28. december demonstration foran Arbejdsuretten i København. Strejkestøttearbejdet tager mere organiserede former, og svenske havnearbejdere nægter at rører dansk gods. Resten af ugen afholdes der tillidsmandsmøder i de store byer.

  1. januar træder de reaktionære dagpengelove i kraft. 3. januar demo foran Arbejdsministeriet, hvor Arbejdsministeren mødes med SiD-toppen og repræsentanter for havnearbejderne. Ministeren afviser blankt. 4. januar: Kaj Aage Nielsen bliver fulgt til graven af over 4.000 arbejdere fra hele landet. Samtidig ligger næsten alle fabrikker stille i Ålborg. SiD’s formand Hardy Hansen truer gennem udtalelser i pressen med at ekskludere de strejkende havnearbejdere. Arbejdsministeren forslår en dispensation, at dagpengelovene udsættes to måneder, og ønsker havnearbejderne fastansat med fyring af 50-70 % af arbejderne til følge.

Havnearbejderne står over for en samlet front af VCQM-regeringen, Socialdemokratiet, fagtoppen og staten med dens politibrutalitet. Hvad vælger de?

  1. januar falder havnearbejdernes svar: Ingen dispensation – vi fortsætter, til loven er taget af bordet! Esbjerg-arbejderne får støtte fra andre havne til at standse eksportfragten til England. Blokaderne gør strejken 100 % effektiv. Britiske havnearbejdere støtter og nægter at røre dansk gods.

Opbygning enheden i kamp

Ved at rejse det fælles krav ”Loven af bordet!” kunne havnearbejderne gradvist opbygge ikke bare enheden blandt dem selv som en kerne i strejken, men også bredt ud i arbejderklassen. Det blev et fælles politisk krav. Det gjorde, at især søfolkene, arbejdere i fiskeindustrien og andre industrier i havnebyerne blev aktivt inddraget, nedlagde arbejdet undervejs og tog del i blokaderne, men også mange andre grupper af privat- og offentligt ansatte og arbejdere.

Havnearbejdernes Koordinationsudvalg skriver bl.a. i deres opfordring til generalstrejkedag d. 28. januar: ”Disse forringelser rammer ikke kun havnearbejderne, men hundredtusinder af arbejdere i hele landet indenfor mange fag … Denne opfordring sker for at vise regeringen, at vi ikke kun kæmper havnearbejdernes kamp, men hele befolkningens kamp.” (Havnearbejdernes opråb til alle danske arbejdere, 19. januar 1983)

Havnearbejdernes kampvilje og stædighed gav stødet til opbygningen af en omfattende solidaritetsbevægelse i arbejderklassen. Tusinder af arbejdere gav en stor økonomisk støtte, der blev organiseret på arbejdspladserne og i lokalområderne, hundreder deltog i blokaderne. Strejkestøttebevægelsen blev organiseret i strejkestøttekomiteer, der ikke mindst var med til at bryde igennem den hysteriske og løgnagtige medie- og propagandakampgane, der blev ført.

Daværende statsminister Schlüter tordnede frem med, at havnearbejderne var gangstere og kriminelle, der handlede uansvarligt og mod landets love. Men det var Schlüter og hans regering, der handlede som gangstere og kriminelle. De forsøgte i forbund med borgerskabet at drukne strejken i politibrutalitet, at fremprovokere vold og terror med politiprovokatører, som det f.eks. blev afsløret i Padborg. Det var regeringen, staten og dens voldsapparat, der dræbte to havnearbejdere i kampens løb.

Havnearbejderne handlede ansvarligt og loyalt over for arbejderklassen og gennemhullede snakken om, at landets demokratiske love var blevet brudt. Blokadecirkulæret, der forbød fysiske blokader, har aldrig været demokratisk, heller ikke skruebrækkervirksomhed under politibeskyttelse. Det tjener kun til at holde arbejderne nede.

Strejken måtte udvides

I takt med at kampen trak ud, indstillede havnearbejderne sig på en langvarig kamp og dens betingelser, hvor det blev det stadig mere nødvendigt, at solidaritets- og strejkebevægelsen fik en større bredde og slagkraft.

Mange havnearbejdere og andre arbejdere stillede store forhåbninger til fagforeningslederne i LO (i dag FH). Socialdemokratiet og LO og særlig SiD-lederne havde allerede fra start gjort det klart, det de ikke ville røre en finger for havnearbejderne. Deres parlamentariske ”loyale opposition” til regeringen betød, at de arbejdede for, at kampen ikke skulle udvikle sig, så regeringen skulle blive tvunget til at trække lovforslaget tilbage. Allerede i december anbefalede SiD-toppen regeringens rådne kompromis om to måneders dispensation for havnearbejderne mod fyringer af over halvdelen. Det var havnearbejdernes store fortjeneste, at de ikke lod SiD-toppen forhandle alene på deres vegne, men selv havde repræsentanter med ved forhandlingerne og afviste det forræderiske udspil.

Regeringen fastholdt sin konfrontationskurs, optrappede hetzen og politibrutaliteten. Behovet for at udvide solidaritets- og strejkebevægelsen var akut. Forhåbningerne blev stillet til de lokale fagforeningsledere og særligt til DKP’s Overenskomstkampagne 83. Arbejdsgiverne, regeringen og fagtoppen gjorde store anstrengelser for at få stoppet strejken inden urafstemningerne omkring de nye minusoverenskomster.

Men støtten fra OK 83 blev aldrig til andet end ord. Den blev aldrig omsat til handling, selvom angrebet på dagpengepengene og minusoverenskomsten var del af samme reaktionære krisepolitik. De kaldte sig ”revolutionære”, men de mobiliserede ikke deres medlemmer til at deltage i den fælles kamp eller deltage i blokadekampene.

Da havnearbejderne tog det rigtige og modige skridt at indkalde til en generalstrejkedag d. 28. januar for at overvinde isolationen – for at få skabt den nødvendige strejke- og solidaritetsbevægelse – hvad gjorde DKP så? De fordømte det, gik åbent ud imod, kaldte det et utilladeligt ”proklamatorisk” skridt, som ikke kunne og måtte tages uden om LO-ledelsen. De omdøbte dagen til en ”aktionsdag”, der skulle gøre den til en tom engangsmanifestation og ikke udvide kampen. Og det blev klart for den, der ville se, hvor de stod.

I modsætning til denne politik til støtte for reformisterne i fagbevægelsen stod RFO, Den Revolutionære Fagopposition, der var aktiv under hele strejken, ikke mindst i at udvide og organisere udvidelsen af strejken og støttearbejdet.

Dagen før generalstrejkedagen indrykkede SiD-toppen og Hardy Hansen en annonce i de såkaldte arbejderaviser Aktuelt og Land og Folk, hvor de under overskriften ”Arbejdet må genoptages nu” optrykte Arbejdsurettens dom om, at havnearbejderne skulle standse strejken. Og Hardy Hansen tilføjede, at ”konflikten er skadelig for vort samfund, for vores arbejdspladser, men også for de faglige organisationers troværdighed”.

Det lykkes ikke umiddelbart for fagtoppen at få lagt strejken ned dér. Strejkedagen 28. januar blev omfattende, i mange byer større end under de store demoer i oktober året før mod den borgerlig-socialdemokratiske krisepolitik. Sammen med havnearbejderne strejkede bl.a. værftsarbejderne, slagteriarbejderne, arbejderne i fiskeindustrien, renovation, byggeri, bryggerier, grafiske virksomheder, lagerarbejdere, stilladsarbejdere og postarbejdere. Den store opslutning, da der blev kaldt til generalstrejkedag, viste tydelig nok, at arbejderklassens bevidste og militante dele var indstillet på at gå til kamp, var indstillet på at følge havnearbejdernes eksempel.

I mange byer demonstreredes der videre mod den optrappede politivold, og nu også militærpoliti, der blev sat ind for at bryde blokaderne. På B&W’s skibsværft lockoutedes 1.700 arbejdere, efter de i solidaritet med havnearbejderne havde nægtet at arbejde under politibeskyttelse. Hver gang politiet nærmede sig værftet, hylede alle kranernes sirener, arbejdet blev nedlagt, og arbejderne forsamledes i marketenderiet. Lockout-provokationen var arbejdsgivernes reaktion på, at B&W-arbejderne havde udstyret blokadevagterne med B&W-kedeldragter, så de kunne forsvinde i mængden af B&W-arbejdere, når politiet dukkede op for at arrestere havnearbejderne på blokaden, og de blev ved med aktivt at støtte havnestrejken.

Kniv i ryggen – fagtoppens forræderi

I strejkens 8. og 9. uge midt i februar greb fagtoppen og arbejderaristokratiet (den del, der er købt og betalt af arbejdsgiverne) til stadig mere åbne angreb på de strejkende. I Esbjerg satte SiD-toppen sine lokale håndlangere i SiD Transport ind, hvor bestyrelsen ekskluderede fire af strejkelederne under påskud af, at fagforeningen blev idømt bod, og at de fire ”ikke havde formået at bringe strejken til ophør”. I Ålborg troppede formændene for alle de lokale SiD-afdelinger op i havnestuen for at overtale havnearbejderne til at gå i arbejde igen med det meget velkendte argument om, at arbejdet måtte genoptages for at få gang i forhandlingerne med regeringen om en løsning. Det på trods af, at regeringen havde gjort det klart, at den ikke ville tage loven af bordet.

På topplan i SiD udarbejdedes det såkaldte ”notat” for at slagte strejken. Det lykkedes ikke på noget tidspunkt SiD-toppen selv åbent at tvinge havnearbejderne i arbejde. Derfor blev det næste led i kæden fem fagforeningsformænd fra Esbjerg, Horsens, Århus, Ålborg og København, der blev sat ind som strejkeslagtere med ”notatet” i hånden. Det viste sig ikke at indeholde nogen som helst krav eller betingelser for at gå i arbejde, ud over at overenskomstforhandlingerne og en såkaldt strukturændring kunne komme i gang, hvis arbejdet blev genoptaget. Notatet var designeret til at skabe forvirring og splittelse, hvilket i nogen grad lykkedes, i nogle havne genoptoges arbejdet. Det revisionistiske DKP, hvis folk var blandt de fem, jublede allerede over, at havnearbejderne havde fundet ”vejen frem”, nemlig forhandlingsvejen.

SiD-toppen krævede, at i stedet for, at havnearbejdernes egne strejkemøder og Havnearbejdernes Landskoordinering tog beslutning om, hvorvidt strejken skulle fortsætte, så skulle der afholdes ekstraordinære generalforsamlinger, som SiD-forbundstoppen selv styrede og kørte. Vreden var stor, men det stod klart, at uden et klart flertal i alle havne kunne de enkelte havne i denne situation ikke fortsætte alene. Og strejken blev afsluttet.

”Havnestrejken viste os, hvilke kræfter der gærer i arbejderklassen. Kræfter, der kunne være udløst under oktober-demonstrationerne (1982), hvis de ikke var blevet afsporet, og jeg vil godt sige til dem, der mener, at havnestrejken var et nederlag: Sludder! Den var en stor sejr for den kæmpende arbejderklasse. Hvis kampen kun drejede sig om dagpengeloven, så var det et nederlag, men det drejede sig om meget mere. Det drejede sig om andre overgreb, vi endnu ikke har set, men som vil blive langt grovere. Det var en kamp, der afviste reformisternes og revisionisternes forsøg på at gøre arbejderne til fromme søndagsskoleelever. Det var en kamp, der lærte masser af arbejdere meget kontant, hvor den borgerlige voldsmagt står. Havnearbejdernes strejke har direkte og indirekte, med øjeblikkelig virkning og på længere sigt vundet masser af arbejdere for den eneste farbare vej, nemlig kampens vej.” (Kommunisten og arbejderforfatteren John Max Pedersen, 1. maj-tale 1983)

Havnestrejkerne fandt i sted i en politisk klassekampssituation, hvor arbejderklassen var mobiliseret mod Schlüterregeringens reaktionære krisepolitik og angreb på helt fundamentale rettigheder, en politik, der bare er eskaleret siden da.

Strejken har først og fremmest givet den erfaring, at arbejdere i kamp må stole på egne kræfter både politisk og organisatorisk. At de må styrke og tage de beslutninger og de initiativer, der er nødvendige for at opbygge enheden og solidariteten på et klassekampsgrundlag– uden om og imod fagtoppens aktivitet for at bremse dem.

Arbejderklassens historie findes ikke i historiebøgerne, erfaringerne fra Havnestrejkerne kan ikke googles på nettet – de findes i arbejderklassens revolutionære historie. Her er den genfortalt ud fra det dengang revolutionære kommunistiske parti DKP/ML’s opsamling ”Havnestrejken er forbi – kampen vil fortsætte. En vurdering af strejkens rolle og resultater” 25. februar 1983. Offentliggjort i det dengang lige så revolutionære dagblad Arbejderen, hvor man også kunne finde de ti ugers strejkeudvikling fortalt i daglige artikler. Et dagblad, der desværre i dag er blevet talerør for fagtoppens socialdemokratiske politik og manøvrer.

I dag er det det revolutionære Arbejderpartiet Kommunisterne, APK, der i respekt for tusindvis af kampvillige arbejderes indsats og erfaringer videregiver disse til kampe, der bliver ført, og som vil blive ført i fremtiden.

9.juli 2021

Oplæg på APK’s sommerlejr 2021

 

 

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top