skip to Main Content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Hvordan kan vi skabe en større politisk bevidsthed omkring kapitalismens krise?

Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

APK har en politik for en revolutionær vej ud af kapitalismen og dens kriser, for revolution og socialismen. Vi har allerede tilbage i marts i år, to dage efter nedlukningen, fremlagt partiets bud på en helt konkret politisk platform med krav om social, økonomisk og sundhedsmæssig sikring af arbejderklassen og befolkningen, og for at kapitalen og de rige skal betale og bære krisen. En platform for at skabe enhed, organisering på en klassekampslinje og med et klart perspektiv om et nyt samfundssystem med arbejderklassen ved magten.

Der er ingen tvivl om, at det kapitalistiske system er i en generel og akut krise. Det er på en og samme tid både en økonomisk og en politisk og en social krise, der ovenikøbet bliver voldsomt uddybet af pandemien, der har udløst en sundhedskrise oveni. Konsekvenserne ses, høres og mærkes hver dag. Der er imidlertid langt mere usikkerhed og tvivl om, hvorfor de borgerlige kriseløsninger ikke duer, og hvorfor det er nødvendigt med et opgør og brud med kapitalismen som den reelle og langtidssikrede løsning.

Så spørgsmålet er, hvordan kan vi ændre på det og gøre den tvivl og uafklarethed mindre? Hvordan kan vi hæve den politiske bevidsthed omkring kapitalismens krise og en revolutionær vej ud af krisen?

Et opgør med kapitalismen kræver en stor bevidsthed i arbejderklassen om, at der ikke er nogen anden vej. Om at man ikke kan lappe på eller overbevise det kapitalistiske system om at blive menneskeligt og retfærdigt. Det er en omfattende opgave i et land som Danmark, hvor arbejderklassen er blevet opflasket med socialdemokratisk klassesamarbejde gennem mere end hundrede år. Hvor der f.eks. stadig den dag i dag i progressive faglige kredse bliver rejst synspunkter som, at man kun skal rejse de kampe, man på forhånd er sikker på, at man kan vinde, eller at de egentlige klassekampe føres i OK-aftalesystemet af ”vore forhandlere” og ikke i det daglige blandt arbejderne selv.

Et opgør og en revolutionær vej kræver viden og overbevisning kombineret med egne og klassekampens erfaringer for at kunne skabe og udvikle en nødvendig revolutionær bevidsthed. Det kræver organisering af tanker, af mennesker, af kampe, af revolutionære. Et afgørende element for, at det kan ske, er at opbygge et stærkt kommunistisk parti som et politisk centrum for en revolutionær vej, som kan fastholde den videnskabelige socialisme og viderebringe og formidle den i arbejderklassens kamp og blandt de mest klassebevidste arbejdere.

Klassesamarbejde

Over hele verden, og også her i Danmark, iværksættes kriseløsninger, der alle går ud på, at arbejderklassen og almindelige mennesker skal betale krisen endnu en gang, at de store monopoler og kapitalen ikke bare klarer sig igennem, men kommer styrket ud, og at regeringer skal sikre, at det kan gennemføres uden for stor social uro og protester.

Vi skal ikke glemme, som også CIPOML har fremhævet mange gange, at den økonomiske krise og Covid-krisen kom i en situation med skærpede klassekampe, store protestbevægelser og folkeopstande mod kapitalismens og alle de nyliberalistiske reformers raseren af levevilkår og fremtidsmuligheder. Det er ikke uden grund den herskende klasses helt store bekymring er, hvordan de kan undgå for stor modstand i arbejderklassen. Lige nu ser vi hvordan det ekstreme højre får lov at rykke frem – med den statsfinansierede Paludan fra Stram Kurs, der sendes på road trip i Sverige for at brænde koranen af, religiøse islamistiske fanatikere, der skærer hovedet af en fransk skolelærer, nazister i Roms og Berlins gader i protest mod Coronarestriktioner og væbnede militser i USA’s storbyer. Alt sammen for at vende frustrationen og modstand den forkerte vej og bekæmpe den folkelige modstand med ”lov og orden”, frygt, vold og kaotiske tilstande.

Vi så i foråret, da regeringens nedlukning skulle gennemføres, hvordan den demokratiske parlamentariske fernis forsvandt over natten og blev erstattet af epidemilov med ministerdekret, der fortsat er gældende. Hvordan en ny ledelse i form af en ”krise-taskforce” trådte frem med de vigtigste ministre, Dansk Arbejdergiverforening, de største monopolejere, militæret og politiet i samlet flok. Og hvordan fagtoppen derefter blev kaldt ind på banen fra kullisen, så det åbne klassesamarbejde i ”Den danske model” gennem aftaler mellem stat, arbejdsgiver og fagtop kunne sikre ikke bare midlertidige lønkompensationsordninger, men at overenskomstsikrede rettigheder kunne sættes ud af kraft. Klassesamarbejdspolitikken og toppen af arbejderaristokratiet har og er lige nu den danske kapitals bedste bud på at få sin stabiliseringspolitik af kapitalismen og en benhård krisepolitik så gnidningsfrit igennem som muligt. Og samtidig den største politiske og ideologiske hindring for at skabe enhed i arbejderklassen på et klassekamps- og revolutionært grundlag.

Kapitalisme helbredes ikke med mere kapitalisme

Covid19-pandemien har accelereret den eksisterende krise og gjort det så åbenlyst, at kapitalismen er kynisk, koldt ligeglad med alle de arbejdere og den arbejdskraft, den ikke længere har brug for, og vil have dem, den så har brug for, så billigt som muligt. Ikke bare i Indien og Latinamerika, men også i USA og Europa ser vi følgerne af den løsning, der hedder ”red merværdien og profitten”: hundredtusindvis af døde, millioner af nye sultende, ødelæggelse af arbejdspladser og lokalsamfund, ødelæggelse af offentlige og folkelige sundheds- og uddannelsessystemer. Det er så tydeligt, at den industrielle, tekniske, og digitale udvikling ikke kommer samfundsudviklingen og befolkningen til gode, men skal holde hjulene i udbytningen i gang for at skabe stadig mere rigdom, værdi og magt hos i de få i den herskende klasse.

Den herskende klasses kriseløsninger for at hjælpe kapitalen kan heller ikke forhindre, at krisen uddybes. Hvad enten det er ny liberalismens ”nye normale”, med alt hvad det indebærer af øget fleksibel arbejdstid, lavere løn, mere hjemmearbejde og dårlige muligheder for at udvikle sociale kontakter og relationer. Eller det er den socialdemokratiske nye Keynes, hvor staten aktivt pumper penge ind i erhvervslivet uden at få noget samfundsnyttigt til gengæld, som vi f.eks. ser det med Danmarkshistoriens største byggeri, Femernbroen, og kommunale anlægsarbejder, der udliciteres. Det hjælper heller ikke, selvom regeringen og et bredt flertal i Folketinget satser på et mix af begge. Det er meget tydeligt, at de borgerlige og socialdemokratiske kriseplaner hjælper storkapitalen, monopolerne, de største finans-, kapital- og virksomhedsejere og imperialistiske institutioner som EU, IMF og Verdensbanken.

Men det skal alligevel siges igen og igen. Siges, hvorfor det sker. Hvad vi kan gøre for at skabe forandring.

Når vi vil øge den revolutionære bevidsthed, er en af de ting, vi hele tiden må gøre, at afdække, vise og overbevise om, hvorfor kapitalismen selv skaber kriser og ikke kan løse dem. Det samme gælder for deres kriseløsninger, hvorfor de ikke virker, ikke redder arbejdspladser og velfærd. Eller hvorfor forsikringer om at opsvinget og de bedre tider er lige om hjørnet, hvis vi står sammen og løfter i flok, er at stikke folk blår i øjnene. Vi må gøre det konkret og teoretisk og ud fra de ting og situationer folk, ser og hører i deres hverdag, og ud fra de konkrete opgaver, som klassekampen rejser.

Vi må i langt højere grad bruge marxismen-leninismen og den politiske økonomi som politisk og ideologisk værktøj til at vise, at kapitalens plan for at styrke og helbrede kapitalismen med mere kapitalisme ikke duer, og at de enkelte skridt, de tager, er konkrete udtryk på deres kriseløsning. Vi skal øge bevidstheden om, at kapitalismen og magthaverne reelt ikke har noget svar på krisen, og at der må skabes et reelt og revolutionært brud med både politikken og systemet. Ikke bare i vores medier, flyvers og i det vi skriver, men i diskussioner og debatter, i snakken blandt aktivister, medkæmpere, kollegaer. Også i partiets bogbutikker mærkes den stigende revolutionære interesse, ikke mindst blandt en hel ny generation, for hvem ”Corona-krisen” er en øjenåbner i forhold til at forstå kapitalismens natur og lovmæssigheder. Og hvor vi skal sikre skridtet videre til at deltage i en af partiets ml-grupper, ml-skolingsgrupper og til at organisere sig i partiet.

Der er mange ting, vi skal og må arbejde med at blive bedre til som revolutionært parti. Men vi har jo heldigvis marxismens-leninismens afprøvede redskaber, og vi handler og kæmper i klassekampen, hvor vores politik og argumenter afprøves, godkendes eller forkastes i praksis. Og vi har den kollektive styrke ved at arbejde og udvikle os sammen i et parti, der kan fremme og skærpe vores revolutionære forståelse og praksis.

Krisefinanslov

Regeringens finanslovsforslag er en konkret udmøntning af dens krisepolitik. Fortsat milliardhjælp til kapital og erhvervsliv og småpenge til de områder, der kommer flertallet til gode. I stedet forsøger regeringen med forslag på finansloven som de syv frikommuner på daginstitutions-, skole- og ældreområdet, der ikke bare skal ophæve bureaukrati, men også vundne rettigheder og udsætte løfterne om reelle forbedringer på landsplan de næste tre år og splitte den landsdækkende bevægelse om minimumsnormeringer ud i lokale kommunale spørgsmål. Også det kommende politiforlig og finanslovens ”lov og orden”- tiltag, som igen bruger indvandredrenge som murbrækker til skridt og Trump-agtig retorik, der skal sikre statsmagtens kontrol mod over befolkningen, er en del af regeringens og Folketingets krisepolitik.

Det er ikke nok, at vi påpeger uretfærdigheden, vi skal bruge det til at få brudt illusioner ned omkring statens rolle, omkring de parlamentariske illusioner i de sociale protestbevægelser, begrænsningen i isolerede lokale kommunale aktioner osv.

Finanslovsforslaget følger EU’s retningslinjer om at overskride grænsen for budgetunderskud, hvilket ikke er sket før. Og der tales endda om fremadrettet at ændre budgetloven. Ikke for at indfri de mange folkelige krav om bedre sociale, uddannelses- og sundheds- og omsorgskrav. Men for at sikre nye milliarder til erhvervslivet i form af den såkaldte krigskasse på et ukendt milliardbeløb taget over statsbudgettet de næste år.

Den danske regering har samtidig tilsluttet sig de tyske og franske monopolers krav om ophævelse af samme princip på EU-plan og givet samtykke til, at EU’s medlemsstater alle hæfter for milliardlån til at sikre euroen og Eurozonen. Og dermed et stort skridt i den føderale statsdannelse i EU og endnu en fuldstændig tilsidesættelse af det danske nej til euroen.

Vi kan ikke bare påstå denne sammenhæng, men må afsløre og vise den konkret, så de enkelte handlinger og eksempler kan hæve forståelsen for sammenhængen og dermed dialektisk virke tilbage på enkeltområderne i klassekampen og bevægelserne.

”Verdens største gåde”

Til trods for, at økonomien i Danmark officielt gik i recession her i tredje kvartal, har de danske aktier været støt stigende. Den 8. oktober rundede de en ny rekord med en stigning på 52 procent siden den historiske nedtur i marts. Her er det medicinalmonopolerne Novo Nordisk, Genmab og Coloplast, der sammen med medicokoncerner som Abena med værnemidler scorer kassen lige nu, og da ”Medical Valley” udgør så stor en del af den danske økonomi, skaber de dramatiske aktiestigninger.

Som et resultat af den herskende klasses krisehjælp til sig selv skriver selv de borgerlige medier nu overskriften ’Coronahjælp til de rigeste’. Takket være alverdens hjælpepakker under Coronakrisen voksede milliardærernes rigdom med 27 pct. fra april til juli i år. (Forbes)

Når aktiemarkedet stiger på rekordfart i Danmark og globalt kalder finansmedierne det ”verdens største gåde” lige nu. Hvorfor? De påstår, at de kun kan se to årsager til, at der både er dyb krise og aktierekord på samme tid. Nemlig centralbankernes initiativer med milliardhjælpepakker og pengepolitik, der er fuldstændig uden sidestykke i historien, når man taler størrelse og omfang. Og at regeringer mere eller mindre kollektivt på tværs af verden har afsat mere end 20 procent af BNP til støtte for at holde den kapitalistiske økonomi kørende. Så hvad er det, de ikke vil have, at arbejderklassen og befolkningen skal se og gennemskue?

Hvordan løser vi denne såkaldte gåde? Ved hjælp af den politiske økonomi, der klart viser, at kapitalismens kriser – og især under disse helt særlige globale pandemibetingelser – betyder superprofiter til nogle af de største monopoler på bekostning af, at andre og hele sektorer går ned og bukker under. Rigdom og superprofitter skabt af arbejde og øget udbytning af arbejderklassen og ved at lade folkene betale krisens omkostninger med liv, helbred og forringede livsvilkår. Det er det de ikke vil have vi skal se.

Blind vej

For at fremme enheden omkring en revolutionær vej er det nødvendigt både at gøre dens ideer, mål og konkrete krav og handlinger klart og brede dem længst muligt ud blandt de mest bevidste arbejdere og unge. Og samtidig advare mod alle de afveje og blindgyder, som ikke bare reformismen, men også venstreopportunismen vil lede klassekampen ned ad. Man kan ikke skille den politiske ideologiske kamp fra udviklingen af klassekampens konkrete handlinger.

Når klassekampen skærpes og der er bevægelse i arbejderklassen og de offentlig ansatte og blandt ungdommen, som vi ser nu, så rykker de politiske strømninger også til venstre i ord og symboler. Ikke for at rykke klassekampen fremad, men for at tilsløre, hvor utilstrækkeligt det de mener og gør er. Det bliver en kamp om, hvem der kan svinge den røde fane mest og råbe revolution højest blandt nogle grupper. Enhedslistens top optræder som regeringens loyale flinkeskole og har fremlagt deres bud på – ikke et opgør med kapitalismen, men et bud på en fredelig sameksistens med deres bud på kriseløsning ”Sammen, frem mod en ny grøn, demokratisk og solidarisk økonomi”. Mens den socialdemokratiske Mette Frederiksen skifter sin retorik og taler om en ny socialdemokratisk politik med kernesocialdemokratiske værdier og andengenerationsreformer i stedet for arbejdsmarkeds- og nyliberale reformer og om det store solidariske fællesskab, der bærer os igennem krisen.

Afsløringen og den politisk-ideologiske kamp mod reformismens og venstreopportunismens politik er den anden side af at udvikle den revolutionære bevidsthed.

*****

Så for her til sidst at trække nogle centrale pointer sammen omkring det spørgsmål, der blev stillet i starten: Hvordan kan vi hæve den politiske bevidsthed omkring kapitalismens krise og en revolutionær vej ud af krisen?

Krisens barske virkelighed betyder ikke, at arbejderklassens kamp for økonomiske og sociale forbedringer spontant eller automatisk udvikler sig til en politisk kamp for forandring eller en revolutionær bevidsthed i arbejderklassen. Den må komme gennem at tilføre klassekampen og arbejderklassen den revolutionære teori i et sprog og med metoder, der kan gribes i dag og ud fra klassekampens konkrete problemstillinger og behov.

Ingen revolutionær handling uden revolutionær teori. Ingen revolutionær teori uden revolutionær handling.

Oplæg  APK’s Novemberkonference , 7.november 2020

Klassekamp – Revolution - Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål - Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top