Skip to content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Hvad skete der i Sovjet med Hrustjov – en ulv i fåreklæder

Anmeldelse og opfordring til at læse Enver Hoxha bog: Hrustjoviterne - erindringer, af Oscar Özgür Serin

Kommunisternes ideologiske grundlag er marxismen-leninismen. Den eneste gennemførte proletariske revolution, som verden har set, er den store Oktoberrevolution i 1917, som blev gennemført i det russiske zar-imperium. Der har i andre lande været folkeopstande og magtovertagelser, hvor kommunisterne har taget lederskabet, men det har ikke været socialistiske revolutioner, hvor arbejderne bevidst gik til væbnet kamp mod kapitalistklassen. Eksempler på disse er den Ho Chi Minh-ledede magtovertagelse i Vietnam i 1945 og Fidel Castros magtovertagelse på Cuba i 1959. Castro og Ho Chi Minh stod også ideologisk et godt stykke fra hinanden. Detaljerne omkring disse ideologiske forskelle vil jeg undlade her.

Lenin var verdens første leder af en socialistisk stat. Lenin døde syv år efter revolutionen (1924), og hans store elev Stalin overtog lederskabet, og netop han bærer en stor del af æren for opbygningen af socialismen i Sovjetunionen under meget vanskelige betingelser. Det var en periode med mange angreb (både militært, ideologisk, økonomisk) fra udlandet og fra indre kræfter (kontrarevolutionære). Det vil næppe være en overdrivelse at nævne, at kampen mod disse indre og ydre fjender stod på i hele Lenins og Stalins regeringsperiode. Attentater mod Lenin. Trotskistisk sammensværgelse mod Sovjetunionen. Samarbejde med imperialistmagter. Samarbejde med italienske og tyske fascister i 30’erne for at skade socialismen i Sovjet. Mord begået mod sovjetiske politikere. Kulakkernes (rige bønder, som modsatte sig kollektiviseringen af landbruget) opstande, sabotage og angreb på staten. 14 imperialiststaters angreb på Sovjet efter 1. verdenskrig. De tyske fascisters barbariske angreb, som kostede 27 millioner sovjetborgeres liv. Listen over angreb på Sovjet er uendelig lang, men i det følgende vil vi beskæftige os med perioden efter Stalins død, revisionismens gennembrud.

Enver Hoxhas (albansk kommunist og leder) bog Hrustjoviterne (opkaldt efter Nikita Hrustjov og de øvrige forrædere) er en udførlig indføring i, hvordan marxismen-leninismen ideologisk blev udhulet og erstattet med en liberalistisk linje, men på samme tid camoufleret med røde faner og kommunistiske fraser. Kort fortalt, det er vejen til, hvordan kapitalismen blev genetableret som system.

Hvem var Enver Hoxha? Enhver Hoxha ledte Albaniens Arbejdets Parti under 2. Verdenskrig, og albanerne befriede sig fra de italienske og tyske fascisters tyranni uden hjælp fra Den røde hær. Hoxha ledte et ægte socialistisk styre i Albanien frem til sin død i 1985. Hoxha kendte Stalin personligt, men kendte også mange af de øvrige højtstående sovjetiske statsledere igennem utallige møder mellem de socialistiske lande. Bogen handler i grove træk om de mange diplomatiske møder, som Hoxha havde med de sovjetiske ledere i perioden fra 1953-1961. I 1961 afbrød Sovjetunionen de diplomatiske forbindelser med det socialistiske Albanien. Det i sig selv er interessant, at et såkaldt socialistisk land (Sovjet) afbryder forbindelsen med et andet ægte socialistisk land. Det er en udvikling i verdenshistorien, som de borgerlige historikere på ingen måde har ønsket at beskæftige sig med eller at viderefortælle. Fordi for dem er det ikke vigtigt at fortælle historien om ægte socialistiske lande og de lande, som står i opposition, men som er i socialistisk forklædning. Problemet er, at det også er komplekst og kræver studier og hårdt arbejde at sætte sig ind i, netop fordi det hele i begyndelsen udviklede sig på en subtil og manipulerende måde.

Stalin dør 5. marts 1953 – forrædere får frit spil

Umiddelbart efter Stalins død opstår en form for planlagt panik med stort ståhej i den øverste sovjetiske ledelse. Stalins død er også lidt af et mysterium, og Hoxha beskriver det også ganske kort, hvor han nævner, at den forræderiske klike omkring Nikita Hrustjov muligvis har stået bag. Ligesom der var en række andre mystiske dødsfald i Moskva før og efter Stalins død. Den store bulgarske kommunist Georgi Dimitrov døde i Moskva i 1949 af mystiske årsager. Det samme gjorde den polske kommunist Boleslaw Bierut i 1956 – officielt af en forkølelse! Den store tjekkiske kommunist Klement Gottwald døde også i 1953 i Moskva af kryptiske årsager! Han havde været til Stalins begravelse og døde. Alle fire meget store marxist-leninistiske skikkelser, som stod Stalin nært.

I perioden umiddelbart efter Stalins død kom der ikke en officiel fordømmelse af Stalin, ej heller af den politik, som var blevet fulgt under Lenin og Stalins periode. De hrustjovitiske forrædere var i fuld gang med at foretage en masse omrokeringer i den sovjetiske ledelse og i de magtfulde positioner i politi, militær og administration. D. 6. marts 1953 blev der indkaldt til hastemøde i centralkomiteen, ministerrådet og det øverste Sovjets præsidium. Mødet handlede ikke om, hvor stor en leder verden havde mistet, men om fordeling af nye poster! Malenkov blev ministerpræsident, Beria blev viceminister, og Bulganin, Mikojan, Kaganovitj og Molotov delte de øvrige poster. Stalin var kun lige død, det sovjetiske folk græd og sørgede, men den øverste ledelse sad og fordelte poster på den mest vanvittige og grådige måde, man kan forestille sig.

Nogen vil måske undre sig. Hvorfor kunne det sovjetiske system ikke modstå det pres? Det er et godt spørgsmål, hvor forklaringen blandet andet ligger i, at hrustjoviterne længe havde ligget på lur og opbygget en magtfuld klikke omkring sig, der alle ventede på Stalins død. De kunne ikke revidere marxismen-leninismen, mens Stalin levede. Og hvorfor kunne de ikke det? Fordi hans autoritet var for stærk. Tilliden fra folket til Stalin var massiv, og ingen ville tro hrustjoviterne, såfremt de havde angrebet ham ideologisk, mens han levede. Derfor lå de på lur og slog til, så snart han døde. Som om dette ikke var nok, så planlagde nogle af de sovjetiske ledere deres fremtidige karriere, mens Stalin lå livløs på gulvet og endnu ikke var begravet! I blandt dem var der ærlige kommunister, der ikke var korrumperede, men som blot var forvirrede og påvirkede af hele situationen. Påvirkede af at have mistet en kæmpe ideologisk fader. Den kløgtige dreng fra Gori i Georgien, som blev den store murer i verdens første socialistiske stat, der befriede millioner af mennesker fra kapitalismens daglige slaveri. Sorgen var stor, og det er den stadig i dag. Men det blev værre. Nikita Hrustjov, denne giftige slange, forberedte sit kup.

Titoisterne

Enver Hoxha har skrevet en anden bog med titlen Titoisterne. Den refererer til den jugoslaviske leder Tito og hans særlige socialisme. Jeg vil ikke omtale bogen her, men jeg vil omtale den kritik, som Enver Hoxha rettede mod de titoistiske revisionister. Fordi den indledende polemik mellem de ægte kommunister og hrustjoviterne handlede netop om titoisterne. Lad os lige kigge på, hvad det handlede om.

Hvem var Josip Bros Tito? Tito var en jugoslavisk revolutionær, der ledte partisanerne til deres sejr mod de tyske fascister. Han ledte Jugoslavien og dets såkaldte kommunistiske parti frem til sin død i 1980.

Efter 2. Verdenskrig dannedes Kominform, som var et internationalt kommunistisk informationsbureau. Det blev dannet i september 1947 og opløst i april 1956. Efter 2. verdenskrig rettede Stalin og den internationale kommunistiske bevægelse skarp kritik mod ledelsen i Jugoslavien og den økonomisk-politiske udvikling, som tog fart i Titos land. Tito selv eller den jugoslaviske ledelse ønskede ikke at deltage i den internationale kommunistiske bevægelses møder, ej heller at underskrive de rapporter, som i fællesskab blev diskuteret og vedtaget. Men hvad gik Kominforms kritik ud på?

Kominform kritiserede i juli 1948 det jugoslaviske kommunistpartis ledelse for at have trukket sig fra den internationale kommunistiske bevægelse og indtaget en nationalistisk linje, samt fjernet sig fra den proletariske internationalismes ånd. Derudover havde jugoslaverne overdrevet deres egne evner og troet, at de kunne modstå imperialismens pres uden at samarbejde med den øvrige socialistiske lejr. Tværtimod havde de givet indrømmelser over for imperialismen i et forsøg på at fremstå moderate og også direkte tilnærmende over for imperialismen. I praksis havde de indtaget en position, hvor de frygtede, at alliancen med Sovjetunionen ville være mere truende for deres selvstændighed frem for et samarbejde med den vestlige imperialisme. Kominform gjorde Tito og de jugoslaviske kammerater opmærksomme på denne fare, og at denne strategi ville føre til, at Jugoslavien ville bevæges i retning af en nationalistisk linje, der favoriserede kapitalistklassen ved at styrke båndene med vestlige regeringer og vestlig kapital. Dette var en direkte anti-marxistisk politik, som Tito også blev beskyldt for.

Derudover havde den jugoslaviske ledelse ytret direkte Sovjetfjendtlige udsagn, hvor deres udenrigspolitik var på samme bølgelængde over for Sovjet som over for øvrige kapitalistiske nationalstater. Dette blev igen vurderet som nationalborgerlig politik, der ikke harmonerede med den socialistiske lejrs politik, ånd og internationalisme.

De titoistiske jugoslaver havde fjernet sig fra den marxistisk-leninistiske linje og indtaget en opportunistisk linje, hvor klassekampen især i landdistrikterne blev opgivet og småproduktion samt kapitalistiske grupperinger fik spillerum til at blomstre og forøge deres kapital og magt. De rige bønder (kulakkerne) fik lov at bevare deres magt i landdistrikterne, og køb og salg af jord var tilladt som under kapitalismen. En sund og fungerede kollektiviseringsplan for landbruget fandtes ikke, og endnu værre var, at den jugoslaviske ledelse slet ikke tog dette problem alvorligt. For at opsummere rapportens hovedindhold kan man sige at Tito-kommunisterne havde fjernet sig fra marxismen-leninismen, opgivet proletariatets diktatur og i stedet indtaget en nationalistisk linje over for den socialistiske lejr.

Kominform ekskluderede Jugoslavien fra informationsbureauet. Det kritiserede landet og advarede om, at det omgående skulle rette op på fejl og mangler. Ellers ville det få fatale konsekvenser for socialismen. Såfremt den titoistiske gruppering ikke formåede dette, opfordredes kommunistpartiet til at finde en ny ledelse med marxismen-leninismen som kompas og omgående sætte socialismens opbygning på dagsordenen.

Kominforms kritik af Jugoslavien blev ikke modtaget med kyshånd. Jugoslavien fortsatte i dette spor og endte med at blive revisionismens og kontrarevolutionens bannerførere. Dag for dag blev relationen med den socialistiske lejr værre, og til slut var Jugoslavien ikke længere end del af den socialistiske familie. Da Stalin døde i 1953, deltog Tito ikke i begravelsen. Han var derimod taget til England for at besøge kongehuset, samt for at bede de engelske imperialister om yderligere kreditter, forøge samarbejdet og forsyne Jugoslavien med yderligere militært isenkram. Sikke en kommunist!

Hrustjov – en ulv i fåreklæder

Tilbage til vort oprindelige emne – hrustjoviterne. Nogle vil måske undre sig over, hvorfor jeg brugte så meget energi på at beskrive titoisternes afsporing fra marxismen-leninismen, når vi nu taler om Hrustjov? Svaret på dette spørgsmål skal findes i den strategi, som hrustjoviterne anvendte i perioden efter Stalins død. Hrustjov havde endnu ikke magten, men han ønskede den, og han ønskede for alvor at udhule og revidere marxismen-leninismen samt nedbryde proletariatets diktatur. Hans langsigtede mål ville være at korrumpere Sovjet, genoprette kapitalismen og gøre Sovjet til en socialimperialistisk supermagt, hvor de mindre republikker i unionen og folkedemokratierne i Østeuropa ville være lydige marionetregimer. Han kunne ikke gøre det fra den ene dag til den anden. Fordi Sovjetstaten stod stærkt efter Stalins død. Han skulle eliminere de ægte og loyale kommunister, skabe splid i lejren ved brug af intriger og manipulation, og han lykkedes med det.

Men han havde en hovedfjende, som konstant stak en kæp i hjulet på hans forræderiske politik. Manden var Enver Hoxha. Hoxha havde gennemskuet denne kræmmer allerede fra begyndelsen, men kunne ikke åbenlyst stå frem og anklage Hrustjov for at være en forræder. Det ville skabe unødig splid i lejren og heller ikke være en korrekt måde at gøre det på. Hrustjov talte først i gode vendinger om kammerat Stalin, dernæst angreb han ham diskret med stikpiller. Trak i land, når det krævedes. Sådan fortsatte det. Uge efter uge. Fra det ene møde til det andet. Malenkov ledte landet. Beria blev gjort til syndebuk, han kom i modvind af den hrustjovitiske klike med beskyldninger om forræderi, og i sidste halvdel af 1953 sad Hrustjov på magten.

Den første beskidte manøvre, som hrustjoviterne gjorde brug af, var at indkalde de kommunistiske partiers ledelse for at fremme forsoningen med Titos Jugoslavien. Hoxha og de albanske kommunister stod stejlt på, at Tito var en anti-marxist, og hans revisionistiske politik burde udstilles. Hrustjoviterne forsøgte med manipulation som våben at overbevise de øvrige ledere af kommunistpartierne fra Østeuropa om, at alle begår fejl, og at det er menneskeligt at fejle. Selv kommunistiske kammerater begår fejl, sagde de. Kammerat Stalin begik også fejl. Dette var hans argumentationslogik. Desværre var der nogle af de kommunistiske kammerater, som faldt for hans ævl og forræderiske politik. Den polske kommunistleder Bierut stod stærkt. Det samme gjorde Rakosi i Ungarn. Ligeledes Hoxha i Albanien. Bulgarien stod svagt efter Dimitrovs død. Det samme gjorde Rumænien, der hurtigt vaklede. Tjekkoslovakiet var lidt mere broget, men Gottwald stod stærkt. Kina, som flere år senere afsporede sig selv på revisionismens kurs, indtog på daværende tidspunkt i 1950’erne et fornuftigt standpunkt. Kina forsvarede indledningsvis Stalin, rettede kritik mod Tito og fordømte revisionismen. Det var sådan, det begyndte. De fleste faldt i fælden, eller blev elimineret. Albanien stod stærkest ideologisk. De holdt fast i marxismen-leninismen. Hoxha refererede hver gang til den rapport, som Kominform i 1948 havde udarbejdet om Jugoslavien og dets afvigende kurs. Men hrustjoviterne mente, at den rapport var for hård og uretfærdig!

Detaljerne omkring, hvordan hrustjoviterne fik overtalt, manipuleret og afskediget de kræfter, som fastholdt marxismen-leninismen, til at ændre kurs og forsones med revisionisten Tito, kan man læse om i bogen. Samtlige ledere fra de østeuropæiske lande endte med at rejse til Beograd og forsonedes officielt med Tito. Hoxha nægtede, og opfordrede de sovjetiske ledere til at fastholde den marxist-leninistiske kurs – dog uden held.

Hoxha hævdede på korrekt vis, at Tito åbenlyst havde forladt den socialistiske lejr, og indtaget en position, hvor landet forsvarede sin egen nationale kapitalistklasse og samarbejdede åbenlyst med fremmede imperialistmagter. At handle med andre lande er ikke det samme som at afvige fra principper. Jugoslavien modtog kreditter fra disse lande og forsonedes med dem ideologisk. Hoxha fremhævede også gang på gang, at Tito propaganderede både åbenlyst og i det skjulte for opportunisme og kontrarevolution i Albanien, Ungarn og i verdenspressen. Tito var en fjende af socialismen. Sådan formulerede Hoxha det. Hrustjoviterne blev rasende og mente, at albanerne var urimelige og uforsonlige. Uforsonlig er måske et nøgleord her. Ja, hrustjoviterne havde ret. Hoxha var uforsonlig over for imperialismen, revisionisterne og opportunismen. Præcis som Stalin havde lært ham. Kapitalistklassen er vor uforsonlige fjende. Tito og hrustjoviterne havde forsonet sig med fjenden.

Hrustjoviterne truer Albanien

Der er ingen tvivl om, at Albanien sammenlignet med Sovjet stod langt svagere økonomisk, industrielt og militært. Albanien var en ung socialistisk stat. Sovjet havde været socialistisk siden 1917 og opbygget en solid industri og økonomi. Efter 2. Verdenskrig havde Albanien betydelige genopbygningsmæssige og økonomiske startvanskeligheder. Landet havde besejret fascisterne, men nu skulle en anden seriøs opgave løftes – opbygningen af det socialistiske system. At opbygge en sund industri, infrastruktur, veje og højne uddannelsesniveauet var ikke en nem opgave. Albanien modtog kreditter fra Sovjet, og i den indledende periode, hvor Stalin levede, berettede albanerne ikke om uvenlighed eller afpresning fra Sovjets side. Den økonomiske hjælp blev ydet på en uselvisk måde og i en internationalistisk ånd. Det ændrede sig brat, da hrustjoviterne tog magten. Under de gentagne samtaler mellem Hrustjov og Hoxha afpressede Hrustjov Albanien. Han nedværdigede dem endda. F.eks. mente hrustjoviterne ikke, at Albanien burde udvikle deres industri. De skulle bare sørge for en god citrusfrugtproduktion. Resten ville ’onkel Sovjet’ sørge for. ’Albaniens årlige hvedeforbrug svarer til det, musene spiser i Sovjet på én dag,’ sagde Hrustjov til Hoxha under et partimøde i Moskva. Hrustjov ønskede, at Albanien bare gjorde, som de sagde, med hensyn til deres indenrigspolitik, samt at de undlod at fordømme Tito, så ville Sovjets uanede resurser hagle ned over Albanien. De skulle slet ikke bekymre sig. Hrustjoviterne skruede charmen på, når de talte på denne måde. Da Albaniens Arbejdets Parti afslog dette, kom de med trusler om, at de valgte en isolationskurs, og at de ville blive opslugt af imperialisterne. Det blev ikke kun ved trusler. Sovjet lavede endda en kornembargo mod Albanien som afpresningsmiddel. Dette beskidte trick kom, da de diplomatiske stridigheder på et tidspunkt nåede et klimaks. Tænk sig at udøve afpresning, blokade og fjendtlighed mod en socialistisk stat, når man selv repræsenterer en socialistisk stat. Det er netop denne mafiametode, som imperialistmagterne bruger mod andre stater for at lægge pres på deres fjender eller opnå deres mål. Det bekræfter netop også det, som Hoxha mistænkte hrustjoviterne for at være – imperialister i socialistisk forklædning.

SUKP’s 20. kongres 1956 – det største forræderi mod socialismen og verdensproletariatet

Hrustjoviterne havde nu i flere år sået omgivelserne med deres revisionistiske ideer. De havde sået tvivl om Stalin. Rakt armen ud mod forræderen Tito. Fjernet de loyale og ægte kommunister fra de vigtige poster. De havde ved hjælp af bøllemetoder, intriger, manipulation og løgne formået at skabe forvirring og desillusionering i den socialistiske lejr. Den alvorlige situation krævede, at de ægte kommunister var vågne. Set i bakspejlets lys må vi desværre erkende, at de ægte kommunister også havde et ansvar. Mange var desværre ikke tilstrækkeligt skarpe nok til at afsløre revisionisterne. Hrustjoviterne udnyttede naturligvis også den tillid, som de havde vundet igennem årtiers partiarbejde og Den røde hærs prestige. En stor del af folket stolede på, hvad de gjorde og sagde.

Da tiden var inde, og på den 20. kongres var tiden inde, slog de til. Hrustjoviterne rettede et frontalangreb på Stalins værk, på proletariatets diktatur og hele Lenins lære, som de udhulede, fordrejede og forvanskede. Den ’hemmelige rapport’ så dagens lys. Stalin blev beskyldt for at være en enehersker, hvis eneste formål var at likvidere modstandere. Hrustjov angreb også Stalin for persondyrkelsen. Det besynderlige er dog, at da Stalin levede, var Hrustjov en af dem, som aktivt og på eget initiativ og i bombastiske vendinger roste Stalin, som om han var en profet. For os der ved, hvad forskellen på ægte og uægte er, er det let at gennemskue en korrumperet sjæl som Hrustjov. En løgner, en beskidt snog, var han, denne Hrustjov, som talte med flere tunger og rettede det mest nederdrægtige angreb på Stalin.

Stalin forsvarede socialismen med næb og kløer. En del af de fejl, som blev begået under hans levetid, skyldtes også, at der var mange fjender af socialismen, som havde betydningsfulde positioner. De vildledte og misinformerede Stalin og den øverste ledelse. De skabte en situation, hvor forrædere pegede fingre af ærlige kommunister og andre forrædere. Et andet velkendt udsagn fra Hrustjov, som også så dagens lys, var teserne om fredelig sameksistens og fredelig overgang til socialisme. En fredselskende udenrigspolitik støttes altid af kommunisterne. Men at være fredselsker er ikke det samme som at forsøge at udhule Lenins lære. Imperialisme betyder krig, og krig kan kun udryddes, når hele verden bliver socialistisk. Så længe kapitalisme eksisterer som system, vil denne fare altid hænge over hovederne på os. Hrustjoviterne misbrugte ordene og begreberne, fordi de netop passede i hans planer om at revidere marxismen-leninismen.

Den 20. kongres sendte chokbølger igennem Sovjet og hele den socialistiske lejr. Den nåede ud til verden og blev sågar læst op i det amerikanske udenrigsministerium. Situationen udviklede sig desværre ikke sådan, at de loyale kommunister fik afsløret revisionisterne. De kontrarevolutionære kræfter overalt i den socialistiske lejr blev opmuntret og støttet, og de gennemførte nu i endnu højere tempo deres planer om at vælte socialismen.

Den første store prøvelse: Kontrarevolutionen i Ungarn 1956

Albaniens Arbejdets Parti var stærkt bekymrede over udviklingen i Sovjet og havde ved flere lejligheder tilkendegivet deres oprigtige bekymringer. De sovjetiske ledere havde hver gang responderet med, at Hoxha var hård og urimelig. Hoxha havde også gjort de sovjetiske ledere opmærksomme på, at de titoistiske revisionister havde en stor finger med i spillet omkring de begivenheder, som udspillede sig i Ungarn. I Polen rørte de kontrarevolutionære også på sig, og strejken i arbejderbyen Poznan var et tydeligt eksempel. I Tjekkoslovakiet, Bulgarien og Rumænien jublede de kontrarevolutionære forrædere over Hrustjovs anti-Stalin-politik, fredelig overgang til socialisme og fredelig sameksistens m.m. Alle sammen umarxistiske formuleringer og forvirrende begreber. Men begivenhederne i Polen og de øvrige folkedemokratier udspillede sig ikke nær så åbenlyst som i Ungarn.

Inden kontrarevolutionen brød ud i Ungarn, var det kommunisten Matyas Rakosi, som stod i spidsen for landet. Han var en dygtig kommunist, men hans parti og land havde svære betingelser. Hans parti var infiltreret med forrædere. Titos agenter opmuntrede til kontrarevolution i landet, og hrustjoviterne pressede på for at rehabilitere tidligere straffede personer og partiforrædere. Med andre ord blev opportunister, tidligere fjender og forrædere af partiet og socialismen sat på fri fod eller fik renset deres navn og på ny indsat i den politiske magtkamp. Den vigtigste blandt dem var forræderen Imre Nagy. Han var tidligere blevet ekskluderet af kommunistpartiet i Ungarn, men SUKP’s revisionistiske vinde blæste nu alle vegne, og Rakosi kom i modvind, og banditten Imre Nagy blev ministerpræsident. Rakosi ledte stadig partiet, men hans dage var talte. Han begik også den fejl, at han ikke mobiliserede folket imod den begyndende kontrarevolution. Eller også var det ikke muligt. Det er svært at sige med sikkerhed.

Kontrarevolutionen brød ud i efteråret 1956. I begyndelsen var Imre Nagy hrustjoviternes mand. De ønskede for alvor at stoppe den socialistiske proces. Men hvorfor greb sovjetiske tropper så ind og knuste kontrarevolutionen? Det gjorde de, fordi banditten Imre Nagy var en lige så stor slyngel som Hrustjov, og han var ikke længere lydig. Han blev for meget for de sovjetiske ledere, og derfor greb de ind. Kort fortalt blev en kontrarevolutionær opstand i Budapest knust af en anden kontrarevolutionær overmagt – Sovjetunionen med Hrustjov i spidsen. Imre Nagy flygtede først til den jugoslaviske ambassade, blev derefter narret og lovet immunitet, og senere henrettet. Rakosi blev fjernet fra sin lederpost og flygtede ud af landet. Djævlen var nu sluppet løs. Lignende begivenheder udspillede sig overalt i den socialistiske lejr, om end ikke altid så blodigt og åbenlyst.

Midlertidigt tilbagetog

I perioden efter kontrarevolutionen havde hrustjoviterne et solidt greb om det meste af den socialistiske lejr, men stadig ikke helt, som de ønskede. Der var stadig ærlige kommunister og gode folk, som stadig insisterede på at fastholde den rette kurs. De havde dog ikke helt gennemskuet hrustjoviternes langsigtede planer. Kina og Albanien stod stadig stædigt og fastholdt den marxist-leninistiske kurs. Kina ville ændre kurs, men først senere. De kinesiske revisionister havde også deres langsigtede planer. Derfor var der møder og resolutioner, som de sovjetiske ledere imod deres vilje måtte acceptere, og deres buldrende fremfærd led et midlertidigt nederlag. De fik ikke ødelagt hele den socialistiske lejr i et hug som i Ungarn. Dominobrikkerne faldt ikke, som de ønskede det.

I denne periode var der op- og nedture med Albanien. Hrustjoviterne forsøgte med deres manipulation, som ikke virkede. Månederne passerede, og langsomt forsvandt hrustjoviternes charme og venlighed over for Albanien, som de pressede til det yderste. Det kom til voldsomme verbale sammenstød på diplomatisk niveau. Trusler om invasion. Embargo. Ekskludering fra den socialistiske lejr. Hoxha vidste, hvor det ville føre hen, men han holdt fast i seriøse og professionelle møder med den sovjetiske ledelse. Kritiserede deres politik i håb om, at den var et udtryk for en midlertidig fejltagelse, men han gav ikke efter for deres kontrarevolutionære og skumle planer. Det var først år efter, at den dybere analyse kunne konkluderes og deraf fremkosten af denne bog, Hrustjoviterne.

 Hoxha opsummerede post-Stalin-perioden på følgende måde:

Der var intet principfast, intet marxistisk eller revolutionært i deres standpunkter. De blev ledt af kontrarevolutionære mål og havde tilrevet sig ledelsen af revisionismen, som er kapitalisme i en ny form, fjende af folkenes enhed, anstifter af reaktionær nationalisme og af fremstødet frem mod og oprettelsen af det mest grusomme diktatur, som end ikke tillader det mindste tegn på formelt borgerligt demokrati. Revisionismen er en ide og handling, der står i spidsen for et lands forvandling fra socialisme til kapitalisme, for et kommunistisk partis forvandling til et fascistisk parti, den opmuntrer til kaos, forvirring, korruption, repression, vilkårlighed, ustabilitet og til at sætte fædrelandet på auktion. Hrustjov og hrustjoviterne skabte denne situation, opmuntret og hjulpet af den amerikanske imperialisme og verdenskapitalismen.’

 2023 – 70 år efter forræderiet

Revisionisme, opportunisme, liberalisme og forræderi er den gift, der stadig lever i os mennesker, om vi vil det eller ej. Hvorfor gør den det? Fordi vi dagligt bombarderes med liberalismens livsstil, propaganda, pres og manipulation. Det kræver viljestyrke, mod og en solid ideologisk skoling at modstå det pres. Det ikke nok bare at sige ’vi ønsker, at alle skal være lige’ eller ’make love not war’. Det er plat og useriøst at forfalde til følelser. Lær at se din fjende i øjnene. Kapitalismen er stadig fjenden.

I Danmark stod DKP stærkt efter 2. Verdenskrigs afslutning. Men ledende kræfter i DKP’s ledelse forrådte arbejderklassen og folket. Efter krigen vaskede de socialdemokraternes hænder rene. Senere skete det, som vi alle ved, de blev også påvirkede af revisionismen, som blæste fra Sovjet. De blev desillusionerede. Aksel Larsen dannede Socialistisk Folkeparti. SF går i dag både ind for NATO og EU. Man tror, det er løgn, men det var sådan, det udviklede sig. Når principper ikke længere er principper, og når marxisme-leninisme bliver erstattet med udhulede og overfladiske fraser. Ja, så er kapitulation uundgåeligt. Desværre er det jo sådan, at majoriteten af folkene i verden i dag tror, at eksempelvis Kina er et kommunistisk land. Det kunne ikke være mere forkert. Kina er et regime med brutal undertrykkelse af millioner af arbejdere. En imperialistisk supermagt, som verden inden længe kommer til at se folde sig ud på den militære scene med aggression mod nabolandene i kampen om verdensherredømmet. For det er eksakt, hvad imperialisme er – kampen om verdensherredømme.

Jeg tænker, at vi lever i en periode, hvor den ægte internationale kommunistiske bevægelse er ved at finde sig selv og slå nye rødder i folkenes bevidsthed og hjerter. Det kræver flid og tålmodighed. Efter Berlinmurens fald blev vi dagligt bombarderet med, at kommunismen faldt en gang for alle. ’Klassekampen er ovre,’ sagde de. ’Marx havde ikke ret.’ Nåh, men hvem vandt så? Er der overhovedet nogen, som tør og har set på Elon Musks formue? Bare for at tage et letforståeligt eksempel. Tiden har vist, at kapitalistklassen og dets mikrofonholdere ikke havde ret. Uretfærdighederne fortsætter, og krigene fortsætter. Men vi er nødt til at vide, hvordan det gik galt. Vi er nødt til at kende til hrustjoviterne, titoisterne, trotskisterne og de kinesiske revisionister. Vi er samtidig også nødt til at kende til Stalins principfasthed, og vi er nødt til at studere Enver Hoxha. Hans bøger er nok de bedste med hensyn til en indføring i revisionismen.

Jeg takker Enver Hoxha for dette kraftfulde værk og håber, at min smagsprøve på, hvad der venter i denne bog, har givet en smule indsigt i en meget kompliceret problemstilling.

Oscar Özgür Serin september 2023

Hrustjoviterne blev oversat til dansk og udgivet i 1982 af det dengang revolutionære DKP/ML. Oversat fra engelsk »The Khrushchevites« Tirana 1980

Kan købes i Oktober bogbutikkerne eller læses her

Enver Hoxha. Hrustjoviterne (Erindringer). Dansk.

Læs også : Imperialismen og revolutionen Enver-Hoxha-Imperialismen-og-revolutionen.pdf (apk2000.dk)

Eurokommunsime er anti-kommunisme Microsoft Word – eh-eurokom-samlet.doc (apk2000.dk)

 

 

 

 

Klassekamp – Revolution – Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål – Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top