Den 14. april 1931 blev republikken udråbt i Spanien. Vi gengiver denne artikel offentliggjort på hjemmesiden for Spaniens Kommunistiske Parti (marxist-leninistisk), PCE(ml).
Søndag den 6. april 2025 blev den 5. republikanske march afholdt på kirkegården i Fuencarral Madrid. Det var en lys morgen med republikanske flag og slogans, der vajede i gaderne. På kirkegården gik man sammen til mindesmærket for de faldne fra de internationale brigader, der blev begravet på denne kirkegård. Franco-regimet vanhelligede deres grave, og deres lig blev smidt i en massegrav, hvis placering stadig søges i dag.
Historiker og medlem af PCE(ml), Carlos Hermida, talte:
”(…) For 94 år siden blev det mest demokratiske regime, som vores land har kendt i hele sin moderne historie, indført.
En republik, der ikke kun udvidede demokratiske rettigheder, såsom skilsmisse eller kvinders stemmeret, men som mellem 1931 og 1933 og i Folkefrontens periode gennemførte reformer, der havde til formål at modernisere landet, forbedre arbejderklassens materielle situation og fremme offentlige tjenester gennem statslig handling.
Det var derfor, de herskende klasser – godsejerne, finansoligarkiet, den katolske kirke og en del af hæren – forsøgte at ødelægge det republikanske regime fra begyndelsen. Og for ikke at miste deres privilegier organiserede og planlagde de borgerkrigen, en udryddelseskrig. I dag hylder vi alle de mænd og kvinder, der forsvarede republikken, alle frihedskæmperne fra de internationale brigader, som kom til Spanien for at kæmpe mod den nationale og internationale fascisme.
Krigen blev ikke fremprovokeret af republikken, som vi dagligt hører i de reaktionære medier. Krigen blev påtvunget det spanske folk, og ikke en hvilken som helst krig, men en udryddelseskrig, der havde til formål at tilintetgøre alle de folkelige erobringer, der var opnået siden det nittende århundrede (…) alt, hvad der udtrykte modernitet, videnskab, fremskridt og modsatte sig den obskurantistiske vision om kirken, hæren og de dominerende gruppers klassediktatur.
Fireoghalvfems år er gået, og Spanien er et helt andet land end i 1931, men de problemer, vi står over for i dag, er meget alvorlige, dybe og strukturelle. Privatiseringen af offentlige tjenester, korruptionen, tabet af national suverænitet, de voksende sociale uligheder, den stigende fattigdom eller spørgsmålet om historiske nationaliteter er blot nogle få. Og det er ikke muligt at løse dem ved at skifte regering. Det er kun lindrende midler. Et regimeskifte er afgørende, et republikansk brud er nødvendigt.
Det var nødvendigt at bryde med regimet fra 1978, fordi dette monarki og forfatningen var hjørnestenen i et regime i oligarkiets tjeneste, hvis interesser var fjendtlige over for arbejderklassens.
Vi har brug for en folkelig og føderal republik, der er i stand til at tage fat på de strukturreformer, som Spanien har brug for. For at opnå denne republik må den sande venstrefløj lægge sine forskelle til side og forene sig om et republikansk program. Men vi må også skabe en republikansk struktur, en republikansk samvittighed?
Hvis det ikke lykkes os at vælte dette monarki, den direkte arvtager til Francos fascistiske diktatur, vil frustrationen, frygten og fortvivlelsen vokse, og det er grobunden for fascismens udvikling.
Vi har tilstrækkelige menneskelige og økonomiske ressourcer til at sikre, at vi alle har et job, en bolig og offentlige tjenester af høj kvalitet. Forhindringen, problemet, er dette monarki og dem, der støtter det …
I de senere år har højrefløjen definitivt droppet masken … forvrænger historien og lovpriser åbent fascismen. Den har ført en kulturkrig, hvor den søger at bryde alle progressive elementer ned til grunden. Men ud over sine ideologiske udskejelser … er dens grundlæggende mål at ødelægge det offentlige rum.
Fascismen er ikke længere en trussel, den er en reel fare i Europa, i USA og i verden. Og fascismen må besejres med alle kampmidler. I dag kan vi ikke længere se den anden vej, ingen kan være neutrale, for neutralitet er intet andet end fejhed. Vi må vælge side, som mændene og kvinderne i de internationale brigader gjorde … fordi de var klar over, at fascismens triumf betød barbari. Og vi må her og nu efterligne deres antifascistiske eksempel.
Vi må genopdage klassens sprog: at tale om klassekamp, at tale om socialisme, at tale om udbytning. Fortæl højrefløjen, at fordrivelserne er terrorisme, at det er terrorisme at nægte unge mennesker en fremtid, og at den væbnede kamp mod frankismen var legitim.
Jeg kan ikke slutte uden at nævne det folkedrab, som staten Israel har begået mod det palæstinensiske folk. Det er en udryddelsespolitik, der har været planlagt i mange år med støtte fra USA og de såkaldte demokratiske europæiske magter. De samme magter, der forrådte den spanske republik, forråder nu befolkningen i Gaza og på Vestbredden. Det palæstinensiske folk har brug for hjælp.
Kammerater, venner, antifascister: Lad os danne en mur af løftede næver og råbe endnu en gang: ”De kommer ikke igennem! No Pasaran!”